Mørk himmel

Jeg har en teori, og jeg siger udtrykkeligt, at det er en teori, en spekulation,
der handler om, at gadelys er opfundet for at få mennesker til at glemme,
at de hører hjemme under åben himmel i et Univers af uendelighed
med kosmiske ovenlys af overvældende mangfoldighed i dette hav af uendelighed.

Jeg ved godt, de hævder inde hos teknisk service ved kommunen,
at det er for, at mennesker ikke skal baldre sammen i mørket,
og sandt nok er det, at man nødig ville være foruden et sæt hæderlige lygter
på en mørk sidevej til en landevej, hvor der kunne ligge en død ko eller værre,
men hvem siger i øvrigt, at mennesker er skabt til at rave rundt i mørket,
når vi af naturen ikke er skabt med natteøjne som katten og måren og musen?

Men min teori inkluderer også den mulighed, at de inde hos teknisk service
ikke kender den fulde sandhed om det, de går og servicerer, hvilket ikke nødvendigvis skal ligge dem til last, herregud det står ikke i deres jobbeskrivelse, de får ikke løn for det,
men altså at der er en større – eller dybere om du vil – tanke bag al den overbelysning,
dette nær- og distanceblænderi, denne lyskult, disse forhørslamper i dit fjæs, tilstå-tilstå!

Nogen vil måske påstå, at det er et gammelt instinkt med at skræmme mørkets magter,
alle vampyrerne og varulvene og det øvrige gespensteri og troldtøj, der efter sigende og troende huserede i mørket, mens vi forskræmte sad og skuttede os ved ildstedet.

Min teori slutter af med en mistanke, og jeg siger udtrykkeligt, at det er en mistanke om,
at mennesker ikke må kende den sande betydning af mørket, alt det, der gemmer sig mellem de kosmiske ovenlys, det sted, hvor lyset, stoffet og energien forsvinder og bliver til sin egen modsætning, nulpunktet for evighedernes evighed, genskabelsen og genfødslen, mødepunktet mellem livet og døden, hvor skabelsen viser sig som noget, der ikke foregik en gang for længe siden, da en eller anden sindsforstyrret gud legede med tændstikker i en gastank, men hele tiden, hvert nanosekund, hver dag, hvert år og hver æon for næsen af os, mens vi står på en underbelyst mark og ser op i den mørke himmel med mælkevejens myriader, og oven i købet føler, at vi er en del af det! Bare en teori.

Skolepengene tilbage

En skøn omend utænkelig tanke, for det ville betyde et anseligt beløb som tilbagebetaling for at have spildt et anseligt antal dage, timer og i sidste ende hele år på at lære absolut INTET! af værdi eller relevans for forståelsen af virkelighedens verden.

Hvilket selvfølgelig er endnu et problem, da uvirkeligheden synes at virke på sin egen effektive omend i anselig grad syge måde og dermed bliver til virkelighed i sig selv, al den stund at virkelighed er det, der virker, hvorved den æder og fordøjer alt det, der burde have været virkeligt, men som i bedste fald henligger som uvirksomt.

Og det er et anseligt problem, at vi ikke kan gøre andre end os selv ansvarlige for det omfang af uvederhæftighed, som blev proppet ind i vores potentielt modtagelige hoveder, mens vi i øvrigt havde travlt med at rende rundt og sparke til en bold nede på engen eller køre os fordærvet på en hjemmelavet bjergbakke af en jordbunke i en tid, hvor mountain bikes ikke var opfundet endnu – og hvad tøserne lavede, mens vi væltede rundt i græsset i en brydekamp, har jeg ingen anelse om, men de af os, og der var faktisk en del, der havde en IQ, der var gearet til andet end at læse tegneserier – og med al respekt, for vi læste eddermange af dem – altså vi kunne ligeså godt have lært en masse om den virkelighed, der ikke var uvederhæftig.

Hvilket selvfølgelig er endnu et problem, for de stakkelse skolelærere havde ingen anelse whatsoever, som de siger over there om, hvad de havde af virkelige – der var den igen – muligheder for at formidle virkelighedens verden, for de var børn eller lillebrødre-søstre af en generation, der fik et gigantisk traumatiserende folkemord over nakken, der lærte dem ikke at stille spørgsmål ved, om virkeligheden nu også liiiiige var, som de sagde over there, for alle var jo lettede over, at folkemyrderierne stoppede for en stund.

Og det er et anseligt problem, at de nu kaldte krigsskat for indkomstskat, for krigsmagerne havde købt krigen på afbetaling og skubbet gælden til kommende generationer – for evigt! Og hvorfor er det et problem? Det er et problem, min fætter, min kusine og min syge moster, fordi vi lærte et og andet om krige i skolen, som vi i hvert fald i gamle dage betalte skolepenge til – men vent, det gør vi stadigvæk, for vi betaler skat! Got my point?

 

Narcissos

Og her er det jo vigtigt at huske på, at nymphen Echo blev straffet og sendt over i det andet rige, den anden dimension, hvor hun kun var i stand til at gentage og aldrig ytre, hvilket efterlod Narcissos i en utålelig situation, der tvang ham til at for evigt at glo på sit eget spejlbillede, begge derfor fanget i eget privat fængsel af fortryllelse.

Ringer der en klokke?

Nå, men så prøver vi den her. Gud, eller rettere som der står skrevet: guderne, hvem de så end var, så en dag, at menneskene nu var i standt til at ’skabe det, som de ønskede’, hvilket var utilstedligt for guderne, så de besluttede sig til, som der skrevet står, at straffe menneskene med et masseødelæggelsesvåben, så de ikke længere kunne tale sammen.

Er der et mønster her?

Så er der yderligere historien om den videbegærlige kvinde i haven, der åd af æblet, hvorefter både hun og hendes boyfriend blev smidt ud af botanikken i bar røv, og det må sandelig være en alvorlig forseelse, siden ledelsen var nødt til at hyre en engel med flammesværd til at sørge for, at de ikke sneg sig indenfor igen efter lukketid.

Er det noget nyt under solen?

Nyheden skulle i så fald være, at guderne stak halen mellem benene i erkendelse af, at menneskene var for hård en nød at knække, hvilket der meget, der tyder på, at de IKKE gjorde, siden de ikke til dato er holdt op med at pisse ned i myretuen og lægge gift ud for tilegnelse af egentlig viden og udførelse af egentlig samtale.

Hvad har det efterhånden med Narcissos at gøre?

Jeg tror, svaret må blive, at uden egentlig viden og egentlig samtale, fanget i babylonisk begrebsforvirring uden anelse om, hvor vi kom fra og hvem vi er, så hedder vi alle sammen Narcissos og glor ned i en vandpyt, mens vi piller i vores navler og kønsdele

 

Bavian

Hvis du gider mene det samme som mig, mens du klør mig på ryggen, så vil jeg føle mig bedre tilpas, og nu mens du er i gang, må du godt nappe den tæge, der sidder deromme, og klø lidt igen, når du er færdig.

Så skal jeg nok mene det samme som dig, for hvis jeg skal være ærlig, så er jeg temmelig meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om det hele, men hvis vi nu blev enige om have den helt rigtige mening med det grønne kosher-svanemærke, blåstemplet rødt og gult, så kunne vi sidde og klø hinanden diverse steder, mens vi nikkede bekræftende og anerkendende, som det hedder på coachingsprog.

Og så slap vi også for at have en samtale, for den slags kan godt være lidt for udfordrende, mens man klør pels i flok, så i stedet for kan vi sige nogle lyde og lave nogle grimasser, der passer, mens vi lufter vores gasser og stilfærdigt højlydt fryde os over, at flokken udelukkende består af den størst tænkelige multikulturelle diversitet af individer med samme grad af uddannelse, samme mening, samme indtægt, der ser de samme dødssyge TV-programmer og stemmer på den samme fløj til valget.

Således omgivet af bavianer med den samme regnbuefarvede røv, der aldrig siger imod, eller stiller dumme spørgsmål i utide i stil med: hvorfor mener vi hele tiden det-og-det, og hvor kom den mening fra, og mener vi i det hele taget noget?

For den slags partykillers må nok hellere se sig om efter en anden flok, siden overbavianen ikke ville forstyrres i sin ideologiske middagssøvn og ej heller gad få sin meningsdannende banan galt i halsen.

Så hvis du gider lukke døren, så vi ikke behøver være i stue med andre end de, der klør os på ryggen, bag ørerne og mellem benene på den helt rigtige måde, så er du et politisk korrekt pelsdyr, og hvis du gider at klø lidt mere til venstre og lidt mere … JA for satan, det kløede, så jeg blev helt våd i underpelsen! og gider du så ikke lige at sige til dem på den anden side af døren, at de skal holde deres kæft i ytringsfrihedens navn.

 

Berømmelse

Godt jeg ikke er berømt, tænkte han ved sig selv, mens han gik ned af hovedgaden en lørdag formiddag i en af de her små provinsbyer, du ved, hvor der stort set kun er én forretningsgade, der er værd at tale om, og hvor folk mere eller mindre kender hinanden eller som minimum har spottet typerne ud, og hvor tjeneren i den lokale restaurant allerede mener at vide, hvilket slags øl man har tænkt sig at bestille til biksemaden.

Men så kom han til at tænke på, at et sådan sted måske ikke ville være det værste sted at være berømt, hvis det ikke kunne være anderledes, for så kunne man i det mindste få glimmeret overstået, og der ville nok altid være tale om et drys jantelov af den mere harmløse og egentlig velgørende karakter i retning af Det kan da godt være, han er noget ved musikken, men her ude er han altså bare …

Han gøs ved tanken, mens han forestillede sig berømtheder i Hollywood-kategorien udenfor deres indhegnede celebrity-ghetto henvist til at bære solbriller, paryk og kunstigt skæg for ikke at blive genkendt af horder af tåbelige fans – eller antifans for dens sags skyld, da disse tumper ikke kan skelne skuespilleren fra den seneste karakter, hvor han er ond-ond i den-og-den latterlige TV-serie.

Eller hvad nu, hvis man virkelig var ondsindet, kynisk mf’er som en tidligere britisk premierminister med bunker af politisk løgn, folkemord, medvirken til terror på ikke-samvittigheden – for den slags har psykopater ikke – for så kunne man aldrig bevæge sig ud i byen uden bodyguards, hvilket man måske netop i ex-premier’ens tilfælde kunne mene var velfortjent, men det var lige en glimtvis sidebemærkning.

Altså man behøvede ikke engang at være berygtet-berømt for snavs for ikke at kunne gå på gaden i disse tider med reaktionær barnagtighed grænsende til dyrisk adfærd, hvis vi lige forstår udtrykket, da et dyr aldrig ville overfalde et menneske eller et meddyr for egen fornøjelses skyld eller for at få udløb for et kollektivt had forårsaget af afstumpning, iscenesat polarisering og hjernevask – medmindre du var en pittbull med hundegalskab.

Tænkte han, mens han hilste på folk i nysgerrig godmodighed – uden at være berømt.

Ved vinduet i genbrugsbutikken kom han forbi et brugt billede af dronning Grethe og gøs ved tanken om at være fast inventar i tabloidsprøjterne, hvor man én dag blev dyrket som en guddom og en anden blev heglet igennem og påduttet de nedrigste egenskaber, blot fordi læserne af sprøjten ikke selv havde et liv men var nødt til at projicere det emotionelt-intellektuelle samlesæt, der kunne have været et liv, over på en kendis.

Same-same med den stakkels tennisstjerne, og det hedder det jo, for hun er jo ikke bare tennisspiller men udnævnt til en stjerne på himlen, som den samme tabloidpresse ikke kan få nok af at hylde eller tilsvine ganske efter redaktørens dagsform, og der er ingen grænser for hverken det ene eller andet, fordi mennesker åbenbart ikke tillader stjerner af have op- og nedture, HVORVED de fortrænger, at deres eget liv netop har været sådan.

Det var ikke som sådan, fordi han havde den store sympati for de stjerner på himlen eller de folk, der havde søgt magten i begær efter netop berømmelse eller magt, især når det var lidt for tydeligt, at beruselsen og korrumperingen havde slået igennem, at de opførte sig umådeholdent egoistisk eller kynisk, og at den status, de var tilskrevet via mediedækket ophøjelse, lå milevidt fra deres menneskelige og etiske standarder.

Det var mere, fordi der nu kørte en helt ny trend med, at disse celebriteter, der flimrede på forsiderne af sprøjterne eller flashede i prime time på flimmeren heller ikke havde ret til det, som alle mennesker burde have: en fortid, en ubekymret og rimeligvis ikke helt afklaret ungdom, hvor de ligesom alle mennesker havde begået en eller anden mindre dumhed – der nu 30 år senere eller endnu senere blev hevet op og brugt til svineri.

Sæt nu, tænkte han, mens han gik forbi lokalavisen, at man kom til at sige noget skidt om jyder, der ellers er udmærkede mennesker, men en eller anden gnidret kregler kunne man sikkert sige noget skidt om, hvilket den lokale redaktør i et ubevogtet øjeblik så valgte at viderebringe, hvorefter han dagen efter måtte stå skoleret og skrive noget dårligt om sjælændere og MIG, da alle lokalaviser i landet som bekendt er ejet af Jyske Medier.

Hvad er egentlig forskellen på den slimede mentalitet, der behersker berygtelsernes og berømmelsernes offentlige tilsviningsrum og en middelalderlig markedsplads med pis og lort i rendestene, løbske grise, sladrekællinger og gabestokke? Spurgte han sig selv.

 

I samme stue

Jeg har et interessant forslag at stille dig. Tillad dig en gang imellem eller blot for én gangs skyld om ikke andet at være i stue med folk, du grundlæggende er uenig med, eller TROR, du grundlæggende er uenig med. Jeg vil dog lige advare på forhånd om, at et vist mål af intern attitudehåndtering er en forudsætning. Det vil sige, at mobiliserer humor, nysgerrighed og evne til behovsudsættelse af især ét specifikt behov, der i virkeligheden ikke er et behov men et begær (needs <> wants), hvilket er et flertal af menneskers utålelige trang til ALTID at få ret og ALDRIG blive sagt imod.

Hvis du har overstået det, om man så må sige, pubertære stadie af duknakket, konfliktsky curlingangst for eventuel modstand, og hvis du for en stund har forladt bavianflokkens sociale kløen hinandens pels og halvædle dele og herefter med sans for venlighed træder ind i en forsamling af potentielt anderledes tænkende, så vil du opdage noget ganske besynderligt.

Her er det på sin plads at introducere et filosofisk-epistomologisk begreb ved navn falsk dichotomi, hvilket for ikke-latinkyndige betyder et erkendelsesmæssigt begreb kaldet falsk modsætning. Du vil opdage – men altså kun under forudsætning af, at du har smidt dine implanterede fordomme om dig og de andre, de rigtige og de forkerte, enten med mig eller mod mig, de gode og de onde, de røde og de blå, de sorte og de hvide, de rettroende og de vantro, de progressive og de reaktionære (hvilket nu viser sig at være fuldstændig omvendt, hvilket gør begreberne latterlige) – så vil du opdage, at du umuligt kan være så absolut uenig med de absolut anderledes tænkende, som du gik og troede. Det er i det hele taget lidt belastende med alle de absolutismer, der går under dæknavnet relativisme.

Lad mig forklare nærmere. Hvis du tænker dig grundigt om, så er du hele dit liv – er du straks uenig, så tænk dig om igen – blevet tvunget eller som minimum opfordret til at vælge side. ALT hvad de sagde ovre på den anden fløj måtte nødvendigvis være forkert. Så hvad gør du? Du mener udfra denne logik, at dit synspunkt per automatik må være det modsatte. Du kaldte dig selv for progressiv, og pludselig med et trylleslag er du blevet reaktionær. Hvad faen skete der lige dér?

Hvis du på den anden side kaldte dig selv for konservativ, altså bevarende i forhold til velfungerende traditioner og overleverede velgørende menneskelige værdier, så kunne du nemt falde i en grøft, hvor du i stedet for at advokere for familie, tradition og deres velgørenhed kom til at snakke globalfascisme, militarisme, monetarisme efter munden.

Hvilket viser, at de, der har introduceret resten af menneskeheden for deres falske dichotomi er FUCKING! ligeglade med, hvad folk tænker, føler, tror og agerer på, bare folk er så tilpas snotforvirret optaget af de falske modsætninger, at de aldrig opdager, at helheden er skåret over i 147 stumper og smidt tilfældigt udover landskabet, så intet levende og tænkende væsen opdager, at stumperne er en del af en oprindelig helhed. Imperiet kalder det for del-og-hersk, og her gik vi og troede, at imperialisme handlede om underkuelsen af udkantsverden og dens kulturelt underfrankerede etniske kvægstammer, men for den opmærksomme læser står det klart, at det i allerhøjeste grad handlede om os selv, og at VI var imperialismens hovedmål. Alle hottentotterne, kloakbeduinerne, risgnaskerne og de andre underfrankerede udkantsvæsener, der stod et godt stykke nede på den socialdarwinistiske tjekliste over udryddelsesberettigede, ubrugelige grovædere, var i virkeligheden kun de sekundære mål. Del og hersk er inde i dit hoved.

Her er vi så ved at nærme os sagens kerne, nemlig hvorfor vi render rundt i denne sump af falske modsætninger, der i virkeligheden ikke eksisterer, men som vi TROR eksisterer, og som vi vedligeholder med et kologiganormisk kalorieforbrug af falsk forargelse, forloren ophidselse, misforstået opposition, uberettiget uenighed, uhensigtsmæssigt had, der, hvis det blev omregnet fra kalorier/kilojoule til hestekræfter ville kunne trække samtlige DSB-lokomotiver i landet hele året rundt. Det gør vi af den simple årsag, at når vi SELV gør det, så behøver DE ikke at spænde ben for os.

Og her kommer så det besynderlige, som du opdager, hvis du en dag med sans for venlighed – det er en forudsætning! – træder ind i en forsamling af potentielt anderledes tænkende. Hvilket er, at mindst halvdelen af det, som de sidder og mener, er noget, du selv umiddelbart kunne mene, hvis det ikke bare var fordi, at bavianerne dérovre, hvor du kommer fra, har besluttet, at den slags må man ikke mene af den åndssvage grund, at det er noget DE ANDRE mener. Når du først har opdaget det, så bliver det fandme sjovt at være i stue med de andre. Så er det bare at satse på, at de andre synes det samme.

 

Det hjemsøgte spøgelse

En ny situation er opstået blandt levende og døde. De skyldes, at de levende i disse tider er overforsynet med dokumentationsredskaber i forhold til deres venner og slægtninge. Folk har tusindvis af timers videoptagelser af deres børn, ægtefælle, forældre og venner. Overalt hvor de står og går, dokumenterer de deres mindste og mest ubetydelige livsytringer, for de kunne jo risikere at være betydningsfulde i sidste ende. Hvilket de måske også er på et dybt spirituelt plan, men det er næppe overvejelserne. Når man nu lever på overfladen af livet, er det vel overfladen, der skal dokumenteres.

Ydermere eksponerer de deres dokumentations-overload på Facebook og Instagram og YouTube, så de kan dyrke deres selvforelskelse vha af selvbekræftelse. Og når først ens intimsfære er ude i den æter, så fanger bordet.

Set ud fra den levendes position er der altså en overload af potentielle minder i tilfælde af, at en af disse tilknyttede personer går bort. Der er nu en ny trend, hvor det, der før var en sørgende person, der skulle bruge tid på at bearbejde og omsider slippe sin sorg – evt. ved hjælp af andres hjælp, en sjælesørger, en terapeut eller bare omsorgsfulde personer, der lagde en tålmodigt empatisk øre til. Nu er det den sørgende, der på uhæmmet vis vedligeholder / gentraumatiserer sin sorg og sit savn vha sociale medier og den overload, der er opbygget ved det stærkeste af alle dokumentationsmidler: de levende billeder.

Den levende kan nu genskabe, nærmest genoplive de døde fra deres grav og bringe dem tilbage igen, igen og igen. Der vil blive et stigende antal tilfælde, hvor en sørgende person vil lukke sig selv inde i sin genskabte relationsverden og miste grebet om virkeligheden. Hvor perfekt passer endnu en mental ubalance ikke i den herskende verdensklasses dødskult?

Men som den vågne læser har forstået allerede i overskriften, så stopper problemet ikke her. Altså muligvis, for her er vi ude i noget spekulativt, noget der kun kan tænkes muligt, hvis man i forvejen har åbnet sit tankesæt for den mulighed. Hvordan har de døde det med aldrig at blive sluppet?

Vi har det med at sige til os selv, at begravelser blot er for de levende. For en ærkeateist er kroppen jo bare en maskine, så efter døden er kroppen jo bare et stykke skrot og sjælen har aldrig eksisteret som andet end et biprodukt af nerveimpulser. Fuck den døde, for det er mig, de handler om. Man ærer ikke den afdøde, man fodrer sig selv. Et firkantet udsagn? Skulle der være en ateist, der bliver stødt på ærmet over dette udsagn, så bør du mane sig selv til en stund af seriøs eftertanke og revurdering af din egen selvopfattelse, for så er du skabs-ikke-ateist, hvilket vil sige, at du ikke længere med rette kan kalde dig ateist. Hvad ud så herefter vil kalde dig selv, må du se at finde ud af.

Jeg kender rent faktisk præster, der vil skrive under på udsagnet om, at begravelser kun er for de levendes skyld. Men her kunne man få den ondskabsfulde tanke, at det jo er de levende, der er deres kunder i butikken, altså et potentiale for de dødes klientelle genbrugsværdi. Men en præst har ikke rigtige dårlige undskyldninger for ikke at nærlæse de hellige skrifter, vedkommende er uddannet til, og i disse skrifter er det helt tydeligt, at begravelsesritualet i ganske høj grad er beregnet på den døde. Læs fx blot det udsagn fra ritualet, som mange vælger at sætte på en gravsten: Hvil i fred. I fred for hvem eller hvad? I fred for de levendes verden, som de lige har sagt farvel til. Eller på gensyn alt efter behag og tradition. Men der står Hvil i fred og ikke Kom tilbage mor, NU! Du kan da ikke stikke af fra regningen for alt besværet. I NEEED YOU MOTHER! Nej vel. Ta’ at bli voksen. John Lennon slap afsted med det, med nød og næppe og pinlighed.

Lad os tillade os den tanke, at beskrivelser fra hellige skrifter taler sandt og skal tages alvorligt og herefter se det fra den dødes synspunkt. Som afdød, som bortgået til det hinsides finder man nu en plakat på Himmeriges Porte med ens billede, hvor der står wanted! Man er efterlyst i radioen, på fjernsynet og over internettet. Der bliver råbt på en i det fjerne hele tiden. Man har ikke lov til at hvile i fred.

De døde bliver nu hjemsøgt af de levende! Jeg kunne i et fantasianfald få et billede på nethinden af dannelsen af en hinsides brancheorganisation for nyligt afdøde, der går i forhandling med formidlingsleddene mellem de levende og de døde – der i egen selvoplevelse stadig er levende bare på en anden måde – om at få de levende til at fatte, at de ikke har lov til at dyrke deres sorg på DEN måde. Altså få jer et liv!

 

Relativisten

Er det ikke interessant, som verdens bestandighed bliver bekvemmelighedsflygtning,

når den føler sig lidt trykket på næsen eller storetåen eller prikket på skulderen?

Siger det ikke ENORMT meget om samfundet … du kan næsten ikke hælde sådan noget ylle ud af foret uden at være en babyboomer-joke af en bagskid fra forrige århundrede

– så i stedet kan vi spørge:

Er det det ikke lidt bemærkelsesværdigt, lidt på påfaldende grænsende til indlysende,

at denne verdens højhellige meningskommissærer kan skifte fra i ét splitsekund

fra at være helt oppe at hænge i korrekthedens kandelabre, der sender deres gudsbenådede lys henover den meningshungrende menneskehed med deres indiskutable dogmatik, til det næste splitsekund, når de muligvis for første gang i deres voksenliv møder en person, der stille og roligt omend insisterende stiller spørgsmål ved dogmatikkens og trossætningernes fuldkommenhed og høfligst men stadigvæk insisterende nysgerrig – straks udbryder: JA ALT ER JO RELATIVT!

KAPOOF! En tryllestav har på et mikrosekund transmogriffet absolutisme til relativisme!

Før blev alle udsagn indledt med:

ja vi ved jo alle, at … nu er det jo sådan, at, … enhver ved jo, at, … der kan ikke herske tvivl om, at … videnskaben har jo vist, at … og det er da helt utroligt, som de her typer altid henviser til videnskab, hvis de ikke kan komme op med en kvalificeret mening baseret på hjemmearbejde …

Og med et blink af et øjenlåg hurtigere end en fis fra en anderumpe ankommer udsagnet:

nåja, det er jo bare noget, DU mener, det kan enhver jo komme at sige, det er nok sådan noget konspirationsteori at hævde, at der skulle findes sammenhænge, som JEG og de bavianer, der klør mig på ryggen, og som jeg vellystigt klør igen, ikke for længst har gennemskuet, for du må jo forstå, at vi har gået i skole, læst bøger, fået et eksamensbevis og nu bestrider en efter vores egen opfattelse meget vigtig stilling – hvorfor vi jo ikke kan tage fejl og derfor falder ind under kategorien absolut korrekte, hvorimod det, DU siger nu, som i øvrigt irriterer mig AD HELVEDE TIL! fordi jeg pludselig føler et snert af bid, af en pæl i kødet, af anfægtelse, en helt utilstedelig antydning af, at der noget, jeg ikke har forstået, altså det, du siger selvfølgelig er … RELATIVT.

 

Kællingerøv

Forestil dig, at du var præsidentkantidat i United Stupid of Amorons og havde total opbakning fra Wall Street, total opbakning fra pædofil-Hollywood, total opbakning fra alle milliardær-geeks og Tech-facsister i Sillicon Valley, total og aldeles opbakning fra hele 15 milliarder $ budget mediemaskinen bestående af CNB, NBC, CNN, Fox News, ABC, Channel 4, BBC America, at du havde uforbeholden opbakning fra hele det militær-finansielt-industrielle kompleks, at du ved et partikup havde overtaget kontrollen over hele det demokratiske parti og havde fuld opbakning fra valgprognoserne, der hver dag pumpede ud, at det var nyttesløst at stemme på modkandidaten, at du havde ubegrænsede kampagnemidler til rådighed skaffet fra din egen pengevasker-familiefond, havde dine pædofili- og human-trafficing-venner på plads på valgdagen, der havde tappet ind i valgmaskinerne, at du havde formået at privatisere belastende mails på egen server om alt det uran, du havde solgt til russerne, at du havde opbakning fra CIA, NSA og FBI.

Altså forestil dig lige, at du i et parallelt univers havde mulighed for at få så entydig kolo-massiv opbakning fra etablissementet i det mafiastyrede, korrupte land med folk, der i generationer var blevet gjort dummere og dummere og hjernevasket med hele udtrækket af monstermaskinen – OG SÅ GIK HEN OG FLOPPEDE TOTALT!

Altså forestil dig, at du følte dig så uovervindelig i din tro på, at maskinen gav dig total garanti for at vinde, så du efter floppet reelt ikke anede, hvad der havde ramt dig, for det var jo utænkeligt, det kunne ikke ske, de havde jo lovet dig, du var jo den udvalgte, der som de sagde dårlig nok behøvede at blive valgt, for det var jo bare et teater for folket.

Forestil dig så til sidst – og her bliver det rigtig stygt – at du står tilbage med bæaben, at alt glimmer og pailletter og rynkecreme er skyllet af, at din kunstige immunitet er gået fløjten, og at folk så formaster sig til at grave i dine forhold og finder – lad os bare sige ét og andet, der i værste fald kunne bure dig inde i resten af dit nu miserable, mislykkede og parkinsson-befængte liv, og bliver sat i husarrest og under mistanke, så du er nødt til på påfaldende nøjagtig samme vis som en af dine pædofilivenner og en ligeså skummel neocon-senator fra det andet parti at skjule fodlænken på højre fod vha bandager.

Altså forestil dig bare en gang sur kællingerøv, der ville lugte langt ned i opgangen, så naboerne måtte spørge hinanden om, hvorvidt det var en hængt kat eller en selvdød køter, der lå og stank bag døren.

 

Anmelderi

Det er godtnok et besynderligt udtryk. Hvem er det, der anmeldes, og hvilken myndighed anmeldes de til? Findes der et autoriseret smagspoliti, der sidder med hele lovteksten om, hvad det er tilladeligt at udtrykke, hvad der er stort og småt og skidt og godt? Eller er det som under den Franske Revolution pøbelen, gadens parlament, der er den højeste autoritet – der selvfølgelig underforstået som under denne og ALLE efterfølgende revolutioner ikke har åndsevner til selv at skelne og bedømme, så de skal nok have lidt hjælp til det.

Hvad er egentlig forskellen på anmelderi og angiveri? Folk bliver af en personage, der har udnævnt sig selv, solgt sig selv til et medie som kvalificeret indenfor anmelderisme, anmeldt, dvs enten udstillet på en piedestal med indskrifter og lovprisninger eller udstillet i gabestokken på torvet til offentligt bespottelse eller ét eller andet lunkent gradbøjet sted mellem de to yderligheder.

Og hvem er denne anmelder egentlig? Er det en helstuderet eller halvstuderet røver, er vedkommende en forsmået, falleret talentfattig wannabe-kunstner, der aldrig selv har turdet sætte røven i klaskehøjde, og som nu har fået carte blance til at ophøje SIG SELV og sit ufattelige vid ved at nedgøre eller højlove andre?

Nåmen hr. digter, eller hvad du nu er for en hjerneskade, hvad nu hvis du selv gik hen og fik en knaldende god anmeldelse og solgte en knaldende masse bøger?

Det skal jeg sige dig. For det første er det en knaldende tænkt situation, for det kommer ikke til at ske. Men i en tænkt virkelighed, så ville jeg sælge en knaldende masse bøger og skrive lige, hvad der passede mig, og jeg ville gøre det i erkendelsen af, at det i sidste ende ALDRIG er anmeldelsen til smagspolitiet, der gjorde udslaget, men at den stakkels anmelder ikke havde andet valg, hvis han ikke ville have sit publikum på nakken – for han har jo også et publikum og er ligesom politikere hverken værre eller bedre end de, der har givet ham lov til at være mellemhandler mellem en autoritet, der reelt ikke eksisterer og mennesker, der godt selv kan læse, lytte, se, høre, smage og bedømme, og som reelt ikke har brug for den stakkels anmelder, ligesom vi reelt ikke har brug for hverken præster eller politikere som mellemhandlere. De må da gerne stille sig til rådighed som anbefalere og formidlere, de må gerne scanne feltet, hvad vi ikke har tid til i dagligdagen, og de må gerne – hvis de evner det – hive niveauet op. De må i det hele taget gerne stille sig til rådighed, men så skal de satanædemig også tage sig samme og som udgangspunkt forstå ordet RÅDIGHED og dertil forstå, hvilken ydmyghed, der kræves i samme åndedræt.

Og undskyld mig, det er altså bare ikke det, jeg ser, når jeg for min part og fra mit udsigtspunkt scanner feltet af mellemhandlere, der ’tilbyder’ visse ydelser af mere eller mindre suspekt karakter.

Forestil dig et eksperiment. Der blev nedsat et bredt panel af – lad os bare sige læsere af litteratur indenfor alle genrer – hvor der blev udvalgt en række værker udgivet indenfor de sidste 10 år. De valgte hver 10 værker, som de havde anskaffet sig og læst, og som de selvfølgelig som læsere havde en mening om, hvilket er læserens privilegium, som ingen kan tage fra vedkommende. Herefter blev læseren præsenteret for 10 forskellige anmeldelser af hvert værk, som læseren så blev bedt om AT ANMELDE. Hvad tror du, resultatet af det ville blive? Spurgt på en anden måde, tror du, at det var en skøn overensstemmelse mellem læsernes opfattelse af litterær kvalitet og det højt hævede anmelderes?

Det kan ikke udelukkes, at der er en vis indbyrdes tiltrækningskraft mellem de to. Altså at læserne på deres side foretrækker, køber og læser, hvad de har hørt skulle være vældig godt, og at anmelderne på deres side stikker fingeren i jorden og trendsætter, hvad de mener, bliver anerkendt – og SALGBART, glem ikke den side af sagen! En anmelder er også en salgsagent, hvilket du som anmelder selvfølgelig fnysende og skinhelligt vil benægte. C’mon, drop hykleriet¸ du ved sgu da godt, at det, du roser, har det med at blive solgt i højere grad end det, du sviner til. Så du er altså, hvad enten du piver eller synger, en luder for en salgsmaskine.

Samtidig må det jo også ærge anmelderen, at de underfrankerede masser, som han som smagsdommerisk hyrde er sat til at vogte og lede, har det med at at læse det, som de selv foretrækker, hvilket tvinger anmelderen til at fnyse en gang ekstra over det mål af ignorance og dårlig smag, som fårene udviser.

Kategori: Essay

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *