Definition:
Labeling på baggrund af identitet og opdeling af mennesker i et samfund baseret udelukkende på race/hudfarve, etnicitet og køn/seksuel orientering med det formål – hvilket er essentielt at forstå – at kunne hæfte en offerrolle på deres identitet. Når man er behæftet med en offerrolle, er man klar som et redskab for identitetspolitik.

Identitetspolitik er en marxistisk strategi baseret på Frankfurterskolen/kulturmarxismens videreudvikling af Marx og det Kommunistiske Manifest (‘Vi har intet andet at tabe end lænkerne’). Marxisme var fra starten militariseret klassetænkning udviklet på foranledning af the establishment i klassesamfundet par excelence, det Britiske Imperium, deres efterretningsvæsen og deres forlængede arm i det amerikanske finansoligarki – læs Den russiske revolution. Karl Marx var finansieret af Rothschild-penge, og Wall Street finansoligarken Jacob Schiff var overhovedet i storbanken Kuhn Loeb & Company, et af Rothschild-dynastiets vedhæng. Schiff finansierede – efter at have smidt penge efter den Japansk-Russiske krig – Trotsky og den bølge af hellige bolsjevikkiske stormtropper, der væltede det russiske czardømme, plyndrede Rusland for alle ressourcer og skabte et af verdenshistoriens ækleste rædselsregimer. Regimet varede 70 år og kostede 147 millioner mennesker livet i Rusland alene og samlet set 300 millioner på verdensplan med Kina som kraftigste bidragsyder. Læg dertil et miserabelt liv for mennesker målt i milliarder.

Offerrollen er i særlig grad betonet i den kulturmarxistiske version. Da den internationale – vigtigt synonym for globalistisk – arbejderklasse nægtede at spille offerrollen som forlangt-beskrevet af Karl Marx (Arbejdere i alle lande, foren jer!), blev strategien lagt om til et sats på andre grupperinger, der kunne påhæftes mærkaten undertrykt. Ligesom marxisterne aldrig bekymrede sig egentlig for arbejdere, hvilket med voldsom tydelighed kan ses på de lidelser, de bibragte arbejdere, bønder og alle, der levede under deres åg (som de ikke kaldte for undertrykkelse, for der var jo deres undertrykkelse), så bekymrer kulturmarxister sig aldrig egentlig om de ideologisk fabrikerede identitets-grupperinger, de udser som egnede til offerrollen. Det ses i det øjeblik, en person i en identitets-gruppering vægrer ved at lade sig identificere udelukkende via sin race, hudfarve, etnicitet eller kønslighed, hvor vedkommende vil blive hængt ud for sin vægring. Kulturmarxisternes eneste bekymring er, om deres identitets-grupperinger er funktionelle som politiske våben. Det ses ved, at det vil være meget svært og nærmest umuligt at finde eksempler på trivsel i samfund eller bystyrer, hvor kulturmarxister har overtaget magten. Deres eneste berettigelse er ved at opkaste sig selv til befriere for elendighed, og det kan de ikke gøre, hvis der ikke findes elendighed. Så derfor findes der permanent elendighed, når marxister/socialister har indflydelse. De skaber alt det, de siger, de vil afhjælpe og bekæmpe. 

Offerrollen er kombinerbar med politisk korrekthed – et andet marxisitisk udtryk, der betyder ifølge partilinjen. De social-psykologiske (en disciplin fra Frankfurterskolen) virkemidler er skyld, skam og frygt, og formålet er socialisering. Skyld er ensbetydende med, at du nu kan blive gjort skyldig for, hvad dine forfædre har begået – eller kræve ind af privilegier på baggrund af, hvad dine forfædre har været udsat for. Skam er skam over at tilhøre den identitets-gruppering, der er udset og udråbt til at være den skyldige. Frygt er frygten for social udstødelse, i dag kaldet cancel culture. BigTech-selskabernes censur, shadowbanning, demonetarisering samt nedlæggelse af profiler, konti og websites er teknomarxisme/teknofascisme – hi-tech cancel culture. De udfører det samme, som den teknologiske arm af det kinesiske kommunistparti (Huawei) har udviklet gennem årtier. Tænk videre: coronavirus. Og videre endnu: hit-tech-vacciner. Og videre endnu.

Behøver vi at nævne, at du selvfølgelig ikke kan gøre krav på en offerrolle, hvis du er blevet udsat for cancel culture … 😉 Det går kun den ene vej, det kan du nok forstå, ikke?

Et fjerde og afgørende moment er hadet. Det er vigtigt, at den identitets-gruppering, der bliver tildelt offerrollen som den undertrykte, hader sine undertrykkere. For det femte afgørende moment er konsekvensen af systemisk had: opsplittelsen af en befolkning. Det er Imperiets ældgamle strategi: del-og-hersk. Uden denne opsplitning, ingen destruktion af samfundet kaldet revolution. Det var, hvad Marx-Lenin-Trotsky kaldte for klassekampen, og som i dag er indædt kulturkrig via ideologiske implantater, populistiske memes, gadevold, massiv mediepropaganda og konstant dæmonisering af politiske opponenter. Det er også, hvad der i militærstrategisk terminologi hedder 4GW.

Aktuelle eksempler identitetspolitisk militarisering af grupperinger udset til at være indehavere af en offerrolle:
Kritisk raceteori, Black Lives Matter, LGBT-isme, feminisme, Antifa.
Hovedsponsorer: George Soros, det kinesiske kommunistparti.
Godkendelse fra: World Economic Forum i Basel.

Offerrollen

Den er bare ret vigtig at forstå. Det er simpelthen vigtigt at forstå, hvorfor offerrollen altid er en dead end. I det øjeblik, du accepterer offerrollen, accepterer du et liv i et hamsterhjul uden begyndelse og ende, som du ikke uden videre kommer ud af. Der er ingen forløsning … med mindre. Herefter er der ingen, der længere gider/ønsker at arbejde for at forbedre sit liv, for man er jo et stakkels offer, der ikke kan gøre noget selv. Du kan lige så god falde til patten, modtage social bistand, hæve dine børnepenge som enlig mor og jævnt hen klynke-true dig til usle privilegier, for det er jo nogens skyld, det er samfundets skyld, og det er i hvert fald ikke din skyld og dermed dit ansvar. Offerrollen er som at pisse i bukserne i frostvejr for at holde varmen for en stund, og den usle indehaver af offerrollen forstår ikke i sin kortsigtede bekvemmelighed, at offerrollen ER den slavelænke, som staklen et eller andet sted i sit forvirrede sind ønskede at kaste af sig.

Løftet er en anden vigtig ting at forstå. Kulturmarxisme er utopisme og lover dig forløsning fra offerrollen. Et af mange paradokser er: Først siger de, at du aldrig kan komme ud af den rolle, de har tildelt dig, for du er født med den identitet, hvad enten du piver eller synger. Dernæst siger de, at der alligevel findes en forløsning. Den sker den dag, DE kommer fuldstændigt til magten, omstyrter det bestående samfund, smider de onde kapitalister på porten og konfiskerer og omfordeler alle ressourcer. Vi så, hvordan det gik i Sovjetstaten, men de historieløse generationer og de nyudklækkede marxister fra universiteterne (især i USA) har ingen anelse om, hvad der foregik i Sovjetstaten eller noget som helst socialistisk regime. De har aldrig oplevet det, og deres lærere har fortalt dem, at det var paradis på jord. Så nu vil de have The New Green Deal

Det er paradokset og problemet og – heldigvis – også grunden til, at et marxistisk magtovertag er begyndelsen til enden for sig selv. For efter magtovertaget skulle forløsningen jo finde sted, løftet skulle indfris, paradis skulle indfinde sig … og så er der intet andet en sur røv og elendighed. Amerikanerne er nu ved at finde ud af, hvad et sådant magtovertag har som konsekvenser. Om det har fået lov til at køre så langt ud med vilje, og at det skyldes en bevidst modstrategi, er en interessant tanke. Det er i hvert fald en af hovedbudskaberne hos Q-Anon, og så kan man tage den eller lade være. Byer og hele stater med demokratisk styre i årtier er kørt i sænk. LA flyder bogstaveligt talt med menneskelort, dødstallet pga bandevold og anden kriminalitet her, i Chicago og NY er steget med raketfart, racisme, sort-til-sort vold og mord er tårnhøjt, og levestandarden for den sorte befolkning er elendig. Igen: elendighedsfilosofi i praksis.

Kødhandel med menneskeorganer er højest i områder med sort befolkning, for her er Planned Parenthoods eugenikpolitik med promoveret abort markant større end andre steder. Stifteren af Planned Parenthood, Margaret Sanger, var ægte racist og havde det synspunkt, som man også finder i opfinderne af eugenikken i det britiske establishment, at der ikke bør fødes flere børn blandt fattigrøve, negere og andre undermennesker. Der er nu en masseudvandring i gang fra staten Californien og byen New York, der i dag ligner en spørgelsesby med nedlukkede virksomheder. Portland, Oregon og Seattle, Washington State er smadret af gadeoptøjer tilladt af deres marxistiske borgmestre. Politiet har ikke lov til at beskytte borgerne længere, for så er de nogle fascistsvin, der skal defundes

Samtidigt – og det er nok værd at bemærke – er der sket en eksplosion i antallet af amerikanere, der nu kan se det. I den sorte befolkning og også blandt hispanics går det op for folk, at demokraterne har holdt dem hen med falske løfter og hykleri om deres gode vilje, mens de har taget røven på dem i årtier. De forstår også, at de marxistiske kupmagere i det radikaliserede venstrefløj ikke ønsker noget som helst godt for dem, for de ser på trods af mainstream-mediernes benægtelser, hvad de har iværksat af terror på gader og stræder. Om blot lidt mere end en måned fra skrivende stund skal det vise sig, hvor stort skredet har været til fordel for den siddende præsidents genvalg, da manden har talt direkte op imod marxistisk identitetspolitik. Man kunne så indevende, at hans patriotisme også er en slags identitetspolitik, men den afgørende forskel er, at klassisk konservatisme og den republikanske tanke kombineret med ægte liberalisme ikke ekskluderer individualisme, det inkluderer. Det er et stort telt, som de siger, kom indenfor og lad os få en snak. DET hører du ikke hos modstanderne, de bor i meget små telte, hvor der ikke er plads, hvis du ikke er villig til at synge i kor. Folk er ved at blive klar over det, for mentaliteten er simpelthen frastødende. 

Brandon Straka – homoseksuel stylist fra New York, der blev træt af offerroller.
Han blev også træt af at blive mental-ideolgisk bedraget af det demokratiske parti, han havde tilhørt indtil videre og dannede The WalkAway Campaign, der har tiltrukket 100.000 af følgere på baggrund af demokratisk frastødelse.

På den lange bane var det just den folkelige erkendelse, der skete med Sovjetstaten og hele Østblokken op gennem den kolde krig. I 1917 lukkede de revolutionære også alle straffefanger ud af cellerne, så de kunne gøre gaderne usikre under revolutionen. Desillusion og trøstesløshed blev efter revolution så udtalt, at systemet gradvist faldt sammen om sig selv. Desværre måtte 3-4 generationer over 70-80 år betale den dyre pris. Kina er ikke helt nået så langt endnu, da deres afart af despotiet er ude i anden runde på grund af deres hi-tech-kontrol med befolkningen. Men dagen vil komme, for det er indbygget i systemet, at det vil bryde sammen. I mellemtiden arbejder de så på at få andre landes styrer til at bryde sammen og på at eksportere deres techno-kommunistiske kontrolsystem. Men det får de også sværere og sværere ved, da spotlightet nu er på dem.

Det underlige parakoks er, at marxister, der har trænet sig selv i at opfatte menneskeheden og historien som én stor deterministisk maskine, ikke opdager den determinisme, der er indbygget i monstermaskinen, de selv har skabt. Det andet og dybere paradoks – her bliver det lidt avanceret, og undskyld for det – er, at deres historiesyn både er deterministisk i stil med eskatologi og dommedagstænkning og det kommunistiske tusindårsrige samtidigt med, at de opfatter menneskene og samfundet som programmérbart i alle ender og kanter. De er behavourister, tænk bare på Pavlov og hans dresserede hunde. Det er ikke noget, der er kommet til senere med techno-kommunismen, det har været der hele tiden. Det er fordi vi skal et niveau op i den marxistiske dialektik. Det er kun på tese-antitese-niveau, at determinismen findes, altså klassekampen, kulturkrigen. På syntese-niveauet befinder ideologerne sig, og fordi de har forstået dialektikken, styrer de verdens gang.

Så megalomane, så storhedsvanvittige er de, de fine ideologer. 

Kammerat Utopia

  • I deres Utopia findes der ikke ytringsfrihed. Kun de frelste, the woke, kammeraterne har ret til at udtale sig, alle andre har at holde deres kæft, ellers! 
  • I deres Utopia, den våde Google-drøm bliver du fact-tjekket, og kun hvis kammeraternes algoritmer godkender dine udtalelser, vil de være tilgængelige for andre.
  • I deres Utopia er de så humane, at de ikke henretter folk på stedet. De sørger blot for, at folks liv ikke kan opretholdes, for de har nu mistet deres muligheder for at interagere. Så kan det oven i købet være, at de tager livet af sig selv, og det jo trods alt mere humant, er det ikke?
  • I deres Utopia findes der ikke velstand for mennesker, der har formået at skabe den for sig selv og deres familie eller virksomhed, for denne velstand vil blive beslaglagt og fordelt til kammeraterne.
  • I deres Utopia har ingen ret til ejendom, for alt tilhører Staten, og Staten styres af kammeraterne.
  • I deres Utopia findes der ikke en middelklasse, for det er ikke ønskværdigt at løfte sig over proletarniveau. Det findes derimod en ny overklasse, og de hedder kammeraterne.
  • I deres Utopia er enhver mands og kvindes ret til frit at handle med andre afskaffet. Det kaldes for kapitalisme, og det er ondt. Der findes planøkonomi, hvis der overhovedet findes økonomi, og det, der findes, styres af kammeraterne, den nye elite, politbureauet, partitoppen, kommissærerne og deres håndlangere i techno-bureaukratiet.
  • I deres Utopia findes frihed ikke, for alle skal spørge kammeraterne om lov.
  • I deres Utopia er du fritaget for den byrde at være et individ, for du er nu medlem af kollektivet og kammeraternes fanklub.
  • I deres Utopia har kammeraterne tildelt dig din identitet, din plads i livet, din rolle til afspilning.
  • I deres Utopia findes der ikke nationer, der findes ikke traditioner, og der findes ikke historie – altså bortset fra den historie, kammeraterne kommer op med, og som ikke behøver at have noget med virkeligheden at gøre. I Utopia intesserer man sig kun i mindre grad for virkeligheden.
  • I deres Utopia findes der ikke journalistik. Der findes storytelling.
  • I deres Utopia findes der ikke forfatninger og grundlove, der er skabt med omhu og fremsyn af nationens fædre – for kammeraterne har afskaffet nationen. Som de siger for tiden i de kammeratlige medier: We have to burn the whole thing to the ground!
  • I deres Utopia har folk ikke lov til at forsvare sig mod overgreb. Det er et overgrev mod overgriberen af forsvare sig, og du vil blive dømt for det. Derfor har folk heller ikke lov til at eje midlerne til det, fx et våben. Ethvert kammeratstyret regime sørger selvfølgelig for som noget af det første at afvæbne sin befolkning.
  • I deres Utopia findes der ikke civile og umistelige rettigheder givet af Gud og ifølge naturlig lov, for kammeraterne har afskaffet både Gud og naturlig lov. 
  • I deres Utopia findes der ikke længere stabilitet, for alt handler om forandring, innovation, revolution, disruption, progression. Kammeraterne trives i kaos og frygter stabilitet, for så får folk ro til at tænke, og det er ikke godt for menneskeheden at tænke for meget.

Så, i deres Utopia har du overhovedet ikke mulighed for at være den, du er i al din diversitet og individualitet. Du er ikke længere et menneske, du er et medlem af en identitets-gruppering baseret på et enkelt eller ganske få karakteristika. Altså hvis du både er sort og bøsse på én gang, så er du vel nok dobbelt undertrykt, og så må du være berettiget til premium-eksklusivt medlemsskab. OK spøg til side, men rent faktisk figurerer du nu som et stykke ideologisk ammunition i to parallelle kampagner, og du vil blive brugt som sådan.

Den nemme målgruppe

At være den, man er i sin essens kræver selvindsigt. Identitetspolitik er skabt for, at folk aldrig skal opnå denne selvindsigt. Når først du identificerer dig, når du er blevet identisk med noget andet, som nogen har præsenteret dig for, så er indsigt erstattet af en forbrugsvare, et stykke præfabrikeret, downloaded og gennemtygget ideologisk industriprodukt. Identitetspolitik er målrettet folk, der ikke ved, hvem de selv er. Det fungerer, som når en usikker teenager fra en svag familiestruktur i en røvkedelig ‘identitetsløs’ forstad bliver kontaktet af en rockertype med et tilbud om det første skud, der som bekendt er gratis og efterfølgende medlemsskab – altså hvis man er villig til at vise, at man vil gøre ‘noget’, der lidt udover, hvad far og mor ville synes om. Lidt stik-i-rend’eri måske, lidt handel på gadehjørnet, måske noget mere spændende, måske noget med en kniv eller en gun.

Lille Billy fik et godt tilbud af identitetspusherne.
Nu får han lov til at lege med ild et stykke tid.

Vi har eftergivende skabt et samfund, hvor dets opvoksende befolkning ikke har nogen modstandskraft overfor forførelse, fordi de aldrig har lært sig selv at kende. De har et svagt ego og ikke et stærkt ego. De har ikke noget mentalt immunforsvar. Det er det, der er sket med en stor del af en hel generation af college students i USA, millennium-generationen – vi skærer alle over én kam for tydelighedens skyld med disclaimer, så folk med selvindsigt ikke behøver at føle sig truffet – og som faldt i med deres intellektuelle pimps, pushere og rockere i form af universitetslærere, der havde gået i skole hos Herbert Marcuse, Saul Alinsky og en hord af woke-guruer, og som havde indprentet dem, at den vestlige civilisation skulle ødelægges, før Utopia ville rejse sig som det Ny Atlantis og lette som en Fugl Føniks – og at de skulle lære alle deres college students, hvordan de skulle udføre denne herlige bedrift. Det er umuligt ikke at bemærke det stærkt religiøse i deres sprogbrug, og Wokeness og identitetspolitik er stærkt kultisk i hele sit væsen.

Som hos Scientology og Moon-bevægelsen blev de unge ubefæstede sjæle – var det ikke sådan det hed dengang, før begrebet sjæl blev politisk ukorrekt? – forført til at vende sig imod deres forældre. Der er skabt en syg bevægelse, der minder om den statslige ungdomsbevægelse i DDR kaldet FDJ (Freie Deutsche Jugend), hvor skoleelever blev forført til at udspionere og angive deres forældre, hvis de havde afvigende og ukorrekte meninger. I dag har vi sociale spionmedier til at udføre Stasis job, men de unge skal nu rette et angreb mod deres familie, for som vi alle ved, så er familien ophav til alle moralsæt – eller mangel på samme. På YouTube kan man se klip af unge, der skriger ad deres forældre, at hvis de ikke elsker Black Lives Matter, så er de nogle fascistsvin og fucking racister!! Den slags mener kammeraterne i YouTube og Google-Gestapo ikke er hate speech. Hvis deres forældre havde taget til genmæle og forsigtigt havde sagt: Nu skal du høre, lille ven … så skulle vi nok have set BigTech Brother komme ud med den røde blyant og belære verden om, at ifølge deres politik vil den slags ikke blive tolereret.

I deres Utopia er bødlen offer, og offeret er bøddel. Kammeraterne bestemmer, hvem der er hvem.

Hvor startede det henne, i tid og sted? Udover Marx-Lenin-Trotsky startede kulturmarxismen med Antonio Gramski, lederen af det italienske kommunistpart – bemærk hans juvenile Trotsky-kopi-look – blev i 20’erne smidt i fængsel af Mussolini for at lukke ned for hans marxist-hjerne, hvilket forudsigeligvist er en rigtig dårlig ide, for det gav ham kun eksta tid til at udtænke sin version af marxismen, og han regnes som stifteren af marxisme 2.0, som blev til Frankfurterskolen og kulturmarxismen. Han tese er som allerede nævnt, at arbejderklassen havde fejlet i den mission, der var tildelt dem og havde accepteret deres undertrykkeres normer om nationalstat, familie og arbejde. Det får Adorno-Horchheimer til at komme op med såkalt kritisk teori, der er et helt sæt af teser til underminering af den vestlige civilisation og dens værdisæt, normer, institutioner og traditioner. Altså alt det, som Gramski havde udpeget som de værdier, som arbejderklassen havde accepteret. Clash’et mellem disse nedbrydere af kultur og deres hadeobjekt, arbejderklassen, sås i Ungarn, da Georg Lukacz ville indføre en ny sexualmoral for ungarerne – hvorefter ungarerne bad ham om stikke den op i egen og forsvinde. Da Herbert Marcuse kom til USA i 60’erne, blev han også skuffet over den amerikanske arbejderstand, der hellere ville have bil, køleskab og vaskemaskine, men da han så ungdomsoprøret i Paris og dets udløbere, fik han en aha-oplevelse, for her var den rebelskhed, han efterlyste, så det måtte kunne bruges til noget. 

Man skulle tro, at det var historisk, og at tiderne er skiftet, men kritisk teori bliver doceret på alle niveauer på universiteterne. I dag er der kritisk raceteori, kritisk lovteori og etniske studier og kvindestudier. Marcuses elev Angela Davis siger lige ud, at Black Lives Matter og kritisk raceteori er revolutionens forlængede arm. Historien synes at bevæge sig i cirkler, og allerede i 70’erne så vi denne anti-lov-og-orden og anti-politibevægelse. Angela Davies tilbragte tid i fængsel for sin medvirken til mordet på en politimand, og slap kun ud via en juridisk teknikalitet. Hun fik Leninprisen fra DDR for sit arbejde. Charmerende ikke! For nylig blev to betjente skudt af BLM’ere, og medstifteren af BLM er Alicia Garza, elev af Angela Davis. Hvilket igen minder om stifteren af De Grønne i Tyskland Joshka Fisher, der slap udenom at smide en brandbombe ind i en bil med politifolk dengang i de unge Baader-Meinhof-dage. Det var der også to BLM-advokater, der gjorde, og det gik dem foreløbigt mindre godt, for de står nu til livstid. Tiden er cyklisk, men måske er nogen blevet klogere og har set det komme igen.

Naturlig lov versus menneskelov

De stiftende fædre af Amerika og dens forfatning var folk, der læste Locke, Blackstone og Montesquieu. Den sidste stod for magtens opdeling i institutioner som forhindring af despotiet. Vi kender det i dag som tredelingen i den lovgivende, udøvende og dømmende del af statsmagten. Alle mente, at mennesker fik deres rettigheder fra højere sted, fra Gud eller via naturen. Intet menneske kunne fratage andre mennesker denne ret. Den var umistelig. Men kulturmarxisterne læste ikke den slags, de læste Kant og den linje, der udgik fra ham. Kant mente, at mennesket fik sine rettigheder fra Staten. 

Jeg kender the lineage, for jeg har selv gået i universitetsskole hos kulturmarxisten Arno Victor Nielsen, og har været igennem tekster over hele striben fra Kant, Hegel, Schopenhauer, Benjamin, Adorno, Sartre, Marcuse, Habermas, m.m. Men læselisten var selektiv, for læreren havde valgt den linje, der førte frem til kulturmarxismen og fravalgt det, der ikke ‘hørte hjemme’ her. Jeg må dog sige pænt tak til Arno W. for hans kompetente og åbne gennemgang af stoffet, og selvom det havde en vis slagside, kunne man sige, så ville jeg ikke vide foruden i dag, hvad jeg skulle stille op med det. Man er nødt til at kende, før man kan bifalde eller afslå. Desværre tror jeg ikke, at en lignende kompetence findes hos de vildt fanatiske og religiøse marxister i dag, for de diskuterer aldrig med deres modstandere med åbenhed. At Arno er skarp, kan man høre på den måde, han venligt men kompromisløst rister metrologen Jesper Theilgaard i et DR-klip op til klimatopmødet i 2012. Jesper T. kalder sig i dagens anledning for klimaforsker (no comments…). Arno siger det lige ud: Klimaet findes ikke, vejret findes. Klima er en abstrakt størrelse, det er nogle tal på et stort regneark, som mennesker ikke er i stand til at forholde sig til. Der sker umådeligt langsomt, og det har altid fandtes, og hvis vi skulle løbe rundt og pisse i bukserne over den slags til dagligt, kunne vi ikke bestille andet. Det eneste, som skumgummibamsen Theilgaard tør stille op, er at snakke det politiserede establishment og deres politiske korrekthed efter munden.

Ryger vi lidt ud af en streng her? Egentlig ikke, for det siger noget om, at kritisk teori i hænderne på platugler, fanatikere og kultmedlemmer fører lige lukt i helvede, men at kritik også kan vendes den anden vej, når det skal være. Det var bestemt ikke noget, Frankfurterne lærte deres elever, for selvkritik var så godt som ikke eksisterende. Altså bortset fra, når fanatiske og latterligt irrelevante grupperinger på den yderste venstrefløj huggede hoderne af hinanden over et enkelt skriftsted fra Marx. 

Charles-Louis de Secondat, Baron de La Brède et de Montesquieu

Man kan sige, at den amerikanske Oplysningstid bygger på anglo-skotske tænkere, der havde det fra Montesquieu. Den franske oplysningstid og det, som Frankfurterskolen bygger på, er den kontinentale Oplysningstid. Det var ikke en monolit. Vi ved det også fra den britiske tradition for Ethics og den tyske tradition for Moralfilosofie. Ordene står for det samme, men tankesættet er meget forskelligt. I den fransk-tyske tradition har vi at gøre med folk, der enten er ambivalente i forhold til gudsbegrebet eller direkte hader det. I den engelske tradition var det anderledes, og Natural Law eller Law of the Land er selve grundlaget for forfatningen og går tilbage til før og videre hen over Magna Carta, der danner grundstammen i den amerikanske forfatning og frihedserklæring.

Da Kennedy støttede The Civil Rights Movement i 60’erne, støttede han en ide, hvor hans regering i bedste Martin Luther King-stil blev bedt om at træffe ‘farveblinde’ beslutninger. Altså at hæve sig over race-issues. Allerede hans efterfølger Lyndon B. Johnson – mafiosoen der medvirkede til mordet på JFK – vendte det hele på hovedet og genindførte racisme. 

Studerende på universiteterne lærer, at dydssignalering er fuldt ud tilstrækkeligt. Man behøver ikke at praktisere det, man foregiver og det, man forlanger af andre. Ægte dyder som hæderlighed, troværdighed, behovsudsættelse, personligt mod, styrke, dygtighed, loyalitet overfor familie, nation og tradition + tilgivelse, storsind og respekt for anderledes tænkende ses på med største foragt. Egentlige visioner om fremtiden er fraværende og er erstattet af enten latterlige utopismer, der, hvis de blev realiserede, ville ødelægge AL fremtid – eller et hadekatalog over alt det lort, som de ønsker at brænde ned til grunden. Som punkerne sagde: We don’t know, what we want, but we know how to get it. Den ryggesløse, radikaliserede venstrefløj følger direkte en af dens hovedsponsorer, det kinesiske kommunistparti i dens sataniske anti-moralsæt, hvor lodret løgn, politiske karaktermord og forfølgelse, svindel og bedrag, tyveri af intellektuel ejendom, etnisk udrensning, cancel-kultur og vold og endog mord er dagens orden og fuldstændigt legitimt. 

Skønt billede fra artikel i GQ-Magazine med titlen:
How to spot the Virtue Signaller

Hovedsponsor sagde jeg. Det viser sig nu, at kineserne har spyttet masser af midler i disse optøjer beregnet på at destabilisere USA, bla. Black Lives Matter. Det kan næppe komme som en overraskelse, men nu er det dokumenteret.

— o —

Denne artikel tager sit udgangspunkt i et interview med Michael Gonzalez, der taler med Jan Jekielik om sin nye bog The Plot to Change America – How Identity Politics is Dividing the Land of the Free:

Som altid er det mit udgangspunkt og inspirerende afsæt at tage notater på skarpe, relevante og velformulerede tænkere som Gonzalez og deres værk, det er en del af fordøjelsesprocessen og fører straks videre i associations-kæder. Hvis du kan formulere det og koge det ned, har du tilegnet dig det og kan bruge det. For mig sker det efterhånden i samme åndedræt. Jeg kan stærkt anbefale det, men jeg advarer, for det er efterhånden også stærkt vanedannede. Men er det ikke gode vaner, vi samler på … for det meste 😉

Hvis du som læser kan bruge disse noter og reflektioner til noget, er du velkommen. Hvis du har dit helt eget og tilsvarende noteapparat og fordøjelsessystem, har du ikke brug for at læse den slags, og jeg vil ønske dig stort tillykke. Hvis du har dine egne vinkler, der supplerer og afviger, må du gerne dele og kommentere. Tilsammen kan vi vide det hele. Næsten.

Det er kun egomane pseudokommentarer fra shills, som ingen har brug for, der bliver slettet.


2 Kommentarer

Thomas Faber · 09/10/2020 kl. 18:54

Ja, så var den gamle venstrefløj altså klogere. Arbejder-klasse og rige udnyttere, den analyse kan man da forstå. Konceptet fattig vs. rig er i øvrigt heller ikke helt irrelevant – det er snarere al bagagen der er problemet. Man kan måske også spørge sig selv om det ikke netop var denne idés umiddelbare klarhed (selv Jesus brugte den i nogle af sine parabler) der gjorde at ideologerne kunne sælge alt det andet i samme indpakning.

Den nye venstrefløj har til gengæld med sin fuldstændigt overdrevne identitetspolitik helt mistet grebet. Den ser verden gennem en ituslået, splintret linse – og ender i fragmenterede, kaotiske grupperinger uden nogen egentlig sammenhængskraft. Det ser efterhånden ud til at det er vigtigere for dem om folk tilhører en eller anden “udsat minoritet” end om de har milliarder stående på kontoen.

Det er både fascinerende, grotesk og tragisk at se disse grupperinger slås indbyrdes – især finder jeg mænd der “identificerer sig som kvinder”‘s udhuling af kvinders position beklagelig. Man kan selvfølgelig sige at det var feministerne der startede med at lade sig narre, men et samfund der ikke kan finde ud af at beskytte Det Feminine Princip kommer til at få alvorlige problemer.

Hvornår skete det? – NedersteEtage · 10/10/2020 kl. 19:21

[…] de, det masseødelæggelsesvåben, der skulle nedbryde kulturen. Glem alt om deres seneste tiltag, kritisk raceteori, der intet har med egentlig kritik at gøre men netop er et giftigt våben og en måde til […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *