Poema

Sange fra underetagen – 7. sang

vi lever i en fortælling, en godnathistorie, en ammestuehistorie om virkeligheden skabt af et sammenrend af typer, som ikke burde være i stand til at være i stue sammen, jeg mener, hvordan kan psykopaten, opportunisten, hykleren og ignoranten blive ved med at køre dette Coloseum af en cirkusforestilling, for de må jo vitterligt være i stand til at bilde både sig selv og hinanden ind, at de får noget ud af det hver for sig og tilsammen

og hvaffor en kategori falder vi selv ind i – av den var værre! – og kan man godt tilhøre flere kategorier på én gang? (der nikkes bekræftende ovre i hjørnet), eller er vi måske ude i, at der skal oprettes flere kategorier til alle os, der er lukket ind på tilskuerrækkerne omkring manegen og hørte døren smække bagude? hvad med kujonen, slaven, dissidenten, overleveren?

vi har trods alt valgt at høre på en skrøne, et fantasifoster, en søforklaring, de har stukket en plade og alle er glade (omend der høres lidt mumlen krogene) men igen: hvordan kan de være i stue sammen? og så er det, jeg kommer i tanker om, at de nok i realiteten ikke er egentlig i stue sammen, men at psykopaten blot sidder deroppe i tårnet og sender rørpost-one-way til opportunisten og hykleren – der nok godt kan finde ud at være i stue sammen, da de er gjort af samme uldne stof – der så blink-blink-du-ved sender en ny post videre til ignoranten og hans fætter, der straks og uden at blinke begynder at koste rundt med kujonen, slaven, dissidenten og overleveren

her vil det så være uklogt at undervurdere henholdsvis en kugle for panden, en arm om på ryggen, en forgyldt gulerod i en snor for enden af en stang med løftet om i morgen og lidt håndører ned i lommen og her skal du se lille ven, her har du en tokrone til en iskage, og så behøver du ikke at sige noget til mor og far, vel? 

+ en anden overset detalje, som Djævelen har det med at gemme sig i, hvilket er den livsvarige, uopsigelige og uskrevne men velforståede kontrakt, der indgås i det øjeblik, funktionæren i tossefabrikken i et svagt øjeblik hengiver sig til en tilbudt perversion, en af de syv dødssynder på en måde, der af generationer er dømt ubetinget uacceptabel men med et løfte om, at her gør vi lige en undtagelse, siden du er sådan en god elev og SLAM! der smækkede også døren til medarbejderindgangen

og så skal vi ikke glemme den erotiske opstemthed, den rus der følger med tildelingen og udøvelsen af magt og den stærkt vanedannende effekt af dette drug indtaget i generationer i visse bedre familier, der tydeligvis ikke aner, hvad de skal bruge alle deres penge til, så det må jo være noget andet, det handler om, siden de bliver ved-og-ved ud over al proportion i selv den sygeste logik, men næsten værre og dét i pinlig grad er den ynk at bevidne, når de senest tilkomne i brugerkredsen savler over, når deres nytildelte magt i kunstige krisetider gør dem liderlige 

vi lever altså i en fortælling, en godnathistorie, en ammestuehistorie om virkeligheden skabt af dette maskineri af gensidig kannibalisme forlænget ad libitum ad infinitum, dette helvedeshjul af misbrug og genbrugt forrådnelse, hvor aktørerne i manegen smiler anstrengt af deres pinagtigheder og dårlige vittigheder, og publikum klapper på alle de tilrettelagte steder, når orkestret på balkon’en serverer pointen med en crescenderende trommehvirvel og bang! jaaa så klapper alle børnene mens de skæver usikkert til siden for lige at se, om de andre også klapper

ejheller at forglemme er vanens og gentagelsens magt over alle de gudsforladte sjæle, ritualets hypnotiserende magt, for de fleste måtte lige klø sig i håret første-anden-tredje gang, men så blev de bare ved-og-ved mens de skruede op for ved-og-ved, og når vi prøvede at skifte kanal var der den samme udsendelse, der blev ved-og-ved, og når vi holdt hænderne for ørerne blev de ved-og-ved inde i hovedet på os, for vi var allerede begyndt at vænne os til det, og en skønne dag virkede det helt dagligdags og tilforladeligt

endsige bangelsen, som vi allerede har afsunget, især bangelsen ved at komme bort fra flokken og at nogen i mellemtiden havde sat strømførende pigtrådshegn op, så vi nu ville høre til de udstødte og måske-aldrig-igen-egnede, som de ikke ville have noget med at gøre, altså med os, de nu bejantede, der måske endnu engang skal til at gå med gult jødebind, de berufsverbotede, de bort-eugeniserede, de euthanaserede og få aldrig den helt forkerte (læs: banalt indslysende) ide, at det forseglede cirkustelt er lavet af ganske tynd teltdug, hvor blot et enkelt velrettet snit med en skarp hobbykniv vil kunne åbne en udgang, hvorigennem alle de tvangsindlukkede på bænkerækkerne vil strømme ud under den stjerneklare nattehimmel frigjort fra tvangsvittigheder, tvangsskrøner og alle tvangsvaccinerede tvangstanker

lad orkestret trutte i baggrunden, lad mikrofonskrigeriet fortone sig på markedspladsen, og lad os sammen som emanciperet ekspublikum gå ud under nattehimlen og nyde synet af Orion, der bliver tydeligere og tydeligere for hvert skridt, vi fjerner os fra de kulørte lamper på illusionernes markedsplads, klovnerne og den pinagtige falden på halen – og se: elefanterne og søløverne har også fundet ud af, at teltet er gået op i sømmene og vælter ud iført orkesteroverdøvende trompettrut, der glædestrålende stilsikkert tilkendegiver, at nu er de satenædeme trætte af høballer, halballer og sure røvballer, for de vil have masser af grønt græs og rigtigt havvand fulde af fisk

_______________________________________

Først udgivet på: UNDERETAGEN.DK

3 Comments

  • omar ingerslev

    ” Et menneskes værdi beror ikke på om det er som andre, men at det er sig selv. Hvis 2 sjæle er ens, så er den ene overflødig. ”

    Gustav Adeling

    ” … og hvis alle skal være ens … så er alle overflødige … og genocide ikke længere væk end et pennestrøg, en banal formalitet … ?
    – afledt af ovennævnte tankegang ”

    O.I.

  • omar ingerslev

    ” Historien er symptom på ledernes sygdom ”

    ( citat tilskrives Mao Zedong / Tsetung )

    • marcohanuman

      Det gælder mere end nogen Skull & Bones medlemmet, Yale-scholar og massemorder Mao Zedong, den syge leder, er har 100 millioner kineseres liv på sin ikke-eksisterende samvittighed + nulevende 1.x milliarder nulevende kineseres liv i verdens største åbne fængsel.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *