Cultura,  Essay,  Historica,  Poema,  Politica

Kolossens fald

Jeg har lige rødstemplet min Twitter-Facebook-Instagram-Google-whatever-konto + samtlige affilierede globasfascistiske hangout-wannabe-asociale-netværk, da de har voldtaget (violated) mine og størstedelen af menneskehedens skrevne og uskrevne regler for anstændighed ved at opfordre til cencurbaserede overgreb, diskrimineret anderledes tænkende, opfordret til krigshandlinger mod undertrykte mindretal i østlande, opfordret til racistisk gadevold i vestlande, misbrugt deres påståede status som uafhængig platform, bedrevet redaktionel udgivervirksomhed uden de forpligtelser, der følger med en sådan virksomhed, medvirket til valgsvindel, stjålet penge i milliardstørrelsen fra folk via korrupt jura og hjemmelavede pseudoregler, deltaget i mafiavirksomhed under dække socialt ansvar, løjet så vandet drev, manipuleret meninger og målinger ved algoritmer og behandlet deres egne medarbejdere som slaver og svin.

Pas på socialmedie-manipulatorer! for
jeres digitale slangeskind er ikke uigennemtrængeligt,
jeres fordækte forbrydelser mod menneskeheden bliver nedskrevet i den sorte bog,
jeres kryben langs jorden udenfor radaren bag skærmen er ingen garanti,
jeres giftige bid rammer ikke målet, og modgiften er nu på markedet,
jeres göbbelske propaganda-ministerium er set og forstået,
jeres slimede påhit bliver skrevet bag øret, og intet bliver tilgivet,
jeres Don’t be evil er taget ad notam, for hvorfor skulle man vælge et så påfaldende slogan,
hvis man ikke lige netop havde tænkt sig at være ondskabsfuld, men millioner og snart milliarder
af projektører peger i jeres retning, og der er sidste udkald med Elon Musk til Mars – one-way-ticket.

*

Vi lever i totalitærtider.

Hvordan overlever vi som delvise mennesker blandt de, der tror sig totale?
Vi er kun delvist vise, men vi deler trods alt vores delte visdom.
Vi bliver opdelt og behersket, men vi deler os, slår til og samles igen.
Vi er som insekter, der bebor enhver revne i bygningen,
og der er kun én måde at slippe af med os på: at rive hele bygningen ned,
men hey: det er jo samme bygning, som bebos af de totale,
så hvad skal de totale så selv bo i?

Og så var det et eller andet ubetaleligt geni blandt de totale,
der kom op med, at de jo bare kunne flytte hovedkvarteret væk fra søgelyset,
altså i stil med Amsterdam, London eller Nøw Ørk,
men så kom de en dag til at lukke Internettet ud af indhegningen, 
så folk storbrugte det og røbede og skrev om det nye hovedkvarter og alle de gamle,
og så var det nyt kosteligt geni blandt de totale,
der kom op med, at så kunne de bare købe nogle øer til at gemme sig på, 

men så ankom projektørerne også til dem,
og så kom det suveræne geni op med, at de bare kunne grave nogle kæmpe huller i jorden og gemme sig i og love deres villige håndlangere, at de kunne få en plads i helvedes paradis for rigmænd,
hvilket der selvfølgelig ikke var plads til, men det glemte de at fortælle,
for det handler om, hvad man kan love og ikke, at man har tænkt sig at opfylde løfterne,

men så var der nogen, der bombede helvede ud af hullet i jorden,
så omsider var der så et helt overset geni, der kom op med,
at de bare kunne flytte ud i rummet, for der var rigtig god plads,
og der var en hel stak ubeboelige byggegrunde billigt til salg i det nærmeste solsystem,

og det var så der, problemerne for alvor startede,
for perlerækken af lovpriste genier havde glemt at regne med,
at der måske allerede fandtes beboere af det nærmeste solsystem,
der kunne tænkes at have en anden og endog velfunderet mening om verdenssituationen,
og som ikke syntes, at forbrydere af den værste skuffe, der mente,
at solsystemet og resten af Universet var deres uforpligtende legeplads,
skulle have tilladelse til at hærge løs udenfor deres hood – eller for den sags skyld indenfor,
hvor de i cirka-rundt-regnet x-tusinder af år havde mishandlet deres medmennesker,
for det stod rimeligt krystalklart, at det havde de også tænkt sig at gøre – derude.

Spørgsmålet var – inden vi røg ud af et relevant sidespor:
Hvordan overlever vi som delvise mennesker blandt de, der tror sig totale?
Svaret et, at VI i virkeligheden er totale, de har bare fortalt os noget andet.
Vi har alt, hvad der skal til, og total er ikke det samme som totalitær.
Vi har totalitetens, fuldkommenhedens potentiale.
På den anden side har vi fået det indtryk,
at DE efter eget udsagn totale er, hvad de udgiver sig for – det er de så ikke.

Vi overlever delvist, fordi genierne i den indbildte totalsfære er nogle idioter.
I deres overmod er de ved at bombe sig selv sønder og sammen.
De har muligvis hørt om hybris og nemesis, men de mener at have fundet en work-around.

Vi overlever, fordi vi har venner blandt solsystemets beboere,
der ligesom os – altså de af os, der har … fået nok og besluttet, 
at én gang for meget er én gang for meget, og nok er nok.

Der er kun ét missing link i denne overlevelsesreaktion:
at det ikke kun er de-af-os, der har fået nok,
men at tilstrækkeligt mange = endnu flere af os har fået nok.
Vi er ikke helt dér endnu, men vi er på vej.
Først hoppede vi på covid-skrønen, og så smagte den dårligt.
Forinden hoppede vi på koprut-historien, men så begyndte den at lugte for meget af prut.
Derefter hoppede vi på terror-overalt-hele-tiden-historien, men så floppede den.
I 50 år forinden hoppede vi på koldkrigshistorien om at russerne kommer – det gjorde de så ikke.
Lige nu har de plan B-C-og-D liggende i affyringsrampen,
og vi nævner i flænge en ny og værre laboratorie-pandemi, cyber-angreb (russerne kommer igen),
økonomien crasher, alle forsyninger crasher, vandet crasher og til sidst: invasion fra rummet.

Måtte den dag komme, hvor vi kan nøjes med VI uden DE.
Alt dette pegefingeri er ikke til at døje.
Det er på den anden tid heller ikke til at døje længere
at være de oh-du-guds-dumglade-får, der bærer alverdens skyld og alle regninger hver gang,
totalhovederne har totaliseret et nyt land eller et nyt afsnit af menneskeheden,
holdt mega studenterfest i hele overetagen og undladt at rydde op efter sig.

Vi overlever ved at hjælpe medvind på cykelstierne for tiden,
og selvom vi har lært af krigskunstneren, at man ikke skal forstyrre en fjende,
der er i færd med at ødelægge sig selv,
så kan man godt hjælpe til med et lille skub i ny og næ.

Kong Nebukadnezar havde en drøm, som han ikke forstod [Daniel, 2, 31]
Læs også: Nebukadnezars drøm – og hvad betød drømmen egentlig?

Den dag kolossen på lerfødder ligger med sit gyldne hoved i sandet,
med dens torso af sølv og ben af jern,
fordi stenen i tidens fylde kom rullende ned fra bjerget og ramte den,
den dag kan vi tillade os at sparke den i dens kobberklunker,
men den dag kan det være lige meget, for da har vi alt for travlt med
at genskabe alt det ødelagte, misbrugte og bestjålne.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.