Essay,  Poema

Mener de …?

Mener de ny-opportunistiske tyranner i det politiske segment
og deres mediehale, der logrer med hunden,
at et helt års nedlukning af menneskelivet har genopdraget menneskeheden?

Mener de, at befolkningen i landet nu er tilstrækkeligt nedtonede og normaliserede,
så de herefter vil finde sig i hvad som helst, hvor-og-hvornår som helst
og fra hvilken som helst regeringspamper, der måtte komme anstigende?

Mener de, at krybene dernede har stukket deres små haler så langt ind mellem benene,
at de nu har accepteret den endegyldige dukketeateralske duknakkethed,
de underdanige underfrankerede underdanskere?

Mener de, at deres trusselskultur nu har etableret sig så permanent,
at de forskræmte nulliteter dernede udenfor borgens beskyttende murværker
ikke længere er kapable til at udtrykke sig?

Det er desværre nok, hvad de mener, at de tror, at de mener.
Måske de burde tro om igen, for selvom danerne er blevet underdanige,
selvom vi alle lider under vægten af generationers velfærdsbekvemmelighed,
tryghedsforstoppelse, skattebeskyttelse, underholdningsfortykkelse,
korrekthedskommunisme, kommunalkonolialisme,
selvom vi nærmer os status af et svagpisserland af café latte-klynkere,
konserveskonsumenter, kontor-papirnussere, kødsovs-pastabørn

– altså selvom vi siger, at forfatningen af det folkelige moralsæt 
lige nu har set bedre dage,
så er benene på de vakkelvorne taburetter kun så holdbare,
som den underdanige befolknings tålmodighed tillader.

Mener borgherrerne, at de tilhører de urørlige, de uangribelige og de uundværlige?
Lur mig, om det ikke er deres værste mareridt, deres baghovedmonster,
at de rent faktisk er undværlige i et omfang, der nærmer sig fuldkommenhed.

Den dag vil komme, hvor også det bløde tyranni, hykleriet med bedmandsfjæs,
de skinhellige spytslikkere for globalfascisternes Uberstat
vil blive dumpet på historiens store losseplads, eller – hvis de er heldige –
blive udstillet på det nye store Museum for Korrupt Uduelighed.

*

Så er tid til at blive holdt for nar igen. Ifølge gammel tradition må man gerne lave en practical joke ved at prøve at binde folk noget på ærmet – den ene dag om året.

Det er så her, der i mellemtiden er opstået et problem. Eller rettere to problemer.

Det ene problem er, at det nu i et helt år har været 1. april hver dag hele måneden hele året rundt. 

Det andet problem er – og det har nok at gøre med det første problem – at forløsningen aldrig kom, hvor spøgefuglen med et glimt i øjet indrømmede, at det var en aprilsnar, og det naive offer for spøgen lyste op med Ahr, jeg hoppede sgu på den! 

Vi er nu blevet holdt for aprilsnar et helt år i træk med en grovkornet og perverteret form for galgenhumor, hvorved kvoten for forårsagtige morsomheder for længst er opbrugt.

*

Hvornår den egentlig ankom er svært at sige helt præcist.

Der er de, der mener, at uvirkeligheden indfandt sig – i hvert fald for alvor,
da en stak høje bygninger faldt sammen på en besynderlig måde,
uden at folk spurgte nærmere til, hvordan det i virkeligheden kunne lade sig gøre.
En ny syntetisk virkelighed tog form, hvor det uladsiggørlige lod sig gøre,
og hvor det ikke længere syntes nødvendigt at argumentere for ladsiggørlighed.

Der er de, der mener, at den indfandt sig i trit med,
at de, der havde som fag og levebrød at beskrive og forklare virkeligheden,
havde besluttet sig for, at der ikke var nok penge i blot at beskrive og forklare,
og at egentlig beskrivelse faktisk stod i vejen for deres private formål,
hvorved fortællinger blev vigtigere end formidlinger og forklaringer.

Så da de høje bygninger faldt sammen,
var levebrødsfortællerne allede i gang med den visuelle del af fortællingen,
således at de – de tidligere formidlere – kunne koncentrere sig
om at fortælle, hvad det var, vi så på, som om vi ikke allerede kunne se det,
så vi ikke skulle finde på at spørge, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Så hvornår den ankom, er svært at sige.

Der er de, der mener, at fortællingerne er stærkere end virkeligheden,
at det er ordet, sproget, der skaber virkeligheden,
og at fortællerne blot med omdøbning af hændelser derude og derinde
og med nysproglige håndgreb og angreb 
kan afstedkomme nybegribelse af alle begreber.

Der er de, der mener, at krigens teaterstykke handler om aflivning af virkeligheden,
og at hovedofferet er menneskelig begribelse af sandhed.
Ikke nok med, at mennesker mister deres liv og medmennesker,
de mister også deres livs mening, deres sjæl (et ord som de også har mistet),
for med tabet af sandhedsbegribelse forsvinder virkeligheden.

Der er de, der mener, at virkeligheden forsvandt med videnskabens forgudelse af tal,
størrelser, kvantiteter, materialer – de ikke engang fortæller, de tæller bare,
for hvis tallene ikke kan forklare noget men blot kortlægge og beskrive,
og hvis forklaring, afklaring, klarsyn ikke længere er værd at efterstræbe,
så vil det store NIHIL indfinde sig som virkelighedens narresut.

Så vi er stadig ikke blevet klogere på, præcist hvornår den ankom.

Der er de, der mener, at virkelighedsforgribelsen skyldes simpel misundelse,
en slags indædt skinsyge overfor Livet,
og når det ikke står i den skinsyges magt at skabe liv,
så må det i det mindste være muligt at ødelægge liv
som en særegen og bagvendt form for skaberkraft.

Der er de, der mener, at uvirkeligheden er en installation,
at den er en holografisk form for kunstig intelligens
eller en slags computersimulation af verden.
Hvis der eksisterer sådan et program, må der eksistere en programmør,
der engang udvalgte verden som mål for en forgribelse.

Der er også de, der mener, at virkelighedstabet er et kulturtab,
og at fortællerne har stjålet kulturen og kommet den på flaske og dåse.
De tillader sig endog at foreslå, at det er muligt og endog på tide,
at der sker en tilbageerobring af den virkelighed,
som vi valgte at opgive for ussel mammon og misundelses skyld.

Hvornår det så ankommer, er svært at sige.

Måske det vil ske, når tilstrækkeligt mange mennesker
har indset, at de er ved at drukne i uvirkelighed,
hvorefter de beslutter sig til, at det skal ske.
Måske det oven i købet vil ske – måske det ikke vil ske.

*

Deres udsendte medarbejder:

Og vi er i dag taget ind på Korruptionsmuseet for at overvære deres store åbningsudstilling.

Museet er flyttet ind i de pragtfulde lokaler her ved havnen og er skabt af den hollandske arkitekt Sjuft van Bestickelsen, der som bekendt vandt udbudet ved at smøre kommitten med EU-midler stjålet fra et af de tiloversblevne medlemslande. En grundsætning i kunsten er som bekendt: form skal svare til indhold, og det er der bestemt tale om her. Facaden er i en blanding af blåstemplet indfatning og korroderet metal, eller som vi siger på gement dansk rustent jern, og interiøret er domineret af et hvidvasket look, to eksempler på velvalgt æstetik. 

Det første, der slår i øjnene, er, at der ved første øjekast ikke er noget at få øje på. Her er ikke noget at komme efter. På sin vis typisk dansk stil. Vi skal længere ind i komplekset, før det står klart, at indholdet er kompromitteret, og at der er masser af det. Som de siger derude: Der findes to slags korruption, civiliseret og uciviliseret, og her-til-lands har vi jo en fin tradition for det første.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *