Cultura,  Essay,  Historica,  Philosophia

Spejlet, gåden og The Matrix

Psykologien har ét ord for menneskelig bevidsthed.
Det hedder sind. En fællesbetegnelse for alt roderi i hoved og mave på mennesker.
Psykologien er forvirret, begrebet er utilstrækkeligt, vi rammer hurtigt muren.
Sindet er mange ting, og ikke alle er forstået lige godt. Nogle er overhovedet ikke forstået.
En af grundene er, at vi ikke længere anerkender sindets dybder.
Vi har for mange identifikationer kørende til at forstå, at der findes noget mere potent på den anden side af identifikationerne.
Og psykologien har begået nogle af de samme fatale brølere som videnskaben i øvrigt.
De går under fællesbetegnelsen reduktionisme. Man reducerer (afstumper) i mangel på forståelse det store billede til et meget lille og tilsyneladende overskueligt billede, der desværre smider al den nødvendige kompleksitet ud med både barn og badevand.

Eksempelvis: Identitetspolitik er identifikation by design. Det er sindslig indfangning, mind capturing. Et menneske kan ikke være det, som det er i stand til at være, når det har travlt med med at jagte rundt efter noget, det kan være ligesom – på overfladen identisk med. Identitetspolitikere og identitetsdesignere vil vældig gerne have, at mennesker jagter rundt, for det jagende og jagede menneske er svagt og manipulerbart.

Det vil svare til at bo i et hus med fuld kælder og tre etager uden at ane, hvad der befinder sig hverken i kælderen eller på 1. eller 2. sal, fordi nøglen er smidt væk, eller fordi vi simpelthen formoder, at der kun eksisterer en stueetage. Det kan også være, arkitekten har undladt at bygge en trappe, hvem ved? Og når der ikke findes trapper, så findes der vel ikke steder, som trapper kan føre hen, gør der vel?

Her er en lille øvelse. Når du går i seng, så har du i forvejen lavet en liste over dine identifikationer.

Jeg er en … Jeg er sådan en, der … Jeg anser mig selv for at være … Folk kalder mig for en …  Jeg lever af at … På mit CV står der … Jeg vil gerne være … Engang vil jeg blive … Jeg har altid været …

Det i sig selv vil være interessant. Når du lægger dig til at sove, så lægger du alle dine identifikationer i skuffen på det lille bord, der står ved siden af sengen, eller hvad du nu har stående. Hvem eller hvad er det så, der falder i søvn?

I den vediske forståelse af menneskets komplekse sind findes der mange ord. Det, der falder i søvn uden identifikationer er chitta. Det værende-umanifesterede, der besidder alle muligheder for at manifestere og blive. Eller sagt på en anden måde: Den del af vort sind, der er forbundet til den umanifesterede bevidsthed. Måske vi burde vende det om og sige, vi er en del af dets sind. Som foroven, så forneden.

Vi kender det alt for godt. Det meste af vores gennemsnitligt otte timers søvn består udover forhåbentlig perioder af drømmeløs søvn af en masse underbevidst skøvlen rundt i det labyrintiske univers af uforløste identifikationer. Men ind imellem husker vi særlige drømme af klarhed uden forvirring og smerte og uforløsthed. Hvad er det for noget, hvor kommer det fra? Psykologien har ikke begreber for det – bortset fra måske C.G. Jungs elever. 

Psykologer mener, at drømmeløs søvn er mangel på bevidsthed. Den vediske forklaring er, at det er det modsatte, det er ren bevidsthed, Brahman. At vi ikke kan huske drømmeløs søvn i vågen tilstand skyldes, at opmærksomhed ikke kan være opmærksom på sig selv. Vi medbringer opmærksomheden, bevidstheden, når vi vågner, men vi er ikke klar over, hvem betragteren, den opmærksomme, den bevidste er. Vi mener, vi er i det rum og de omgivelser, vi vågner op i. Vi er refleksionerne af den ydre verden og dens indtryk på os. Vi har taget identifikationerne op af skuffen og oplever os selv gennem omgivelsernes spejl.

Så hvad øvelsen gør er at sige: Du kan ikke afskaffe dine identifikationer, men du kan lægge dem til side, når du sover. Du opdager måske en skønne dag, hvad det er, du tager med dig, når du er vågen. Blot dén lille distance … Det kunne ske ting og sager med dit liv.

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. 
Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
[1. Kor. 13:12]

Citatet er det berømte udsagn, der tilskrives Paulus. Det er læst så mange gange ved et bryllup, at man for det første tænker: Ja-ja, det hører de i dag, og om et år, når erotikken er forsvunden og burde være transformeret til vedvarende og livslang kærlighed, og de allerede er begyndt at rive hovedet af hinanden, så har de glemt, at de aldrig har forstået ordene. Det lød bare så kønt og romantisk deroppe ved alteret i brudekjole og jakkesæt.
For det andet tænker man – hvis man kender lidt til historien – at ham religionsdesigneren, der var inde i Paulus (Josephus), han har ikke selv fundet på det. Det er orfisk, men det skulle smage af fisk.

Mnjææ … Orfisk – Orfeus, hvad mener du med det?

Jeg mener, at den såkaldte Kærlighedens Højsang, det Første Korintherbrev kap. 13, er et implantat af esoterisk kristendom stammende fra en af antikkens mysterieskoler. Disse skoler fandtes hele vejen fra Middelhavet til Indien. Kristendommen og Islam fik dem til at gå under jorden, for de statsgodkendte religioner var en monopolisering og patentering af åndelighed og kunne ikke tåle andre bud på den vare, de solgte. Vi kender Orfeus fra den græske mytologi som den skikkelse, hvis elskede blev opslugt af Hades, Dødsriget, og som valgte at stige ned i skyggerne for at hente Eurydike tilbage. Det lykkedes ham næsten, han begik blot den fejl at miste troen i det afgørende øjeblik og vende sig om for at se, om hun fulgte med op. Hvorefter hun gled tilbage i skyggerne.

Det er et tidløst sindbillede fra det kollektivt ubevidste, som C.G. Jung ville have sagt. Det findes allerede i det Gamle Testamente i historien om Sodoma og Gomorra og Lot, der vender sig om for at se, om hans hustru er fulgt med ud af den brændende by – hvorefter hun bliver til en saltstøtte. Vi kender det også fra Dantes Guddommelige Komedie, hvor Digterens alter ego følger sin elskede Beatrice ned i skyggerne.

Og i modernitetens mytologier = esoterisk viden formidlet på en folkelig-fordøjelig måde i tidens tilgængelige medier – er Quadrologien The Matrix én lang tour-de-force i esoterisk kristendom. Sorry til alle ateisterne derude, men det er det like-it-or-not. Bare sig navnet Orfeus – Morpheus = Johannes Døberen. Neo, frelseren-den salvede (The One) ser i spejlet, i gåden, hvorefter han ser ansigt-til-ansigt. Trinity (Treenigheden), hans Maria Magdalene forsvinder ind i skyggerne i del 3. Han selv nedstiger til Dødsriget (The Machine World) og oplever døden på korset. På væggene i fartøjerne The Nebukadnezzar og senere The Mnemosyne (hukommelsen) er der printet skriftsteder fra Det Nye Testamente – du ser dem kun et par sekunder, for det er meningen, at den opmærksomme skal sige: lige-et-øjeblik lad mig spole tilbage, fryse billedet og tjekke skriftstedet. I del 1 er det skriftstedet, hvor det står om Jesus, at han er den ene. I scenen med Oraklet er der en svag radiolyd i baggrunden af jazz-klassikeren: I’m beginning to see the light. Både del 1 og del har sin version af Judas, forræderen. Næsten hver eneste scene i de nu fire dele indeholder en lignende bibelsk reference. Der kunne skrives en mega-blog-artikel om det – men ville nogen læse den?

Hele Kristus-mytologien om døden på korset og nedfaren til dødsriget, på tredje dag opstanden er orfisk. Det er mangelaget, og et af dem er det astroteologiske lag med Solens årlige død og genfødsel, de tre vise mænd (Orions bælte), 21-24 december med Solens nedsynken til mørket efter Vintersolhverv. Så er der den historiske skikkelse, der er en lang og politisk-ideologisk historie i sig selv, som meget få mennesker kender – læs: Kongen der forsvandt. Efterfølgende er der de Arthuriske Legender, der fortæller den forbudte historie om netop: Kongen der forsvandt. Så er der genbrugshistorien fra andre mytekredse: Krishna, Zoroaster, Mithras, Elias, Maitreha, Den 12. Imam. Det er hele tiden den samme fortælling. Måske er det meningen, at 10-øren skal falde en-eller-anden dag = hele tiden.

En evindelige identifikation

Hurdlen er stadigvæk identifikation. Vi identificerer os. Det uudsagte udsagn er: Jeg ved ikke hvem eller hvad, jeg er, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg skal hen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er på dette underlige sted. I stedet kan jeg sige, at jeg nok er ligesom det-og-det-eller-det. Min identitet er at være alt andet end det, jeg er bestemt til.

Mnjææ … hvordan kan du vide, hvad du er bestemt til?

Vi kan kun vide det, ved ikke at vide det.
Husk hvad Neo siger til Morpheus i del 1, før han træder i karakter som The One. 
Oraklet sagde, at der skulle ske det-og-det! Så det kan ikke være, som du siger.
Hvorefter Morpheus siger: 
Hun fortalte dig nøjagtigt, hvad du havde brug for at vide. Så det er lige som jeg siger.

Er det ikke sådan, det er i et menneskeliv? Hvis vi vidste på forhånd, hvad der skulle ske, ville vil så vælge det, der skulle til for, at vi lærte noget som helst på dette tilsyneladende gudsforladte sted? Ville vi træffe de svære valg, hvis vi kendte dem på forhånd? I den vediske forklaring siges der, at vi selv har valgt at ankomme til dette sted. Vi har også valgt, at vi ved ankomsten nedsynker i glemsel om, at vi har truffet dette valg – med mindre vi er en avatar, en bodhisattva. Der var den igen: Betragteren kan ikke betragte sig selv. Det er som nedstigningen (faldet) fra drømmeløs søvn til vågen tilstand. De to verdener eller eksistensplaner er adskilt hos mennesket, og det ene kender ikke den andet. Lad ikke den ene hånd vide, hvad den anden gør. 

Tilsyneladende. Men stod der ikke ‘ligesom jeg selv er kendt fuldt ud’? Det mere end antydes, at vi på et andet eksistensplan kender os selv på dette eksistensplan, og at vi til gengæld har lidt svært ved at fornemme det andet eksistensplan, når vi åbner øjnene om morgenen og begiver os ud i den store opmærksomhedskrævende virkelighed, der skriger på identifikation. Men hvis det er rigtigt – og jeg har ikke tænkt mig at spørge Richard Dawkins til råds her, manden der har viet sit liv til at insistere på, at bevidsthed ikke findes som andet end et tilfældigt biprodukt af randomiserede fysio-neurologiske processer – altså hvis det er er rigtigt, at mennesket er et multidimensionelt væsen, hvis højere selv har et overblik (deraf navnet) og en indsigt (ser ind i) og et potentiale for manifestation (skabelse, virkeliggørelse), så må der findes en mulighed og måske oven i købet en eller flere metoder til at overlade mere initiativ til dette væsen.

Det er i hvert fald, hvad religionen hævder. Den hævder også, at den praktiserer det, og her bliver det lidt mere tvivlsomt. Religionen er rimelig frisk på at fortælle mennesker, hvad de skal mene og tro, og hvordan de skal gebærde sig for at leve op til definitionen af et – hvad de nu kalder det – troende, gudsfrygtigt, fromt eller frelst menneske. Det er blot, som om de ikke er så meget for at fortælle os, hvordan vi skal gøre det. De har billedligt talt leveret et stykke avanceret teknologi, men de har glemt at levere manualen. Eller også har de leveret manualen uden teknologien, hvordan vi nu vælger at beskrive det. Vi kan prøve at trykke på den-og-den knap, men det er sjældent, det virker, og når det virker, har den virksomme svært ved at forklare, hvad vedkommende gjorde. Det er, som om manualen er blevet væk i historiens tumult. Der er nogen, der påstår, at de har gemt manualen et sted bag væggene i Vatikanet, men her kan man også blive lidt i tvivl, for de dér typer i dametøj fulde af hundekunster ser ikke ud til at have styr på ret meget for tiden.

Interessant at kransekagefiguren kalder sig selv for Guds stedfortræder på jord. Har Gud brug for en stedfortræder, mens han er på forretningsrejse? Eller er han gået på pension? Det virker på én gang som en dyb fornærmelse af menneskelig intelligens og samtidigt en blank indrømmelse af, at det dér direkte gudsforhold, det skal vi ikke have for meget af, for så kunne folk måske få den tanke, at de ikke har brug for os længere. Magtudøvelse på det plan er ret beset dybt ynkeligt, for disse højrøvede magtfuldkommenheder er totalt magtesløse uden de ‘masser’ (som de kalder os), de udøver magt over. Deres værste mareridt er den viden, som de helt tydeligt har: En dag om ikke længe er det slut. Deres egne skrifter og profetier har fortalt dem det. Det er den egentlige Dommedag, for den gælder for dem.

Manualen

Vi prøver med andre ord at støve manualen op. Den findes, som vi lige har læst, i form at stykkevis erkendelse. Manualen dukker op forskellige steder. Hvem siger i øvrigt, at vi ville være i stand til at forstå den, hvis vi stødte på den? Er vi ikke analfabeter på et højere plan, og findes manualen allerede lige for næsen af os, som der står: ansigt til ansigt?

Tesen er, som det står at læse i de ældste kendte skrifter, som end ikke ikke det Britiske Imperium formåede at udradere, selvom de prøvede, at vi ikke kan undgå identifikation. Men vi har valget, hvad vi identificerer os med. Advaita Vedanta-traditionen (den udelte viden, non-dualisme) insisterer på, at det er muligt for mennesket at identificere sig med sit højeste væsen, Brahman. Den lille øvelse med at lægge hverdagens identifikationer til side, før vi sover, ligner en meditationsøvelse, hvor vi siger: Jeg er ikke min krop, jeg er ikke mine følelser, jeg er ikke mine tanker. Med andre ord, jeg er ingen af de flygtige impulser, der dukker op i sindet, for jeg ER stadig, når disse impulser skifter og kommer og går. Så hvem er dette jeg? Kroppen, denne ultrafine organisme, som vi bebor, er også blot til låns, for en dag skal den leveres tilbage, og alle komponenterne skal genbruges. Hvem er det, der leverer kroppen tilbage til naturens genbrugsstation?

Traditionen beskriver muligheden for Mahasamahdi (never try this at home). Yogien ved, at tiden er kommet til at forlade kroppen. Han bringer sig selv i samahdi, identifikation med sit højeste selv, og forlader kroppen. Lahiri Mahasaya, den beskedne bogholder med det store sind (maha saya), der introducerede verden for Kriya Yoga, gjorde det, og det blev bevidnet af de tilstedeværende. Det skete i Varanasi i hans 66. år d. 26. september 1885. Han sagde pænt farvel til familie og disciple, satte sig ned på gulvet, indtrådte i samahdi og … forsvandt. Kroppen blev siddende, men han var der ikke længere.

Han sagde og skrev (altså forinden 😉

Husk altid, at du ikke tilhører nogen, og at ingen tilhører dig. Tænk over, at en dag vil du pludselig være nødt til at efterlade alt i denne verden – så lær Gud at kende nu. Forbered dig selv på den kommende rejse blandt stjernerne i døden ved dagligt at flyve i en ballon af gudsoplevelse. Gennem selvbedrag opfatter du dig selv som en hoben kød og knogler, hvilket allerhøjest er en rede for problemer. Meditér uophørligt så du med det samme kan opfatte dig selv som Uendelig Væren fri for al elendighed. Ophør med at være en fange i kroppen; lær at undslippe til ånd ved at bruge den hemmelige nøgle af Kriya.

Kriya er ikke så hemmelig, som det var før 1885. Alt, man ikke kender, er selvfølgelig hemmeligt. Det er ganske normalt i dag at hævde, at fordi man ikke kender eller har hørt om noget, så eksisterer det ikke – jf. Richard Dawkins, der har gjort rationalisme, skepticisme og nihilistisk reduktionisme til en religion. Det er også derfor, at den hemmelige manual kan flakse forbi vort blik, uden at vi opdager den.

Den mest hørte-sete moderne indiske lærer (guru) Sadguru har en befriende måde at afmystificere det på. Hvordan kender man et oplyst menneske, og hvad vil det overhovedet sige? Det er meget simpelt. En oplyst er et menneske, der oplever og beskriver virkeligheden som den er. Hvis man gjorde det i det vestlige samfund, ville man meget hurtigt få prædikatet galning, en nutcase. Jeg har en teori, en formodning om, at mange af de mennesker, der er endt op på galeanstalte, ville være accepteret i det traditionelle Indien som oplyste. Måske er de i et præstadie, men samfundet har slået ned på dem, for deres udsagn var uacceptabel – mente samfundet. Det moderne Indien er anderledes, men alligevel er kulturen så gammel og stærk, at traditionen ikke er totalt udraderet – som i Vesten.

Den forgiftede sjæl og krop

I Vesten er socialiseringen så stærk, at der kører programmer 24/7/365 for fuld udblæsning. Selv spiritualitet er kommercialiceret og designet, hvilket vil sige sige, at det er fake. Mindfullness fremføres både her og der, uden at man har forstået dybden i dette buddhistiske begreb. Man har indført det som et slags valium, en trykventil i en erhvervslig hverdag, som flere og flere mennesker opfatter som stressfyldt og som et bullshit-job. Så hyrer man en coach eller en erhvervspsykolog til at komme og holde et seminar, så medarbejderne kan få lidt ro på for en stund. Problem: medarbejderne har ikke selv valgt det, det blev påduttet det af den ledelse, som de måske ikke har fuld tillid til + at det, de præsenteret for var lige lovligt smart (læs: fake). Det var ikke the real deal.

Sjælens indfangelse eller sindets fortryllelse er så vigtigt for virkelighedsdesignerne, at de er villige til at gå hele vejen. Det skal finde sted hvert sekund i et menneskeliv for at tage effekt. Når først mennesket falder ud af The Matrix, er løbet kørt for designerne. Det er derfor, de mere end noget andet frygter en massebevægelse ud af feltet.

Vores sind og krop – psyke-soma – er blevet forgiftet. Det er sket på så mange måder pegende i samme retning, at der ikke kan være tale om tilfældig inkompetence. Så meget ensrettet inkompetence findes der ikke i verden, så nogen har på et bestemt beslutningsniveau koordineret det. Vi er modificerede som menneskehed. Det er et urgammelt projekt, og den fulde forklaring kræver – om man så må sige – eksotisk stuff. Så langt behøver vi ikke at gå i dagens anledning, for vi behøver blot at løfte blikket og se den flodbølge af genmodificerings-forgiftning, der ødelægger folks immunforsvar, som medicinalindustrien har smidt i hoved og krop på os med korrupte politikeres og institutioners hjælp. De hælder deres shit i hovedet på os fra fly, der laver tunge striber på himlen. De hælder tonsvis af gift i den mad, vi spiser. De fylder oceanerne og vandløbene med giftige udledninger og affald. De producerer biologisk masseødelæggelse i 100-vis af laboratorier overalt i verden. De har arrangeret, at liv (bio) ødelægger livet for mennesker på Jorden. Og den næste, der leger, at det skam bare er tilfældigt og slet ikke med vilje, får en flad!

Hvad der ikke tales så meget om, er at al denne massive forgiftning jammer vores forhold til vores højere selv. Dette er kernen i det transhumanistiske projekt: umenneskeliggørelse. Mennesket er et multidimensionelt væsen, og uden dette multi- hvor vi skrumpes ind til et monodimensionelt væsen, er vi ikke længere mennesker men chips i et operativsystem. Jeg tror, jeg vil vove pelsen og sige til de transhumanistiske teknokrater, at vi har en dårlig nyhed til dem. Det kommer ikke til at blive fuldbyrdet. I har undervurderet menneskets kraft, og I har nu røbet jeres intentioner ved at overspille jeres kort. Nemesis vil ramme jer direkte i jeres grimme fjæs, lige om lidt.

Forgiftningen i sig selv jammer vores bevidsthed og evne til at se klart. Vi render rundt i en evig kemisk-elektronisk-biologisk brandert. Det er en kæmpe stressfaktor, og når vi befinder os i en tilstand af frygt-flugt-overlevelse, så mangler vi overskud, og vores indre forbundethed, vores integritet er beskadiget. Hvis vi konstant er i en tilstand af frygt for krig, frygt for fjender, frygt for at dø af sult, frygt for at blive syge, frygt for ubetalelig gæld til systemet, frygt for at blive overvåget fordi vi er under mistanke for … whatever de lige finder på, at vi er mistænkelige for, så er vi konstant svækkede og uforbundne med vores indre kraft. Igen: Hvis nogen siger, at dette skam ikke er med vilje, så står de til en flad!

Hvis du ikke har en spirituel grounding / jordforbindelse, så er der et tomrum.
Og det tomrum bliver fyldt af Staten, og din moralitet bliver defineret af Staten.

Hvordan skal holde regeringen ansvarlig, hvis man ikke ved, hvad sandheden er?
Maajid Nawaz, tidligere egyptisk islamistist, der så, at alt, hvad den korrupte egyptiske regering stod for, nu var identisk med covid-tyranniet. Han identificere den egentlige fjende, den egentlige ekstremisme.

Lige nu ligger Staten på lur som aldrig før efter befolkningens tomrum, så den kan fylde dem ud sit forlorne, syntetiske og nihilistiske pseudo-moralsæt.

The Matrix

Feltet eller tilstanden af fortryllelse har mange navne:

Inderne kalder det for Samsara eller Maya. Samsara er det hvirvlende hjul af handling + konsekvens. Maya er sløret, spejlet, gåden, illusionen. Ikke at der ikke findes en fysisk virkelighed derude. Prøv at kaste dig ud fra 6. sal eller gå over motorvejen i myldretiden med bind for øjnene, og virkelighedens fysiske realitet vil ramme dig omgående. Illusionen består i måden, vi oplever denne virkelighed på som definitiv, absolut, selvtilstrækkelig. Altså Richard Dawkins igen.

Rudolf Steiner kalder det for Den 8. Sfære eller Ahrimans verden. Sfæren er en boble, der indfanger sjæle og holder dem adskilt fra Skabelsen. Ahriman er en kraft, der har trængt ind i essensen af denne planet, og som søger – via Den 8. Sfære – at umenneskeliggøre mennesket. På intet tidspunkt har denne kraft været så hyperaktiv som i dag. Det transhumanistiske projekt er ahrimansk i hele sit væsen. Teknofascismen, medicinaldiktaturet, mediemaskinen, manipulationskulturen, propaganda-apparatet – altsammen er ahrimansk. 

G.I. Gurdjieff beskriver det indfangne menneske som det sovende menneske eller automatonen, mentalrobotten. Denne måske mærkeligste af alle spirituelle mestre og lærere, opfandt hele sit liv nye metoder til at vække det sovende menneske, og visse af dem var bizarre og brutale. En af hans bøger hedder Livet er kun virkeligt, når JEG ER. Inderne ville have sagt: Identifikation med det højeste Selv, Brahman, den allesteds og alletids betragter.

Den indianske tradition kalder der bla. for Vettigo. Den snigende fjende af mennesket, der kryber ind, hvor det ser sit snit. Som andre stammekulturer, der har levet i tæt kontakt med naturen, kan denne kraft antage karakter af dyr, væsener, mennesker. Vi kender det fra den gamle nordiske mytologi med naturvæsener, elementaler, huldre der bor i huler i bjerge, elverfolk der bor under jordhøje og i skove, havvæsener. Fri naiv-overtroisk fantasi? Det tror jeg ikke. Vi oplever ikke disse virkeligheder, fordi vort miljø er så gennemtrængt af støj. Når de trænger igennem har vi til gengæld intet at stille op mod dem, for ulig de gamle har vi ingen begreber for dem og derfor ingen forståelse og modstandskraft. Hvis et menneske vitterlig bliver besat af et væsen, så hælder psykiatrien bare biokemi på staklen.

Besat?

Her har den katolske kirke i det mindste, omend i begrænset målestok, stadig et koncept for besættelse. Exorcisme er stadig praktiseret, og der findes en slags uddannelse for det. Ikke formaliseret og ikke udbredt men alligevel. En tilsvarende praksis findes i andre kulturer. Åndemaneri og dæmonisk uddrivelse praktiseres overalt på kloden, i Afrika, i Asien, i Sydamerika. Psykologer i Vesten har absolut intet at stille op, når den slags forekommer. Ligesom lægevidenskaben foretager de en symptombehandling baseret på en forkert diagnose. De professionelle exorcister, der ved, hvad de gør, er helt klare i spyttet med, at det første, de gør, er at udelukke andre muligheder. Hvis det er et psykologisk fænomen, så vil de ikke have noget med det at gøre. Forslag: visse typer i Vatikanet kunne måske have brug for en gang exorcisme.

C.G. Jung – jeg betragter ham som en spirituel lærer sammen med hans umådelige viden om mytologier, religionsvidenskab, alkymi og hele det store felt omhandlende menneskelig bevidsthed – ser mennesket som den rejsende, hovedpersonen i heltens historie. Han fandt i alkymien det sprog, der manglede for at beskrive fænomenerne i hans interessefelt. Det hele var så at sige allerede beskrevet. 

En af hans elever i ånden er Joseph Campbell, hvis værk kan sammenlignes med Jung. Helten med de 1000 ansigter. Alle de skikkelser, der dukker op i kulturernes mytekredse er sindbilleder fra det kollektivt ubevidste. Han kaldte det for arketyperne, for de findes til alle tider på alle steder. De er en del af vores sjælelige blueprint og beskriver den rejse, vi alle foretager – hvad enten vi piver eller synger, eller hvad vi gør, med eller uden vores viden om det.

Fortabt i verdensspillet

Som Shakespeare – hvem det så end var – skriver: ordene lagt i munden på Macbeth i slutningen af skuespillet: Livet er ikke andet end en skyggegænger, en stakkels spiller, der vader frustreret rundt på scenen og dernæst forsvinder ud i det uhørte. Ret nihilistisk og dystert. Men Macbeth er netop også en tragedie, hvor hovedpersonen vælger udfra begær og ikke behov. Han er den uforløste helt/hovedperson. 

Spørgsmålet er, om de patetiske royale skikkelser, som Shakespeare (Edward de Vere, 17. Jarl af Oxford) lægger ord i munden, overhovedet havde lov af deres samfund til at leve et fuldbyrdet liv men ikke netop som Macbeth var født ind i en rolle som spillere, der vader frustrerede frem og tilbage på scenen? Én ting er sikkert: Jeg ville nødig være i deres bukser og kjoler. Verdenshistorien har det med at beskrive dem som de magtfulde, besluttende skikkelser, der skabte historien … NEJ! de var sprællemændene og sprællekonerne, hvis sprælleri akkompagnerede historien. De var katalysatorer, symptomer, frontfigurer for hændelserne. Måske de bildte sig selv ind, at de havde valgfrihed og egentlig vilje og magt, men ALT i deres liv var tilrettelagt for dem. Så Shakespeare’s / de Vere’s analogi om den frustrerede spiller er lige i øjet. The Deep State er muligvis et moderne begreb, men hvad begrebet dækker over, er gammelt som Fanden selv. Toppolitikere i dag er indsatte som fortidens royale. Bag skyggerne i deres liv findes designerne, der har forberedt dem hele deres liv til det, som de skal udføre. 

*

Røg vi ud af en streng her? Ikke rigtigt. 
Vi beskriver to veje, et menneskeliv kan bevæge sig. 
Den rigtige og den forkerte. Simpelthen.

Det er samtidigt to retninger, det menneskelige samfund kan bevæge sig. 
Rigtigt gættet: Den rigtige og den forkerte.
Det kan så diskuteres, hvorvidt den forkerte vej ikke blot er den rigtige, der scanner feltet for forkertheder for så at åbne sig for det rigtige? Men det er en lang-drøj diskussion.

Det kollektive felt, hvor politik udfoldes, og hvorom historie skrives, er blot en fraktal opskalering af det individuelle felt. Eller er det individuelle felt blot en nedskalering af det kollektive felt? 
Your choice. Hønen eller ægget.

Hvorom alting er: 
Spejlet har slået revner. Folk og mennesker og fæ har lige nu et what-the-f…!-øjeblik.
Alt på den store scene virker kunstigt og iscenesat.
Alle kaninerne i hatten er lavet at syntetiske stoffer.
Javel, der findes mange – lige nu et flertal men et skrumpende flertal – der repræsenterer den
iscenesatte kunstighed. De identificerer sig med den, de lever den ud.
Historiens lange strå tilhører ikke de, der identificerer sig med den syntetiske maskine.
Den tilhører – som der står – de ydmyge

Hvad vil det sige:
Historiens lange strå tilhører de, der ikke bruger hele deres vågne liv på at udpønse, 
på hvilke infame måder de skal forføre deres medmennesker 
til donere deres samlede livsenergi –
bortset fra den undseelige del, der er nødvendig for overhovedet at donere –
til at understøtte de infame og deres livsophold.

Historiens lange strå tilhører de, hvis erkendte formål på dette sted
er at fremme livet for sig selv og andre på samme tid og uadskilleligt.
Ikke at destruere livet for andre i den vantro, at det fremmer livet for sig selv,
men i den sikre og i selve livet forankrede tro og viden
at livet giver 10-fold, hvad vi tager fra det,
at selve misforståelse om at tage bør omdøbes til at modtage.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.