Poema

Lyden af solnedgang

Det er på en måde som at sidde foran et hav
det fuldvoksne græs, modnet med sprængladte aks
Ikke tungt som kornet, dets kultiverede slægtning
men let og luftigt, som vinden der får det til at bølge

Det står ikke mange dage endnu,
før det fældes af et motoriseret segl,
høstmanden har sat strøm og benzin til det ældgamle ritual,
der sørger for, at fårene i vinterstalden har nok at gumle løs på.

Som Græs er Menneskets dage, 
han blomstrer som Markens Blomster; 
når et Vejr farer over ham, er han ej mere, 
hans Sted får ham aldrig at se igen.

*

Roms forfald. Roms undergang. 
De har prøvet at forklare, bortforklare, klarlægge og alt, hvad man kan ønske sig.
Mnjaa, det var økonomien – hvilket det var – det var størrelsen – hvilket det var
det var de skide barbarer – hvilket det selvfølgelig var, for de havde skæg og deraf navnet.

Men når dagen er omme er der kun én forklaring.
Denne forklaring er imidlertid ikke en, der huer historikere.
Historikere er en særlig tjenstvillig klasse af skriverkarle,
der får penge for at beskrive fyrstens herligheder 
og alle de krige, han førte for at kunne plyndre sine ligeså fyrstelige modstandere,
så han kunne få råd til at føre den næste krig.

Forklaringen huer ikke Imperiets beundrere og arvtagere.
Det går dem for nær, det rammer et svagt punkt af pinlighed i deres almagtsfølelse.
Det minder dem om, at også Imperiets dage er som græs,
og vel blomstrer det som markens blomster,
men et vejr vil fare over det, og pludselig er det ikke mere.

Hvad taler du så om, du skriverkarl, der ikke får penge for det
men gør det helt af egen vilje og motivation?

Det er det, jeg taler om – vilje og motivation.
Den romerske hær bestod af professionelle lejesoldater.
For dem galt det om at udføre deres arbejde, så de kunne nå hjem til aftensmad.
Hvad kan en hær af kontorpersonale i rustning stille op
med og mod en hær af barbarer, der kæmper for,
at deres landsbyer ikke bliver brændt ned,
deres koner bliver voldtaget og deres børn bliver solgt som slaver,
og som ikke har en bagkant med en boblende kødgryde?

Vor tids Imperier har oplevet det gang på gang.
De bukkede under ved Stalingrad.
De måtte opgive ævret i den vietnamesiske jungle.
De kørte død i den afghanske ørken.
Holder de af at høre historiens uforfalskede lektie?

De opgav i de støvede landskaber i Syrien.
De bliver aldrig budt velkommen i den libyske ørken igen.
Deres udåd huskes af egyptere, yemenitter, sudanesere,
iranere, irakere, ukrainere, libanesere, palæstinensere.
Ønsker de mon, at de nedslagtede får et talerør?

Lejesoldatens motivation kan aldrig matche hans ofres motivation.
Ingen udrustning, intet våbensystem, 
ingen pengstrøm op i endetarmen på maskinen
kan nogensinde hamle op med den vilje,
den underkuede menneskehed er umistelig ejer af.

*

Har du hørt lyden af solnedgangen?
Hvad taler du nu om, du fortænkte skriverkarl?
En solnedgang er noget, man ser på, ikke noget man lytter til.

Det skal jeg fortælle dig, du forgabte læserven.
Jeg taler kun yderst sjældent om noget, du ikke kan gå efter i sømmene.
Jeg kan kun bifalde, hvis du tænker, at du vil høre det, før du tror det.

Alle lyde forandrer sig i solnedgangens øjeblik.
Vi taler måske om et øjeblik på fem-ti minutter,
men kun et øjeblik i døgnperspektiv.
Det har lige fundet sted, hvor jeg sidder.
Datoen er 16 juni, lokationen er Sydsjælland.
Klokken er nu 21:55, og det skete mellemm 21:40 og 21:55.
Hele fuglemenageriet skruer tydeligt og hørbart ned, 
kun en enkelt solsort er nødt til at markere,
at den trods alt er en solsort. 
Dens klangrum er en demo på, at alle de andre har forladt scenen.

___________________________________

Først udgivet på: UNDERETAGEN.DK

One Comment

  • omar ingerslev

    Lyden af sol. Opgang og Nedgang. Østen og Vesten. Fuglenes morgen og aftenssang. Morning Raga & Nocturne.

    I Istanbul lyttede jeg til solopgangen. Bag lukkede øjne nærmede en smilende horisont sig fra øst. Smilet brød igennem nattens dobbeltport, og fik den til at give efter. Et æterisk lys udfyldte den himmelvendte port. Horisontens smilende og silende lys brændte sig igennem revner i den tunge jordvendte stenport, og vævedes som fine tråde sammen med gadernes optrevlede skygger til en ny dags tæppe af mønstre og mosaikker af huse og mennesker – brødre, søstre, venner, naboer, kendte og ukendte – hele min menneskefamilies hjem. En diskret skratten røbede at forstærkeren til den nærliggende minarets megafoner tilsluttedes. Imamernes morgenbøn hævede sig nænsomt og stille og gav horisonten mæle. Som en faders kærlige morgenvækning med sang og varmende omfavnelse indhyllede en ny dag blidt de sovende – som endnu en gang kun var børn, uanset alder, i drømmen under dynen. Tyngede hjul i gaderne, med uudslukkelig tørst efter den sidste olie, strak sig ud af søvnen, og lagde sig i deres gamle slidte lejer, og rullede ud i dagens dont. Hjulene vred sig i knirkende og hvinende klagesang, og blandede sig i kor med imamens kaldende bøn.
    Fra skorstene rakte røgede dufte fra vågnende køkkener helt frem til naboernes næsebor. Kattens trædepuder landede i puder efter nattens jagt, og gav ekstra varme og selskab, som overtalte mig til at blive liggende i halvt drømmende/halvt vågen, fyldt af indre horisonters smil.
    Jeg lyttede til hvordan koret fra en ny dag skyllede frem som en bølge fra øst. Den rejste sig i et crecendo, der til sidst skyllede som en torden henover mit leje, for dernæst at komme bagfra, fra nabomoskeen tæt på. Så foer jeg pludselig op, rev mig fri af drømmen. Hvis jeg vil nå at ride på dagens bølge af elegiske og hymniske sange – så er det NU og NU og NU – alt er musik, alt er timing – solen og jorden og hjernen har den samme bærefrekvens, den samme toneart.

    Solopgang i dur – solnedgang i moll.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *