Jeg har taget temaet op fra standup’eren Owen Benjamin. Du kender ham ikke? så er det på tide. Tjek hans lille sketch ud US vs Millennials. Han taler om generationen, der er vokset op med et Internet, der har dannet hele deres virkelighedsbillede. Der er ikke noget generations-bashing her, for man kunne lige så vel cracke en stribe jokes om fx den ældre generation, the boomers, der er vokset op med en anden slags virkelighedsforskruning, hvor TV og fede tider har fået lov til at fucke med deres virkelighedsbillede. Jeg kender folk fra begge generationer, der ikke passer sterotypen, så lad være med at føle dig unødvendigt truffet.

Min egen generation hed ikke rigtig noget, for vi var for unge til rigtig at være boomere eller 68’ere, som det hed i DK. Vi var også alt for gamle til at være Generation X, den næste generation, der fik et navn. Herefter var der nærmest et navn for hver generation. Generation No-Future, Generation Curling, The Millennials osv, hver med sin kulturelle hjerneskade.

Når det så er sagt: Hvis vi tillader os at tage udsæt i The Millenials og tage pulsen på tidens fuckedupness, så må vi først lige komme med en disclaimer. Vi kan sagtens få øje på og beskrive trends hos folk af en vis alder og årgang +-, blot vi lige forstår, at når vi ser deres ekstremismer, så er vi ramt alle sammen. Vi lever også i deres tid, de lever den bare ud, for de kan – som alle generationer – ikke se sig selv, før de bliver 25 år ældre. De accepterer forståeligt nok ikke at blive fortolket af andre, hvilket så er lidt svært at komme udenom, når de ikke selv gør det. De er det seneste led i fødekæden, der akkumulerer alle de giftstoffer, som foregående led var med til at ophobe. Vi taler derfor ikke om skyldighed med mindre vi er villige til at tale om medskyldighed. Seneste generation har det aldrig fra fremmede.

Vi taler ikke om gode eller dårlige mennesker her, så vi taler ikke om ditto generationer. De er bare indendørskatte, der er vokset op uden virkeligheden – derude. De har gloet for meget på internet, hvor folk, der er vokset op uden, stadig har en fornemmelse af noget derude, man ikke bare kan google eller tweete. Ældre generationer var stadig nødt til at orientere sig i omverdenen. Ikke at en hel generation aldrig gør det, men det er bare muligt fuldstændigt at lade være i dag, hvilket var svært dengang.

Mindfucking

Mindfuckerne prøvede med boomerne, altså at pakke dem ind i kulturmarxisme, ungdomsoprør og newage. De gav dem TV og forbrugerisme. Det lykkedes meget godt, for i USA lammde flip-ud-kulturen og stofferne en potent antikrigsbevægelse, og CIA fik fat i en hel generation ved at vifte dem om næsen med eskapisme. At deres slogan med make love, not war ikke stak så dybt viste sig, da de havde flippet færdig og tjente de fede penge. De blev til den generation, der blev bedst til at rage til sig af privilegier.

Mindfuckerne prøvede dernæst med boomernes børn, men det kneb lidt, for de havde et for distanceret forhold til deres forældres ekstremismer. De havde måske også for meget humor, og de betjente sig nok lidt rigeligt af ironi til at skabe distance. Men så kom internetgenerationen, og det gav lige pludselig hjernefuckerne nye muligheder for at pakke en hel generation ind i virtuelt vat – rimer på indendørskat. Når man nærmer sig katten med lidt for meget hørm af frisk luft, så sidder den bare der i stolen og hvæser af en. Man kan ikke hisse tilbage og sige: så gå dog ud og fang en mus, for den ville ikke vide, hvad den skulle stille op med den. Min nabo, gårdmand Bjørn – nej det var bare noget, jeg fandt på, han hedder lige noget andet – har en tre-fire måneder gammel hankattekilling, der forleden fangede sin første mus og var rævestolt af det. Den har sin helt simple verden, hvor den kan være en ordentlig kat og udleve sine instinkter. Det kan godt være, at den bliver fodret indtil videre, og at den ikke er en vildkat, men om ikke længe vil en del af dens føde bestå i egen fangst. Til gengæld har jeg set to indendørskatte, der så noget, der lignede et træ for første gang i deres liv – og de var ræd-sels-slagne! Bogreoler, sofaer, køkkenborde og skidebakker med naftalin, det vidste de, hvad var. Jeg har også set to indendørs-siameserkatte blive lukket ud i en villahave for første gang i deres liv. Deres ejer måtte her redde dem ned fra et træ, for nedenfor sad en stor sort hankat og skulede efter dem.

Indendørskatten er vokset op i en syntetisk verden. Til gengæld er det en skævvreden kompleks verden. Internetgenerationen er vant til at se et helvedesflimmer af myriader af betændt lort flimre forbi dem dagligt. Problemet er, at de aldrig har fordøjet det. De er voyeurs til perversiteterne, men de forstår dem ikke. De får ingen konsekvenser, de medfører ingen handlingsudløsende reaktioner andet end højest: fuck hvor sygt! – hvilket betyder, at det egentlig smagte godt, og at de følte sig underholdt i fem sekunder, og er der mere slik i posen? Virkeligheden ankommer gennem et filter af som-at-være-der-selv-agtighed uden overhovedet at være i nærheden.

TV var et stærkt medie, for det stjal alle billederne fra folk. Når først vi glor, så holder vi op med at tænke. Millennierne har droppet TV og radio, men de nye medier er langt mere mindfucking: computerspil og sociale medier. Generation sofakartoffel rejste sig i det mindste fra den fedtplettede fløjlssofa, når de skulle købe ind til deres forbrugerisme-trip, transportere sig til arbejde og udføre deres job – for at få råd til deres forbrugerisme-trip. Allerede ikke-imponerende. Generation mobildildo tager den skridtet videre og rejser sig aldrig fra sofaen, for de tager sofaen med i hånden og sætter sig i den hver gang, den siger pip. Den er som en dynejakke, de aldrig tager af. Som ex-gymnasielærer i 90erne så jeg storebrødre-søstrene til millennierne, hvor dynejakketrenden ankom. Der var simpelthen de elever, der aldrig tog dynen af indendørs, som om de aldrig stod ud af sengen. Det var den samme generation, der konstant snøvlede og talte med tungen mellem tænderne – å-vaddd. Alle taler sådan i dag, vokaler og konsonanter er konstant tilbage i munden. Generation sutterefleks regner med, at alle andre er inde i hovedet på dem og forstår, hvad de sutter på.

Når mobil-kokain-bamsen ringer i dag, er der nummerviser, og vi kan ignorere dem, vi ikke gider at tale med. Førhen var vi nødt til at tage telefonen i forventningsfuld attitude til den, der ringede. Medieindpakningen betyder nu, at vi på forhånd kan tilvælge alle, der er ligesom os selv og fravælge alle, der er anderledes. De sociale meder er derfor et misvisende navn, for de medfører et tab af sociale kompetencer. De burde hedde de asociale medier. Bamseindehaverne er blevet til monokulturer, der bare ikke kan klare det dér ukrudt længere, giv det noget RoundUp og få det til at forsvinde fra mit skyklapsfelt. I kombination med politisk korrekthed er det en heftig cocktail, der konstant opfordrer og tvinger det indpakkede rigtige menneske til at fravælge alle de forkerte mennesker.

De asociale medier

De sociale medier er asociale, fordi de isolerer individet og ødelægger dets dømmekraft. Det er blevet meget nemmere at lyve for folk. Medierne er nu konstant fulde af løgn, og folk er blevet dårlige til at gennemskue løgnen. Vi ser ikke medmennesker i øjnenhøjde i medierne, for skærmtroldenes kropssprog er syntetisk og genneminstrueret, gennemdesignet. Det er nemmere at iscenesætte sig selv, for der er lagt en isolationshinde imellem. Wikipedia kan skrive hvad som helst om folk og hændelser, og blot tilstrækkelig mange hopper på det, der det udslagsgivende. Google kan manipulere med virkeligheden, sproget, meningsdannelsen, politikken og censurere alt det fra, som ikke er politisk korrekt – og rigeligt med folk labber det ukritisk i sig. Ved vi det ikke, men så googler vi det, for datamafiaen har også patenteret begrebet at søge oplysninger til at hedde at google.

Det er fanderme ikke nemt at være millenial, og jeg ville nødig være i deres bukser. Min generation blev ikke udsat for den shitstorm af mediegift, som de udsættes for. Ligesom de syntes vi også dengang, at skole var noget, der skulle overstås, så vi kunne komme ud og leve. Ud, helt bogstaveligt, for det meste af efter-skoletid-livet foregik udendørs. Der blev kravlet i træer, der blev hinket og sparket til dåser, og der var masser af andre børn på gaden – ja, man kunne faktisk gå ud på gaden eller hen i parken og lege uden at blive kørt over, voldtaget eller tilbudt crack. Eget TV, egen computer eller egen smartphone var ukendt og utænkelig, og der var ingen fjernsynskanaler, hvor der kørte dårlige amerikanske cartoons med lumre undertoner døgnet rundt. Man kunne stadig finde på at læse en bog, og selvom vi også var til tegneserier, skulle vi stadig være i stand til at læse boblerne. Hvis man blev inde på sit værelse, når det ikke regnede, så var man virkelig syg! Snevejr var det bedste. Jeg husker ikke, at der fandtes fede børn, for vi tonsede rundt og havde et kondital på et-hundrede-og-lort. I dag løber ungerne ikke støjende ud af skoleporten for at komme hjem og losse til en bold men går med bøjede nakker mentalbegravet i hver deres smart-phone.

Det er megameget shittalk på de sociale medier. Man kan fyre hvad som helst af i hovedet på folk, og der er ingen tilbageslag, for alle er på indendørs-kattepension. Hvis det havde været en udendørskat, der spillede op, så risikerede den at få bank af en kat, der var større end den selv. Livet derude har konsekvenser, indenfor risikerer møgdyret bare, at der bliver fy’et af mor, hvis den flår sofabetrækket i stykker eller skider på gulvtæppet. Ungerne taler shitsprog fuck-fucking-fuck, der moppes som aldrig før. Kendte vi ikke til mobning? Jo, men jeg husker det ikke i en grad, som det forekommer i dag. Hvis der var nogen i skolegården, der kaldte mig for fessor eller brilleabe, så var der omgående klø. Jeg smadrede fire par briller i min skoletid på den konto, selvom jeg ikke var en slagsbror men mere en bogorm. Jeg gad bare ikke høre på noget, og det fandt de så ud af, for der var kontant afregning. Men vi ordnede det indbyrdes, inden gårdklæreren ankom. Mobning i dag foregår på internet og på mobil, og kan slippe afsted med at være indædt ondskabsfuld, for mobberne dækker sig bag mediet.

Bitch- og tøsedrengekultur er blevet politisk korrekt. Pigerne er blevet maskuliniseret, og drengene er blevet efeminiseret. Det er sket via kemisk-hormonelle og kulturelle overgreb, og det sker per design, for der en nogen, der ønsker, det skal ske. Vi blev heller ikke udsat for en overseksualisering. Vi var højst et par gutter, der syntes det var frækt, at Guggi havde naflet et nummer af Weekendsex fra sin storebror, som vi sad og bladrede i, mens vi røg en smøg nede bag garagepladsen. Internettet i dag derimod er fuld af ubegrænsede mængder af hardcore porno. Dobbeltmoralen er så tyk, at man kan skære i den. Skolebørn bliver udsat for DET HELE, men man må ikke bruge ordet pædofili på Facebook uden at blive censureret. Samfundet må gerne tillade, at børn og unge bliver udsat for ALT, men bekymrede og forargede voksne må ikke tale om det.

Indendørskatten må endelig ikke komme til skade. Dertil har vi BUPL-godkendte legepladser med gummibelægning, hvor lille Bubber og Bubbeline ikke får hudafskrabninger og huller i deres mærkevarebukser. Hurra for skovbørnehaverne, hvor de får lov til at falde ned fra en væltet træstamme og smøre sig ind i mudder. Jeg husker, at vi legede på udgravningsgrunde og ved mergelgrave, hvor man kunne slå sig ihjel. Vi stod på skøjter, hvor vi kunne gå gennem isen. Vi kom på byggelegepladsen, hvor der blev bygget faldefærdige og aldeles ikke pædagog-godkendte, bæredygtige eller CO2-neutrale skure, hvor der stak rustne søm ud i siderne. Cykelhjelmen var ikke opfundet, men jeg husker ingen, der fik kraniebrud af at cykle. I dag er alle nødt til at helgardere sig mod både smerte og skade.

Jeg er velsignet med en millennium-søn årgang -90, der er kommet SÅ meget til skade, fordi han har været nødt til at afprøve det hele. Især på cykel, for han – både af profession og passion – færdes i det københavnske undergrunds-cykel-netværk af cykelmekanikere, cykelbude, cykelpolospillere, bjergcyklister, cykel-dødsdrom-kørere og andre cykelgalninge. Ikke noget med indendørskat her. Faldgrøften har måske snarere været, at hans generation har været så indpakket i uvirkelighed og kedsomhed, at de har søgt ekstremsport bare for at kunne mærke sig selv.

Dødskulten

Det er blandt indendørskattene med overvægt hos millennials, at vi finder de, der er til falds for klimasvindlen, the Greta-Hoax, social-justice-warriors, antifa-romantikere, veganer-religiøse, Trump-hadere eller bare -hadere, politisk korrekte der skal frelse verden (det skulle boomerne også, mente de), tilhængere af uhæmmet indvandring, kønsforstyrrelser og LGBT’ister, narcissister, vaccineskadede autister, DAMP-børn, social-medie-narkomaner, neo-marxister, neo-feminister, identitets-politikere, selv-snittere og selvmordere. Ikke at alle disse social-psykotiske symptomer ikke fandtes før, men koncentrationen er umiskendelig. Er dette et socialt eksperiment i menneskeligt nedbrud? I så fald fortjener generationens værst ramte support udover det sædvanlige – ikke til at køre deres ekstremisme yderligere igennem, ikke til at blive strøget med hårene for at udskrige deres absurditeter på højere læreanstalter men til at detoxe sig selv fra disse. De minder mere og mere om medlemmer af en designer-dødskult. Blot det, at en hel generations toneangivende kan hengive sig til den kopruttende klimasvindel, er i sig selv et tegn på, at de har mistet grebet om rationel tænkning og virkeligheden derude, og at de har indrettet sig i et ekkokammer af et selvsvingende indendørsmiljø. Nogen har stillet en skål fløde foran indendørskatten, og den kunne ikke drømme om andet end at labbe den i sig.

Essensen af indendørskatten er, at den aldrig har kendt andet. Historieløsheden har bredt sig op gennem generationerne, og da katten aldrig har set en levende mus i sin personlige historie, er den tilfreds med en skål fløde og en gang blendet kattemad på dåse. Igen: milliennierne gør deres bedste, de ved bare ikke bedre, og den historieløshed og irrationalitet, som de nu har taget ejerskab over, stammer fra den generationskæde, der blev traumatiseret af folkemordets århundrede og stukket en fed løgn om, hvor gode de gode var, og hvor onde de onde var. Mennesker før det store slagteri startende i 1914 var vitterlig anderledes end i dag.

Hele det 20. århundrede minder på afstand om en designer-dødskult. Massemyrderierne var midlet, og målet med myrderierne – stokken – og The League of Nations og efterfølgeren De Forenede Nationer – guleroden – var at skabe et verdensregime med én verdensregering. Globalisterne havde fået at vide deroppe fra, at The New World Order skulle være endeligt på plads mellem 2012 og 2016. Startskudet faldt 9/11 … nej ikke dén men 1990, hvor tidligere CIA-direktør George H. W. Bush introducerede begrebet ved en tale i Kongressen. Det var nøjagtig 11 år før den næste 9/11.

The New World som sådan er et gammelt begreb, for det var sådan, at landet, man ‘opdagede’ og kaldte Amerika, hed. Når en amerikaner i omegnen af magtens inderkreds proklamerer en Ny Verdens Orden, så mener han en verdensorden, hvor USA regerer – a World where the rule of law, not the law of the jungle coverns the conduct of nations. Besnærende, men lyt til undertoner af falskhed. Han gentager og forstærker det, som allerede præsident Wilson fik hvisket i øret af sin spindoktor, oberst Mandell House i 1. Verdenskrig: At USA ved at gå ind i krigen ville få mulighed for at omarrangere Europa efter krigen og efter eget hoved. Mandell House havde et hemmeligt våben i baghånden, the army flue også kendt som den spanske flue, en designer-influenza udviklet i militære kemiske laboratorier og introduceret via en deling soldater, der blev landet i Spanien smittet til formålet. Alt i alt med efterfølgende udløbere slog den spanske syge 100 millioner mennesker ihjel! Altså flere, end der døde i skyttegravene. Dette biologiske masseødelæggelsesvåben vendte krigen, der allerede var vundet af Tyskland ved Brest-Litovsk-freden og skabte et storpolitisk klima i Europa, der førte direkte til 2. Verdenskrig og ganske som lovet til USA’s totale dominans på verdensscenen.

Ikke kun ved klassisk imperialisme, okkupering af lande og plyndring af ressourcer, men ved kulturimperialisme. Vi blev alle sammen til tyggegummityggende, cigaretrygende, Cola-drikkende, Hollywood-hungrende og yankey-smarte kultur-amerikanere. Alene Hollywood: før Første Verdenskrig havde Europa en superspændende og omfattende filmindustri. Efter krigen tog Hollywood fuldstændig over, for europæerne havde brugt alle ressourcer på at slå hinanden ihjel i skyttegravene. Hollywood blev et synonym for spillefilm og dermed primus motor for den værdidannelse eller snarere: udhuling af alle menneskelige værdier, der var diskret indbygget i filmene. Hvad der var diskret dengang, skriger i dag højlydt til himlen, og de fucker helt vildt med vore hjerner og hjerter uden at lægge skjul på det. Perversiteterne og dysterheden, apokalyptisk dystopisme, det nedbrudte menneske, nihilismen er ikke længere diskret men smack-in-the-face. Hollywood er blevet satanisk, og man roligt sige, at de selv er, hvad de promoverer, for omfanget af seksuelt misbrug og pædofili er så tyk – og nu kommer katten igen – at man ikke kan svinge en død kat i Hollywood uden at ramme en pædo-perv i samme lokale. Hvorvidt det var en indendørskat, melder billeddannelsen ikke noget om.

Hollywood er filmkunst, men det er samtidigt social-mental ingeniørkunst. I lange perioder var Hollywood ejet og kørt af jøder. Det er ingen hemmelighed, så drop alt ævl om antisemitisme. En pædo-konge som Harvey Weinstein er et typisk Hollywood-fænomen. Wannabes var nødt kneppe sig ind i Hollywood gennem baglokalet hos Harvey og lignende schmucks. Hvad skete der med den lille pige i Poltergeist? Hun lever ikke længere, for hun blev humpet af Spielberg. Hvordan blev man hyret af George Lucas? Ved at gokke den af på ham. Og hvad så, Kevin Spacey? Hvad dækker dit smørede grin over? Hvad så, Johnny Depp? Hvorfor spiller du altid Mr. Mærkelig? Hvad så, bunkevis af kändisser, der enten har misbrugt eller er blevet misbrugt – eller begge dele – offer-bøddel-syndromet. Ved siden af har der i perioder været kraftig indflydelse af både jesuitterne og Scientology. Hvad så John Travolta, hvad så Tom Cruise? I da er kineserne ved at købe/æde sig ind i propagandafabrikken. Hvad så, Maryl Streep, der ææælsker Hillary, der solgte containerfulde af statshemmeligheder via sin lokumsserver til kineserne. CIA har siddet i sulet på Hollywood siden 50’erne. Hvad så George Clooney, hvad så Robert de Niro?

Mønstret er tydeligt. Det er alle mindfuckerne og menneskemanipulatorerne, der er gået efter ejerskabet i Hollywood. Hvor vil jeg hen med det, og hvor blev indendørskatten af? Hollywood udøver sort magi. De manipulerer med alt i den virkelige verden for at kreere et syntetisk indendørs-miljø. De gør det samme med virkeligheden via fiktion som mainstream-medierne gør med fakta. De skaber deres egen kontrollerbare virkelighed, steril i al sin beskidthed, der distancerer os fra den virkelige verden i en skal af fakeness. De gør det samme som vacciner gør ved biokemien. De skaber et syntetisk immunforsvar, der er kontrollerbart i al sin syge svækkethed. De gør det samme som datamafiaen og Google Gestapo, der lægger sig imellem mennesker og virkeligheden. Bemærk den nye mindfucker-alliance mellem Google og kineserne, hvor kom den lige fra? Aahh, Google og de sociale medier skulle lige inddæmmes og omdannes til en New World Order-logarimisk censurmaskine, før kineserne omfavnede den. Den skulle være mindfucker-stueren i forhold til kommunistpartiet.

Det er i det felt, vi finder indendørskatten, der lever af pasteuriseret fløde og dåsemad. Generation Internet kender ikke andet, så de spørger ikke, hvorvidt det kunne være anderledes. Igen, min generation er aldeles ikke upåvirket og ukompromitteret, så en kraftig selektion og en nærmest overdosis af kritisk sans er nødvendig. Det er ikke nemt længere, og selv hidtil pålidelige kilder skal nu vendes en ekstra gang. Besnærende implantater af noget, der ligner afsløringer af konspirationer, er så kraftigt i omløb, at selv de skarpsindige skal tage sig sammen. Der er skabt et dobbelt filtersystem, så hvordan skal de stakkels indendørskatte begribe virkeligheden, når selv udendørskattene er tæmmet vildt?

Kategori: Poema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *