Politica

Neoliberalisme

Neo-liberalismen ødelægger ALT, hvad den kommer i nærheden af.
Til sidst ødelægger den sig selv, for ifølge dens indbyggede destruktive logik vil den ikke engang kunne være i stue med sig selv som ide. Som man siger: Revolutionen æder sine egne børn.

Det er forvirrende, at ordet liberalist eller liberal har fået en anden drejning på dansk og andre euro-kontinentale sprog. Det har at gøre med, at klassisk liberalisme er noget helt andet end venstrefløjs-kupmager-liberalisme. Leftism har kuppet frihedsbegrebet og taget patent på det frigjorte menneske. Vi er nødt til at kalde det neo-liberalisme ligesom neo-fascisme og neo-racisme. Altså neo som i ny som i nysprog. Fra frihed under ansvar til frihed uden ansvar. Pinochio synger: Der er ingen bånd, der binder mig, tralalala …

Gu’ fri mig vel

Her vil den første (naive) reaktion måske være: Jamen er frigørelse da ikke en positiv ting? Er det ikke det, vi alle sammen gerne vil være, frie? Var det ikke det, Freddy Mercury skreg så højt om – I wanna be freeee!! Frihed, frihedsbevægelse, frigørelse. Er det ikke det modsatte af slaveri? Ytringsfrihed, valgfrihed. Og så videre … 

Problemet er, at det ikke er det, der ligger i ordet liberal som i neo-liberal. Det betyder frigørelse af individet fra alle kulturelle, kønslige, traditionelle, familiære, etniske, nationale, racemæssige, religiøse, sproglige, generationsmæssige, genetiske u-name-it bånd. Det frigjorte individ er nu fri til selv at vælge sin identitet. Deraf begrebet identitetspolitik. 

Så dette utopiske frigjorte individ må så i sin fuldbyrdelse være det ultimativt lykkelige menneske … må det ikke?

Don’t worry, be sorry

Her er så den ultimativt dårlige nyhed: 
Dette frigjorte misfoster af et ideologiseret menneske er alt andet end lykkeligt. I sin fritsvævende selvvalgte og selvindbildte afskårethed fra alt, hvad der alle dage og til alle tider for alle mennesker har gjort dem til netop mennesker, indfinder rædslen sig. Det frit i luften svævende individ – hvilket selvfølgelig ikke findes, men det bilder den frigjorte sig ind – udfolder der sig længe før fuldbyrdelsen af den utopiske frigørelse alle mulige sære spasmer for at genopfinde og kunstigt genskabe de links, der i mellemtiden er blevet ødelagt. Nåmen, det var da heller ikke sådan ment …

Giles Fraser er en anglikansk præst. Og på trods af alle mulige problemer den den Anglikanske Kirke, så er han et ultraklart hoved. Han siger:

Anerkender vi stadig moralske forpligter, der går forud for de forpligtelser, vi selv har valgt? 

Hans analytiske kommentar for nylig i en engelsk avis går på den skandale, der har udspundet sig mellem den britiske kongefamilie og Prince Harry og Meghan Markle. Han konstaterer, at hele det demonstrativt iscenesættende setup fra denne udefra kommende selvoptagede woke-gimpe fra det feterede amerikanske Hollywood-establishment og hendes Soy-Boy-tøffelhelt af en Prins Pilfinger er perfekt designet til at skabe en kløft imellem traditionalisme og woke-ism-liberalism med det Britiske Kongehus som backdrop. Det er beregnet på at tilspidse konflikten mellem to meget forskellige syn på verden og mennesket.

Prins Pilfinger og The Black Dahlia

(Neo-)liberalisme afskyr alle moralske forpligtelser andet end dem, som individet selv har valgt. Monarkiet er drevet af forpligtelse overfor det, som dets medlemmer er født ind i og har meget lidt tilovers for det libertære råd fra Polonius til den anden Prins i klemme, ham fra Danmark: Vær tro mod dig selv alene. 

Vi taler selvfølgelig om Hamlet, den forpinte-suicidale prins af Staten hvor der noget, der er helt galt. Så meget er i hvert fald sandt!

Her kunne man sige en masse om det britiske kongefamilie, og hvad de har haft gang i internt såvel som udadtil. Prins Harry er søn af prinsesse Diana, og kan umuligt være uvidende om sin egen fars rolle i den hændelse, der tog livet af hans mor. Han kan ejheller være uvidende om den pædofili, der har floreret i kongefamilien. Igen behøver man kun at nævne hans fars venskab med pædomonstret Jimmi Saville og Peter Ball. Hvilket Charles heller ikke havde fra fremmede = sin egen far prins Phillip. Eller hvad med Prins Onkel Andrew og hans Epstein-eventyr? Hele familien stinker. Så på sin vis kan man forstå, at prins Harry, Hertugen af Sussex – der nu er fra kongehusets side er ‘frigjort’ = frataget alt andet end den tomme titel af prins og hertug – kan have haft en vis trang til at slippe fri. Men vupti, straks var der en woke-gimpe, der sagde haps og blev hertuginde. Det var åbenbart nødvendigt med en royal titel for at iscenesætte sin foragt for de royale – er det ikke det, der hedder dobbeltmoral? Men wokeness har ingen problemer med dobbeltmoral, og nu tjener det trendy, politisk korrekte celebrity-par kassen på setup’et med millionaftaler med Netflix og Spotify og bliver interviewet af pædoheksen, woodoo-præstinden Oprah Winfrey. De har efter egne udsagn valgt at blive ‘økonomisk uafhængige’, hvilket er totalt BS, for de er nu dybt afhængige af kyniske økonomiske spillere, der vil være villige til uden at blinke at smide dem under bussen den dag, de ikke har mere PR-værdi. De har heller ikke ‘valgt’ andet end at være uforskammede, de er blevet smidt ud.

Men pointen er ikke en eller anden form for ny-royalisme, for det er ikke værd at spilde på et så råddent fænomen som det britiske kongehus. Giles Fraser går videre ved at spørge:

Hvordan håndterer neo-liberalismen – som Meghan Markle opfatter sig som den ypperste repræsentant for – den ældgamle følelse af moralsk forpligtelse overfor dem, der har sat dig i verden, opdraget og draget omsorg for dig, UDEN at du selv har valgt dem til formålet?

Der er virkelig et problem her. Du har ikke selv valgt din familie, din genetik, din kultur, …. og hele remsen af frigørelsespotentiale. DU er blevet valgt til og ikke -fra. Du har fået det hele i dåbsgave, og nu er dit sølle, utaknemmelige svar et stort rungende F.U. !! Og det gælder ikke kun de enkelttilfælde af en onskabsfuld familie, der har misbrugt eller svigtet deres afkom, det gælder for familien over en kam.

Get woke, go broke

Giles Fraser slutter af med:

Uden den helt grundlæggende ide, at vi er født ind i en fundamental enhed af eksistentiel solidaritet – noget vi skylder en tak for, længe før vi var i stand til at vælge selv – uden dette er menneskelivet kappet fra sin fortøjning, og vi er dybt fortabte. Det er her, neo-liberalismen fejler. For når det handler om den mest grundlæggende forudsætning for menneskelig trivsel, familielivet, så har neo-liberalismen intet brugbart at sige, andet end at minde os om, at familier er destruktive og dysfunktionelle, og at man hurtigst muligt vil være tjent med at undslippe dem. Vær dig selv, bryd ud, frigør dig – er budskabet. Men dette er at save den gren over, som reden er bygget på.

Det ses intet sted tydeligere end i den kult, der udstråler fra Hollywood, hvor den bitchede ny-rige nyhertiginde kommer fra. Hollywood har ikke bestilt andet end at latterliggøre familier i årtier, fremstille familiefædre som imbecile tumper, forherlige splittelse og dysfunktion i familien, seksualisere børn, romantisere utroskab, afstumpe traditionelle værdier og hylde amoral, osv. Der ligger et særligt livssyn og en mørk agenda bag.

Neo-liberalismen fejler, fordi den er ude af stand til forsyne samfundet med de grundlæggende strukturer, som ethvert menneskeligt samfund er nødt til at bygge på. Neo-liberalismen har ikke længere noget, der er helligt og uantasteligt. De gamle kaldte det gudgivent, givet af den Store Natur. Neo-liberalister mener, at de kan designe sig ud af noget så vanvittigt kompliceret og dynamisk som et menneskeligt samfund. De hader naturlig dynamik, alting handler om social-mental kontrol. Alt bliver beregnet-kunstigt, syntetisk og påtvunget. Liberalistisk management-kultur = teknokrati SUCKS! Slutresultatet er meget-meget værre og ufrit, end det, som de neo-liberale ønskede at frigjøre sig fra. De indbildt frigjorte blev til totalitært tyranniske terror-udøvere. Deres impotente destruktivisme gjorde dem til en misundelses-kult med kronisk sur røv.

Disney dummer sig

For nyligt skød det perverterede og alligevel konstant leflende Hollywood sig selv i foden. Det tidligere mma-bokser Gina Carano, der er blevet meget populær på sin rolle i Disneys Starwars-serie The Mandalorian, blev fyret pga udtalelser, der viste, at hun ikke underkastede sig den kult-ideologi, der var obligatorisk i de cirkler. Hendes chef i Lucas Film – ejet af Disney-koncernen, suk! mere perversion og direkte involvering i pædofili – hedder Kathleen Kennedy og er en af de woke-left neo-feminister, der det ene øjeblik stiller sig op og hykler at fejre kvinders empowerment og det andet øjeblik lukker munden på en af de virkelig stærke kvindetyper, der er beundret af mange af begge køn. Gina Carano er simpelthen en sej type. Hun var den kvindelige udøver af ekstremsport, der banende vejen for andre kvinder i den indrømmet brutale sportsgren mixed martial arts, hvor man må smadre modstanderen med næsten alt, men har på lager. Uanset hvad man mener om det, så er det noget, der kræver guts og mod. Man går ikke ind i den ottekantede arena uden format til det. Der er ingen steder at gemme sig, det er kontant afregning, det er dig eller den anden. Alt forpulet feminist-ævl om stærke kvinder blegner og bliver lige pludselig meget virkeligt. Det interessante ved fyringen var, at det gav et kæmpe bagslag for Disney/Lukasfilm, for alle kunne se hykleriet. Der var shitstorm på de sociale medier og fansiderne eksploderede med voldsomme kommentarer fra fans af den populære serie. 1000vis opsagde deres abonnement på Disney+ kanalen i spontan protest.

Giv den en på blikdåsen!

Jeg indrømmer, at jeg ikke har set serien, da jeg overhovedet ikke orker at se TV. Til gengæld kan jeg finde på at se en boksekamp, så jeg er fuldstændig klar over, hvad der gjorde Gina Carano så populær. Hold da helt op, hvor hun smadrede sine modstandere! Men samtidigt er hun en flot kvinde og ikke et senet træningsmonster. Hun har simpelthen kvindelig karisma, et selvsikkert charmerende ansigtsudtryk og ægte star quality, og selvom muskuløs stadigvæk udstyret med et par … fedtdepoter på de rigtige steder (sorry, couldn’t help it). Men på samme tid totalt kompetent i det ekstreme drama, hvor det hele bliver MEGET virkeligt på den kontant’est tænkelige måde, i det øjeblik kampen starter.

Det var den karisma med rod i noget fysisk 100% autentisk, som skabte hendes fanskare. I kontrast til det stod det uautentiske, designer-ideologiserede, det syntetisk villede, som Kathleen Kennedy repræsenterede. En trend, der har gjort Hollywood i dag til en synkende skude af forskruet middelmådighed og dødssyg politisk korrekthed. Skuespillere bliver simpelthen casted ud fra et lefle-skema, hvor etnisk-kønslig identitet går forud for talent. Den slags resulterer ikke i store film, for at sige det mildt. At kineserne så nærmest har opkøbt Hollywood for at bruge det som det, som Hollywood allerede længe har været: en propaganda-platform, gør det ikke bedre. Det hænger nok snarere sammen.

Fordækt bondeanger – 50 år for sent

Så neo-liberalisme sucks. De mest intelligente af de gamle 68’er vidste det på sin vis godt. Erik Clausen lavede filmen De Frigjorte. Niels Skousen skrev sangen 68 https://www.youtube.com/watch?v=OZgIz1zH2k4. Nikolai Nørlund så rigtigt, da han gav Skousen et comeback som musiker, efter at 60-70’er politrocken med Skousen-Ingemann var blevet et museumsstykke. Men babyboomerne så sig for en stund i et midlertidigt anfald af selverkendelse over skulderen og opdagede, at der lå lig på vejen og hang skeletter i skabet. Klarsynet som helhed fik de næppe, dertil var de alt for programmerede til den kult-ideologi, de havde bekendt sig til, og som havde dannet dem. ‘Det er ikke det, at jeg er egentlig utilfreds. Det er bare en bagskid, der har varet siden 68’. Skousens nostalgisk-sørgmuntre sangtekst – som jeg elsker! – er alligevel og i sidste ende blot en gravsten over ungdommens naivitet og herregud, vi vidste jo ikke bedre, vi kørte bare med på vognen i selvberuselse. ‘Skudet det var godt nok, der var bare ingen pil på buen’. Jeg vælger dog at tro ved nærlytning – jeg har hørt sangen utallige gange – at han ved mere, end han siger direkte. Det skal et digt, en sangtekst heller ikke, den skal ikke forklare sig selv. Han har trods alt et publikum, som han ikke vil udfordre over en vis grænse. Vi ved det godt, siger han mellem linjerne i sangen, men vi skal jo heller ikke tabe ansigt. 68’erne kommer til at gå i graven med deres selvbedrag men med en underlig uforløst flov smag i munden.

… og AndyWarhol blev næsten skudt

Og det er sandt nok, hvad Skousen synger. Han er på mange måder en klog mand. Det er bare ikke godt nok længere. Med al respekt: De gamle selvbedragere vil gerne have syndsforladelse og en gravsten, et eftermæle, der ikke er lige til at lukke op og skide i. De kan ikke udholde tanken om, at deres børnebørn vil pisse på deres grave. Hvem kan dog det? De ved det godt, inderst inde. Det store blowjob, der gav dem medlemsskab af kulten for de rigtige – det var så nemt, for man skulle bare opkaste, hvem de forkerte var og så smide lort i hovedet på dem. Herefter ville alle de rigtige klappe én på ryggen og i egne hænder, og man ville få garanteret medlemsskab af kulten indtil næste medlemstjek. Det var et socialistisk ritual for villighed til ensrettet underkastelse. Ritualet er nødt til at foregå jævnligt og uophørligt, for dets holdbarhed er yderst ringe. 

I Trump-perioden fik de identitetsløse for en stund foder til deres jævnlige og helst daglige ritual. De stod op om morgenen og vidste ikke, hvem de var, hvor de kom fra og skulle hen. De var meget lidt sikre på, at de kunne li’, hvad de så i spejlet – som det første om morgenen. De var forvirrede over den store forvirrende verden, og hvad skulle de mene om den? Hvad kunne de overhovedet blive enige om? De havde ikke noget, de gik ind for længere, de havde kun noget, de var imod. Og så var det, det kom som en gave. Men-men kan vi så ikke i det mindste blive enige om én ting: At vi hader ham dér Donald Trump?! Ih det var vel nok godt 🙂 De identitetsløse fik et hadeobjet som projektionsskærm – for alt had er en projektion. Og når de var i stue med hinanden med eller uden social distancering, online-offline, så fik de nu påskud til 2 minutters had i hinandens selskab i form af det bavian-socialistiske ritual: Åh, hvis du lige klør mig på ryggen, så klør jeg også dig på ryggen … og du må også gerne klø mig dér, for det kan jeg godt li’. Hvorefter de identitetsløse fik en midlertidig identitet, fornyede deres medlemsskab af The Tribe og endnu engang slap for at tage stilling til, hvad de havde set i spejlet om morgenen.

Rend mig i identiterne

Identitetspolitik er beskrevet allerede i 1960’er af kulturmarxisten Herbert Marcuse. Begrebet repressiv tolerance var begrebet for den dominerende kulturs undertrykkelse af minoriteterne – ifølge Marcuse, for de kommende undertrykkere, the wannabe’s, taler altid om de nuværende kulturbærere som ‘undertrykkere’. For at omstyrte den dominerende kultur, i dette tilfælde intet mindre end hele den vestlige civilisation, måtte de postuleret undertrykte opfordres og belæres i at se sig selv som netop: undertrykte. Er I ikke undertrykte, jo det er I da, det var gåååt! Disse minoritetsgrupper kunne herefter militariseres i den samfunds-omstyrtende kulturkrig. Etniske, religiøse, racemæssige, kropslige, kønslige, politiske, aldersmæssige … hvadsomhelst kunne mobiliseres til formålet. Og blev det. 

MEN – hvad nu, hvis en udset repræsentant for den identitetspolitisk-undertrykte gruppering nægtede at definere sig selv som undertrykt og så sig selv som et stærk individ med egen-identitet? Hvad nu, hvis nogen nægtede at gebærde sig som bavian-socialist? Hvad nu, hvis nogen ikke frivilligt og hjernedødt stillede både røv og hjerne til rådighed for samfundsomstyrtelsen via politisk korrekt identifikation? Jamen, så havde kultlederne et seriøst problem. 

Og så ryger vi lige tilbage til eksemplet med Gina Carano. Hun nægtede at lade sig misbruge og at identificere sig ifølge skabelonen. Hun agerede ikke som woke eller social justice warrior eller feministisk frontparti efter drejebogen. Hun så ikke sig selv som et villigt stakkels offer, og så kunne hun ikke længere bruges. Det samme gælder for alle sorte, der ikke ser sig som underpriviligerede og undertrykte og ikke ser racisme overalt, hvor de går og står. De kan ikke bruges som SJW’ere for Black Lives Matter. Medlemskortet er, at man er villig – eller dum nok – til at acceptere en offerrolle.

Helt absurd bliver det med det det undertrykte klima, der er et stakkels offer for den uansvarlige menneskelige udledning af CO2. De bruger s’gu den samme model på naturfænomener! En offerrolle kræver et fjendebillede, noget man skal være bange for, skamme sig over eller føle sig skyldig over.

Sidestykket til mobiliseringen af the woke crowd, SJW’erne er udelukkelsen af alle med afvigende attituder som Gina Carano. Altså cancel culture, social udstødelse. I DDR kaldte de det for Berufsverbot, så det er ikke en ny ting, den er bare relanceret og redesignet. Og apropos det kinesiske kommunistpartis overtagelse af Hollywood: det er nøjagtigt sådan, det kinesiske undertrykkelsesapparat med sociale point fungerer i Hovedlandet. Hvis du ikke makker ret til punkt og prikke, så er du ude. Og hvad har kommunistpartiet mere købt og overtaget? WHO og FN. Hvad har vi kørende lige nu? Deres laboratorievirus. Og hvad bliver den brugt som påskud til, hvad er der lige på trapperne? Vaccinationspasset. Hvis ikke du opfylder normen og lader dig genmodificere iflg. det nye normale, så vil du blive frataget mulighed for at rejse, handle i butikker, bruge dit kreditkort, have en bankkonto, gå på arbejde. Kort sagt, du bliver myrdet med Statens godkendelse. I Kina myrder Staten folk uden at blinke, her i Vesten gør vi det bare på den bløde måde med et venligt sadistisk smil. Forskellen er ens.

Den store altseende kusse = Saurons øje

Hykleriet

Hvad så? Betyder alle disse paroler noget?

  • Vi går ind for ytringsfrihed – bortset fra når folk ytrer andre holdninger end deres, for så skal folk bare holde deres kæft.
  • Vi er SÅ miljøvenlige – hvilket betyder, at folk skal betale til milliardærklubben i form af grønne afgifter og CO2 globalist-skat.
  • Vi knuselsker folk med alle mulige hudfarver og etniciteter – bortset fra at hipsterne tager deres børn ud af skoler, som har overtal af indvandrere og fravælger de kvarterer, hvor de er i flertal.
  • Vi er SÅ progressive / fremskridsvenlige – bortset fra at de lige for tiden er ved at bombe menneskeheden tilbage til feudalismen med Spansk Inkvisition og bogbrænding.
  • Vi er åh-så-frigjorte – hvilket betyder frihed for ansvar for dem 0g Gulag for ikke-dem.
  • Vi går ind for stærke kvinder – behøver vi tage den igen, se ovenfor?
  • Vi er modstandere af enhver form for racisme – bortset fra den ultra-racisme, der udføres af BLM og omegn.
  • Vi går vældig meget ind for diversitet – sålænge diversiteten begrænser sig til de livsytringer, der holder sig indenfor kommissærvældets territorium.

Parolerne betyder ikke-og-en-skid!

Deres eneste berettigelse og formål er at mobilisere til den destruktive kulturkrig. 
Kun ofre for undertrykkelse kan mobiliseres. 
Hvis du nægter at spille med på offerrollen, kan du ikke mobliliseres.
Og så bliver du cancelled! Din medvirken i cirkusforestillingen bliver aflyst.

Her kommer så endelig de gode nyheder. Husk: revolutionen æder sine egne børn. 
Revolutionskulten ender med at aflyse sig selv, for den kan i sidste ende ikke holde lugten i bageriet ud.
Kulten strammer hele tiden skruen for, hvad der er come il faut, politisk korrekt, og til sidst kan dens egne medlemmer, ja selv dens ledere ikke leve op til de korrekt-absurde normer.
Kulten udviser symtomer på auto-immun-defekt-syndron.

Tilbage til kernen ordet neo-liberal, altså liberal = frigjort. I samme sekund nogen ser sig selv som reelt frigjort, altså frigjort fra undertrykkelse, så falder hammeren. Man SKAL være krænket-undertrykt for at være medlem af kulten. Og hvis nogen oven i købet skulle finde på at skrive sådan noget, som du lige har læst, så har man ret til at føle sig DOBBELT KRÆNKET! How dare you … kritisere de kritik-frigjorte? Var den lidt for indforstået? OK, Frankfurterskolens = kulturmarxismens = neo-liberalismens hovedtese er: Kritik ER filosofien. Kritik er deres ord for dissekerende ødelæggelse. Selvkritik er derimod utænkeligt. Det er faktisk forbudt, for den slags bedriver de aldrig, og skulle nogen finde på det, så bliver de … cancelled!

Neo-liberalismen ødelægger ALT, hvad den kommer i nærheden af.
For Ødelæggelse er dets fornavn, dets mellemnavn og dets efternavn.
Så betyder dens paroler noget i virkeligheden! Svaret er et rungende NEJ!

6 kommentarer

  • omar ingerslev

    Familiens historie er helt central – og burde fortælles, opstilles som stammen på et træ, med dets rødder, og med de mange fænomener og begivenheder i samfundet som grene og vildskud.
    I den beskrivelse ville det 20. århundredes eksperimenter ligne en motorsavsmassakre – eller hverdagen for en familie i Danmark, eller deforestation Amazonas.

    • marcohanuman

      Jeg kan li’ din analogi.
      Jeg får ideer. For selvfølgelig er angrebet på familien et angreb på selve livet og den menneskelige natur.
      Det er det sataniske element: Krigen mod naturen og den kosmiske naturlov – er det at tage munden for fuld?
      Det synes jeg ikke, når jeg selv skal sige det, og hvis jeg ikke selv skal sige, hvem skal så sige det 😉

      Det var det, jeg ville sige,
      når jeg selv skal sige det,
      for det har jeg ikke folk til

      Det er ikke et problem at andre siger det,
      det er bare irriterende, at jeg ikke sagde det først
      så at sige – det skulle dog være til at leve med

      Vi siger til, vi siger fra
      og når det er sagt, må vi sige lige ud
      at det siger sig selv

      Det er ikke til at sige, hvad det vil sige
      at leve i en tid, hvor mennesket kan siges
      ikke at have noget at skulle have sagt

      Efter sigende er det er ikke for meget sagt
      at der kan siges en hel masse om det uudsigelige.
      Det sagde de så ikke noget om, men så er det sagt

  • omar ingerslev

    Genialt digt – tak !

    En beskrivelse af familiens udvikling – og atomarisering i det urbaniserede og specialiserede 20. århundrede,
    gør det muligt for de fleste at identificere sig med hvad der foregår i en vidt forgrenet opløsning af alle traditioner i vor tid – gennem personlige familieoplevelser – enten bekræftende eller afkræftende.
    “Anti-lakmusprøven” tydeliggør familie-fænomenet : hos de store toneangivende familie-dynastier på globalt plan, er familiebevidstheden – og deraf afledte organisationsformer – MEGET stærk. I mindre omfang findes denne bevidsthed, endogent eller som efterligning af føromtalte familie-dynastier, hos en overklasse – også i det lille Danmark.
    Jeg har bevæget mig på “kryds og tværs” af traditionelt opstillede skel i det danske og i udenlandske samfund, hvorved jeg blev mere opmærksom på disse ur-familiestrukturer. Især flere ophold i Indien gav mig indblik heri.

  • omar ingerslev

    En gennemgang af familie-fænomenet kan også bruges til at holde en bevidsthed herom op mod den verserende politik i de fleste lande idag. Det kan sætte alt i perspektiv, og gøre det tydeligere hvad intentionen bag den verserende politik er, og længe har været, både i den enkeltes nære hverdag – og i det overordnede globale perspektiv.
    Jeg mener faktisk at det dermed bliver mere enkelt at afkode “komplicerede og kaotiske” aktuelle begivenheder.

  • omar ingerslev

    Fra stamme til storfamilie,
    fra storfamilie til familie,
    fra familie til single
    fra single til isolation
    fra isolation til levende død
    fra levende død
    til ingen død
    fra ingen død til alles …

    • marcohanuman

      Bring it on – poetry-slam-battle – I love it
      ‘nu rapper du bare’ siger de sure
      Ja selvfølgelig gør jeg/vi det!
      Det er jo skideskægt, hvad er jeres problem?
      Og det er jo det, som hele nedersteetage-konceptet handler om: Et tankerum for politisk-poetisk essayisme
      Men som jeg har prøvet sige et stykke tid: bring det up-front, sæt røven i klaskehøjde, som man siger, vov pelsen, ud med sproget.
      Væk fra vedhæftningerne – og ikke at de er OK, for der er de i den grad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *