Kongen der forsvandt

Kongen der forsvandt Udgangspunktet er en stor undren. Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i netop: verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder. Fornemmelsen af et vakuum er tydelig. Det er som at åbne en bog, hvor det viser sig, at hver anden side og midtersiderne samt en hel masse i slutningen er revet ud. Man bliver nødt til her at spørge sig selv om, hvad det var, der stod og dernæst, om resten derefter giver mening. Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på. 1. Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen og danner et lukket, uanfægteligt kredsløb. Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet. 2. Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres. Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen. 3. Hvad med jøderne, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne i år 66-70 var en major pain in the ass for romerne. Og det var ikke første gang (Judas Maccabæus ca. 150 år f.Kr.) og langt fra sidste gang, for hele balladen fortsætter til ind i det 2. århundrede (Simon Bar Kokhba, 132 e.Kr.), sammenlagt i 280 år! Husk, at Jesus havde en række navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? – Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! en rabbiner var altid gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det heftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem – altså et femte navn. Her må man spørge, hvilke jøder, var der flere slags, og hvorfor skulle jøderne ikke kende deres Messias, når han dukkede op? Ikke desto mindre gøres der nar ad manden, da han korsfæstes, og et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen ved at være romertro. Hvorfor er det Ny Testamente, som kirkeidioterne i dag har omdøbt til Den Nye Aftale – alt skal være prosaisk, politisk neutralt-korrekt mundret. Hvad bliver det næste? Den Nye Sociale Kontrakt eller Den Nye Handlingsplan? Eller at Maria blev kunstigt befrugtet, bollet tyk af Helligånden eller fik noget englefisse? Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet. Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Vi er på sporet af et svar på spørgsmålet hvilke jøder? Her slår der revner i vokabulariet, for Jesus af Nazareth (INRI) er noget ævl, da byen ikke fandtes i oldtiden. Et hint om, at noget andet er på færde. Et ottende navn er Galilæeren. Men Galiæa fandtes da? Javist, der er bare det, at ord ofte har flere betydninger, og i særdeleshed når det drejer sig kryptolitteratur og kryptofortællinger, som den eller dem, vi er på vej til at dykke ned i. Hvis vi også som udgangspunkt husker at nævne, at adskillelsen af religion, magi, videnskab, økonomi, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at et stykke betændt politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk – raver rundt i forvirret blinde. Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes og blot lukke bogen i begge ender – både som teolog og anti-teolog? Overhovedet ikke og tværtimod! Den Hellige Gral Der er flere steder vi kan starte, og et af dem er legenden om Den Hellige Gral. Det er tilsyneladende en middelalderlig historie, men dens egentlige tid er det bibelske århundrede, det første århundrede. Der er meget få forskere, der har formået at samle de løse tråde og sammentænker Egypten, Romerriget, Bibelen og konsekvenserne af de afgørende, men også i allerhøjeste grad obskure og krypterede hændelser gennem det følgende årtusind. And beyond. Der er reelt kun én person til dato, der har gjort det på troværdig og sammenhængende vis, og det er historikeren Ralph Ellis. Følgende refererer respektfuldt til hans omfattende og imponerende opus. Den hellige gral optræder i de arthuriske legender. De handler om en historie, som man af politiske årsager ikke kunne fortælle lige ud, men som man alligevel ønskede at bevare. Kong Arthur er således endnu en konge, der er forsvundet ud af verdenshistorien og er blevet til en sagnskikkelse. Der er en hel del, der tyder på, at det er det 9. navn for Jesus gemt væk i en kreds af sammenvævede legender og historieskrivning bevaret gennem Middelalderen. Vi skal herefter se, hvorfor. Gralen er en kompleks ting. Disclaimer: vi går ikke efter de grove forsimplinger og bekvemme overspring denne gang, selvom der straks vil hoppe folk ind og tage patent på en af slagsen. Jamen, det er jo bare et satanisk bloddrikningsritual. Jamen, det er jo bare Da Vinci Mysteriet af Dan Brown. Jamen, det er jo bare tegnet for det kvindelige organ, siger spirito-feministen. Jamen, det er jo bare en middelalderskrøne. Jamen, det er jo bare eventyr og Indiana Jones og har intet med sagen at gøre. Jamen, vi vil helst have en godnathistorie. Hvis du er til dogmatik, newage og andet popmusik, og hvis du foretrækker din egen yndlingsversion af bortforklaringen – fx: Jamen, Jesus var i virkeligheden Buddha og er begravet i Indien, så klik på tilbageknappen NU og sov videre. Måske er han begravet i Kashmir i Indien, men det fortæller ingen historie, det giver blot verden endnu et mysterium og endnu et relikvieskrin. Der er for så vidt ikke noget galt med godnathistorier og eventyr. Rapunzel, Askepot og Snehvide indeholder dybe hemmeligheder. Gralen siges ifølge de arthuriske legender at være det bæger, der indeholdt Kristi blod. Javist, og det er grunden til nadverritualet i dag, hvor man drikker blodet af et bæger. Josef af Aramathea, som vi senere skal røbe identiteten af, skulle have taget blodet og samlet det i bægeret. Dan Brown er selvfølgelig en popdreng og plagiator, der skal sælge sine krimier vha. et okkult plot. Men der er en vis substans i den forståelse, som hans kilde, forfatterne til bogen Hellig Gral, Helligt Blod, tilbyder, altså dobbeltbetydningen af San Greal – hellig gral og Sang Real – det kongelige (virkelige) blod. Altså historien om gralen som blodet, slægten, der er den egyptiske historie om Jesus, den sidste egyptiske Farao (af Davids hus og slægt). Vi har altså det første lag om bægeret og korsfæstelsen, der dækker over det andet lag om blodet og slægten. Med denne slags tåbelige og halvpornoficerede Disneyversioner af de klassiske eventyr, kan man være helt sikker på, at ungerne aldrig opdager, at det er en esoterisk historie om Kvinden i Tårnet – nu reduceret til en intrigant, selvoptaget cheer leader tøs. Herefter det tredje lag. I de arthuriske legender er gralen altid associeret med en prinsesse. Hun bringer gralen ind til det runde bord med hullet i midten, og alle ridderne om bordet drikker af det. I de sene udgaver af de arthuriske legender, Parsifal, er gralen forsvunden. Prinsessen holder blot et stykke grønt klæde, og den nytilkomne ridder kan ikke få øje på gralen. De andre riddere ler ad ham, for han forstår ikke, at gralen ER prinsessen. Legenden siger det ikke lige ud, men det er en af krypteringerne, som man selv skal regne ud. Det er en gåde, en mysterieindvielse. Gralen er hendes skød, og blodets linje flyder gennem prinsessen. Linjen er den sårede fisker-konges. Kongens datter, Guinevere, er bæreren af gralen, blodets arvefølge. Gralen har brug for beskyttere, derfor ridderne. Gralen har dernæst brug for en præst udvalgt som den reneste af de tolv riddere. Hans navn er Galahad. Her bliver det lidt sært, for gallus er den kastrerede hane, præsten er ifølge traditionen nødt til at være en eunuk! Ridderen Parsifal aka Sir Galahad er simpelthen en eunuk. Vi får ikke historien, når vi går i kirke, men i det Nye Testamente står der rent faktisk, at Jesus bad sine disciple om at blive eunukker [Matt. 19:11]. Jesus beder altså en af sine disciple om at blive præst for gralen. Det turde være overflødigt at nævne, at Jesus og de tolv disciple svarer tll gralen og Kong Arthur og de tolv riddere om det runde bord. Glem i øvrigt alt om sværdet i stenen. Det nævnes kun én gang i den opfattende litteratur. Der er tre runde borde, alle af samme design. Da Vinci har fået noget galt i halsen, da han malede det første bord, altså bordet ved den sidste nadver, som et langbord. At de tolv disciple repræsenter stjernetegnene i zodiaken, og at der er en kvinde til stede er derimod rigtigt. Men bordet skulle have været rundt. Det andet runde bord tilhører Josef af Aramathea. Det tredje runde bord tilhørte Uther af Pendragon, Kong Arthurs far. Kongen sidder altid i midten som solen i zodiaken. Det runde bord er en zodiak. Kongen i midten er enten Solen/Helios, eller Nordstjernen, Storebjørn afhængig af, om man ser ned på zodiaken eller forestiller sig, at man ser op i stjernebillederne. Navnet Arthur er en afledning af Ursa (Major) – der gemmer sig et stykke etymologi her. Urtha og Arthu er en ikke usædvanlig ombytning af vokaler indenfor den samme konsonant-struktur. I oldsyrisk tradition er Den Sidste Nadver det samme som døden og begravelsen. Underligt nok er den eneste reminiscens af dette den gestus, som allernådigst tilstedes en person, der skal henrettes. Den dødsdømte kan selv bestemme, hvad hans sidste måltid skal bestå af. Halleluja! Den rare bamse har en Karlsvogn i halen. Som du sikkert ved, peger den mod Polaris, Nordstjernen, der er centrum for den Store Zodiak, der roterer baglæns (precesserer) på Himlen. Hamlets Møllehjul. Shivas Hjul. Eunukken – den kastrerede hane Galahad var gallilæeren, ypperstepræsterne blev kaldet galli-ypperstepræster. Det er kendt i officiel historie (romersk) og ikke kun i arthuriske legender. En af de romerske historikere, Lucian, beskriver, hvordan gallierne skabes. Nogle spiller fløjte, mens andre får et rasende anfald, smider deres tøj, griber deres sværd og skærer deres egne testikler af! Den seriøst omskårne løber gennem byen og smider sine … Læs resten af Kongen der forsvandt