Kan vi overhovedet huske, hvornår det skete?
Altså hvornår perverteringen og afstumpningen af samtaler i det offentlige og efterfølgende i de private rum om alt, der vedrører politik og etik, begyndte?
Husker vi hvornår egentlige samtaler om politik og etik forsvandt sammen med selvstændig meningsdannelse om disse sager?

Jeg skal i hvert fald lige tænke mig om, og det er svært af komme i tanke om et startskud.
Det har nok aldrig været der.
Men hvis vi forestiller os fænomenet som en langsomt snigende gift, hvornår var der så nogen, der hældte den i drikkevandet?
Hvornår var det, nogen stak kanylen ind og lagde et iv-drop, så der langsomt-langsomt kunne skrues op for tilførslen?
Kom det ind via indtaget indstriel føde, eller har nogen sprayet luftrummet med det?

Vi har for så vidt selv indtaget giften, men har vi også selv valgt at indtage den?
Har vi overhovedet fået valget, eller forsvandt det sammen med det informerede samtykke?
Vidste vi, at vi ikke-valgte, og at nogen – der var dem igen – havde truffet valg på vores vegne?

Det er andre former for gift, vi taler om her, men det samme spørgsmål kunne stilles om dem.
Altså, hvornår begyndte nogen af forgifte det fysiske miljø?
Måske hænger det i virkeligheden sammen, men lad os lige holde fast i tanken:

Hvornår kunne vi mærke, at samtalerne gik i stå, og vi selv begyndte at tale i talebobler med afstumpede, emotionelle one-liners, tegneserieagtige klichéer, sound-bites, karaktermorderiske stereotyper og præ-sammenkogte destilater af noget, der engang har lugtet til noget, der måske engang havde noget med sandheden og virkeligheden at gøre men ikke har det længere?

Det er et svært spørgsmål, det her. Vi har selvfølgelig ikke bemærket, da det ankom, for hvis vi havde gjort det, havde vi måske grebet os selv i det.
Deraf analogien med den snigende gift. 
Men når vi tænker tilbage så?
Der ankommer hermed et postulat om, at det engang har været anderledes, for det må være det næste, vi må spørge os selv om:
Har det været anderledes?

Jeg vil fastholde, at journalistikken har fandtes.
Jeg vil også fastholde, at samtaler om politik og etik har fandtes.
Jeg vil yderligere fastholde, at folk har været i stand til selv at danne meninger, engang.
Ikke alle folk og ikke til enhver tid men i væsentligt højere grad.

Jeg skærer ALLE over én kam, for så kan DU, kære læser, selv manøvrere udenom generaliseringen.
Vi er nødt til at generalisere for at kunne udspecificere. Eller omvendt, men vi kommer ikke udenom generaliseringer for at forstå, hvor vi og verden har bevæget sig hen.

Sproget

Det har noget at gøre med en transformering af sproget. Der ligger en intention bag. Forgifterne af sproget og destruktørerne af samtalerne / meningsdannelsen har deres intentioner. Aftagerne, forbrugerne, abbonnenterne på det forgiftede produkt har deres intentioner. I nævnte rækkefølge, for forgifterne/destruktørerne er producenter, og vi er deres kunder i butikken. VI har købt ind til den vare, DE har leveret, så VI er blevet en del af DERES intentions-sfære. Vi er blevet til med-forgiftere og med-destruktører.

Men hvornår skete det? Det er ligeså omstændeligt at svare på som: hvornår opstod forbrugersamfundet? Det kræver en hel udfoldet historisk-kulturel analyse, og så bliver det nemt æggehoved-agtigt og akademisk. Lad os prøve at undgå det, men lad os alligevel gå ned ad den vej.

Forbrugersamfundet er indtruffet som en glidende og langsom bevægelse og startede helt tilbage i 1800-tallet med den 1. industrielle revolution, hvor man pludselig kunne masseproducere som aldrig før. Derfor kunne de, der havde råd til det – i første omgang ikke de samme som de, der sad i fabrikshallerne og samlede sættet – købe produkterne i samme takt, som de blev spyttet ud. Det var først Henry Ford – like him or not – der indførte, at også arbejderne på bilfabrikkerne skulle have råd til at købe hans biler og gav dem lønforhøjelse. Var det bestikkelse? Måske, men han var også smart, for han udvidede sit eget marked. Det fortælles, at han havde en vis sympati for nationalsocialisterne, og de skabte som bekendt folkevognen, som den menige tysker havde råd til at købe, hvis han sparede op. Og det gjorde man, dengang. Forbruget fik måske et gok i nødden under krigen, hvor man brugte pengene til at føre krig og holde hovedet oven vande og lige efter krigen til at komme på benene igen efter den store destruktion.

Jeg tror, jeg vil sige, at det hele startede i slutningen af 1940’erne efter krigen. Ganske langsomt.

Jeg er ikke gammel nok til at huske det, selvom min salig far, der var gammel nok til det, i sin senilitet en dag udbrød, da vi bladrede i gamle fotoalbums: Du var der da, var du ikke? Aarh far, jeg blev først født, efter det hele var slut … og så grinede han og sagde, nånej det var du vel ikke 🙂 Han har bare syntes, at når jeg nu snakkede med, så måtte jeg have oplevet det.

Efterkrigs-generationen, som jeg må siges at tilhøre – ikke helt babyboomerne men så deres lillebrødre – lærte fra starten at acceptere det sprog og dermed den fortælling om WW2 og dermed også WW1, som var stadfæstet som den officielle og autoritative bortforklaring. De gode vandt, og de onde tabte, og nu var vi alle glade, bortset fra at det nu var russerne, der var de onde. Der dannede sig et helt koldkrigssprog baseret på vedtagne antagelser (en ægte logisk fejlslutning) malet med den sort-hvide palette. Afhængig af politisk observans var det os, den såkaldte frie verden, der var de gode og sovjetterne, der var de onde – ELLER stik modsat, hvis man var kommunist eller en udvandet afart af samme og var villig til at sluge en hel stak kameler, mens man satte kikkerten for det blinde øje. Den Kolde Krig var en kulturel polarisering, hvorved sproget blev polariseret.

Den Kolde Krigs sprog var allerede en afstumpning og pervertering af samtalen, for der var kun én præmis, som man så kunne vende op eller ned efter forgodtbefindene. Det var i samme periode, at der dannede sig en unipolær verdensorden med USA som supermagt, som det hed. CIA var på banen fra 1947, og de bekymrede sig en del om styring af meningsdannelse. De var et efterretningsvæsen, indtil de havde tilstrækkelig med efterretning, hvorefter de var et manipulations-væsen. Det er den venetianske og jesuittiske model for sindelags-manipulation. En amerikansk præsident slap i 60’erne igennem deres manipulerende nåleøje, og hans navn var som bekendt John F. Kennedy. Han vendte dem ryggen, hvorefter de likviderede ham. Hvem ‘de’ var, er en kompleks historie, men CIA var bestemt med i interessentskabet, som det hedder på business-lingo. Præsidenten havde anfægtet deres business case

Efter mordet opstod et interessant eksempel på afstumpning af sproget. Der blev nedsat en kommission til undersøgelse af mordet på JFK kaldet Warren-kommissionen. Officielt var formålet af udrede alle forhold i forbindelse med mordet. Uofficielt var formålet at forhindre al udredning, for kommissionen var sammensat af alle de spillere, der var med i planlægningen og udførelsen af mordet, så de havde allerede udredt alle forhold. Store dele af den amerikanske befolkning lugtede en rotte, da kommissionen hvidvaskede sagen og smurte den af på én isoleret galning ved navn Lee Harvey Oswald – the lonesome patsy. Folk begyndte at stille ubehagelige spørgsmål angående CIA’s rolle. I en samtale med daværende direktør for CIA og en konsulent i den paramilitære tænketank The Rand Corporation fik direktøren følgende råd til at lukke munden på de spørgende: Ignorer dem og kald dem for konspirationsteoretikere! CIA-direktør på det tidspunkt var ikke the master mind: Allan W. Dulles, for ham havde Kennedy fyret, da han så, hvad de/han havde gang i af uhyrligheder. Dulles-brødrene var de mest perfide DeepState-operatører i deres tid. Så det må være John A. McCone, vi taler om, muligvis hans efterfølger.

Kennedy-mordet var et statskup, uanset hvad historiebøgerne kalder det. Efterfølgende bliver hele statsapparatet udskiftet med kollaboratører i det overordnede projekt: undergravelsen af Føderal-Staten USA. Retsvæsenet og administrationsapparatet, føderalt og statsligt, inficeres af robotniks indsat af statens bagmænd styret fra usynlige og ukendte baglokaler. Richard Nixon havde det ikke godt med projektet og forlangte indsigt i forhold omkring sager som Operation Svinebugten, Operation Northwood og mordet på JFK. Da det ikke så godt ud at myrde præsidenter på stribe, karaktermyrdede de Nixon via medierne. Det kaldte de så for Watergate. 

Officielt og forbudt sprog

Begrebet konspirationsteoretiker lå herefter på lager som en sleeping terror cell, indtil næste store operation blev skudt af: 9/11. Straks efter operationen dannedes en parallel til Warren-kommissionen kaldet 9/11-kommissionen. De fik samme opdrag: at hvidvaske indspiste dele af den amerikanske regering for medvirken til operationen. VUPTI! – konspirationsteori-begrebet sprang ud af tryllekunstnerens høje hat og blev i flæng fyret af i fjæset på ALLE, der betvivlede den officielle konspirationsteoretiske præfabrikerede fortælling om en turban-behængt mullah, der fra en støvet hule i udkants-Afghanistan med en bærbar computer styrede en stank terrorister bevæbnet med hobbyknive og nyligt erhvervede certifikater til enmotorers Cesna-fly, der stilsikkert fløj tre Boing 747’ere med ultra-præcision ind i to højhuse + en fløj af Pentagon udenom verdens bedst bevogtede militære rum, hvorved de sænkede to 100-etagers høje bygningsværker inkluderende 3.000 mennesker, der ikke slap ud i tide. + en høj kontorbygning kaldet Bygning 7, der bare faldt sammen uden grund. ALLE, der betvivlede denne konspirationsteoretiske præfabrikerede fortælling, der set i nøgternt lys gav ABSOLUT INGEN MENING, blev kaldt for konspirationsteoretikere.

Babylonisk sprogforbistring

Jeg tror, det var her, det for alvor gik galt for sproget. Der var nu et officielt sprog og et forbudt sprog, det rigtige sprog og det forkerte sprog, og skulle de professionelle sprogbrugere, medierne, finde på at bruge det forkerte sprog, kunne man slå ned på dem, inden de nåede at sprede det forkerte sprog. Men det afstod medierne duknakket fra, og i den krig, der fulgte umiddelbart efter aktionen, hvor USA invaderede Irak, blev medierne tilbudt en rolle i form af embedment. Medie-menneskene blev våde i bukser og trusser og lod sig embedde, altså de blev inviteret til at være med i fronten på en underforstået betingelse af, at de skrev den rigtige historie. Med andre orde: medierne indvilligede i ikke at forholde sig kritisk til det, der foregik. De har ikke gjort det siden. De små kritiske pip, der slap ud, blev hurtigt overdøvet af den massive frontlæsser af global-fascistisk løgn, der rullede 24/7/365. 

Meningsdannelse baseret på hjemmearbejde og selvstændig tænkning var nu bandlyst. Hvor ironisk i øvrigt, at embedment og being in bed with er så beslægtede. Vi har det også i dansk journalistslang. Når en spalte udgiver sig for at være et nyheds-indlæg og der med ultrasmåt i øverste venstre hjørne står ‘Annonce’, hvilket folk altid overser (hvilket er meningen), så hedder det luderstof. Medierne har prostitueret sig selv, de er blevet til ludere, der har spredt ben for ussel mammon.

George Orwell fik ret i sin beretning om nypsproget, det afstumpede sprog beregnet på de umælende kvæg og nyttesløse grovædere, der tillader sig at kalde sig for indfødte på denne planet, når de retteligt burde være uddøde fra denne planet. Ifølge de, der tillader sig at kalde sig for herskerracen på denne planet. 

Husker jeg forkert, men var det ikke her, nysproget og den afstumpede samtale + udeblevne meningsdannelse slog igennem? Var det ikke her, luderne kom til orde for alvor? Jeg kan i princippet kun tale for mig selv, for jeg ved, at der var folk, der så det komme allerede i sidste halvdel af forrige århundrede. Der er også de, der først lige har set det komme. Nogle så det netop for 20 år siden, da de sænkede tårnene. Jeg så det først for ca. 10 år siden, hvilket tvang mig til at se baglæns. Vi har alle vores erkendelseshistorie. 

I bakspejlet

Det er hele tiden muligt at gå et årti baglæns og se, at det allerede er forberedt. 10 år før 9/11 har vi Kossovo-krigen – altså ødelæggelsen af Storserbien eller Jugoslavien. Det var lige i kølvandet på murens og Sovjetunionens fald. Vi var mange, mig inklusive, der ikke anede et levende råd om, hvad der egentlig foregik. Det var bare noget med en ond præsident, der bedrev etnisk udrensning mod dele af sin befolkning, og som derfor skulle nakkes. Medierne var allerede på det tidspunkt hørt op med at tjekke for facts og stillede blot op i kø for at fortælle Bill Clintons, USA’s-Pentagons og NATO’s propaganda-historie. Den serbiske præsident var en skurk, og dø skulle han. Det gjorde han så i arresten i Haag for egen hånd (eller fik han lidt hjælp?), mens domstolen kørte hans sag. Hvad medierne så ‘glemte’ at fortælle om 25 år senere, var, at han blev frikendt posthumt for SAMTLIGE anklager for forbrydelser mod menneskeheden, og at de af NATO-Pentagon og vestens medier påståede massakrer og massegrave i Pristina/Kossovo var ikke-eksisterende. Det hele var et fucking mediestunt!

Det afstumpede perverterede sprog, fraværet af samtale og meningsdannelse og det etiske skred har altså noget med en korrupt mediekultur at gøre.
Det har også at gøre med mediernes ejerskab. Hvad er det, medierne medierer, hvem befinder de sig midt imellem, og hvem er det, de formidler på vegne af? Who’s your daddy?
Tilfældighedsteoretikere kan med andre ord godt gå hjem og lægge sig, for der er intet, der er tilfældigt her. ALT er intentionelt, alt har en hensigt og en vilje bag.

Det er altså meningen, vi skal tale eller ikke-tale på denne måde. Medierne er en træningsbane for indholdsløs ikke-samtale om en ubehagelig virkelighed, der har fået trukket alle tænderne ud, og hvor intet hænger sammen. Det er netop de, der efterspørger sammenhænge, der bliver kaldt konspirationsteoretikere – selv når de ikke teoretiserer men blot spørger.

Rigmandsklubben

I Basel, Schweitz findes mødestedet for en rigmandsklub af globalister kaldet World Economic Forum. Det jonglerer med et fint begreb kaldet den 4. industrielle revolution. De beskriver selv, hvordan det ikke kun er ny teknologi, det drejer sig om, men hvordan denne teknologi forandrer vores virkelighedsbillede og trænger dybt ind hjernen og rygmarven på os og langt ind i det menneskelige genom. De taler om det, som om vi har bedt om det og ifølge dem vil elske det. De taler om det, som om det var en slags naturlig udvikling og ikke et teknokratmonster, som de selv har skabt og vil påtvinge menneskeheden. 

Det, de taler om, er selvfølgelig også teknologi, der har en plads i nutiden og fremtiden under alle omstændigheder. Det er hele raden af kommunikative og kollaborative teknologier, mobiltelefoni, internet, sociale netværk, overvågningskapitalistisk gear, smartgrids og smartmeters, 5G-netværk, AI og robotteknologi. Allerede her lyser der et par røde lamper, for hvordan ser teknokrat-eliten i Basel det, og hvorfor har de julelys i øjnene, når de taler om det? De ser der som deres store nye styresystem.
For dem er menneskeheden et management-objekt.
Læs, hvad de siger om det i Basel.

Mennesker er transporterbare og manipulerbare info-bytes ifølge Basel-teknokraterne og deres økonomiske forum. Deres 4. industrielle revolution er et transhumanistisk projekt, hvor mennesket smelter sammen med deres maskine. For at dette kan ske, skal der først ske en afstumpning og en pervertering af det egentlige menneske. Det er det, vi har gennemgået undervejs og med stigende intensitet de sidste 20 år. Selve tanken fejrer 100 års fødselsdag, for den er opstået i 1920’erne. Det er først i dag, tanken for alvor bliver til virkelighed. Der er også tale om en form for tekno-kommunisme, og det er ikke tilfældigt, at den kinesiske præsident, Xi Jinpengs uannoncerede fremmøde ved et møde i forum’et i Basel sidste år blev mødt med stående ovationer. Kina, mener man i forum’et, har den rette model for Den Ny Verdensorden, hvor man kombinerer effektiv produktion og globalistisk dominans med en teknologisk underkuet og mikrohåndteret (micro-manangement) befolkning. 

Det nye normalmenneske i det mikrohåndterende styresystem fører ikke samtaler.
Der er ikke brug for samtaler, når alt er håndteret. Samtalen i demokratisk forstand er overflødig.

Det nye normalmenneske bærer maske i mere end én forstand.
Det gemmer sig for sig selv og de andre, og det viser, at det har ladet sig underkaste.

Det nye normalmenneske har en perfekt signal-respons.
Det reagerer hensigtsmæssigt på givne stimuli, for det har det lært i sin opvækst via stimuli.

Det nye normalmenneske gør ikke livet besværligt for styresystemet og dets ansatte.
Mennesket er til for Statens skyld, Staten er ikke til for menneskets skyld. Det var dengang.

Det nye normalmenneske har et begrænset ordforråd, der svarer til dets begrænsede råderum.
Det vil i bedste fald være i stand til at simulere en samtale, men der udveksles ikke meninger.

Det nye normalmenneske er apolitisk og amoralsk.
Der er ikke brug for den slags anakronismer i en verden af teknologidrevet styrbarhed.

Det nye normalmenneske har afstået fra at forlange mening med tilværelsen.
Mening var noget, som mennesker i fortiden forlangte, nu findes kun normalmennesket.

Det nye normalmenneske har afstået fra at have meninger, selvom det stædigt påstår, at det mener noget.
Meninger skal fortjenes, men normalmennesket mener, at meninger er gratis.

Filosoffer – eller nogle der kaldte sig filosoffer – begyndte i 1990’erne at tale om postmodernisme

De kaldte den ny tid for ophøret af de store fortællinger. Alt var nu fragmenteret og relativt, der var ingen mening, ingen egentlig sammenhæng med tilværelsen for mennesker. De kunne passende have bekendt kulør og kaldt det, hvad det var: nihilisme, men det lød for belastet. En økonomisk filosof, Francis Fukuyama, taler om historiens ende. Transhumanister taler om singulariteten, hvor mennesket er smeltet sammen med AI, den globale kunstige intelligens. Basel-forum’et taler om den 4. industrielle revolution. Vi er i The Matrix- og Terminator 2-land her. Det er ikke science-fiction, det er skinbarlig virkelighed. Det er ikke fremtid, det er nutid. Det er ikke virtuelt-potentielt, der er aktuelt. Globalisterne taler om noget der allerede findes, og som de langt hen ad vejen allerede har været succesfulde med.

Kritik og kritisk masse

Så tilbage til det indledende spørgsmål: 
Hvornår skete det?
Svaret er: 
Det skete hele tiden. 
Det skete hver dag i dit liv, som barn, som voksen.
Det skete overalt i TV, radio, i skolen, på de højere læreanstalter, på arbejdspladserne, i foreningerne, i organisationerne og institutionerne, på værtshusene, i Folketinget, i virksomhedsbestyrelserne, på internettet.

Sidste spørgsmål: 
Er det uafvendeligt, er det irreversibelt?
Svaret er tvetydigt.
Hvis den kritiske masse af menneskeheden IKKE træder i karakter og trækker majoriteten i den rigtige retning, så er svaret JA. Løbet er kørt.
Hvis den kritiske masse af menneskeheden TRÆDER i karakter, og der er noget, der tyder på, at det sker, så er der håb forude.

Så hvem er den kritiske masse? 
Det er alle, der genopdager, hvad kritik er for en størrelse.
Kritik involverer altid og løbende selvkritik. Ikke selvundervurdering, ikke selvundertrykkelse, ikke selvvalg coronakarantæne, navlepilleri, hengiven sig til skyld, skam og frygt eller selvvalgt afståen fra tænkning.

Glem derfor alt om den betydning, som ORDET kritik fik i kølvandet på Frankfurterskolen / kulturmarxismen, der har domineret læreanstalterne siden slut-60’erne. Kritik er filosofien, sagde de. Kritik er våbenet, mente de, det masseødelæggelsesvåben, der skulle nedbryde kulturen. Glem alt om deres seneste tiltag, kritisk raceteori, der intet har med egentlig kritik at gøre men netop er et giftigt våben og en måde til genindføre racisme på. Glem alt om ALLE deres tiltag, som de kalder for noget med kritik. Det er ikke kritik men nedbrydelsesvåben. Kritiske etniske studier / indvandrerstudier er bereget på at udradere europæisk/kaukasisk kultur. Feminisme var beregnet på at nedbryde familiestrukturen i denne kultur. Antifa var ikke beregnet på at bekæmpe fascisme men på at legitimere fascisme som politisk gadevold – igen for at nedbryde kulturen og samfundet.

Så begrebet kritik blev kuppet og perverteret af Frankfurterskolen og bruges i denne perverterede form af skolens udøvere i dag.

Kritik/selvkritik er et løbende tjek på, om man har fat i den lange ende. Det er en kritisk vinkel på det, der kommer ud af munden på magthaverne og medierne. Det er samtidigt en kritisk vinkel, en skepsis om du vil på det, der kommer ud af munden på oppositionen vel vidende, hvor styret opposition kan være. Eller bedraget, hvilket også er styret. Man ved ikke, når man bliver styret, hvilket er hele hemmeligheden bag styresystemet, når det opererer, som det ønsker.

Egentlig kritik

Noget ganske andet er, når en repræsentant for det, der kaldes kritisk psykologi, Jordan Peterson, folder sig ud. Hans metode, der både har gjort ham berømt og berygtet – det sidste blandt folk der aldrig udsætter sig selv for kritik – består i kombinationen af selvransagelse og ransagelse af omverdenen. Se i det ydre for at se det indre vel vidende, at vi er projicerende væsener.

Man tror, det er løgn, men manden stiller her op til et interview,
der er 6 timer langt – uden et éneste dødt punkt!

Det, der pisser visse folk så meget af med Jordan Peterson, er, at han insisterer på og fastholder, at ALT skal tage udgangspunkt i konstruktiv selvkritik før kritik, at forpligtelse kommer før krav om rettigheder, at livet er fuldt af smerte og lidelse, at ondskab findes og SKAL håndteres, medfølelse er ikke nødvendigvis en dyd, og at der ingen vej er udenom for at blive et menneske. Altså ALT det, som de politiske korrekte prøver at slippe udenom.

Ifølge de politisk korrekte er selvkritik ikke-eksisterende, for man begår jo ikke selvmord med et våben i hånden (kritik er filosofien = våbnet). Når man har retten i hånden (våbnet) og kan kritisere (filosofien), har man ingen forpligtelser. Ifølge de politisk korrekte er man et stakkelse offer og har krav på medfølelse, hvorved man per definition ALTID har ret (ingen forpligtelser). Ifølge de politisk korrekte gælder ALT i livet om at slippe for smerte og lidelse, og ALT bør være gratis (socialisme).

Den uendelige historie

Hvornår skete det? Vi nærmer os en definition.
Skete det ikke simpelthen, da denne tanke, denne ‘filosofi’ (nihilismen) trængte igennem? Altså ‘filosofi’ i ‘anførselstegn’, for er det overhovedet en filosofi? Ifølge en af dens ypperligste udøvere, milliardæren, finansterroristen George Soros, ER det en filosofi, og han regner sig som en filosof med netop denne filosofi som afsæt. Han regner også sig selv – og her bliver det bizart – som værende Satan i egen person. Helt seriøst! Det er ikke noget, undertegnede skrivende person har opfundet eller kalder manden, det er noget, han siger om sig selv.

Mnjææ, den der med Satan tror jeg ikke på …
Kære naive ven, det er ligegyldigt, om du tror på den-med-satan eller ej, når hr. Soros tror på det, når han agerer på den præmis, og når millioner af mennesker, som han sponsorerer med sine terrorpenge tror, at han er deres rare onkel og sugar daddy, og at hans ‘Open Society’-filosofi er evangeliet. Som han selv siger helt præcist: Folk reagerer på information, hvad enten det er rigtig eller forkert information.

Mnjææ, jeg tror ikke på Satan, for jeg er nemlig socialist …
Kære naive ven, så har du seriøst et problem, for din guru, socialismens skaber Karl Marx regnede ligesom hr. Soros sig selv for Satan og skrev digte som hyldest til Satan, og så er det ligegyldig, hvad du ellers mener, at du tror på. Det samme gjorde den nutidige elites guru Saul Alinsky omend ikke i digtform, for Satan/Lucifer var ifølge ham den første og dermed den ypperste oprører. Alinsky definerer med andre ord – og tak til ham for det – oprøret = den revolutionære tanke som satanisk.

Så igen-igen og for sidste gang i dag: Hvornår skete det?
Det skete med nihilismens gennembrud.
Der er de, der kalder det for det moderne gennembrud. Det lyder mere sexet.

Har du også som barn eller voksen læst Michael Endes berømte Den uendelige historie? Hvis ikke så er det ikke for sent, og den er ligesom H.C. Andersens eventyr ikke kun for børn. Det er det, der gør de rigtige fortællere uendeligt relevante og universelle. I denne historie falder drengen Balthazar Bux, ind i en koma-tilstand = bliver opsuget i en fantastisk virkelighed, hvor Verden er i færd med at blive opslugt af … Intetheden. Interessant ikke?! Verden er i færd med at blive opslugt af Intet = Nihil = nihilisme = den sataniske tanke. Så forstår man godt, at han tog voldsom afstand fra Hollywood-filmatiseringen af historien, for Hollywood er om noget indbegrebet af satanisk-pædofil voldtægts-nihilisme.

Michael Endes helt, drengen i dyb psykisk krise der lige har mistet sine forældre, havner i Fantasien, den indre verden der er i færd med at blive udslettet af Intetheden. Ved at identificere Intetheden og ved at gå igennem spejlet – det er meget okkult, og vi skal ikke fordybe os videre i dette stykke alkymi for børn og voksne – stopper han Intethedens opædelse af Verden. Det er en dannelseshistorie. Vi befinder os midt i en global dannelseshistorie for både børn og voksne.

SÅ redder vi Fantasien = vores visionære indre verden og fremsyn fra udslettelse via Intetheden = revolutionen = rullen-tilbage? Re-volo = rulle tilbage = Ctrl + Alt + Delete = nulstilling. Nul = Nihil = nihilisme.


2 Kommentarer

Thomas Faber · 12/10/2020 kl. 21:33

Det er som et forsøg på at række ind fortiden, for at se ud i fremtiden. Et overordentligt vigtigt spørgsmål, med et svar der dirrer ude i sidelinjen et sted. Et vigtigt, livgivende svar.

Noget, nogen, har sat i mellem, skåret i rødderne – i forbindelsen mellem fortid og fremtid – sat hast, hast og en kold, tikkende maskine indimellem vores i går og vores i morgen. Men vi er sejlivede. Der kan genskabes en forbindelse, mellem nu, og i morgen, og alt det gode gamle, som de vidste, som de huskede, som de dyrebart bar i sig, destillerede gennem slidsomt liv, og gav videre, generation efter generation efter generation – som en kilde til kraft og nyt liv.

Den er der stadig, eller vi var her ikke. Kan vi tage det gamle, og gøre det nyt og friskt? Det er der stadig, eller vi er her ikke. Fantasien, tror jeg, er ikke et dårligt sted at starte!

    marcohanuman · 21/10/2020 kl. 17:10

    Og tak til kompetente kommentatorer !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *