Hvad gør jeg den dag, jeg finder ud af, at min skolegang og fine uddannelsespapirer ikke er det kogte savsmuld værd, de er lavet af?

Hvad gør jeg den dag, det går op for mig, at jeg har spildt et årti eller to af mine mest dynamiske og skaberrige år med nyttesløst og indholdsløst reproduktion af stivnet nonsens?

Hvad gør jeg den dag, jeg gør op med mig selv, at jeg ikke kan holde alle de selvoppustelige akademiske højrøve ud, der efter egen opfattelse ALDRIG kan tage fejl?

Hvad gør jeg den dag, jeg finder ud af, at akademikersnuder, når de er værst, hører til de mest stupide mennesker, man kan støde på – fordi de jo ALDRIG kan tage fejl?

Hvad gør jeg, når det står klart, at højere uddannelser leverer en vare, der er ude af sync med virkeligheden og skaber ‘ufejlbarlige’ mennesker, der ikke er i stand til at forstå denne virkelighed?

Så har jeg et problem.

Det er ikke ALT, jeg er nødt til at kassere, for så ryger barnet ud med badevandet. Men akademias behov for at skabe orden og struktur – hvilket er et helt reelt behov, skal det siges – har skabt møgbunker af ubrugeligt gods. Der skal ryddes op, der skal smides væk, og der skal først og fremmest revurderes.

Noget ved musikken

Jeg var så heldig, at jeg valgte en afart af akademia, der i forvejen af mainstream blev regnet for uvidenskabelig, men som interessant nok ifølge antikkens Quadrivium, de fire grundlæggende videnskaber, blev regnet som den næsthøjeste af videnskaberne. Den højeste var Astronomien, der var læren om tallene i både rum og tid i verden, i kosmos. Matematikken var den laveste eller mest grundlæggende, for det var læren om tallene i kosmos. Geometrien var den næstlaveste, for det var læren om tallene i rum i kosmos. Den næsthøjeste var … ja, hvad var det? Stop her, luk øjnene og tag et gæt. Den næsthøjeste af videnskaberne var Musikken, der var læren om tallene i tid i kosmos.

Musik! c’mon hvad har det med videnskab at gøre? Når antikkens filosoffer brugte ordet musik, mente de ikke underholdning, forlystelse eller harpespil. De talte ikke om musikudøvelse. Det mente heller ikke det, som jeg udsatte mig for på det musikvidenskabelige studium på Københavns Universitet, selvom der var elementer af det tilbage. Ordet kronometri (kronos – tid) kommer tættere på en beskrivelse af antikkens koncept, da det ville være ekvivalent til geometri (geo – de jordiske, fysiske proportioner) og astronomi (astra – stjerner, nomos – navngivning). Musik skulle forstås på den pythagoræiske facon som opmåling af svingninger, frekvenser, cykli (det hedder jo ikke cyklusser, vel …).

Det heldige i mit valg bestod for det første i, at jeg holdt mig fri fra resten af Humaniora, der bilder sig selv ind at være videnskab uden at være det. De humane videnskaber har et mindreværdskompleks, som de kompenserer for. Dernæst bestod halvdelen af studiet rent faktisk i noget, der overhovedet ikke var videnskab: egentlig musikudøvelse.

Lærer litteraturstuderende at skrive noveller, romaner og digte? Lærer kunsthistorikere at skabe kunst? Nej vel, for udøvende skabelse lærer man på akademierne, kunstakademiet, operaakademiet, teaterskolen, arkitektskolen. Hvis man da ikke vælger at gå helt udenom de højere anstalter og bare … lære det. Enten er man kunstner, eller også er man ikke, og SÅ kan det godt være nyttigt at blive trænet i klassisk håndværk. Ligesom anmelderi er akademiske kunststudier en vedhæftning til og lænen-sig-op-af litteratur og kunst uden hvilke, disse studier ikke ville eksistere. Men på musikvidenskab fik man – dengang i hvert fald – kompetent undervisning i både udøvelse og komposition og gik til eksamen i det. Ikke på samme niveau som på musikkonservatoriet, hvor man heller ikke bedriver videnskab men benhård træning i musikudøvelse (hvor undertegnede tilbragte fem år i to omgange).

Historie, holy crab!

Hvad med historie, er det videnskab? Er det videnskabeligt at nedskrive imperiets dårlige undskyldninger for at føre krige? Historie er i bedste fald hæderlig og nøjagtig bogføring af hændelser. I værste fald er det en uhæderlig, løgnagtig manipulation med virkeligheden beregnet på nutiden og eftertiden, en langstrakt og efterrationaliseret udgave af journalistik – et fag der også har det ad helvede til. Journalistik i dag er en ynkelig vedhæftning til reklamebranchen og det globalistiske propagandaapparat.

Et eksempel på korruption og historie. På musikstudiet var og er der selvfølgelig et fag ved navn musikhistorie, en fagspecifik kunsthistorie. I 80’erne var der – som følge af slut-60’erne til og med 70’erne – et overtag af marxisterne, der via Frankfurter-marxisten, den fallerede pianist Theodor W. Adorno, havde direkte adgang til det store manipulationsprojekt, omskrivningen af verdenshistorien, filosofien, den menneskelige bevidsthed og dermed menneskets og civilisationens fremtid. En stribe lektorer på Københavns Universitet stak hoderne sammen og skrev Gyldendals Musikhistorie, et digert 5-bindsværk, der skulle være en ny musikologisk kunsthistorie baseret på en socialhistorisk = marxistisk præmis. I tillægsbindet, hvor bla. biografier af komponister befandt sig, manglede en af de mest spillede og elskede russiske komponister, Sergei Rachmaninov (1873-1943). Han manglede også i bind III og IV, der omhandlede den romantiske periode og det 20 århundrede. Han var simpelthen udskrevet. Årsag: han var politisk ukorrekt ifølge marxistisk ideologi og dermed bandlyst – og nej, marxisme er IKKE en videnskab! Eksemplet kan måske synes af mindre betydning – herregud, en komponist, der blev bortcensurered af en stak akademiker-spader. Men det betød, at det allerede for 35 år siden gik det op for mig, at der var noget HELT GALT med formidlingen af virkeligheden og den menneskelige historie. Hvor galt, det stod til, og hvor omfattende galskaben var, begyndte først at stå klart for 10 år siden. Hvad det også betyder for mit gamle fag er, at marxisternes historieværk vil glide over i skrotbunken af støvsamlere på bibliotekshylderne pga af uvederhæftighed og politisering/ideologisering af historieskrivningen.

Helt galt står det til med de senest tilkomne ‘videnskaber’ arkæologi, psykologi, antropologi/etnologi og sociologi. Arkæologi opstod som organiseret gravrøveri i 1800-tallet. Psykologi er skabt af en pædofil og dybt neurotisk (tag din egen medicin, Sigmund!) svindler ved navn Freud, der udnyttede sine patienter til mentale rotteforsøg og selvforherligelse. En af antropologiens pionerer, Margaret Mead, beskrev den løsslupne seksualmoral på Samoa og de herlige nøgne vilde, der havde fri sex hele tiden. Det viste sig at være opspind og noget, som fnisende tøser på Samoa havde bildt hende ind, fordi hun gerne ville høre det. Men hendes mentor, stifteren af antropologi som vi kender den, Franz Boas, lovpriste hende for det. Antropologien er skabt i en æra af britisk-imperial racisme, og en endnu ældre fader til faget, Spencer, beviser det. Sociologien blev okkuperet af Frankfurterskolen, hvis formål var studier i social kontrol, eller som det hedder i dag på engelsk: crowd control eller social ingeneering. De er mere end nogen anden institution ansvarlig for akademias korrumpering og pervertering, og den skade, disse pseudofilosoffer og pseudovidenskabstyper har gjort, kan ikke undervurderes. Vi ser det sygeste eksempel på det i dag i form af flertallet amerikanske college students, der er totalt hjernevaskede af kulturmarxismen, en hel generation, der er tabt på gulvet.

Jamen lægevidenskaben da, det må da være velmenende lægers videnskab for at hjælpe menneskeheden med at blive sunde og raske. Det gik meget godt, indtil medicinalindustrien blev opfundet og fuckede den op for 110 år siden. En hel videnskab blev opkøbt af et par oliemilliardærer. I dag er sygdom en business case, og hvor meget business er der i sundhed? Ingen! Læger er ikke nødvendigvis uhæderlige, og min erfaring som en, der arbejder indenfor sygdomsvæsenet – jeg mener selvfølgelig sundhedsvæsenet – er, at de som oftest gør deres bedste. Men fordi de ikke kender deres eget fags historie, fordi de er blevet påtvunget en positivistisk maskinmodel af mennesket i en materialistisk og nihilistisk tidsalder, fordi de ikke interesserer sig for mennesket som helhed, og fordi de har for travlt med at skære i folk og proppe dem med industriens medikamenter for at fjerne symptomer, så agerer de indenfor nogle afstukne rammer af uvederhæftighed, selvom de ikke ønsker det.

På lerfødder

Hvor går det galt for videnskab, når det går galt? Det gør det, når videnskab bliver et agentur for en agenda. Det er ikke svært at forstå for de fleste, at politikere, partier og hele regeringer kan opkøbes for penge. Det kan være sværere at forstå, at det samme kan ske for videnskab. Det kan det i allerhøjeste grad, men det er kontra-intuitivt, at den Magt, der har en agenda, kunne have noget ud af at tvinge den videnskab, som de jo selv har hårdt brug for, til at yde mindre end sit allerbedste. Hvorfor pokker skulle de være interesseret i det?

Videnskaben er kompartmentaliseret og fragmenteret. Den ene arm ved ikke, hvad den tredje finger og den fjerde tå laver. Det totale videnskabelige vidensbillede er som et bybillede efter en atombombe. Alt er spredt til alle sider. Og hvad skulle Magtens Korridorer have ud af det? Svaret er: de har folk siddende både indenfor og bagom systemet, hvis opgave er at samle stumperne, så de giver mening. Denne mening bliver aldrig tilgængelig for offentligheden. Vi ved samtidigt, at der eksisterer omfattende militære forskning- og udviklingsprojekter langt væk fra det åbne landskab. Videnskaben er blevet militariseret. Del-og-hersk er tilstede i videnskaben. Videnskabsfolk for deres vedkommende har absolut intet imod at arbejde indenfor en lille-bitte indhegning af et nørdfelt, et beskyttet værksted – så længe de får lov til at lege med det legetøj, som de har forelsket sig i. Så de brokker sig ikke over indhegningen.

Det er lidt paradoksalt. Vi bør skelne mellem akademia og videnskab. Akademia er det logelignende segment, man pr definition tilhører, når man har en akademisk uddannelse – indtil man beslutter sig for at lave en afhopper. Videnskab er for det første en metode og dernæst en fællesbetegnelse for de discipliner, der benytter sig af denne metode. Dernæst er der underafsnit for teoretisk videnskab og anvendt videnskab. Teoretikerne er dejligt ansvarsløse i forhold til anvendelse. Teoretiske fysikere kan opfinde x-antal paralelle universer, dimensioner, absurde BigBang-events, dark-matter-teorier. På den anden side må anvendt fysik-folkene spørge sig selv om, hvem der anvender dem?

Akademia er en langt større cirkel end videnskaben. Hvis man tager folk, der kommer igennem et akademisk-videnskabeligt studie, så er der et fåtal, der bagefter kan kalde sig videnskabsfolk. Hvor mange forskere kommer der ud af en generation af akademikere? 1%, 5%, jeg har ikke undersøgt det. De ender som mine tidligere kolleger i min syv år lange karriere som gymnasielærer som fallerede forskere – sådan så mange af dem rent faktisk sig selv. De blev nødt til at finde sig i åndsvage gymnasieelever resten af deres arbejdsdage, for sådan tænkte de.

Hvad de frustreret-fallerede ikke var klar over, var, at deres ungdomsdrøm om at blive forskere med stjernestatus var alt andet end ønskværdig. Forskere bruger halvdelen af deres professionelle liv på at arbejde på at blive funderet = blive betalt for deres arbejde via velvillighed fra fonde, virksomheder, institutioner – statslige eller private. Forskere bruger ligeledes enorme energimængder i at opretholde deres status blandt kolleger i det gode selskab. Hvis de først bevæger sig ind i et felt eller kommer op med forskningsresultater og -konklusioner, der går mod mainstream, så vil mainstream vende sig mod dem – BigTime! Der kunne skrives tykke bogbind med eksempler på videnskabsfolk, der var 20 år+ forud for deres tid, og som blev karaktermyrdet, latterliggjort og udstødt. Altså det, der i de sociale mediesammenhænge ville være at blive deplatformed eller demonetized af Google-Gestapo. Ofte sker der efterfølgende, at deres non-mainstream efter 20 år langsomt og umærkeligt er blevet til mainstream og accepteret som en selvfølgelighed. Bliver pionererne rahabiliteret med en behørig undskyldning? ALDRIG!

Igen, hvor går det galt for videnskaben? Det gør der, når videnskaben bliver kommercialiceret, ideologiseret og politiseret, altså som vi startede med at sige: når videnskab bliver et agentur for en agenda. Altsammen en del af et udefra kommende interessentskab af magtgrupperinger, der ved, at Viden er Magt – som der stod over porten til et gymnasium, en gammel klosterskole i Odense, hvor jeg gik rundt i min ungdom. Dengang kendte jeg ikke den dobbelte betydning af indskriften (viden for hvem? magt for hvem?). Det går også galt, når videnskaben gør det ved sig selv via dogmatisering, når videnskaben og dens indbyggere ‘glemmer’ at teori stadig er teori, indtil det er endeligt bevist.

Når det går galt

Det grummeste eksempel stammer fra det 20. århundrede og hedder The Big Bang – alting blev skabt i et splitsekund ud af absolut ingenting, og der var ingen, der tændte lunten. Teorien blev skabt af en jesuittermunk – de har det med at bedrive videnskab, kan vi overlade dem til det? – som en videnskabelig parallel til det kristent-katolske dogme om Fiat Lux – og der blev lys. Det er interessant, hvordan kosmologien – læren om alting – afspejler tiden. Det 20. århundrede har handlet om ting, der kan sige BANG! – en endeløs række af iscenesatte krige og en global energiforsyning baseret på eksplosionsteknologi – der som uheldig sidegevindst er både uøkonomisk og forurenende.

Andre eksempler er:

  • Mennesket er bare en avanceret abe – hvor blev the missing link af? Aben har ikke meldt sig på socialkontoret endnu.
  • Out of Africa – alle menneskeracer startede som sorte negroide afrikanere og vupti blev de til skævøjede, gullige asiater og blege-blåøjede-rødhårede kaukasere og andet godtfolk … blot ved at vandre.
  • Universet går sin egen varmedød i møde – termodynamik, dampmaskine-teori skaleret til kosmisk størrelse. Det sker, når man frasorterer al implosiv energi og isolerer eksplosiv. Maxwell og Tesla vidste bedre.
  • Evolutionsteorien – husk at det er en teori, deraf navnet! Homo Modernensis er et eksempel på devolution og ikke evolution.
  • CO2 ødelægger livet på jorden, global opvarmning er skabt af mennesker – et af de seneste og særligt stygge medieskabte dogmer, der fuldstændig ser bort fra, at CO2 er selve forudsætningen for ALT iltproducerende planteliv på jorden, deraf navnet drivhusgas.

Videnskab er vor tids religion. Hvad mener jeg med det? Videnskaben er vor tids sandhedsforsyner, hvor religion var fortidens sandhedsforsyner. Lad mig udvide mit synspunkt: Videnskab blev den ene komponent til sandhedsforsyning, ideologi blev den anden. En komponent til hver hjernehalvdel, kunne man sige. Her bliver det lidt svært, for i bund og grund er videnskab en sund ting. Vi har brug for videnskab. Vi udforsker verden, vi sætter resultaterne i system, vi teoretiserer om det, vi endnu ikke forstår, vi afprøver resultaterne i praksis i form af applikationer (anvendt videnskab), og når det ikke virker, går vi tilbage til laboratoriet. Det samme kan man sige om ideologi. I bund og grund har vi brug for at samle ideer og udsætte dem for en logisk test, ide-o-logos, og sammensætte et konsistent idesæt.

Så hvad er problemet? Problemet er hverken politisk, økonomisk eller socialt. Problemet er etisk-spirituelt. Hvis ikke videnskab, ideologi – og lad os bare tilføje religion i begrebets oprindelige betydning – er bemandet af mennesker med en høj etik, så er alle tre til rotterne. Historien har vist, at alle tre er korrumperbare, når de udsættes for en blanding af angreb udefra og indre forfald.

Akademia er ubrugelig

På engelsk obsolete, hvilket er mere end ubrugelig, det betyder også forældet, irrelevant. Kort sagt: en død sild!

For ganske nylig kom en af BigTech-guruerne, Elon Musk, med et udfald mod akademia, mr. Tesla-Technologies og mr. X-Space-Technologies. Jeg har ikke tænkt mig at placere ham blandt de autoritative kilder i betragtning af hans involvering i det globalistiske kapløb om verdensherredømmet. Men udtalelsen er alligevel interessant – og det er ikke bare fordi, han har røget pot med Joe Rogan 🙂 Mr. Musk er en del af slænget, men han slår sig i tøjlerne, han kan i virkeligheden ikke lide slænget. Han udtaler (parafraseret):

Akademia er irrelevant, det er tidsspilde. Al egentlig uddannelse i dag er frit tilgængelig på nettet, universiteter er unødvendige. Dit professionelle liv afgøres af, hvad du har gjort og ikke af, hvad du har papir på. De virkelige iværksættere er drop-outs fra deres studier – de erkender, at de ikke lærer noget af betydning.

drop out eller drop dead! Universitetsliv/college-liv er rent tidspilde. Han har både frygtelig ret og skal tages med et gran salt. Han taler om sig selv og en række andre pinger i toppen af HiTech-business, der alle sammen var drop-outs. Men man må bare spørge sig selv om, hvorvidt eksamenspapirer i dag er adgangspapirer til et karriereliv eller et job? Dernæst må man spørge sig selv om, hvorvidt akademikerens selvforståelse: Jeg har papir på, at jeg kan tænke, ergo behøver jeg ikke længere at tænke, for jeg kan kan jo ikke tage fejl, fordi jeg har papir på … (cirkulært argument) holder vand længere? Det gør det selvfølgelig ikke, og tænkende mennesker bør ikke være i tvivl.

Hvordan skaber man så et professionelt liv? En af mine yndlings-bloggere på nettet, journalisten Tim Pool, har et bud. Tim P er klassisk liberal (liberal betyder forskelligt i Europa og USA). Han siger: Spørg dig selv om, hvordan du så dig selv som 16-årig. Hvad bestod dit liv og dine drømme i dengang? Vend tilbage til dem og realiser dem.

Kategori: HistoricaScientia

3 Comments

Sus · 18/03/2020 at 22:16

Dejlig dejlig skrift tak for det, du er virkelig dygtig, jeg nyder dit vid.
På den anden side, af denne længe savnede omvæltning, (læs udrensning), må vi håbe at det netop, er al den barnlige vrøvl, der bliver renset ud og erstattet, af en ægte og intens søgen, efter sandhed og kundskab, hvor vores tanker, ikke længere begrænses, af et udgangspunkt i det falske ego og kun det, vi kan erfare direkte.
Det vil blive så forløsende og glædeligt at komme hinsides al den oppustede og selvfede intellektuelle spekulation og alle de fjollede teorier, som har vildledt vores verden.

Thomas Faber · 21/03/2020 at 10:01

Det er næsten ikke til at forestille sig hvor anderledes verden ville se ud hvis egentlig intellektualitet og fin-følelse blev agtede, i stedet for pseudo-intellektuelt ragelse og sentimentale banaliteter.

Har du set dette “post-materialistiske” manifest, underskrevet af en stor gruppe hard-core forskere? Den videnskabelige metode kan, som du skriver, bruges til meget; også til at modbevise det bestående videnskabelige ideologiske dogme: materialismen 🙂 – forfriskende.

https://opensciences.org/about/manifesto-for-a-post-materialist-science

Vibeke Larsen · 22/03/2020 at 10:22

Tak for en enkel og fyldig samling af logik. Som talt ud af mit hjerte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *