Juleimperiet
Juleimperiet
Hvad er jul, og hvem var julemanden? Dette er en undersøgelse af fænomenerne, der mere end blot skraber overfladen eller repeterer kommercialiserede godnathistorier.Essay af Neil Kramer, oversat af marco_hanuman
Mytologisk airbrushing
Lad os først se på det velnærede ikon for julen: den rødklædte, rensdyrridende, pakkeslæbende gamle morfar i egen person: Julemanden. Eller Santa Claus afhængig af, hvor man stammer fra. Skikkelsen Julemanden stammer grundlæggende fra en sammensmeltning af to kilder: den nordiske gud Odin og den græske biskop, Nikolaos af Myra. Den nordiske spirituelle tradition fejrer guden Odin, herskeren af det højere tilstandsplan kaldet Asgård, hvor han er associeret med visdom, magi, profeti, poesi, sejr, krig og jagt. I det nordiske digt Völuspá (en del af den poetiske Edda), virkede Odin som skaberen af de første mennesker. Dette fortryllende digt indeholder elementer, der har meget tilfælles med andre skabelsesberetninger fra hele verden, hvilket inkluderer kæmper, jætter, fra en fjern fortid, skabelsen af den menneskelige verden, Midgård, verdenstræet, Ask Yggdrasil, kataklystisk ild og oversvømmelse, konflikter i himlene og en genfødt paradisisk jord. Odin’s navne er udrundet fra det nordiske ord Od, hvilket betyder rasende, vred, vedholdende, ivrig. Som navneord betyder det sind, følelse, sang, poesi. I det gamle højgermanske sprog var Odin kendt som Wotan, der igen kommer af det protogermanske ord Wodinaz. Det må bemærkes, at protogermansk er oprindelsen til det moderne engelske sprog (blandt andre). Derfor blev ugedagen onsdag på oldengelsk kendt som wōdnesdæg, senere wodnesday, indtil det i moderne tid er endt som wednesday. På dansk er odinsdag blevet til onsdag. Så Odins indflydelse er stadig hos og i det mindste én gang om ugen. Se også Runernes magiske alfabet I germansk tradition under julefesten i december, fortælles om Odin, at han leder et jagtselskab gennem luften ridende hen over himlen på sin magiske hest Sleipnir. Børnene ville herefter placere støvler fyldt med gulerødder og hø tæt ved skorstenen, så Odins flyvende hest kunne spise af det. Odin belønnede børnene ved at erstatte deres ofringer med gaver og slik. Over tid blev tyske, belgiske, hollandske og skandinaviske traditioner med Odin og hans gerninger opslugt i kristengørelses-processen. Meget af det nedenstående fremstilling følger det samme mønster for kulturelle fordringer. Den kristne græske biskop fra det 4. århundrede, Nikolaos af Myra (i Lycien i det nuværende Tyrkiet), blev senere transformeret til den mirakuløse Sankt Nicholas, hvilket var kravet fra de eksoteriske, kristne magiske sæder og skikke. Nikolaos sagdes at være en livslang og yderst hengiven kristen, en gavegiver i smug og navnkundig for sin generøsitet overfor fattige og udsatte. I århundredene efter hans helgenkårelse blev han Sankt Nick og helgen for børnene, sømændene, købmændene, bueskytterne og bla. byerne Moskva, Liverpool, Amsterdam og Aberdeen. Vi har på engelsk Santa Claus fra det hollandske Sankt Nicholas, Sinterklaas. Han virker som en hyggelig og rar fyr, hvis man skal følge mainstream historiefortælling, selvom der var en eller flere mindre helgenagtige episoder, som fx. da han skubbede til en anden biskop, så han besvimede og brækkede sin næse under det første koncil i Nicæa i år 325. En bemærkelsesværdig opførsel for en person, der senere blev til et redskab til små drenge og pigers velopdragelse. Måske var Nikolaos bare en helt almindelig fyr. Faktisk var den romerske kejser Diocletians (en i særklasse skrupuløs forfølger af de kristne) politik ansvarlig for, at Nikolaos blev sendt i exil og i fængsel. Diocletian’s befalinger sagdes at have fyldt fængslerne, så de var fulde af biskopper, præster, og dekaner, så der ikke var plads til mordere, tyve og slyngler. Billedet af Julemandens små hjælpere som glade små nisser, der vimser rundt for at hjælpe ham i hans muntre gesjæft med at pakke gaver ind og dele dem ud, står stærkt i modsætning til deres faktiske mytologiske oprindelse. Julemandens håndlangere havde mere lighed med nazisternes Schutzstaffel, aka Waffen-SS. Brutale og sadistiske. Faktisk er nogle af de europæiske historier, der knytter sig til Julefars stab så foruroligende, at de er blevet bortcensureret / airbrushet fra engelske og amerikanske julefabler – og dermed også tilbage til de europæiske (vi er jo alle amerikanere i knolden), for at de små poder ikke skulle blive skræmt til døde.

Solgudernes kult
Teknisk set repræsenterer julen vintersolhverv (December 21/22) det punkt, hvor jordens akse-hældning er længs væk fra solen. Nogle af de ældste referencepunkter, vi har for denne observation, findes på de megalitiske steder som Stonhenge i England og Newgrange i Irland. Den primære akse i disse stenkonstruktioner er omhyggeligt bragt på linie til henholdsvis solopgang ved vintersolhverv (Newgrange) og solnedgang ved samme (Stonhenge). Datoen for der oprindelige konstruktion er for begge steders vedkommende ukendt, men almindeligvis kan vi læse om år 3.000 f.Kr. Visse alternative lærde siger, at de er langt ældre, og der dukker i disse år forskellige evidenser op, der understøtter det. Et ganske lignende sted i midttyrkiet ved navn Göbekli Tepe tidsfæster tyske arkæologer uden at blinke til 9.200 f.Kr. I Indien har man fundet et stort bykompleks under vandet af samme alder. Geofysikere og geologer er nødt til med deres viden om erosioner og vand at stadfæste sfinxens alder til omkr. 9.000 f.Kr, for senere var der ikke så meget vand området. At ægyptologerne ser mærkelige ud i hovedet og siger, at det kan ikke passe, afføder blot bemærkningen: ‘Det er jeres problem. Stenene lyver ikke’. Amuntemplet i Karnak, nær Luxor i Ægypten har også præcise angivelser af vintersolhverv med en lignende gammel datering. Interessant i øvrigt at verdens største skibssætning af sten i Bretagne hedder Carnac. Ærkæologien er en 1800-tals-videnskab, der stadig har sine pubertetsproblemer og ideologiske gods, der belaster dens udsyn. Menneskehedens historie omskrives dagligt i disse tider. Vintersolhverv var en vigtig højtid for genfødsel, og har været en del af den europæiske kultur i æoner strækkende sig tilbage til mindst neolitisk tid (9.000 f.Kr.). Elementet af fejring af solhvervet var på to planer. Fysisk set var det den sidste højtid i året. Kvæg blev slagtet, så de ikke skulle passes i de krævende vintermåneder. Derudover var alt øl og vin, der var frembragt i løbet af sæsonen gæret og klar til at drikke på det tidspunkt. Sådanne fester var en sjælden nydelse, og der var stor forventning til det i de fleste landlige samfund i det gamle Europa. På den spirituelle niveau brugte præsteklassen det som en vigtig dato til at anerkende en ny sols fødsel, varmens tilbagevenden sammen med lys og næring. Kult og videnskab var ikke adskilt. Guddomme associeret med solen blev æret, formildet og fejret, som det var passende i de forskellige traditioner. Utallige tidlige spirituelle traditioner har ritualer sent i december dedikeret til solguder. Den sumeriske gud Utu, den babyloniske gud Shamash, hinduguden Surya, de ægyptiske guder Ra og Horus, den persiske gud Mithra var sådan relaterede guddomme. Mithraisme var i høj grad dyrket udover det romerske imperium, i særdeleshed i den romerske regeringsapparat og i militæret. Mithras-kulten var udset til at være den officielle romerske kult, indtil kristendommen i det 4. århundrede blev anset som et mere strategisk og anvendeligt flagskib.
‘Vi autoriserer, dem, der følger denne lov, til at måtte kalde sig katolske kristne; men for de andre, siden de i vores bedømmelse er tåbelige galninge, dekrederer vi, at de skal brændemærkes med det skamfulde navn kættere og skal ikke have lov til at give deres konventicler (religiøse møder) navnet af kirke. De vil for det første lide under tugtelsen af den guddommelige fordømmelse og dernæst afstraffelsen fra vores myndigheder ifølge den vilje, som himlen måtte finde for godt at påføre dem.’
Dette er princippet ‘én gud, et imperium’, som det blev fulgt op af kejser Aurelian og i sin fulde udgave af kejser Konstantin. Roms aggressive historiske revisionisme var stadig fuldt funktionel i højmiddelalderen (1000-1300). Snarere end ved brutalt benarbejde fra de romerske centurioner dyrkede imperiet nu sine landevindinger gennem den kristne kirke. Dette ses typisk i forholdet mellem to danskere fra det 12. århundrede – ærkebiskop Absalon og historikeren Saxo Grammaticus. Absalon var nøglefiguren i den territoriale udvidelse af Danmark og tæt allieret med Det Hellige Hav (Vatikanet). Hans direkte sponsorat af Saxo, forfatteren til Danmarks første fulde historie, afslører den pompøse skævvridning af mange middelalderlige historiske tekster. Absalon ønskede, at Saxo skulle ‘rense’ danmarkshistorien og bringe den i overensstemmelse med kristens dogmatik. Dette begyndte med undermineringen af den nordiske mytologi og en miskreditering af ethvert element, Vatikanet fandt kætterisk. I hans værk fra det 13. århundrede, Gesta Danorum, forsøger Saxo at nedgøre guderne Thor og Odin til blot at være et par sortemagiske narrøve. Han skriver:‘De var gamle mænd, der dyrkede troldomskraft. Især Thor og Odin og mange andre, som var snedige til at frembringe mirakuløse anslag; og idet de vandt simple folks sjæle for sig, begyndte de at kalde sig guder. I særdeleshed besnærede de Norge, Sverige og Danmark til forfængeligt godtroenhed, tvang dem til at tilbede dem, forgiftede dem med deres forstillelser … Jeg har forklaret dette kort med det generelle formål, at mine læsere tydeligt kan kende, hvad det er for en dyrkelse af hedensk overtro, der har tvunget vort land i knæ.’
Dette er typisk for Roms fortsatte placering af religion som hovedkilden til lærd historisk fremstilling. Viden er magt. For at fastholde historisk viden og oplysende visdom i hænderne på de få vidste Rom, at man måtte holde befolkningen i uvidenhed – ude af stand til at læse og skrive og ude af stand til at mødes for at diskuttere sager af spirituel, filosofisk og metafysisk natur (for hvilkent de kunne blive forfulgt og anklaget for kætteri, forbrydelse eller oprørskhed). Kun eliten havde adgang til uddannelse, der kunne bringe grundlæggende læsefærdigheder, talfærdigheder og historisk bevidshed. for alle andre kunne information kun bevares i form af mundtlig folklore og sang. Af samme grund skal man være meget forsigtig med at afvise folklore og folkemusik som simpel fiktion.Imperiet ophørte aldrig
Imperier vokser og falder ikke under folks krav til frihed, lighed og retfærdighed. Hvad der på overfladen synes som revolutioner og reformer, er underneden ren pantomime; orkestreringer for at give det udseende af social forandring. Intet forandrer sig reelt på et højere niveau. Bag bystyrets besnærende attituder findes der et nøje iscenesat ‘farveskift’. Imperiet tager andet tøj på, andre rober, det skifter sprog, religion og territorier for at tilpasse sig til den næste fase af sit herredømme. Den egentlige kerne – kontrollen, velordningen af oplysende viden og menneskehedens esoteriske historie – holdes eksklusivt tilbage. Som forfatteren på slående vis har observeret i sin bog “The Empire never ended.”
‘Alt hvad vi skal tage stilling til, er hvad vi skal stille op med den tid, der er givet os.’
Ved at undersøge officiel historisk optegnelse, læse on-line hellige tekster, folklore fortællinger og mytologiske skrifter, og dernæst krydsreferere med alternative lærdes arbejde oguafhængig dokumentation og sluttelig filtrere alting gennem vores egen individuelle undersøgelse – kan vi nu formulere et billede af langt højere opløsning end det, der indtil videre er dukket op i verden. Dette er unikt i et par tusinde forgangne år. Så længe din google-fu er oppe at køre, og du kender din vej rundt om webbrowseren, kan en substantiell mængde information indsamles og destilleres på relativt kort tid. Til emner, der kræver dybtgående studier, kan tekster bekvemt bogmærkes eller gemt off-line til detaljeret nærlæsning og videre eftertanke. Det er en indlysende konstatering, men jeg griber mig selv i konstant at anerkende værdien i dette overvældende globale bibliotek. Det er nærmest påtvingende for dem, der har sindets klarhed, og mangel på tid tilovers kombineret med en tørst efter det, der er virkeligt, at at fokusere deres energier på emner, de virkelig brænder for. Internettet er en øvelse i det, der er på vej. Jeg har på fornemmelsen, at det at lære den underliggende struktur for nettet er vigtigere, end at lære dets specifikke funtionalitet. Det prædestinerede udfald af Internettet varsler, omend ikke omgående, ihukommelsen af det virkelige trådløse, organske, psykiske netværk. Det vi plejede at bruge dengang. Direkte kontakt med viden i det Akashiske Felt, som det hedder i esoterisk, gnostisk terminologi eller bevidsthedens dimension eller informationsfeltet, som mere opdateret terminologi foreslår. Same-same. Det har altid været kendt, vi er blot ved at genkende det, da vores modtageapparat har været mere eller mindre nede et par tusinde år. Abstraktionslaget af repræsentativt symbolsprog fjernes, og vi går direkte til viden og erfaring af tingene i sig selv. Vi bør holde os det for øje, når vi surfer gennem denne milliard digitale symboler, der beskriver en ting snarere end at have en faktisk kontakt med denne ting. Dette er forskellen mellem ydre teknolologi og indre teknologi. Repræsentation versus kontakt. Kortet versus territoriet. Men vi forlader hovedsporet. Som konklusion er julefesten et lærerigt eksempel på ‘udelukkelse ved tilpasning’. Alle de bortredigerede historiske komponenter er stadig bevaret under indenfor fortællingen og alligevel ikke synlige på overfladen. Energien har skiftet fra én form til en anden, men intet kan fuldstændigt udraderes. Alting, simpelthen alting er bevaret indenfor feltet. Det bedste, det gamle hierarki kan håbe på, at at overtale os til, at amnesi er cool. Det er v være ligeglad med, hvor vi kom fra, og hvad der egentlig skete. Hvem bekymrer sig, vel? Hvad angår det mig? Hvad dette essay egnentlig illustrerer er, at kun vi som individer kan afgøre, hvad der er virkeligt. Ikke eksperterne, teksten, medierne, regeringen, og overhovedet ikke den offentlige samstemmighed. Hvad end emnet måtte være, er det kun vores personlige erkendelse, der giver os tingenes essens. Vores viden kommer fra det direkte møde – og jo mere direkte, jo bedre. På denne måde er følelse mere aflslørende en tænkning. Jeg føler på samme måde for julen, som jeg gjorde for 2+ år siden. Jeg kan artikulere og værdsætte en hel del mere nu, men den grundlæggen følelse er den samme. Emotionel energi trænger dybere ned end intellektuel energi. Derfor, hvad vi føler for en ting, måden den resonnerer med os på dets inderste niveau giver os et sandere billede på dets virkelighed. Følelse er erkendelse. Dette er en af nøglerne til direkte kontakt med viden._______________________________________________________________________________________________
Read articles in English on MELLEMSTEETAGE.DK

En kommentar
Pingback: