Bare sig ordet Human Ressource Management, og der bør løbe en sagte rislen ned ad ryggen. Måske lyser der en rød lampe, og NU gik fabriksalarmen i gang – ngaaa … ngaaa … ngaaa … er der lige en, der dasker til mushroom-knappen derovre på væggen!?

… tak så kan vi høre hvad vi selv tænker

Menneskelig ressourcehåndtering – det lyder så brutalt, når vi oversætter det. Det er for afslørende, så i stedet distancerer vi os og beholder det engelske udtryk forkortet som akronym. HR management er både synonym med ledelse og alligevel noget andet. Det er teknokratiets måde at anskue mennesket på: som en ressource. Ikke som mennesker, der besidder ressourser, som de efter aftale om kompensation stiller til rådighed for andre, men som ressourcer i sig selv, der kan høstes og forarbejdes.
Hov, hvor blev mennesket af?

Management – menageri – manege.
Det handler om dressur af dyr, gør det ikke?

Bureaukratiet, teknokratiet, DJØF’okratiet anskuer mennesket gennem et regneark. Beslutningerne bliver truffet af tegnedrengene ovre i HR-siloen. De anskuer ikke befolkningen i de mere produktive afdelinger af firmaet som egentlige med-arbejdere, for de udfører jo selv det virkelige arbejde, de sørger for at fordele ressourcerne og ser til, at disse ressourcer opfører sig forudsigeligt og håndterbart. Deres succeskriterium er ikke, hvorvidt de selv har udført en service, så de har gjort det lettere for de, der udfører det produktive arbejde. Det skulle man ellers tro, var deres fornemste arbejde. Kriteriet for succes for dem er, hvorvidt de produktive ressourcer har gjort det så let som muligt for DEM at håndtere ressourcerne som … ressourcer.

HR-afdeliger, forlængelsen af direktionsgangen, er som små statsapparater. Staten, administratorerne, embedsmændene og politikerne burde – ligesom de ansatte i HR – hele tiden være på dupperne for at servicere folket/de ansatte. De burde være folkets/de ansattes tjenere, deraf titlen tjenestemænd. Javel, det betyder så at være i kongens og Statens tjeneste, men er Staten ikke os alle sammen i dag? Åbenbart ikke. Feudaltanken døde aldrig men overlevede i et apparat, der stadig ser folket som undersåtter. Undersåtter skal opføre sig efter Statens foreskrifter til Statens fordele.

Opførsel på engelsk er behavour. En hel skole indenfor psykologi er ikke overraskende blevet adopteret af the managerial class: behavourismen. Vi kan kalde det videnskaben om opførselsregulering. Men er det videnskab, når der er en agenda bag? Er det videnskab, når armen er vredet om på ryggen? Er det videnskab, når der er bestikkelse og blackmail indover? Behavourismen blev købt-og-betalt et redskab for teknokratiet, det store styresystem. Ved at kort- og skemalægge menneskelig adfærd og via eksperimenter at forstå, hvilke knapper der skulle trykkes på for at regulere denne adfærd, blev det psyko-sociologiske bagland for management-kulturen skabt.

Vi taler om realiteterne her, ikke om hvordan the managerial class fremstiller sig selv. DE vil selvfølgelig hævde, at de udfører et stykke servicearbejde. Men hvis man betragter dem nøje og hører, hvad de siger, når de ikke holder skåltaler og pudser glorie over deres servicemindethed, så er virkeligheden den stik modsatte: det er folket og de ansatte, der er beregnet på at yde DEM tjenester og indrette sig efter DERES behov.

Ved love, regulativer, forordninger, servitutter, clausuler æder herskerklassen og dens hjælpere sig gradvist ind-og-ind på borgernes rettigheder og frihed. Det går ALTID kun den ene vej, ALDRIG den anden. Der findes love om ALT. Påskudet til en ny indskrænkning er altid, at nogen en eller anden gang et eller andet sted har udnyttet nogle andre, eller nogen er kommet til skade vha noget, som andre har iværksat. Derfor skal der sættes strømførende pigtrådshegn op for ALLE i nutid og fremtid – for en sikkerheds skyld. Vi skal straffes i små mængder hver dag, så vi kan blive mindet om den større straf i morgen.

HR-folk og deres ledelse – der ofte er en slags over-HR-typer, over-DJØF’ere – praktiserer en stribe tilbagevendende tiltag. Når der kommer en ny leder indover, skal der gerne omstruktureres, omorganiseres, revolutioneres, disruptes. Bestyrelsen og ansættelsesudvalget har måske oven i købet givet det som opdrag. De er ansat til at yderligere effektivisere, spare, fyre, rationalisere, skære igennem, skabe vækst, hæve bundlinjen. Der skal være nye faglige fyrtårne og pejlemærker. Der skal være en bedre og hurtigere gevinstrealisering. Det kræver innovation.

Vi arbejdede hårdt. Men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation med omorganisering. Og jeg lærte, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang – mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering.

Cajus Petronius, embedsmand under kejser Nero, død år 66 e.Kr.

Det er intet nyt under solen, for det romerske statsapparat genererede, som vi kan læse, allerede for 2000 år siden de samme systemiske problemer. Apparatet var militært. Derfor er titlerne på ledere i det angelsaksiske virksomhedshierarki også militære, CEO, Senior Executive Officer, osv. Business er en krig mod fjender, en kamp mod konkurrenter. Krige kræver døde, virksomheder bukker under i kampen og går konkurs. Der tales om handelskrige, sanktioner er masseødelæggelsesvåben i form af handelshindringer. Der udføres industrispionage af et industrielt efterretningsvæsen. Britisk efterretningsvæsen, MI5, opstod af British East India Company. Man har offensive business-strategier som før et afgørende slag. Man vinder kunder og kæmper om markedsandele – eller taber dem. Man gør reklame-fremstød. Man rekrutterer menige medarbejdere. En nyansat kan være en trainee, der trænes på træningsbanen.

Business- og managementsproget er voldsomt inficeret af krigsterminologi. Tiderne for den gammeldags familievirksomhed er ovre, for de kan ikke overleve i globalismens tidsalder – det har globalisterne sørget for i samarbejde med den tilfangentagne Stat. Den historisk-tekniske betegnelse for denne tilfangentagne sammenkøring, dette systemisk-organisatoriske samleje er: FASCISME. Operatørerne kan komme med alle mulige eufemistiske feel-good-betegnelser: Public-Private-Partnership, outsourcing, privatisering, tværsektorielt samarbejde på tværs m.m. for at dække over projektets natur, men når man ser igennem al flødeskummen, så skinner det igennem. Det kan man kalde alt muligt efter behag: korporatisme, globalisme, postdemokrati, teknokrati, New World Order … eller bare globalfascisme. Som det hed i klassisk Mussolini-term: Der er intet over Staten. Skal vi ikke også tilføje: Staten er ejet af bankmænd.

Det er just denne proto-fascistiske tanke, som Petronius-citatet beskriver. Romerstaten var en kult, der var intet over Staten, og kejseren var indbegrebet af Staten. De romerske kejsere havde intet imod at udnævne sig selv til Gud. Hvilket gik i arv til forlængelsen af Imperiet, den Katolske Kirke, hvis overhoved var intet mindre end Guds stedfortræder på jord. Romerstaten var en slags krigsførende gudekonge-kult, og industrialisterne, der startede industrimaskinen i England i 1800-tallet og den britiske herskerklasse, havde som deres ideal den græsk-romerske statskult og dens krigsmaskine. Den stak blot til søs i stedet for at trampe henover landjorden.

Allerede i det Britiske Imperiums start skinner gudekonge-kulten igennem. Elisabeth I bliver fremstillet som Himlens Dronning i et symbol- og ritualladet okkult pantheon. Meget kan man sige om det danske kongehus, men englænderne har aldrig haft en Frederik IV, der hang ud med sømændene og elskede biksemad – utænkeligt at Gud i egen royale personage ville nedlade sig til det.

Det siger sig selv, at Imperiet, når det har ambitioner om at beherske hele den beboelige verden, er nødt til som romerne at etablere et gigantisk managementsystem. Et sådan monopolistisk system forstår verden ud fra sig selv og sig selv alene. Intet i dette system er som udgangspunkt baseret på frivillighed. Hvilket lokalområde eller nation ville frivilligt vælge at være en sukkerdrik for enden af et stort sugerør … SLURP! der sugede al saft ud af dig?

En anden pointe, som Petronius kommer med, er at styresystemet er god til at skabe illusionen om fremgang. Ligesom romerstaten var proto-fascisme, var dens fremgangstanke proto-darwinistisk. Alle Imperiets hovedteser, alt i deres selvforståelse kommer fra deres store forbillede. Romerne så sig selv som det civiliserede apex, højdepunktet i en fremgangsproces fra de primitive landboere til de forfinede byboere. Den katolske kirke havde to udtryk til at beskrive dem (hvoraf det ene kun findes på engelsk), the pagans og hedningerne. Bonderøvene derude og oldingene dengang var ifølge imperialisterne at regne for de lavere klasser og de lavere racer. Klasse- og race var sammenfaldende dengang. Vi har arvet attituden, og hvis man er en Hellerup-snob eller bare en kjøvenhavnersnude, taler man gerne om de derude i provincen, og medierne har opfundet udtrykket udkants-Danmark. Fremgangstanken, tanken om den lineære evolution, tanken om det progressive er darwinistisk. Det er derfor, krigsterminologien er så fremherskende i managementsproget. Det er de stærkes ret til overlevelse – forkert oversat som the fittest, for Darwin selv skrev the strongest. Det er bevidst ændret i udgivelsen af hovedværket (The Origin of Species …), og det er også derfor, at slutningen af titlen er udeladt: … and the Preservation of the Favorite Races.

Problemet

Der er imidlertid ét problem med Imperier. Dette problem er årsagen til, at imperier er dømt til undergang. Det er hovedproblemet med alle sociale styresystemer over en vis størrelse. Hold fast i stolen, nu bliver det rigtigt … banalt. Det er simpelthen STØRRELSEN. Leopold Kohr beskrev det i bogen The Breakdown of Nations fra 1957, en bog der burde have været et af hovedværkerne hos de studerende på London School of Economics (hvor han var uddannet) og lignende læreanstalter. Problemet er måske, at stifterne af LSOE var medlemmer af The Fabian Society, der arbejdede for en langsom nudging-overgang til globalfascisme – i deres forståelse international-socalisme, same-same, ikke via voldelig magtovertagelse, med ved at folk blev forført til at efterspørge deres eget slavesamfund.

Fabianerne – igen navngivet efter en romersk skikkelse – er folk som Arnold Toynbee (historiker), H. G. Wells (science fictionforfatter, eugeniker, propagandist for folkemord og oligarki), George Bernhard Shaw (forfatter), Beatrice og Sidney Webb (stifterne af LSOE). Bertrand Russell (matematiker, filosof). Tony Blair (New Labour-arkitekten) var og er medlem af selskabet. Deres indflydelse er at sammenligne med Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet, the Rand Corporation og lignende fænomener, der er social-behavouristiske kontrolrum forklædt som forskningsinstitutter eller tænketanke.

Soft power management

Det er det fabianske tankesæt, der ligger bag den nyere trend indenfor management, en trend og en taktik, der bygger på forførelse og manipulation, så folk – borgere såvel som ansatte – internaliserer, inderliggør deres egen undertrykkelse. Taktikken er særdeles lumsk, den er fej og den er led. Den giver sig ud for noget andet, end hvad den er, en giftig suppedas med jordbærsmag.

I new management-trenden finder vi elementer af New Age. Medarbejderne skal lære mindfulness, så de kan kompensere for den stress, der skyldes dårlig ledelse. Der hyres konsulenter, business coaches, facilitatorer, erhvervspsykologer til at afholde team building-seminarer og workshops for medarbejderne. Titlen ‘erhvervspsykolog’ er ikke en beskyttet titel, for enhver smartass, der har trukket et smartass-kursus i en automat ovre i United Bluff, kan kalde sig sådan. Og hvad er det, disse smartass’es, der er hyret af ledelsen, gør ved medarbejderne? De ælter deres bløddele! De sniger sig langsomt ind på medarbejdernes menneskelighed, og så drejer de på visse psyko-sociale håndtag vha manipulatorisk massepsykologi, så medarbejderne begynder at gøre det ved sig selv.

Jeg blev for nylig udsat for en af slagsen i et 2-dages medarbejderseminar, så jeg har det helt present. Jeg skal ikke trætte med for mange detaljer, men blot give en komprimeret version (jeg har tilføjet det, jeg i min perplexitet ikke nåede at sige) af min respons til typen – jeg tror både, at han og et par af mine kolleger var lidt chokerede:

Nu skal du høre her. Jeg har valgt IKKE at gøre, som du forlangte – at skamrose hver af mine kolleger på en gul lap. I har alle sammen fået et julekort, hvor der står det samme: ‘Tak fordi du er en god kollega’, og jeg mener, hvad jeg skriver, så der er ingen, der skal føle sig hverken fornærment eller forbigået.

Grundet til, at jeg har gjort det, er, at du absolut INTET har at gøre i det intime rum. Du har ikke spurgt om lov, og du har ikke fået lov. Du har stukket en fod i døren og tiltvunget dig adgang. You are on holy ground, og du har vanhelliget dette rum.

Du har benyttet dig af et stykke manipulerende massepsykologi, hvor du smider en røgbombe: I vil vel ikke-IKKE skrive noget godt om jeres kolleger, nej vel, så kom bare i gang, også du derovre i hjørnet. Underforstået: hvis I ikke gør det, er I dårlige kolleger og dårlige mennesker.

Det er fejt, ledt og irrelevant. Men det ærgerlige er nu, at jeg sidder med en stak gule lapper, hvor mine søde-søde kolleger skriver noget pænt om mig. Jeg kender dem, hvilket du ikke gør, så jeg er sikker på, at de mener det, selvom du har tvunget dem til at pynte på det. Problemet er, at de har gjort det med en massepsykologisk gummikugle for panden og den ene hånd på ryggen, så nu står der et stort rødt spørgsmålstegn henover de gule lapper. Jeg kan ikke stole på den, fordi der er kørt et stykke faciliterende erhvervspsykologi indover.

Det, du har gjort, er at forgribe dig på det, som den danske filosof K.E. Løgstrup kalder for en spontan livsytring. 1-2-3 ELSK! Psst, Løgstrup er den næst-mest-berømte filosof efter Kierkegaard, men sådan noget crap har folk som du sikkert ikke læst. Når man okkuperer en spontan livsytring, er den for det første ikke spontan længere, og for det andet er den ikke en livsytring. Den er et syntetisk kunstprodukt.

Livsytringer foregår i øjenhøjde i de situationer, hvor de hører hjemme. Jeg skal hjertensgerne – og mine kolleger ved, at jeg gør det – sige vældigt pæne ting om dem. Men der skal bare ikke en eller anden erhvervspsykolog – whatever that is – indover og ‘facilitere’ det. Så endnu engang undskyld til mine kolleger, men nu ved I hvorfor.

Jeg skal ikke trætte jer med mandens arrogante, ironiske – og inkompetente – svar. Jeg skal heller ikke trætte med en alenlang opremsning/analyse af den nye klamme trend indenfor management. Jeg har i mit daglige arbejde i en HR-afdeling i Danmarks største virksomhed – så kan du selv gætte – været udsat for hele udtrækket af klamheder fra new management. Det har på den anden side givet mig direkte indsigt i fænomenet, og sådan vælger jeg at se det. Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget.

Jeg vil hellere tage tråden op fra The Breakdown of Nations og problemet med størrelse, der er afsættet for hele management-filosofien. Der var en undersøgelse for nogle år siden af virksomhedsstrukturer, der konstaterede, at der var en breaking point ved virksomheder over syv medarbejdere. Gennemsnittet var syv, og hvorvidt små virksomheder også fungerede med 10 medarbejdere er irrelevant. Alle kendte hinanden, alle stolede på hinanden, alle var indforståede med hinandens arbejdsfelter, der eksisterede en maksimal flad struktur, og lederen af virksomheden befandt sig stadig i gulv- og øjenhøjde med sine ansatte/kolleger.

En lille virksomhed er et grundlæggende samfund. Et lokalsamfund er en fraktalt opskaleret virksomhed. En nation er en yderligere opskalering. Når denne opskalering forceres, startes en nedtælling. Undersøgelsen konkluderede, at virksomheder over gennemsnitligt syv medarbejdere var i færd med at ødelægge sig selv. Disse virksomheder ser det ankomme, hvorefter de begynder at indføre management som kompensation for det førhen naturlige gnidningsløse samarbejde.

Størrelsens krise

Følgende er en oversat artikel af den engelske journalist Paul Kingsnorth, hvor han præsenterer en bog, mange flere burde kende, men dens forfatter er stort set glemt. Og det på trods af dens lysende aktualitet. Forfatteren, økonomen, juristen og politisk tænker hedder Leopold Kohr. Titlen på hans hovedværk er The Breakdown of Nations.

Kingsnorths’s artikel om Kohr, hvor vi får en lille, komprimeret indføring i Kohrs filosofi, hedder: Den økonomiske krise er en størrelsens krise:

At leve i en tid med et kollaps er en besynderlig oplevelse. Måske er det det mest besynderlige ved det, at ingen ønsker at indrømme, at der er tale om et kollaps. Resultatet af et halvt århundredes gældstynget vækst er efterhånden ved at blive umuligt at benægte på en overbevisende måde. Men selvom økonomier og virkelighedens sikkerhed smuldrer, holder vores valgte ledere modigt stand. Ingen af dem ønsker at være den første, der siger at dæmningen er gennembrudt, og at den ikke længere kan reddes.

At lytte til en politisk leder i disse tider er som at sidde stille på bænken hele vejen gennem en gudstjeneste i kirken med en præst, der har mistet sin tro, men som desperat prøver at undgå at indrømme det, endda overfor sig selv. Lyt til engelske politikere som Nick Clegg, David Cameron eller Ed Mlliband udspyde barsk tale overfor de troende. Lyt til Angela Merkel, Nicolas Sarkozy eller George Papandreou foregive, at alt er vel i eurozonen. Studér ansigterne på Barack Obama eller Ben Bernanke, der taler om ‘vækst’, som var det en hedensk gud, der skulle formildes ved at hælde endnu en gryde fuld af fiktive penge ned i vulkanens krater-mund.

I tider som disse ser folk sig om efter andre svar. Krisetider er også åbningstider, hvor ideer, der var tiltænkt særlige tilfælde, bevæger sig ind på midten. Når tingene falder fra hinanden, bliver appetitten for nye synsvinkler håndgribelig, og der er altid masser af folk, der er villige til at træde frem i rampelyset med deres yndlingsideer.

Men overvej følgende: hvad nu hvis de store ideer er en del af problemet? Hvad nu hvis problemet rent faktisk er selve størrelsen – ikke bare ideernes størrelse, men størrelsen som fænomen, som princip?

Den krise, der for tiden udspiller på verdensscenen, er en vækstens krise. Ikke, som vi hele tiden får at vide, en krise forårsaget af manglende vækst, men forårsaget af for meget vækst. Banker har vokset sig så store, at de er i stand til at forårsage et kollaps af hele den globale økonomi. For at forhindre dette, blev de subsidieret / udbetalt af store portioner af offentlige pengemidler indbetalt af skatteydere, hvilket resulterede i sociale kriser på gadeniveau i alle vestlige nationer.

Den Europæiske Union har vokset sig så stor og uoverskuelig, at den truer med at falde sammen om fødderne af sig selv. Multinationale virksomheder har vokset sig så store, at de overvælder demokratierne og bygger globale plutokratier, der tjener deres egne interesser. De menneskelige økonomier som helhed har vokset sig så store, at de er i stand til at forandre planetens atmosfæriske sammensætning og forårsage en masseudryddelses-event.

En mand, der ikke ville have været overrasket over storhedens krise – hvis han havde levet i dag og overværet det – var Leopold Kohr. Kohr ville med god ret kunne have kaldt sig den mest betydningsfulde politiske tænker, du har hørt om. I modsætning til Marx dannede han ikke en verdensomspændende bevægelse eller inspirerede til revolutioner. I modsætning til Hayek omskrev han ikke reglerne for økonomi i den moderne verden. Kohr var en beskeden og selvironisk mand, men dette var ikke grunden til, at hans ideer er blevet overset af igangsættere og initiativtagere i det halve århundrede, der er forløbet siden ideernes fremkomst. De er blevet overset og ignoreret, fordi de ikke tiltaler de magthungrendes egoer, det være sig de revolutionære eller plutokraterne. Kohr’s budskab er faktisk en direkte udfordring til dem. ‘Når noget er galt’ insisterede han, ‘er det, fordi noget er blevet for stort.’

Kohr blev født i 1909 i en lille østrigsk by, Oberndorf. Denne barndom i en lille by, kritiske studier i økonomi og politisk teori ved London School of Echonomics, hans oplevelser af anarkistiske bysamfund under den spanske borgerkrig, som han dækkede som krigsrapporter, og det faktum, at at han var tvunget til at flygte fra Østrig efter nazi-invasionen (Kohr var jødisk), bidrog til hans stigende kritiske modvilje overfor Imperiekultur.

Bosat i USA begyndter Kohr at skrive den bog, der skulle komme til at definere hans tænkning. ‘The Breakdown of Nations’, udgivet i 1957, fremstillede, hvad der på det tidspunkt syntes at være en radikal sag: at små stater, små nationer og små økonomier er fredeligere, mere velstående og velfungerende og mere kreative end stormagter eller superstater. Udsagnet var ligeså ude af trit med tidens herskende mode, som det var muligt at fremsige. Dette var starten på rumalderen – en tid med høj tiltro i menneskehedens fremskridts-søgende, gigantistiske, teknologidrevne fremtid og skæbne. Fejrede politiske tænkere talte med stor alvor om at danne en verdensregering som det næste skridt mod at forene menneskeheden. Kohr var seriøst på tværs af den herskende stemning. Han kommenterede senere tørt, at hans kritikere ‘affærdigede ham ved at henvise til ham som en digter’.

Kohrs påstand var, at samfundets problemer ikke så meget skyldtes dets særlige form for social eller økonomisk organisation, men skyldtes dets størrelse. Socialisme, anarkisme, kapitalisme, demokrati, monarki – alle kunne fungere udmærket inden for ‘den menneskelige skala’: en skala, hvor mennesker kunne spille en rolle i de systemer, der styrede deres liv. Men når disse systemer først blev opskaleret til moderne stater, blev alle systemer undertrykkere. At forandre systemet eller ideologien, som systemet og samfundet hævdede at være inspireret af, ville ikke forhindre denne undertrykkelse – hvad hvilken som helst revolution har demonstreret – for problemet er ikke tingen, der er stor, men størrelsen i sig selv.

Idet han drog sine eksempler fra historien, demonstrerede Kohr, at mennesker, der havde for meget magt indenfor eller udenfor et givet system, ville misbruge denne denne magt. Formålet var derfor at begrænse omfanget af den magt, som individer, organisationer eller regeringer kunne få rage til sig. Løsningen på verdens problemer var ikke mere enhed og centralisering, men opdeling og decentralisering. Ikke i betydning ‘del-og-hersk’, men i betydningen baseret på mindre enheder. Verden skulle brydes op i små stater, der var tilnærmelsesvist lige store, hvilket ville forhindre dominans fra en enkelt enhed. Små stater og små økonomier var mere fleksible, mere i stand til at beskytte sig mod økonomiske stormvejr, mindre tilbøjelige til at rode sig ud i alvorlige krige og mere gennemskuelige og håndterbare for deres befolkning. Og ikke kun det, de var også mere kreative. På en bumletur med toget gennem middelalderen og frem til det tidlige moderne Europa, gør The Breakdown of Nations et glimrende stykke arbejde med at overbevise læseren om, at mange af storhederne ved den vestlige kultur, fra katedraler til stor kunst til videnskabelige fornyelser, var produkter af små stater. Storhed og størrelse er forskellige begreber (greatness og bigness).

For at forstå den lysende, profetiske kraft ved Kohrs vision, er man nødt til at læse The Breakdown of Nations. Noget af den vil give gådshudsfornemmelser af genkendelse. Størrelse, forudsagde Kohr, kunne kun føre til mere størrelse, for ‘hvad som helst, der vokser udover visse grænser, begynder at lide under uundgåelige problemer med dets uhåndterbare proportioner’. Udover disse grænser blev det forvoksede væsen tvunget til at erhverve sig mere magt blot for at håndtere den magt, det allerede besad. Vækst ville blive kræftagtig og ustandselig, og der var kun ét muligt slutscenarie: kollaps.

Vi har nu nået det punkt, Kohr advarede om for et halvt århundrede siden: punktet hvor ‘i stedet for at væksten tjener livet, er det nu livet, der tjener væksten, hvorved det perverterer selve formålet for sin eksistens’. Kohrs ‘størrelsens krise’ er over os, og ifølge drejebogen takler vi krisen med endnu mere af samme skuffe: større økonomiske og politiske enheder, tættere og mere udbygget global regering og kontrol, geo-ingeniøriske skemaer, mere økonomisk vækst. Størrelse, synes det, er så smukt for dem, der ser det som deres ufravigelige mål at holde vækstmaskinen i gang.

Det burde ikke overraske os. Det overraskede ikke Kohl, der ulig sin samtids utopistiske kritikere, aldrig forvekslede radikal forandring med sandsynligheden for, at den ville finde sted. I stedet for er hans jordnære og underspillede – men forfriskende ærlige konklusion, at det gigantistiske globale system i enden ville falde ned i hovedet på sig selv, og hele vækstcyklen ville starte forfra. Men før den gjorde det, ville verden blive ‘lille og fri mellem de istider, der var dannelsen af de store magt-dominanser’.


2 Kommentarer

Joaquin · 02/02/2020 kl. 7:44

Interesant læsning som jeg glæder mig til at læse hver gang: men det er så utydeligt svagt så det er svært at læse, derfor opgiver jeg tit på halvvejen, det er for anstrengende, det vil være en fordel med en skrift type der er lidt mørkere.

    marcohanuman · 05/02/2020 kl. 20:20

    Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal efterkommme den. Så vidt jeg kan se, er teksten kulsort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *