Tårer i regnen

Det er muligt, at Roy Batty har set ting, som folk ikke ville tro.
Brændende krigsfartøjer på Orions skuldre.

Men jeg har åbnet min dør i knivskarpt, skråt morgenlys og gået gennem en langhåret græsmark hyldet ind i knitrende rimfrostdiamanter.
Jeg har set korsedderkopper spinde deres kunstværk og tålmodigt vente på, at de afslørende dugdråber skulle fordampe, så de med deres ene tråd fra et skjul i stråtaget kunne mærke deres første seksbenede bytte dirre i spindet.

Det kan meget vel tænkes, at en udbryder-civilisation har observeret glitrende stråler i mørket nær Tannhäusers Port.

Men jeg har observeret vandet bag den spinkle ræling i aftenskumringens blå time, hvor horisonten forsvandt i gradientens spejl.
Jeg har stået på Pyrennæernes tagspær højt hævet over morgendisens ocean og beundret for længst overståede bjergtoppe sejlende som vulkanske øer i havet af skyer.

Måske har replikanten, Nexus 4, oplevet øjeblikke, der bliver tabt med tiden som tårer i regnen, for at lære os, at vores fremtid ligger i det genmanipulerede, transhumane stjernefelt befolket med borgs, biologiske droner og kunstrig intelligens.

Men jeg har oplevet regnvejr, der skabte flodbølger, hagl der smadrede majsmarker, tordenvejr, der udkonkurrerede nytårsfyrværkeri i Shanghai, orkaner på Hebriderne, der lagde huse ned og hede i den egyptiske ørken, der kunne spejle æg uden et komfur.
Jeg har ikke brug for cyborge, for jeg har stået og set udsigten fra korsfarerborge i retning af Libanon og Syrien, jeg har set droner komme ud af biboet for at beskytte arbejderne på vej mod dagens honninghøst, og jeg har erfaret gudsbenådede mængder af økologisk, fritgående, håndholdt og bæredygtig intelligens, der ikke er den mindste smule kunstig.

Det er tid til at dø, siger replikanten, Roy. Men jeg siger, at nu er det tid til at leve.
Det er nat, og jeg har igen åbnet min dør med udsigt til Orions skuldre uden krigsfartøjer.

 

10 haiku

Altets tilbliven
Intet skilles fra Intet
Noget vedbliver

Billen i panser
Vandrer med sortslebet bid
Lerfødder skælver

Græssets beslutning
Asfalt vil gennembrydes
Intet kan modstå

Højt over byen
Falkefugls zoomlinseblik
Rotten er dødsens

Vandets langsomhed
Dråben udhuler stenen
Dryppende vilje

Evindelighed
Hjulets roterende kværn
Forgængelighed

Var det bare det?
Magtens kyllingebryster
Haler mellem ben

Hvor floden ender
Og havet åbner sit svælg
Mødes vandene

Ønsker vi i dag?
Fortidens forbandelser
Fremtid uden skyld

I er set af os
Ingen lever forgæves
Døden er en drøm

 

To verdener

Der findes to verdener, og mellem dem er der en verden til forskel.

I den ene verden betaler de for det de køber.
I den anden verden tager de det, de ønsker uden at betale.
I den ene verden ønsker de egen fremgang og andres med.
I den anden verden ønsker de fremgang for egen vindings skyld på andres bekostning.
I den ene verden er en aftale en aftale og et ord et ord.
I den anden verden er aftaler til for at brydes og ord til for at vendes på hovedet.

Der findes to verdener, den ene er under afskaffelse, den anden er under genskabelse.

I den ene verden ser man partnerskab og alliancer som en styrke.
I den anden verden er man allieret og partner, når man ikke tør sige nej.
I den ene verden kan man lide at producere og gøre en god handel.
I den anden verden producerer man ikke, men trykker gældsbeviser.
I den ene verden har de våben beregnet til at forsvare livet i dag og i morgen.
I den anden verden har de våben til at angribe alle, der mener, de må forsvare sig.

Der findes to verdener, den ene er for slaver, den anden er for de, der overvejer frihed.

I den ene verden frygter menneskene endnu et overfald fra fremmede regeringers hære.
I den anden verden frygter menneskene deres egen regering og dens hær.
I den ene verden er virkeligheden noget, der kan købes af de, der har råd.
I den anden verden er virkeligheden den, de må leve i og den, de kan skabe.
I den ene verden regerer dødens regimente, om end deres dage er talte.
I den anden verden øjnes håbets regimente, deres dage er på vej.

 

Som man råber

Jeg har lige råbt i skoven, men jeg brød mig ærligt talt ikke om svaret.

Jeg synes godt nok, at det dér uregerlige vildnis
kunne tage og anlægge en civiliseret tone og tage den vegetabilske ja-hat på.
Altså det kan da godt være, at jeg kom til at anlægge en om jeg så må sige
direkte og lidt krævende tone tilføjet et enkelt drys bebrejdelser for ikke at sige
direkte grovheder, men derfor kan økokammeret vel godt være en anelse selektiv
med hensyn til, hvad det sender retur.

Jeg mener, kunne det dér mosgroede roderi ikke lære at tage bladet fra munden på en lidt mere hensynsfuld måde, altså der er jo noget, der hedder en hvid løgn, ikke?
Det behøver vel ikke at være så kontant afregnet, så man næsten ikke kan nå at tælle sine småmønter i lommen, før 1. rykker allerede er ankommet?

Ellers kan det forresten godt være, at der bliver spurgt på en anden måde fremover.
Hvad med en lille twist i retning af: Som man starter sin kædesav, får man svar?
Eller: Som man starter en rask lille skovbrand i sommerheden, får man svar?
Så kan I måske lære ikke at svare igen derude i den store, grønne sommerskov, for sjov,
for sikken dejlig dag det er i dag, wob-bob-bobbob!

Og så vil jeg bare lige sige, at jeg forventer et lidt mere konstruktivt svar,
næste gang jeg oplader min udsøgte heltetenor i retning af buskadset.
Altså, bare fordi jeg i en brandert på Bornholm råver: Hvad drikker Møller?
Så behøver I jo ikke trække det ned på det laveste plan og svare … I ved,
det er jo tilladt at udvise lidt finesse og fx svare: Chateau LaFitte Grand Cru Classé 1982.

Så tænk lidt over det, derude i det overbegroede, bregnebefængte, barkbillede ukrudsbed, for ellers kan de godt være, at I får Skov & Naturstyrelsen på nakken med krav om et noget mere bæredygtigt budskab.

I skal ikke svare på det, som far råber, men det, som far håber – I tåber!

 

Træd varsomt

Træd varsomt
i disse tider hvor mennesker endnu engang må forsvare selve deres eksistens som levende væsener på denne planet, på dette sted, i denne tid overfor et angreb fra en skide håndfuld+ og deres håndlangere med samt deres forføreriske apparat.

Træd varsomt
for apparatet har ører, øjne og følehorn placeret i samtaleapparater, skrivemaskiner, transportsystemer, informationskanaler, handelsstationer, rum til arbejde og rekreation, offentlige og private sfærer, opsamlet i kældre på størrelse med lufthavne, analyseret og misbrugt – vi er på den anden side af begrebet ‘brug’ på nuværende tidspunkt – til formål, som hverken du eller jeg eller det hedengangne almenvælde for nyligt betroet den yderst skrøbelige og nu sønderskudte institution kaldet demokrati har noget som helst at skulle have sagt overfor.

Træd varsomt
taget i betragtning, at sønderskudthedens mennesker er grundforvirrede om, hvori deres eksistens består, hvad der er værdifuldt og værdiløst, hvad ordet værdi faktisk betyder, og i hvilken grad, på hvilken måde og ifølge hvilket formål, de skal stille sig til rådighed for et forsvar – ja du læser rigtigt! – for de, der overtræder deres eksistens.

Træd varsomt
Frygt aldrig overtræderne, de er, hvad de er, og hvem de er, de er Intet af betydning.
Frygt deres hjernedøde håndlangere, deres apparat, deres maskinverden af kød og blod.

 

#BigDataMafia

Vi vil gerne informere dig som kontoindehaver, hvilket udelukkende er for din egen sikkerheds skyld, da vi kun ønsker at beskytte dig mod eventuelt ondsidet russisk propaganda og infiltratorisk hackervirksomhed, at du nu er tilføjet i i vores oversigtskatalog og algoritmebibliotek som potentielt sårbar over disse tiltag, hvilket betyder, at der herefter vil være begrænset adgang for dig til at kontakte visse konti, se visse vebsites og tilgå visse services, ligesom der vil være visse begrænsninger for andre til at se dit site og din profil, især hvis der skønnes at være for stor traffikal interesse i den ene eller den anden retning.

Tiltaget skyldes en formodning om, at du muligvis har haft en forbindelse med grupper med potentiel tilknytning til netværk, der med en vis sandsynlighed er under mistanke for måske at stå i direkte ikke-konfirmeret forbindelse med Kreml og selveste Vladimir Putin og KGB, som i mellemtiden hedder noget andet, hvilket vi i mellemtiden har glemt, men som HELT SIKKERT omend ubekræftet, da vi ikke kan afsløre vores kilder af sikkerhedsårsager, har interfereret med den amerikanske valgkamp, Brexit, priserne på røget skinke i EU, samtlige regeringsfjendtlige medier i Verden samt fodboldlandskampen mellem England og Italien.

Da du således med en vis garanti må skønnes at tilhøre en algoritmisk kategori af statistisk potentielt virtuelt digitalt anstødelige individer, der, selvom du måske ikke endnu er klar over det, udgør en ondsindet og hadefuld trussel mod frihedsrettighederne og fri tale i den Frie Verden, så anser vi det nødvendigt for at sikre fri bevægelig af frit dataflow i den rigtige retning, at der midlertidigt på livstid bliver lukket ned for din konto.

Vi regner selvfølgelig med din fulde forståelse, da dette både er for din egen sikkerheds skyld og af hensyn til andre mennesker, der uforvarent og utilsigtet kunne blive udsat for utilsigtet meningsdannelse og ufiltreret information.

 

Fuga

Den flygter ikke. Den er i fugleflugt.
Den er altid på vej et sted hen. Destinationen er sikker og usikker på samme tid.
Dens primære struktur er deterministisk, dens sekundære er uforudsigeligt ekspansiv.
Dens spørgsmål er et svar på samme tid. Svaret er implecit.

Den afslutter, mens den starter. Den fører an, mens den følger efter.
Den opstår som et væsen skabt i tid. Dens sande væsen er hverken i tid eller rum.
Mens du troede, at du kendte dens bane, bed den sig selv i halen. Oroborus.
Mens du troede, at dens gentagne bane var den samme, skiftede den kurs.

Den er både planet og komet, klode og måne. Dens bane er Harmonia Mundi.
Den er i det små som i det store. Som i Himmelen, således også på Jorden.
Kun for det utrænede øre er den et lukket kredsløb. Alt åbner sig for øret, der hører.
Kun for de hovedløse ryttere rider hesten i blinde.

Den lytter, mens den taler. Den hører om de lyttende forstår det talte.
Den taler, mens den lytter. Den bekræfter og understøtter det talte.
Dens natur er det indlysende paradoks, den højere enhed af forskellighed.
Den natur er alkemisk transformerende. Hverken den eller dens gæster er uforandrede.

Den holder sig til temaet. Den kan bevæge sig forlæns og baglæns, muligvis sidelæns.
Den er af natur selskabelig. Den stiller dog krav til samtalens niveau og dannethed.
Lytteren, der ikke blander sig i samtalen, vil med tiden opnå samme grad af dannelse.
Lytteren vil endog blive i stand til at stille ind hovedfrekvens af stilhed og svævende tid.

Den er karakteriseret ved samtidighed. Dobbelt og halvt tempo er uproblematisk.
Den foretrækker både maskulin og feminin tilstedeværelse, ung såvel som gammel.
Vi taler om monotematik, ikke monoteisme. Forskellen er væsentlig.
Vi taler fuld stemmevis individualitet i fuldt integreret kollektiv.

Man skulle tro, at det var et sindbillede på det perfekte samfund. Det er bare musik.

 

Ezra in memoriam

De kaldte ham fascist.
Det er ingen kunst at kalde folk ved navne og myrde deres karakter.
Hvis de dernæst har råd og magt til at udgive deres navngivninger,
så har de også råd og magt til at undslippe ansvar, tiltale og modsigelse.
De behøver ikke at svare, og de kunne til enhver tid svare til det, som de til lejligheden kaldte andre. Hvis man har råd, er alting gratis, inklusive ugerninger.

De spærrede ham inde.
Det er ingen kunst at spærre folk inde, hvis man råder over diagnoser.
Men fangen på Sct. Elisabeth’s vil altid blive husket,
og hans dommere og fangevogtere vil nedstødes til evig glemsel
eller hugges med mejsler på skamstøtter for niddinge og kæltringe.

De fratog ham hæder og ære.
Det er ingen kunst at stjæle hæder, kunsten består i at vinde den.
Uærlighed er ingen kunst, uværdighed er ingen ære værd.
Hans protegéer modtog nobelpriser, utænkelige uden ham.
Et helt århundredes poetisk formgivning og fornyelse ligeså.
Antik blev nyere end nyt, hvor fascistisk er det lige?

De svarede ikke på tiltale.
Hos Usura ramte dem på både forfængelighed, samvittighedsløshed og uvidenhed.
I slagskyggerne fra Den Store Krig stillede han det store spørgsmål: hvorfor?
Alle hans venner var døde for den store ubesvarede intetheds skyld.
For ussel mammon, magt og misundelse var en hel generation slagtet i skyttegrave.

De forstod ikke ordets sande væsen.
De forstod kun én ting: At ordets magt var stor, og at de som ordets kupmagere kun kunne gøre sig forhåbninger om at sætte ordet i fængsel, forbyde dets færden, korrumpere dets betydninger og forgifte dets tilstedeværelse blandt dets værdsættere.
Magtens øje ser ikke sig selv. Han så dem ikke se og gav os andre synet tilbage.

 

Fordumsfuldhed

Jeg lever i bøgetræets land. Der er ikke noget galt med hverken birketræ, balsatræ og baobab, ej heller palme, kæmpefyr eller ginkotræ, ej heller bøgetræets sameksistenser eg, fyr, elm og pil. De findes.

Det er bare det, at bøgetræet er besunget som bærer af identitet. Sådan er det, det er indiskutabelt, og det er overflødigt og støjfyldt at høre på identitets-, kultur-, køns- eller klimaforvirrede, der måtte mene noget andet. Giv mig en Verden med fordums nærvær.

Jeg lever i øernes og strandengenes land. Der er ikke noget galt med hverken ørken, tundra, bjerg, dal og floddelta, ej heller taiga, steppe, jungle, ej heller øernes og strandengenes sameksistenser hede, mose, skov og søeng. De er der alle sammen.

Det er bare det, at landskaberne er besungne som bærere af overlevering. Sådan er det, det er uomtvisteligt, og det er spild af tid at lægge øre til traditionsforvirrede asfalt- og karrébeboere og andre postindustrielle non-eksistenser, der tilbringer deres liv på motorveje, i byggekomplekser af beton, aluminium, glas og et plethorium af syntetisk biprodukter med samt deres digitale speudovitale, algoritmegenererede virkelighedsversioner. Giv mig fordums fylde og ikke fordomfuldhed eller fordummelse.

Jeg lever i æblets, rugens, det græssende kvægs, bistadernes og ålerusernes land. Der er ikke noget galt med hverken kamelflokke, rismarker, sydskråninger med vin, olivenlunde eller bjørnejagt, ej heller arktisk harpunjagt, kokospalmer eller kaffebuske. Alt på sit sted.

Det er bare det, at fermentering er besunget og fejret som fundamentet for madkulturen, fordi mad og forebyggende medicin er ét og samme. Det er bare det, at ingen æbler i verden kan måle sig med de tykhudede arter på øerne. Der er ingen grund til at tage dem alvorligt, der hævder, at de ikke kan undvære eksotiske produkter fløjet og sejlet og kørt i dyre domme rundt om kloden, produceret af underbetalte slaver i udkantsverden – der indeholder noget, vi ikke har brug for på vores side af kloden på det tidspunkt på året, da vi har noget så eksotisk som årstider, hvilket de ikke har ved Ekvator. Giv mig den næring, der skabte de mennesker, der skabte det land, jeg lever i.

 

SALIGIA

Hovmodet står for fald, Superbia er hendes navn, hun er Hybris, der føder Nemesis,
og Karmas lov er uundgåelig.

Megalomanens uhelbredelige og uheldsvangre tro på herredømmets umistelighed, der i tidens fylde vil aktivere det indbyggede program for selvdestruktion, Aftenlandets undergang, Imperiets dekadence, Titanics forlis, lad falde hvad ikke kan bære sig selv men selv befaler at bæres rundt i en stol af guld, hævet over de svedige masser som en unilateral solgudinde.

Grådighedens gebyrgrib, griskhedens grisefest, Avaritia er hendes navn, hun er begæret efter alt det, hun ikke har brug for men alligevel kræver.
Flynder, flynder, nu vil jeg være dronning og bo på et slot, selvom konen bare havde brug for en bakke med seks æg, den forspiste bidronning, og hvis hun så blot selv lagde en masse æg, der blev til larver, men nej, hun bare æder og æder – og skider – og æder igen, og så var der muddergrøften, dén så hun ikke lige komme.

Minkpels lavet af 48 opsprættede væseldyr, Luxuria er hendes navn, walk-in-closet med 400 par sko, forfængelig, nydelsessyg, hedonistisk femme fatale, en tjener på hver hånd, og skulle de ikke være for hånden så en lille snapchat offerrolle, en tilpas dosis blondine-bimbo-befippelse, en cheer-leader cuteness eller en drama queen-bitch-scene, og så kan det nok være, at Luxuria bliver vartet op i hoved og popo. Eventuelt selviscenesættende feminist om en hals – det handlede aldrig om ligestilling men om særstilling. Et setup, der eventuelt kalder på en Rhett Butler og et velplaceret: Frankly, my dear, I don’t give a damn!.

Den ledeste harpe blandt strenge instrumenter, Invidia er hendes navn, hun er villig til at flå øjnene ud på en anden kvinde i et dinner party, der har den samme kjole på.

Hun er grådighedens overtrumf, for ikke nok med at hun vil ha’ og og ha’, hun bliver syg langt op i understellet ved synet af, at andre har noget, der er deres, hvilket af samme grund straks skal konfiskeres, og i det omfang, det ikke er muligt, destrueres!

Hun er Feernes Dronning over det Perfide Albion, Misundelsens Imperium¸ der misunder ALT inklusive menneskeliv, og for hvem folkemord er nødvendig for selvopretholdelse.

Overfyldte indkøbsvogne, supersize madtallerkener, opulente 4-hjulstrækkere, overdimensionerede samtalekøkkener, for én god portion er aldrig nok, og Gula, fråseriet er hendes navn. Biproduktet er bjerge af affald, udskyllede næringsstoffer, fedtsugninger – eller det ligeså syge modstykke, der er alen ud af samme stykke: fedtforskrækkelse, for den græske skønhedsdronning Anorexia Nervosa er søster til Bulimia, den bulgarske grovæderske, forbrugerismens lurende lede ved sig selv.

Vreden, Gudinde, besyng, for Ira er hendes navn (på græsk Eris) …

Men hov, nu bliver jeg forvirret, for er hun den samme vrede, vi taler om? Er vrede overhovedet en dødssynd, og hvis man har stillet det spørgsmål, hvori består disse katolsk-skolastiske begreber, som Thomas Aquinus systematiserede og benævnte med et postulat om, at de var arkaiske og oprindelige? Hvilket fører frem til det store spørgsmål: hvorfor taler vi overhovedet om synd, og hvad er synd for en størrelse? Nej, undskyld, nu kom jeg til at stilbryde og afbryde et digt ved navn SALIGIA.

OK, jeg får en tanke, og indrømmet: dette er en strøtanke, en spekulation. Skolastikeren mente for det første ukontrolleret og uproduktiv vrede = had, hvilket vil sige modsætningen til et andet skolastisk begreb, kardinaldyden selvbeherskelse – som om kardinalerne i den katolske kirke var ultimative garanter for dyder i den klassiske betydning. Dernæst var Kirken berettiget nervøs overfor folkets vrede, for den kendte til den retfærdige vredes magt, når den først blev sluppet løs, og den vidste, at den selv ville blive denne vredes primære mål grundet dens egne synder – eller som man i dag ville sige: forbrydelser mod menneskeheden. Befolkningens og folkenes vrede var det farligst tænkelige for Magten. Så vrede blev selvfølgelig til en dødssynd! Eller et afsæt for menneskekontrol, og hvis du er i tvivl, så tag en snak med jesuitterne – der selvfølgelig benægter alt men læg da mærke til måden, de bekræftende benægter på.

Hun gider ikke mere, hun springer over, hvor gærdet er lavest, for hendes navn er nu Acedia, dovenskab – og værst af alle er den åndelige, intellektuelle dovenskab, der betyder, at hun kan have en mening om hvad som helst uden forudgående kvalificering af sin ugidelige mening. Det kunne jeg så beskrive i detaljer, men det gider jeg ikke så længe leve dovenskaben.

 

Ad Helvede til

På vejen til Helvedes Port mødte jeg Møghunden i al sin mølædte gespensthed

Med lus i skindpelsen og halen mellem benene skuede jeg den på hårene
mens den genbeskulede mig med dens rødskudte øjenhuller
Hundehovedet Anubis, den genmodificerede Kerberos, Pluto som Hades,
Plutokratiets køter, satanikernes støver, teknokratiets tæve, Helvedes halelogrer.

Og jeg så: Hendes Møghed køteren i følgeskab med en gustengul hest
Og han, der sad på øget, havde en bog med dobbelt bogføring for veludført åger
Det guds slam, der bærer alverdens velstand i sine kloakdybe bukselommer
Når det sjette segl brydes, og Solen bliver en sort sæk og Månen fyldes med blod
Og Jordens konger og stormænd og hærførere og rigmænd og magthavere
skider deres røve i laser i panik over deres egen panik.


Og jeg så kilometervis af afhuggede hoveder på spid, afbrændte kroppe på stager, endnu levende kroppe på hjul og stejle som kødspyd i en obskøn grillfest for Kejseren.

Foran Helvedes Port mødte jeg kødannelser af wannabes og hangarounds
Til Helvedes Engle, og husk at den første er gratis, men den næste tager hele armen
Og husk endog, at ingen gustengule, røvpulede eller transhumant genmodificerede kan overskride din dørtærskel, med mindre du selv har inviteret dem
Hvem hører dine beklagelser den dag, nihilisterne er inviteret til pisse på dit gulvtæppe?
 

Derefter så jeg stak basunkindede lurblæsere udtrutte deres evige forbandelser
og anklager om slyngelstatslig virksomhed imod selve ofrene for slyngelstatslighed
Jeg så en våd drøm om Et Nyt Jerusalem med en Ny Verdensorden efter et nyt Armageddon
Våd som inderlårene på den Babyloniske Hore for det udvalgte folk,
der skærer i otte dage gamle børn blandet med blodet med blodet fra de til ritualet henhørende og ifølge kalenderen og tallenes magiske love forefaldende blodofre.
 

I Helvedes Port mødte jeg Portvagterne, og om det var en forsamling af de, der frivilligt havde meldt sig til jobbet og/eller en iblanding af de, der var tvangsindlagt eller forført, vides ikke med sikkerhed, ligesom det ikke stod helt klart, om de skulle forhindre sjælene i at indtræde i eller udtræde fra Helvedes Domæne eller begge dele. På samme vis som det ikke stod helt klart, hvorvidt Helvedeshunden var stukket af gennem Porten, eller om den var sendt op ad vejen til menneskenes verden for at æde deres kød.  

Og jeg så en uskøn forsamling af filosofistiske fjolser, fallerede frihedshyklere, korrumperede korrektheder, ideologiske nytteidioter og globalistiske gulvvaskere.
Der var et dødlignende leben af ansøgere til diverse livs- eller snarere dødsstillinger som tjenende ånder for den omvendte oligarki, De Værstes Vælde, Hundehovedernes Hierarki.
I Porten bevidnede jeg en obskøn traktørvirksomhed, hvor de forbipasserende blev tilbudt lunser fra de levendes land med menutitler som: Kannibalens Natmad, pædofil børnemenu, farceret placenta, marineret abort, organdoneret indmad, halal-style afhuggede hænder og anden full profit, non-soul-food from Hell.
 

Bag Helvedes Port mødte jeg så’en i forbifarten gymnasierektoren, der godt ku’ li at rave på yngre kvindelige lærere og ældre pigelige elever – måske havde han fået lov til at gå i gården – i selskab med John Dewey i en passiar om, hvorvidt det var ideologisk nypædagogik, pragmatisk lærerværelse-politik eller omskabelsen af skolevæsen til fængselsvæsen og et Sodoma for politiseret, fordummende hjernevask, der havde gjort mest skade for omkommende generationer.
I det andet hjørne så jeg Mother Theresa i snak med en nonne fra et irsk børnehjem om den velsignede virkning af børnemishandling i Guds navn.
Ingen af dem syntes at være klar over, at de var havnet i Helvede, for det lignede jo det sted, de kom fra.
 

Og jeg så de, der var indehavere af bekvemmeligt dobbelt statsborgerskab. Jeg tænker ikke her på de sædvanlige typer med US-Zionist-passerseddel, så de kunne slippe for retsforfølgelse for terrorvirksomhed, landsforrædderi og medvirken til forbrydelser mod menneskeheden vha masseødelæggelsesvåben og folkemord – og pædofil forlystelse efter arbejdstid. Jeg tænker på dobbelt adgang til både de levendes og de udødes land. Det var så her, jeg løb ind i Bush, Blair og Fogh-Rasmussen og repræsentanter for den albanske mafia, Vatikanbanken og CIA, der via VIP-bagdør til Helvedes Haller, de bonede gulve i Magtens Korridorer, Liderlighedens Loge, kunne mødes i det ultimative Rogues Resort Bohemian Grove beyound grasp.

Og jeg så horder af hyklere, sværme af sadister, flokke af formastelige formidlere og formøblere af en formue i bestikkelse for at formalisere journalistik og historie til en formuldet gang formalinsk formummelse af menneskenes virkelighed. Dette er jo ikke engang Apokalypse, tænkte jeg, dette er Anti-Åbenbaring, Apo-kollapsis, sammenfaldet af påståede tilfældigheder. Intet er tilfældigt på trods af tilkaldte tilfældigheds-teoretikere, der prædiker om, at ALT er tilfældigt, hvilket betyder, at INTET er forklarligt, og skulle du foreslå blot at foreslå, hvorvidt noget andet måske kunne være tilfældet i lyset af opdukkede facts, facts og atter facts, så er du dømt ude med rødt kort i panden for evigt.

Jeg havde forventet Helvedes flammer, men jeg så lys, lys og atter lys i uendelige rækker i et luciferisk orgie af gadelamper, billygter, vindueslys, reklamelys i skyskraberfacedestørrelse, displaylamper, lasergejl, standbylamper, advarselsblink, levende og døde lys – og der var ingen stjerner på Himlen, for der var intet mørke.  

Og jeg så en evig transmission af glitrende mediesild udførende meningsløs gestik, kopulerende transkønsligheder, perverterede barnagtigheder, et Absurdium af iscenesatte skænderier om latterlige uvedkommeligheder, et Gomorrha af sadismer iblandet prime-time indslag af folkemord forklædt som frihedskamp, et Hollywood af selvfedmer, et CNN af skinbarlige fake-news løgnagtigheder, et Disney af sodomistisk-virtuelle realityshows – med Jimmy Saville som studievært.  

Og jeg hørte lyd, lyd og atter lyd fra motorer og maskiner, en Distorsionfest af opmærksomhedssyge jingles fra højttalere og skærme, et Tivoli af helvedes hundeglam og krageskrål, og en kakafoni af knævren af menneskelignende og ikke-lignende stemmer tilsammen resulterende i umuliggørelsen af forståelighed meddelsomhed og egentlig tankevirksomhed – og stilhed fandtes ingen steder på intet tidspunkt.
Den, som har øre, han høre, hvad medierne mumler for menighederne.
 

Og jeg kom til sidst til pladsen i midten af Helvede, langt bag dens porte og murværker, der igen lå milevidt bag dens tilsodede indfalds- og affaldsveje, tilstoppede afkørsler og tilkørsler, ringveje, udveje og bagveje med endeløse trafikkøer og -får og trækheste, sorte, grå og gustengule – og glem ikke æslerne og kamelerne – hvor jeg så en strøm af sorte limousiner med røgfarvede glas ankomme til konferencecentret. 

Og ud af de skudsikre køretøjer beregnet på personager med urent mel i posen, skjulte agendaer, lommen fuld af bestikkelsespenge, der frygter for at blive antastet af det bundfald og affald i det Store Darwinistiske Spil, som de har betrådt på deres vej til toppen, udtrådte en velvillig og snarlig forsamling af teknokrater, bankmænd og -koner, mediemoguler, Silicon Valley-misforstre, støvleslikkende toppolitikere, giftblandende medicinaldirektører, elendighedsimperiets efterretningsagenter, ildelugtende illuminister, edderkoppespindoktorer, militær-industrielle møgdyr med samt en skudsikker kødrand af mænd i sort med dobbelt røgfarvede glas.

Så var det, jeg fik den tanke, at hvorfor Fanden i Helvede de var så hunderædde for indbyggerne på netop dette sted eller ikke-sted, som jo bestod udelukkende af loyaliteter for deres skumle virksomhed, hvilket var selve grunden til, at alle imperiale pikslikkere var havnet her? Svaret måtte være, at selv bag Helvedes Porte følte disse typer sig ikke sikre men var grundnervøse for, at typer som mig med midlertidigt turistvisum til Helvede (mit fornavn er Alighieri) – jeg holder i hvert fald af at tænke på det som sådan 😉 – ville være wiretaped eller udstyret med en beskidt bombe indopereret i blindtarmen. Var de så paranoide overfor russisk hacking, selvom de havde hacket alt russisk siden før revolutionen? Var de bange for, at Karmas Lov ikke kunne hackes og twerkes, og at de ikke kunne slippe for regningen?

Med andre ord: mødet tegnede til at blive en sammenstimling af alle topklovnene i det Store Slutspil om det Beskidte Verdensherredømme, hvor de bygger et bjerg. De havde allerede på forhånd hyret syv engle med syv basuner til at sprede død og ødelæggelse på en helt ny gammeltestamentlig måde i deres blueprint for Armageddon 2.0, the Great War 3.0. De skulle bare liiiige have konfirmeret, at alle deres såkaldt allierede (læs: underkuede-korrumperede-buttfuckede) var indforstået, så de ikke faldt fra, defekterede, fik kolde fødder. Så de havde indkaldt de toptyper, den Trans-nationale Femte Kolonne, som de anså for tilpas røvpulede til ikke at forhindre implementeringen af endnu en Great War.  

OG SÅ VAR DET, at jeg vågnede fra mareridtet edderspændt anspændt, stadig rystende over hele min uudsovede krop og på ingen måde åndede lettet op, men måtte konstatere, at det ikke var Helvede, jeg havde drømt om.
Det var den Verden, jeg levede i!

Kategori: Poema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *