Politik i et nyt paradigme

Der sker et skift i øjeblikket. Vi har efterlyst det, og nu finder det sted.
Vi har drømt og fablet om det, vi har analyseret dets afsæt, vi har argumenteret for dets ankomst, vi har tigget og bedt om det, og vi har truet med, at hvis ikke det ankom, så …

Der er ingen tvivl om, at opretholderne/vedligeholderne af det gamle paradigme har det svært i disse tider. Det er forståeligt nok. Der er tale om investeret interesse fra top til bund, det store misbrug var akkompagneret af et endnu større medmisbrug, og det meste af menneskehedens virkelighedsbillede beroede på den investering, der var gjort – eller som deres ledere igennem x-antal generationer havde gjort for deres befolkninger med disses stiltiende billigelse.

Men spørgsmålet er: Hvad adskiller det gamle udslidte paradigme fra et nyt?

Den afgørende forskel er folks evne til at visualisere den Verden og den Virkelighed, de ønsker. Visualisering er altafgørende, og mr. Gandhi sagde det: Bliv den forandring, du ønsker for Verden.

Så hvad sagde mr. Gandhi egentlig?

Han sagde, at det ikke er godt nok at sidde i sin sofa i en hørm af sur røv og anklage den virkelighed, der ikke er ønskværdig. Hvad der kræves er kompetent ønskværdighed, hvilket kræver forandring det stykke virkelighed, der er indenfor egen rækkevidde og så tage den derfra. Med andre ord politisk buttoms-up. NB! mr. Gandhi var ikke passifist, han var ikke-voldelig politisk aktivist.

Mr. Gandhi leverede en filosofisk lammer til tre grundlæggende attituder. De to kendte han, den tredje kunne han ikke forudse i sin konkret skikkelse, men han forudså den via sit løftede overblik.

Den første attitude er selvklart den herskende filosofi i det Britiske Imperium, som var hans hovedmodstander på hans tid. Vi kender det som darwinisme, imperialisme, nihilisme, monetarisme, globalisme, m.m.

Den anden attitude er det fingerpegende, og efter eget udsagn kritiske ideologiske kompleks, der postulerede modstand mod Imperiet. Vi kender det som marxisme, kommunisme, historisk materialisme, socialisme, feminisme, kulturmarxisme, m.m.
Deres kritik var postuleret, de var aldrig egentlige modspillere, for de var grundlæggende kompromitterede, indrullerede medspillere og kontrolleret opposition iflg. et globalist-dialektisk koncept: If you can’t beat them, make them join us.

Den tredje attitude er mere kompleks-tvetydig og af nyere dato. Vi kan til lejligheden kalde den for konspiratorisk. Den minder om 1960’er-70’ernes kulturmarxistiske kritik-praksis, hvor tidens designer-ideologi satte rammerne for, hvad der var politisk korrekt at mene, når man tilhørte tidens retfærdige og hellige. Den religiøse sammenligning er på ingen måde utilsigtet, og auraen af ‘frelsthed’ var udtalt i tiden. Ideologi = tro = frivillig afståen fra egentlig tænkning. De hellige og frelste tog patent på at være kritiske, hvorefter alle kritikere af DERES designer-kritik kunne affærdiges som uhellige og irrelevante. Selvkritik var med andre ord tilsidesat.

Så hvad er problemet, og hvad har vi at gøre med?

Problemet er, at det konspiratoriske neo-segment er kørt fast i det paradigme, som de via deres analyser ønskede at afsløre og overvinde. Skuddet det var godt nok, men der var ingen pil på buen, som Niels Skousen i sin geniale tekst ’68’ skrev og sang i en tilbageskuende alder om sin generation. Det gælder nu for den genopstandne kritiker-generation og deres konspiranoide, monopol-para-kritiske udladninger. De sidder der bag skærmen med klude om deres hænder, og hvis vi ikke mener som dem, er vi ude i kulden, og er det i øvrigt ikke synd for dem? Pegefinger, offerrolle og neo-passifisme, DET er problemet.

Segmentet er så afhængige af de afgående paradigme, at de ikke ønsker at slippe det, når de har fået valget. Det er muligvis et andet problem, for måske er de så optagede af sig selv, at de ikke engang er klar over, at de har fået valget.

Problemet er endvidere, at det efter eget udsagn kritiske segment har mistet evnen til at visualisere. Ja-sigerne visualiserede historisk set den virkelighed, som deres herrer og slavepiskere præsenterede for dem. Nej-sigerne visualiserede først herrernes og slavepiskernes Plan-B, som vi kender som det kollektivistiske social-eksperiment = kommunismen/socialismen. Det viste sig at være et svindelnummer af de helt store. Løftet om ‘i morgen’ var det samme som kristendommens løfte om et paradis efter døden, for i morgen var hele tiden i morgen og blev aldrig til i dag. Dernæst visualiserede den næste generation af Nej-sigere Imperiets fald, men de for vild i detaljerede analyser af Imperiets tilstand. Ligesom marxisterne-kulturmarxisterne vidste de ALT om, hvad de IKKE kunne lide, og hvad de var imod, men hvis nogen efterlyste en egentlig vision, en visualisering om en ønskværdig Verden, så blev der tavst. Eller også kom der noget tåge fra en e-cigaret ud fra deres ører og næsebor om deres anarkist-discount-Utopia, hvor Staten forsvandt og gav luft til fri hash og medvind på cykelstierne.

Altså forstå mig ret: Fri hash af ordentlig kvalitet og uden lovbrud er klart at foretrække fremfor rocker-gangster-pushervælde, hvis man ellers kan kommunikere til drenge og piger på 12 år, at de skal holde sig fra lortet, hvis de vil have en fuldt udviklet menneskehjerne, når de bliver 19. Og mindre Stat i det omfang, at Staten er korrumperet og metastasisk forvokset, vil uden tvivl være til alles fordel, hvilket jeg kan sige med sindsro med fare for at miste mit eget job. Men er det visionært? Kræver egentlig vision ikke en konkret beskrivelse af, hvad man forestiller sig, og kræver det ikke, at man allerede er i gang med at realisere denne vision? Medvind på cykelstierne var som bekendt en Jacob Haugaard-joke.

Altså: 1. stadie af ‘at komme videre’ er selvfølgelig en erkendelse af, at den nuværende tilstand ikke er ønskværdig. Og ja, den proces er ikke afsluttet, især i betragtning af, at mange mennesker = flertallet overhovedet ikke er startet på erkendelsesprocessen, men for at komme videre er det nu påkrævet, at der flyttes fokus fra udelukkende at beskæftige sig med skyggesiderne af det afgående paradigme til aktivt og konstruktivt at beskæftige sig med den potentielle solside af et nyt. Av, den var værre!

Hvad vil det så sige?

Det vil sige IKKE at skyde det ufuldkomne i sænk. Der er ikke brug for idealisme som i det afgående paradigme, for det førte altid til et totalitært-abstrakt tyranni. Der er heller ikke brug for pragmatisme som i det afgående paradigme, for det var blot ensbetydende med nihilistisk holdningsløshed. Jeg mener: Imperiets bagmænd var pragmatisk storforbruger af terrorisme, så længe det tjente deres sag – og til dags dato!

Hvad der er brug for, er en balance mellem relevant analyse af afsættet – så længe der er brug for det – og en ligeså relevant og kompetent beskrivelse af målet, også selvom vi ikke kender målet i dets helhed.

Uden at love for meget, vil det være formålet på sigt for nedersteetage.com at etablere en sådan balance. Altså kære venner og muligvis uvenner (fornøjelsen er helt på jeres side): Hvor er vi på vej hen, hvad ønsker vi, og skal vi begynde at tale om det?

Kategori: Politica

1 Comment

Flemming Løvbjerg · 26/11/2018 at 17:11

Yes – det britiske emperium’s undergang ses der frem til…..hvad er vi på vej til… ja jeg er på vej til Filippinerne 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *