Hvordan var det nu med de vikinger?

Var de primitive, brutale bøller, der hærgede løs til lands og til vands med langt skæg og horn på hovedet og voldtog og plyndrede hvor de kom frem?

Var de totalt uvidende om den større verden? Altså efter 30 dage på søen med druk, skallesmækkeri og sømandssange råber Eigill i en brandert: ‘For helvede, ved Thor og Odin nu har vi lige opdaget et nyt land, jeg tror sg’u vi kalder det: Island, Grønland, Vinland, Rusland’.

Hvem var disse vikinger, hvad drev dem, og hvorfor besluttede de sig til at sætte over søen i både til skræk og rædsel for naboerne i vest? Var de bare Nordens barbarer?

Ragnar Lodbrog (Lothbrok på engelsk, hvilket måske er nærmere den oprindelige udtale), som han fremstilles i serien The Vikings.

Hvis man spørger englænderne og beboerne i det nuværende Normandiet – husk at ‘Nord-Mand-iet’ faktisk er opkaldt efter indvandrerne, nordboerne, vikingerne – så bliver der svaret blankt ja til spørgsmålene. Det kan vi læse i historiebøgerne, det ved enhver – synes enhver. I øvrigt sagde Eigill ikke s’gu og fanden, for det er kristne bandeord. Med helvede kendte han, for det var det nordiske Hel. Det betyder i øvrigt ‘Lysets sted’ (germansk: hell = lyst), så noget er blevet vendt på hovedet rent begrebsmæssigt. Barbarer var de uden tvivl, for ordet er romersk for en mand, der lader skægget gro – ulig de romerske soldater, der sikkert af hygiejniske årsager fik besked om at rave skægget af og klippe håret kort.

I det hele taget hvis man spørger folk, der taler ud fra et erklæret kristent eller blot indbygget kulturkristent afsæt, så bliver svaret, at de var brutale og primitive hedninge, der tæskede løs på de stakkels, uskyldige gode kristne, hvor end de færdedes. Hør en BBC-doku om emnet, og du får indenfor fem minutter at vide, at de var voldelige langt ind i deres sorte sjæle, fordi de kom fra en voldskultur. Englændere har det med at gøre verdens folkeslag til barbarer. Det stykke ahistoriske mytologi glemmer imidlertid, at vikingetogter i den sene vikingetid blev udført af kristne vikinger

OK, jeg overdriver en anelse. Jeg har faktisk besøgt vikingemuseet i York, og seriøse videnskabsfolk og museums-ditto har lidt flere nuancer at byde på. De vidste godt, at vikingerne faktisk også slog sig ned, assimilerede, handlede, giftede sig lokalt. De var almindelige mennesker, og ikke specielt primitive. Så kan vi komme det nærmere?

Det har den norske historiker Maria Kvilhaug et bud på.
Tjek hendes site Lady of the Labyrinth

De rejsende

Nordboerne eller skandinaverne, og vi taler om beboerne primært Danmark, Norge og Sverige, var særdeles berejste. De kendte udmærket til Kiev-Rus – apropos. De sejlede på floderne i Østeuropa. De kom helt til Byzanz/Konstantinopel. De besejlede Altanten fra Skagerak/Nordsøen til Grønland og Amerikas Østkyst. De var primært handelsfolk og vi finder handelsvarer og genstande i deres besiddelse helt fra Indien og Kina. Deres mytologi ligner på afgørende punkter den vediske.

En retning indenfor russisk historieskrivning tilskriver oven i købet dannelsen af Rusland kaldet Kievan Rus’ til to varangiske brødre fra Jylland, hvoraf den ene,Rurik, blev prins. Så Kiev er fødestedet for Rusland, og vi har måske en aktie i det.

Forskellige stammer drog ud fra Norden: goterne, burgunderne, lombarderne, thervingerne, thingierne, kimbrerne (kimbrerne var faktisk kimeroi og stammede fra Syrien, og vi finder dem også i Wales). Visigoterne der bragte Romerriget til fald, stammede fra Polen. Der fortælles om overbefolkning. Var det sådan, det var? Eller lå der også politiske og endog strategiske motiver til grund.

Theotoburg

For over 2000 år siden stoppede skandinaverne og germanerne romernes fremmarch i Midttyskland. Vi er så langt tilbage som år 9 f.Kr. Romerne var på vej mod nord for at undertvinge befolkningerne nord for Alperne. Deres enorme hær bestod af 3 legioner, 6 kohorter af allierede tropper og 3 delinger med kavalleri. Derudover større grupper af ‘hang-arounds’, ikke romerske grupper af lejesoldater og opportunister. Alt i alt en formidabel hær.

Da de skulle igennem Theotoburg-skoven, var de nødt til at strække sig ud i en tynd stribe over 20 kilometer. Regnen pissede ned, vejene var mudrede, deres læderbetrukne skjolde blev tunge, og deres buestrenge af vunden tarm blev slappe af vandet. Så kom bagholdet og det væltede ned med germanere og skandinaver. 20.000 romere døde, mange tog livet af sig selv for ikke at blive taget til fange. De romerske delinger sydpå blev derefter ødelagt. Kejser Augustus fortælles i græmmelse at have banket sit hoved ind i væggen, mens han råbte: ‘Giv mig mine legioner tilbage!’

De romerske soldater var rædselsslagne for de dunkle, dyngvåde teutoniske skove, hvor deres krigsmaskine byggende på kolonnedisciplin i åbne slagmark var ubrugelig.

En fremragende dokumentarfilm om hændelsen kan ses her:
Germania: The Battle against Rome

Theotoburg gav navn til teutonerne. Hændelsen betød, at romernes fremmarch aldrig kom længere. Det betød, at størstedelen af Germanien og Skandinavien (hvilket det selvfølgelig ikke hed dengang) aldrig kom under romersk indflydelse som resten af det europæiske fastland og Britanien. De forblev sig selv.

Hændelsen i skoven vidner om flere ting. For det første har nordboerne haft et udstrakt og effektivt efterretningsvæsen. Dernæst har de besiddet evnen til at organisere sig og mobilisere en hær, der måske ikke i størrelse men så sandelig i effektivitet og strategi kunne matche den romerske. Endelig har deres våbenføre mænd besiddet stor dygtighed og deres befalingsmænd har været dygtige strateger. Altså på ingen måde var de disse vilde primitive barbarer, som først romerne og senere deres arvtagere, de kristne, beskrev dem som. Det er dokumenteret, at der var et hel varangisk elitekorps, der var hyret til at at passe på den byzantinske kejser som en anden schweitzergarde. Vikingernes navn for Konstantinopel var Miklagård.

Det skal siges, at de germanske stammer ved ankomsten af de romerske legioner år 9 ikke var en samlet organiseret enhed, men at succes’en i skoven skyldes Arminius, en søn af germansk adel eller høvdingeslægt, der var blevet kidnappet af romerne for senere at skulle tjene som spydspids mod germanerne. En taktik, der var brugt bla af babylonerne, der bortførte sønner af den jødiske elite ved nedbrændingen af det første tempel i Jerusalem (?) – som ikke lå i Jerusalem men i Tannis, Egypten, men det er en helt anden historie. Det er det, vi læser om i bla Daniels bog om det babyloniske fangenskab. Det er den samme taktik, vi ser med bortførelsen af Vlad Tepech af den tyrkiske sultan. Hans sejr over tyrkerne bliver så navnkundig, at han senere bliver en folkehelt i Rumænien – og en tegneseriefigur i Bram Stokers Dracula. I alle tilfælde vender de bortførte unge mænd sig imod bortførerne og udnytter deres insiderviden mod Imperiet.

Arminius opererer under-cover med sin gruppe af beredne spejdere, organiserer i al hemmelighed germanerne, og på et givet signal drejer legionerne og deres vedhæng – over 20.000 mand af på deres retræte. De får at vide, at de kan overraske germanerne, hvis de følger en bestemt rute. Det skulle de aldrig have gjort, for det er en grum fælde.

Efter Teutoburg kommer så udvandringsbølgen, som nævnt ovenfor. Men nogle af dem vendte også tilbage igen til Norden. De følte sig fri til at bevæge sig rundt i det område, hvor romerne ikke fik lov til at trænge ind. De udviklede en bevidsthed om, at de var anderledes, og at proto-fascist-imperiet fra syd ikke var velkomment.

Nordbo-demokrati

Nordboerne havde selv et hierarkisk system. Men et forhold, der er overset af eftertiden er, at det også var et demokratisk system. Vi har terpet i skolen, at det var grækerne, romernes forbilleder, der opfandt demokratiet. Det er historisk ukorrekt. Skandinaverne havde det forinden, og det var langt mere ægte demokratisk end det græske, som i lige så høj grad kendte til despoter, oligarker og demagoger. Rundtinget og Altinget er et ældgammelt nordisk fænomen, og selv i dag bliver ordet ombudsmand brugt uoversat i den engelsktalende verden. Alle frie mænd og kvinder kunne fremføre deres sag i rundtinget.

Selve Vikingetiden havde ikke fundet sted endnu. Med vikinger taler vi om den tid, hvor de navnkundige togter startede. Men hvad startede dem? Var det igen bare Eigill og drengene, der sad i bjælkehytten og fik for meget mjød, og inden de gik i hegnet udbrød: ‘Vi gør det sguuuu!’

På ingen måde. Skandinaverne monitorerede nøje, hvad der skete i resten af verden. I 900-tallet var der igen et brutalt imperium på fremmarch, Charlemagnes Hellige Romerske Kejserdømme. Den imperiale syge, der synes at vandre op gennem 2000 års europæisk historie, gik her i udbrud igen. Charlemagne, Carolus Magnus, Karl den Store var en særdeles aggressiv kejser. En kristen kejser vel at mærke. Her var der imidlertid ikke noget venden den anden kind til, ingen nåde, medfølelse, næstekærlighed eller anden kristen skønhed. Det fortæller måske sin egen historie om, at kristendommen var to ting: fortælling og praksis, at disse to ting ALDRIG havde noget med hinanden at gøre, og at det heller ikke fra starten var tænkt, at de skulle.

Saxerne i Nordtyskland, oprindelig en stamme, der kom fra Jylland, havde en meget stærk demokratisk tradition. Men de var ikke kristne. Charlemagne brugte 30 år på at smadre dem fuldstændig. Alle deres helligdomme blev ødelagt. Soldaterne fik som betaling retten til at plyndre byerne, stjæle alle værdier og voldtage kvinderne – før de slog dem og deres børn ihjel. Demokratiet blev ødelagt, og diktaturet blev indført. Hvis du synes, det minder om noget, der foregår i stor stil for tiden med afsæt i vor tids Imperium, så er du på sporet.

Dannevirke

Saxerne kæmpede imod i langt tid. De forsøgte at få danskerne til at støtte dem. Den danske konge tog dette meget alvorligt, men han indså, at det var udenfor hans rækkevidde at intervenere uden at ødelægge sit eget rige. Der kan her være tale om Kong Helge, bror til Roar og far til Rolf Krake, en af skjoldungerne. Han nævnes i Bjarkarímur, Lejrekrøniken, Gesta Danorum, Rolf Krakes Saga, Ynglingesagaen og Beovulfkvadet. Vi kan ikke her regne med den noget overvurderede skikkelse, munken Saxo, som blot var en skriverkarl betalt af den katolske kirke til at fremstille ‘sagnkongerne’, altså vikingernes konger som de hedenske karrikaturer, vi kender i dag. Sagnkonger er ifølge ham skrøner, og har ingen rod i virkeligheden. Det er fra folk som ham, vi har alle de vrængbilleder af vore forfædre, som desværre er lyslevende den dag i dag, fordi der er blevet gentaget som et obligatorisk messeled i samtlige historiebøger, skolebøger, kristne krønniker og i vor tid i Hollywood-stil popkultur-fremstillinger med klar jødisk-kristen bagtanke.

Den danske konge tillod de saxiske flygtninge at komme til Danmark efter de omfattende massakrer. At han tog truslen fra syd alvorligt kan ses i, at han forstærkede den mur, som allerede fandtes som værn mod den kristne invasion af Frisien i omkring 740 (Holland). Muren hed Dannevirke. Det er vigtigt at forstå, at det var en mur mod kristendommen og dens ekspansive brutalitet. Vi er stadig i århundredet før den såkaldte Vikingetid.

Der finder for tiden et omfattende historisk revisionsprojekt sted. Og det er højst tiltrængt at få renset ud i den ideologiforurenede, årtusindgamle fremstilling.

En selvfinansieret, uafhængig britisk historiker, Pete Kelly, har lave en imponerende række historiske low-budget videoer, der kan ses på nettet under titlen History Time. Alene om vikinger findes en hel serie:

Before the vikings – Evolution of the Viking longship
A tour of Viking Britain
The real Ragnar Lothbrok
Vikings of the East – Igor and the Kievan Rus’
Irelands first Viking Age
The real Rollo and the foundation of Normandy

Den sidste video er specielt interessant, da den fortæller historien om Rollo og den danske kong Godfred, der i princippet smadrede Charlemagnes Rige. Der er en næsten filmisk scene i krønnikerne, hvor Charlemagne står og ser ud af vinduet og græder, for han ser sit livsværk smuldre.

Der er en stor kløft mellem de indgroede og indpiskede kristne dogmer om vikinger/hedninger og de historiske facts. Fx. stammer beretningerne om de ‘bestialske grusomheder’ ved overfaldet på klostret i Lindisfarne, et af de første vikingetogter, fra munken Alcuin af York. Han smurte så tykt på i brugen af bibelske sataniseringer. Men han var ikke selv til stede, for han sad trygt gemt af vejen i et kloster i Frankrig som tjenestemand for – gæt hvem: Charlemagne, kejseren og massemorderen, hvis hovedfjende på det tidspunkt var – gæt igen.

At denne propaganda og virkelighedsforvridning har været utrolig sejlivet viser et kort interview med en ung nordmand, der adspurgt om han føler sig som efterkommer af vikingerne siger: Ja, men det er med ambivalens for de var jo barbarer. Høj, flot, lyshåret ung mand og dog så identitetsforvirret. Han er fra barnsben blev indprentet den kristne skyld og skam og den person han er, og som han burde have mod – og ikke mindst indsigt! – til at stå ved det. Den jødisk-kristne bedrift er kort sagt, at få en hel kultur i rum og tid til at fornægte sig selv, så de ikke længere ved, hvem de er, og hvor de kommer fra.

Lindisfarne – bygget som en borg. Det hjalp ikke meget.

Starten på togterne

I 787 kom det første modangreb fra danskernes side, men det var mere en slags prøveballon. I 797 kom det egentlige angreb. Det var mod et kloster, hvor man simpelthen vanhelligede stedet. Hvor grusomt hyler de kristne op! Og det var det uden tvivl. Men danskerne gjorde blot nøjagtig, hvad de kristne soldater havde gjort i langt større skala i Charlemagnes hær. Det var simpel og tydelig hævn. De kristne havde i 772 angrebet saxernes hellige sted, Irminsul, hvor den store søjle var rejst. Alle de besøgende havde efterladt deres våben udenfor den hellige lund. Charlemagnes soldater væltede ind, dræbte mænd og børn og voldtog kvinderne.

Billedet forherliger Charlemagnes massakre ved Irminsul på samme måde som Absalons ødelæggelse af den vendiske helligdom for Svantevit på Arkona/Rügen.

Senere i de Saxiske Krige havde de fanget 4.500 saxiske krigere. De fik det ultimatum at lade sig omvende og døbe eller blive henrettet. Sakserne faldt alle sammen på knæ, hvilket betød, at de var rede til at dø og at dåb var værre end døden. Herefter blev de tvangsdøbt OG henrettet! Og herefter gik soldaterne amok i alle landsbyerne. De kristne slagterier omfattede 10.000’er.

De overlevende tog til Danmark. Dette første vikingetogt mod klostret var altså hævn for unævnelige kristne grusomheder. Disse vikinger – ordet viking betyder ‘at tage på togt’ – var på ingen måde primitive folk. De havde et efterretningsvæsen, de vidste nøjagtigt, hvilke militære strategier og formåen, de var oppe imod. De fik nys om, at de engelske konger og den frankiske Kejser pønsede på at slå sig sammen og angribe de ukuelige og opsætsige skandinavere. Og det var her, at Eigill og drengene stillede mjødkrukken fra sig og sagde: ‘Nu er det nok! Her må gøres noget’. Med andre ord: her starter vikingetiden med ét hurtigt ryk i form af en beslutning, der fattedes i erkendelse af, at det var dem eller os, forebyggende angreb eller udslettelse.

Derfor faldt deres deres togter netop i kernen af det britiske og det frankiske område. Deres angrebstaktik og deres udstyr var simpelthen uovertruffent. Med lette både kunne de gå næsten ubemærkede ind til kysterne og op af floderne. Skibene kunne nærmest gå på land som moderne landgangsfartøjer. Samtidig var deres navigationsevner formidable også på de store have. Da man for et par årtier siden computeranalyserede roret på et vikingeskib – man havde undret sig over, at et sidestillet ror af en sådan slankhed kunne styre et skib – opdagede man, at dets udformning var intet mindre end genial. Herefter kopierede man det til supertankere.

Man kan mene, at vikingerne var en form for terrorister, og det er ikke helt ved siden af. Ganske lig den terror, som de kristne frankere havde udøvet mod dem, som vi har set. Vikingerne skræmte simpelthen the shit out of them! De betød, at fjenden holdt sig væk i 400 år, altså gennem hele vikingetiden. Man skulle simpelthen ikke nyde noget af at stikke fingrene ind i den hvepserede, det var nok, at hvepsene fløj rundt i flokke og stak.

Hele mytologien om de grusomme, brutale vikinger, de primitive børster, der myrdede, stjal og voldtog, stammer fra det billede, som vikingerne selv helt bevidst ønskede at male af sig selv. Og som de kristne, som i tilfældet Alcuin af York, var dumme nok til at spille med på. I deres overdrivelser spillede skriverkarlene faktisk kortet i hænderne på vikingernes kampagne. Det var selvfølgelig ikke deres intention, for de tænkte kun på egen vinding: dæmoniser vore fjender, så de kommer løbende som får og vil ind i folden.

De kristnes strategi var med tiden den stærkeste grundet deres tilgang til næsten ubegrænsede ressourcer og deres tæft for at gemme sig i Imperiet. Efter vikingetiden blev nordboerne selvfølgelig kristnede og deres før så sofistikerede og stærke samfund gik i forfald. Det er det, kristendom i dens form af imperialt styresystem handler om: opium for folkene, svækkelse af den styrke, som de gamle kulturer besad. Herefter skrev den ny tids sejrherrer historien, som sejrherrer altid gør, og det er den historie, vi har i dag. Men det er også den historie, der nu bliver omskrevet og renset for det historiske slam, der af ideologiske årsag er blevet hældt i spanden.

Ragnar og vikingernes verdenskort

Sagnkongen Ragnar Lodbrog, som nutidens fjernsynskiggere kender i en meget æstetiseret men rimelig vel-researchet og historietro version fra TV-serien Vikingerne, er sjovt nok kun ifølge danske historikere en såkaldt sagnkonge, hvilket betyder, at han mere eller mindre er afskrevet som egentlig historiske skikkelse. Fordi kilderne ikke er entydige, findes han altså ikke. Franske kilder er noget uenige, for de skriver om, at han sejlede hele vejen ind ad Seinen, okkuperede Isle de la Cité, tog borgmesteren og dermed reelt kongen i kraven og sagde: Slip slanterne, eller vi hærger! Hvilket de i øvrigt allerede havde gjort, men så: eller vi hærger endnu mere!! Vi vender tilbage til den historie.

Personlig har jeg haft det privilegium at stå ved Ragnars gård på Vestsjælland. Der findes lokale i det område, der kender dele af historien, som ikke er officiel, og som jeg – igen et privilegium, som jeg er taknemmelig for – har fået muligheden for at få en vis indsigt i. Det var ikke Roskilde, der var kongesædet, det var Vestsjælland, nærmere bestemt området omkring Tissø. I selv søen og på markerne på egnen er der fundet store mængder guld. Der er også afdækket en hel by af langhuse. På udsigtspunktet ved Ragnars gård beliggende på en bakke ikke langt fra kysten midt i Jammerland Bugt var der udsyn mod nord til Kalundborg og mod syd til Reersø. Flåden lå i Tissø, hvor der direkte forbindelse til bugten via Halleby å. Skulle fremmede skibe nærme sig enten nord- eller sydfra, ville de blive opdaget i tide, og flåden kunne mobiliseres og være ude i det åbne vand, inden de ankom. Vikinger engagerede deres fjender på åbent hav, hvis de kunne komme afsted med det, og vi kender det fra nogle store søslag, der fandt sted i slutningen af vikingetiden.

Det er så her, hvor det skrider for TV-serien, der har iscenesat det til det storslåede norske eller islandske landskab, for det passede bedre med æstetikken. Det er det samme, de gør i filmatiseringen af Beowulf, hvor kongen af Danmark bor i et norsk fjeldlandskab

Ragnars sønner var heller ingen sagnskikkelser – altså bortset fra dansk historieskrivning.

Vi er i perioden efter Charlemagne – frankernes konge 768, romersk kejser 800, død 814 – at hans rige går i opløsning. Som nævnt, han så de begynder, og han græd sine tårer over det. Alt var forgæves. Riget efter ham blev opdelt i Øst Frankia, det nuværende Tyskland, Lothringia i midten, Elsass-Lothringen på grænsen mellem Tyskland og Frankrig og Vest Frankia, det nuværende Frankrig. Efterfølgerne hed Louis den Fromme og Charles den Skaldede. Det sidste navn har sikkert passet, det første skulle nok have været den Skinhellige, for den slags konger var ikke helgener. At kirken helgenkårede den brutale vikingekonge Knud den Hellige var ren politisk smiger. Deres naboer mod nordøst var vidner til Romerriget 2.0 i opløsning og udnyttede situationen.

Frankiske kilder fortæller, at Louis den Fromme i starten forsøgte at sætte den danske konge Horik (827-854) op med sin jyske rival Harald Klak (812-852) for at omstyrte ham. Det mislykkedes, og i de kommende årtier startede enkelte strejfere af skibe, lad os bare kalde dem vikinge-sørøvere, for det var det, med at angribe de frankiske kyster. Der er her, Ragnar Lodbrog bliver en af de første søkonger i vikingetiden.

Også over land rykker nordboerne frem. Jyderne beboede Nord- og Midtjylland nord for det nuværende Fredericia, anglerne beboede det sydlige Jylland ned over den nuværende grænse til Nordschleswig, sakserne beboede Sydschleswig, og friserne beboede de nuværende Nederlande, groft sagt. Bemærk kombinationen angel-sakser, der også kendes fra den angelsaksiske indvandring i England – Angelland (Britanien er det romerske navn). Disse stammer tager nu deres land tilbage fra frankerne, og krigene var startet allerede i 772 og blev kaldt de frankisk-saksiske krige (772-804). Det var her, frankerne først kom i kontakt med indbyggerne af Danmark, og hvor de blev stoppet af befæstningskæden ved Dannevirke.

Munken Einhard og Notker den Stammende – åh, disse herlige navne! – skriver om, hvordan der under Charlemagne var ‘fred’, altså i betydningen Pax Romanorum, en påtvungen imperial fred med de omkostninger, det havde for undersåtterne. Men der var i det mindste fred for de hærgende stammer fra nordøst. Langs kysten var der sat kystbevogtninger op, og der var kun spredte angreb fra sørøverne. Da Danmark selv blev samlet som nation under kristne konger, vender billedet, og vi er nødt til at opstille kystbevogtninger mod de vendiske sørøvere, der havde baser i Nordtyskland (historien om Valdemar/Absalon og Svantevit på Rügen).

Nu vendte situationen. Efter en samler kommer en spreder, siger man, i dette tilfælde en hel stak spredere. Angrebene fra sørøver tager til langs den Vest-Frankiske kystlinje.

Dorestad i nuværende Holland, der var et center for slagning af sølvmønter, blev plyndre tre gange mellem 834-36, og handelsbyen ved Walcheren nær nuværende Rotterdam i 837. Kong Horik skriver i undskyldende vendinger til Louis den Fromme, at han misbilliger disse togter, hvilket måske også viser, at han havde meget lidt styr på sine landsmænd. Fra 835 er et ikke længere spredte strejfere af sørøvere langs de frankiske kyster men hele flåder med 100-vis af skibe bemandet med op til 5000 vinkingekrigere. Helvede er løs til havs såvel som til lands. Flåden blev ledt af en skikkelse, som kilderne kalder med det frankisk-romerske navn Reginherus, (Regin – konge, herus – arve) hvilket mange mener netop er deres navnet for Ragnar Lodbrog. Det er også her, legende-litteraturen om Ragnar starter, for hans efterkommere ville gerne hævde at være efterkommere fra ham. Det er også her, moderne historikere bliver forvirrede, hvilket for så vidt er forståeligt, for Ragnar selv at være en efterkommer, en arvekonge af selveste Odin. På runeindskrifter på Orkneyøerne beskrives Ragnar som en celebritet – med lodne bukser. Man forestiller sig, at det kunne være bekvemt med et par uldhylere på en åben langbåd midt på Atlanten.

Kong Louis efterfølger Charles den Skaldede forærer i 841 Ragnar land i Frisien, måske for at han skulle være en buffer mod andre angreb, men han falder i unåde og mister det igen. Det er dér i 845, at han ankommer til Seinen i Paris med sin flåde på 120 langskibe og 5000 mænd. Kongen samler en hær på sydsiden af Seinen for at beskytte klostret Saint Denis med alle de kongelige-kirkelige skatte fra at blive plyndret. En anden del af hæren marcherer op på den nordlige bred. Ragnar går i land ingen af stederne med på Isle Cité i midten og kongens hære kan ikke gøre andet end at se på, at indbyggerne og klostrene der bliver slagtet og ofret til Odin til skræk og advarsel. Ved at blokere øen i midten – oven i købet påskedag som en særlig domoraliserende dag for byens kristne indbyggere – blokerer han hele Paris. Kong Charles går med til at betale 6000 pund guld og sølv for at slippe for Ragnar, hvis mænd også begynder at blive syge. Ragnar bebrejder senere klostret ved Saint Germain på byøen for at have sluppet den pest løs, der ramte hans mænd. Interessant bemærkning, for hvis munkene i 845 havde kendskab til at bruge infektioner som biologisk våben, så underbygger det teorier om, at Den Sorte Død, der ramte Europa i 1347, kunne være et lignende våben.

Plyndringen af Paris danner i hvert fald – desværre for frankerne – præcendens for 13 lignende hændelser, hvor de er nødt til at betale danegæld. Er det resterne af dette krigsbytte, vi bla finder i Tissø på Vestsjælland. Kong Horik, der jo var frankertro, slog ned på sørøverne ved hjemkomsten og lod en del af dem henrette. Vi ser i det følgende årtier, at mange vikinger vælger at udvandre fra Danmark og slå sig ned i andre settlementer af ligesindede, fx i Irland og på de skotske øer, hvor de fandt perfekte baser for deres flåder. Også store dele af England bestod af det såkaldte Danelagen, der var danske udvandrere, bla. de omtalte anglere. Kong Ælla af Northhumbria har ikke været glad for disse naboer, for plyndringstogter op af floderne ville være en smal sag for Ragnars folk. Horik blev myrdet af en af sine nevøer, og de landsflygtige vikinger fik lov til at vende hjem til Danmark igen. Vi ved ikke rigtig, hvor Ragnar blev af på sine sene dage, men legenden om, at Kong Ælla som hævn for hans plyndringer smed ham i et ormehul, er den legende, som Saxo skriver ned. Andre historier siger, at han omkom i et søslag mod norske vikinger ved Irland.

Togterne er ikke slut og frankernes evige pine for deres kejsers, Charlemagnes overgreb på det nordiske stammer, ville ingen ende tage. En anden berømt søkonge, Rollo, plyndrer igen Paris i 880’erne. Det meste af England var i mellemtiden faldet i hænderne på en stak vikinger, der kaldte sig for Ragnar Lodbrogs sønner. Ragnar tilskrives den lakoniske bemærkning ved sin død (i ormehullet) Hør hvor de små grise vil grynte, når de hører, at den gamle orne er død. Sønnernes navne var Ivar den Benløse, lederen af The Great Heathen Army og måske konge af Dublin, Bjørn Jernside, der plyndrede Middelhavet, senere måske konge af Sverige, Ubba, hertugen af Frisland, Halfdan Ragnarsøn og Sigurd Slangeøje, født af en troldkvinde. Vi kan ikke vide, om de rent faktisk var Ragnars sønner, for han er allerede en legende kort efter sin død.

I heltekvadet Krákumál opkaldt efter hans kone Aslaug Sigurdsdatter kaldet Kraka? hører vi Ragnars sidste ord gendigtet af skjalde. De første 21 vers opregne Ragnars bedrifter som kriger – meget maleriske, masser af blod, og også en anelse monotone. Alle, undtagen af dramatiske årsager sidste vers, starter med samme sætning: Vi sloges med sværd. I de sidste 8 vers lader skjalden ham dog filosofere over livet og døden som kriger. Det var vikingernes overbevisninger, at kun faldne krigere var værdige til at mødes med Odin i Valhalla:

Vi sloges med sværd
Døden er den lykkelige del for den modige,
for han står forrest mod stormen af våben
Han, der flyver fra fare, forvirrer ofte sit elendige liv
Men hvor vanskeligt er det at opildne den feje til kamp?
Føler har intet hjerte i livet.

Vi sloges med sværd.
Unge mænd skal stå op til våbenstrid.
Mand skal møde mand og aldrig vige.
Heri har altid bestået krigerens adel.
Han, der stræber efter hans elskerindes kærlighed,
burde være frygtløs i våbnenes sammenstød.

Vi sloges med sværd
Nu finder jeg for sandt, at vi bliver drevet af skæbnen.
Hvem kan unddrage sig skæbnens bud?
Kunne jeg have troet, at enden på mit liv var beregnet på Ælla?
Når jeg næsten udrinder, kaster jeg da blodstrømme?
Da jeg satte mine skibe i dybet?
Da jeg i de skotske kløfter gav store bytte til ulvene?

Vi sloges med sværd.
Dette fylder mig stadig med glæde,fordi jeg ved, at en banket forberedes
af gudernes far.
Snart, i Odins pragtfulde hal, skal vi drikke øl ud af fjenders skaller.
En modig mand krymper ikke ved døden.
Jeg ytring ingen angrende ord, når jeg nærmer mig gudernes gård.

Vi sloges med sværd.
O, at sønnerne af Aslauga vidste.
O, at mine børn kendte deres fars lidelser!
At adskillige slanger fyldt med gift river mig i stykker!
Snart vil de være her
Snart ville de føre bitter krig med deres sværd.
Jeg gav en mor til mine børn, hvorfra de arver et tappert hjerte.

Vi sloges med sværd
Nu dvæler jeg i min sidste dag.
Jeg får et dødeligt bid af ormen.
En slange stikker mit hjerte.
Snart begraver mine sønner deres sværd i Ælla’s blod.
De vokser røde af raseri. de brænder af raseri.
De unge hviler ikke, før de har hævnet deres far.

Vi sloges med sværd.
Slagene halvtreds og en er kæmpet under mine bannere
Fra min tidlige ungdom lærte jeg at farve mit sværd rødt.
Jeg fandt aldrig en konge mere modig end mig selv.
Guderne kalder mig nu til sig.
Døden skal ikke beklages.

Det er med fryd jeg farer bort.
Skæbnens skikkelser er kommet for at hente mig.
Odin har sendt dem fra gudernes gård.
Jeg modtages med glæde i det højeste sæde.
Jeg drikker af kilden i fulde bægre blandt guderne.
Timerne i mit liv er talte.
Jeg dør, mens jeg ler.

Dette er nødtvungen egen oversættelse fra engelsk, da der tilsyneladende ikke findes danske oversættelser, der er umiddelbart tilgængelige. Lidt overraskende, ville der ikke være interesse i at udgive den slags? De findes uden tvivl i en eller anden bog, måske i en gendigtning ved en af de danske guldalderdigtere, der var en del af en revival af dansk historie.

Man kan spørge sig selv om, hvor de egentlig kom fra, de vikinger – før de blev til vikinger? Dernæst kan man spørge, hvor langt omkring de egentlig nåede? Her er der for nylig dukket ny viden op, der er overraskende. Derom senere. Vi læner os her op af antropologen og historikeren Robert Sepehr, der har været så modig at trække nogle meget store linjer baseret på sin evne til at samlæse forskellige videnskaber, en desvære sjælden praksis blandt historikere.

Hvor kom de fra?

Det korte men ubrugelig svar: samme sted som alle andre. Vi er nødt til at tage en tur rundt om laden og stikke spaden ned i det nederste jordlag.

I den pleistocene tidsalder var vandstandene 100-130 meter lavere. Istiden varede i sin helhed med op- og nedture i 2.5 millioner år og ophørte for 11.700 år siden. Istidens ophør matcher Platons opgivelser for Atlantis’ undergang. Hvis vi blot tænkere på Atlantis som en civilisation syd for den enorme iskappe, en civilisation der beboede de landområder, der ved isens nedsmeltning blev til havbund, så er det pludselig ikke en myte eller en fantasy-fortælling længere. Undervandsarkæologi bekræfter det fuldt ud i det omfang, at resterne af civilisationen ikke er sunket endnu et lag dybere: under havbunden under havet. Tykke lag af sedimenter har dækket resterne, men enkelte steder stikker de hovedet frem.

Det var ikke kun havene der steg, det var også vandstandene på kontinentet, der fulgte med. Der har eksisteret en rig kultur i Sahara, og gamle kort viser et utal af byer, men da vandet forsvandt og ørkenen indfandt sig, forsvandt byerne under sandet. I Atlanterhavet blev større landområder til øgrupper. Azorerne et et eksempel. Vi har andetsted udforsket teorien om Antarktis som det egentlige Atlantis – Tartaria det forsvundne rige og Man pisser ikke ustraffet på guderne – , men vi er nødt til at medregne den atlantiske kultur i sin helhed, og et mindre kontinent har eksisteret omkring øgruppen.

Da vandene steg, flyttede indbyggerne sig ved kystområderne indad og opad. De søgte højlandene, Et sted er Pyrennæerne. Et andet er det Armensk-kaukasiske højland. højland. Et tredje er højlandet ved Titicaca-søen. Det fjerde er det Ethiopiske højland. Muligvis også højlandet omkring Altai-bjergene. Og ved Atlasbjerne i Sahara. Alle disse steder findes der spor af en civilisation, der uddaterer vores normale historieskrivning. Befolkningen i Pyrennæerne har den højeste koncentration af rhesus-negativ blodtypen. I baskisk mytologi hævder de selv, at de kommer fra et sted kaldet Atlantica. Det baskiske sprog er så vidt vides kun beslægtet med det gamle armenske sprog. Armenernes hellige bjerg er Ararat – hvor Noas Ark som bekendt landede. En befolkning med en lignende blodtype er berberne i Atlasbjernene.

Platon fortæller om, hvordan forfædrene måtte fortrække i en konflikt, som var titanernes krig, gudernes krig. Det er den samme konflikt, vi har beskrevet i Jagten på Tech X og den ultimative magt. og som er beskrevet i sumeriske skrift Enuma Elish. I historien om Noas Ark bliver vi nødt til at opgive det naive billede af en skude lastet med samtlige dyr på planeten – hvem andre en småbørn og fundamentalister har også troet på det? Det handler om husdyrene og dermed genskabelsen af landbrugkulturen efter katastrofen. Det er netop på det tidspunkt, at vi ser de første landbrugskulturer dukke op i området syd for Ararat. Det er også her, vi ser mennesker med lyst eller rødt hår og blå øjne dukke op. Der er ingen konflikt mellem de mytologiske, de arkæologiske, et etnologiske, de genetiske studier på det punkt.

Er vi kommet lidt bort fra vikingerne? – men vent, for nu ankommer fønikerne, det sejlende folk der prædaterer grækerne. Hvis vi ser et billede at et fønikisk handelsskib:

Kan vi se en vis lighed? Selv farverne på sejlet i rødt og hvidt er de samme.

Fønikerne

Fønikerne har bragt skriftsprog videre til nutiden – fonetik. De har skabt, hvad der senere blev til en sejlende handelskultur. Det var fra byen Tyre i Libanon, centrum for det fønikiske rige, at prinsesse Europa blev bortført til Kreta. Det var fønikerne der skabte Karthago, der blev Roms handelskonkurrent og derfor måtte ødelægges. Det var dem, der skabte det uovertrufne byggestil med de ultraslanke søjler, vi kender fra både Venedig – the venetians = the phoenicians – og fra den byggestil, som den muslimske byggestil tog æren for, men som var ‘lånt’ fra fønikerne (pst, det er OK, bare husk at sige det …). Kong Hiram af Tyre siges at have allieret sig med Kong David og byggede hans palads i Jerusalem – der stadigvæk var Tannis i Egypten. Hiram beholdt forbindelse med Davids søn Salomon. Fønikerne udstrakte deres sejlruter ud af Middelhavet ned langs Afrikas kyst og op langs Spaniens kyst til England. De krydsede med garanti Atlanten 2000 år før Columbus og nåede muligvist til Filippinerne. Det er arkitenten Hiram Abiff, der tilskrives opførelsen af Templet i Jerusalem (Tannis) og som regnes for frimurernes forfader.

Jøder blev ikke kaldt jøder selv i romersk tid, romerske historikere kaldte dem for fønikere. De tilhører et folkeslag, der indvandrede i Egypten kaldet Hyksos, og som er dem, der med Akhenaton brød med præsteskabet i Øvre Egypten og skabte et nyt dynasti i Amarna i Nedre Egypten. Det er senere dem, der blev drevet ud i Exodus, og som senere efterrationaliserer deres historie og kalder sig israel børn, jødernes folk osv. Josephus kalder dem for hyrdekongerne. Den Egyptiske historiker Manetho fra det 3. årh f.Kr skriver allerede, at jøderne vandrede i ørkenen, før de slog sig ned i Palæstina (hvor vadede de rundt henne, man kan ikke bruge 40 år i Sinaiørkenen?). Hyksos er semitisk som fønikerne rent sprogligt, europæerne regnes for indo-europæiske rent sprogligt.

Noa siges at have haft tre sønner. De repræsenterer hver deres gruppe i den ældste verden. Sem, Kam og Japhet. De var af samme race og kom fra Kaukasia mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav, altså nuværende Armenien, Georgien, Aserbajdsjan og Rusland. De ariske folk eller indoeuropæerne er efterkommere af Japhet, storebroderen i Noas familie. Grækerne kendte Japhet som Aiepatos. På sanskrit kendes han som Prajabathi. Romerne kendte ham som Jupiter.

Semitterne stammer fra Shem, en anden af Noas sønner. Samme etnicitet, samme race. At være semittisk er ikke en race, det er en slægslinje og et sprog. Shem havde seks sønner, der slog sig ned i, hvad vi i dag ville kalde Babylon. Kham, den tredje søn, slog sig ned i Nordafrika, og der er derfra vi har berberne. Deres sprog har intet med arabisk at gøre, og for århundreder siden var det overvejende rødhårede og havde blå øjne.

Israel efter Kong Salomons død blev delt i to kongeriger, det nordlige, der beholdt navnet Israel og det sydlige, Kongeriget Judah. Ordet jøde, jew kommer altså fra Jew-dah, Judah. Det optræder første gang i en egyptisk tekst, Merneptahs stele fra 1200 f.Kr. De to riger gerådede i krig, og assyrerne støttede Judah, hvilket tvang stammerne i Israel ind i Europa eller op i Anatolien. I 528 blev Judah yderligere ødelagt af en babylonisk konge, og mange blev bortført til Babylon som slaver – det babyloniske fangenskab.

Først med den persiske konge Cyrus den Store, fik jøderne lov til at vende tilbage til Israel. Husk lige den zionist, når du hyler om antisemitisme, for Cyrus benævnte sig selv arisk, ayrian, iransk, hvilket står at læse på hans gravmonument. Zoroastrianisme var den oprindelig persiske religion og regnes som den første monoteistiske, altså længe før de abrahamiske religioner. Hyksos var også de første, der indførte monoteisme, grundlæggende med Solen som gud. Der kører megen diskussion om, hvorvidt azkhenazim, der europæiske jøder er fake jøder. Det er en påstand med modifikationer, for der er delvis tale om de jøder, der ikke tilhørte kongeriget Judah (Jew-dah), og som blev fordrevet. En del af azkenazim i dag har ingen rod tilbage til Israel, for de er efterkommere af tvangsomvendte khazarer fra 700-tallets Khazarrige nord for Sortehavet og det Kaspiske Hav og ind i Rusland. Deres kagan, deres konge, kunne med en vis ret hævde, at han regerede en nation af jøder, for en af de forsvundne stammer havde taget vejen henover Khazaria. Senere blandede de sig med jøder i Europa.

Hav tålmodighed med, at vi skal en tur rundt om laden endnu engang. Lad mig lige indskyde som en teaser, at vi jo kalder vores land for Danmark. En af de forsvundne stammer var Dans stamme. Husk stadigvæk, at vi ikke her hævder, at danskere er efterkommere af jøder men af de kaukasere, der steg ned fra bjerget Ararat, der vandene trak sig tilbage, og som er den fælles rod til alle stammerne. Vi er efterkommere af en undergangskultur, der flød oven vande. Det er vores ariske forfædre. Jeg er totalt indifferent overfor, at ordet arisk er dømt politisk ukorrekt med hevisning til, at nazisterne sørme også interesserede sig for deres forfædre. Disse kulturmord på begreber, der indeholder en forståelse af vores fælles historie, må simpelthen ophøre. De kunne måske også interessere de Holocaust-forskræmte jøder, at de slemme drenge, de mener gassede dem i Auschwitz, var tilhørende den samme menneskerace som dem selv og havde samme fælles ophav. Det samme kunne også have interesseret de slemme drenge dengang, men mit bud er, at det vidste de godt, i hvert fald nogle af dem, jf. Jagten på Tech X og den ultimative magt.

Odins herkomst

Baskerne og berberne har en overvejende Rhesus negativ blodtype. Det samme gælder de europæiske konge- og adelsfamilier. Der er gamle og overraskende links, fx de egyptiske dynastier og en skotsk dronning, efter hvem Skotland er opkaldt, Scotia hed hun. Skytiske udvandrere fra Syrien slog sig ned i både Wales og Nordjylland under navnet kimbrerne, walisisk: kimeroi. De tog et helt sprog af kileskrift med sig, kimærisk / khumry. Runeskrift er et kileskriftsprog. Gælisk eller keltisk har som et af de eneste sprog grammatiske ligheder med aramæisk, et semittisk sprog, og Ralph Ellis går endog så vidt som til at sige, at gælisk ER aramæisk, der blot er stavet og udtalt ‘forkert’. Se Kongen der forsvandt.

Historikeren Josephus – manden der var inde i apostlen Paulus – skrev, at de ti af stammerne befandt sig i stort antal på den anden side af Eufrates. De bærer navne som kimbrerne, skyterne, goterne, kelterne, altså alle de stammer der senere dannede de 10 distinkte kernenationer i Europa. Dan’s stamme efterlod sig navnespor i deres vandring fra det skytiske område over Donau / Danube til Danmark. Tredje vers i Krákamál, hvor Ragnar beretter om sin bedrifter vidt og bredt, lyder:

Vi sloges med sværd.
Vi løftede lange lanser,
da jeg havde talt til tyve år,
og alle vegne vundet stor velynde.
Vi overvandt otte krigsherrer ved Donaus munding.
Vi skaffede rigelig føde til ørnen i dette slag.
Blodig sved sank i sårenes sø.
Mange mænd mistede der deres liv.

Vikingerne seljede ad floderne gennem Europa. Hvis man skulle fra Sortehavet til Østersøen var det muligt bortset fra et kort stykke, hvor skibene skulle trækkes over land, eller lasten skulle over på vogne trukket af heste og stude. Djepr-floden løber ud i Sortehavet ligesom Donau, og dens udspring ligger helt oppe ved Smolensk, hvor den løber ned gennem Hviderusland. En anden flod Daugava løber ud i Riga i Letland og springer ud nord for Smolensk. Nemunas-floden (Neman) danner grænsen mellem Polen og Lithauen og springer ud i Hviderusland. Så der har været flere måder at nå Sortehavet. Turen op ad Donau har bragt de rejsende til Østrig, hvor også Rhinen udspringer og løber den anden vej mod Nordsøen.

Et af skandinavernes karakteristika – bort igen fra en relativ høj forekomst af Rhesus negativ blodtype – er der høje tolerance overfor mælk. Den stammer fra vores herkomst i det nordlige Ukraine og sydlige Hviderusland, hvor også slaverne siges at stamme fra. Er der en lighed mellem den sorte jord i Ukraine og den fede muld på Fyn? Hold lige fast i den forbindelse. En svensk historiker påpeger ligheden mellem finsk, lappisk og Estlandsk og hebræisk og foreslår, at Neurierne, som de også blev kaldt, er en af de 10 stammer, som assyrerne slæbte som slaver ud af Kanaans land, det nordlige kongedømme. Deres nytår begynder som det hebræiske 1. marts, og lørdag er deres helligdag startende fredag aften.

Den islandsk-norske krønnikeskriver Snorri Sturlasson, der skrev de norske kongers historie, skriver, at de under ledelse af en præstekonge ved navn Odin havde vandre fra et sted syd for Kaukasus kaldet Turkland via Rusland til Skandinavien. Han skriver:

På sysiden af bjergene, der ligger udenfor det beboede land, løber der en flod gennem Swithiod, der rigtigt hedder Tanais men før blev kaldt Tnaquisl eller Vanquisl, og som løber ud i Sortehavet. Landet med folkene fra Vanaquisl blev kaldt Vanaland eller Vanaheim; og foden skiller dele af verden, af hvilket den østlige kaldes Asien og den vestlige Europa.

Swithiod er Skythia, et kæmpe landområde fra Hviderusland og Ukraine og ind i det meste af Centralasien. Floden der beskrives er, Don. Don og Volga løber næsten sammen, men så ‘fortryder’ Volga i sidste øjeblik og løber ud i det Kaspiske Hav. Der er i dag en kanal, selvfølgelig. Snorri skriver videre:

Der løber en stor bjergkæde fra nordøst til sydvest, der deler Store Swithiod fra andre kongedømmer. Syd for denne bjergkæde er der ikke langt til Turkland, hvor Odin havde store ejendomme. På de tider rejste de romerske høvdinge vidt omkring i verden og underkuede alle folkeslag; derfor var der mange høvdinge, der flygtede fra deres bosteder. Men Odin, der havde viden på forhånd ved sit klarsyn, vidste at hans efterkommere ville slå sig ned i den nordlige verdensdel. Derfor satte han sine brødre Ve og Vilje til at regere over Asgaard; og han selv med alle guderne (goterne) og en masse andre folk udvandrede først til Gardarike og senere mod syd til Saxland. Han havde mange sønner; og efter at have skabt et kongerige i Saxland, satte han sine sønner til at regere landet. Han selv tog nordpå til havet, og tog bolig på en ø, der kaldes for Odins ø på Fyn.

Som gammel odenseaner ved jeg, at Odinstårnet lå på det gamle kultsted (Odins vig, Oden-se) for Odin på Bolbro bakke lige vest for Odense. Det var 175 meter højt og var Odenses Eiffeltårn. Det blev sprængt og sænket af nazisterne i 1944, der mente, at fynboerne trængte til en lærestreg. Snorri sporer altså Nordboerne, kelterne og germaner tilbage til Kaukasus og nordlige Tyrkiet. Spørgsmålet er: hvor lå Valhalla så?

Stedbetegnelsen i teksten kaldet Garðaríki er varangiernes ord for Rusland. Så først tog Odins rejseselskab turen om Rusland. Hvor i Rusland meldes der ikke om, men med de afstand og de landskaber ville de være næsten utænkeligt, om de ikke valgte at følge vandvejene et langs stykke ad vejen. Jeg vil foreslå hele vejen. Fra Sortehavet er der flodforbindelse via Volgafloden til ?? og Sjeksnafloden til Beloyesøen nord for Moskva. Herfra er der 100 km til Onegasøen, hvor der i dag løber en kanal, der udvider og fuldender en mindre flod. Floder herfra begyder at løbe den anden vej i østlig retning. Fra Onegafloden løber floden Svir til Ladogasøen tæt på Sct. Petersborg og via Nevafloden til den finske bugt.

Det var beretningen om guderne eller goterne. I Sverige berettes om Gutungarna og Skjoldungarna som Odins æt. Götaland og Göteborg bærer stadig navnet.

Og de andre 10 stammer? For Snorri går kun tilbage til Vanaland og ikke tilbage til stammernes udvandring fra der fælles landingsplads i det nordlige rige i Palæstina. Det fransk huguenot Jakob Abbedie skriver i 1723 i en afhandling kaldet Le Triomphe de la Providence et de la Religion:

Med mindre de ti stammer af Israel er fordampet i luften eller sunken i jorden, må de være de gotiske stammer, der ankom til Europa i det femte århundrede, omstyrtede Romerriget og dannede de ti nationer i det moderne Europa.

Abbedie var efter at være flygtet som huguenot fra de franske katolikker dekan i Killaloe, Irland. De irske munke var kristne før romerne og de har bevaret en viden om deres kilder og deres historie fra før romerne begyndte at pille ved historien.

Fire af disse stammer, østfranker, bavarierne, schwaberne, og sakserne blev til Tyskland efter opsplitningen af Charlemagnes Hellige Romerske Rige i 800-tallet.

Ud over alle grænser

Så lad os lige rekapitulere om vikingernes rejsefærdighed.

  • De er efterkommere af de første sejlere i den menneskelige historie, for de kommer sejlende ud af ingenting og går i land på Kaukasus.
  • De forfaderskikkelse antager i Snorris beskrivelse karakter af en menneskelig skikkelse snarere end en gud og tager turen om Rusland, Saxland ender – ender han der? – i Odense. Odense fjord er ikke helt som Roskilde fjord men af ganske pæn størrelse, perfekt som landingsplads for skibe.
  • Vikingerne pendlede baglæns og sejlede ind i Polen, Baltikum og Rusland via floderne og hele vejen tilbage til Miklagård/Konstantinopel.
  • De var overalt på de engelske øer og Færøerne.
  • De var rundt om Frankrig og Spanien og en af Ragnars sønner hærgede løs omkring den Iberiske halvø, indtil de bliver slået af kongen af Asturias.
  • Senere ser vi dem i Middelhavet. Normannerne slog sig fx. ned på Sicilien (999-1017), og der er beretninger om varangiere, der opererede fra den anden side. Den senere norske konge Harald Hårderåde fx. var lejesoldat for den byzantiske kejser i Konstantinopel.
  • Norske sejlere kommer så lang nordpå som Svalbard og Jan Mayen – fuck, det må ha’ været koldt!
  • Fra Norge kommer de i 700-tallet til Island.
  • Erik den Røde – landsforvist tre år for et mord i Norge – farer vild og opdager Grønland. Navnet er er reklamestunt for at lokke landsmænd til at kolonisere is-øen. Hans søn Leif den Lykkelige tager turen om Vinland, sandsynligvis et sted på Newfoundland og måske lidt sydover.

Er det, hvad vi ved? Well, her kommer så en overraskende drejning. Hold lige fast i stolesædet: Danske vikinger tog turen om Paraguay! Her boede de i 250 år mellem 1000-1250. Har du nogensinde hørt den historie før?

En død hund

Historien starter tilsyneladende med en spøjs anomalitet: Inka-hunden, den såkaldte pecuaris. Man finder i 1885 en stak mumificerede hunde, der blev begravet for 1000 år siden under Limas Zoologiske have. Ved nylige dna-tests matcher de ikke hunde, der fandtes på stedet dengang. Derimod matcher de perfekt med typen den danske hyrdehund, der er fundet i mosefund og kæmpehøje på Als i Sønderjylland! Allerede her er man lidt tvivlende, men anslaget er effektivt, man er nødt til at forfølge sagen, hvilket der så er folk, der har gjort.

En serie håbløse spekulationer – videnskabelig udenomssnak når det er værst og pinligst – går på, at danskere må have givet dem til nordmændene, der gav dem til islændingene, der gav dem til nordboerne på Grønland, der tog dem med til Vinland, hvor de gav dem til indianere, der ikke gad at have dem og gav dem til canadiske stammer, der heller ikke gad at have dem og gav dem til stamme-efter-stamme-efter-stamme til de nåede til Mexico, hvor de heller ikke gad at have dem og videre gennem Guatemala, Honduras, Nicaragua, Costa Rica, Venezuela, Columbia – hvor de, ja gæt en gang heller ikke gad at have dem og videre til Equador og endelig langs kysten til det peruvianske højland, hvor de skakkels køtere efter gennem gud-ved-hvor-mange år at være blevet kostet og skovlet rundt over to kontinenter ender hos en stak behjertede inkaer med får, der kan se nytten af dem. Og så kradser de minsandten af og bliver til mumier, ja sådan kan det gå. Men tror nogen på en historie, der bliver mere og mere langhåret, jo længere den bliver trukket i halen?

Hvad med at de danske vikinger tog en stak hunde med sig, da de krydsede Atlanten med de midterste strømme? Er der belæg for det?

Som odenseaner måtte jeg have et billede med at Knud den Hellige,
der blev myrdet på stedet for senere opførelse af Odense Domkirke

En af grundene til, at historien aldrig er nået offentligheden er, at den franske forsker og arkæolog, der opdagede den, Jacques de Mahieu var medlem af den 33. Waffen-SS grenadér-division ved navn Charlemagne. Logik: han tilhørte fjenden, så derfor må vi ikke beskæftige sig med hans opdagelser. Fed logik i øvrigt … Men når vi kender den skjulte logik i elitær forbudspraksis, så ved vi, at alt det, som de erklærer forbudt at beskæftige sig med, at alt det, som de selv interesserer sig voldsomt for, fordi det er … virkelig interessant!

Kong Ipir – hvem høvlan er det?

Knud II også kaldet Knud den Hellige havde 1700 skibe i sin flåde til den vestlige ekspansion. Til lange ture på åbent hav havde vikingerne udviklet et særligt stort uldsejl. De går ifølge beretningen i land ved Santos i Brazilien, i dag havnebyen ved Sao Paolo. Alene den tur er helt svimlende og må have taget mindst et halvt år. Hvilken rute, de valgte kan vi kun gætte os til udfra beregninger af havstrømme og vinde, men se på kortet, Sao Paolo ligger på højde med Sydafrika.

Hefra kunne de sejle op af Tieté-floden helt op til Tres Lagoas, hvor floderne Sucuriu, Tieté og Paraná / Rio Grande løber sammen. Arkæologer konstaterer, at der var en afstikker og etablering af et settlement i Ourinhos op af Paranapanema-floden. Herfra er der 150 km – i luftlinje vel at mærke – til fods til en lokalitet nær nuværende Pedro Juan Caballero lige over grænsen til Paraguay kaldet Ivity Pero, hvilket betyder Det Skaldede Bjerg. Hvad skulle de dér, og hvordan vidste de, hvad de skulle lede efter og hvordan kendte de nærmeste vej? De famlede helt øjensynligt ikke rundt i blinde, de havde kort og viden, andre havde været der før dem, og de havde en mission af stor betydning.

De valgte imidlertid ikke den direkte vej. Jesuitterne i røven på conquistadorerne – ingen overraskelse, at de slyngler er på det spor, inderkredsen har vidst det hele dengang – lokaliserer i 1609 det paraguayanske Storting til Ciudad del Este, Paraguay, en anden lokalitet langs de store floder. De tog snarere vejen videre langs Paraná til Salto del Guaraya og videre ned til sammenløbet med Paraguay-floden, der har givet navn til landet. Man kan sejle tværs igennem landet, til man når en sær lille lomme ved grænsen til Bolivia.

Det Skaldede Bjerg ligger midt i en nationalpark i dag, hvor man har lagt … en lufthavn?! Javel ja, forestil dig Dyrehaven med en helikopterlandingsplads. En tysk ingeniør Fritz Berger, der arbejdede for den paraguayanske hær stødte i 1942 på lokaliteten, og man gravede sig 23 meter ind i bjerget, indtil man stødte på et objekt, der var umuligt at gennemtrænge hverken med bor eller sprængstoft, og som lod til at være en del af et stort underjordisk kammer. To år senere sender tyskerne en ubåd lastet med trykluftsbor og seriøst sprængstof til stedet. Altså, de er i færd med at tabe krigen, og så har de tid og kræfter til at lave arkæologi! De konstaterer ligeledes, at de er stødt på et materiale af ukendt type hårdere end den hårdeste beton og ukendt af videnskaben, og at de er nødt til at give op.

Geofysiske tests af bjerget viser, at der findes et gravkompleks med 800 rum. De Mahieu anså det for at være gravstedet for Den Store Hvide Kong Ipir – Ivity PERo er opkaldt efter ham – og andre nobiliteter fra Tiahuanacu i Bolivia ved Titicacasøen, og at det var 14.000 år gammelt! Der er langt til Titicaca, der ligger tæt på hovedstaden i Bolivia La Paz, 1400 km i luftlinje, så hvorfor pokker ville man vælge en så afsides lokalitet? Altså med mindre stedet gemmer på andre hemmeligheder end lig og mumier.

Må vi også her nævne, at hele myten om Paititi, populært og i conquistadorsprog El Dorado, altså historien om, at Inkakongen skulle have gemt alt sit guld for spanierne, er indkredset til et bestemt ufremkommeligt område i Bolivia, 500 km nnø for Titicaca ved navn Madre del Dios. Luftfotos har vist, at der er strukturer med over 20 pyramider begravet i den tætte jungle. Jesuitterne var selvfølgelig vildt interesserede i stedet, men det lykkedes dem aldrig rigtigt at lokalisere det. En enkelt jesuittermunk mente, at han havde været der, men ham hørte man ikke mere fra. Strukturerne er i dag begravet i metervis af junglesedimenter, og vi skal blot tænke på, hvor langt frem i tid, vi skal, før de i dag klassiske maya-komplekser blev afdækket i junglen i Guatemala og Mexico. De lå der i 1000 år, uden at nogen anede deres eksistens.

Ivity Pero, gravstedet inde i Det Skaldede Bjerg i Paraguay var altså det sted, som de danske vikinger var sendt ud for at bevogte i 250 år. Runeinskriptioner fundet i et kompleks på 150 grotter i Amambay-junglen løber op i 1000’er, altså flere end i Skandinavien selv, runernes hjemland. En del er oversat fra denne sydamerikanske futhark-dialekt. Cerro Guazú er stedet, og det ligger blot 40 km syd for Det Skaldede Bjerg. Billeder af Odin, der ridder på sin hest Sleipnir er der også.

Ved Det Skaldede Bjerg i Cerro Cora National Park er et mærkeligt fænomen, en 100 meter høj og 2 km lang kaldet tingest kaldetItaguambypéhvilket betyder fæstning. Bjergkæden er simpelthen udhulet og befæstet.

Hvad skete der så med settlementet af vikinger? De forsvandt. Intet tyder på, at de blev udryddet af de lokale fjendtlig stammer, selvom der berettes om at de blev angrebet af en overtallig hær af junglestammer. PUFF! de forsvandt. Tyskerne berettede om tunneler 150 km lange, som de stødte på. Kan man bevæge sig i området i dag? Rigtigt gættet, det kan man ikke, for det er militært område.

Kategorier: Historica

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *