Essay

Sange fra underetagen – 3. sang

Sang 3

Det kan tænkes, at jeg er blevet et gammelt surt røvhul,
tænkte han, mens han med opmærksom vantro betragtede generationerne
inklusive sin egen skal der dertil siges, for omfanget af dårligdomme er konstant,
det er blot formen, der har forandret sig, vi begik vore synder i rigt mål,
det duer ikke at gøre sig hellig på andres bekostning (jeg skal nok betale min egen regning),
men jeg er sgu blevet for bedaget til at køre over i den anden grøft for at undgå den første.

Det kan undre, at verden er blevet så alderdomsforskrækket,
men hvis jeg tænker lidt over, tænkte han, hvad forskrækkelsen går ud på,
så giver det muligvis sig selv, der er måske visse brikker, der falder på plads,
for det er og har altid været alderdommens privilegium at blive klog på livets brikker,
erfaring tager tid, og vi er nogle, der er nødt til at begå den samme bommert
adskillige gange, før den hedengangne tiøre falder og forhåbentlig før, det er for sent.

Det er svært at undgå, at disse erfaringer, disse akkumulerede pisk ned ad ryggen
ikke på et eller andet tidspunkt bonner ud med en oplevelse af konklusion,
en nu-lukker-vi-lige-den-her og ser på, hvad der har samlet sig,
kunne der måske være en sammenhæng i hvad-hvem-hvor-hvornår-heden?
og burde disse mønstre af gentagelser, samtidigheder, sammenfletninger, påfaldenheder
ikke være i stand til at frembringe en hvorfor-hed inden lukketid?

Det er her, hvor alderdomsforskrækkelse – udover helt grundlæggende at være dødsangst –
kan oversættes med erfaringsangst, hvilket er en særlig dum form for vantro
bestående i, at vi ikke tror vore egne øjne, så selv elefanten i rummet forsvinder,
vi tror på det, de siger og det, de siger at de gør og vil gøre, og hvorfor – især hvorfor!
fremfor bare at observere, hvad de rent faktisk gør, og især 
hvad udkommet af deres gøremål er, for som der står skrevet: Et system er, hvad det gør.

Det er også her, jeg skal byde dig velkommen i de gamle sure røvhullers klub,
bestående af folk mellem 4 og 84 and beyound, der har fået nok af visse gøremål,
nok af at visse typer lyver fra morgen til morgen og hele vejen hen til banken året rundt,
nok af at visse karteldannelser sviner til uden nogensinde at rydde op efter sig,
nok af at visse instanser beskylder os alle for at begå DERES svineri og lærer os alle
svineriets kunst i en form for absurd medfølelse-slash-medmisbrug med svinskheden.

Det er mig imidlertid magtpåliggende at pointere – og lød det ikke surt og pegefingeragtigt?
at de gamle sure røvhuller muligvis også skal tage sig lidt sammen,
da det ikke er nok at have en mental pH-værdi på 2.8 svarende til saltsyre eller Coca Cola,
men at vi alle tilsammen er nødt til at tilføje en portion basisk afstabilisering og neutralisering,
og begynde – i det små, bevares – at formulere, fantasere, forestille os en nutids-fremtid,
en ny verdensorden, der ikke er DERES nye verdensorden men en orden for mennesker.

Det er mig samtidigt magpåliggende blank at afvise tidens typiske magtpålæggelser,
kompromisser er ikke længere mulige, vi overlever ikke at være medkompromitterede,
kompromitterede med de kompromitterede, kommitteret med kommissionerne,
i kommunion med kommunisme-3.0, kummerlighedens lokums-kumbayah-korrekthed,
og det kan kun fryde min gamle sure røv solidt plantet på brættet i et tidligt morgen-dump,
at ca. en halv milliard mennesker er gået på gaden i disse surrøvstider for at sige: NOK!

_________________________–

Først udgivet på: UNDERETAGEN.DK

One Comment

  • omar ingerslev

    … vi alle tilsammen er nødt til at …. begynde – i det små, bevares – at formulere, fantasere, forestille os en nutids-fremtid, en ny verdensorden, der ikke er DERES nye verdensorden men en orden for mennesker …

    – til gavn for både nulevende nutids-nudister, synligt på røven, samt til gavn for de kommende generationer !

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *