Essay,  Poema

Sange fra underetagen – 6. sang

altså, de vil gerne ha’, at vi skal gå og være bange hele tiden,
men er det ikke, som om at repertoiret for bangagtigheder
fremstår som en mellemting mellem barnagtigheder og bølleagtigheder
i stil med parodien på husmoderen fra forstæderne, der står skrigende på en køkkenstol,
mens der sidder en mus nede på gulvet og kigger nysgerrigt op under kjolen
eller fnisende skolepiger, der går i aaaad-mode ved synet af en edderkop
eller børn, der ligger og ikke tør trække vejret, fordi der ligger en ulden trold under sengen

altså, de vil ha’, at vi skal være bange for koprutter og forkølelse,
bange for håndtryk og selskabelighed, bange for at komme til at fornærme sarte sjæle,
bange for at ytre vores mening, bange for at gå på arbejde, bange for at rejse,
bange for at trække vejret, bange for naturlige luftarter, bange for bakterier
du skulle edderdulleme vide, lille ven, hvor mange bakterier, du er værtsdyr for
og uden hvilke, den organisme, som du kalder for din krop, ikke ville eksistere,
hvilket igen er kraftig tilsnigelse, for det er ikke din, det er bare en, du har lånt

altså, de vil ha’, og de vil ha’, og bagefter vil de gerne ha’, at vi betaler
for alt det, de gerne vil ha’, så det ville måske være en ide
at vi så småt begyndte at være bange for de rigtige ting,
de rigtige hændelser og de rigtige personer med de så ganske forkerte intentioner,
de rigtige institutioner, organisationer og andre operationer,
der sparkede sig vej ind ad fordøre og smadrede ruder for derefter at snige sig ud af bagdøren
og stak til søs med lig i lasten, katte i sækken, skeletter i skabet og lus i skindpelsen

altså, siden vi partout skal bruge en masse krudt på at være bange for uvirkeligheder,
kunne vi så ikke i det mindste være bange for det, vi i virkeligheden burde være bange for?
tabet af værdighed, frihed, folkestyre, civile rettigheder, ret til informeret samtykke,
tabet af helbred, sundhed, mad med næringsværdi, jord med vitalitet,
tabet af ytringsfrihed, købekraft, en fremtid for generationerne, forbindelse med naturen,
tabet af mental balance, samtaler mellem mennesker, tillid til ledelse og hæderlighed,
tabet af etik, samvittighed, sandhed, nation, mandlighed, kvindelighed og barnlighed?

altså, siden de vil have, at vi skal gå og være bange for vejret,
var det så ikke en ide, at vi blev lidt mere bange for det mærkelige vejr, som de fabrikerer?
og siden de vil have, at vi skal være bange for vores helbred,
var det så ikke en ide, at vi bekymrede os lidt for de laboratorieforsøg, som de har spredt?
og siden de vil have, at vi skal være bange for konjunkturerne i verdensøkonomien,
var det måske en ide at se lidt på, hvordan de håndterer deres egen bogføring?
det ville muligvis producere noget produktiv bangelse i bangebuksens baglomme

altså, hvad med teknokratforskrækkelse i stedet for teknologiforskrækkelse?
og hvad med at være lidt mere bange for den terror, de spreder inde fra Borgen,
mens de pendler mellem diverse bestyrelser og selvforherligende selvbestaltelser
i stedet for at tisse i buksen ved rygtet om amatørnazister fra Greve og mullaher fra Ishøj
og alle de skumle typer i Udkantistan eller måske en dag grønne mænd i flyvende køkkentøj,
og i stedet for at blive sur på alle low-life pusherne i gaden i Staden (stop med at købe lortet),
så var det lidt på tide at blive seriøst pissed på pusherne og giftblanderne i medicinkartellerne

altså, som du måske kan høre, at jeg med stor besvær prøver at fremstamme i stil med,
at alt det hejs med bussemanden og buh-en-tiger, hvor vi vitterligt burde trække på skulderen
og sukke opgivende med et åh-nej, den har vi prøvet, den virkede heller ikke sidste gang,
snart burde have lært os lektien, men her er det så også som om, 
at vi måske er en anelse fattesvage, og ikke har luret den gamle fortærskede bangeafleder,
dimsen som de stiller op alle vegne, hvor de kan komme til det med sytten pile, der peger 
i alle retninge med se-he-og-her-men-aldrig der, hvor tampen og lokummet brænder

________________________________________

Først udgivet på: UNDERETAGEN.DK

2 Comments

  • omar ingerslev

    Det bliver disse predators, som er på spil mellem linierne, der ender med at angribe sig selv. De tjenestepistoler, der ligger foran dem der er faldet i unåde, må de selv rette mod tindingen for at afslutte deres beskidte arbejde.

    Siden vil der indtræde en stilhed efter krigen. Folk vil ånde lettet op – men ikke nødvendigvis have lært noget af deres lidelser.

    Disse predators, i liniemellemrummets kommisariater, vil for en tid slikke sine sår i skjul, og spekulere over hvordan man smadrer sine medmennesker og resten af omverden … næste gang … altid en næste gang.

    I mellemtiden vil livet leve videre, rette tingene op, hele sig selv, bygge videre, udvikle … og helt af sig selv samle sig til det overskud, som er selve definitionen på liv – det liv og energi, som gennemtrænger alt i universet.

    Og det er nok til at verden kan gå sin gang – igennem opblomstringsperioder og katastrofer – ufatteligt uforståeligt, med en tilsyneladende søvngængeragtig sikkerhed, som leder tanken hen på at en bagvedliggende altgennemtrængende vågen bevidsthed ikke kan udelukkes – tilstedeværelsen af en sådan røber sig muligvis i den overordnede udviklings retning mod højere kompleksitet – eller er der noget jeg har misforstået ?

    Sandheden er, at dem der illuminerende fremstår som værende “stærke” blot er ødelæggere, som end ikke formåede at ødelægge hvis ikke livet med overlegen styrke skabte overskuddet først – det tager 250 år at bygge en katedral, men kun et øjeblik at lægge den i ruiner.
    De, der påberåber sig styrke, og mener de kan lede andre, er svage – og de som ydmygt og tålmodigt opbygger, og betegnes som svage/undersåtter, er de virkeligt stærke og uovervindelige.

    • marcohanuman

      Det er jo det store ubesvarede spørgsmål, om der opererer en vågen bevidsthed bag den store anspændelse.
      Jeg tøver ikke med at sige JA, men at forklare dette universalfænomen er en helt anden sag.
      Er det ikke en større udgave af udsagnet: Der er nogen, der skal lære det på den hårde måde?
      Det er først, når vi mister vores liv, at vi værdsætter det.

      Og tak for snakken i dag søndag, en fin oktoberdag med årstidens fine dæmpede lys.
      Hvad kan en fotograf ikke få ud af det?
      Pas på dig selv.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *