Ridderlighed – sandhed eller Intethed

At bruge begrebet Sandhed regnes i dag for en dødssynd. Hvor vover man at bruge det ord? Det kan du ikke bruge, du lider af storhedsvanvid! Sandheden findes jo ikke!

Vor tids tale er nihilistisk. Når alle kun har deres egen relative version af virkeligheden, ophører al samtale, sammenhæng, dybde. Noget hersker i et skjult lag, og alles bevidsthed er blevet til atomer. Paradoksalt nok er alles hjemmelavede konstruktion forbløffende ens, for meget få har dannet et verdensbillede baseret på egentlig tænkning og egentlig viden. Så på en måde har folk ret, når de påstår, at man ikke kan tale om sandhed, men de taler om dem selv, for de har opgivet enhver sandhed med både stort og lille S og købt en præfabrikeret pseudo-sandhed i nærmeste bevidstheds-supermarked.

Når de gamle talte om Sandhed, mente de et fuldført tankesæt. Sandhed er logisk konsistent. Man kan ikke opnå denne konsistens, hvis man ikke har fuldført sin grammatik (hvad-hvem-hvor-hvornår), altså alt det, der er udeladt i mediernes præsentation af begivenheder, 2D-virkeligheden uden mål og mening.

Men de gamle mente også noget mere end logisk overensstemmelse. De efterstræbte en overensstemmelse mellem det objektive og det subjektive, den ydre og den indre virkelighed, hvor man havde fundet sin placering i livet og kendte det formål, der aldrig kan gives af andre. Jeg hører straks stemmer i baggrunden, der siger: Jamen, i de gode gamle dage var det også meget nemmere, for verden var ikke så kompliceret. Jeg vil sige: Det er både rigtigt og forkert, og vi misser en vigtig pointe. I de ‘gode’ gamle dage understøttede samfundet overensstemmelse. I dag forsøger samfundet at ødelægge overensstemmelse.

Når nihilisten udsteder sin fatwah mod brug af begrebet sandhed, er det, fordi ordet anfægter vedkommende i sin værdiløshed. Når man ikke evner at fatte universelle værdier i overensstemmelse med en indre sandhed omsat til handlinger i det ydre, bliver et sådant forehavende til forbudt område, som andre derfor ikke må bekende sig til. Sandhed er dybt forstyrrende for et nihilistisk verdensbillede. Det nihilistiske korstog er en krigsførelse mod alt, der forstyrrer meningsløsheden.

 

Ridderens kodeks

Der er ingen ridderlighed i nihilistens korstog. Der var masser af riddere, men mindre ridderlighed i de egentlige korstog, der udspandt sig i middelalderens Europa og Mellemøsten i det store Clash of Civilisations, der prædaterede, hvad vi er vidne til i dag. Chivalry, konceptet om ridderlighed, er langt ældre end korstogene. Nøjagtig som i vor tids forløjede neo-korstog, fandt der dengang en kapring af dyder (hijacking of virtues) sted. Det hed sig i hvervekampagnerne: I er alle syndere, men ved at stille jeres beredne færdigheder til rådighed for nedslagtningen af vantro i Palæstina, kan I sone alle jeres synder i ét hug – eller rettere: for hvert hug, der skiller en vantros hoved fra dennes krop.

Korstogene var genkomsten af et langt ældre fænomen med oprindelse i præantikkens Babylon: kombinationen af Usura-bankvæsen og dæmonkult personificeret af middelalderens mest indflydelsesrige gruppering: Tempelridderordenen. De havde så mange våbenføre mænd/riddere, bankfolk, skibe og ophobede hardcore-værdier, at de udgjorde en overstatslig magtfaktor uden sidestykke. De morfede efter korstogene under pres og genopstod som jesuitterordenen, der morfede videre som en vifte af fangarme i et globalt kontrolsystem: de illuminerede, de revolutionære, frimurerlogerne, zionisterne. Vi finder dem i dag i centralbankvæsenet sammenvævet med efterkommerne af venetianerne, hos de ‘atlantiske globalister’ og hos dem, som Paul Gottfried kalder for ‘præsteskabet i management-klassen’.

Begrebet ridderlighed blev hi-jacket af korstogs-filosofien. Æresbegreber blev politiseret. Dyder blev ideologiseret og patologiseret. I dag kender vi kun en afstumpet eller romantiseret udgave af det.

 

Futuwwa

Findes der stadig begreber for ridderlighed og i så fald: hvor? Jeg har fundet det hos korstogenes vantro fjendebillede: Islam. Eller rettere i den spirituelle bevægelse, der er ældre end Islam, men som måtte opfinde en overlevelsesform indenfor islamisk kulturdominans: Sufismen. Det sufistiske begreb Futuwwa eller ‘heroisk generøsitet’ er både et spirituelt begreb og et moralsæt for en ridder. Ridderlighed er sufiens vej. For dervishen betyder det generøsitet udvidet til selv-opofrelse; at give sit liv for en vens skyld.

Filosofien stammer fra en bog kaldet The Book of Sufi Chivalry – Kitab al-Futuwwa, der er en vigtigt tekst af al-Sulami fra det 10. århundrede. Det er en guide til heroisme hvor generøsitet, medfølelse, kærlighed, venskab, gæstfrihed og ret handling udfra disse dyder, er et middel til spirituel udvikling.

Ridderen er hård ved sig selv og venlig overfor andre. Ridderen overholder et strengt moralsk kodeks, uden at insistere på, at andre skal adoptere denne disciplinerede livsstil. Hvis du ønsker at påtage dig denne livsstil, skal du gøre det, men lad for Guds skyld – og for menneskers og egen skyld – være med at prale af det og få andre til at føle sig små ved ikke at påtage sig samme strenge selvdisciplin og meningssæt. Lad i stedet folk blive inspireret, hvis de ser konsekvenser og gevinster derved. Således en af de helt store islamiske teologer og sufi-filosoffer al-Ghazali (Abū Ḥāmid Muḥammad ibn Muḥammad al-Ghazālī, 1058–1111).

Spirituel ridderlighed er uforenlig med tyranni. Ridderlighed ryster overherredømme i sin grundvold. Ridderlighed og tyranni er diametralt modsatte. Tyranni er en negering af ridderlighed. Hvad der er godt bliver til ondt i tyrannisk negering/regering. Hvad der er godt for tyrannen, er ondskab for folket.

Godt og ondt er ligeledes universelle værdi-begreber, som vi bør være forsigtige med, for de kan via deres rummelighed og universalitet korrumperes og omdefineres af tyranniet til at mene just det modsatte. Hvis tyranniet, den personificerede ondskab, den Onde, Djævelen, Satan – vi forstår, at de gamle skabte et billede for at kunne tale om det – skal gemme sig mest effektivt, skal det netop være i form af det Gode. Deraf ‘Vejen til helvede er brolagt med gode viljer’. Den er forførerisk. Uden et veludviklet moralsk kompas og en ligeså veludviklet skelneevne, opstår der omgående forvirring.

Vi lever i tider med maksimal forvirring, hvor de mange mennesker er uden moralsk kompas og dermed villige til at lade sig overtale til at mene og gøre ting, som de i et balanceret, sundt menneskeligt miljø ville have forsvoret. Vi lever i tider uden ære. Mennesker sætter ikke en ære i at tænke og handle på bestemte måder. De har lært sig selv – med hjælp fra anden hånd – at leve i en tilstand af dissonans og uoverensstemmelse. Begrebet pligt er stort set forsvundet. I stedet taler vi om ret, lyst og valgfrihed – selv når friheden til valg ikke findes. Begrebet ansvar er i tyranniets sprogbrug synonymt med duknakket følgagtighed og blind autoritetstro. Ansvar er herefter at gøre, hvad der bliver sagt og så ‘svare an’, når du bliver spurgt: Har du betalt skat til tiden, har du lavet regnestykker til i morgen? Unge computer-gamere spiller ‘Call of Duty’ (Pligtens Kald), hvor de som virtuelle Black-Ops-US-Military-Clones render rundt og nakker alle, der er ulydige mod Imperiet. Fjernsyn, medier, Hollywood og spil-industri har alle budt ind med aflivning af moral og etisk pligt.

Når sandhed mangler som komponent i det gode, det onde, æren, pligten og ansvaret, mangler det vigtigste, uden hvilket andre begreber går i opløsning.

 

Definér sandhed

Er det ikke svært? Overhovedet ikke. Men det kan være svært, hvis det ikke allerede bor i ens erfaringsverden. Jeg kan ikke mærke det, ergo findes det ikke. Eller: Det har ikke været i fjernsynet for nylig, ergo findes det ikke.

Sandhed er hjerne med hjertestyring. Det er klarhed i tanken beskyttet af det livsfremmende element. Det er balance i maskuline og feminine livskvaliteter, hvor det ene sæt forudsætter det andet.

Derfor er det egentlig ikke svært at vurdere, om der findes sandhed i ydre fænomener. Det bliver svært, hvis du overlader til andre at vurdere og videreformidle deres vurdering, som du så copy-paster og lukker ud af din egne mund. Det bliver i det hele taget svært, hvis der ikke finder et møde sted. Foran fjernsynsskærmen finder der aldrig et møde sted. Ikke-mødet er sat i system. Fjernsynskiggeren møder aldrig politikeren, politikeren møder aldrig fjernsynskiggeren (synonym for borger/vælger), hverken journalisten, terroristen eller politikeren møder ofrene for terror. Visse politikere mødes jævnligt med terrorister, men det er en anden historie (fx: senator McCain mødes uden at blinke med de værste scumbags i verden og lover dem masser af penge og våben). Medicinalfabrikanten møder aldrig medicinvraget, børsmægleren møder aldrig den konkursramte eller den hjemløse, dronepiloten møder aldrig efterkommerne af de døde i landsbyen, arkitekten møder aldrig beboerne i neo-slummen, landmanden og kemifabrikanten møder aldrig dem, der blev syge og udviser plejader af symptomer på kemisk forgiftning.

Når man fjerner mødet, skærer man årsags- og ansvarskæden over. Betragt derimod en hændelse. Spørg, om den er livsfremmende. Vurder effekten på længere sigt. Lad være med i første omgang at spørge dem, der burde være ansvarlige. Bare spørg til det, du ser, og det, andre med øjne i hovedet har set. Vend derefter tilbage til de, der burde have været ansvarlige. Forvent ikke svar, og godtag aldrig svar, der ikke giver mening. Bliv ved med at spørge, selvom de ikke svarer.

Ser du derimod mennesker, der trives, og mennesker, der har reel indflydelse på deres liv, findes der sandhed. Du er vidne til ægte bæredygtighed (et for tiden belastet ord), og tillykke med det! Vel vidende, at det modsatte af sandhed er løgn, som aldrig er bæredygtig og selvkørende, men skal opretholdes hver dag 24/7/365.

Hvilket umådeligt ressourcespild indgår der ikke i opretholdelsen af løgn? Jeg tør næsten ikke tænke på det.

 

Intetheden

I Michael Ende’s Den Uendelige Historie bruger filosoffen, der skriver børnebøger, begrebet ‘intetheden’ for det negerende princip, der destruerer verden. Princippet er entropien (termodynamikken), det eksploderende, selvdestruktive Univers, BigBang-fysikken, darwinismen og dens ideologiske følgesvend: eugenikken, olieindustriens paradigme, Usura-bankvæsenet og den evige forgældelse. I Ende’s historie er det en slags mytologiseret entropisk kraft, der ødelægger ‘Fantasien’.

Ende har en jungiansk, psykoanalystisk vinkel på begrebet. Hans case-study er hovedpersonen i fortællingen, drengen Balthazar Bux, fanget i en identitetskrise, der har med forældre-barn-komplekset at gøre. Han søger tilflugt i sin fantasi, der varer for en stund grundet sin fantastiske rigdom. Men den fantastiske mod-virkelighed er på et tidspunkt nødt til at vende tilbage og stå til ansvar i den forløjede såkaldt ‘virkelige’ virkelighed.

Ende’s genistreg er, at entropien, ødelæggelsen af verden kaldet ‘intetheden’, har et højere formål. Både virkeligheden og flugten ind i fantasien var forlorne – eller nødvendige. (U)virkeligheden nødvendiggjorde flugten til Fantasien, som aktiverede Intetheden, som fremprovokerede en tilbagevenden til virkeligheden og verden. Ringen sluttes på denne måde. Det er en jungiansk-mytisk healing-model. Balthazars quest er en ridders færd. Ridderens færd er en søgen af sandhed – et synkroniserings-projekt af indre og ydre virkelighed. Færden starter i dissonans og ender i konsonans.

Ingen har beskrevet ridderens færd bedre end Joseph Campbell i sin klassiker: ‘Hero with a Thousand Faces’. Ridderen er helten, helten er ridderen. Historien er udødelig, fordi den er arketypisk. Alle må gå den vej, hvis de ikke vil forråde deres skæbne. Skæbne er en afart af ‘skabning’, du bliver nødt til at erkende, hvorfor du er skabt.

Ridley Scott sætter ridderbegrebet på spil i sin monumentale film Kingdom of Heaven. Som Balthazar Bux i en voksen udgave, sætter ridderen ud i en tilstand af rod, der er revet op af egen jord. Det særlige og fine ved filmen er dens belysning af ridderen i korstogets æra. De opponenter, han møder, viser sig at være af højeste integritet. Islam opretholder æresbegreberne og ridderligheden, mens kristendommen for længst har perverteret dem. Eller rettere: kristendommens indre fjender begik forrædderi mod egne idealer og blev i det første korstog både den moralske og faktuelle taber. Ridderen, den unge smed fra Sydfrankrig, afstår i fortællingen ikke fra sin vej og sit kodeks, men holder ud, også da drømmen om Jerusalem bliver til Intethed. Efterfølgende og hjemvendt, vælger han aldrig mere at vende tilbage. Da kaldet kommer – starten på det 2. korstog – står han ved sit liv som smed. Han har sonet sig selv og vundet sin dronning. Hvis du ikke har set filmen, er dette ikke en spoiler.

Når Ridley Scott er bedst, magter han at indbygge den arketypiske, heroiske fortælling i den menneskelige historie. Det lykkedes for ham i sit tidlige mesterværk Blade Runner. Det lykkedes på en sær måde i Alien 1. Det lykkedes næsten for ham i Gladiator. Og det lykkes fuldstændig i ‘Kingdom of Heaven’, der desværre er blevet en lidt overset film.

Kategori: EssayHistorica

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *