Kailo,  Scientia

Naturen det billige skidt

Det var sådan en vittigt udtryk, dengang i forrige årtusind. Naturen det billige skidt, sagde man med et vist anstrøg af ironi og som en kommentar til, at nu havde de igen jævnet et stykke natur med jorden for at lave en parkeringsplads eller et indkøbscenter eller en motorvej gennem et af Danmarks skønneste naturområder. Eller bare i det små, hvor naboen fældede et stort flot kastanjetræ, fordi det ikke passede med hans udsigt eller havearkitektur.

Eller måske gik han i krig med mælkebøtterne. De skød op i hans græsplæne, som han prøvede at få til at ligne en golfbane. Det var lissom villahave-Danmarks ideal af en have: en veltrimmet græsplæne uden andet end græs, nydeligt indrammet af sten i kanten, små stier af perlegrus eller måske fliser, blomsterbede uden underbevoksning, hække, der var klippet i snorlige rækker. Næsten som at være indendørs, når man var udendørs. 

Og ja, haver kan være hele små kunstværker, små helligdomme af intens sanselighed og ro, og et gedigent terapeutisk projekt for den entusiastiske haveejer. Det skal ikke underkendes, og seriøse undersøgelser har vist, at selv det fysisk at få jord under neglene og grønne fingre, påvirker helbredet i den rigtige retning. Og ja igen, hækken skal klippes, ellers går den bazongas, og græsset skal slås. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har en 100 m lang hæk, der sine steder et over to meter tyk. Hvis den ikke holdes nede, så flader den omkuld på et tidspunkt. For et hus, der ligger udsat for vestenvind i et åbent landskab, er den helt nødvendig som læ. Men hvad er der med de mælkebøtter? Hvad har de gang i – udover at irritere småborgere i landets villahaver?

De viser sig, at de er en vældig god indikator for jordens tilstand. Naturen har et formål med alt, og mælkebøtter er udsendt på en mission. Når jorden er for kompakt til at ånde frit, så går de i gang. Hvis man nogensinde har prøvet at grave en mælkebøtte op med hele sit rodsystem, så ved man, at de stikker usandsynligt dybt og er vidt forgrenet. Hvis man tror, man kan udrydde dem, så tager man fejl. Mælkebøtter løsner jorden, så den kan ånde. Dernæst sørger de for, at kalk fra dybere lag af jorden kommer op til overfladen. Og så er de den primære nektar om foråret for alle de insekter, som man gerne vil have i sin have eller sit landbrug, der sørger for at holde forskellige sygdomme væk fra gevæksterne.

Hvis man dernæst kigger nærmere på mælkebøtten som et næringsmiddel, så er alle dele på planten spiselig. Blomsten kan ryge direkte ned i salaten. Unge mælkebøtteblade er som den fineste ruccola – de fuldvoksne blade skal man holde sig fra, de er meget bitre. Men generelt mangler vi bitterstoffer i maden i en tid, hvor alt skal smage af sukker. Rødderne kan bruges til at lave kaffe af. Renset, tørret og ristet giver de den fineste non-koffein kaffe, og hvis man alligevel har gang i en grill og ikke ved, hvad man skal bruge al den varme til, når man er færdig med pølserne, så smid en håndfuld mælkebøtterødder og til ristning. Mælkebøtten er propfuld af næringsmidler, og den står også på listen over naturmedicinske planter. Har du brændt dig på en brændenælde, så tag stænglen og gnid mælken ud på huden. Brændenælden er en anden nyttig plante, hvis man vælger at acceptere den som sådan. Lider man af jernmangel, så ud og høste mælkebøtteblade og lave suppe, te – eller hvad med den italienske ret lasagne al ortige, brændenældelasagne, hvor der er indskudt et grønt lag i stedet for spinat? Smid noget hytteost ned i det grønne, og læg i lag med den røde og hvide sovs + parmesan. I stedet for rasp i toppen så prøv med en håndfuld boghvedkerner. Du kan helt skippe det hakkede kød, for der er masser af smag og næring i retten, som den er. Eller hvad med en ukrudtspesto af nyhøstede skvalderkål, mælkebøtteblade, brændenælde, persille, olie, nødder, salt og revet parmesan? Pesto er ikke en opskrift (al Genovese er en opskrift), pesto er en metode.

Og så nærmer vi os det tidspunkt, hvor man kan supplere sin salat ved at gå en tur i bøgeskoven og høste en posefuld lysegrønne bøgeblade. Det er den korte periode på et par uger, hvor de kun er næsten foldet ud, at de kan spises. Det er også nu, at du skal kende dit ramsløg-sted. Mere pestomateriale, eller til grillen, eller rørt op i smør til bagte kartofler, eller tørret i ovnen og gemt i poser. Husk at lufte ud, for der stinker af hvidløg i hele hytten, når man tørrer.

Det meste af naturen-det-billige-skidt – for det koster jo ikke noget, og det ankommer, uden at du behøver at gøre noget – kalder folk for ukrudt. Altså det germanske ord unkraut, hvor Kraut/Kreuter er kulturplanter og dermed ikke ukrudt. Glem bare ikke, at alle kulturplanter kommer fra vilde planter, der er blevet rendyrket, ligesom al medicin stammer fra udtræk af naturen, hvorved det bliver patenterbart og kommercialicerbart – og lige pludselig ikke billigt længere. Betegnelsen ukrudt er stærkt misvisende, for der findes en hel stribe spiselige planter ikke langt fra din hoveddør – det kan være lidt svært i storbyen, og mælkebøtter langs hovedvejen er ikke anbefalelsesværdige. Men københavnere fx, sluk mobilbamsen, ud på Fælleden og Vestamager, op i Dyrehaven. 

Jeg vil gerne anbefale en nyttig app til download. Den hedder Vild Mad. Den lister alle spiselige planter op efter navn, årstid, sanselighed (hvordan kender man dem), indsamling (hvordan høster man dem), forslag til opskrifter og konservering og – hvilket er vigtigt – muligheder for forveksling med giftige eller uspiselige planter. Træer er i visse tilfælde også spiselige. Vidste du, at grantræets lysegrønne spidser giver en herlig kop te? Vidste du, at kogler fra ædelgran er en delikatesse (spørg dit lokale egern). Vidste du, at birketræer lige nu er sprængfulde af saft? Tag en lavvoksende, tynd sidegren, skær spidsen af og hæng en let flaske på. Træet tager ingen skade af den metode. Grenen starter med at dryppe lige med det samme, og i løbet af natten har du en halv liter saft, der kan drikkes, som den er. Eller koges ind til sirup. Eller brygges til vin. Det samme gælder for ahorntræet. Det er lige nu, det skal ske, før bladene er sprunget ud. Brug ikke unge træer men træer med en højde på 10 meter. En anden metode, hvis du fx har et træ på din egen grund, som du gerne vil vende tilbage til hvert år, er at lave en spuns, en konisk prop med et tyndt hul i midten og bore et hul i stammen svarende til proppen. Et stykke af et gammelt trækosteskaft vil være perfekt. Når du har tappet, så har du en tilsvarende prop uden hul i midten, der lukker hullet i træet. Næste år skifter du bare proppen ud, tapper og lukker igen. Det tager træet heller ikke skade af. 

Her er lige en kvinde, Stephanie S. Alemanno / snilde.dk, der via video på en halv time viser, hvor mange muligheder der findes for at høste i naturen – 19 forskellige gevækster til en eksplosion af en salat! Man vil ikke kunne gøre hende det efter i ét hug, for hun fortæller selvfølgelig ikke, hvor lang tid hun har brugt på at blive så sikker i sin bedømmelse. Men samtidigt viser hun, at det ikke er raketvidenskab, der er bare en tabt viden, som vore forfædre havde, og som hun har genopdyrket. Hvis man kan li’ at gå i naturen, så kunne man have som ambition at finde én ny plante hver gang.

Kom ud af hulen midt i coronafascismen, ryst den socialdistancerede stuearrest med gasmaske ud af systemet og høst noget gratis sundhed af naturen-det-billige-skidt. De vil gerne pumpe dig fuld af transhuman eksperimentel genmodificering, og ser ikke gerne, at du har for meget kontakt naturen, det upatenterbare spisekammer og forebyggende medicinskab. Giv globalisterne og teknokommunisterne en dobbelt fuckfinger for en dag. 

Og lad så være med at hælde liljekonval, skarntyde og hvid fluesvamp ned i kurven. Med mindre du gerne vil overhale globalisterne indenom og tage livet af dig selv med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *