Køkken, Løkken og Kykeliky

 

 

 

REVOLUTION   ∞   EVOLUTION    –    et  glimt  af  morgendagens  gry

*

*

*

 

 

 

 

*

*

*

Præludie: 

 

Folk var drevet til det yderste, og kunne ikke klare mere. Luften emmede af uforløste spændinger, som en lummer sommerdag umiddelbart før en tordenbyge. Der var mangel på mad. Kæmpe kornlagre og distribution lukkedes – på hvis ordre og hvis ansvar ? .  Bønderne var afskåret fra den føde de selv havde sået, dyrket og høstet, og fyldt lagrene med – med arbejdets blod, sved og tårer. Hungersnøden bredte sig i takt med rotter, sygdom og død. Folk samledes på gader og pladser, og gik i optog mod slottet. Med knyttede næver og høtyve råbte de taktfast i kor : ” Revolution,  Revolution “

På slottet iagttog kejseren undrende folkemasserne. Set fra balkonen lignede det en gryde i kog, eller græsset og kornet der bølger i vind og historisk vingesus, rejser sig for at gå i blomst og frø, eller når et andet bristepunkt, bryder op, bryder af, bryder ud… i band, bål og brand. Kejseren spurgte sin premierminister :  ” Hvad er det de vil ? – de ser ophidsede ud, men råber ” en gang til, en gang til “.   “Jeg forstår Deres Majestæts undren – er det en ide at indsætte nye ministre i regeringen ? – så forbliver alt som før, men med nye ansigter og navne, og fornyet håb for dem der ønsker udvikling gennem forandring ? “, foreslog premierministeren forsigtigt. Kejserens blik blev fjernt og eftertænksomt, og efter en længere pause erklærede Majestæten: ” Lad Os imødekomme folket, tage dem på ordet og give dem hvad de beder om – endnu en omgang ( = re-volution ) – med friske kræfter i Vort ministerråd, og således at alle får fornyet håb til at leve videre…  “. Premierministeren gjorde sig umage for at vise sin beundring for Kejseren, og overhørte diskret ekkoet af hans egne ord og tanker. Han bukkede dybt og sagde : ” jeg beundrer hvorledes Deres Majestæt kan rumme og betragte den kritiske situation med så ophøjet ro og stort overblik, og modigt og klogt have alles bedste for øje ved udstedelsen af befalinger og dekreter – jeg vil straks sende soldaterne ud, så de kan indskærpe folket at efterkomme dekreterne, samt opildne dem til at fejre den endelige løsning, og bryde ud i jubelkor med ordene: ” Kejseren længe leve “.  ” Nuvel, lad det ske efter Guds vilje – træd af ” befalede Kejseren. 

Kejserens uægte søn var kommet op i årene, men havde stadig en påfaldende skævvredet og kejtet adfærd. Alle kendte til hans usikre opvækst, og huskede hans bemærkning som dreng om Kejserens påklædning ved en bestemt lejlighed. Med tiden havde han lært at håndtere sin utilpassethed, men kunne indimellem stadig falde igennem. Han havde en tilbøjelighed til at fremdrage emner, der lå udenfor hofetiketten, og udtrykke sig med en uforklarlig evne til at krybe ind under huden, berøre sjælen og bevæge hjertet. Det affødte dybe og mærkeligt hjemløse følelser hos de tilstedeværende. Der var ofte bemærkelsesværdigt stille efter hans stemme og ord havde lagt sig. Ved denne lejlighed kom han for skade at lade følgende bemærkning falde:  ” folket råber “revolution” – som om de ønsker en gentagelse – men ud fra deres ansigtsudtryk, skulle de nok have råbt ” “evolution”, da de i virkeligheden ønsker udvikling gennem forandring ” Det løb som en rislende kold vind gennem det foruroligede hof, mens alle spejdede intenst efter den mindste sitren i Kejserens ansigt. Stilheden mens de afventede dommen virkede som en evighed. Endelig brød Kejseren tavsheden : ” Vi lytter efter hvad folket siger, tager dem på ordet og efterkommer det. Det er vor pligt. Vi giver os ikke af med gætterier . Hvis folket ikke siger hvad det mener, mener det ikke hvad det siger – i så fald er det Vor pligt at vurdere og effektuere hvad der tjener folket bedst “. Efter denne erklæring rejste der sig et kraftfuldt applaus og hoffet udbrød taktfast i kor : ” Kejseren længe leve “. Det varede dog ikke længe før Kejseren lod sig mærke med en vis utålmodighed. Stemningen blandt hoffet havde løsnet sig, men samledes ligeså hurtigt igen, og lagde sig atter efter den stramme etikette. De var mestre i at gennemføre sådanne sceneskift med diskretion – så Kejseren vedblev at være i centrum, med nærvær, imødekommenhed og ophøjet distance.

 

*

 

Sådan gentog historien sig, og mange troede at feudalsamfundets hierakisk opbyggede og statiske verdensorden skulle fortsætte i al evighed. ” Så længe evigheden varer... “, som det hedder om mindesmærker og hjemsteder til evig hvile i kirkegårdsforvaltningens reglement – og det står uantastet ved magt efter det sidste ord er sagt. Folkemasserne voksede hastigt i antal og styrke, og intet kunne længere stoppe dem. Kejseren og hans familie, samt adelen, gejstlige og købmændene blev snart kastet ud i hoved- og halsløse begivenheder. Det eneste der stillede alle lige var guillotinen – og frie blev de, fri for deres hoveder – og broderskab var ensbetydende med at forenes i døden og anden elendighed. Efter yderligere 10 år, udråbte og indsatte en selvkronende ny kejser sig i spidsen for et millitærdiktatur, med officerer som overklasse og bønder som soldater og kanonføde.

I et lille land mod nord, blev den lokale konge nervøs over nyheden om hvad der var sket for hans “kolleger” mod syd, og gav modvilligt visse indrømmelser til det folk han på tilsvarende vis havde undertrykt og udbyttet. Ordlyden på monumentet som kongen rejste, røbede at han kun gjorde det modvilligt, for at redde sit eget kronede hovede. Læs inskriptionen på den såkaldte “Frihedsstøtte” een gang til, hvis du overså hvad der står mellem linierne i første læsning og tolkning. Ca 30 år før havde den samme konge knust landsbyernes fællesskaber gennem “udskiftningen”, ved at bryde fællesskabet gennem spredning af gårdene og gøre den enkelte direkte juridisk personligt ansvarlig over for kongen. Grundlaget for den moderne stat med moderne slaver var lagt – en femte afglans af Romerriget for ca 2000 år siden.

Men det er en anden historie – og dog – for humlen er den samme, og der brygges på det samme, og det hele ender som lunkent og dovent øl. Har du gættet hvorfra den usynlige hånd igennem historien kommer ?  Hvem er det der ikke er nævnt ifm den franske, amerikanske og russiske revolution ? – og alle de andre revolutioner ? – hvem/hvad er det, der ikke er nævnt i den danske grundlov ? hvem er den ukendte og skingre røst, der dikterer den anonyme forfatter, som med usynlig hånd fører pennen ?  – hvem er det der altid omgiver sig med hemmeligheder, hemmelige selskaber, repræsentation og stråmænd ?  Bank  Bank  Bank – 3 gange under bordet – og gæt en gang. Det er den samme sang – hver gang. Folket skal have bank – masser af bank – bank til alle tider – alle tiders bank. Deres navne står med prikker – det er derfor de stikker.

*

*

*

*

*

*

*

*

*

… og mens alle i køkkenet var igang, udbrød der pludselig sang :

*

*

Revolutioner flyder som en flod af blod igennem historien,

lægger byer i ruiner og land øde,

og  lader de overlevende langsomt forbløde.

 

I køkkenet passer manden ovnen, og konen sin gryde,

mens børn og rotter piler rundt, griner og skotter,

eller græder over de seneste komplotter.

De hvæsser stålet,

og forbander sliddet med at bære træ og døde til bålet.

*

 

 

*

 

*

*

 

De samles ved køkkenets ildsted, og glæder sig over varmen i freds- og krigstid,

hvadenten den kommer fra fældede træer eller døde skurke og helte.

De nyder duften og lyden af grydens syden,

bander over brændte pander, 

og skotter rotter i skjul mellem potter

– mens børn tager sin luns og tørn

i det folkelige og -rige, muntre køkken

*

” hent kød i fadeburet…  løft det af krogen…  hvem hang idag i løkken ? “

*

alt damper, også hede drifter og tanker, alting gror,

der lægges i ovnen, det syder sagte, snart skummer det over, snart frembæres det bagte

– mellem suppe og steg, alvor og leg, er der småfolk på vej.

*

 

”  hvad har gryder, potter og pander at gøre med revolution ? “

” hvad sagde du…  evolution ? “

” har du svært ved at se og høre mellem røg og støj ? ”  

 

 

*

*

 

*

 

 

    *

*

Glemt er de forrige revolutioner, glemt er igår,

ingen ser skoven for bare træer,

– ingen forstår –

folk krummer tæer,

mens snakken fortsat går :

der pludres i een pærevælling

om liv og død, vin og brød, frelse og det frie fald,

om madopskrifter og samfunds systemskifter,

om hvordan alt, før eller siden, ender nede på tælling

– set ud fra deres “ringe viden”

( sådan omtaler de deres dyrekøbte livserfaring )

 

Alt samles og skilles i dette køkken,

der leves i nuet,

historieløst og uden tanker om fremtiden,

*

 

– og dog –

*

 

” hvem hænger i morgen i løkken ? “

 

 

  *

*

*

*

*

*

 …  sangen steg med damp og røg fra køkkenet op gennem skorstenen,

– så du røgen ?

*

*

*

 

 

*

*

Coda :

 

” Folk var drevet til det yderste, og kunne ikke klare mere. Luften emmede af uforløste spændinger… ” – ringen er sluttet  –  “ du har udført en ulovlig handling, gå tilbage til start ”  –  revolutioncounter´en tæller den seneste episode – omkvædet kommer fra en folkelig fællessang, hvor alle kan være med, men ikke nødvendigvis frivilligt : ”  vi sejler op af åen, vi sejler nedad igen… det var vel nok en dejlig sang…  den må vi ha´ endnu en gang…  og vi sejler… ” 

Istedet for historiens evindelige gentagelse med revolutioner, revolter og revolvere, kunne man forsøge sig med evolution, som skaber et equillibrium, båret af forandringens dynamik, i naturen og det øvrige kosmos – krydret med lidt kvanteteori, complexity-theory, Tesla & plasma-fysik – eller hvad man vil døbe det nye barn i menneskehedens vugge…

Der er måske andre, andre steder, der med en form for “nostalgisk misundelse” kunne ønske sig menneskehedens muligheder og overvældende udviklingspotentiale, så tilbagestående som den er…

Liv og død – skal man græde eller le ? – når døden vælger le, må livet så græde ? – eller er det “både-og” frem for “enten-eller” ?  Hvad med at bytte rundt og vende det om ? – og gå fra at være fanger og slaver i en dystopisk, formørket og underskudsbetonet dødskult, til en åben, levende og overskudsbetonet verden, hvor mennesker er suveræne, skabende og frie… og i en anden, rigere og smukkere fællessang rejser sig i et “crescendo”… udfolder sig i ekstase istedet for at krumme sig i angst – i beruselse over livet og hinanden, istedet for smerteflugt og blodrus på slagmarken ?

Man kan enten håbe at der kommer en frelser og redder hele verden – eller man kan med næste skridt tage ansvar for sine tanker og handlinger, og derved allerede være igang, ud fra erkendelsen af at verden som den fremtræder for vore øjne, er summen af alle, og alles, handlinger…

” If you never go, You never know “

*

*

 

*

 

 

 

Epilogue:

 

To the unknown arriviste

 

 

You´re always making big plans for tomorrow
You wanna know why ?
Because you always make a mess of today

society is a big melting pot,
when You bring it to boil,
all the scum rises to the top.

So maybe there´s hope for you yet …