Observatøren

Vi har observatørstatus til et aldrig før set efterspil efter valgskredet i USA i 2016.

De amerikanske medier og deres europæiske korrumperede eftersnakkere har tudet os ørerne fulde siden før valgkampen og til i dag om den forfærdelige præsident, der har gjort alle de forfærdelige ting. Medierne har dog ikke fundet det fornødent at lægge beviser på bordet, for de har været vant til som forkælede børn hyret til lejligheden af globalisterne og Deep State at kunne råve hvad som helst ud i ekkokammeret uden at skulle stå til regnskab for det. Som man siger: tomme tønder buldrer mest.

Og på det seneste –  hvilket er det mest besynderlige, jeg har set – er den ellers kritiske undergrund i Vest og Midt begyndt at synge i det samme kor af forkælede børn, for den forfærdelige præsident gjorde ikke det, de forventede lige her-og-nu, så han har nok solgt ud, så han er nok i lommen på, så han er nok dobbeltagent, så han er i virkeligheden – ja i VIRKELIGHEDEN, som paranoide konspiratister som bekendt har TOTALT greb om – er en del af den onde magtkabbale, der bare skubber overtagelsen af Verden til næste niveau og venter på, at vi allesammen er møre nok til at blive opslugt af Den Store Molokmaskine. Så Globalisterne, den forkælede overklasse, venstrefløjen, den forkælede hersker-håndlangerklasse, og undergrunden, det nu selvforkælede-selvfede-selvbestaltede monopol på en marginaliseret, offerrollefikseret kritikerklasse – var det ikke på samme måde som venstrefløjen fungerede i 1970’erne og fremad? – er nu blevet en del af et uhelligt sammenrend af globalistiske CIA-godkendte antitrumpister = reaktionære, der mener det modsatte, UANSET hvad manden foretager sig. Som venstrefløjen dengang har de nu tænkt sig selv ihjel, så de ikke længere kan vurdere hændelser og fænomener men er nødt til, synes de, at mene, at det hele er skinbarlig ondskab og kun kan gå i den forkerte retning. De længes i virkeligheden efter Apokalyse-Armageddon, så de kan udbryde: HVAD SAGDE VI?! … nånej, for så er det jo for sent, og hvad glæde har de i det?

Den så vi ikke lige komme, men ved nærmere eftertanke giver det mening. Vi skal over i psykologien for at forstå det. Hvis Donald Trump gennemfører det, han har sagt, han vil gøre – og jeg siger udtrykkeligt HVIS, for jeg har i modsætning til undergrundssegmentet givet mig selv lov til at være i tvivl, for jeg vil se handling og insisterer på at vurdere ud fra handlinger i sidste ende og ikke ud fra konspirations-ideologi – altså HVIS, ja så bliver segmentet jo arbejdsløse’ så at sige. De mister det hade-ikon, de bruger til at hævde sig selv med. Det er samme psykologi som nyligt afdøde (?) George Bush Senior, der var meget lidt entusiastisk ved murens fald – selvom medierne lige nu nærmest hylder ham som manden, der bragte muren til fald, hvilket er så bullshit som noget! – han var bare præsident, da det skete – for da muren faldt, mistede Vesten det propaganda-afsæt, der havde muliggjort evig spænding og velstand for det militær-industrielle-finansielle Deep State-kompleks, The United State of Lockheed. Det blev sværere at få penge igennem til det gigantiske militærbudget, hvis Verden blev fredelig. Men så var det sørme heldigt, at vi i stedet fik 9/11, terrorpolitik, klimagys.

Undergrunden kan ikke døje tanken om, at tæppet skulle blive hevet væk under dem. Igen, offerrollefænomenet + medløberkomplekset er glimrende forklaret af Stjernfeldt og Ulrik Thomsen i pamfletten ‘Kritik af den opbyggelige fornuft’. Kulturradikalisterne og venstrefløjen dyrkede det dengang, undergrundsradikalisterne gør det i dag. Når man kan hævde, at man er et offer, eller når man solidariserer sig med nogen, man kan hævde er et offer, har man automatisk altid ret. Herefter at alt, hvad offerets ‘bøddel’ gør af det onde. Her startede venstrefløjen sin deroute mod at blive mere reaktionære end højrefløjen nogensinde opnåede at blive, og de forsøgte ellers hårdt, og de endte i Obama-perioden med at skrabe bunden og komme ud af skabet og melde sig under globalfascismens festlige regnbuefarvede faner. Det samme sker nu med undergrunden, hvorved de er ved at blive til det, som de altid anklager gud og hvermand for: kontrolleret opposition. Du får dem ALDRIG til at indrømme det, for deres egoer er to meter brede, så de er nødt til at gå sidelæns ind af deres gadedør.

Lad os gøre noget andet end dem. Lad os se på fænomenet. Lad os vurdere virkeligheden ud fra, hvad der kan vides og observeres, ikke ud fra vores bekvemmelige projektioner. Lad os selvfølgelig forbeholde os retten til at fortolke fænomenerne som flerlagede og dobbeltbundede, mindst, men lad os undgå fortænkte udspekulationer og uber-konspirationsteorier, der alle sammen underligt nok forudsætter, at vi tiltror den psykopatiske magtelite ALMAGT. Altså en perv form for tilbedelse af den Store Molok, der kommer og tager dig hele tiden lige om lidt. Vi har ikke brug for frygtkulten længere, og vi bør nok genlæse Troldmanden fra Oz og minde os selv om, at det var selve frygten, der var giftig og ikke den latterlige troldmand, der var en fis i en hornlygte, da det kom til stykket. Det var nyttigt i den fase, hvor vi studerede, hvor slemt det stod til. Og vi skal da lige love for, at det stod slemt til, der var bestemt masser at frygte. Frygt er bare ikke hensigtsmæssig som permanent tilstand, og nu er der brug for at studere, hvad vi kan gøre. Og hvad der bliver gjort, derude, derhenne. Det sker lige nu. Der er ikke brug for paranoid magtesløshed, der er brug for – med erkendelsens og analysens hjælp, javist – at styrke os selv og medvirke til bestyrkelse (empowerment) i en Verden, der er begyndt at ryste bavianen ned af skulderen.

Så der er med andre brug for handling og handlingsfremmende foranstaltninger. Dernæst er der brug for at visualisere den virkelighed, vi ønsker, ikke den vi ønsker at se forsvinde. Vi skal lære at visualisere, AT den forsvinder og MÅDER, den forsvinder på i stedet for hele tiden at visualisere dens tilstedeværelse og fortsatte vedligeholdelse på nye og endnu mere diabolske måder. Vi kunne meget vel kalde det for en magisk handling. I stedet for at gruble og grue over omfanget af sort magi praktiseret gennem sekler IMOD menneskene og naturen, er det tid til at lære at praktisere hvid magi FOR menneskene og SAMMEN MED naturen.

 

Tilbageblik

Hvad er det med det land derovre på den anden side, og hvorfor er vi nødsaget til at beskæftige os med det? Det er vi, fordi det personificerer/manifesterer den abe, der i vor tid har sat sig på vores skuldre. Sagen med det hidtil etablerede amerikanske samfund og dets styresystem er, at lov og ret har været sat ud af spil. Det er sket ved gennem årtier at placere stopklodser op-og-ned gennem systemet, der skulle sørge for, at korrupte mennesker og institutioner/virksomheder aldrig blev stillet til regnskab for noget.

  • Finansspekulanter og bankfolk blev aldrig stillet til regnskab for deres medvirken i finanskrisen i 2008 og deres hi-jack af økonomien via gun-to-the-head-bailouts – for de samme finansspekulanter var jo aldrig blevet stillet til ansvar for der kup af verdensøkonomien efter WW2, petrodollaren, IMF-plyndringstogtet frem til Bill Clintons attentat på Glass-Steagall-akten.
  • Krigsspekulanter blev aldrig stillet til ansvar for deres angrebskrige i Mellemøsten (Irak, Syrien, Yemen), Nordafrika (Libyen), Centralasien (Tjetjenien, Georgien, Afghanistan) og Europa (Bosnien, Ukraine) – for de samme krigsforbrydere var jo aldrig blevet stillet til ansvar for deres koldkrigsforbrydelser i Korea, Vietnam-Laos-Cambodia endsige den stribe af fascist-junta-overfald på lande i Mellem- og Sydamerika, der fandt sted i Den Beskidte Krig/Operation Condor.
  • Mediespekulanter (og historieforfalskere, et gammelt og højt skattet erhverv fra Det Britiske Imperium) blev aldrig stillet til ansvar for deres overtagelse af informationssystemet, hvorefter alle elektroniske og skrevne medier blev indrulleret som en lydig del af propagandaapparatet. De havde og har fortfarende et kæmpe medansvar for de krige, der ruller over verden og millioner af menneskeliv. Uden korrupte medier og historikere, ingen krig.

Situationen i USA har været, at hele dommerstanden og retssystemet har været forhindret i at udføre deres konstitutionelle arbejde. Det blev understøttet af, at den udøvende del af retssystemet i form af FBI og de delstatslige politi-distrikter ikke fik lov til at gøre deres arbejde. Masser af medarbejdere i disse institutioner og korps (the rank’n’file, de meniges geledder) har i lang tid været dybt frustrerede over den blokering, der var lagt på dem ovenfra fra en korrupt ledelse placeret af The Deep State. Hvis de kom på sporet af noget seriøst shit, der havde tråde opad og udad i systemet, kom det aldrig videre. Eksempelvis pædofili, der viser sig at være globalelitens interne styresystem. Hver eneste gang, en medarbejder i et af korpsene kom på sporet af det klammeste netværk på planeten, blev der lukket ned ovenfra. Og medierne, dybstatens halelogrende håndlangere trådte straks ind og forhindrede det i at nå offentligheden.

NB! Denne klamhed af korruption på højeste politiske niveau er i sagens natur ikke USA-specifikt, men griber om sig i hele den Verden, som USA siden 1. og især 2. Verdenskrig har skaffet sig adgang til at dominere. Både England, Frankrig og Tyskland har været sønderlemmet af amerikansk dominans. Visse analytikere vil sige, at England, deres etablissement og deres kongehus hele tiden i det skjulte havde det lange strå i spillet, og vi kan sagtens være i stue sammen 😉

Så vidt så ondt.

Minsandten om ikke den i 2016 nyvalgte præsident i USA som annonceret indleder en konfrontation mod US-Deep-State. Han ser det som et business-projekt, en udfordring. Han er berømt for at håndtere konkursbo i sin egen koncern, og han ser den amerikanske nationaløkonomi som en sådan, hvilket den i allerhøjeste grad er! Han ser US Deep State som den opponent, der skal tages ned for at handlen/økonomien/projektet kan blive til en succes. Ikke noget ringe projekt, for US Deep State inkluderer selve Centralbankvæsenet og The Federal Reserve (Rothschild-familien + diverse oligarkisk kryb), hvis jerngreb om hele den vestlige økonomi og dermed hele det vestlige samfundskompleks er århundrede-gammelt.

Så den siddende amerikanske præsident har set det og erkendt projektets omfang. Muligvis blev han lidt grøn i ansigtet, da det efter hans indsættelse gik op for ham, at det ikke kun var et par trilliarder $, der manglede i statsbudgettet, men noget i størrelsesordenen 20-40 trilliarder $ – og det er kun, hvis man ikke regner derivater og andet skrot med, for så er tallet nærmere 300 trilliarder!

Præsidenter, der før ham, der erkendte problemet, omend det dengang ikke havde nået så groteske højder, blev taget ud af dybstaten:

  • Andrew Jackson så det og overlevede et mordforsøg i 1835
  • Abraham Lincoln så det og blev myrdet for det i 1865
  • Samuel Tilden blev som kandidat frastjålet sin sikre valgsejr 1876
  • James Garfield så det og blev myrdet for det i 1881
  • William McKinley så det og blev myrdet for det i 1901
  • John F. Kennedy så det og blev myrdet for det i 1963
  • Richard Nixon så det og blev karaktermyrdet for det i 1972

Fællesnævneren for disse politiske mord og -forsøg var: indsigt i og modstand mod daværende Deep State.
For en Abraham Lincoln og Samuel Tilden i 1800-tallet var det jernbanebaronerne og bagmændene bag borgerkrigen.
For en J.F. Kennedy i 1900-tallet var det CIA, mafiaen, globalisterne i CFR, militærindustrien (Lockheed-Martin) og zionisterne.

Der har, så vidt det rygtes, allerede været adskillige mordforsøg på Donald Trump. Vi har i øvrigt bemærket, at Trump havde et portræt af Andrew Jackson hængende i det ovale værelse og at han havde placeret flaget med striberne nedad = USA i fredstid (en symbolik, som kun få har forstået). Som ved mordet på John F. Kennedy er det hele udtrækket af undergrunds-staten, der ønsker manden død og borte:

  • Militærindustrien
  • Hollywood og illusionsindustrien
  • Medierne og fake-news-industrien
  • Techindustrien og den kommercielle overvågningsindustri
  • Wall Street og finansindustrien

SAMTLIGE af disse aktører var hyperaktivt medvirkende til at føre Hillary Rodham Clintons valgkampagne.
De var alle sammen bedøvende ligeglade med hendes påståede eller funktionelle politiske observans. Højre-venstre, blå-rød er irrelevant som andet end foder for vælgerne. De så hende alle sammen som garant for deres business-model.

  • Militærindustrien så hende som garant for, at deres fortfarende salg af våben til begge krigsførende parter og alle de krige, som USA startede med kommercielle bagtanker.
  • Hollywood (+musikindustrien) så hende som garant for den LGBT-pædofile-transhumanistiske agenda, de havde kørt siden 60’erme beregnet på at dybde-kompromittere mennesker i deres indre og dermed lænke dem til Magten forever.
  • Medierne og fake-news-industrienhende som garant for, at de kunne fortsætte deres virksomhed, hvorefter de aldrig behøvede at bekymre sig om det lurende folkelige spørgsmål: Hvorfor gjorde I det?
  • Techindustrien, Google-Gestapo, der var dybt infiltreret i overvågningskomplekset NSA, så hende som garant for deres fortsatte digitale malkemaskine, hvor BigData høstede løs på al menneskelig aktivitet.
  • Wall Street og finansindustrienhende som garant for fortsat folkelig uopmærksomhed i forhold til deres årtusind gamle skema med gældssætning = slavebinding.
Så hvad skete der?

På trods af alle odds og en uhørt totalitær opbakning omkring Hillary Rodham Clinton som repræsentant for The Deep State tabte hun BigTime! Det opgivende segment af den ikke-aktive amerikanske vælgerbefolkning havde fået nok og lettede deres burger-betyngede, TV-inficerede røvballer fra kartoffelsofaerne, blev aktive og stemte på en helt uventet kandidat, der sagde noget helt andet end sine forgængere, og som italesatte emner, som INGEN amerikansk præsident havde gjort nogensinde. Vælgerne havde set psyko-bitchen Hillary Rotten Clinton og hendes familieslæng, ligesom de havde set Baby-Bush og hans mafiøse familieslæng bedrive deres færd. Amerikanerne vidste allerede siden mordet på JFK, at Staten løj for dem. Et stigende antal fornemmende, at 9/11 var et follow-up på skemaet. Deres liv var i stigende grad forarmet og anspændt til det yderste. De havde prøvet ALT, og nu var det sidste chance til at prøve noget nyt.

Javel ja, det var samme ulmende utilfredshed, der skabte en prøveløsladelse af kleptokratiet i form af Barry Sartoro, der gik under kunstnernavnet Barack Obama, og som lovede guld-og-grønne-bajere og yes-we-can og change, men som indenom-overhalede George Baby-Bush’s dødskurs, hvis monster af en far muligvis lige er død (vi venter lidt med nekrologen) på samtlige punkter. Og kunstnernavnet Obama fik Nobels Fredspris for det, skal vil lige huske – so much for the fredspris! Det er muligvis her, der gik galt for undergrundssegmentet, for de hoppede på det dengang med Obama, så det må være det samme denne gang. NEJ DET GJORDE VI IKKE! vil de straks udbryde … gu’ gjorde I så, jeres eneste fortrin er, at I i modsætning til venstrefløjen besindede jer efterfølgende.

Så da en ny præsident lovede sine vælgere at gøre noget ved sagen, så måtte det jo være en ny Obama. Hvad segmentet ikke forstår er, at der er tale om en businessman that means business. Han gør det, han altid har gjort: får en deal igennem. Obama gjorde det, han altid havde gjort: spille skuespil og spille spillet og lade sig røvpule af sine opdragsgivere – billedligt talt, selvfølgelig 😉 Folk inklusive segementet bliver generelt forvirret over de mange Trump-signaler, der først går i én retning og så i den modsatte. Men det er sådan, han altid har gjort business. Han praktiserer Sun Tzu i forretningstaktik. Medierne er forvirret, hans politiske fjender er forvirret, observatører i Vesten er forvirret, venstrefløjen i øst-vest-syd-og-nord er snotforvirrede og dertil fornærmede, for han var både deres mareridt og deres nemesis. De så det ikke komme, de anede ikke, hvad der ramte dem frontalt, og nu skabte de sig som curlingkugle-førskolebørn. Segmentet så først Trump som en interessant ballademager, for hans fjender var deres fjender, tilsyneladende. Men da han ikke opførte sig efter deres bog og ikke var endimensionel tydbar, så var han lige pludselige det store dyr i åbenbaringen. Så segmentet blev hokus-pokus til … globalister! Så gør de ikke mere skade, og så kan de sidde og æde hinanden op fra deres mølædte sofastykker,

Hvad vi rent faktisk kan observere er en række bevægelser bag facaden med kommunikationer ud gennem facaden, der beskriver en udrensning i sumpen – proklameret af den forhadte/forgudede (same shit) præsident i sin valgkamp. 60.000 forseglede anklageskrifter ligger akkumuleret på Trumps initiativ og venter på at blive åbnet, Phizer-courts er stand-by på trods af deres lukkethed, og en række nøglestillinger i administrationen tilhørende kategorien ‘stopklodser’ (overfor beskrevet) er besat. Senatet er vundet i midtvejsvalget på trods af valgsvindel, der bragte demokrater ind i Kongressen (en tikkende bombe i sig selv). 1000-vis af personer i topstillinger indenfor regering og business har valgt at ‘gå på pension’ i utide – javel ja. John McCain fik valget mellem offentlig gabestok eller at skyde sig selv en kugle for panden. Han valgte det sidste. Der er en larmende stilhed før stormen.

Panikken i Deep State er mærkbar, og skingerheden i medierne afspejler som forventet panikken. RussiaGate = det bestilte arbejde er en tikkende bombe. Clinton-mafiaen og Clinton Foundation er en tikkende bombe – især efter at medarbejdere har blæst i fløjten og genereret en rapport på 5000 sider om den mafiøse organisation. Det samme med Hillarys private server, Uranium 1-skandalen, den EGENTLIGE Russia-connection er en tikkende bombe (standard-taktik: beskyld altid modstanden for egne ugerninger). Hillary-Obamas udspionering af Trump under valgkampen er en tikkende bombe. Valgsvindel under valget 2016 og midtvejsvalget i 2018 er en tikkende bombe. En hord af tikkende bomber ligger klar til detonering. Hvad er timeren på dem? Hvis det er Schvindel der ganze, og der i løbet af et års tid ikke er sket en skid, så er jeg den første, der indrømmer det (jeg tror, det sker langt før). Hvis det rent faktisk finder sted, så har den neo-ideologiske undergrund et forklaringsproblem – som de selvfølgelig lige som deres forgængere vil vride og vende sig og undgå ved at køre et konvoluteret narrestativ i stilling med mnjææ men det er også bare fordi .. og I VIRKELIGHEDEN ..

Ja … skal vi også snakke om virkeligheden? Lad os endelig gøre det!

Vi kunne fortsætte her, men så er der ikke noget skrive om en anden gang. Så det gør vi alligevel, lidt. Vi kunne skrive om spillet omkring Comey, Brennan, Mueller og de andre Deep State aktører, der tilsyneladende er ved at blive indkredset. Hvorfor forlyder det, at Robert Mueller nu har ‘en række sager’ som han efterforsker, og hvorfor twitter Trump, at ‘Mueller er en meget anderledes person, en folk tror’? Vi så, hvordan en Lindsay Graham vendte 180 grader og blev en ‘assett’, som det hedder. Er special-efterforsker Mueller ved at efterforske the Clintons og Obama, mens pressen tror, han efterforsker det for længst nedskudte meme om Trump og de onde russere, der stjal valget fra Hillary, piv-og-klynk. Hvis resultatet af en sådan efterforskning kom fra dem, som pressen har identificeret som hans støttefigurer, ville de straks hyle op om, at han nakker sine modstandere, men hvis det kom fra uventet hold, ville de blive holdt op på deres egne udsagn. I klappede i hænderne over Mueller, værsågod at klappe igen. Dette er indrømmet en formodning, men med kendskabet til Trumps evner til at bluffe, og med nøje observans på de brødkrummer, han har droppet, så er det lige pludselig sandsynlige formodninger. Lad os se. Globalisterne har deres medier og deres udsagn. Venstrefløjen har et samstemmende udsagn, for de blev til globalister i Obama-perioden. Segmentet er nu på samme vogn, for ellers bliver de ‘arbejdsløse’.

Vi kunne tale om, at Trump hele tiden fyrer løs på The Fed og giver dem skylden for økonomien. Der lægges op til en afmontering, omsider. Og The Fed er meget tæt på slangens hoved, for den har i 100 år været det primære instrument for de globale bankfamiliers parasitgreb om økonomien. Businessmanden Trump kan ikke gøre forretning for sit land med en kæmpefed senil parasit, der suger alt liv ud af systemet, så han er nødt til at konfrontere dem.

Manden er ikke globalist. Han er kun Deep State-spiller i det omfang, han som businessmand selvfølgelig har frekventeret alle i miljøet, for ellers kunne han ikke gøre forretning. Man holder sine venner tæt til kroppen, men sine fjender/konkurrenter endnu tættere. Det er måske derfor undergrundssegmentet er hoppet med på hadvognen, for de er åbenbart selv skabsglobalister. Så de det selv komme? Næppe. Han er en nationalist, der ligesom en Vladimir Putin agerer globalt. Fat lige forskellen, spader! For venstrefløjen er det selvfølgelig nok til at hade, for globalismen ER jo den internationalisme, der skabte deres designeridologi og fyrede den af mod Verden for 100 år siden. Sammen med dannelsen af The Fed = det nationaløkonomiske statskup, ikke sandt, interessant timing. Sammen med 1. Verdenskrig, der smadrede Europa og skaffe USA den økonomisk-kulturelle førerpostion i Verden. Sammen med faldet af Det Ottomanske Rige, der åbnede hele Mellemøsten for imperialismen. Sammen med skabelsen af medicinalindustrien, der som et vedhæng til olieindustrien ødelagde folkesundheden i Vesten og sammen med defameringen af Nikola Tesla’s mest banebrydende opfindelser, der endte i bunkeren hos Deep State med deres deep budget og deres deep space / deep war teknologier i støbeformen. Og hvorfor ser vi lige nu en panikslagen Deep State med samt deres projekt Breakaway Civilisation afsøge mulighederne for at stikke af til rummet, det store off-shore, det Nye Venedig i rummet?

Alternativet til globalismen er aftaler mellem suveræne lande. Nationen først, inter-nationen bagefter. Det er DET, der er globalisternes hybris-nemesis og nu er deres værste mareridt. Deres projekt, der startede i Oplysningstiden, rationalismen/materialismen og med den Franske Revolution, er ved at brænde sig selv ud. Deres verdensbillede var ikke-suveræne lande, ikke-nationer, underkuede regioner som evige ressourcemarker, der kunne høstes eller nedbrændes. Globalisme er et Vestens projekt, og Vesten, Aftenlandet er i Spenglersk forstand ved at gå under, for Syden, Midten og Østen har vristet sig selv ud af Vestens jerngreb og har rottet sig sammen. Ikke for at smadre Vesten – det skal den nok selv finde ud af, og hu-hej-hvor det går – men for at forhindre Vesten i længere at smadre løs på dem og at værne om deres nationale identitet og velfærd. Og det gør de ved fællesnationale netværk og nye organisationer, Silkeveje, infrastrukturer, monetære clearings-systemer, handel med nationale valutaer. Så en Donald Trump, en Vladimir Putin og en Xi Jinping – for bare at nævne de tre store for tiden – har alle deres nations interesse som det primære. I det gamle paradigme fra Vesten, var det grund til at Vesten skulle hade og bekæmpe dem med næb og klører og alle geopolitikkens og rovdyrkapitalismens svinestreger. I det nye paradigme, som er under udrulning, er det grund til, at de rent faktisk kan samarbejde, for de har jo det samme projekt og den samme interesse i den samme win-win-situation.

Det kræver lidt øvelse at lære at tænke på en sund måde igen, når vi nu så længe, vi kan mindes, har tænkt på en syg måde. Men det kan læres. At være venstreforloren antinationalist er altså ikke smart længere. Det tilhører det forrige årtusind, det tilhører Imperialismens tidsalder, hvor mængden af svage nationer var Imperiets styrke. I det nye tid er det mængden af stærke nationer, der bliver menneskehedens styrke. Lyder det lidt for poetisk? Jamen så luk da gluggerne op, fjolser, for det er kraftsuseme det, der er ved at ske!

Så budskabet til antitrumpist-onanisterne derude i deres nedslidte lædersofaer, hvor de udøver deres sofabords-revolutioner og paranoia-kult, er som følger: Alt det, som I har råbt og tigget og truet om og efterlyst, er der lige nu rigtige mennesker derude i den rigtige verden, der er ved at implementere. Så hvis I ikke vil sidde tilbage i jeres fortænkte mentalbobler med håret i postkassen og surmule, mens det løber af stablen, så skulle I se at komme ud og få noget frisk luft og noget solskin. Eller noget ordentligt snevejr lige om lidt. Og så bygger vi sgu en snemand og fejrer, at klimaet findes.

Mnjææ, for det er i virkeligheden bare de onde illuminatier, der har opfundet en endnu snedigere plan for at …

SÅ HOLD DOG KÆFT og gå ind og gok den af!
Nå, skal vi andre så ikke gå ud og lave den snemand? Og den behøver ikke at være perfekt, den skal bare være, og vi skal ha’ lavet den SELV.

Mnjææ, hvis den ikke er perfekt, så vil vi ikke lege, og så ødelægger vi den, ja vi gør, ja vi gør!

Ja, whatever …

Og lad imens os holde hovedet koldt og hjertet varmt, mens vi forbeholder os retten til observatørstatus. Men som de siger indenfor antropologien: det er endnu bedre med deltagerobservation end at være skrivebords-voyeurist.

Mnjææ, skal jeg så op af sofaen og …
Nemlig Batman! Du kan starte med at lære at dyrke din egne grøntsager i din kolonihave og så tage den derfra. Du skal lære at gøre, hvad du siger, du vil gøre i stedet for at gokke den af for åben skærm.

 

Ekstremisten

Hvis nogen i et opløftet eller passioneret øjeblik skulle vove at løfte fingeren og adressere rod-problemerne i den verden, vi lever i, vil vedkommende omgående blive kaldt en ekstremist, en person der går til yderligheder.

Dette er et ekstremt paradoks. Personen, der løfter fingeren, adresserer et samfund, et system, en virkelighed, der i ekstrem grad har fordummet, forgiftet, forløjet, forført, forulempet og fordærvet sine samfundne, bliver kaldt alt det, som systemet har udsat vedkommende for.

Det er nu potentielt kriminelt at påpege kriminalitet udover lommetyvs-niveau.
Det er nu potentielt amoralsk at adressere amoral og dobbeltmoral.
Det er nu en potentiel terrorhandling at anholde regeringer, institutioner og organisationer, der udvikler og profiterer af terror mod egne og fremmede borgere.
Det er nu potentielt sundhedsskadeligt ikke at underkaste sig sygdomsindustriens (medicinalindustri + sundhedsstyrelser + lægevidenskab + sygehusvirksomhed + sundhedspolitik) produkter, kampagner, tiltag og forordninger.
Det er nu potentielt patologisk ikke at anerkende det patologiske prædikat, der er sat på dig, eller som du forventes at sætte på andre.
Det er nu potentielt samfundsskadeligt ikke at bifalde lalleglad, bajer-bøvet og hooligan-hellig deltagelse i plyndringstogter, folkemord, overfald, sønderbombninger og overfald på nationer-befolkninger-regeringer.

Det er nu potentielt ekstremistisk ikke at have det godt med ekstremisme.
Det regnes derimod for samfundsbevarende at dyrke ekstreme sager som:

  • at se fjernsyn og læse aviser og tage deres udsagn for pålydende
  • at afgive sin stemme til valg og afgive beføjelser til idioter, der lover guld og grønne skove men gør det modsatte af, hvad de lovede, og dernæst regne med, at du får indflydelse på væsentlige emner. Dette har afgørende konsekvenser for dig, dine børn og dine børne-børn …
  • at betale sin skat uden at vide, at krigskat i fredstid er ulovlig og at ingen multinational virksomhed betaler skat
  • at acceptere gæld til sin bank uden at vide, at det er din bank, der skylder dig penge og ikke omvendt
  • at passivt og helst applauderende godkende, ja helst hylde og forherlige ødelæggelsen af diverse nationer, samfund, regeringer, lande – fordi amerikanerne, briterne, israelerne, saudierne, tyrkerne og franskmændene siger, at det er politisk korrekt ifølge deres syn på verden og menneskeheden og deres selvopfattende storhed
  • at se passivt og endog bifaldende til, mens en minister forærer en stor dansk virksomhed til et af verdens førende finansielle forbrydersyndikater samtidig med at folketinget vedtager en offentlighedslov, hvor du ikke længere har indsigt i beslutningsprocessen.

Du vil blive betegnet som radikaliseret, hvis du udtaler dig om roden (radix: rod) til ondskab.
Du vil få at vide, at det er hadefuld tale at give udtryk for vrede, som ethvert hæderligt menneske udstyret med samvittighed bliver nødt til at udtrykke i mødet med denne ondskab.
Du vil få prædikatet politisk ukorrekt, hvis du tillader dig at give udtryk for noget, der strider imod det nye globale kommissærvældes standarder for korrekthed.
Du vil blive udråbt som farlig for samfundet, hvis kommissærvældets lakajer – det må være på tide de tyndslidte marxist-floskler vender tilbage til dem, der sled dem tynde – finder, at dine interesser strider mod dem og deres neo-feudalherrers ditto.

Så meget desto mere grund til ikke at lægge fingrene imellem!
Hvis kommissariatet mener, at de er nødt til at sætte hele det tumpe-tunge totalitære skyts ind overfor enhver anfægtelse, så er de på det, der på godt dansk hedder: skideren.

Lad os endelig gå til yderligheder.

 

Et samfund der fungerer

Der er noget, der tyder på, at bysamfund på over 500.000 mennesker ikke fungerer. Tallet kan diskuteres, men et faktum er, at samfund, det være sig byer, bebyggelser, beboede landskaber, fællesskaber, der vokser sig meget store, altid får problemer der synes uløselige, evigt tilbagevendende, og som accelererer, medmindre der konstant og massivt sættes alle mulige kompensatoriske programmer og styresystemer i værk. Det er derfor storbyer og metropoler altid generer en bærme af socialt katastrofale, dysfunktionelle, forarmede, kriminelle og trøstesløse kvarterer og sociale lag. Det er derfor, at storbymagneten er falsk varebetegnelse, når den lokker 1000-vis og atter 1000-vis af tilflyttere til med løftet om det fede liv, de fede relationer, den fede gang-i-den og den fede fortjeneste. Det gælder egentlig kun for det fåtal, der trives i parasittens mave på de manges bekostning.

Den altædende Metropol fra Fritz Langs film fra 1927 ‘Metropolis’

Et absolutistisk og trøstesløst udsagn, men ikke desto mindre med en virkelighed bag sig. Husk i øvrigt at gradbøje den slags udsagn.

Det samme synes at være tilfældet med kreative virksomheder. Her går grænsen ved syv personer. Alt over syv – tallet kan igen diskuteres – betyder, at teamet ikke længere fungerer som en organisme, der generer den dynamik, der kendetegner en kreativ virksomhed. I større virksomheder skal der iværksættes alle mulige og umulige management-procedurer, der kompenserer for tabet af kreativt flow og givende samarbejde. Industriel storproduktion, javist, men skabende virksomhed er ikke længere tilstede. Det er derfor, man hele tiden ser små kreative virksomheder blive opkøbt, spist, fordøjet og skidt ud igen i det korporatiske kannibal-orgie.

Samfund opskaleret til politiske styreformer synes at have en øvre grænse, hvor de begynder at udvise tegn på forfald. Imperiet er over grænsen. Alle styreformer kan i princippet fungere. Socialisme, kapitalisme, demokrati, monarki, anarki, diktatur. Alle kan fungere i et eller andet omfang, men størrelsen af de samfund, hvor det skulle fungere, vil modarbejde det og bringe systemet til fald.

 

Et tankeeksperiment om styreformer

Lad mig vove den påstand, som de fleste vil automat-reagere på pga indpiskede vaner og obligatoriske holdninger, men hold alligevel fast et øjeblik: selv nationalsocialismen ville have fungeret udmærket, hvis ikke Tyskland havde rodet sig ud i en storkrig mod primært Sovjet. Husk, at de aldrig ønskede krig med England og Frankrig, og at USA som i 1. Verdenskrig intet egentlig mellemværende havde med dem. Men krigen var planlagt og ønsket af styregrupperne hos de allierede, altså inklusive Sovjet, der var den egentlige aggressor. En meget lang historie i sig selv at få afdækket, da der er skrevet så meget selvforherligende pynten-på-vendenshistorien om det emne.

Men foretag for en stund tankeeksperimentet – også selvom det med rimelighed kunne indvendes, at man ikke kan skille emnet ad på den måde. At Tyskland kunne rejse sig og smide åget fra Versailles skyldtes opbakning fra befolkningen og den nationalsocialistiske økonomi. Naboerne, selv briterne, beundrede dem for det. De kan ikke lide at indrømme det, men det gjorde de. Kombineret med tyskernes enorme effektivitet skabte det en historisk styrke uden sidestykke. Men så kom krigen. Husk endvidere, du der per automatik har lært dig selv at sige: jaaa, men det var også kun, fordi de oprustede. Tyskland gendannede en national hær på størrelse med Frankrigs og Englands. Ikke yderligere. Men hemmeligheden bag opsvinget var, at de udmanøvrerede ågerkarlenes centralbankvæsen. Derfor ankom krigserklæringen i 1933 fra Judea, et ikke særlig kryptisk navn til lejligheden for den zionistiske verdensorganisation. Den kazariske mafia erklærede Tyskland krig. Den samme mafia, der havde skabt den russiske revolution med tilhørende folkemord (147 millioner, senere 100 millioner i the sequel: kulturrevolutionen i Kina), den tyrkiske revolution (inkl. det armenske folkemord), der finansierede og marionetdukke-styrede Winston Churchill (gruppen Focus), der i 1919 forsøgte at gentage revolutionen i München men blev opdaget og smidt ud, som satte ild til Rigsdagen, og som bragte USA ind i en verdenskrig igen (læs, hvad Chaim Weitzmann skriver til Churchill, manden der dengang medvirkede i sænkningen af Lusitania). Den mafia blev i 1933 blev frataget deres tag-selv-bord indenfor ågerkarleri i Tyskland, og derfor oplevede den tyske økonomi et historisk enestående opsving.

Den altfortærende ågerkarle-parasit

Havde tyskerne ikke lagt sig ud med den åger-parasit, der udsugede det tyske samfund og havde crashet dusinvis af tyske banker og stjålet kundernes penge, og havde de undgået krig med England, hvis hær allerede var slået ved Dunkerque, så ville deres model være blevet kopieret af andre lande med stor velstand til følge. Men det er alt sammen kontrafaktuel historieskrivning, hvor vi kan forestille os alt muligt. At det er hypotetisk skyldes to faktorer. At zionisterne og det internationale centralbankvæsen for enhver pris måtte forhindre Tyskland i fuldt ud at implementere og især eksportere deres økonomiske model. Hvis ikke det lykkedes ved at Tyskland blev ødelagt i en storkrig, så ville det have betydet faldet for hele den megaparasittiske grundstruktur, der stadigvæk i dag er garanten for global forarmelse og evig krig. For det andet var det utænkeligt, at England og USA ikke involverede sig i krigen, da dette allerede var indskrevet i manuskriptet. Hverken den engelske, franske eller amerikanske befolkning ønskede krigen, men i de kredse, hvor folk som netop Weizmann og Churchill færdedes (sidstnævnte psykopat var i virkeligheden blot en nyttig dukke i spillet), og hvor City-of-London og Wall Street hajer svømmede rundt, stod der krig og ødelæggelse af endnu to kejserdømmer på menuen.

Hvad nu hvis …

De siger, at kontrafaktuel historieskrivning er forbudt i den hellige historieskrivnings navn. Jeg siger, at vi er nødt til at øve os i at forestille os hvad-nu-hvis, hvis vi nogensinde skal vende skibet, dødsejleren, Titanic 2.0.

Det står lige nu i manuskriptet, at Tredje Verdenskrig skal udrulles. Chancen for at det vil ske er indlysende, fordi vi intet har lært af de to foregående verdenskrige + alt ‘det løse’ i de 70 år, der er gået. 2 ½ generation forbrugs-liderlige og historieløse mennesker og en ny generation af iPhone- og social-lirs-narkomaner regnes af krigsmagerne som garanter og glidecreme for deres næste projekt. Hvis vi ikke træner os selv op i at genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge, og hvis vi fortsat er så naive at tro, at massemordere og psykopater fortæller sandheden om, hvad de har gang i, mens de er åh-så-bekymrede for vores ve og vel, så har vi med garanti en full-blown verdenskrig engang efter næste amerikanske valg.

By-the-way, glemte jeg at nævne, at Tredje Verdenskrig allerede er startet?

Hvad nu hvis? Hvis man ved valgsvindel – en herlig amerikansk tradition praktiseret med stor succes siden 1876, nu med computersystemer – får placeret en kvindelig neo-con og terrorist-hore som præsident (Benghazi, ISIS,…), så har vi en åben krig med Rusland, Iran og Kina indenfor et par år. Hvis det bliver en lettere forvirret milliardær, der betaler for sin egen valgkamp og udtaler det, som alle tænker, men få vover at sige, så skal de først have skudt en kugle gennem hjernen på ham – endnu en herlig amerikansk tradition – og det vil selvfølgelig igen-igen være en ensom, forstyrret galning uden forbindelser til hverken efterretningsvæsener eller hofsnoge i-og-omkring hans politiske modstandere. Måske vil det være – ja, det er faktisk en skidego ide! – en russisk agent udsendt af mr. Putin. Herefter hurtig magtovertagelse og omgående nucleart-konventionelt-eksotisk modangreb sættes ind. Militærindustrien har allerede ståpik og savl ned af hagen ved udsigten til endelig big-scale at afprøve deres seneste starwars-våben. Tre fluer med et smæk. Exit milliardæren, intro psyko-bitchen, falsk flag for næsen af vestens befolkninger og ud over stepperne med det store blodbad i det 21. århundrede.

Den alt-foragtende psyko-bitch før det store blodbad

Det ville dårlig nok være kontrafaktuelt gætværk, for alle erfaringer og historiske fakts peger i netop den retning. Altså fakta, kendsgerninger vel at mærke, ikke det slatne simili, der går under navnene journalistik, medieinformation og skolebogshistorie, men virkelig, vaskeægte, verificerbar viden frembragt af folk, der kan genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge.

Men hvad nu hvis? Hvis en kritisk masse af mennesker i den vestlige verden med en stigende viden i samarbejde med mennesker udenfor den vestlige verden, der længe forinden har vidst det meste, siden de er blevet overfaldet den ene gang efter den anden af Imperiet 1-2-3.0 de seneste 250 år – altså hvis tilstrækkelig mange mennesker hver for sig og i flok og med tilstrækkelig gennemslagskraft via en akkumuleret energi får kanaliseret deres vrede bort fra use the dark force og får skabt en ny megatrend:

  • At alle spots og lamper peger på krigsmagerne og at der bliver sagt så tydeligt NEJ, at det svier langt op i røven, samt stillet krav om en fyldestgørende forklaring på, hvad det danske militær laver som en hund i halen på en aggressiv, krigsliderlig stormagt og dens forfatningsstridige krige.
  • At det bliver hipster at spørge de uansvarlige politikere lige op i ansigtet, hvor mange fedterøvstillæg de har fået for at medvirke til folkemord.
  • At det bliver mainstream at forlange en fyldesgørende forklaring på, hvad terrorisme er, hvem der opfinder, træner, finansierer, bevæbner og hyrer terrorister for dernæst at profittere via de befolkninger, de har skræmt livet af og hvis civile rettigheder de har inddraget (var der et hint til svaret i formuleringen af spørgsmålet? – sorry for that).
    At gøre så meget hjemmearbejde, at de dumme, dovne og kujonagtige medieredaktioners inkompetence bliver så skinger, at de for ikke at tabe deres sidste lag af faglig troværdighed + deres kunder + deres job bliver nødt til at beskrive virkeligheden og ikke længere kan nøjes med at lade studentermedhjælperen på redaktionen skrive af efter Reuters og Ritzaus med venstre hånd, mens hun flimrer på Facebook med den højre.
  • At forlange 100% gennemsigtighed i alle nationaløkonomiske anliggender, startende med ejerskabet bag Nationalbanken, videre til, hvordan det kan lade sig gøre for et rigt land af have en kæmpe statsgæld, videre til hvor mange penge bankerne hvert år scorer på gældsættelse af borgerne via et okkult system, og endnu videre til helt nøjagtigt hvor meget de multinationale skylder i skat i et land, hvor der betales 50% i skat af borgerne men 0% af dem selv.

Hvad nu hvis vi fik Apokalypsen – græsk: tæppefald, afsløring – og ikke Armageddon og Holocaust igen-igen? Altså det virkelige Holocaust – den halve milliard massemyrdede i det 20. århundrede og ikke det ynkelige zionistisk-bolsjevikkiske Hollywood-svindelnummer, der skulle aflede opmærksomheden fra den egentlige forbrydelse og samtidig skaffe en mikroskopisk og snotforkælet gruppe mennesker en langtidsholdbar dårlig undskyldning for at fortsætte etnisk udrensning, racisme og folkemord i lokalområdet.

Hvad nu hvis – og dette bringer os op i de højere luftlag udenfor vores egentlige indflydelsessfære og ind i feltet af høj-oktan-spekulationer (J.P. Farrell) – at den gamle energi, det Store Traume for menneskeheden efter katastrofen ved istidens afslutning, der udryddede det meste af Jordens befolkning samt den avancerede civilisation, som videnskab og historie ikke vover at beskrive … hvad nu hvis den energi er udslukt?

Konsekvenserne af det, vil i så fald være, at vi ikke kommer til at se en full-blown version Tredje Verdenskrig men blot psykopat-elitens febrilske tiltag og desperate forsøg på at gennemføre deres plan. At det er deres plan, står skrevet overalt på mure og plankeværker, det skriger til Himlen, så det er ikke et diskussionsoplæg men en konstatering. Hvorvidt planen lykkes, står derimod til diskussion. For hvad nu hvis de har de stærkest tænkelige universelle energier imod sig? Og hvad nu hvis Sort Magi ikke længere tilstrækkelig til at manipulere med energierne?

 

Tilstedeværelse

Den tyske filosof Martin Heidegger har et begreb for autencitet og åndsnærvær: das Dasein.

Skal vi så lige få den på plads fra starten: det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige filosof har i sit eftermæle måttet kæmpe med beskyldninger for nazi-sympati og antisemitisme. Suk, gab, where to even begin!? Han mente i starten, at det nye styre var påvirkeligt og valgte at understøtte det. Da han så, at det ikke kunne lade sig gøre, tog han afstand, lige som han tog afstand fra den katolicisme, han var vokset op i, da han så kirkens korruption og stivnen i dogmatik. Han støttede uden forbehold sine jødiske kolleger, digtere og elever, og hans livs kærlighed var Hannah Arendt, tidligere elev, jødinde og filosof. Og kan vi så få lov at komme videre?

Jeg har endnu ikke læst den danske oversættelse af hans hovedværk Sein und Zeit / Being and Time. Så uden at kende oversætterens valg, vil jeg sige Nærværenhed. Jeg skal jo opfinde et nyt ord, for det gjorde Heidegger selv for at bringe sine læsere og elever ud af ordets fængsel.

Nærværenhed er i familie med Eckhard Tolles Væren i Nuet og det buddhistiske koncept for væren, det er afledt af. På det punkt er Heidegger ligesom Schopenhauer en slags mystiker, og ligesom Wittgenstein en slags zenbuddhist. Men han flirtede han aldrig med østlig mysticisme og tog sit udgangspunkt i den store vestlige tradition. Han kendte buddhismen, hvilket et filmet interview med en thailandsk buddhistmunk viser, men han kendte også forskellen og fandt intet behov for kulturspring.

Den tilstedeværende filosof på sin bænk

Hans eget liv demonstrerer hans tankesæt og hans bud på Nærværenhed. Ligesom en af det 19. århundredes vigtigste filosoffer, Søren Kierkegaard, færdedes han i sit lokalsamfund og hang ud med alt og alle, på gader og stræder. Han sad ikke dagen lang i sit elfenbenstårn som en parodi på en abstraktions-filosof, han drak sin øl i det lokale værtshus i Messkirch, Baden-Würtenberg, det yderste sydvest af Tyskland, før det bliver til Schweitz eller Frankrig. Vi er i Kaspar Hauser-land, en kernehistorie i sig selv. Han var ikke ud af en fin, akademisk familie men en simpel søn af bonderøve i Schwartzwald. Han var der, her-og-nu nærværende og tilstede.

Han delte sin store aversion mod teknologi med J.R. Tolkien – uden forbindelse i øvrigt – og han så det som fremmed for autencitet. Vi kan sige, at han så det (in)humane affaldsprodukt, som industrialismen havde skabt: overflade-mennesket, det ikke-nærværende menneske. Heidegger så tværs igennem det, som industrialismen havde gjort ved mennesket. Industrialisterne havde skabt en dehumaniseret Golem af et over-individualiseret, subjektiviseret væsen, der konstant var på vej et andet sted hen til en anden tid, og som aldrig var tilstede, for hvem ønsker at være i Helvede i tid og sted? Industrimennesket opfatter verden omkring sig som en serie redskaber, ligesom det selv opfattes og behandles som et redskab, en maskindel.

Mens vi har de store Fantasy-mestre fremme – før Fantasy-genren gik i forfald og blev plattenheimer-Hollywood-industri – så skriver en anden mester udi genren, Michael Ende, videre på et Heideggersk koncept: Intetheden, das Nichts. I sin mesterfortælling for børn og barnlige sjæle med en særdeles voksen dybde: Den Uendelige Historie, beskriver han, så det løber koldt ned af ryggen på én, hvordan Intetheden, meningsløsheden, uautenciteten, fremmegørelsen, den traumatiserede uvirkelighed angriber drengen, fortællingens hovedperson, og sender ham ud på en Quest of Selfhood, den store road-movie på vej hjem.

Heidegger-eleven Wittgenstein siger: Om det man ikke kan tale, må man tie. Heidegger forudgreb ham ved at praktisere, at man godt kan tale om det alligevel, blot man finder det rigtige sprog. Poesi og musik er derfor det sprog, der kan udsige det uudsigelige ved at inkludere stilheden, ordet bag ordet, lyden bag lyden. Fortiden er uigenkaldelig, nutiden er udefinerbar, og fremtiden er et uendeligt antal muligheder, hvilket er Intet. Vi ser hele tiden frem til noget, der ikke eksisterer. Kun døden er virkelig og ikke til at komme udenom. Heidegger svarede en gang på et spørgsmål om livets mening med: Mennesker burde tilbringe mere tid på kirkegårde. Friedhof – fredsgartner.

Væren såvel som ikke-væren er evigt tilstedeværende i vores liv, sprog og bevidsthed. Intethed lever sit parallelle, parasitiske liv med Nærværenhed. Vi kender altså betydningen af at være og derfor også ikke-at-være. To be, or not to be. Den herskende tilstand i det nutidige samfund er en systematiseret, totalitær, rendyrkning af not to be, uautencitet, fremmedhed, ikke-tilstede-væren. Das Nichts.

Heideggers opus er én stor kritik af det utilitære helvede udtænkt i Oplysningstiden, realiseret i Industrialismen og perfektioneret i Totalitarismen i det 20. århundrede.

 

Meninger til discountpris

At have en mening om noget er det letteste i verden. At have en kvalificeret mening en en anden sag.
Som Dirty Harry sagde: Meninger er som røvhuller – alle har et.

I omgangen med det (efter dets egen opfattelse) dannede og tænkende segment, er det slående, hvor mange ukvalificerede meninger der flyver rundt i luften. Det er sagt før, og det siges nu igen: de er jo uddannede, de har titler, de er intellektuelle, de er akademikere, de har læst x-antal bøger indenfor deres speciale – så de kan jo ikke tage fejl. Et af problemerne er blot, at det, de troede var kritisk tænkning, i virkeligheden var præfabrikat og hjernevask. De lærte ikke at tænke, og deres ikke-tænkning gik under falsk varebetegnelse som tænkning. De kom aldrig videre end til den intellektuelle kravlegård, der var den ideologi, de abonnerede på, og som sikrede et steady flow af meningsdannelse.

Det gik et stykke tid, en håndfuld årtier. De levede højt via den aura, den selvhøjtidelige fims der omgærede dem. Men tiden overhalede dem, og deres manglende hjemmearbejde i forhold til virkeligheden indhentede dem. Når de stadigvæk uden at blinke fyrer deres bøvede discount-meninger af, er der et sært og grimt reverb, en distorsion, en normalize, et ekkokammer over lyden. De er med garanti politisk korrekte og klapper i udsigelsens øjeblik både sig selv og hinanden på ryggen. De elsker at være i hinandens selvbekræftende selskab og skyer enhver lejlighed til at møde folk, der tænker anderledes end dem selv. Hvis de meget imod deres vilje bliver konfronteret med noget, der anfægter deres selvtilstrækkelighed med anderledeshedens substans og indhold, vil de altid gå efter manden og aldrig efter bolden for hurtigst tænkeligt at lukke munden på den irriterende modstand. Karaktermord er deres speciale, substans er et hul i jorden for dem. Falsk logik sidder på rygmarven. Deres interesse i forskellighed er lig nul, men de kan vældig godt lide at tale om diversitet. De mener, at kritik er filosofien, men bliver de selv udsat for kritik, skider de både røde og grønne grise.

Hvem sked mig ud?!

Efter et stykke tid og en håndfuld årtier var det slut. De opdagede det ikke lige med det samme. Der var bare noget ved den måde, de grinede på … he-he-heeh? (grines der med?), der fik dem til at se sig over skulderen. Det var ikke sjovt længere at være akademiker-smart og ironi-arrogant. Der var et par af de gamle venner, der var begyndt at stille ubehagelig spørgsmål. Landskabet var begyndt at opføre sig anderledes end kortet. Det var ikke længere nok at råve kapitalist! og så regne med som sikkert, at der blev klappet i hænderne og sunget i kor. Der var ved at blive ufedt at sige, at man havde set det i fjernsynet – eller ikke at indrømme, at man bare havde set det i fjernsynet uden at have tjekket det ud. Det var ikke længere nok at hyle fascist!, for hvad var det nu, det betød. Det var ikke længere nok at vræle antisemit, for hvad var det lige, en semit var for en fætter? Der var endog de, der var begyndt at mene, at EU og NATO burde nedlægges.

Kan man nu ikke længere få lov til at være teknokrat-elitær eller krigsliderlig uden at stå til ansvar for det? Det er saftsuseme den stiveste!! Og hvis man også skal til at kvalificere sine meninger, så kan det fanderme også være lige meget …

 

Paradigmet

Intern fodnote:

Hvis der er nogen, der har undret sig over, at marco_hanuman, the blogger, som der stod i toppen af posterne på paradigmet.blogspot.com, har valgt at flytte teltpælene og slå sig ned i et landskab, hvor der næppe kommer så mange besøgende som før, så skyldes det – som der står skrevet i den eneste selvstændige side på denne blog kaldet NedersteEtage statement, og som findes nederst på alle sider, at tiden er moden. OG som også står at læse i en mere polemisk version i første essay i denne blogpost.

Der er – selvom det kan tolkes og derfor vil blive tolket som sådan – ikke tale om et opgør vendt mod nogen, måske endog en personlig vendetta. En kritik er ikke et opgør. Det er muligvis en opfordring til at gøre det bedre, end det gøres, men primært er der tale om fejen for egen dør i form af et selverkendende skift af fokus, der kræver, at jeg, forfatteren, trækker vejret en stund, tager det bedste med og smider fyldet og de lidt for ofte gentagelser ud. Sådan er det med essays. Essayér på fransk betyder, at prøve, at øve sig, at forsøge. Når man tror, man har den færdige formulering af det færdige indhold, kan det altid gøres lidt bedre – og så skriver man et nyt, hvorefter man i mellemtiden har glemt, at man havde skrevet det en gang forinden. Er det ikke sådan, der er 😉

Først og fremmest har der været brug for skift af fokus. Væk fra det kulkælder-konspiranoide og over mod det visionært-konstruktive. Jeg siger udtrykkeligt over mod. Hvorfor det? Fordi det er den vej, vindene blæser, og især fordi, det et det, der brug lige nu i denne tid, hvor alle erkendelserne og de fine ideer skal stå deres prøve. Hvad fedt er der ved at sidde at sutte på sine egen sure sokker for tid og evighed, når Verden er på vej ud af sin årtusind gamle tornerosesøvn. Vi lever i et afgørende historisk øjeblik, hvor årtusind gamle tunge energier er ved at forandre sig. Hvorfor så udelukkende fordybe sig i disse negative energier? Hvis dine tanker altid kredser om rædslerne, løgnene og lidelserne, og hvis man lever sit liv i sukkenes sump af skrækscenarier, skeletter og satanisk sortsyn, så har man glemt, hvad det var, man satte ud for, da man opdagede, at Verden og Virkeligheden var af lave.

Orfeus gik ned i Underverdenen for at redde sin Eurydike, men da hans tillid svigtede ham, og han vendte sig om, forsvandt hun ned i skyggerne. Det har sikkert været underholdende i al sin rædselsfuldhed, ligesom Dantes Helvede er mere underholdende end hans Paradis, hvor der nærmest er rædselsfuldt kedeligt, og hvor hvidklædte bevingede himmelske hærskarer synger salmer … gaab!

Men sådan er det ikke i det store projekt, der giver mennesker mulighed for at forandre Helvede på Jord til noget andet. Det er et kreativt projekt, et legende projekt. Hvor meget energi kan der ikke frigøres, hvis åget letter fra vores skuldre? Hvor meget velstand kan der ikke skabes for menneskene, hvis parasitkuren, der er startet overalt på planeten, går hen og slår igennem? Hvis den ikke slår, og vi endnu en gang bliver kastet tilbage i skyggerne, hvor fedt vil det så være med bevidstheden om, at vi var med til at vedligeholde skyggernes greb om os ved at sidde og sutte på vores humorforladte sure sokker?

Nok er nok, og nu må sokken få en anden lyd … det lød vist ikke helt rigtigt. Det er på tide at deltage i skabelsen af den virkelighed, vi ser ankomme.

Start med gå i frisk luft og byg en snemand.

Hr. Hanuman, nu laver fis, kan du ikke sige, hvad vi skal gøre så?

Gu’ kan jeg da ej. Men jeg kan sige dig så meget, at selv den den mindste handling kan være et bidrag til en ny Virkelighed. Udover at skrive blog i dag, som jeg hver dag, så besluttede jeg mit til at bidrage til traditionsbevarelse ved at lære mig selv at lave hjemmelavede marinerede kryddersild fra tønde til tallerken. En spise, der holdt vore forfædre sunde i de kolde vintre, men som nu er ved at forsvinde. Du kan stort set ikke finde ‘gammeldags’ marinerede sild i forretningerne længere. Danske sild er de bedste i verden, men må ikke sælges i Danmark, for de har endnu ikke få mærkatet som bæredygtige – hvilket er helt hen i skoven, da de er totalt bæredygtige. Så de bliver solgt til tyskerne, der godt ved, at de er totalt bæredygtige.

Hr. Hanuman, nu skifter du emne.

Gu’ gør jeg ej. Du spurgte, og jeg svarede, og jeg har ikke tid til at ordne hele verdenssituationen for dig i dette afsnit af denne blogpost på dette blogsite, så du får bare en brødkrumme. Og i øvrigt skal jeg ikke ordne verdenssituationen FOR dig.

Start med overveje dine kostvaner og dit forhold til mad, og du skal se, at dit helbred styrkes. Altså bare et eksempel, ikke en opskrift på at lave verden om. Danskerne er ved at blive som amerikanere, der ikke kan finde ud af at lave mad fra bunden mere. Der er en do-it-yourself modtrend, hop på den – hvis du tør. Danskerne kan ikke finde ud af at reparere deres egen cykel, skifte fatning på en lampe eller fange en fisk. Nogen kan, men for 60 år siden kunne ALLE eller i hvert fald et kvalificeret flertal den slags. Så hurtigt finder et videnstab sted – blot to generationer, og løbet er næsten kørt, hvorefter det kræver ekstra anstrengelser at genopfinde det, som traditionen forærede os gratis. Det er nok den største ‘synd’, som babyboomer-generationen begik: De smadrede vores traditioner.

Nå, men så tror jeg, jeg vil tage til julefrokost iført hjemmelavede sild på glas, hjemmerørt karrysalat og hjemmebrygget slåensnaps af hjemmeplukkede bær fra Oddermosen på Møn. Det vil jeg servere for mine naboer i landsbyen, der kommer med hver deres ret, som de også selv har lavet. Nogen har endog selv avlet grøntsager og opfodret lam, svin og fjerkræ, og sidstnævnte har selv lagt deres æg, for det kan den slags finde ud af.

Hvad havde babyboomerne og deres børn at bidrage med? Spaghetti med kødsovn, som ungerne jo elsker, fordi de ikke kunne fordrage andet – sagde de, og sagde boomerne så – og pizza med samme dårlige kødsovs, som de høvler ned, mens de sidder på hver sin side af generationskløften, som boomerne skabte, og flimrer på deres mobiltelefon – i hvert deres rum.

Ahr, hr. Hanuman, hvor visionært er det at gå til julefrokost?

Du hørte vist ikke efter, for det hele var håndholdt i en tid, hvor alt er præfabrikeret. Og undskyld mig, men så bliver ægte håndholdthed altså lige pludselig til en revolutionær handling!

Men hvad siger du så til den her? Tag en fastekur bagefter. Altså ikke Alt for Damernes slankekure og fedtfattige speltkure kombineret med masochistkuren i træningscentret, der ALDRIG virker, for efter en måned er den gal igen med vægten. Som om vægt var et mål i sig selv. Vægt er et signal, et symptom, og vi lever i en symptombehandlende kultur.

Man skulle tro, det var almindelig folkesund viden, at en faste er en mirakuløs kur, der virker også i længden – man tager den bare i ny og næ – for det står jo i alle de gamle bøger, og folk har altid gjort det. Selv religionerne anbefaler det. Men nej, for det er gået i glemmebogen. For nylig var der en canadisk speciallæge i nefrologi (nyrer), der måtte genopfinde fastekuren, og gæt engang, hvad der skete? Han helbredte folk totalt for diabetes type 2 og overvægt.

Tjek det ud i dr. Mercolas timelange interview med Jason Fung om faste

Så i stedet for at skamme sig over at svine sig til i en julefrokost, så gi den gas og snup en faste bagefter. Det er i øvrigt nemmere for kroppen at brænde fedt af, hvis den i forvejen er på lavt kulhudrat og højt fedtindhold i maden, for så er den gearet til at forbrænde fedt, og så bliver ikke desperat hundesulten under kuren. I øvrigt tænker man klarere, når man faster. Hvem skulle tro det? Men alle vidste det for 150 år siden, og alle praktiserede det, for det var nærmest indskrevet i årsritualerne. Vi kan i øvrigt anbefale ramadankuren til Dansk Folkeparti.

Så det, jeg siger, er, at restaurering af de vidensfonde, som det gamle paradigme ødelagde – og nej, det er ikke babyboomerne, der gjorde på egen hånd, de var nogle forkælede fjolser, der tog den ad absurdum – er en særdeles visionær handling, hvis du ikke har større projekter, du føler, du kan kaste dig over. Og ikke mindst gennemføre!! Alt tæller, hvis du ved, hvor du vil hen med det, så se at komme i gang.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *