Essay

Krigserklæring mod Livet

Vel vidende, at der ikke er den helt store efterspørgsel om det gode liv, hvorimod alt det nedslående, vi ikke bryder os om, har stor bevågenhed, så er det alligevel dagens emne. Folk er meget optaget af The Dark Side – vi skulle da nødigt snakke her i butikken – hvilket har sin plads, men det kniber lidt med konstruktive-visionære bud om vores gode liv nu og i fremtiden og villigheden til efterfølgende gøre en indsats for dette.

Det er emnet, fordi det er nødvendigt at tænke i positive termer og ikke i negationer. Vi taler ikke om fluffy newage-positivitet, men om at Universet ikke forstår negationer – hvilket så var en negation – og hvis vi formulerer vores bøn = vores undervurderede evne til at manifestere det vi ønsker i udelukkende negative termer, så springer Universet, Forsynet, Det Højere Selv, Gud om du vil, negationen over, og vi får netop negationen af, hvad vi ønskede os. Så: Kære Forsyn, gider du ikke at FJERNE alle de onde mennesker fra mit åsyn og sørge for, at der IKKE er krig, sult og sygdom i Verden? den duer ikke, for så får vi just onde mennesker, krig, sult og sygdom.

Vær forsigtig med hvad du beder om.
Det kan være, du får det.

Det er selvfølgelig en overforenklet måde at forklare det på, men det er sådan, den kosmiske intelligens fungerer. Vores hjerner forstår det dårligt nok i småformat. Vi har svært ved at forstå selv banale regnestykker, hvor negative værdier optræder som 12x-2, for vi skal først lige prøve at forstå hvad -2 betyder. Eller når folk skriver i dobbelte negationer: Vi bør ikke gå hen og tro, at det ikke er vigtigt. Hvad med at skrive: Det er vigtigt, fat det! 

Det er klart, at det kan være nødvendigt med radikale negationer som fx. at rive et forfaldent hus ned, der ikke står til at redde, før vi kan opføre et nyt. Men er det for øvrigt en negation, for vi genbruger jo byggematerialer, hvis de har en oprindelig kvalitet, og vi recirkulerer det, der er gået i forrådnelse som en efterligning af naturens måde at genbruge alt organisk materiale på. Vi er ikke specielt gode til det, men vi prøver i hvert fald at være husholdningsøkonomiske, for det giver som regel bedst mening. 

Men et helt samfundssystem, der er gået ud af den dysfunktionelle streng i sådan en gennemgribende grad, kan ikke bare ryddes af vejen. Alt socialistævl om, at det hele er samfundets og systemets skyld, og vi må lave hele samfundet om, fører kun til handlingslammelse. Brokkeriet og det-er-de-andres-skyld er destruktivt og selvdestruktivt. Vi kan svømme rundt hele vores liv i den utopistiske sump uden at udrette og opnå andet end plat destruktion, for marxismen bygger på en stort set udelukkende negationer, ned med ditten og ned med datten. Den utopistisk-revolutionære tanke har vist sig gennem hele verdenshistorien at være dårligste ide overhovedet, for den resulterer altid i menneskefjendsk despoti og dysfunktionelle samfund. Nævn blot ét socialistisk samfund i verdenshistorien, der kan fremvise en opbyggelig trivselsfremmende succeshistorie om menneskelig eksistens. Kom-kom?! Og lad nu være med at sige Kina, for så går det helt galt.

Nu forsøger globalisterne en rebranding af international-socialismen med deres såkaldte Globale Reset – reset = revolution (international socialistisk 1917 = globalistisk 2017) Om man sætter tilbage eller ruller tilbage er lige fedt. De kalder det også for Build-Back-Better, endnu et fancy ord for tilbagerulning. Eller Den 4. Industrielle Revolution, for det er jo det samme elitære slæng af globalister, der skabte den 1., 2. og 3. industrielle revolution (der var tilbagerulningen igen) og som også skabte revolutionerne og deres ideologier + de destruktive verdenskrige. De ødelægger med det ene formål: at rave til sig. De kalder det dekonstruktivisme eller disruption. Eller som superglobalisten Henry Kissinger kaldte ødelæggelsen af regional stabilitet: balkanisering = den sleske kunst at få en hel region til at ødelægge sig selv med borgerkrig = del-og-hersk. Borgerne deler, balladestifterne rykker ind og hersker. Eller som CIA kalder det: Strategy of Tension. De har myriader af begreber for grundlæggende den samme svinestreg. Som de amerikanske NeoCons lærte George Bush at sige: The War on Terror = vi skaber terroren og kommer derefter og tilbyder løsningen = mere terror. De har med andre ord fucket vores fortid og nutid op i alle ender og kanter, og nu vil de have, at vi igen skal betale for regningen – det har vi allerede gjort 100 gange – , rydde op efter svineriet iført skyldfølelse og overlade til dem at afgøre fremtiden for os.

Med de data ved hånden synes det meget lidt betryggende at overlade til globalisterne/industrialisterne endnu engang at lede verden i deres retning. Men det er ikke nok blot at konstatere, at vi IKKE ønsker dette (negation), vi er nødt til at formulere, hvad det så er, vi ønsker. Dernæst er det heller ikke nok (negation), at bede DEM om at give os det. Hvorfor skulle de det, det går jo lige så godt med aldrig at give folk (negation), hvad de har brug for. De bliver aldrig stillet til regnskab, for hvem skulle dog gøre det? De ejer jo retsvæsenet. De har sat regeringerne i verden en kugle for panden, for de er mafiosi og terrorister på højeste niveau. Om noget har Operation Lockdown vist os, hvem de er, og hvad de står for. Vi takker dem som minimum for at have overspillet deres kort (hybris), for det giver lige nu globalt bagslag (nemesis).

Vi har overvurderet deres magt, hvorved vi faktisk helt unødvendigt har tildelt dem almagt. Det er på tide at tildele os selv, de 99.9% af menneskeheden den magt, som vi rent faktisk har, men som vi har fået at vide fra vugge til grav, at vi ikke har (negation). Igen-og-igen har vi fået at vide, at vi er magtesløse (negation-på-negation). Vi har manifesteret vores egen magtesløshed, og de magtfulde har klappet i hænderne hele vejen hen til banken og logen. De har været flade af grin over, at menneskeheden har troet på deres magtesløshed. Det kunne være interessant med en skjult mikrofon i deres mødefora, for hvis det ville være muligt at overhøre for offentligheden, hvordan de har skreget af grin over menneskers villighed til at lade sig rulle og frivilligt at rulle om på siden, så ville der have rullet hoveder hos de fine herrer og damer. 

I øvrigt: En amerikansk privat organisation kaldet Projekt Veritas (veritas = sandhed) praktiserer undercover journalistik og placerer mikrofoner og skjulte kameraer hos medarbejdere til de korrupte medier og medarbejdere i medicinalindustrien for tiden. Der bliver også tappet ind i Zoom-møder, hvor medarbejdere ved Google, Twitter og andre BigTech-fascister holder møder og røber deres egne straterier. Eller Antifa/BLM-møder, hvor kulturmarxist-fascisterne gør det samme. Alt sammen pinligt afslørende.

Vi kan godt mærke, hvordan det kræver øvelse at undgå (negation) negationstermer. Vi har nærmest ikke et begreb for det (negation). Hedder det positions-termer, positiv-termer, positivitets-termer? Det bliver hurtigt kantet. Hedder det bekræftende versus afkræftende? Er begrebet positiv tænkning længere rammende, og hvad betyder det efterhånden? Det er blevet til et lige-lovligt business-smart, pseudobuddhistisk, coachinglækkert begreb for at: Nu må vi sørme tage ja-hatten på. Og det viser sig i de fleste tilfælde at dække over, at ledelsen vil have de ansatte til at holde op med (negation) at stille dumme spørgsmål (dumme = fuldstændigt rimelige), berettigede krav til deres arbejdsforhold og overgive sig den glade ja-sigelse og duknakkethed. Kan vi ikke bare have horder af slaver, der tiljubler deres eget slaveri, og som ikke kan få nok af det? Vi bliver våde i underhylerne blot ved tanken, så hvad bliver vi ikke, når det rent faktisk finder sted?

En filosof kom med et bud

Det er ikke så ligetil at formulere det liv, vi ønsker. Vi har vænnet os for meget til noget der smager lidt af fugl og fisk, men som ikke er det. Vi har vænnet os til at overlade det til formynderiet. Vi har vænnet os til at være afhængige, og af samme grund er Staten vokset og vokset, for uden denne afhængighed kan en oppustet stat ikke eksistere.

Den russiske filosof Aleksander Dugin har sat et framework for at formulere et ønske. Han er ikke vellidt blandt globalisterne. Det skyldtes, at han har formuleret behovet for, hvad han kalder: Den Fjerde Politiske Teori. Efter liberalismen, den ældste politiske teori, der sejrsberuset tog over efter nedlukningen af den klassiske fascisme/nazisme (1945) og klassisk marxisme/kommunisme (1990), er der nu kun én vej frem = At det lykkes menneskeheden af formulere en Fjerde Politiske Teori. Det er ikke en designerteori. Den kan ikke downloades som en færdig pakke. Den er ikke formuleret endnu, og den kan kun formuleres af denne verdens befolkninger. Det er ikke en abstrakt teori men en operativ-strategisk teori. Dugin har som den kloge mand, han er, ikke renskrevet en ny designerideologi, han har skabt et afsæt, et framework for en helt ny type af politisk teori, der ikke er top-down men buttoms-up. Vi elsker den slags, for vi hedder jo nederste etage.

HVAD! tænkte globalisterne, skal befolkningerne kunne ytre sig og formulere deres behov, hell no! Så Dugin blev svinet til, for de vidste godt, at filosofi i sin grundform er stærk, og at tankens magt er stor. De kaldte ham for Putins spindoktor – hvilket han ikke var, selvom Putin tilsyneladende læste, hvad han skrev – de kaldte ham for verdens farligste mand – hvilket han kun var, hvis han ramte plet i sin kritik af deres uvæsen, for hvordan skulle han ellers være farlig? 

Det, der især blev opfattet som farligt i det giftige politiske klima, der var tænkt som en Ny Kold Krig i tiden efter murens fald: det nye amerikanske århundrede efter 9/11, neo-fascismen under Obama, neo-nazismen og den iscenesatte borgerkrig i Ukraine efter NeoCon-statskuppet i 2010 (?), CIA-Mossad-terrorismen i Libyen og Syrien, altså det, der nu var farligt, var Dugins tanke om Den Eurasiske Identitet. Europa og Asien er et naturligt kontinuum, Europa er en naturlig halvø i asiatisk sammenhæng, Asien er en naturlig forlængelse af Europa. Europa har masser af skaberevne, Rusland og Asien har masser af ressourcer. Tilsammen kan de ALT. Men hvad handlede både Første og Anden Verdenskrig om? De handlede om at indføre et geopolitisk-kirurgisk indgreb, der forhindrede dette naturlige kontinuum, denne fælles forståelse af en fælles skæbne (skæbne = vi opfylder skabelsen af det forudsagte). Tyskland mod Rusland, så begge imperier ville ødelægge sig selv og hinanden, var det egentlige hovedtema i den todelte verdenskrig, vi kalder for Første og Anden Verdenskrig. Balladestifteren var Misundelsens Imperium, det  Britiske Imperium. Traditionen tro – imperiets tradition – blev krigene derefter omskrevet til officiel, blåstemplet verdenshistorie = deres verdenshistorie.

Hvad handlede Syrien-krigen om? Det handlede om at forhindre Asien (Iran-Irak) i at eksportere deres olie til Europa.
Hvad handlede Ukraine-krigen om? Det handlede om at forhindre Rusland i at gennemføre deres North Stream-olieledning mellem Rusland og Tyskland/Europa.
Altså: global geopolitisk negation.
Det handlede om noget så banalt som petrodollar-dominans og Saudi-Rockeller-USA’s misbrugergreb på denne verdens energiproduktion og -distribution.
Stil lignende banale spørgsmål til alle de store geopolitiske operationer, og det melder ud med simpel-banal kriminel aktivitet.
Bag alle de broadcastede floskler handler det om deres business-cases og deres usle mammon.

Kan vi gøre det bedre?
Svaret er entydigt: Vi kan gøre det MEGET bedre.
Men hvorfor gør vi det så ikke?
Hvad forhindrer os i at gøre det meget bedre (negation)?

Svaret er:
Vi mangler forbilleder, eksempler, rollemodeller.
Vi mangler succeshistorier og business cases.
Vi mangler fælles ståsted, og globalisterne kalkulerer stilsikkert med dette manglende ståsted.
Vi mangler = negation.
Mangler vi i virkeligheden eksempler, eller er masser af eksempler bare ikke formidlet?

Der er ingen tvivl om, at de gode historier om menneskelig trivsel og stort set alle tiltag til at fremme trivsel har trange kår i de siddende medier. Normalt holder vi os ikke tilbage med de helt hårde forklaringer her på nedersteetage.com, men her er der i første omgang kun brug for en af de halvhårde/halvbløde. Medierne har ikke nødvendigvis fået besked på, at de ikke må bringe de gode historier. Det har de i visse tilfælde, men der er generelt tale om mediernes egen business case. Dårlige nyheder, altså nyheder om menneskelig ulykke sælger simpelthen bedre end nyheder om gode mennesker, der får gode ting til at køre og forbedrer forholdene for menneskeheden. Gode nyheder om konstruktive tiltag ikke sexede nok for maskineriet. Dårligdom sælger. Medierne har en svinehunde-mentalitet, og deres publikum understøtter den desværre. Folk har vænnet sig til svineriet og elsker at slubre rundt i det, hvorefter vi havner i startbemærkningen: 

Vel vidende, at der ikke er den helt store efterspørgsel om det gode liv, hvorimod alt det, vi ikke bryder os om, står i vældig høj kurs, så er det alligevel dagens emne.

Der er i virkeligheden masser af eksempler, men de får ikke taletid. De bliver ikke formidlet, eller også gider x-antal dumme eller med-misbrugeriske mennesker ikke at beskæftige sig med dem. Kun når det kilder nede i deres pengepung, tager de det alvorligt, og så er det som regel fordi, at BigBusiness allerede har indlemmet det i deres business case. Vi forstår ikke i vores del af verden, hvor godt vi har haft det, vi har ikke værdsat det, og nu er vi i fuld færd med at miste det. Eksempelvis demokratiet. Vi har ikke forstået det, vi har ikke værdsat det, vi har taget det for givet, og nu mister vi det. Vi har ikke forstået, at der er en nøje sammenhæng mellem privilegier/rettigheder og forpligtelser, så nu mister vi vores rettigheder.

Vi har fået lov til at udfolde vores trivsel inden for mere og mere snævre rammer. Far-og-mor-Stat har monopoliseret trivsel, så vi nu er nødt til at spørge pænt om lov til at trives bare en lillebitte smule. Synes vi åbenbart – uden at forstå, at vi kan spørge pænt fra nu af og juleaften UDEN af få, hvad vi tiggede og bad om. 

Fordums vilde vesten

En gammel støver – en overlever fra forrige årtusind – som mig har fået lov til at opleve, hvad en af mine yngre kolleger kaldte for nærmest det vilde vesten. Det er rigtigt, for blot 50 år siden kunne vi alt muligt. Som barn havde vi alle mulige friheder. Gaderne var legepladser for hinkeruder og rulleskøjter, vi kunne grave huller i jorden og klatre i træerne (og falde ned af dem), vi kunne lege på byggepladser og svømme i mergelgrave (ikke at det en god ide…). Når skolen var slut, så var vi ikke idømt en ny institution, det var en valgmulighed. Der fandtes byggelegepladser, hvor vi kunne komme til skade, hvilket man så lærte ikke at gøre. Offentlige legepladser var ikke BUPL-godkendte (læs: røvsyge), og grunden var ikke beklædt med et tykt lag gummi, så vi aldrig kunne falde og slå os. Til gengæld var vi ikke computerspils-junkies og tilbragte det meste af vores fritid udendørs, hvis der var mulighed for det. Vi gik heller ikke afbleget-skrutrygget med hovedet begravet i en mobiltelefon. Der fandtes ikke Lego-samlesæt, der fandtes bare Lego, der blev samlet på en milliard forskellige måder. Der fandtes ikke TV-kanaler, hvor mindreårige kunne sidde 24 timer foran dårlige amerikanske tegneserier. Der fandtes ikke sociale medier, hvor man kunne pumpe sit lille fnattede ego til vanvittige størrelser. Der fandtes børnelokkere, men de kravlede ikke direkte ind gennem din computer, for de skulle opsøges på skumle steder i offentlige parker og i sidegader. Der fandtes ikke en industri, der betragtede børn og unge som villige ofre med betalingskraft (mor og far betaler, for ellers får ungen et hysterisk anfald). Der fandtes til gengæld forældre, der sagde: Det kan du godt glemme alt om. 

Når negationen rammer bunden

På et tidspunkt mellem dengang i det vilde vesten og i dag blev det for meget. Måske er det først på det allerseneste, at det er gået op for folk i større stil, at det længe har været for meget. Vi kan ikke ånde længere.

Husholdningen

Da Fremskridspartiet i Glistrups tid dukkede op, ramte denne mærkelige advokat med sit bornholmer-dansk en nerve. Hvis vi lader hans indvandrersyn ude af betragtning, for det er et emne for sig, så var hans analyse af bureaukrati-Danmark yderst rammende. Hans begreb papirnusseriet var spot-on, for den danske stat var allerede i 70’erne en forslugen møghund. Skattetrykket var ude af proportion, antallet af statsansatte var eksploderet i velfærdsstaten – i dag er der 1.3 millioner statsansatte, og systemet var allerede i Glistrup-70’erne nået til et punkt, hvor det beskyttede sig selv, sine egne jobs og ikke borgerne i landet. Det eneste, bureaukrati reelt skaber, er mere bureaukrati til at nusse mere papir. I dag nusser de digitale regneark. Det reelle skattetryk er 50 år senere på 83% via statens multistrengede sugerør, og købekraften for individer eller familier er halveret i samme periode. I dag er dobbelt indkomst ikke blot en mulighed, det er en absolut forudsætning for eksistens. Har du lagt mærke til, hvordan globalisterne har skruet op for priserne det senest årti? På det seneste røg el-priserne op med … var det en fordobling? Der er en aftale om det ude i kartelsystemet, for det er globalt. Hvad gjorde staten for at forhindre det? Er karteldannelse ikke længere strafbart? Staten har vold-reklameret for overgang til ‘grøn’ energi og elbiler, og nu er elprisen fordoblet. Det kaldes statsligt bondefangeri. Grøn kan jo være så mange ting, f.eks grøn af misundelse, grøn bag ørerne eller grøn som mug. 

Apropos biler, så slog det statslige hykleri for alvor igennem under Operation Lockdown, for folk gad ikke at sidde og lumre i offentlige transportmidler med rituel mundkurv på, så de investerede i en bil. Det tager i forvejen 2.5x så lang tid med offentlige transportmidler, men andre fordele kunne opveje det. Så da folk oven i købet blev tvunget til dette kollektive ydmygelses-underkastelsesritual, så fik de nok. De sagde ikke, at det var derfor, men der VAR derfor. Resultat: indfaldsvejene til storbyerne er nu totalt overfyldte. Som ansat i Region Hovedstaden og bosiddende på Sydsjælland er jeg nu nødt til at køre hjemmefra senest klokken 04:30 for at undgå motorvejsforstoppelse fra syd for Køge og resten af vejen. Og hvis jeg kører ud af byen efter kl. 13:30 har jeg samme ballade. Et godt-ondt eksempel på statsligt hykleri, dobbeltmoral og stupiditet. ALLE intentioner om at fremme kollektiv transport er de seneste 18 måneder skudt i sænk af dum-feje politikere, der skulle servicere globalisterne og det medicinal-finansielt-industrielle kompleks på bekostning af befolkningen. 

Der var ganske vist en pandemi, men det var ikke den, de sagde.
Det var en pandemi af kujoner. Fejhed er gået viralt.
Der var ganske vist en virus, men det var ikke den, de sagde.
Det var en virus af smitsom mediespin.

Der er kun én ting at gøre her. Vi, nationernes befolkninger, har fået en direkte krigserklæring fra globalisterne og vores egne regeringer. Vi skal tage kampen ud i det åbne, så de ikke kan gemme sig længere. 
Bombarder dem med fakta, for ganske mange videnskabsfolk vil følge med. 
Mind dem konstant om, at de står under strafansvar for direkte samarbejde med den globale mafia.
Mind dem om, at karteldannelser stadigvæk er kriminelle.

Forlang af dem, at de overholder de sølle stumper, de har efterladt af Offentlighedsloven.
Forlang af dem, at de overholder det lovsikrede informerede samtykke. 
Forlang fuld gennemsigtighed om og fuldstændig varedeklaration på, hvad det er, de lokker/tvinger folk til at sprøjte ind i deres krop.
Forlang offentlighed om deres korrespondancer og lokumsaftaler med WHO og WEF (World Economic Forum).

Ryg de skumle typer med penge ned i lommen fra medicinalindustrien ud af Sundhedsstyrelsen og andre statslige organer.
Forlang aktindsigt-aktindsigt og aktindsigt.
Tag levebrødet fra dem ved at stemme taburet-klamrerne ud af embedet.

Dette er en opfordring til civil selvtægt. Lad være med at vente på, at de derude og deroppe skal gøre noget for os. ALT det, der bør ske, er noget vi selv må skabe fremover, for systempolitikerne har forrådt os. Den krig, vi befinder os i nu, er den egentlige Tredje Verdenskrig i al sin neo-strategiske asymetri, en kulturkrig hvor de nu tiltvinger sig adgang til enhver celle i vores krop, en krig mod Livet og mod skaberkraften hos menneskeheden. 

En krigserklæring, vi ikke reagerer på, er en krig, vi har tabt på forhånd.

Hvis DET modspil fandt sted i massiv mængde, så skal du se dem krybe som kakkerlakker langs panelerne. De ikke totalt hjernedøde blandt dem ved godt, at de har overskredet den røde streg i sandet. Deres opdragsgivere har fortalt dem, at det skal de ikke bekymre sig om, for det vil folk ikke finde ud af (før det er for sent). De er blevet lovet fritagelse fra ansvar, så derfor skal vi insistere på, at de bliver stillet til ansvar. Hvis de prøver at glide af ved at sige: Jamen jeg gjorde jo bare, hvad jeg fik ordre til, og det vil de med garanti gøre, så fortæl dem, at de sagde de også ved Nürnbergprocessen, og det hjalp dem ikke. Mind dem i øvrigt om, at Nürnbergaftalen er en traktat, hvor det internationale samfund forpligtede sig til en garanti for, at Dr. Mengele-projekter ikke skulle være mulige. Ansvaret i den slags retsopgør fordeles procentvis i forhold til magtposition, men ingen er uden ansvar, når man først er blevet gjort opmærksom på fakta. Når man kan siges at have vidst det, så klapper rottefælden. Derfor: følg eksemplet fra dark-hortse-outsiderpartiet JFK, der har startet en brevkampagne til beslutningstagerne, hvor de bliver mindet om deres strafansvar. Hatten af for Mads Palsvigs initiativ, her kan vi tale om rollemodel.

Ytringsfrihed

Giv aldrig efter for det selvbestaltede globale Göbbels-ministerium, BigTech-Silicon-mafiaen, Google-Gestapo og deres undertrykkelsesapparat. Flyt røven til en anden platform og en anden igen-og-igen. Hvis de tager et indlæg eller en video ned, så læg tre nye op på fem nye platforme. De siger del-og-hersk, vi skal edderhyleme give dem del-og-svar-igen. Vi deler os, sagde pølsen og kend den på knækket. Hvis du klipper en regnorm over, så er der pludselig to regnorme. 

Se dig om. Vid at du ikke er alene, men at millioner-og-millioner i Verden lige nu tænker og føler som dig. Og millioner bliver til milliarder, før vi ser os om.

De prædiker deres hykleri om revolution og tilbagerulning. Vi skal kraftsuseme give dem tilbagerulning og slå dem tilbage til Rådhuspladsen. Lad den, der lever ved sværdet, dø ved sværdet. De er også mennesker, på et menneske sidder der et hoved til den dag, det ligger på jorden uden vedhæng – årsag: hovedrulning.

Når de forlanger mundkurv og selvcensur af dig, så luk munden op på vid gab og giv dem hele bredsiden. Hvis de går efter din familie og dine børn, så fjern børnene fra deres åsyn, tag dem ud af skolen, organiser jer i kredse med hjemmeskoling, børn har ikke brug for hjernevask.

De vil lige om lidt kalde dig for en hjemlig terrorist for at åbne din mund og for at modsætte dig, at de tage livet af os. Det sker allerede derude. Tal ud om terror, hvad terror er, tal om hvem der er de egentlige terrorister. Tal ud om statsterrorismen og dens ofre. Tal om terrorens væsen. Tal ud om den globale terroraktion, hvor VI er målet for terror. Lad dem vide, at vi har set det og gennemskuet det.

Civile rettigheder i demokrati og republik

Jeg har en dårlig nyhed til de dovne og forkælede. Vi kan ikke tale om rettigheder uden at tale om forpligtelser. Problemet med demokrati er, at vi ikke har forstået, hvad det vil sige. Den største blunder, som menneskeheden har begået, er at tro, at noget sådant kan tages for givet. Vi har troet, at det var nok at afgive vores stemme (jamen så kan vi ikke længere tale) og smide en lap papir i en stemmeurne (en beholder for pulveriserede kroppe). En folkeafstemning er et begravelsesritual, der fejrer stemmens død. En sofavælger er den vælger, der afgiver sin stemme og derefter nedsænker sin røv i sofaen de næste fire år ad gangen. Vi praktiserer tilskuerdemokrati. 

En politiker er en person, der muligvis engang havde en mission, en sag, måske endda et kald. Da døren smækkede i baggrunden, blev det ret hurtigt til et forhenværende kald. Smagen af magtens narkotikum blev for stærk. Meget få politikere især på Borgen bevarer deres moralske integritet, deres tilknytning til valgkredsen, deres ønske om at lytte. De er oppe imod meget stærke kræfter, der suger dem ind i centrifugen og korrumperer dem.

Vi har ikke længere et intakt demokrati. Vi har et hult demokrati. Vi har reelt en blød og ulden form for fascisme, der ikke står ved det. Det var på en måde befriende i al sin ucharme for nyligt at høre en af disse yngre arrogante karrieretyper i regeringen Frederheksen udtale, at det dér med civile rettigheder var noget ævl, for det fandtes jo i virkeligheden ikke!! Det sagde han, ministeren! Man skulle tro, at det var en freudiansk fortalelse, men det var det ikke. Det var rendyrket arrogance og foragt for al etik, der måtte være tilbage i politik, foragt for grundloven, foragt for demokratiet, foragt for danskerne og menneskeheden. 

Men desværre er der et gran af kynisk sandhed i det. 

Vi har ingen rettigheder, hvis vi ikke gider eller tør opfylde vores forpligtelser.
Vi har ikke forstået den tætte sammenhæng mellem forpligtelser og rettigheder.
Vi har ikke forstået, at vi skal yde, før vi kan nyde. 

  • Vores forpligtelser som borgere er ALDRIG funktionelt at afgive vores stemme men altid at tale ud, sige til og sige fra.
  • Vores forpligtelser er at holde politikerne til ansvar for ALT, de begår. Alt for længe har vi gået og troet, at det ville medierne, journalistikken nok sørge for, men politikernes overherrer, deres opdragsgivere derude på den store bane har for længst opkøbt medierne. Tilbage er nu den store brune kloakstrøm af forloren falskhed pumpet op af løgnens lokum.

En ung journalist med et kald – måske, eller også blev kaldet allerede skyllet ud med den nye hjernevask på journalisthøjskolen – oplever det samme som en politiker. Når døren smækker i baggrunden, er staklen oppe imod meget stærke kræfter, der ønsker visse historier fortalt og andre aldeles ufortalt. En af de store journalistsynder er bedrag via udeladelse. Det skaber en rungende tavshed, et vakuum, et sort hul om visse emner, visse vinkler. Sammenhænge synes at mangle i lange stræk. Virkeligheden er blevet lige så flad som den fladskærm, den er smurt ud på.

I politikmagernes storcirkus USA har både politikerklassen og medieklassen nu nået en grad af korrupthed, der skriger til Himlen. Som en yngre kvindelig journalist, Bari Weiss, der valgte at forlade det prestigefyldte men storkorrupte New York Times, sagde for få dage siden (sidst i oktober -21) – og hun citerede en bog, hun havde skrevet siden sin selvvalgte opsigelse: The world has gone mad, hvorefter hun nævner en stribe slående eksempler. Og det gør hun lige op i hovedet på en af de mest indædte propagandajournalister på CNN, Brian Stelter og dermed i et af de medier, der mest af alle fremstår som det, de er: et CIA-organ. Vi kan nærmest sætte dato på, hvornår CNN bukkede under for den brune kloakstrøm og CIA. Det skete, da de lod sig embedde (nedsænke, indkapsle) i krigsmaskinen før-og-under Irakkrigen. De fik lov til at få en hjelm på hovedet og sidde i en tank, der rullede ind i Bagdad, mens de blev liderlige i lommen. De fik lov til at medvirke til besyngelsen af overfaldet på det land, hvor man – no surprise – ikke fandt de påståede masseødelæggelsesvåben, en løgn som de selv forinden havde været med til at skabe.

Kun via løgn kan disse uendelige krigshandlinger fortsætte. 
Kun via vores accept og dermed medvirken til løgn, kan krig finde sted. 

  • Vores forpligtelser er at hive bukser og trusser ned på løgnerne og afsløre deres bare, stinkende røv.
  • Vores forpligtelser er at holde løgnes krigsliderbukke ansvarlige for deres gerninger. For hvert liv, de har taget under afsyngelsen af løgnen, står de til 100 piskeslag. 

Siger jeg … vel vidende, at de får lønforhøjelse og forfremmelse, for hvert liv de tager. 
Hvilket bringer os til det næste punkt.

Den korrupte retsstat

Vi ved det. Ingen bliver stillet til regnskab, når de har de rigtige venner. Der var rigeligt med beviser for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens krigsforbrydelser i forhold til at involvere Danmark i Irakkrigen, senere Afghanistankrigen og Libyenkrigen og forinden da Bosnienkrigen. Ikke nok med, at han og hans medkorrupte politikere aldrig blev stillet til ansvar og undersøgelseskommissionen lukkede ned, så fik manden også forfremmelse som generalsekretær for NATO.

Der er kun én mulighed for den slags: At retsstaten er korrupt. NATO er ikke det, vi går og tror. NATO er globalisternes hær, når de udplyndrer verden. I alle krige, hvor NATO er involveret, finder der omfattende og systematisk udplyndring sted. Bosnien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Ukraine. 

Da den korrupte finansminister i Thorning-Schmidt-regeringen forærede DONG Energy til Goldman Sachs, så de kunne selskabstømme det – eller rettere sælge det videre for det dobbelte af, hvad de gav for det = halvdelen af, hvad det var værd, så blev Bjarne Corydon aldrig stillet til ansvar. Eller hans statsminister, der vidste alt om det, for hun sivede tilbage til EU, der havde spyttet hende ud i første runde. Han og hun blev belønnet for det med forfremmelse og lønforhøjelse. Og hvad ser vi nu et årti senere? Ekstrem spekulation i energiselskaber med fordobling af elpriserne. Hvad gør Staten ved det? Intet. Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til!

  • Vores forpligtelse er at råbe op, så det kan høres, når den korrupte stat medvirker til den slags. Vi skal pisse på deres grave, når de har forgyldt og forherliget sig selv. De skal ikke dø i synden, og når de er døde, skal rejse skamstøtter over dem. 
  • Sager som disse bør aldrig blive forældede. Vi skal huske, at retssystemet kun kan fungere – ligesom demokratiet – hvis folk insisterer på, at det findes. Der findes et begreb, der hedder at krænke retsbevidstheden. Mind dem om det. Vi finder os ikke i disse krænkelser. Ifølge retsvæsenet er der ikke noget, der hedder too big to fail, too big to jail. 

Siger jeg … igen vel vidende, at de store aldrig stilles til retsligt ansvar. Kunne det ikke være interessant at udfordre den viden? Måske er det på vej. Der forberedes et retsopgør med de ansvarlige for Operation Lockdown. 100-vis af omfattende retssager er under forberedelse alene i Europa. Lad os ikke forveksle det korrupte retsvæsen med hver og én, der arbejder i væsenet, for der findes mange hæderlige advokater, der er aldeles oprørte over det, der er sket. 

Omgang med sandheden

Den russiske forfatter Alexandr Solzhenidzyn lærte os, hvor vigtigt det var aldrig at gå på kompromis med sandheden. Tal altid sandt! Han vidste om nogen, hvad det vil sige at leve midt i den store løgn. Det regime, som han til fulde oplevede på sin egen krop sammen med millioner af russere, byggede på løgn fra ende til anden. Den marxistisk-leninistiske ideologi var et gigantisk løgneapparat, en total forvrængning af al sund virkelighed blandt mennesker.

Hold fast ved sandheden

Et sådant regime frygter i princippet ikke folket, for de mener at have krammet på dem. Og alligevel, for heller ikke her taler de sandt. Hvad de frygter mere end noget andet, er sandheden. De har forsøgt konceptuelt at udrydde selve begrebet sandhed. Sandhed findes jo ikke, siger kulturrelativisterne. At det er totalt bullshit ved vi, når deres egne udgydelser hævdes at være den højere sandhed. Det er det, som relativismen går ud på: dobbeltmoral. Vi har patent på sandheden, den politiske korrekthed, siger de. Alle, der mener noget andet, skal lære at holde deres kæft. Et regime, der fuldstændigt bygger på en løgn, er nødt til at lukke munden på folk, der siger sandheden. 

  • Vores forpligtelse er altid at tale sandt. Vi skal ikke sætte vores eget liv på spil som martyrer ved at smide den rå sandhed op i ansigtet på magthaverne, hvis disse er kendt for at bruge midler, der koster folk livet. Men vi skal som minimum nægte at udtale deres løgn på forlangende.
  • Vores forpligtelse er at søge sandheden for at kunne udtale den. Vi og vore børn og børnebørn kommer til at betale en grum pris for vores mentale dovenskab, vores civile inkompetence og vores intellektuelle uhæderlighed. Kun sandheden er hæderlig, kun hæderlighed er sand.

Sandhed er langt mere end faktuelle data og hold-dig-til-sagen. 
Sandhed involverer det samlede menneskelige felt inklusive samvittighed. 
Sandhed er viden kombineret med etik/moral. 
Sandhed er ikke noget, der kan downloades som en færdig pakke, for den kræver menneskelig medskaben.
Sandhed er ligesom mening. Intet giver mening, før en meningsdannelse har fundet sted.

HVIS vi til gengæld evner at stå ved sandheden, så er det vores stærkeste forsvar og våben i tider, hvor sandheden bliver bekriget og tilsvinet af Løgnens Tyranni, De har ikke et våben, der nogensinde kan hamle op med det. Deres eneste chance er, hvis vi frivilligt afstår fra at sige og udleve sandheden.
De kalkulerer med, at vi afstår. Hvad nu hvis vi ikke afstår? 

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *