Nebukadnezars drøm

Nebukadnezars drøm

Det er lidt problematisk med profetier. De er ofte så tilpas tågede, at det stort set kan tydes til hvad som helst, blot man klipper en hæl og hugger en tå, mens man ryger en pind og fyrer en fed. En af profetierne fra Biblen står dog særlig tydeligt frem i sin billedlige forudsigelse af, hvordan Verdens Magt skal skifte i 2.500 år efter dens fremsigelse. Det er dog stadig en tydning, men øvelsen kan alligevel være interessant.

Byen og haverne – i sig selv en drøm

Lad os for en stund forudsætte, at det under særlige betingelser er muligt at tappe ind i den store database, der indeholder de muligheder, som fremtiden kan bringe. Databasen er måske flerstrenget, så der er flere mulige spor, der alle kan blive til virkelighed, men nogle eller blot en enkelt er mere sandsynlig. Lad os også forudsætte, at profeter i den tunge ende af skalaen har en lidt mere dybdegående og intuitivt uforhindret adgang til databasen end vor tids letvægts-pseudo-profeter i form af fremtidsforskere, der bare samler data om nutidens trends og fremskriver dem.

I 630-562 f. Kr levede en konge i Babylon ved Nebukadnezar II også kaldet den Store. Blandt hans brutale bedrifter var ødelæggelsen af Jerusalem og erobringen af kongeriget Juda (Judæa), hvilket bla betød starten på det jødiske fangenskab i Babylon.

Mønten

Babylon var oldtidens måske mest overdådige by, og selv Rom måtte blegne. Nebukadnezars dronning Semiramis lagde navn til de hængende haver kendt som et af oldtidens syv underværker, og som kongen havde ladet bygge omkring paladset, fordi dronningen efter sigende længtes hjem til sit fødested i bjergene. Den store zigurath i centrum lagde navn til Babelstårnet – templet, universitetet, centralbanken. Byen var så meget hans by og selvforelskede livsværk, at han skrev anvisninger til sine efterfølgere, at de måtte overgive sig, hvis de blev angrebet, for han kunne ikke holde tanken ud om, at hans pragtstykke skulle ødelægges på samme måde, som han havde ødelagt Jerusalem og andre byer. På den anden side tilstræbte han, at byen var uindtagelig, så der var et overkill-stort antal mure, volde og vandgrave omkring den.

Det var almindeligt for en erobrer at bortføre udvalgte personer blandt de erobredes intelligentsia, kunstnere og adelige. Meningen var at påvirke og uddanne dem – lad os bare sige hjernevaske dem – som unge til senere at repræsentere og beherske den erobrede kultur, når de vendte tilbage. En af disse skikkelser var en mand, vi kender fra Det Gamle Testamente som profeten Daniel, der blev hentet til Babylon i det første af tre togter mod landet og dets hovedstad omkring år 605 f. Kr. Det beskrives i Biblen som det babyloniske fangenskab.

Profeten

Daniel blev opdraget og skolet blandt de babyloniske lærde. Han fik navnet Beltsazzar og kommer til at opnå anseelse som lærd og endog overlegen i forhold til sine babyloniske kolleger. Altså ifølge Daniels Bog i det Gamle Testamente, men skulle der have sneget sig lidt upartisk non-objektivitet ind her, er hans bog jo heller ikke en videnskabelig-historisk afhandling. Det fortælles i hvert fald, at han var særlig kyndig i tydning af drømme, hvilket skulle komme ham til gavn en dag og redde hans liv.

Vi kender det alle sammen. Ind imellem har vi en drøm, der synes mere livagtig end andre, og som er så foruroligende, at vi ikke kan slippe den. En sådan drøm havde kongen, og han var meget foruroliget. Han mente, at det var en drøm, der krævede en tydning og gav bud til sine vismænd om at tyde den. De meldte sig villigt til opgaven men fik snart kolde fødder, da det ikke var nok for kongen, at de tydede drømmen. Han nægtede simpelthen at fortælle dem, hvad han havde drømt, så de skulle først fortælle ham, hvad han havde drømt. De blev forfærdede, for noget sådant var ingen i stand til, og de blev ikke mindre forfærdede, da de fik at vide, at det var af med knoppen, hvis ikke de klarede opgaven.

Daniel blev også kontaktet, og betingelserne var de samme. Han indvilligede, men sagde, at han brug for tid til at forberede sig. Sammen med sine venner Hananja, Misjael og Azarja beder de Himmelens Gud om at hjælpe dem, og som der står:

Da blev hemmeligheden åbenbaret Daniel i et nattesyn; og Daniel priste Himmelens Gud, tog til orde og sagde:

Lovet være Guds navn fra evighed og til evighed, thi Ham tilhører visdom og Styrke!
Han lader tider og stunder skrifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres visdom og de indsigtsfulde deres viden; han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham.
Dig, mine fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig visdom og styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig om; thi hvad kongen vil vide, har du kundgjort os!

Da han han stod frem for kongen, og denne spurgte ham, om han var i stand til at fortælle ham drømmen, svarede Daniel, at den hemmelighed, der blev efterspurgt, kunne ingen kældæiske vismænd, manere, drømmetydere eller stjernetydere sige kongen, kun Himmelens Gud kan fortælle den slags. Så Daniel tager beskedent (taktisk klogt) ikke æren for tydningen, men siger, at hans Gud har gjort det for at gøre kongen en tjeneste, og for at han kan kende sin drøm.

Kongen

Herefter står der i Daniels Bog, kap. 2, v. 31-35, at Daniel genfortæller Kong Nebukadnezars drøm:

Du så, o konge, for dig en vældig billedstøtte; denne billedstøtte var stor og den glans overmåde stærk; den stod foran dig, og dens udseende var forfærdeligt.
Billedstøttens hoved var af fint guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber,
benene af jern og fødderne halvt af jern og halvt af ler.
Således skuede du, indtil en sten reves løs, dog ikke ved menneskehænder, og ramte billedstøttens jern- og lerfødder og knuste dem;
og på én gang knustes jern, ler, kobber, sølv og guld og blev som avner fra sommerens tærskepladser, og vinden bar det sporløst bort; men stenen, som ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.

Dette er det bibelske billede af kolossen på lerfødder, der som bekendt står til falds. Daniel siger derefter til kongen:

Du o konge, kongernes konge, hvem Himmelens Gud gav kongedømme, magt, styrke og ære, i hvis hånd han gav menneskene, så vide de bor, markens dyr og himmelens fugle, så han gjorde dig til hersker over dem alle, – du er hovedet, som var af guld.

Daniel tyder altså drømmen ved at sige, at hovedet af guld er Nebukadnezars rige. Han sørger for at ære – man kan næsten sige smigre kongen ved at sammenligne hans rige med et gyldent hoved. MEN – og det er så den dårlige nyhed – snart efter skal der komme et rige, der er ringere end hans, som er af sølv. Derefter skal der komme et rige, der er ringere endnu og af kobber, men som til gengæld skal strække sig over hele jorden. Endelig skal der komme et rige af jern, der er stærkt og mægtigt, og som vil knuse alt på sin vej. Det stærke rige har dog den svaghed, at dets fødder ikke er af jern men af ler.

Jern og ler kan ikke blandes, de kan ikke indgå ægteskaber. Til gengæld skal der til sidst komme et rige, der smadrer metallernes og lerets rige men som ikke skal forgå. En sten skal rykke sig løs, smadre kolossen, og et bjerg skal opstå.

Det er et interessant og meget stærkt billede. Man kan faktisk godt sætte sig ind i, at kongen var foruroliget over drømmens styrke og derfor søgte en kompetent tydning. Han havde åbenbart ikke tillid nok til sine vismænd og tydere, for han mistænkte dem for at ville give ham en velbehagelig sludder for en sladder. Daniels tydning accepteres som en blanding af gode og dårlige nyheder, der ikke stryger ham med hovedhårene ej heller fornærmer ham. Hvis hovedet skal falde, skal det yde fuld valuta, så længe det varer. Et billede på hovmod og storhedsvanvid. Kongen er ikke helt tilfreds med, at hans rige skal gå under, men han accepterer det dog som et ufravigeligt faktum.

Det er interessant, at profetien fremkommer som et samarbejde, en co-produktion mellem kongen og profeten. Kongen er den primære profet, for han har drømmen, og tyderen er den sekundære profet, for han udlægger den. Det ene kan ikke finde sted uden det andet.

Kongen har andre syner og profetier på sine sene dage. Han ser det Store Træ i Verdens Midte gro ind i Himlen (‘træerne gror ikke ind i himlen’), men bliver fældet og en stub med rødder efterlades. Han ser mennesket blive frataget sit hjerte, der erstattes af et dyrehjerte i syv tider. Flere sære og stærke billeder, der på foruroligende og direkte vis beskriver, hvad der faktisk er sket med menneskeheden.

I ren eufori over sine erkendelser om verdens gang holder kongen – og her er der et uelegant gearskift i skriftet, for kongen er nu lige pludselig Nebukadnezars søn, Belsazzar (underligt nok næsten samme tilnavn, som kongen gav Daniel – kaldte han ham for min søn? – er det pesha for Gud og Guds Søn?) – en stor fest for rigets stormænd, hvor de drikker sig i hegnet i drikkekar på størrelse med gulvvaser stjålet fra Jerusalems ødelæggelse, mens de lovpriser deres guder af guld, sølv, kobber, jern og sten (billedet fra drømmen).

Hvorefter Skriften på Væggen skrives af en menneskehånd. Spooky! Har du set skriften på væggen? siger vi.

Skriften

Endnu en gang tilkaldes magerne og tyderne, og de kommer igen til kort. Så tilkalder de profeten Daniel på den gamle dronning Semiramis’ bud, der udlægger skriften: Kongen havde stor magt, alle frygtede ham, og han gjorde, hvad han ville. For denne hovmodighed blev han omstyrtet – først her i et flashback får vi at vide, at der har fundet et statskup sted – og han var nødt til at leve blandt æsler og æde græs, til han indså, hvem der var Herre i hans hus og virkelig var i stand til at ophøje og nedstyrte mennesker. Så ku’ han lære det!

Men du, Belsazzar, hans søn, har ikke ydmyget dit hjerte, skønt du vidste alt dette;
du har hovmodet dig mod Himmelens Herre!

… og i øvrigt bællet vin af kar stjålet fra Herrens hus. Og så siger han selvfølgelig, hvad der stod på væggen: Mené, mené, tekél, ufarsin. Mené betyder, at Gud har talt dine dage, tekél betyder, at du er vejet og fundet for let (herfra stammer det udtryk) og ufarsin (de, der taler farsi) eller perés (perserne) betyder, at dit rige bliver delt mellem Medien og Persien.

Daniel afsiger ved sin tydning dødsdommen over tronarvingen, der bliver dræbt samme nat. Såvidt de første fem kapitler i Daniels Bog, der er på ni kapitler. Vi behøver ikke at genfortælle dem alle sammen, men man kan grundlæggende sige, at det hele drejer sig om en magtdemonstration af jødernes gud over de babyloniske gudekonge, der forlanger, at folket tilbeder dem. På et tidspunkt bliver Daniel smidt i løvekulen, da han nægter at tilbede kongen, men som bekendt overlever han, for Gud sender en engel, der lukker tandsættet på løven. Efter Belsazzar overtages tronen af mederen Darius og efter ham perseren Kyros. Daniel bliver hovedpersonen i denne historie om magtskift.

Lad os vende tilbage til drømmen, for den er interessant. Vi har allerede forstået, at hovedet af guld på statuen er identificeret som Babylon, og at Nebukadnezar personificerer hovedet.

Billedstøtten

Der er ikke meget at betvivle, for Babylon var berømt for sit guld. Byen var større end både Rom og Athen – placeret 20 km syd for nutidens Bagdad. Det sagdes, at der var mere guld i Babylon, end der var støv. Udgravning af Babylon startet i 1899 af tyske arkæologer har afsløret en by omgivet af 2 separate mursystemer, der hver bestod af 3 separate mure. Der var 200 templer i byen. Det akkadiske sprog var et internationalt handelssprog – akkadierne var det krigerfolk, der overvandt det tidligere sofistikerede storrige, Sumer – og denne sproglige dominans viser Babylons enorme indflydelse. Denne indflydelse har varet over tid, for bankvæsenet, som vi kender det i dag, er en babylonisk opfindelse.

Nebukadnezar var ikke tilfreds med kun at være hovedet på statuen. Det fortælles herefter, at han lod en stor støtte af guld opføre og befaler folk at tilbede den. Det var en tid med oprør i hans rige, og handlingen kan ses som en måde at gennemtvinge loyalitet overfor ham. Måske skal hele Daniels bog læses som en allegorisk fortælling og dette oprør, og Daniels tre venner’s navne, på babylonsk Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ligner navnene, der er nævnt på kongens oprørske undersåtter. Faktisk antager Daniel på denne måde skikkelse af Messias, lederen af det jødiske oprør, vi kender fra det 1. århundrede, der også kun kendes i allegorisk form – se Kongen der forsvandt. De tre venner blev på et tidspunkt lukket ind i en gloende varm ovn, hvor de overlevede. Som der står: der gik tre mænd ind i ‘ovnen’, og der kom fire ud igen. Men det er en sidehistorie om okkult teknologi ligesom Pagtens Ark?

Men hvad er drømmens beskrivelse af bryst og arme af sølv? Hvad er bug og lænder af kobber. Og hvad er ben af jern og fødder af ler?

Vi husker, at det tredje rige, der skulle komme, skulle udstrække sig over hele Jorden, så vi forstår heraf, at det ikke var regionale kongedømmer men Imperier, der er tale om. Imperier står og falder ikke i løbet af kort tid, så vi forstår også, at det er en profeti, der ser langt ud i fremtiden.

Sølvriget, der fik Babylon til at falde, var Persien. Kong Cyrus den Stores hær omringede Babylon i år 539 f.Kr. Det kaldes også det Achaemenidiske Persien. Babylonerne følte sig nogenlunde trygge grundet de uindtagelige murværker, der ikke kunne overrendes af hverken rytterhære, stridsvogne, bueskytter el lign. Det var før de store krigsmaskiners tid. Det er her Daniels Bog kommer ind i billedet med sine allegorier, og han skriver, at kongen, der var Belsazzar, faldt på en enkelt nat.

Festen og faldet

Floden Eufrat løb tværs igennem Babylon, og det murværk, hvor floden løb ind gennem forsænkede porte, var lukket med solide gitterporte – og vand. Perserne løste problemet ved at bygge en dæmning og en kanal, der ledte floden udenom og blottede den undersøiske port og grunden underneden. Da de først var indenfor, kunne de åbne de andre porte, hvorved byen faldt på en nat, hvor kongen holdt sin sidste fest, som beskrevet i Daniels Bog. Det er her, de ser skriften på væggen, hvilket allegorisk beskriver, at de erkender, at deres dage er talte, og at deres rige nu bliver overtaget af det Achaemenidiske Persien eller det Medisk-Persiske Rige og deres soldater med brynjeplader i oliepoleret jern, der ligner det pure sølv.

Kong Cyrus kunne være brutal ved de byer, der kæmpede imod, før de faldt. Byer, huse, mænd-kvinder-børn blev udslettet, ikke et kønt syn. Men bystaten Babylon faldt på en ret ubesværet måde, og her foregik det uden brutalitet. I den jødiske optik (Daniel) var det et velgørende fald, for de jødiske tilfangetagne fik lov til at vende tilbage til deres land.

Det ligger i sagens kultur – vi bør nok ikke kalde det for natur – at et storrige ønsker at ekspandere, for hvordan var det blevet et storrige til at begynde med? En af de persiske konger hed på oldpersisk Xšaya-ṛšā eller på moderne persisk Khashayar. Men det kunne jøderne hverken stave eller udtale, så han hed Ahasuerus. Men det kunne grækerne ikke udtale, så han hed Xerxes. Vi finder ordet igen i titlerne for kejserne (en af variationerne er netop kejser efter Caesar, der udtales Kaisar), Shah eller Tsar. Xerxes hustru var Esther, en ung jødinde, og historien findes i Esthers Bog. Hans ambition var at erobre Grækenland, så det gjorde han. Og grækerne glemte aldrig den historie.

Erobreren

Disse hændelser var i 400-tallet f.Kr. Så da makedoneren Alexander (den Store) 100 år senere overtog Grækenland, huskede makedonerne og grækerne, hvad perserne havde gjort ved dem og ønskede hævn. De samlede en hær med stor effektstyrke, der kunne bekæmpe den persiske hær af langt større mandsstyrke. Ved tre store slag i 330’erne slog de den persiske hær. I slaget ved Arbilla i 331 var Alexander i stort mindretal, men vandt ved sine særlige taktikker. Hans hær var kun på omkring 49.000 mænd. Den persiske kong Darius’ hær var på 490.000 mænd konservativt estimeret, nogle kilder siger en million mænd! Alexanders taktikker var falanksen, de lange spyd, osv. – en militærhistorisk fremstilling i sig selv. Kong Darius vælger simpelthen af vende sin hest midt i slaget og flygte, hvilket betyder, at hans hær følger efter.

Så her har vi det tredje rige i Daniels tydning, Kobberets Rige (bronze). Det er Alexander den Stores Rige, der ekspanderede via de Persiske Rige og helt til Indien. Det beskrives i Daniels Bog kapitel 8, hvor der i et syn fremkommer en stor vædder, der knækker sit ene horn. Heraf begrebet hov-mod. Alexanders græske verdens-ekspansion knækker sit ene horn, da han rammer muren og når Verdens Ende – og han græd, for han så, at der ikke var flere verdener, han kunne erobre.

Vædderen

Alexander var mægtig og intelligent. Han var oplært af tidens fremmeste filosof Aristoteles. Men selvom han erobrede storriger og hele verden, erobrede han aldrig sig selv og sine egne dæmoner. Han døde frustreret og desillusioneret derude på slagpladsen i Babylon og overlod et rige til sine fire generaler, Cassander, Lysemicus, Ptolemæus og Soluceus, der delte hans rige i fire områder.
Efter en samler kommer en stak spredere.

Det er interessant, at en verdenserobrer – i dag ville vi kalde ham for en imperialist – er opdraget af filosoffer. I dag ville vi kalde det for ideologer, spindoktorer eller geopolitiske / sikkerhedspolitiske rådgivere. Filosoffen Leo Strauss fra University of Chicago rådgav en stribe studerende og senere politikere forankret i US Deep State kaldet The NeoCons. Var Strauss overhovedet klar over, hvad han leverede filosofisk skyts til? Var Aristoteles klar over, hvad hans lære endte op med?

Det fjerde rige er Jernets Rige. Dette rige har den størst tænkelige styrke, hvormed det sønderlemmer og smadrer alle lande, der sætter sig op imod dets ambition om erobring. Jernets Rige er Romerriget, det militære imperium.

Hæren

Det Romerske Imperium er som USA i dag. Det er et rige, der kendetegnes ved dets militærbudget, omfanget af dets hær, dets Senat og dettes korrupte og bestukne senatorer, dets brutale overgreb på alle lande i dets operative sfære, dets tyveri af andre kulturers opfindelser og ejendomme og dets evne til at forfalske historie for at bortforklare sine overgreb. Alle kunstgreb har det amerikanske imperium lært af det britiske imperium ud af hvis næse, det er snydt.

Rom blev ikke overrendt af endnu et imperium. Det blev undermineret, for dets fødder var af ler. Rom havde opnået den maksimale styrke for noget tænkeligt imperium, så intet af samme størrelse kunne overvinde det. Imperiets lerfødder var dets undersåtter, der bottom-up invaderede og destabiliserede Rom. Riget gik i opløsning via sine indre og underliggende modsætninger, hvorved det udsatte sig for både inde og ydre overtagelse.

I Daniel-profetien siges der, at kongeriget vil blive opdelt i Jernets Rige, for ler og jern kan ikke blandes. En række af såkaldt barbariske stammer underminerede Rom. Romerriget fortsatte i forskellige begrænsede og midlertidige former såsom det Frankiske Rige = Karl den Stores Tysk-Romerske Rige. Det Katolsk-Romerske Rige () delte sig i det Øst- og det Vest-Romerske Rige. Med andre ord: ingen af de riger, der efterfulgte og efterlignede det romerske var i stand til at holde sammen på Riget. Napoleon var ikke i stand til det. Briterne har ikke været i stand til det. Amerikanerne – viser det sig nu – har ikke været i stand til det.

Europas historie har været historien om mere end et årtusind langt forsøg på at forene Riget ved hjælp af indgiftning, et kunstigt bånd til at holde drømmen om det udelte Romerrige i live ved at arrangere politiske og strategiske ægteskaber. Det var kun i begrænset tid i stand til at gøre det. Herefter var det ler og jern, og de blandede ikke, for sammenholdet blev smadret af deres storhedsvanvid, der altid endte op med, at de bekrigede hinanden. 1. Verdenskrig var kulminationen på denne dødsdrift, hvor tæt beslægtede monarker slagtede løs for at ødelægge hinandens storhed.

En hel stribe Imperier efter Romerriget har forsøgt at genskabe dets storhed. Charlemagne Tysk-Romerske Rige, Det Britiske Imperium, Napoleons Kejserrige, Det Tredje Rige, US-Empire, alle tog de deres ideal og rollemodel hos romerne. Tydeligst nok hos briterne, der så eksplicit udråbte sig som Romerrigets sande arvtager med ret til at udøve Jernets magt. I kongens drøm siges der, at det ikke ville lykkes, for jern og ler kan ikke blandes og skabe sammenhæng og styrke. Leret, det bløde, vil underminere jernet, det hårde. Også briterne og senest amerikanerne havde ler i skoene og jord mellem ørerne.

OK. Hvordan kan vi vide, at Daniels Bog er skrevet før alle disse events taget i betragtning en hel række af tvivl og disputser omkring dateringen af bibelske skrifter? Det synes at være det store spørgsmål med det meste af det materiale, der er blevet til Biblens to testamenter. Hele skriveriet kan rent faktisk være en efterrationalisering baseret på viden om de fire imperier. Det, der kan tyde på, at bogen er autentisk, er at den findes som et kanonisk skrift i Dødehavsrullerne, der dateres til mellem 250-50 f.Kr.

Drømmens slutning er den sten, der kommer ned fra bjerget – den gammeltestamentlige Gud boede på bjerget, for Moses måtte jo gå derop for at tale med Vorherre for at få loven på tavler. Stenen smadrer det ikke-bæredygtige gudebillede, der ikke har nok sammenhængskraft – for nu at tale managementsk. Kristne fortolkere er ikke sene til at sige, at det er Kristi genkomst og Tusindårsriget, for ud af stenen voksede et bjerg i sig selv, der fylder hele Jorden. Så Daniel profeterer altså om Jesus 500 år forinden – ifølge de kristne pundits.

Hvis man ikke skal kaste sig i armene på bibelbaskerne, så kunne man også hæfte sig ved den devolution, den degeneration der beskrives som forfaldet fra guld til jern beskriver. Det er den samme proces, som Platon beskriver i sit Store år, hvor Guldets alder bliver til Sølvets Alder, Kobberets/Bronzens Alder og ender i Jernets Alder. Vi kender den i den vediske, den vidende version som de fire yugaer, hvor Kali Yuga er Jernets Alder, og starten på Kali Yuga ifølge den mest pålidelige tolkning, som er Sri Yukteswars, daterer starten på Kali Yuga som sammenfaldende med Romerrigets dannelse, og slutningen af Kali Yuga inklusive overgangsperioden på 400 år er år 2000, hvilket vil sige for 18 år siden. Herefter er vi indtrådt i en ny opadstigende Kobberets Tid.

Tiderne har nu skiftet, subtile energier har sat sig igennem, men folk er utålmodige og vil se resultater her-og-nu. Bidragsydere og eksponenter, der i ufuldkomment omfang allerede bidrager til skiftet, bliver skudt i sænk og lagt for had, for vi vil have fucking Stairways to Heaven, og det kan ikke gå for stærkt. Her er der blot at sige: 2.500 år er som menneskenes dage, der er som græs, som der står i Salmernes Bog. Mon ikke vi kan vente et årti eller to endnu?