Philosophia,  Scientia

Mikroessays om verden i 6 dimensioner – del 1

Der levede engang i det 20. århundrede en mærkelig mand. Han var fysiker.
Han regnede på det hele sit liv og kom frem til, at verden var bygget op af seks dimensioner,
for hvis ikke, kunne den ikke fungere. Det var hans bidrag til en forenet feltteori
Behøver vi at sige, at han ikke fik nogen nobelpris for at løse alle de problemer, som videnskaben og fysikken/kosmologien havde samlet sammen i det 20. århundrede? Inklusive at de ikke kan samtale med humanvidenskaber og teologi m.m. Læg dertil, at han ikke led af metafysik-allergi.

Den mærkelige fysiker hed Burchard Heim.
Ultrakort biografisk note:

Burchard Heim, tysk fysiker (1925-2001)
Han var næsten blind, og han manglede begge hænder. Denne tilstand skyldes, at han i sin ungdom arbejdede med sprængstoffer, og en dag gik der en eksperimentel ladning af, mens han holdt den i hænderne. Never try that at home! Han overlevede med nød og næppe og med en enorm viljestyrke arbejdede han sig tilbage til de levendes land som en af de betydeligste men også mærkeligste fysikere i vor tid.

Man skulle tro, at et så omfattende emne som en teori om det hele kræver en hjerne som Einstein for vores forståelse – Einstein nåede i øvrigt aldrig frem til en forenet feltteori. Men Burchard Heim praktiserede sætningen: Det dunkelt talte er det dunkelt tænkte, med andre ord: Hvis det ikke kan formuleres klart og forståeligt, så nærmest et barn kan forstå det, så er det ikke forstået endnu. Det var det krav, han stillede til sig selv. Verdensforklaringen skulle være ontologisk klar (begrebsmæssigt-forståelsesmæssigt) eller som man i filosofien siger: intuitiv sand. Om et barn så kan forstå det er tvivlsomt, for Heim holdt også af at betjene sig af græske udtryk + udtryk, han selv opfandt baseret på græske udtryk.

Hermed en ultrakort introduktion til det seksdimensionelle verdenskort. Hvis der er noget, der er svært fordøjeligt, så diagonallæs, skim det, gå videre.

For de, der forstår tysk på solidt niveau, og som har god tid – og som ikke kan lade være med at være nysgerrig på, hvordan kosmos er skruet sammen, så er det ultimative indføringshylster Hannes Schmid’s YouTube-kanal 6 Dimensionen in Farbe. 

Første dimension
Anden dimension
Tredje dimension

Vi mener, at vi kender dem godt, for vi lever i dette tredimensionelle rum af højde, bredde og dybde, z-y-z-akse. De udgør vores orienteringsfelt, og vores sanseapparat understøtter det. De er indbyrdes udskiftelige. De kan måles i millimeter eller lysår. De er altså dimensionerne, der udgør rummet. Når vi støder for hårdt sammen med objekter i rummets dimension, får vi blå mærker.

Fjerde dimension

Tiden er den fjerde dimension. Den handler om bevægelse og proces, og vi har det med at anskue tid som noget lineært. Uden tid ville alt stå stille. Tid kan måles millisekunder eller årmilliarder afhængig af skalering.

Selvom forståelsen af dimensioner allerede kan synes lidt vaklende ved tidsbegrebet, for går den i en lige linje fremad? så føler vi os nogenlunde hjemme i rum-tiden. Når vi lader tiden løbe af sig selv, kommer vi for sent til toget.

So far, so good og Einstein kan stadig følge med.

Femte dimension

Hvor tiden og rummet isoleret set kan have noget mekanistisk over sig, så handler den femte dimension om struktur. Begrebet entellegi stammer fra Aristoteles. Vi er i Platons ideernes dimension. 

Entellegi er måske lidt forvirrende her, for det inkluderer både 5. og 6. dimension, en kombination af struktur og struktur-dynamik. Eksemplet er et agern, der allerede ‘ved’, at de engang bliver til et stort egetræ. 

DNA’et er en sådan struktur af indkodning, den indeholder entellegi, for cellen ‘ved’ at den er i færd med at blive en celle i en menneskekrop. Struktur er orden og derfor det modsatte af den uorden, der i Einstein-fysikken kaldes for entropi. Struktur indeholder information. Jo højere struktur og orden, jo mindre entropi og kaos.

Kvantitet er velegnet til at beskrive entropi, fx. varmetab målt i kilojoule pr. kelvin. Struktur er ikke kvantificerbart, man kan kun tale om kvalitet. Struktur og formål er hinsides rum og tid. Her findes samtidighed, så firdimensionel tid har en indbygget bagdør.

Ideerne i femte dimension findes udenfor tid og rum. Vi kan ikke begribe dem med vore sanser, og de bevæger sig ikke. De er ufysiske og tidløse. Men da vi selv er både er fysiske, tidslige OG intelligente væsener – vi har stadig Aristoteles’ entellegi-begreb i vores sprog – så kan dette væsen, som vi er, tilgå og transformere de tidløse ideer til tid og rum.

Vi bruger ord som at realisere eller at tage fra idestadiet til virkelighed. Men ideerne er allerede virkelighed, da intet kan eksistere i rum og tid uden struktur.

Sjette dimension

Det er verdensalder, det ultimative. Begrebet for det stammer ligesom entellegi fra græsk og kaldes æon. Det kunne også kaldes for Logos, og som der står hos Johannes og hans meget græsk-filosofiske verdensskabelse I begyndelsen var Ordet (Logos).

Den sjette dimension er en metastruktur med formål. Det er måldynamik eller strukturdynamik. I Einsteins forståelse af tid er der intet til hinder for, at tiden kunne gå baglæns. Men sjette dimension er teleologisk, retnings- og formålsbestemt, så tiden går ikke baglæns. Hvad menneskesjælen oplever i og efter døden af tilbagespoling og retrospekt er noget andet. 

Strukturdynamik i forhold til struktur kunne billedligt beskrives som fysiologi i forhold til anatomi. Anatomi er statisk, vi er en velordnet = en struktureret bunke knogler, kød, nerver, væsker, celler, osv. Spørgsmålet hænger: Og? Nåja, så starter strukturen op og kommer til live, og muskler og sener trækker i knogler, væsker interagerer og nervesystemet bedrager med impulser til alle medvirkende. Fysiologi er dynamisk – billedet skal ikke tages videre men bruges til at forstå det statiske i forhold til det dynamiske.

*

I et nihilistisk verdensbillede findes der ingen sjette dimension, for intet har et formål, alt er tilfældigt. Vilje eksisterer ikke hos hverken Freud eller Darwin, for vi er dyriske driftsvæsener, der reagerer på impulser, og al udvikling for arterne er mutationer, som organismerne kæmper for at tilpasse sig. I Richard Dawkins kvantitets-fysiske univers findes der ikke bevidshed (the big problem in science), for alt er en gigantisk maskine eller et kosmisk computerprogram med indbygget randomisering. Gad vide hvordan han er kommet frem til det, hvis han er bevidstløs …?

Generelt findes alt det usete ikke i et positivistisk, rationalistisk og nihilistisk verdensbillede, så struktur i den femte dimension er benægtbar. Kaos, uorden/entropi anerkendes af dødskulten, for ifølge den einsteinske termodynamik bevæger alt sig imod tilintetgørelse, den store varmedød. Det kan imidlertid kun ske ved at frasortere strukturen, der er forudsætning og modtageapparat for formål fra sjette dimension ovenover og impulsgiver til 1.-4. dimensioner nedenunder.

Nihilister får myrekryb ved tanken om et højere formål. De kan ikke have det, for de har bygget deres liv på hedonisme, nydelsessyge, æd-hor-og-drik den sanselige verden af fire dimensioner mens du kan, før du tilintetgøres. At de ikke har fattet dybden af den verden, de lever i og i realiteten er jævnhen bittersure på, er for dem ensbetydende ned, at ingen har lov til at fatte dybden, for så føler de anfægtede. Nihilister er diktatorisk besatte af deres reduktionisme, så INGEN må mene endsige erfare noget andet.

*

Heim skabte et nyt ord: syntrometri. Vi har svært ved at forstå verden, for vi er forudprogrammeret til at opfatte den på en bestemt begrænset måde. Hele menneskehedens åndshistorie har været ét stort essay (forsøg) om at kompensere for denne begrænsning. I hvert fald den kendte og især anerkendte historie, for i periferien svæver der vidnesbyrd om, at mennesker engang har været i stand til at forstå verden på en dybere måde. De højere dimensioner var medtænkt og medfølt i menneskers daglige liv og deres ritualer. Disse fragmentariske vidnesbyrd lider imidlertid samme skæbne som den verden, vi ikke forstår: Vi forstår dem ikke, så de må jo hidkomme fra fjerne forfædre, der var dumme, forvirrede, overtroiske eller lige-lovligt fantasifulde, for det er først NU, at videnskaben ved det hele … gør den ikke? Det mente Burkhard Heim ikke.

Vi har et sprog og et måleapparat for de fire dimensioner, men mangler for de to næste, så Heim satte ud for at skabe et sådant måleapparat. Syn = sammen, tropos = næring, metri = måling. 

På en målestok for fysiske rum kan vi lægge afstand mellem 1 og 2. 1 < 2, og 2 er derfor længere ude af målestokken end 1. Det samme med tid, urviseren flytter sig, kalenderen opdaterer. Det er metrik

I sprog findes syntax eller en syntristisk matrice. Ud fra enkelte ord, der beskriver objekter, objekters egenskaber, handlinger, emotioner (de apodiktiske elementer, de der var fra starten) kan vi gøre sammensatte ord, skabe sætninger, udvide til komplekse sætninger, beskrive mange slags virkeligheder eller lege og danse med sproget i en kunstnerisk tilgang til virkeligheden.

Vi kan derefter lægge endnu et lag til sprog og lave sprogvidenskab, hvorved vi kan måle sprogs afstand eller nærhed til hinanden. Dansk-engelsk-tysk ligger tæt på hinanden. Fransk og italiensk ligger længere væk. Kinesisk ligger meget langt væk. 

Her har vi skabt en syntristisk metrik og kan kalde det for syntrometri. Almindelig metrik som i matematik bliver nu blot et specialtilfælde af syntrometrien. Metrik er begrænset til kvantificerbare størrelser, i syntrometri kan vi måle kvalificerbare størrelser, afstande/nærheder, relationer, interaktioner f.eks mellem mennesker eller idekomplekser. Ikke på en skala fra 1-10 men med helt andre måleenheder og uden at miste sammenhængen.

Fysikeren Heim satte som udgangspunkt ud for at beskrive atomare partikler, men hans ambition var større: at beskrive hele universet. Fysik betjener sig af matematiske betragtninger, for atomfysik er okkuperet af matematikere – på godt og ondt. Det onde (intentionelt) eller det forfejlede (uvidende) ankommer, som vi ser BigTime i disse tider, når matematikere, teknokrater, regnearkstyper og algoritmejonglører vil styre det menneskelige samfund via computermodeller.

Hvad kan dog gå galt her?

*

Humanvidenskaberne springer måske op af stolen her og råber: 
Jamen det gør vi da allerede – det dér syntrometriske-noget, du taler om!

NEJ, det gør I ikke! I hænger fast i syntaxen, I er tabt i oversættelse.
I lider desuden af et legitimistisk kompleks, hvor I forsøger at fremstille jeg selv som videnskab, når I i realiteten udfolder ideologi.

Syntrometri i den Heim’ske ambition er for alvor at sammentænke det, at vi er sanselige væsener med et sanseligt måleapparat med vores åndelige-indre verden af usynlige strukturer og dynamikker, der overskrider vores individualitet – uden at det bliver fluffy-humanistisk-ideologisk føleri.

*

Grunden til, at Heim greb tilbage til den græske filosofi og deres terminologi, var, at blev klar over, at de allerede havde forstået ALT dét, som vi mistede forståelsen af undervejs. 

They already got it!

Han kommer blot fra et sted i en tid (fire dimensioner), hvor naturvidenskaben ramte materialist-bunden, hvorfra der kun findes vejen væk og op. 

Han er ikke alene om dette forehavende, for fysikeren Roger Penrose kommer uafhængigt frem til de seks dimensioner. 

De fire dimensioner ligger allerede som fundament, men en stribe af det 20. århundredes topfysikere sad med en underlig smag i munden og fornemmelsen af, at der manglede noget vigtigt her. 

Einstein antydede det allerede, da han udtalte, at et problem ikke kan løses på problemets eget niveau. Men hallo, fiser videnskabsfolk og filosoffer ikke allerede rundt som små sputnikker i erkendelsernes ydre rum af struktur og formål? 

De er selvfølgelig meget forsigtige med at bruge ordet formål, for formål forudsætter bevidsthed (non-local) og vilje, og så får de en over nakken af videnskabspolitiet, der anholder dem for at bevæge sig over i det felt, der er henvist til teologer.

Og teologer får en over nakken af teologipolitiet, der anholder dem, hvis de for tydeligt begynder at antyde, at den originale teologi også handlede om fysik. I har lov til at udtale jer om Gud og menneskeheden, så længe I ikke blander jer i den nye teologi: videnskapismen., sandhedsforsyneren, da Gud døde (Nietzsche, men misforstået-misbrugt)

Den samme politibevogtede tilstand hersker mellem teologi og historieskrivning. 
Historikere sidder og bider sig selv i læben og neglerødderne, når de kommer på sporet af, at de bibelske historiske skikkelser er svære for ikke at sige umulige  at genfinde i den skikkelse, de antager i skrifterne.

Teologer og deres bibelhistoriske akkompagnatører bider sig selv i samme legemsdele, når de overskrider deres mandater ift. videnskab, historie og i den kristne kultur politik, og de har det samme problem som videnskaben med, at deres skikkelser ikke er verificerbare set fra deres synspunkt, men de har skubbet det problem til side ved at læne sig op af tro. Islam har ikke problemet med politik, for her er der total sammenblanding af religion og politik, men til gengæld er kildekritik forbudt, så historie og religion er som vand og ild.

Teologer har kun lov til at udtale sig om en dogme-defineret godkendt af præsteskabet, og videnskaben har kun lov til at beskæftige sig med en vi-har-hermed-bevist-verden godkendt af det for tiden herskende videnskabelige paradigme + de der betaler for udført videnskab som leveret vare.

Så hverken videnskab, teologi eller historie har lov til at forstå hinanden, hvilket de så heller ikke gør. Heim siger: Det kan ikke være meningen, for jeg kan læse og forstå, at sådan var det ikke i antikken, så hvorfor skulle det være sådan i dag? Jeg indrømmer, at jeg lægger ham ord i munden her, for det har han ikke skrevet eller sagt, men det synes at ligge bagved dette besynderlige livsværk, hvor han konsekvent griber tilbage til antikken for at løse nutidens kattepine.

*

Helheden er mere en summen af enkeltdelene.
En fin bemærkning, som vi bruger, når vi fornemmer, at der er noget på spil.
Først må vi forstå, hvad enkeltdelene og hvad helheden er.

Alle seks dimensioner er en totalitet i sig selv. Derudover findes der en slags syvende totalitet, en pseudototalitet, som verden (de seks dimensioner) ikke bedriver af sig selv, men som vi som mennesker tilføjer som kunstprodukter. Vi er selv skabere, der efterligner den egentlige skabelse = verden = universet/kosmos.
Burkhard organiserede partikelfysikken hierarkisk som (nedenfra og op, her i omvendt orden):

  • tal, matematik
  • prototroper
  • protosimplex
  • elementærdele
  • atomer
  • molekyler
  • makrokollektiver (fx celler, krystaller, ..)

Så hvad gjorde Heim her?
I sprogeksemplet – se længere ovenfor – går vi fra det enkelte ord til komplekse sætninger.

Lidt terminologi:

Enkeltdelene er de apodiktiske elementer. Hele sæt er de metroforiske elementer.
Metrofor = bærer af masse. Når man bevæger sig op i system (ord til sammensat, sammensat til sætninger, sætninger til komplekse sætningsdannelser) kaldes det et syndrom (et sammenløb). Springet fra en syndrometage til en anden kaldes for korrelation-induktion, forkortet synkrolator. Det samlede kompleks kaldes for et syllogistisk matrix, forkortet til syntrix.

Så tænker man, at et stykke litteratur blot er et nyt syndrom ovenpå de andre. Men den går ikke, for strukturen fra ord til kompleks sætning handler kun om sprogets byggesten og sætningsdannelser. Et digt, en novelle, en afhandling, en roman er en helt anden logisk struktur med andre metroforer. Det er en ny totalitet, der ikke bare er afledt af grammatikken. Det indeholder grammatik og dets syndromer, men det er meget mere.

Altså: Helheden er mere en summen af enkeltdelene. Det er et såkaldt metroplex.

Et andet eksempel: kemi. I den syvdelte partikelfysiske model overnfor er det nr. 6 = molekylærniveauet.
Enkeltdelene er grundstofferne fra det periodiske system. Det er altså atomerne, Na, C, O, H, …
Sammensat giver det kemiske bindinger af atomer: C (kulstof) + H2O (brint og ilt = vand) = CH20 (formalin eller formaldehyd).
Med katalyse kan man fremstille ethylen C2H4
Heraf kan polymisere og få polyethylen (C2H4)n

Hvis man går videre herfra og bruger dette syntetiske kunststof til noget, en konstruktion, så er det helt andre lovmæssigheder, der kommer i spil, og så har vi forladt kemien. Vi skal over i fysik for faste legemer, væskedynamik, m.m. Tilføjelse af en farve ændrer ikke kemien, det blander bare en anden kemi ind i en struktur. Man går fra det molekylære til makrokollektivet. Vi er også ovre i det såkaldte såkaldte pseudototalitet, for det er nu et menneskeskabt kunstprodukt, og igen er helheden mere end summen af enkeltdelene.

*

5. dimension er skillelinjen mellem muligheden for at kvantisere (tal og matematik) og muligheden for og nødvendigheden af at betjene sig af kvalitative beskrivelser.

Prøv engang at beskrive et træ ved hjælp af tal. Man kommer kun et ringe stykke hen ad vejen såsom antal årringe = alder, tykkelse på stammen, højde på kronen, altsammen nyttigt til visse specialformål. Men det er ikke en beskrivelse af træet som sådan. Biologi er ikke en matematisk model, selvom matematik indgår som hjælpeværktøj i videnskaben.

Helt galt går det, hvis man vil beskrive træets kommunikation med omgivelserne, miljøet, habitatet (Træernes hemmelige liv), for så er talforhold nærmest irrelevante.

Metron er den mindste målbare enhed. Det er i den ande ende af skalaen end Plancks konstant for det største tal – h = 6.62607015×10−34 J⋅Hz−1.

Der er 4 hermetriformer:

  • aktiviteter
  • fotoner
  • neutrale fermioner (neutroner m.m.)
  • ladede fermioner (elektroner og protoner, – og +)

De danneŕ totalitet 1, og der er kun disse fire tilstande, der er stabile. Det kan ikke beskrives matematisk, derfor begrebet hermetri, der er sammensat af hermeneutik og geometri. Hermeneutik er fx tekstfortolkning, meningsfortolkning. Geometri kender vi som kortlægning af former. Det ene bruger ikke matematik, det andet gør. Når stabilitet opnås, dannes prototrope. Det er forstudiet til former.

Prototroper befinder sig i komplekse sammenhænge, og totalitet 2 hedder protosimplex.

Når protosimplex kombineres, ankommer vi til elementærpartiklerne totalitet 3.
Her har vi proton, elektron og neutron, atomkerne og atomskal, der tilsammen danner atomet = totalitet 4.

Vi har ovenfor været en tur over kemien, og kemisk binding befinder sig i totalitet 5.

Slutstadiet i kompleksitet i det fysiske universt, de fire dimensioner, totalitet 6, er makrokollektiver. En sten på marken er en grumset blanding af en masse kemi i fast form, en ædelsten er en mindre grumset blanding, måske. En planet er en hyperkomplex blanding for ikke at tale om et solsystem eller en galakse.

Som sidebemærkning eller en slags pseudo-totalitet 7 findes antropogene artefakter, det dyre ord for menneskeskabte kunstprodukter. De er fremstillet med et formål (6. dimension), de har en struktur (5. dimension), de befinder sig i rum og tid (1.-4. dimension). Dette formål er imidlertid ikke naturens højere formål men menneskets eget, deraf pseudo- = i stedet for. Vi har sat noget i stedet for natur, altså kultur. Det er ikke groet af sig selv, det er dyrket og kultiveret, og vi har leget Gud på den forhåbentlig konstruktive måde, hvor vi ikke gør skade på naturen. Nihilisten ville selvfølgelig her sige, at naturens frembringelser intet formål har, men lad ham sejle i sin egen giftsø, for hans liv har ifølge hans filosofi heller ikke et formål – vel vidende at det kræver et nihilistisk (satanisk) mindset at lege Gud på den destruktive måde, og at nihilisten konstant sejler rundt i vores allesammens sø og dumper affald.

*

Livet på Jorden bekræfter om noget, at helheden er mere end summen af enkeltdelene. Det synes at gøre, hvad det vil, og når darwinisterne forsøger at oversimplificere det som en tilfældighedsgenerator, der kæmper for sin egen overlevelse, så skyder livet det i sænk og driller de, der mener, der har styr på det.
Læs: Darwin debunk

Den fysiske verden, der ikke er levende som sådan – vi ser lige bort fra, at i det animistiske univers er selv en sten levende, den er bare meeeeget langsom – kalder vi for Fysis Alfa. Livets byggesten er avancerede molekyler i form af for eksempel enzymer og DNA. En samlet betegnelse ville være biofore mindsteenheder. Disse mindsteenheder i den levende verden er den ægte totalitet 7.
Ikke noget pseudo her.

Enzymer er tilsyneladende blot kæder af aminosyrer. Men de er ganske særlige kæder, der tillader en biologisk katalysatorfunktion. De er meget usandsynlige i universel sammenhæng ifølge termodynamisk statistik og burde ifølge darwinismen ende i mutationsskraldespanden, livets store genbrugsplads. Liv kan ikke rigtigt lade sig gøre, det er en anomali, der ikke burde findes.

Livet bygger videre på mindsteenhederne og på næste niveau, totalitet 8, findes myseliestrukturer, kromosomer, vira, m.m.

I totalitet 9 findes achaer og organeller, der er primitive celleformer, kloroplasma i planteceller og mitokondrier i dyreceller.

I totalitet 10 findes prokaryoter og intercellulære virkningskomplekser og bakterier, altså celler uden en cellekerne.

I totalitet 11 findes celler med cellekerne, altså planteceller og dyrs og menneskers kropsceller.

I totalitet 12 findes det homogene væv. Svampemycelier kan være kæmpestore homogene væv.

I totalitet 13 findes heterogene væv bestående af kombinationer af flere homogene væv.

I totalitet 14 findes organer hos dyr og mennesker eller simple ‘stand-alone’ dyreformer som fx koraller.
Hvor en hel planteorganisme befinder sig, står ikke helt klart. Hvad med et træ?
Et bud kunne være her, evt. t13.

Totalitet 15 er hele kropslige organismer hos dyr og mennesker.
Livet spænder altså over ni totaliteter.

Indtil videre er den fysiske og den biologiske verden kortlagt på denne måde.
I Mikroessays om verden i 6 dimensioner – del 2 skal vi se, at Burchard Heim ikke stopper der men fører tankesættet videre til psyke, bevidsthed, pneuma og andre felter, som fysikere normalt holdere fingrene fra – for det har de fået at vide, de skal gøre.

En kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.