Oprindeligt betød det noget andet. Altså kult. Altså noget andet end det, som vi forstår ved kult i dag. Vi lever i tider, hvor gamle begreber undergår en perversion.

Som ordet myte. Engang betød det episk verdensforklaring, historiefortælling, i dag betyder det, at nogle overtroiske fjolser engang i en fjern fortid opfandt latterlige, infantile skrøner, fordi de ikke vidste bedre og ikke havde videnskab – med andre ord: de var dumme, naive, men NU skal vi 2000 år senere fortælle dem i bakspejlet, hvad de skulle have ment, hvis de havde haft en hjerne. Altså, selvfølgelig skal vi ikke fortælle dem noget, for de er døde. Vi skal fortælle de nulevende, at de ikke skal få sjove ideer som de gamle fjolser, at ideer skal have blåt stempel, og at episke fortællinger er noget, som Hollywood skaber for os. Vi projicerer nutiden bagud i fortiden, hvorefter vi bruger fortiden til at slå nutiden i hovedet med, så både nutiden og fremtiden kan tilhøre os.

I munden på polemikere i dag betyder myte en misforståelse, noget som nogle undermålere i deres vildfarelse går og tror på. Mnjaa, vi må nok gøre op med den myte, at … Man tænker, hvem der mon er nogle fjolser, der ikke ved bedre?

De gamle havde et andet sprog for virkeligheden. Sproget var billedbaseret. De personificerede naturfænomener for at gøre dem forståelige. De så naturen som levende, hvor vi ser den som en maskine, allerhøjest en organisk-biologisk maskine men i bund og grund en mekanistisk tingest. Tog de gamle fejl, og har vi ret? Glemmer vi ikke, hvor hurtigt vore myter i form af den for tiden accepterede videnskabelige forklaring på stort og småt i universet har det med at skifte? Er vi selv blevet så gode til at skabe designermyter, at vi ikke ser dem selv? Har vi blot glemt koderne til de gamles sprog, og har vi smidt oversættelsesmanualen væk? Carl Jung var af den opfattelse, så han studerede noget så altmodich som alkymi hele sit liv, for han havde opdaget, at det var et sprog for ALT det, han havde beskæftiget sig med.

Den samme twist er sket med ordet kult. Ordet er selvfølgelig kernen i ordet kultur. Kultur er fint, eller kan betyde noget fint. Men selv her går det galt, for som man siger: Vi skal i byen i aften skat og have noget kultur. Det er altså ikke noget, vi lever i og er medskabere af. Det er noget vi tilkøber os som forbrugere. Det er noget, som vi har overladt til professionelle og lader os underholde med i en voyeuristisk, blasert kultur. Ligesom vi har overladt politik til karrierepolitikere og teknokrater. Derom senere.

Eller også er kultur et undersøgelsesobjekt for selvhøjtidelige sociologiske æggehoveder, der, som de siger, studerer indvandrerkultur, fremmede kulturer, forstadskultur, bondekultur på en ø i 1800-tallet, arbejderkultur på Nørrebro i 1911, whatever.

Kult old-school

Ordet kult betyder uden moderne fims, forvridning og fordømmelse: at dyrke. Kult var livskult, frugbarhedskult, og det dyrkede var det, som naturen gav, og som holdt menneskene og dyrene i live. I taknemlighed over den gave, de fik, hjalp de naturen på vej. Kulten var kulturen, og kulturen kender vi især som landbrugskulturen. Et samler-jægersamfund har blot en anden form for kultur, for de dyrker ikke noget, de samler eller jager noget. At de ærede og værdsatte naturen som gavegiver, er der ingen tvivl om. Det kultiske, det dyrkede kunne være bjørnen, oksen, ulven, vildtet. Vi ser det i deres afbildninger, for det et det, vi kender dem fra udover deres andre fysiske efterladenskaber. Og billeder er jo noget af det, vi kalder for kultur i dag.

Vi har museer, hvor vi beglor billeder – eller grafitti, der protesterer mod betongrimheden. Vi har koncertsale, hvor vi belytter musik – eller spillesteder, hvor vi skyller musikken ned med sprut. Det fine og det folkelige. For jægeren for 40.000 år siden, der malede galopperende tyre i en hule i Lasceau kaldet Tyrenes Hal, var det hverken fimset beglo-kunst eller sprutfornøjet underholdning. Hulen var ikke et museum. Det var en magisk taknemlighedshandling og en malet bøn om, at flokkene af dyr måtte være rigelige og vende tilbage igen næste år og mange år frem. Det var en jubel og benovelse over den kraft, der boede i det mægtige dyr, en respekt for dets vitalitet. Også når jægerne var så heldige at nedlægge det.

Hvordan ved vi lige det? Fordi jægerkulten har været så konservativ, at vi har nedskrevne beretninger af folk, der har mødt deres efterkommere 39.500+ år senere, der gjorde det samme og tænkte på samme måde. Der er ikke forskel på den livsstil og det tankesæt, som inuitter for tusinder af år siden havde i sammenligning med de fangere, som Knud Rasmussen og Peter Freuchen mødte på den første Thuleekspedition i 1912 – for ikke at tale om den femte ekspedition, Den Store Slæderejse, hvor han som den første i nyere tid krydsede fra Nordgrønland til Alaska med hundeslæde for, som han sagde, at løse problemet med oprindelsen af den eskimoiske race. Han kunne have fortsat over Beringsstrædet, men det var ikke landfast med Sibirien længere, og så var han endt i Finland.

Hvad var kulten for fangerne, hvad var fangerkulturen? Det var for det første den ydre verden sødyrene, der holdt dem i live. Måske kombineret med luftdyrene, fuglene. Knud Rasmussen, der selv var inuit/grønlænder, omkom ironisk nok efter lungebetændelse i forbindelse med indtagelse af kiviaq, der er ryper fermenteret i en død, nedgravet sæl – en herlig ret, den må vi sørme prøve en dag. Men fermentering er totalt logisk i et samfund uden salt, uden eddike, og uden brænde til at koge spækket sønder og sammen. Køleskab havde de rigeligt af, men nedgravning er både konservering + tilberedning på samme tid.

Hvad afbilleder inuitter, når de sidder i de lange vinteraftener i deres igloo og snitter i en hvalrostand, for aftenerne er meget lange om vinteren deroppe? De afbilleder deres virkelighed og deres fortællinger om virkeligheden. Udover dem selv og deres fangstdyr ser vi sære væsener fra den indre verden, som deres åndemaner, deres shaman har mødt på en af sine rejser ved trommedans i trance. Er tupilakker så bare delirisk fantasi, eller er de virkelige? Åndemaneren har ikke været stangstiv af fermenteret etellerandet, for inuitter er stærkt intolerante overfor alkohol, hvilket de deler med den mongolske race, som de er en del af. Sjove planter med entheogene stoffer gror der ingen af i islandskabet. De har skabt det hele via trommedansen, og shamanen har været fuldtud i stand til at fremkalde den transcendente tilstand, hvor disse væsener, disse ånder dukkede op. Så var de virkelige? – i allerhøjeste grad! Man skal bare ikke spørge den distancerende, rationaliserende æggehoved-etno-antropolog, der sidder på et institut nede i storstaden og kloger sig på sit studieobjekt. Han har ikke været der. Han TROR, han har været der, men det er noget helt andet. Giv ham en gang dmt eller ayahuasca, og spørg ham bagefter, om der dukker væsener op.

Kulten hos de gamle var en fejring af livet og en anråbelse af dets velsignelse. På vore breddegrader var det dels en solkult, for de gamle vidste, at solen var livgivende. Men nordboerne kendte også til elektricitetens kraft = lynets plasmaenergi, Thor, og de ærede også kvinden som moder og livsskaber, Freya. De ærede livet og naturkræfterne. I Mellemøsten var det en månekult, for solen var en destruktiv afbrænder, og månen tiltrak vandet, der var livgivende. At de gamle også kendte visse hemmeligheder om månen ved vi fra den vediske kultur og deres forståelse af tallet 108.

Jo mere vi i vor tid bliver indhyllet i syntetisk designervirkelighed, jo mindre kontakt vi har med naturen og dens liv, skønhed, overflod men også brutalitet, jo mere fremmed er vi overfor den oprindelige kult. Til gengæld udsætter vi os for opkomsten af bizarre pseudokulte, designerkulte, forføreriske misbrugerkulte, parasitære misfostre af neo-kult.

Religion

En kult har et element af det, som vi kalder for religion i dag. Men de gamle havde ikke religion, for det var os, der ankom med den tingest. De havde et direkte magisk forhold til virkeligheden og en hverdag, der var gennemsyret af ritualer med direkte betydning. De havde det, som er som en glemt kerne i al religion, og som synes at forsvinde helt i hierarkiske præstestrukturer, tømte automatritualer, bygninger med pomp og pragt, symbolik som selv præsterne har glemt betydningen af, politik og magt, synd og skyld og skam. Urkernen i de senere religioner er shamanismen, et ord der stammer fra den sibiriske type af åndemanere. Tibetansk buddhisme er kun et led borte fra den mongolske Bön-kult, der er ren shamisme.

Lidt sværere er det at få øje på, at kristendommen er en solkult, for Romerriget under Konstantin den Store havde brug for et statsreligion som understøttelse af kejserkulten. Riget havde som software brug for guverna-mente = styring af sindet midt i sin hardware, de fysisk-militære magtapparat. Derfor fusionerede de persisk mitharaisme, Sol Invictus med Paulus’ transformering af det, som romerne gerne ville slippe af med: den jødiske opstand og de messianske grupper, der gjorde livet usikkert for Imperiet. Så lod de Jesus, lederen af den jødiske opstand før erobringen af Jerusalem, genopstå som Kristus, som solen genopstår ved vintersolhverv og placerede ham som solen i midten af zodiak’en med det 12 planeter/disciple. Ved at gøre en messiansk lederskikkelse til en pacifistisk vend-den-anden-kind-til efeminiseret fredselsker, pacificerede de samtidigt opstanden. At skikkelsen var en aktuel person er der ingen tvivl om, men enorme anstrengelser blev brugt på at udradere selve personen. Læs: Kongen der forsvandt. Kristendom gik fra at være den nazaræiske sekt indenfor jødedom til at blive et synkretistisk blandingsprodukt af babylonisk-persisk-egyptisk herkomst. Samtidigt er den en form for jødedom light, da den indbyggede Toraen og billedet af Jahweh med langt skæg. Det faldt på plads ved det Nikæiske Koncilium år 325, hvor 318 biskopper sad og råbte af hinanden som i det britiske parlament.

Konstantin opfandt på en måde designerkulten. Eller rettere: hans bagland, hans spindoktorer strikkede den sammen ved at omskrive hændelser, der var over 200 hundrede år gamle. Allerede Josephus Flavius – den jødiske skriftkloge, historiker og aristokrat og ikke mindst: manden der var inde i apostlen Paulus – havde omkring år 70 lagt grunden til efterredigeringen. Hovedtanken var: Hvis man skal nedkæmpe et folk, der ikke frivilligt underkaster sig, så skal man fjerne dets historie og give det en falsk ideologi/selvforståelse. Kan vi genkende strategien, er det noget vi har set for nylig i forskellige udtræk?

Jødedom er selv en syntese af egyptisk-babylonisk kult, og dens indercirkel Kabbalah er et forsøg på at genskabe den babyloniske magi, de mødte under fangenskabet kombineret med deres baggrund som Hyksos-folket (læs også her Josephus), der invaderede Egypten østfra i tiden før 1650 f.Kr – hy-ksos – heqa-khaseherskere af et fremmed land. Tænk Moses og Aaron som Akhenaton og hans general. Tænk Kong David og Kong Salomon som herskerne i Tannis, Egypten, byen med templet og den sekskantede stjerne. Det var først det andet tempel, der blev bygget i Jerusalem, men det var efter Exodus, hvor ‘jøderne’ = indbyggerne i Tell-el-Amarna, Akhenatons nye stad i nedre Egypten blev uddrevet af Amun-præsteskabet fra Øvre Egypten, tænk Luxor. Vi har meget lidt tilbage af Amarna, for præsterne jævnede byen med jorden. Akhenatons reformkult var for første gang i verdenshistorien en monoteistisk solkult. Akhenaton og Nefertiti forsvandt, for grundet deres opgør med præsteskabet var der ikke plads til dem i Kongernes Dal i Theben.

Med monoteismen begynder mange af problemerne. Akhenaton skabte en kult omkring sig selv og sin familie med solen som gud. Monoteisme er monomani, monokultur. Når der kun kan være én, opstår enevælden, og kun hvis folket er heldige, er det oplyst enevælde. Som i religion, så i politik, for disse var ikke adskilt. Monoteisme fremstilles og fremstiller sig selv som et fremskridt – førhen troede de på alle mulige afguder, men nu …

Islam er en månekult fra den arabiske halvø og op gennem Bekkadalen. Dens fødested var ikke Mekka men Petra – muslimer river hovedet af mig, hvis jeg siger det til dem, og de skal være så velkomne. Men de har svært ved at forklare, at de første moskeer, der blev bygget, vendte i retning af Petra. Guvernøren kom i klammeri med sine folk og udvandrede. Muslimer har også meget travlt med at skjule, at der ingen efterladenskaber findes i guvernørens nye bosted i Mekka af noget, der har at gøre med hændelser i 700-tallet. Hvad laver den mystiske sorte meteor-magnetsten, som de udfører en rituel dans rundt om? Hvad har den med Allah og hans profet at gøre? Hvorfor går muslimske kvinder i øvrigt med tre slags tildækning af ansigtet, niqab, hijab og burkha? Et eksempel på noget gammelt, der gemmer sig i noget senere, som man har glemt den oprindelige betydning af. Det er månens tre tilstande, den ikke tildækkede, den halvt tildækkede og den helt tildækkede = fuldmåne, halvmåne og nymåne.

Vi taler ikke om profetens gesjæft som ørkenrøver, og hans erotiske forhold til – som Jeffrey Epstein ville have sagt – meget unge kvinder. Altså piger på ned til 3 år, hvilket vi i dag ville kalde for pædofili. Vi taler heller ikke om, at Islam, der kalder sig selv for en fredens tro, var født i et sandt Mekka af krigshandlinger og blodsudgydelser. Vi taler ikke engang om en tolerant religion. Spørg fx. en pakistaner om, hvad der ville ske med stifterne af et kristent trossamfund i en middelstor provinsby i landet. De ville sandsynligvis blive myrdet på stribe. Andre trossamfund er bandlyst.

Er religion hermed debunked? Overhovedet ikke! Mennesket er religiøst ind i marv og ben, men hvis ikke mennesket passer gevaldigt på, findes der ALTID hyklere og manipulatorer, der kupper de ægte og universelle værdier, der stadig bor i folks indre og drejer dem til egne formål. Kernen er blevet gjort esoterisk, og det er den, fordi den blendt kupmagerne bliver regnet for yderst farlig og har fået kerne til at forsvinde ud i mørket. Kernen gør dem selv overflødig og afslører deres hykleri. Kernen handler om, at mennesket er et suverænt væsen, der kun står til regnskab overfor Gud. Derved står mennesket også til regnskab overfor den højeste lov om aldrig at gøre skade på andre. Dette kan misforstås i retning af, at vi passivt og fejt skal tillade andre at gøre skade på os = den misforståede version af at vende den anden kind til.

Islam har sit helt egen hyklerkult. Den kaldes islamisk fundamentalsme, salafisme eller wahabbisme, læs: Den døende gud. Ved nærmere eftersyn er det ikke Islam som sådan, der har skabt denne kult, for det var en britisk efterretningsoperation. Islams forsyndelse i vor tid er, at den har ladet sig æde op indefra at saudiske bestikkelsespenge og derfor aldrig har gjort op med dette angreb på sin integritet.

Islam tog aldrig officielt afstand fra jihaddismen og blev selv et offer for den. Nu klæber den, og de er nødt til at bruge alle mulige offerrolle-begreber for at vaske den af – uden at det lykkedes. Det skulle de have tænkt på noget før, inden de dukkede nakken og tænkte: det går nok over. Hvis man stikker Den Onde en lillefinger, …

Neokult i omvendingens tidsalder

Omvending – per-version = at vende på hovedet. Kulten som institution var allerede stivnet i oldtiden, netop fordi den blev … en institution. Det skete med bystatens opståen. Her blev tilstedeværelsen af en hierarkisk præste-kongemagt, et militær og en pengeøkonomi nødvendig. Kongerne var gudekonger. Det var også her, det skrevne ord blev vigtigere end det talte. Det oprindelige agrare samfund blev underlagt bystaten. Kan vi genkende det fra vores egen tid?

Når kommunisterne skrev historie ved at forfalske den historie, der fandtes i forvejen, så hævdede de, at det var folket, der omstyrtede zardømmet. Helt forkert! Det var en invasionsstyrke udsendt af britisk efterretningsvæsen som hjerne og med amerikansk kapital og en masse hovedsageligt jødiske fanatikere som muskelmasse. Mange af dem var professionelle jihad’ister, som vi ville kalde dem i dag, en del med militær baggrund. De var bestilt til at ødelægge det russiske agrarsamfund og de dybe traditioner, der går helt tilbage det gamle tartariske rige, forbundet af stammer og klaner og opretholdt af flittige bønder. Resultatet var et uhørt monster af et slave-helvede af kontinent-størrelse, der varede 70 år, og som russerne først slap af med i 1990. Kineserne på samme kontinent lider i dag i alvorlig grad af det samme, for de – og dermed resten af verden! – er bestemt ikke sluppet af med det. Maoisterne ødelagde det konfucianske styresystem og en af de smukkeste ikke-religioner, den daoistiske filosofi og sendte disse to tankesæt under jorden, i landsflygtighed eller langt op i bjernene. Samtlige nedslagtede af kommunisterne i Rusland, Kina og resten af deres globalsfære er forsigtigt og konservativt anslået: 300 millioner! Læg dertil et tal, der kun kan opregnes i milliardstørrelse for mennesker, hvis liv blev et helvede på jord. Der skal en ENORM glemsel, uvidenhed-naivitet eller indbildskhed til for uden at blinke at kalde sig selv for marxist eller socialist i dag. Eller decideret ond vilje.

Kult i dag er en satanisk dødskult. Ingen kult har som den rødfascistiske stats- og massekult demonstreret, hvordan der kun er én gud, Statan, og Marx-Lenin-Trotsky-Mao er hans profeter. Psykopaten Karl Marx skrev digte som hyldest til netop … Satan! Jøden Karl Marx iscenesatte sig selv som Moses, og han forfattede sammen med sin pengepusher Engels de 10 bud i Det kommunistiske manifest. Frimureren Karl Marx vidste udmærket, at Yahweh og Lucifer/Satan er den samme skikkelse. Det får man først at vide, når man opnår en af de seks øverste grader af indvielse.

Ikke overraskende kører Hollywood en glorificering af Lucifer

Vi kan begynde at øjne en ubrudt forbindelse mellem oldtidens kulte og nutidens. Et dystert kodeord er: menneskeofring. Da jøderne kom i kontakt med kanaaniterne, blev de advaret imod at blande sig med dem. Deres egne profeter gennemheglede dem for, at de ikke lyttede. Historien om, hvordan Moses kom ned fra Sinaibjerget og så, at Israels folk horede og tilbad guldkalven og – det står ikke det sted i Toraen/det Gamle Testamente – ofrede børn til guden. Men det står et andet sted: historien om Abrahams ofring af sin egen søn på Yahwehs befaling. Historien afspejler også, at der var en konflikt, en anti-bevægelse blandt jøderne, for Abraham vægrer sig ved offeret. Kanaanitternes kult var en menneskofringskult. Deres dæmoniske gud Baal krævede ofre af børn og jomfruer. Det samme gjorde den sorte moder, Kali i det ældste Indien kaldet Dravidia. Det samme gjorde aztekernes guder.

Er der en forbindelse her trods tid og afstande? Den russiske historiker Nicolai Levashov beskriver en forbindelsen fra Dravidia til Kanaan og siger, at det var Naga-kulten, den sorte moders kult (Kali Ma), der vandrede fra Dravidia gennem Centralasien i to ruter, den ene sydover til Mellemøsten, den anden nordover til Khazaria, for de blev uddrevet i to omgange netop på grund af deres menneskeofringskult. Naga = slange/reptil. Han skriver også i sin bog, Russisk historie set gennem en lup (looking glass på engelsk, en mellemting mellem lup, periskop, mikroskop og krystalkugle), at det var de indiske rishier, der foranstaltede udsmidningen af tilhængerne af Den Sorte Moder. At luppen måske er en krystalkugle skyldes, at Levashov udover at være fysiker og matematiker også var clairvoyant og healer. Det er en kombinations, som kun russere slipper afsted med, da vestens rationalisme-kult ville have udstødt ham omgående.

En parallel er udødelsen af Rudolf Steiner fra filosoffernes fine fora, selvom han var en af deres egne og skrev afhandlinger om Kant og Nietzche. Enhver kult kræver, at dens medlemmer opfylder koderne for opførsel, ellers bliver de udstødt for at have begået anathema, helligbrøde. Videnskabskulten = videnskapismen kræver non-spitituel rationalisme og materialisme/nominalisme af sine medlemmer. Selv har videnskaben intet imod at lade sig dogmatisere, politisere, kommercialisere og ideologisere og dermed forbryde sig groft imod den videnskabelige metode, hvis de får vredet armen rundt og penge ned i foret. Dens autoritetstro medlemmer behandler afvigere og kreative kritikere, som kirken i middelalderen behandlede kættere.

Folkemordets kult

Levashov skriver, at Kali Ma-dyrkerne også ankom til Sydamerika. Der ankom præster, der indførte praksis med menneskeofring. Han siger altså, at det ikke fandtes i forvejen, men at det ankom. Vi ved, at atztekerne holder en dæmonisk verdensrekort i menneskeofring. Det virker plausibelt, at det ankom og ikke var en oprindelig del af kulturebn, for en kultur, en kult der ofrede så mange af sine folk, ville udslette sig selv, inden de havde nået stadiet af højkultur. Der må være sket noget på et tidspunkt, der har drejet denne kultur i retning af et auto-folkemord.

Holder atztekerne så rekorden? Vi ved, at de gjorde, hvad de gjorde, fordi de ikke lagde skjul på det og malede grumme billeder af det. Men et tungt spørgsmål er, om ikke vi skal se nærmere på massefænomener fra det 19. og 20. århundrede for at identificere indehaverne af den dæmoniske verdensrekord? Atztekerne ritualmyrdede 40.000 mennesker på blot et par dage, berettes der. Ofrene for folkemordene i det 19. og 20 århundrede til sammenligning antager dimensioner på hundredevis af millioner i løbet af to verdenskrige, tre folkemords-revolutioner, folkemord i Indien, Irland, Iran, Tasmanien, Armenien, Sydafrika, Congo, Rwanda, seriekrige i Korea, Vietnam, Bosnien, Irak, Libyen, Sudan, Syrien, Ukraine … listen er udmattende, og den fortsætter. Dette er den egentlige DØDSKULT i praksis, og den tilhører ikke en fjern, primitiv og barbarisk fortid.

Historieskrivere i det lange stræk og journalister i det korte- hævder vedholdende, at disse dæmoniske handlinger ingen indbyrdes sammenhæng har, ingen forbindelse og ingen fælles årsag. De er helt isolerede hændelser, der alle bygger på tilfældigheder. Det samme gælder for terrorhandlinger fra Sarajevo til Dallas, fra Wall Street til Utøya – allesammen skyldes tilfældige, ensomme galninge uden bagland og opdrag, ingen sammenhæng, ingen forbindelse og ingen fælles årsag.

Man kan bringe en person ud af fatning og få ham til at gøre mærkelige ting. Man kan afspore en gruppe mennesker og få dem til at skabe kaos. Og man kan bringe en hel nation ud af fatning og lave et statskup, mens man stjæler folks penge og besiddelser. Man kan sende en halv nation i landsflygtighed ved at bilde offentligheden ind, at nationens indbyggere selv var ude om det, og at det var en velgørenhedshandling at likvidere deres præsident – mens de hævder, at det hele skete spontant og at det var nationens indbyggere selv, der gjorde oprør.

Kult by design

Kult og kultur er blevet et giftigt våben, der ødelægger menneskeliv. Kultur kan skabes syntetisk. Det kan modelleres, programmeres og manipuleres. Metoderne er fuldt udviklede, og mange har arbejdet på deres forfinelse. Det har kostet penge og anstrengelser, og det geniale er, at ofrene for programmet har fået lov til at betale for det. Enten over skattebilletten (statskult) eller ved at de frivilligt og begejstret har købt varen (forbrugskult).

Tjekliste for neo-kult:

  • Tænkning er afmonteret. Tilbage er emotionel respons.
  • Skyklapper er monteret. Man kan ikke se baglæns og sidelæns.
  • Projektion (effekten af skyklapper). Andre beskyldes for det, man selv gør.
  • Blind tro. Præmissen kan ikke udfordres, hoveddogmet er indiskutabelt.
  • Ingen selvkritik. Selvkritik er bandlyst, det er tabu, det er uhelligt.
  • Selvcensur. Til gengæld siger man ikke, hvad man mener, af frygt for … det vides ikke, men det er der, et sted.
  • Løftet. En strålende fremtid er stillet i udsigt for den tålmodigt hengivne.
  • Utopi. En strålende men uforløst vision om himmerige, Tusindårsriget, det urkommunistiske samfund, The New Green Deal, den globale landsby, Nirvana i Nørre Snede. Fremtiden er altid i morgen, og i morgen vil det være i overmorgen.
  • Social kontrol. Afhængighed af gruppens accept, rædsel for udstødelse.
  • Mental kontrol. Meningsdannelse bliver serveret som færdigprodukt.
  • Loyalitetskontrol. Kulten er paranoid over potentielt frafaldende medlemmer.
  • Meningsløshed. Det meningsløse giver mening via træning i meningsløshed.
  • Historieløshed. Kulten skaber en boble i tid og bliver sin egen forudsætning.
  • Rodløshed. En kult forlanger, at medlemmerne kapper forbindelsen til deres familie og venner for at hellige sig kulten.
  • Idolisering. Gudebilleder dukker op på himlen, de viser dig vejen i mørket.
  • Hadeobjekter. Af mangel på eget indre formål enes man om at hade.
  • Amoral. Folk uden moralsk kompas er villige til at begå en forbrydelse.
  • Flokdyret. Så længe forbrydelsen begås i flok, kaldes det ikke en forbrydelse.
  • Voldsudøvelse. Hvis det ikke er fysisk vold, er det psykisk og social vold.
  • Anvendt massepsykologi. Behavourismens århundrede har båret frugt.
  • Fakeness. Ægte følelser udnyttes på forloren vis til at skabe en bevægelse.
  • Offervilje. Villighed til at ofre sig i en god sags tjeneste duer også til en ond sag.
  • Underkastelse. I en kult tilsidesætter man egne behov for andres begær.
  • Frelsthed. Kultmedlemmer føler sig bedre end andre, de er noget helt særligt.
  • Puritanisme. Kultmedlemmer er pålagt renhed og regelret adfærd.
  • En højere sag. Individualitet forsvinder i et højere formål, der sælges som ædelt. Dets mindre ædle dele kaldes for: målet helliger midlet.
  • Missionering. En undertrykt usikkerhed om frelse skaber behovet for at overbevise og frelse andre og vinde dem for den rette tro. Du kan blive som os.
  • Monokultur. Kultmedlemmer har brug for ligesindede omkring sig.
  • Udenfor pædagogisk rækkevidde. Man diskutterer ikke med et kultmedlem i forventning om lydghørhed.
  • Selvbekræftende isolation: Kultmedlemmer vil gå langt for at undgå selskab og dermed påvirkning fra ikke-ligesindede. Det vil også gå langt for at forhindre ikke ligesindede at komme til orde. Kulte, der opererer i det offentlige rum, bruger det meste af deres energi på karaktermord på ikke-ligesindede.
  • Immundefekt. Revolutionen æder sine egne børn og alt i nærheden.

Neokulten kendes på sine fornægtelser. Kommunismen som kultisk bevægelse fornægtede åndelighed. Der fandtes kun materie. Menneskeheden var en bevægelig materie, et materiale, et stykke materiel, historiens drivkraft var materialistisk. Via sin fornægtelse blev kommunismen en religion. Tjek tjeklisten, ALT stemmer.

Neokulten kræver hengivelse af sine medlemmer. Hengivelse som en hund til sin ejer, som børn til deres forældre, som en soldat til sin øverstbefalende, som en elsker til sin eneste ene, forever. Hengivelse er underkastelse.

Neokulten har altid en indbygget dødsdrift. Der er noget saturnisk over den, Kronos æder den sine egne børn. Psykopat-socialist og kultleder Jim Jones beordrede i 1978 kultmedlemmerne af Folkets Tempel i Jonestown, Guyana til at begå kollektivt selvmord – og de gjorde det. De, der vægrede sig, fik ‘lidt hjælp’.
Når Black Lives Matter beordrer deres horder på gaden, smadrer de sorte liv og ødelægger sorte bydele, der bagefter overtages af pengemænd. De demokratiske bystyrer, der postulerer at være deres beskyttere, har systematisk kørt deres byer i sænk, og især for sorte befolkningsgrupper er tilværelsen blevet et helvede. Human lives don’t matter.
Når antifaerne smadrer løs i gadebilledet for at skabe det revolutionære kaos, er det i beruset dødsdrift mod nihilisme, død over værdierne, død over folkets enhed, død over forfatningen … og død over en fremtid for 1000vis af unge mænd og kvinder, der efterfølgende kommer til at rådne op i en fængselscelle, fordi de i beruselse lod sig forføre til nyttig idioti for George Soros & co. og glemte, at de blev optaget på overvågningskamera.

Stammekult – tribalism

Antropologi er en humanvidenskab, der er skabt af krigsførende magter. Det Britiske Imperium er kendt og berygtet for sin effektive og destruktive strategi – konstruktiv udelukkende udfra en streng elitær synsvinkel – en strategi for underkastelse af verdens befolkninger kendt som del og hersk. De brugte antropologer til at kortlægge modsætningsforhold mellem befolkningsgrupper i et område, der enten allerede var under britisk overherredømme eller var i kikkerten som sådan. Disse modsætninger kunne så forstærkes, og i det efterfølgende kaos og den svækkelse af modstandskraft, som de indre konflikter medførte, kunne de træde ind og befæste deres magt. Lad dem ødelægge sig selv, tænkte de.

Frankfurterskolen og Tavistock Institute er som snydt ud af næsen på dette forehavende. Man studerer menneskelig adfærd, sociale grupper – kulturmarxisterne kaldte hybriden for social-psykologi – for derefter at bruge den indhentede viden som et våben.

En britisk officier, Frank Kitson, skrev bøger om strategien, hvor han baseret på sine erfaringer med metoden under Mau-Mau-opstanden i Kenya 1952-60 udviklede konceptet gang – counter gang. Det er i princippet beskrivelsen af en operation stand-down false flag. En bande (counter gang) hyret til lejligheden af besættelsesmagten og udklædt som de problamatiske oprørere imod besættelsesmagten begår en ugerning, gerne en massakre med stor forargelses- og propaganda-værdi, der så bagefter tilskrives oprørerne (the gang). Herefter har besættelsesmagten et påskud for at gribe ind.

Hvor har vi set den for nylig? Tænk Libyen og Syrien. Strategien kan vendes og drejes med samme resultat. I Syrien blev en stak terrorister (counter gang) udstyret med giftgas, som de fyrede af mod syriske civile. Herefter blev Assads regering beskyldt for at gasse sin egen befolkning (the gang), hvorefter horder af falske oprørere (counter gang) = importerede terrorister finansieret af Saudiarabien, understøttet af Israel og Tyrkiet, organiseret af CIA og bakket op af britisk finansierede White Helmets, terrorist-skraldemænd blev sendt indover. Medierne kaldte det løgnagtigt for en borgerkrig, men det var en invasionskrig mellem syriske borgere forsvaret af deres regering på den ene side (med hjælp fra russerne) og ISIS, lejesoldater fra hele Mellemøsten på den anden side. ISIS selv var skruet sammen som en kult for dens medlemmer.

Én ting er, at stammer altid med mellemrum har bekriget hinanden. Med mindre de har fundet ud af det med hinanden. Historikere har det med at glemme, og det sidste er det normale, for det er konflikterne, der stikker ud i de lange perioder af fredelig sameksistens. Landsbyrådet i en landsby sætter sig ikke bare ned en eller anden dag og beslutter, at nu vil landsbyens fredelige indbyggere gå over på den anden side af bjerget og ødelægge en anden landsby og dens indbyggere, blot fordi de er anderledes og har en anderledes tro og historie. De gifter sig måske ikke ind i den anden stamme, men de har heller ikke noget ønske om at forgifte den. Det sker næsten altid via intervention ovenfra og udefra. Krig er yderst sjældent borgernes krig, det er krigsherrernes krig. De moderne krigsherrer er imperialisterne, industrialisterne, monopolkapitalisterne, globalisterne. Det er bankmændenes krige. Stammenkulten bliver til et redskab.

Det kan kun ske, fordi antropologer har stillet sig destruktivt til rådighed og givet krigsherrerne nøglen til at forstå de svage punkter, indgangshullerne til en kultur. Antropologer har fungeret som efterretningsagenter i marken og har opereret via deltagerobservation. I efterretningssprog hedder det infiltration. Herefter ankom urostifterne med bagtalelse og bestikkelse. De pissede ned i myretuen og så mylderet gå amok på hinanden. Det hedder strategy of tension. Kissinger kaldte det for balkanisering. Der er tale om kunstige og iscenesatte konflikter, der er uspontane og unødvendige for andet end konfliktskaberne.

Via en syntetisk kult kan man ødelægge en ægte kultur.
Spørg formanden eller WHO.

Kommerciel kult

De store firmaer har fundet ud af det. Hvis de skal skabe succes for et brand – et brændemærke betyder det interessant nok – så skal de skabe en kundekreds af fanatikere, der er villige til at opføre sig som kultmedlemmer. Igen har en hord af antropologer, sociologer og psykologer + alt det løse indenfor branchen været inde over for at kortlægge målgruppen. Det var det, som Apple gjorde i starten af millenniet, da de gearede om fra at producere computere og software som arbejdsheste for den kreative branche, til designerkræs for det lækkerheds-hungrende forbrugersegment, et segment de selv var med til at skabe.

Ført kom iMac’en omkring årtusindskiftet. Den var i transparent farvet plastik, skærm + computer lignede en rumhjelm, lækkerheden var helt i top. Herefter gik det slag i slag, og med iPhone’en stod det klart, at de havde formået at skabe en designerkult. Hele kæden fra udvikling til butik var gennemdesignet. Medarbejderne i Apple Store’s lignede noget fra Scientology. De var alle sammen smukke unge mennesker, der havde været igennem en særlig salgstræning og opførte sig på en særlig lækkerhedsfremmende måde. Når de stillede op ved salgskonferencer, kaldte de sig for ‘evangelister’ – tydeligere kan det vist ikke blive. Adobe brugte den samme halvklamme terminologi med ‘prædikanter’, der kom med det glade budskab om en gave fra gud, der ville frelse den rette troende. Gudens navn var Mammon.

Deres aftagere opførte sig tilsvarende kultisk. Til et præsteskab hørte en menighed. At eje en hundedyr, lækker iPhone var adgangskort til Nirvana. Ikke at eje den betød teenagere, der brød grædende sammen og bed i gulvtæppet, indtil deres forældre invilligede i at bruge hele deres månedslige overskud på at formilde den grædende klump på tæppet. En kult kræver sine ofre.

Det var i samme periode, at design og brugerflade blev alt, og performance til prisen blev nærmest ligegyldig. Deres produkter var ikke af dårlig kvalitet, de svarede bare ikke til den opskruede pris. Apple-verdenen lukkede sig om sig selv. Man kan ikke få et billede ud af en iPad, uden at bruge iTunes. Musik, man har betalt for at downloade, kan kun afspilles med det rigtige Apple-ID, og hvis man har glemt det, er musikken tabt for evigt. Der er lagt en kode ved navn DRM, Digital Rights Management ind i det format .m4p, man downloader fra iTunes Store. Så Apple forlangte, at medlemmerne af kulten tilbad både deres butik, deres format, deres software og deres maskiner. Og det var bestemt ikke for at beskytte kunstnerne, der havde skabt musikken, for de fik en yderst ringe deal med iTunes Store. Dørene til kirken lukkede sig, når der blev afholdt gudstjeneste, og kirkekoret var underbetalt.

Kult-intervention

En kult er neutralt set et fællesskab baseret på fælles normer, adfærd og værdier kombineret med et fælles symbolsprog, som deltagerne i fællesskabet mener, at de forstår. Den symbolske sammenbinding er en del af det, som nogle har kaldt for genopstandelse af det arkaiske (the archaic revival). CIA var medskabere af hippie- og drug-kulturen i slut-60’erne – start-70’erne. Det var genopstandelsen af det kollektive orgie, bachanalet med sex, drugs & rock’n’roll. Det var startet allerede i 50’erne med Elvis og og teenybopperne, men i 60’erne blev det for alvor kultisk. Newage startede i 60’erne som en pseudo-shamanistisk bølge. Øst-mystik og misforstået hindu-buddhisme var nogle af komponentene. De store chill-out-musikfestivaller opstod med Woodstock som forbillede. CIA var der hele tiden og sørgede for, at der var rigeligt med stoffer – Grateful Dead var et rent CIA-organ, og David McGowan har dokumenteret det hele i bogen Weird Scenes Inside the Canyon: Laurel Canyon, Covert Ops & the Dark Heart of the Hippie Dream. Publikums adfærd til en Beatles-koncert var intet mindre end kollektivt patologisk, det var en massepsykose. Selv de arme medlemmer af bandet følte sig efter deres navnkundige USA-turne pinligt beklemte over, at deres optræden ikke længere havde noget med musik at gøre. Det var så ikke CIA, der stod for det men en britisk institution ved navn Tavistock Institute.

Neo-kulte har altid et skjult formål. Hippiekultens hovedformål dengang var at aflede den utilfredse ungdom fra kritik af Vietnamkrigen og dermed afmontere den eskalerende fredsbevægelse. De mere politisk orienterede blev indfanget af en parallel intervention: kulturmarxismen. Man kunne både være marxist og syrehoved på samme tid, det passede sammen som fod i sok, jf. Herbert Marcuses begreb om subversiv perversion, hvor fri sex og hor, stofmisbrug, afmontering af det ‘borgerlige’ moralsæt ved omstyrtelse af al lov og orden, grænseoverskridende kønslighed, destruktion af traditioner og foragt for ens forældre var så kulturmarxistisk som noget. ALT var gearet til at nedbryde det bestående. Hvad der så skulle erstatte det bestående var meget omtåget, hvilket var helt i tråd med kultens utopistiske element. Vi spørger igen-igen: kender vi det fra noget, der sker lige nu? Tænk LGBT-kulten, tænk Black Lives Matter, tænk Antifa – og medtænk multimillioner fra den rare onkel, George Soros.

Tænk også omvendt virkelighed. Black Lives Matter skaber racisme i stedet for at forhindre den, Antifa er fascisme i stedet for at bekæmpe den, LGBT’ismen masseproducerer kønsforvirring i stedet for at afklare den. Og onkel Soros (Open Society) finansierer lukkede, opdelte og isolerede grupper i samfundet, der hader hinanden. Der er meget lidt åbenhed omkring agenda og pengestrøm her. Måske ‘åbenhed’ står for et åbent blødende kødsår. Eller betyder det et stort åbent hul i butiksruden, hvor bilen kørte ind, inden de stjal alle varerne. ALT er omvending, ALT er projektion, ALT er tænkt destruktivt.

Teknokratisk kult

Verden oplever et teknokratisk overtag for tiden. I ly af en kunstig skabt pandemi sker der et power grab. Enorme pengesummer hældes i det ligeså enorme projekt. Det har været på trapperne længe, forberedelserne er foregået tring for trin, projektet har mødt modstand undervejs, og nu er projektledene blevet desperate. En planlagt storstilet serie terroraktioner blev sandsynligvis aflyst, fordi de blev afsløret forinden. Pandemi-operationen var en del af det og er i sig selv en kæmpe terrorhandling. I kulissen står de store tech-selskaber, medicinalgiganterne – Bill Gates er nu begge dele – bankmændene og World Economic Forum. En stribe af de største institutioner, FN og underafdeling WHO + det kinesiske kommunistparti og dermed en hel rødfascistisk megastat er hovedaktører. Dette er den teknokratiske Tredje Verdenskrig, og den foregår lige her og lige nu og over det hele.

Teknokratiet er kultisk i sit væsen. Det er kultisk på samme måde som Romerstaten og den katolske kirke. Eller det Britiske Imperium. Hvad siger du, er Imperiet ikke kultisk? Så vil jeg foreslå et studie af den okkulte kult – interessant: oc-cult, en øjets kult eller rettere det man ikke ser – omkring Elisabeth den Første. Imperiet var også i højrenaissancen et totalitært projekt, der skulle skabe et gudsrige på jord. Bortset fra, at gud ikke var helt den gud, vi tror. Dronningen er altid afbilledet som Himlens Dronning, gudinden. Hvor blev Snehvide af?

Kulten kræver adgangskort, og når man først er inde, kommer man ikke let ud igen. Adgangskortet er kompromittering, man skal have begået en ugerning, som hemmeligholdes. Hvis man ikke adlyder kulten, er ugerningen ikke hemmelig længere, hvorefter man er ud – på den ufede måde, for ens liv er ødelagt.

Teknokultens medlemmer mener alle, at de tjener et højere, ædelt formål. Til det formål har de et begreb, som de kalder for den ædle løgn, for menneskeheden kan ikke håndtere sandheden, der ikke opfattes som særlig ædel af andre end kultens medlemmer. Sandheden er, at de ønsker total underkastelse, slaveri af menneskeheden kombineret med udslettelsen af størstedelen af de uduelige kryb, der udgør menneskeheden. De siger sig selv, at de ikke vil være i stand til at sælge det budskab og den vare uden adskillige lag indpakning. Deres eneste chance er, at overbevise menneskeheden, at det nye Holocaust og Fængselsplaneten Jorden er for vores alle sammens bedste. Det lykkes langt hen ad vejen, for det globalistiske teknokrati har 95% af verdens medier til rådighed via ejerskab.

Sexkult

De fandtes sexkulte i antikken. Dionysos, Ishtar, Kali. I hinduisme og buddhisme findes tantra, i daoismen findes White Tiger. I Alkymien findes det hellige ægteskab. Så meget havde Sigmund Freud forstået: sexualenergien er SELVE livsenergien. Han vidste bare ikke, hvad han skulle stille op med den såkaldte libido andet end at patologisere mennesket og erklære, at børn havde et grænsepædifilt forhold til deres forælder af det modsatte køn fra fødslen af.

Som med alt andet i kulturen er også sexualiteten perverteret. Selvom du måske ikke bekender dig som kristen, er du nødt til at tage til indtægt, at kristendommen har skabt en institution omkring ægteskabet for at beskytte seksualiteten og gøre det helligt område, dvs. at man ikke har velsignelse til at sjofle rundt med den. Islam og jødedom har lignende praksis og opfattelse af ægteskabet. Med Freud startede den neokultiske praksis.

I neokultene er seksualiteten sluppet fri i uhellig og utæmmet form. Vi ser perversiteterne bryde løs for alvor i mellemkrigstidens Europa, og Berlin blev et af centrene for løssluppetheden. En traumatiseret og sønderskudt dekadence bredte sig. Der blev horet løs, bordel og varietékulturen var alle vegne. Se Milos Formans Cabaret, hvor herlighederne fremstilles som indbegrebet af frigørelse og nazismen som dets modsætning.

Frigørelsespostulatet er nihilistisk, og verdensbegreberne er vendt på hovedet. Er det frigørende for mennesker i et samfund, at amoral subverterer/skamskyder familieinstitutionen, der er det stærkeste værn mod Statens almagt? Spring frem til i dag. Er det frigørende for relationer mellem mand og kvinde, hvis manden er afhængig af pornografi og en kvinde har bollet 50 mænd, før hun prøver at skabe et fast forhold og lave børn – det første lykkes i hvert fald ikke, og børnene bliver avl af enlige mødre/fædre? Er utroskab frigørende? Hvad sker der med den nye generation, der bliver påtvunget LGBT’ismens transkønnethed som politisk korrekthedsnorm?

Kulturmarxisterne kaldte det for subversiv perversion. Seneste åbning har jeg forudset for flere år siden, og den ankom i denne uge (22. juni 2020). LGBT’isterne har nu officielt inkluderet pædofili som del af den store uhellige diversitet, endnu et misfoster af et nyord, der betyder det modsatte af sig selv. De hævder selv, at det betyder plads til alle i al deres forskellighed. Men hvis der nu bliver god plads til pæderasterne eller sodomisterne, de rigtige ord for den slags, så er der nok ikke længere plads til børn, altså ca. halvdelen af jordens befolkning. Det kan man næppe kalde for diversitet som i bio-diversitet. Diverse = opdelt, spredt. Agendaen er den sædvanlige: opdeling og beherskelse. Når vi er delt/splittet, er vi styrbare.

Vi så senest neo-sexkultene omkring det intellektuelle, politisk korrekte venstrefløjs-hi-society-slæng. I kredsene omkring Hillary Clinton og hendes voldtægtsforbryder af en mand finder vi Jeffrey Epstein og NXIVM-kulten. Vi finder Hollywoods misbrugs-monster-maskine. Vi finder satanistiske perv-kunstnere som Marina Abramovitch. Vi finder en syg kultur, hvor pædofili og adrenachrome er hverdagsstandard. Og nu vil de blåstemple det hele og sætte et P i røven på LGBT!

Kategorier: Essay

1 Kommentar

omar ingerslev · 16/06/2020 kl. 20:06

Tak for dette vigtige kompendium ! Det burde være “pensum” for alle, der fødes ind i denne kult-ur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *