Essay,  Philosophia

Kreativ dualisme

I et foredrag af John Cleese kaldet Creativity in Management starter han med at fastslå, at kreativitet ikke er et talent. Det er en måde at operere på. En metode kan man sige. Han tilføjer dernæst, at det ikke er relateret til IQ – forudsat at der ikke er tale om decideret imbecil person.

Han støtter sine udsagn på en forsker ved navn McKinnan, der specielt undersøgte kreativitet. Denne fastslår også, at kreative mennesker simpelthen er folk, der har anskaffet sig en måde at sætte sig selv i en tilstand, hvor de kan være kreative. Sagt på en anden måde: de har bevaret evnen til at lege eller at være barnlige. Det er også vigtigt at forstå, at legen ikke har et bestemt formål andet end sig selv og den nydelse og glæde, den frembringer. Det betyder også, at pligt og tvang er absolut leg- og kreativitetsdræbende.

Det fører til en konstatering af, hvordan en virksomhed, en organisation, en familie, en person kan anskue sig selv og operere i to tilstande: en åben tilstand og en lukket tilstand. Kreativitet er ikke muligt i en lukket tilstand.

En lukket tilstand er den, vi befinder os i det meste af vores tid, når vi arbejder, og når vi kommer hjem og skal have fixet privatsfæren. Det består i alle de skemalagte og forefaldende gøremål, vi fylder og får fyldt vores tilværelse med. Der er et touch af nervøsitet og utålmodighed forbundet med tilstanden. Tingene skal fra hånden og gerne til tiden. Der er andre, der er afhængige af vores resultater. De vil blive udsat for vurdering og måske kritik, kvaliteten skal være på et niveau. Eller endnu værre: der skal ankomme en hel masse resultater i en vældig fart – uden at det går ud over kvaliteten. Der er et element af anspændelse, meget lidt humor og masser af formål i det. Hvis det kammer over, går der kronisk stress i det, det bliver manisk og patologisk. Og igen: kreativitet er udelukket.

I en åben tilstand er mennesket afslappet, ekspansiv og mindre formålsbetinget. Der er tid og rum til overvejelser og humor. Tilstanden inkluderer, at mennesket er legende. Der er ikke tidspres for at præstere og få noget færdigt så hurtigt som muligt.

Et udvidet kunstbegreb

Er kreativitet afgrænset til at være en luksuøs aktivitet for den kreative klasse? Har det noget med kunst at gøre? Ja og nej, men det er alt for begrænset. De største videnskabelige opdagelser er gjort i en åben, nysgerrig og legende tilstand. Måske som udgangspunkt. De største videnskabsfolk har en veludviklet intuitiv side. Sideløbende har de formået at skifte til deres lige så veludviklede lukkede tilstand bestående af logisk og medodisk tænkning kombineret med års hårdt arbejde i en stræben efter at forklare og afprøve, hvorfor deres indskydelse i den åbne tilstand var rigtig. Et spørgsmål: Kunne vi ikke med fordel begynde at betragte videnskab som en kunstform? Det samme med veludført ingeniørkunst (dér sagde du det) og opfindervirksomhed. Eller gå tilbage til at betragte disse som en kunstformer. For Heraklit, da Vinci, Bruno, Kepler, Goethe, Tesla, Alfvén, Rodin og mange store skikkelser indenfor og i omkredsen af videnskab til alle tider var videnskab og opfindervirksomhed kunstformer, der indeholdt det evigt nysgerrige, undersøgende-legende element. For dem udelukkede videnskab ikke kreativitet, det var forudsætningen for videnskab.

Kreativitet er gnisten, det er måden at åbne gaveæsken på. Det er måden at sætte kursen og træffe en beslutning om retning på. MEN, når kursen er sat og visionen er på plads, så nytter det ikke at forblive i den åbne tilstand. Så skal der lukkes af, for ellers resulterer det i absolut intet eller i værste fald en katastrofe. Når en skihopper er på vej ned af rampen, er det slut med at være kreativ og eftertænksom, for ellers går det galt. Hvis en deling soldater har indledt indtagelsen af en post med en maskingeværskytte, er det et uhensigtsmæssigt tidspunkt at overveje det morsomme i situationen. Humor er distancering, betragtning af sig selv fra siden, fra oven, bagfra, hvorimod implementering, realisering er at være fuldt til stede uden distancering og med begge hænder nede i gryden.

Den kreative klasse har det med i deres selvoptagethed – undertegnede skribent tilhører den, så jeg har en vis ret til selvkritik af mit eget segment – at mene, at de har ret til at være inde over hele vejen igennem og udover alle grænser. De har det med at kuppe agendaen. Når en virksomhed har fornyet sig selv, og innovation har fundet sted – ægte og veludført innovation motiveret af et ægte og påtrængende behov for fornyelse pga. en struktur, der vitterligt er stagneret – så er det mere eller mindre ud af vagten med de kreative hoveder. Der er ikke brug for dem i næste fase. Groft sagt og med fare for at fornærme, hvilket bliver de fornærmedes problem. De kreative bør blive inviteret indenfor igen, når realiseringen af projektet har fundet sted for at være med til at vurdere, om det var vellykket indtil videre, og hvorvidt næste fase af planen er klar til at gå i luften.

Fra kreativ dualisme til kreativ dialektik

Det fører frem til, at en balance mellem de to tilstande, er det ideelle. De gamle talte om den gyldne middelvej. Buddhismen taler om balance mellem yderpunkter. Daoismen taler om balance mellem yin (det udvidende, det åbne, det feminine) og yang (det sammentrækkende, det lukkede, det maskuline), og dao er balancen. I europæisk ide- og kunsthistorie taler man om det dionysiske og det apollinske, eros og logos, sturm-und-drang/romantik/barok og rationalisme/klassicisme. Nogle tillægger disse egenskaber højre og venstre hjernehalvdel, hvilket nok er en tilsnigelse og forsimpling. Vi kan også tale om de revolutionære versus de konservative. Når de revolutionære får lov til at fortsætte uantastet, ender samfundet altid i tyranni, altså det stik modsatte af den erklærede hensigt. Når de konservative aldrig bliver anfægtet, ender det i forstokkelses-tyranni. 

Begge udsagn er falske:
Fordi noget er nyt, må det være godt.
Fordi noget er gammelt, må det være godt.

Et af problemerne med beslutningstagere og i særdeleshed politikere er, at de får så meget adrenalin-kick ud af at reagere på dag-til-dag-baserede løsninger (der ikke løser noget på sigt men skaber så voldsomme problemer for menneskeheden både her-og-nu og i fremtiden), at de er ude af stand til at træde tilbage og betragte sig selv og situationen. De er strandet i et kronisk brandsluknings-kompleks. De kan ikke se sig selv i deres groteske selvhøjtidlighed og er fuldt overbeviste om deres egne fortræffeligheder. De befinder sig konstant i en lukket tilstand som om, der er nogen, der holder en pistol op for panden af dem. Er der monstro nogen, der gør det, og er de overhovedet herrer og damer i eget hus længere?

Ikke nok med at de ikke aner deres levende råd – de aner ikke engang, at de ikke aner deres levende råd.
Ikke nok med at de ikke har fattet det – de har ikke fattet, at de ikke har fattet det.

Forudsætninger for kreativitet

Der findes visse tiltag, der kan fremme kreativitet.
Uden garanti for, at kreativitet vil ankomme per automatik.

I John Cleese’s foredrag foreslår han fem () kreativitetsfremmende faktorer:

1. Plads/rum/lokation

2. Tid

3. Tid

4. (Selv)tillid

5. Humor

Altså en vægtning, hvor tid er særdeles vigtig, for tid er ikke bare tid.

ad 1

Man kan ikke være skabende midt i kravenes tumult. Man er nødt til at fjerne sig rent fysisk fra de rum, hvor kravene klæber til væggene. Man er nødt til at skabe et rum, hvor man er uforstyrret

ad 2

Rum er ikke nok. Man er nødt til at have adgang til dette rum i et bestemt tidsrum. Ubegrænset tid er lige så destruktiv som ingen tid. Leg definerer sig som noget, der adskiller sig fra det normale liv via tid og rum. Leg starter, det indtager sin afsatte tid og rum, og på et bestemt tidspunkt træder det ud af rummet. Så er legen forbi. På engelsk play, der også er et synonym for spil og skuespil. Et skuespil har en start og en afslutning. Det er en oase for leg, der har en begyndelse og en afslutning. Eller som man siger i fortæller-modellen for romaner, film, teaterstykker og musikstykker m.m.: En begyndelse, en midte (hoveddelen, indholdet) og en afslutning. Dette er den nødvendige ramme, uden hvilken det hele flyder ud og bliver forgæves.

Den afsatte tid og det afsatte rum er helligt i ordets egentlige betydning. Det er helliget = afsat til leg. Leg er på sin vis en alvorlig sag uden det selvhøjtidlige. Her er det vigtigt, at vi afstår fra input-inflow fra hverdagens krav. Det er meget nemt, at hverdagen vil prøve at okkupere og genindtage det afsatte ’hellige’ rum. Det er også nemt at skifte til hverdags-tilstand, hvorved det hele går i vasken, for det er altid nemmere at give efter for de små ting, der er påtrængende, og som vi ved, vi kan håndtere, end at tage sig af de store ting, der er mindre påtrængende, og som vi er usikre på.

ad 3

Tid igen. Denne gang ikke om udfordringen med at afsætte tiden i en tidsslugende hverdag men om, hvordan man så bruger den afsatte tid. Det første man kan sige om det er, at det gælder om ikke at springe over, hvor tiden er lavest. Det gælder om ikke vælge de hurtige løsninger. Måske burde man sove på det og genlæse sine løsninger. 

Det kunne tænkes at være lidt det samme som at lytte til en båndoptagelse af sig selv, da man var fuld aftenen forinden. Eller havde røget en sjov pibe. Holder det også dagen derpå – eller nok snarere, når tømmermændene har lagt sig dagen efter dagen efter? 

Dette kan bekræftes af forskning (McKinnan), der fastslår, at de mest kreative mennesker altid bliver hængende længere, inden de erklærer sig klar til at gå videre. Fænomenet hænger sammen med den uro og lettere grad af angst, vi føler, når vi ikke har løst et problem og taget en beslutning. Denne uro kan meget nemt få os til at træffe de nemme og hurtige beslutninger bare for at slippe for uroen. Vi kan derefter bilde os selv ind, at vi har gjort vores bedste, og at løsningen er den perfekte. Uro-tolerance er en booster for kreative løsninger.

ad4

En seriøs kreativitets-dræber er frygten for begå en fejl. Eller blot at komme op med et forslag i den kreative proces, der efter selve beslutningsprocessen kunne føre til en fejl. Det er en dræber, fordi det spænder ben for al leg. I leg bør hovedreglen gælde: Alt er en mulighed og hvad nu, hvis vi gjorde, hvad ville der så ske – hvilket som udgangspunkt ville være helt OK. Skyld, skam og frygt er mentale dræbere. Hmm tænker man, kan det have en sammenhæng med regeringers, ideologiers og religiøse institutioners overforbrug af disse tre virkemidler? Kan det oven i købet have forbindelse med, at opdragelsesanstalterne gradvist udvasker kreativitet? Er magtens segment i virkeligheden selv frygtsomme overfor kreativitet, for hvad nu hvis de lidt for kreative typer dernede i gulvplan en dag i kreativt overmod kom op med diverse forslag om, at magtmaskineriet i virkeligheden kunne undværes? At der måske ikke var brug for regeringer i det omfang, folk er opdraget til at mene? Vi kan jo lege med tanken. 

Man kan ikke være spontan i rimeligt afmålt omfang, det er en selvmodsigelse. Enten har man lov til at lege, eller også har man ikke, punktum! 

ad 5

Humor. Det middel af alle, der hurtigst er i stand til at gennemføre skiftet fra lukket tilstand til åben tilstand. Over-seriøsitet er derfor en dræber for kreativitet. Og med humor menes der ikke fjollethed, at gå i høhø-mode. Det er snarere berøringsangst og overfladiskhed. Vi taler om selvhøjtidlighed, grav-alvorlighed. 

Her har Magten igen et problem. Den ser humor som en potentiel trussel. Den ved, at dens selvoppustede ballonagtighed står i konstant fare for at blive punkteret af en seriøs vits. 

Mere i dybden om legens magi:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *