Essay,  Kortprosa,  Poema

Kapløbet med tiden

Vi deltager i et kapløb. Lige nu.
Vi deltager, hvad enten vi ønsker det eller ej.
Kapløbet handler om retten til liv mod retten til død.

Retten til liv er taget for givet.
Vi har alle taget det for givet.
Vi har også taget for givet, at et retsvæsen ville beskytte retten til liv.

Der har dog alle dage været de, der ikke respekterede denne ret.
De mente, at der fandtes en anden slags ret, som de besad.
Denne retslige negation bestod i en påstået ret til at tage liv.

Hvem eller hvad, der erstattede ret med omvendt ret, 
er det, vi plejer at kalde et godt spørgsmål. Ligeledes hvorfor.
Livet tager kun sit eget liv i særlige tilfælde af selvforsvar.

Mennesker, som de er allerflest, har tilsyneladende et svagt punkt.
De har meget svært ved at identificere ondskab.
De har svært ved at skelne det fra simpel dårligdom.

Rytteren i den anden hestevogn lige nu er selve ondskaben.
Dårligdom er inkompetent fejltagelse med fuld overbevisning.
Ondkabens særlige attribut er et venligt, forstående ansigt.

Dårligdommen er med i feltet, men den er ikke i førerposition.
Den sælger ikke sig selv som andet end det bedste, den kan byde på
Den er, hvad den er – hverken værre eller bedre.

Ondskaben derimod sælger ALTID sig selv som godhed.
Uden en kappe af godhed, ville ondskab ikke slippe afsted.
Første advarsel om ondskab i farvandet er derfor påstået godhed.

Ondskab etablerer enighed og lydighed. 
Vi må forstå, at det sker for vores eget bedste.
Kreaturerne skal gerne gå frivilligt ind i den vogn, der skal bringe dem til slagtehuset.

Vi deltager i et kapløb. Lige nu.
Ikke at vedkende sig deltagelse er at erklære løbet for kørt.
Jeg ser en voksende række af deltagere allerede ude over startlinjen.

*

I slutningen af det herrens år 2019 lød startskuden i det fjerne til kapløbet.
Ondskaben har sine særlige fora, organer, institutioner, netværk.
De mødtes i en by med skyskrabere for at aftale spillets gang.

Ondskaben har en vifte af metodikker, som de anbefaler deres netværk.
Da netværket har 3000 år på bagen, er der tale om afprøvede metodikker.
Der er intet nyt under solen og månen, det er blot teknisk opdateret.

Simulanterne simulerede den kommende simulationsøvelse,
hvori indgik stram styring af informations-flow til de mellemhandlere (medier),
som de mente, at de havde opkøbt eller korrumperet.

De præsimulerede, hvordan det ville være muligt at få en årligt tilbagevendende forkølelse
til at tage sig ud som den sorte død fra middelalderens Europa,
hvor stinkende byldebefængte lig flød rundt i rendesten i sidegader.

De præsimulerede, hvordan kurver og statistikker kunne vrides og vendes,
så det så ud som verdens undergang, Ragnarok, Armageddon og Apokalypsen,
der ramte os alle som en tsunami – og 2-0-1 dette var jo bare en øvelse.

Det var det så ikke bare, for det sådan, de gør den slags.
Mens det hele 2-0-1 nedtælling bare var en øvelse, så var den lige pludselig gået i luften
og altid på forunderlig samme vis, som øvelsen bestod i.

Det virker så simpelt. Måske er det derfor, det er så uhyggeligt virkningsfuldt.
Der stilles et passende skræmsel op, og folk ser med skræk i retning deraf.
Mens de stirrer med skræk mod fordøren, ankommer knivstikkeren ad bagdøren.

Fjenden var som oftest og som denne gang ikke den fjende,
der blev råbt vagt i gevær om.
Fjenden var de, der råbte vagt i gevær og fik os til at dreje hovedet.

Anretningen var denne gang en global simulationsøvelse,
for den sorte død var ankommet, og nu ville vi alle dø.
Mens vi så i retning af skræmslet, ankom døden som en injektion.

Kapløbet lige nu består i, hvorvidt døden overhaler erkendelsen.
De mange valgte i skræk injektionen, kun de få så det komme.
De voksende flere ser, at løbet er startet men endnu ikke kørt.

*

Vi har set, at målstregen er blevet flyttet hver dag undervejs.
Vi har set, at modstanderne på banen ikke følger de samme regler, der forlanges af os.
Vi har set, at de opfatter det røde kort som grønt lys.

I et univers af konsekvensløs uansvarlighed er det altid skurkene, der vinder løbet.
Når hæderlige folk har bundet sig til regler for god stil,
vil det altid være de respekt- og ryggesløse, der løber med gevinsten.

Vi bør ikke tro, at vi blot kan indføre deres mangel på etisk standard.
Vi er nødt til at kende vores fjende, ikke at blive som vores fjende.
Vi må forlange, at løbet fremefter køres på vores bane, ikke deres.

Hvis de som forventeligt ikke ønsker at køre på udebane 
og mener, at de kan undslå sig blot ved at .. undslå sig,
så må vi meddele dem, at de herefter er forment adgang til indflydelse på forløbet.

Løbebanen er stadigvæk løbebanen, men løbet har taget en drejning.
The Officials kan ikke længere køre eventen, for de er herefter diskvalificeret.
Der er et Y-kryds på halvvejen, der ikke var der før. Vi tager den nye vej.

De har talt i årtier om en ny verdensorden.
Det var altid underforstået, at det var deres orden på deres betingelser
Men der blæser nye vinde over landskabet.

Der er uden tvivl brug for en ny verdensorden.
Men måske de, der for 32 år sin relancerede Francis Bacon’s begreb,
ikke så muligheden for, at det ikke bliver DERES forlængede-gamle verdensorden.

De så det ikke som en mulighed, hvilket fik dem til at begå historiens største brøler.
I deres hybris overså de menneskets overtagelse af egne ressourcer,
de ressourcer, de indtil videre har misbrugt som deres vampyrblod.

De overså den overlevelseskraft, der har formået at holde os i live i årtusinder
på trods af 7000 egyptiske plager, ufatteligt katalog af lidelser.
Altid har vi rejst os igen. Og igen. 

Og nu prøver de igen med nyt isenkram, harware-software og live-ware.
I bioteknikkens tidsalder mente de så, at nu havde de omsider formlen
for den endelige okkupering af det menneskelige væsen. Tog de fejl – igen?

*

Jeg har lyttet lidt på de store vandrør på det seneste.
Forlydender siger, at løbet er kørt men ikke som frygtet og forudsagt.
Det forlyder, at ondskabens akse har tabt definitivt og er under afmontering.

Det forlyder, at den gamle ondsindede pagt er ophørt.
Hvad vi herefter kommer til at opleve er at sammenligne med de sidste overlevende japanske soldater, der forsvarede en stillehavsø 10 år efter verdenskrigens ophør.

Vi kommer til at opleve det sælsomme og pinlige syn
af flokke af kakkerlakker, der søger mod deres smuthuller i panelerne.
Hør den kriblende lyd af små hornede ben skrabe imod gulvbrædderne.

Vi kommer til at overvære ledere, herskere og håndlangere,
der vil vride og vende sig for at slippe for ansvaret.
De var advaret, de traf velvidende det forkerte valg, vi husker dem.

Det handler ikke om hævn. 
Vi behøver ikke at hade de, der står foran os. 
Vi elsker de, der står bag os.

Det handler om, at dette aldrig må ske igen.
Ondskaben skal kaldes frem i lyset og nævnes ved navn.
Bæstets brændemærke skal sidde på Bæstets beundrere.

Vi har ikke brug for mere gammel surrøv verdensorden,
heller ikke når de kommer den på ny flaske med hitech skruelåg.
Vi har brug for at distancere os fra urent trav og beskidt mentalitet.

Vi har brug for en i sandhed ny verdensorden, der ikke er kørt af en globalmafia,
som via iscenesatte intimideringer styrer verden bag gråfarvede glasruder,
digitale krypto-firewalls, fascistiske regulativer, forgiftning, krig, død og ødelæggelse.

Vi har ikke brug for teknokratiske metaverser og våde teenagedrømme
om at leve for evigt på en digital sydhavsø af forloren selvindbildskhe
– altså indtil den dag, globalmafiaen slukker for hovedafbryderen, og hvor ALT er væk.

Vi har brug for human-demokratisk teknologi, ikke teknologisk medicinal-dæmonokratur.
Vi har brug for empowerment, ikke empoverishment, human styrke, ikke fattigt svagpisseri.
Vi har brug for restaurering af hæderlighed, samvittighed og ægte solidaritet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.