Juleimperiet

Juleimperiet

Hvad er jul, og hvem var julemanden? Dette er en undersøgelse af fænomenerne, der mere end blot skraber overfladen eller repeterer kommercialiserede godnathistorier.

Essay af Neil Kramer, oversat af marco_hanuman

I de vestlige kulturmyters dunkle tåger er der ingen højtid, der er så udbredt og pligskyldigt dyrket som julen. Vi bliver uundgåeligt udsat for den, og der er rig lejlighed til nyde / udholde dens besynderlige riter og sædvaner. For nogle er det en tid for spænding, fest og munterhed. For andre er det en tid til fordybelse og hellig tilbedelse. For andre igen står der tilbage en dyb undren iblandet en mistanke om, hvordan i alverden denne kejtede montage af bizar symbolik nogensinde er blevet så altgennemtrængende. Langt fra blot at være et stykke festlig form for kynisme kan selv et kort studie af julens oprindelse tjene til at illustrere, hvor hurtig et dominerende imperium kan iscenesætte et næsten totalt hukommelsestab ved at gemme historiske hændelser, traditioner og personager af vejen.

Mytologisk airbrushing

Lad os først se på det velnærede ikon for julen: den rødklædte, rensdyrridende, pakkeslæbende gamle morfar i egen person: Julemanden. Eller Santa Claus afhængig af, hvor man stammer fra. Skikkelsen Julemanden stammer grundlæggende fra en sammensmeltning af to kilder: den nordiske gud Odin og den græske biskop, Nikolaos af Myra. Den nordiske spirituelle tradition fejrer guden Odin, herskeren af det højere tilstandsplan kaldet Asgård, hvor han er associeret med visdom, magi, profeti, poesi, sejr, krig og jagt. I det nordiske digt Völuspá (en del af den poetiske Edda), virkede Odin som skaberen af de første mennesker. Dette fortryllende digt indeholder elementer, der har meget tilfælles med andre skabelsesberetninger fra hele verden, hvilket inkluderer kæmper, jætter, fra en fjern fortid, skabelsen af den menneskelige verden, Midgård, verdenstræet, Ask Yggdrasil, kataklystisk ild og oversvømmelse, konflikter i himlene og en genfødt paradisisk jord. Odin’s navne er udrundet fra det nordiske ord Od, hvilket betyder rasende, vred, vedholdende, ivrig. Som navneord betyder det sind, følelse, sang, poesi. I det gamle højgermanske sprog var Odin kendt som Wotan, der igen kommer af det protogermanske ord Wodinaz. Det må bemærkes, at protogermansk er oprindelsen til det moderne engelske sprog (blandt andre). Derfor blev ugedagen onsdag på oldengelsk kendt som wōdnesdæg, senere wodnesday, indtil det i moderne tid er endt som wednesday. På dansk er odinsdag blevet til onsdag. Så Odins indflydelse er stadig hos og i det mindste én gang om ugen. Se også Runernes magiske alfabet I germansk tradition under julefesten i december, fortælles om Odin, at han leder et jagtselskab gennem luften ridende hen over himlen på sin magiske hest Sleipnir. Børnene ville herefter placere støvler fyldt med gulerødder og hø tæt ved skorstenen, så Odins flyvende hest kunne spise af det. Odin belønnede børnene ved at erstatte deres ofringer med gaver og slik. Over tid blev tyske, belgiske, hollandske og skandinaviske traditioner med Odin og hans gerninger opslugt i kristengørelses-processen. Meget af det nedenstående fremstilling følger det samme mønster for kulturelle fordringer. Den kristne græske biskop fra det 4. århundrede, Nikolaos af Myra (i Lycien i det nuværende Tyrkiet), blev senere transformeret til den mirakuløse Sankt Nicholas, hvilket var kravet fra de eksoteriske, kristne magiske sæder og skikke. Nikolaos sagdes at være en livslang og yderst hengiven kristen, en gavegiver i smug og navnkundig for sin generøsitet overfor fattige og udsatte. I århundredene efter hans helgenkårelse blev han Sankt Nick og helgen for børnene, sømændene, købmændene, bueskytterne og bla. byerne Moskva, Liverpool, Amsterdam og Aberdeen. Vi har på engelsk Santa Claus fra det hollandske Sankt Nicholas, Sinterklaas. Han virker som en hyggelig og rar fyr, hvis man skal følge mainstream historiefortælling, selvom der var en eller flere mindre helgenagtige episoder, som fx. da han skubbede til en anden biskop, så han besvimede og brækkede sin næse under det første koncil i Nicæa i år 325. En bemærkelsesværdig opførsel for en person, der senere blev til et redskab til små drenge og pigers velopdragelse. Måske var Nikolaos bare en helt almindelig fyr. Faktisk var den romerske kejser Diocletians (en i særklasse skrupuløs forfølger af de kristne) politik ansvarlig for, at Nikolaos blev sendt i exil og i fængsel. Diocletian’s befalinger sagdes at have fyldt fængslerne, så de var fulde af biskopper, præster, og dekaner, så der ikke var plads til mordere, tyve og slyngler. Billedet af Julemandens små hjælpere som glade små nisser, der vimser rundt for at hjælpe ham i hans muntre gesjæft med at pakke gaver ind og dele dem ud, står stærkt i modsætning til deres faktiske mytologiske oprindelse. Julemandens håndlangere havde mere lighed med nazisternes Schutzstaffel, aka Waffen-SS. Brutale og sadistiske. Faktisk er nogle af de europæiske historier, der knytter sig til Julefars stab så foruroligende, at de er blevet bortcensureret / airbrushet fra engelske og amerikanske julefabler – og dermed også tilbage til de europæiske (vi er jo alle amerikanere i knolden), for at de små poder ikke skulle blive skræmt til døde.

Saint Nicholas’s følgesvende har haft forskellige og skiftende navne spredt over landene Østrig, Schweitz, Tyskland, Bayern, Kroatien, Tjekkiet/Slovakiet og Ungarn, som landene hedder i dag. Skikkelser som Ruprecht, Krampus, Belsnickel (eller Kriskinkle) og Bellzebub dukkede regelmæssigt op i lokale fortællinger, som regel i form af dystre skikkelser med mørke, snavsede gevandter og ofte med monstrøse træk. På anden vis end deres helgenagtige kommandant havde de et ganske seriøst syn på små børns dårlige opførsel. I nogle traditioner blev børnene kaldt ud til døren for at underholde Julefar og Knecht Ruprecht ved at synge og danse. Hvis de gjorde et godt indtryk, fik de julegaver. Hvis de gjorde et dårligt indtryk, ville Ruprecht banke helvede ud af dem med en stok. I tilfælde af særlig uinspirerende performance eller for dem, der havde været uartige i løbet af året, ville Ruprecht smide misdæderne ned i en sæk, for derefter at tage dem med ud til sit pensionat i den mørke skov og æde dem levende, eller blot smide dem i floden, så de druknede. Glædelig Jul. Dette er en halv million kilometer fra moderne vestlig juletradition, hvor alle børn får gaver uanset deres opførsel. Den afblegede trussel om, at muligvis ikke får noget, hvis der har været uvorne bliver sjældent iværksat. På samme vis er ideen om – i den engelsk, amerikanske tradition – at hvis de holder sig vågen hele natten, så dukker Santa måske slet ikke op, det er selvfølgelig blot et stykke social ingeniørkunst for at give mor og far et pusterum. Børnene ved udmærket, at hvis de opfører sig nogenlunde og blot får en mindre lur juleaften, så er alt godt. Der vil ikke blive brug for tørre tæv, kannibalisme eller druknedød. Når vi taler om det sentimentale gamle juletræ, så har de gamle europæiske stammer bragt stedsegrønne træer ind i deres hjem for at fejre vintersolhverv i årtusinder. Da de ikke tabte deres blade som løvtræer, repræsenterede nåletræerne magi, vækst og fornyelse. Der blev anbragt lys på grenene som repræsentanter for hovedguder som fx. Odin/Woden. Selv romerne dekorerede deres træer med metalstykker og statuetter af deres frugtbarhedsgud Bacchus og lys for deres solguddom. I 723 blev der fortalt om den kristne missionær Winfrid af Wessex, der senere skulle blive til Sankt Bonifacius, at han skulle have fældet ‘Donau Egen’ i Tyskland, der var et højtidligholdt symbol for tordenguden, Thor. Dette repræsenterede en bevidst bestræbelse på – med fuld frankisk militær support – at frarøve de nordisk-germanske stammer deres for de kristne uacceptable dyrkelse af de nordiske guder. Det er højest sandsynligt at dette var en del af den endelige romerske udslettelse af den indfødte druidisme, der havde været fremherskende i Britanien og Gallien i de foregående århundreder. Efter at Winfred havde fældet egen, fortaltes det, at et fyrretræ groede op i dets sted, hvilket blev set symbolsk som kristendommens sejr over hedningenes idoler. Winfrid udråbte sejrsstolt: ‘lad Kristus være midtpunktet for jeres husholdning’. I det 15. århundrede fandtes der et obskurt estisk broderskab kaldet Sorthovederne, en gruppe med både eksoteriske (for folket) og esoteriske (for de indviede) forehavender, som hvert år rejste et stedsegrønt træ i deres forsamlingshus. På den sidste nat for deres rituelle festivitas blev træet det bragt over til byens torv, hvor brødrene dansede om det. En lokal historiker nedskrev, hvordan et pyntet skud af træet blev opsat på torvet, hvorefter unge mænd og kvinder ville synge og danse, for til sidst at sætte ild til det. En slags ældgammel Burning Man ceremoni. Træet blev senere ophøjet til skik ved den tyske præst og protestantiske reformist Martin Luther i det 16. århundrede. For ham symboliserede det livets træ i Edens Have. Luthers tilknytning til Rosenkreutzerne ses ganske tydeligt af hans skrifter, men det bliver aldrig omtalt af protestanterne. Disse havde bla. et kors (livstræet) med et rødt hjerte på. Fra det 18 århundrede og frem bevægede traditionerne med træet dekoreret med hjerter, kurve og stjerner sig vestover og etablerede sig selv som en del af det almindelige juletableau. Transplantationen af den druidiske eg med fyrretræet, og obskuriseringen af den hellige druidiske mistelten (ved at omskabe den til en pudseløjerlig kyssetradition), er typisk for kristengørelses-strategien. Der bør her indskydes, at denne afsløring eller udpegning den romerske/vatikanet/kristne empiricisme intet har at gøre med de personer, som har valgt at bekende sig til den kristne tro. Det er deres sag, og som det er med trossager, findes der mange fine mænd og kvinder, der udfører prisværdigt spirituelt- og menighedsarbejde indenfor disse systemer. Hvad der her påpeges med et kritisk blik er skyggeadministrationen af disse religioner på det højeste esoteriske niveau helt ude af syne for den exoteriske, offentligt tilgængelige religiøse sfære. Mærkelig centraleuropæisk mytologi stod i dårligt blandingsforhold til den fremskudte muntre kommercialisering af britisk og amerikansk kultur. Byggende på en lang tradition af i stigende grad renskurede illustrationer af Santa, hyre Coca-Cola i 1930’erne den svenske illustrator Haddon ‘Sunny’ Sundblom til at tegne reklame-illustrationer af Santa, der leverede colaflasker til verdens børn. Væk var de mørke mytologiske elementer – Santa var nu en rar, rundkindet bedstefarfigur. Det bemærkes, hvordan Santa’s røde dress blev lavet for at passe til det røde på flaskeetiketten, som Coca-Cola-kompagniet havde patent. Tidlige reklamefolk kendte salgskraften i feel-good-associationer: rød = jul = glædelig = køb Coke. Vi skal så ikke her gå ud af strengen med, hvordan Coca-Cola har været medvirkende til at forgifte børn med deres højpotente sukker-og-saltblanding – et af de oversete komponenter er netop oversaltning. Alt det sukker, der er i Coke er der for at skjule saltet, der gør dig tørstig, så du bæller endnu en halv liter). Blot ultrakort: USA og England har en dødelig fedmeepidemi, der skyldes kunstigt tilføjet sukker (sucrose, fructose) i Coke og en lang, lang række madvarer. Sukker er ikke en akut gift, og er derfor ikke labelet som sådan, det er en kronisk forgiftning, og det kan man ikke lovgive imod – siger man. Men det er ikke vores ærinde her. Coca-Cola og Sunny malede ikke Santa rød, det er en misforståelse, man tit hører. Biskopper som Saint Nick bar normalt røde gevandter, hvilket stadig kan ses i katolske kirker i dag. Hvad Coca-Cola imidlertid opnåede, var at gøre det til deres røde farve og at nedtone alle andre farver af grønt, sort og brunt via den ekstraordinære rækkevidde for deres reklamadollars. Altimens malede den utvivlsomt talentfulde Sunny seksuelt ladede glamourstykker for kalendere, hvor damer med kurver poserede, gjorde læber med munden og vinkede med diverse kropsdele. En af Sunny’s sidste illustrationer bestod af en yppig kvinde, der åbner sit santakostume, men hun skal til at blotte sine nøgne bryster. Det blev bragt på forsiden af Playboy Magazine i 1972 sammen med det røde badge, hvor der står: ‘Enjoy our gala Christmas issue’, med ordet gala i den specielle Coca-Cola typografi. Denne kommercielle sublimering var ikke første gang, Santa er blevet udnyttet. 70 år før havde den politiske satiretegner Thomas Nast illustreret Santa, der støtte Unionisterne overfor Konføderaterne under den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Illustrationen af Santa, der delte julegaver ud til unionstropperne, hvilket blev bragt på forsiden af ugeavisen Harpers Weekly, blev kommenteret af selveste præsident Lincoln som noget, der bidrog til en strategisk demoralisering af de konføderate soldater. Santa var allerede blevet våbengjort / militariseret i 1863.

Solgudernes kult

Teknisk set repræsenterer julen vintersolhverv (December 21/22) det punkt, hvor jordens akse-hældning er længs væk fra solen. Nogle af de ældste referencepunkter, vi har for denne observation, findes på de megalitiske steder som Stonhenge i England og Newgrange i Irland. Den primære akse i disse stenkonstruktioner er omhyggeligt bragt på linie til henholdsvis solopgang ved vintersolhverv (Newgrange) og solnedgang ved samme (Stonhenge). Datoen for der oprindelige konstruktion er for begge steders vedkommende ukendt, men almindeligvis kan vi læse om år 3.000 f.Kr. Visse alternative lærde siger, at de er langt ældre, og der dukker i disse år forskellige evidenser op, der understøtter det. Et ganske lignende sted i midttyrkiet ved navn Göbekli Tepe tidsfæster tyske arkæologer uden at blinke til 9.200 f.Kr. I Indien har man fundet et stort bykompleks under vandet af samme alder. Geofysikere og geologer er nødt til med deres viden om erosioner og vand at stadfæste sfinxens alder til omkr. 9.000 f.Kr, for senere var der ikke så meget vand området. At ægyptologerne ser mærkelige ud i hovedet og siger, at det kan ikke passe, afføder blot bemærkningen: ‘Det er jeres problem. Stenene lyver ikke’. Amuntemplet i Karnak, nær Luxor i Ægypten har også præcise angivelser af vintersolhverv med en lignende gammel datering. Interessant i øvrigt at verdens største skibssætning af sten i Bretagne hedder Carnac. Ærkæologien er en 1800-tals-videnskab, der stadig har sine pubertetsproblemer og ideologiske gods, der belaster dens udsyn. Menneskehedens historie omskrives dagligt i disse tider. Vintersolhverv var en vigtig højtid for genfødsel, og har været en del af den europæiske kultur i æoner strækkende sig tilbage til mindst neolitisk tid (9.000 f.Kr.). Elementet af fejring af solhvervet var på to planer. Fysisk set var det den sidste højtid i året. Kvæg blev slagtet, så de ikke skulle passes i de krævende vintermåneder. Derudover var alt øl og vin, der var frembragt i løbet af sæsonen gæret og klar til at drikke på det tidspunkt. Sådanne fester var en sjælden nydelse, og der var stor forventning til det i de fleste landlige samfund i det gamle Europa. På den spirituelle niveau brugte præsteklassen det som en vigtig dato til at anerkende en ny sols fødsel, varmens tilbagevenden sammen med lys og næring. Kult og videnskab var ikke adskilt. Guddomme associeret med solen blev æret, formildet og fejret, som det var passende i de forskellige traditioner. Utallige tidlige spirituelle traditioner har ritualer sent i december dedikeret til solguder. Den sumeriske gud Utu, den babyloniske gud Shamash, hinduguden Surya, de ægyptiske guder Ra og Horus, den persiske gud Mithra var sådan relaterede guddomme. Mithraisme var i høj grad dyrket udover det romerske imperium, i særdeleshed i den romerske regeringsapparat og i militæret. Mithras-kulten var udset til at være den officielle romerske kult, indtil kristendommen i det 4. århundrede blev anset som et mere strategisk og anvendeligt flagskib. Mithra er et blueprint for, hvad vi i dag forstår ved Jesus. Mithra blev fejret d. 25 december, hans fødsel blev overværet af gavebringende vismænd, der bevidnede en jomfrufødsel. Mithra udførte healing-mirakler, havde en sidste nadver med sine disciple og steg til himmels ved forårsjævndøgn. At synkronisere Jesus med Mithra er et helt åbenlyst stykke politisk-religiøst propaganda. Grundlæggende sammenblandede kejser Aurelian de større romerske festivaller som Saturnalierne (festen for Saturn), festen for Sol Invictus (Den udødelige Sol) og en række fejringer for andre guder og frelsere til en enkelt dag, en slags ‘store solhvervs-bededag’. Efter en stribe teologiske-politiske justeringer besluttede det fremvoksende kristne trossystem at gå ind for en adoption af datoen som fødselsdagen for deres frelser, Jesus Kristus. Da mange landområder, som romerne sugede til sig, var vant til deres egne festivaller omkr. d. 25 dec, var det let for det romerske spinn-doktorer at henlede folks opmærksomhed på den ny dreng i the hood – Jesus. Det romerske syn på empirisk kristendom var ikke videre tolerant. Dette kan observeres i kejser Theodosius’ dekret i år 380, der indskrevet i romersk lov bekendtgør at:

‘Vi autoriserer, dem, der følger denne lov, til at måtte kalde sig katolske kristne; men for de andre, siden de i vores bedømmelse er tåbelige galninge, dekrederer vi, at de skal brændemærkes med det skamfulde navn kættere og skal ikke have lov til at give deres konventicler (religiøse møder) navnet af kirke. De vil for det første lide under tugtelsen af den guddommelige fordømmelse og dernæst afstraffelsen fra vores myndigheder ifølge den vilje, som himlen måtte finde for godt at påføre dem.’

Dette er princippet ‘én gud, et imperium’, som det blev fulgt op af kejser Aurelian og i sin fulde udgave af kejser Konstantin. Roms aggressive historiske revisionisme var stadig fuldt funktionel i højmiddelalderen (1000-1300). Snarere end ved brutalt benarbejde fra de romerske centurioner dyrkede imperiet nu sine landevindinger gennem den kristne kirke. Dette ses typisk i forholdet mellem to danskere fra det 12. århundrede – ærkebiskop Absalon og historikeren Saxo Grammaticus. Absalon var nøglefiguren i den territoriale udvidelse af Danmark og tæt allieret med Det Hellige Hav (Vatikanet). Hans direkte sponsorat af Saxo, forfatteren til Danmarks første fulde historie, afslører den pompøse skævvridning af mange middelalderlige historiske tekster. Absalon ønskede, at Saxo skulle ‘rense’ danmarkshistorien og bringe den i overensstemmelse med kristens dogmatik. Dette begyndte med undermineringen af den nordiske mytologi og en miskreditering af ethvert element, Vatikanet fandt kætterisk. I hans værk fra det 13. århundrede, Gesta Danorum, forsøger Saxo at nedgøre guderne Thor og Odin til blot at være et par sortemagiske narrøve. Han skriver:

‘De var gamle mænd, der dyrkede troldomskraft. Især Thor og Odin og mange andre, som var snedige til at frembringe mirakuløse anslag; og idet de vandt simple folks sjæle for sig, begyndte de at kalde sig guder. I særdeleshed besnærede de Norge, Sverige og Danmark til forfængeligt godtroenhed, tvang dem til at tilbede dem, forgiftede dem med deres forstillelser … Jeg har forklaret dette kort med det generelle formål, at mine læsere tydeligt kan kende, hvad det er for en dyrkelse af hedensk overtro, der har tvunget vort land i knæ.’

Dette er typisk for Roms fortsatte placering af religion som hovedkilden til lærd historisk fremstilling. Viden er magt. For at fastholde historisk viden og oplysende visdom i hænderne på de få vidste Rom, at man måtte holde befolkningen i uvidenhed – ude af stand til at læse og skrive og ude af stand til at mødes for at diskuttere sager af spirituel, filosofisk og metafysisk natur (for hvilkent de kunne blive forfulgt og anklaget for kætteri, forbrydelse eller oprørskhed). Kun eliten havde adgang til uddannelse, der kunne bringe grundlæggende læsefærdigheder, talfærdigheder og historisk bevidshed. for alle andre kunne information kun bevares i form af mundtlig folklore og sang. Af samme grund skal man være meget forsigtig med at afvise folklore og folkemusik som simpel fiktion.

Imperiet ophørte aldrig

Imperier vokser og falder ikke under folks krav til frihed, lighed og retfærdighed. Hvad der på overfladen synes som revolutioner og reformer, er underneden ren pantomime; orkestreringer for at give det udseende af social forandring. Intet forandrer sig reelt på et højere niveau. Bag bystyrets besnærende attituder findes der et nøje iscenesat ‘farveskift’. Imperiet tager andet tøj på, andre rober, det skifter sprog, religion og territorier for at tilpasse sig til den næste fase af sit herredømme. Den egentlige kerne – kontrollen, velordningen af oplysende viden og menneskehedens esoteriske historie – holdes eksklusivt tilbage. Som forfatteren på slående vis har observeret i sin bog “The Empire never ended.” Med dominansen fra nutidens lydklips-drevne medier, er historisk analyse næsten totalt fraværende i mainstream-samtalen. Tænd for TV’et lige nu, og du får bombesprængninger, en slingrende global økonomi, kronprinsens sidste bommerter, fodbold og absurde julesange. Tilsyneladende historiske ‘info-tainment’ udsendelser og visse steder hele kanaler, der viser den slags leverer en masse glimmer, grafik og tillidsvækkende fortælling, men ikke meget mere. De forsyner os med en følelse af historie men uden substans. Det er ‘historie lite’. Der er altid eksemptionelle produktioner, der slipper igennem, men de får så lidt til i æteren og bringes ikke videre i sammehæng med samtalekulturen, så de fleste mennesker får aldrig mulighed for at reflektere over dem på en meningsfuld måde. Det er let at blive kynisk under sådanne omstændigheder. Men dette er ikke den rette vej for en spirituel kriger. Kynisme er en luksuriøs form for selvbedrag og selvsving, for hvilket der hverken er tid eller energi tilovers. Hvad vi kan vide er, at medierne, ligesom politikerne, ikke repræsenterer vores verden af følt erfaring på nogen konsekvent måde. Hvad vi ser på gaderne, i byen, i butikskøen, på caféerne, i hjemmene og henover bordet sammen med vores venner – det betyder noget. Virkelige samtaler med virkelig oplevelse, hvis vi er så heldige at kende dem, der værdsætter og praktiserer sådanne vidundere, betyder uendeligt meget mere end blot at konsumere diverse opkast fra skærm-eksperter. En PhD i opdigtet historie bestilt af generationer af sejrende krigsmagter demonstrerer kun kapaciteten for lagring og genkaldelse af information. I en dybt magisk verden kræves der langt større evner end blot hjernens biologiske computer for at fatte sand visdom – dette ord, der gik af mode, dengang spinn af menneskelig viden blev sat i stedet. Internettet giver os nu ikke længere en undskyldning for ikke at have direkte adgang til kvalitetsinformation. Ligesom alle biblioteker er der gode bøger, onde bøger og grusomme bøger. Og nogle bøger er der overhovedet ikke. Vi må udvise balance og skelneevne og omhu i vores studier. Alligevel tjener nettet som et fremragende springbræt for yderligere undersøgelse. Tilbage står tiden. Tolkien sagde det rammende:

‘Alt hvad vi skal tage stilling til, er hvad vi skal stille op med den tid, der er givet os.’

Ved at undersøge officiel historisk optegnelse, læse on-line hellige tekster, folklore fortællinger og mytologiske skrifter, og dernæst krydsreferere med alternative lærdes arbejde oguafhængig dokumentation og sluttelig filtrere alting gennem vores egen individuelle undersøgelse – kan vi nu formulere et billede af langt højere opløsning end det, der indtil videre er dukket op i verden. Dette er unikt i et par tusinde forgangne år. Så længe din google-fu er oppe at køre, og du kender din vej rundt om webbrowseren, kan en substantiell mængde information indsamles og destilleres på relativt kort tid. Til emner, der kræver dybtgående studier, kan tekster bekvemt bogmærkes eller gemt off-line til detaljeret nærlæsning og videre eftertanke. Det er en indlysende konstatering, men jeg griber mig selv i konstant at anerkende værdien i dette overvældende globale bibliotek. Det er nærmest påtvingende for dem, der har sindets klarhed, og mangel på tid tilovers kombineret med en tørst efter det, der er virkeligt, at at fokusere deres energier på emner, de virkelig brænder for. Internettet er en øvelse i det, der er på vej. Jeg har på fornemmelsen, at det at lære den underliggende struktur for nettet er vigtigere, end at lære dets specifikke funtionalitet. Det prædestinerede udfald af Internettet varsler, omend ikke omgående, ihukommelsen af det virkelige trådløse, organske, psykiske netværk. Det vi plejede at bruge dengang. Direkte kontakt med viden i det Akashiske Felt, som det hedder i esoterisk, gnostisk terminologi eller bevidsthedens dimension eller informationsfeltet, som mere opdateret terminologi foreslår. Same-same. Det har altid været kendt, vi er blot ved at genkende det, da vores modtageapparat har været mere eller mindre nede et par tusinde år. Abstraktionslaget af repræsentativt symbolsprog fjernes, og vi går direkte til viden og erfaring af tingene i sig selv. Vi bør holde os det for øje, når vi surfer gennem denne milliard digitale symboler, der beskriver en ting snarere end at have en faktisk kontakt med denne ting. Dette er forskellen mellem ydre teknolologi og indre teknologi. Repræsentation versus kontakt. Kortet versus territoriet. Men vi forlader hovedsporet. Som konklusion er julefesten et lærerigt eksempel på ‘udelukkelse ved tilpasning’. Alle de bortredigerede historiske komponenter er stadig bevaret under indenfor fortællingen og alligevel ikke synlige på overfladen. Energien har skiftet fra én form til en anden, men intet kan fuldstændigt udraderes. Alting, simpelthen alting er bevaret indenfor feltet. Det bedste, det gamle hierarki kan håbe på, at at overtale os til, at amnesi er cool. Det er v være ligeglad med, hvor vi kom fra, og hvad der egentlig skete. Hvem bekymrer sig, vel? Hvad angår det mig? Hvad dette essay egnentlig illustrerer er, at kun vi som individer kan afgøre, hvad der er virkeligt. Ikke eksperterne, teksten, medierne, regeringen, og overhovedet ikke den offentlige samstemmighed. Hvad end emnet måtte være, er det kun vores personlige erkendelse, der giver os tingenes essens. Vores viden kommer fra det direkte møde – og jo mere direkte, jo bedre. På denne måde er følelse mere aflslørende en tænkning. Jeg føler på samme måde for julen, som jeg gjorde for 2+ år siden. Jeg kan artikulere og værdsætte en hel del mere nu, men den grundlæggen følelse er den samme. Emotionel energi trænger dybere ned end intellektuel energi. Derfor, hvad vi føler for en ting, måden den resonnerer med os på dets inderste niveau giver os et sandere billede på dets virkelighed. Følelse er erkendelse. Dette er en af nøglerne til direkte kontakt med viden.

_______________________________________________________________________________________________

Read articles in English on MELLEMSTEETAGE.DK