Cultura,  Essay

Hverdagens kedsommelighedsbrud

Dagbogsnoter uden formål – A Day in the Life …

Den kedelige, skemalagte hverdag, rutinerne, trivilalitetens møllehjul. 
Det er ikke nødvendigvis sådan. Selv en sådan hverdag kan rumme et væld af af små overraskelser. Er det ikke øjet, der ser og øret, der hører?

23:30
Vågner efter tre timers søvn. Det lykkes mig ikke at falde i søvn igen, inden jeg skal op.

03:45
Vækkeuret ringer – ganske unødvendigt.

04:25
Starter fra min hus på Jungshoved i Sydøstsjælland i bælravende mørke – det er lige blevet sommertid, og mørket har flyttet sig baglæns.

Der er stiv, kold modvind hele vejen og det meste af vejen er op ad bakke. I det mindste har jeg ikke solen i øjnene – always look at the bright side

Efter blot 300 meter løber der et rådyr ud for næsen af mig. 

Det er som om disse væsener står og venter til sidste øjeblik, inden de vælger at krydse vejen.

05:07
Starter en bustur i en halvdefekt bus, der lyder, som om den ene bremseklods har sat sig fast. Ser mig om efter et par ørepropper men har åbenbart glemt dem.

06:49
Starter på en togtur på en time. Det lykkes mig for første gang i mands minde at falde i søvn og vågner ved den digitale robotstemme, der siger Næste station er Københavns Hovedbanegård.

06:55
Bustur til Rigshospitalet Syd fra Nørreport St. Det går op for mig, at jeg har overkompenseret for sommertid og er startet en time for tidligt. Well, det betyder, at jeg kan nå at rydde min mailboks og skrive nogle kodelinjer i et eksperimentelt HTML5-canvas-dokument, …

08:20
… indtil en forvirret person fra Forsvarsakademiet møder op på den forkerte adresse. Han skal til det samme møde ved navn Netværk på tværs, som min sektion under Region Hovedstaden har inviteret til. Tilstede er folk fra så forskellige steder som Københavns Universitet, Forsvarsakademiet, Politiskolen, Politiets Efterretningstjeneste, FOA, Erhervsakademiet, Region Hovedstaden, Psykiatrien i Roskilde, Region Skåne, Sørlandets Helse fra Norge, Københavns Kommune, Region Sjælland, Copenhagen Academy of Medical Education and Simulation forkortet til CAMES + en stribe, jeg ikke kan huske

10:00
Gennemgang af et meget rost og succesfuldt e-læringskursus, som jeg for nylig har været udvikler på sammen med en grafisk talentfuld kollega og to undervisere + penge i ryggen fra enheden i Center for HR og Uddannelse i RegionH. 200.000 kr. for et stykke gennemtænkt kursussoftware, der betjener 1500 kursister pr. semester, opfattes som mange penge, selvom selvsamme enhed har mindst 100 millioner investeret i hundedyr simulationsteknologi. Blot en enkelt simulationsdukke kan koste op til en million kr.

11:45
Rundvisning i alle millionherlighederne ved Sam Kondo, chef for CAMES. Det startede i stueetagen med 3D-printer-laboratoriet og derefter videre til et rum, hvor det allerseneste robotkirurgiske apparatur var stillet op. Det er så nyt, at ingen har købt det endnu. 

Fik en hurtig snak med en amerikansk forsker, der var ansat i 3 år for at udvikle læringsmetoder til at uddanne flere folk i at udføre øjenoperationer. Efter sigende er succesraten på disse operationer 99.9 %, og virkningen er permanent.

13:15
Skal lige hjælpe søde, gamle og energiske Sue for Malmø med at tjekke et kursus, vi har lavet for hende og Region Skåne. Det handler om sårbehandling. Man skal lige tage en dyb indånding, når man ser billedmaterialet. Der er bla. billeder af sår, der kunne stamme fra et hug fra et vikingesværd. Nå hvad, jeg har også filmet en operation på en gris, hvor de fjerner både milten og en nyre + en operation, hvor de saver løs på en tå hos en ung, forskræmt Olga, så jeg er ikke sart længere. Sue en ildsjæl og en pioner og er kendt i hele Sverige for hendes utrættelige arbejde gennem en menneskealder.

14:10
Prøver at følge min kollega Tom i hans programmør-mode. Tom kan ting med kode, og har bla. holdt kurser for politiet i IT-sikkerhed. Han har trukket forfatterværktøjet Articulate Storline, der er det førende værktøj til produktion af e-læring, ud i grænselandet, hvor selv det producerende amerikanske firma ikke havde forestillet sig, man kunne gå. Der findes virkeligt dygtige programmører i DK. En af dem er Jimmi fra firmaet, der før hed Key2Know. Jimmi er så nørdet-avanceret, at når man præsenterer ham for et problem, så har han i løbet af blot sekunder allerede scannet mulighedernes felt og er 10 km ude af landevejen. Der går sjældent mere end et par dage, før han smider et færdigt arbejde baglæns.

16:00 
Jeg lander i et parcelshus hos en dame ved Åmarken St, der kører AirBnB, og hvor jeg skal være i 4 overnatninger. Jeg er træt af overnatninger i lejligheder inde i Kbh., hvor der er alle mulige aggressive lyde bag de papirstynde vægge, og hvor man sover ad H til. Vi får se, om det er bedre her. Jeg bliver vel sagtens blot mindet om, hvorfor jeg flyttede væk fra byen.

16:30
En af de ting, man savner ude på landet, at at der ligger en indvandrer-bazar indenfor rækkevidde. Det gør der et par hundrede meter væk herfra. Udbudet af krydderier, konserverede specialiteter, grøntsager, kød – der er altid en slagter i det ene hjørne – er overvældende. Indvandrere har det ikke med at sælge bittesmå portioner i dyre domme. De kan godt lide store portioner af alt muligt og gerne til rimelige priser. Altså 10 kg Basmati-ris og den slags, og det siger næsten sig selv, at det giver kvantumrabat.

17:00
Gåtur på strandengen ved Åmarken, et sted man ikke drømmer om at komme, med mindre man bor der. Der er bygget et helt kunstigt bjerglandskab, og en skoleklasse har engang lavet en planetsti, hvor man i landskabet støder på flotte opstillede plancher med oplysninger om alle solsystemets planeter. Hallo! hvem havde lige set den komme? En unik oplevelse, hvor man mindst ventede det. Er det ikke sådan, Danmark er, når man kommer lidt ud i kanterne og væk fra alfarvej?

Mnjææ, det er bare, fordi du har en spændende hverdag, du skulle bare prøve at …
Er det nu sådan, det er? 
Skaber vi ikke selv vores kedsommelighedsfelt?
Er det ovenfor beskrevne så spændende i sig selv, og kunne hvilken som helst arbejdsdag ikke anskues på samme måde?
Ja, jeg spør’ bare.

Kedsommelighedsbrud – mikrostrategier

Du sidder i S-toget, toget, bussen, du sidder på en restaurant, på en bænk i parken.
Der er ingen, der kender hinanden bortset fra små grupper, der lukker sig om sig selv.
Hvad med at lade en bemærkning falde til en anden tavs person om noget, der sker på stedet?
Du vil blive forbløffet over, at der næsten altid er en eller anden, der fanger den og svarer igen.

Alle er ensomme i de offentlige rum og går i deres stille sind og håber på, at nogen finder på at bryde tavsheden og ensomheden.
Storbymennesker hører til de mest ensomme. Der er så mange på så lidt plads, at alle går rundt med en slags mental rustning på. Men storbymennesker er ikke i bund og grund anderledes end andre. De er bare under større socialt-mentalt pres.

Du siger, at din hverdag er skemalagt og kedelig. 
Men du behøver ikke at mime kedsommeligheden.

Du kan lave din egen attitude-revolution og begynde at betragte situationer – prøv med én ad gangen – som unikke, særlige og foranderlige. Foranderlige i betydningen at du har indflydelse på situationen. Blot en lille indflydelse gør en forskel.

Før i tiden, i forrige eller for-forrige generation var der kultur for en frisk bemærkning. Ikke det store vid, ikke noget højtravende, bare en bemærkning. En lille potentiel ice breaker
Ubrydelige venskaber er startet med en frisk bemærkning i et tilfældigt, henkastet øjeblik.
Ikke at det behøver at gå så vidt, og der er en grænse for, hvor mange venner, man kan holde kørende, men mindre kan også gøre det. 

Hvis man har rejst i Verden, så vil man vide, at der er steder, hvor det er lettere at falde i snak med folk. Der er endda steder, hvor man kan risikere at blive inviteret indenfor i folks hjem for et godt ord. Vi har også engang været sådan et folk. Det ligger stadigvæk et sted begravet under overfladen og den afvisende selvtilstrækkelighed. You can do better than this!

Du kan se på folk, når de ikke kan finde vej, og når de er forvirrede over et eller andet.
Jeg kommer til dagligt på de københavnske hospitaler – om hvilke man kan sige forskelligt. 
Men en god ting, man kan sige, er, at der findes en kultur hos de ansatte for, at henvende sig spontant og direkte, hvis en person ser søgende ud på en afdeling. Man går simpelthen hen og spørger, om der en noget man kan hjælpe med. Det er simpelthen god stil, og det skaber både tillid og kontakt.

En klar icebreaker er spontant – det skal lyde spontant, selvom du har tænkt lidt over, hvad du skal sige – at udtrykke din begejstring over et eller andet, som en anden har gang i. 

Nej hvor er det en flot hund, du har, hvad er det for en race?
Må jeg ikke spørge, hvordan du har bygget den … etellerandet?
Sådan en … har jeg aldrig set før, hvad hedder den?
Undskyld jeg spørger, men kan det passe, at …

Forleden var togtrafikken helt ad-H-til, og flere tog var aflyst.
Det er så ikke kun forledern, for hver eneste gang, jeg skal ind til København med det offentlige, er der et nyt problem med togtrafikken. Problemer er simpelthen normen.
Jeg spørger en mand, der står ved siden af lystavlen, om det så betyder, at …
Han svarer, at han har regnet en anden rute ud. Jeg kender den godt, den tager længere tid, men jeg har allerede ventet forgæves i en time, så det kan kun være en gevinst.
Tilfældet vil – findes det berygtede tilfælde i virkeligheden? – at den tomme plads i det nye tog er lige overfor ham, hvorefter jeg har en samtale på 45 minutter om liv og levned.

Altså rullepølse med fedterøv og kontaktsky er ingen icebreaker.
Jeg kan godt forstå, hvis folk i det overbefolkede og konstant grænseoverskridende storbyliv bliver kontaktsky og fedtede med dèt, som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup kaldte for spontane livsytringer.

Det er temmelig svært ikke at få øje på. Jeg tog et tjek på forleden ved at gå gennem fire S-togsvogne, hvor mange passagerer, der sad med næsen ned i mobilbamsen. Der var kun tre, der ikke gjorde! Altså over 95% af alle mennesker rammes af kedsomhed, livsangst, behov for social bekræftelse eller angst for social udstødelse på en togtur på under en halv time. Interessant på en skræmmende måde.

Og dog siger jeg, at hverken Karthago eller Rusland i øvrigt bør ødelægges, og at vi skal have LANGT flere spontane livsytringer mellem mennesker, familier, køn, lokalsamfund, etniciteter, generationer, nationer, regioner, legioner, bastioner, postilioner (er det et overhovedet et ord?) for millioner af mænd og koner. 
Hverken defensive eller aggressive positioner er til nytte for andet end skumle organisationer. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.