Essay,  Poema

Her er grunden til, …

De påstår, at de har åbnet igen – så behøver vi bare at skifte det ene ord ud på skiltet

Her er grunden til, at Staten ikke har råd til, at folk lever i frihed for tvang.
Hvis de afskaffede tvangsregimet, ville det afsløre mangel på berettigelse.
Folk ville genvinde deres livlighed og initiativrigdom
og opdage, hvor lidt de i bund og grund har brug for Staten.

En betingelsesløs afskaffelse af det tvangsregime, vi nu har set i et helt år,
ville røbe, hvad det hele gik ud på: endnu engang at flytte teltpælene.
For i mellemtiden sneg der sig atter et stykke fascistisk lovgivning ind,
så den amputerede offentlighedslov og påvirkningsloven kunne få selskab.

Nu har vi fået en epidemilov, der giver statsmændene og -konerne lov til
uden anden begrundelse, end AT DE KAN,
eller at en eller anden inkompetent spade af en administrativ robotnik havde lyst til
AT LUKKE MENNESKELIV NED.

Så hvad skulle hele nedlukningscirkusset egentlig til for?
Det skulle være det transportbånd, den troyanske hest,
der sneg fascismen ind ad bagdøren, lukkede stribevis af små virksomheder,
så Staten generøst kunne overtage dem og score fortjensten.

Det skulle tjene som malkemaskine, så Staten på vegne dens opdragsgivere
i globalistmaskineriet derude-deroppe-dernede, hvor de end befinder sig,
kunne pumpe giftig genmodificering ind i kroppen på sine undersåtter borgere
og betale quid pro quo tilbage til Bill Gates.

Den skulle tjene som eksperimentarium for,
hvor indlysende absurditeter man kunne hælde henover hovedet på folk,
hvor himmelråbende et sæt underkastelsesritualer, man kunne få folk til at udføre,
og hvor stor forvoldelse af selvskade man kunne true og skræmme folk til af begå.

Vi vil endvidere på sigt – tager det måneder eller tager det år?
få at se, om ikke også det hele skulle til for at udøve det,
som de høje herrer derude-deroppe-dernede har ladet sive og formode:
at tage livet af folk i tilpas store mængder. 

Og når den dag kommer, og hvor hele menneskeheden har giften i kroppen,
og hvor de høje herrer beslutter sig til at trykke på udløseren,
så har de opfundet en helt anden årsag til det end giften i kroppen,
så de overlevende ikke opdager, hvad det skulle til for – dengang.

*

Vi skal indenom udlandet for at finde det indforståede udestående:
Danmark – staten hvor noget er galt – har fået et nyt problem.
Mændene gider ifølge udlandet ikke længere ligge vandret på lagenet med femi’erne.

Med andre ord befolkningstallet er stagneret og nu dalende,
for landet er målsat-udsøgt-indrammet 
som en del af det skandinaviske testscenarium.

Svenskerne gik i front som de autoritets-korrektheds-fjolser, de åbenbart er (deres problem),
men nu er turen så kommet til Danmark, hvilket harmonerer perfekt med 
faldende spermkvalitet grundet dansk fødevareindustris effektive brug af kemo.

Med andre ord: en nu kemo-og frankenfood-fremmet efeminisering af mænd
har formået at skabe en soy-boy’ificering af danske mænd og drenge.
Lige nu mangler vi bare, at drengene får patter og går med bh.

Femi’erne i DK fik med andre ord det blå stempel til at hade og latterliggøre mænd.
Femi’erne i DK blev opfordret til at lade sig imprægnere 
for dernæst at lade sig skille og hæve børnecheck’en, til barnet blev 18.

Denne nyhed nåede frem til mændene, hvilket så ikke overraskende betød,
at disse ikke var særligt interesserede i at blive check-betalere i 18 år,
hvorefter de så forståeligt i stigende grad fravælger at have noget at gøre med femi’erne.

Her kan man ikke undgå at få den tanke,
at eugenikerne her har fundet en ny måde at få menneskeheden til at udrydde sig selv på.
De har gjort kvinden til misbruger ved at tillade hende at påstå, at manden er misbruger.

Skulle manden naivt tro, at han som ung og driftig kan forlænge sin periode for sex med kvinder,
så har vi den dårlige nyhed, for det viser sig, det ikke længere er hans forplantede genetik,
der tæller i regnskabet, men blot det faktum, at han havde sex, der udløser donor-regningen. 

Så hvad gør den danske regering og dens propaganda-apparat?
Trækker de i håndbremsen og signalerer til de misbrugeriske kvinder, som de selv har skabt:
stop-et-øjeblik – behandl mænd som mennesker, og det kan være, at de vil ligge vandret med jer?

Nej-nej-nej, det gør de ikke, det gør de overhovedet ikke!
De snor sig blot udenom afregning og afbetaling for deres egen propaganda
ved at adressere mændene og deres modvilje mod at ligge vandret med femi’erne.

For nyligt er der begyndt at dukke annoncer op i medierne,
der i erkendelse af samfundsproblemet tigger mænd om at ligge noget mere vandret med femi’erne. Hvad er det man siger: too little, too late.

De adresserer altså ikke problemet men dets afledte symptom.
Er det ikke på samme vis som medicinalindustriens adressering af symptomer
i stedet for at definere selve problemet?

Så manden defineres som et vedhæng, et assessory, en donor. 
Manden er via donor-børnecheck-stuntet ikke længere indkomstforsyner,
Staten har overtaget rollen. Kvinden skal blot udfylde formularen for at opnå status som: forsynet.

Systemet, skolesystemet, Staten har overtaget rollen som forsyner.
Familien er erstattet af dette neo-system af neo-forsynere.
Femi’erne har ikke blot forrådt deres mænd og deres børn – men også sig selv.

Misogynt, siger du? Næ, man bør da helt bestemt have ondt af kvinderne over, at de har ladet femi’erne køre med klatten så længe og så hårdt. Som hensynsfuld (forhåbentlig) og nærmest grænseløst overbærende mand kunne jeg dog godt finde på at mene, at det skulle de måske have tænkt på, inden de med skiftevis samlede og spredte ben hoppede på den hest.

Jeg kunne måske også som mand finde på at græde et par krokodilletårer sammen med den aldrende britiske femiforfatter (hvis navn jeg lykkeligt har glemt), der på sine gamle i et anfald af selverkendelse – og den anerkendelse må man give hende – udtalte: 

Nu har vi hele vores liv prædiket for mændene, mens vi udskammede dem, at det var syndigt at begære os, at vi frabad os bare at være sexobjekter + ditten + datten, nu hænger vi med patten, og nu gider de onde mænd saftfiseme ikke længere begære os! Bu-hulk!

Igen, det skulle de have tænkt på dengang. Det kedelige er, at deres livsværk forplantede sig, så det ikke kun er de ældre med hængepartier for-og-bag, der lider under den manglende lyst til at ligge vandret. Det rammer nu de unge, der fra naturens hånd skal bringe menneskeheden videre.

Det mere end kedelige, det decideret pinlige og latterlige er,
at Staten nu har erkendt problemet, men som stater har for vane ikke er villig til at indrømme,
at der undervejs er givet mere end rigelig med statsligt tilskud til at skabe problemet!

*

Vi tog fejl
Vi var mange, der tog fejl 
Vi var nogle stykker, der valgte at se det i øjnene

Vi beklagede,
at vi ikke vidste, at vi tog fejl
Vi valgte efterfølgende at råde bod på det ved i det mindste at forsøge
ikke at tage fejl, hvis det var muligt

Vi holder nok af
at tænke på, at vi er os, der tog fejl,
og så er der alle de, der ikke aner, at de tog fejl, 
altså vi på den ene side og de på den anden, hvilket nok er … en ny fejl

Vi bør ikke begå den fejl
ikke at skelne mellem de, der tog fejl
og de, der, alt imens de tager genoldigt fejl, stadig stiller sig op og braldrer løs om,
at de tilhører den gudelignende flok på jord, der aldrig tager fejl

Lad os ikke begå den fejl
at lade det gå ud over inkarnationen af os selv 
på et tidligere tidspunkt i vores fumlende erkendelse af fejltagelser

Lad os samle 
vores opmærksomhed om de, 
der kun kan forvente betinget tilgivelse og ikke undskyldning

Der findes ingen halve løsninger
på den kattepine at kende til fejlen og dernæst at vælge
ikke at gøre noget ved det, hvorved betingelsen ikke er opfyldt

Det er ikke godt nok,
at blive ved med at braldre, når al viden er tilgængelig
Det er ikke godt nok at klamre sig til sine skyklapper i en tid med klapjagt på tænkning

Det er ikke godt nok
at småjustere sig ud af sine fejltagelser
til at blive en anelse mindre fejlagtige – som at give lorten lidt blå maling

Det eneste, der er at gøre,
er at hælde hele kattepinen ud af sækken
og ryste det så grundigt, at det ikke ligger og støver og stinker længere

*

Det var det, jeg ville sige,
når jeg selv skal sige det,
for det har jeg ikke folk til

Det er ikke et problem at andre siger det,
det er bare irriterende, at jeg ikke sagde det først
så at sige – det skulle dog være til at leve med

Vi siger til, vi siger fra
og når det er sagt, må vi sige lige ud
at det siger sig selv

Det er ikke til at sige, hvad det vil sige
at leve i en tid, hvor mennesket kan siges
ikke at have noget at skulle have sagt

Efter sigende er det er ikke for meget sagt
at der kan siges en hel masse om det uudsigelige
Det sagde de ikke noget om, men så er det sagt

De siger så meget, ja de gør
Man kan godt få lyst til at sige,
at det er på tide at gøre indsigelser

____________________________________

Først udgivet på: UNDERETAGEN.DK

5 Comments

  • omar ingerslev

    STØVLEN SNØRER ALLE

    Den støvlebærende tør ikke flytte den
    fra det ansigt den for evigt udtværer
    – for den der altid kommer op
    i støvlens fravær
    som en spirende forårsblomst
    gennem revner i asfalten
    spørger aldrig :
    hvor blev støvlen,
    eller asfalten af
    – og selv uden erindring
    er spiren immun
    og istand til at sprænge alle rammer
    – og gør det
    af ren og skær livsudfoldelse

    Den støvlebetrådte
    føler sig puttet som et spædbarn
    overvægtig under vægten
    og ordløst overbevist
    om ikke at kunne rejse sig ved egen kraft,
    den første der interesserer for den spæde
    identificeres som mor,
    den næste der slår
    identificeres som far
    den tredie der stjæler friheden
    identificeres som den frelsende beskytter,
    den som beskytter mod friheden
    som enhver lykkelig spæd
    total afhængig og ufri
    må frygte
    som angsten for det ukendte

    Det er den ukomfortable hemmelighed
    om hvorfor hverken den støvlebærende
    tør fjerne den fra menneskets udtværende ansigt i trældom
    og hvorfor den støvlebetrådte
    finder en form for komfort ved at være under støvlen, ufri,
    men fri for sin angst – eller sit had – over for friheden.

  • omar ingerslev

    VATPINDEN :

    Vatpinden
    snoede sig gennem øregangene
    ind magtens lukkede korriderer,
    hvor tankens stank udskiltes secret,
    og samlede dér al smuds op

    det samlede sig til tanken
    om mentalhygeinisk ren-
    Gørings vanvid,
    tanken om at fjerne alverdens smuds,
    og drømmen om at bringe verdensorden i kaos

    pludselig var vatpinden allevegne,
    den talte som bomuld og vat gennem medierne
    den jog op gennem næsen og perforerede
    blodbarrieren til hjernen,
    den belærte og dikterede gennem injektioner
    selve det menneskelige DNA.

    Hvad der holder vatpinden tilbage fra at sno sig fra
    raceren-
    Gørings vanvid
    til gennemført folkemord
    må alene skyldes vatpindens egen tilsmudsning undervejs.

    * * *

    ( SWAB ( eng ) : rensning, podning ( med vatpind ) )

  • omar ingerslev

    Alle synger sangen ” altid frejdigt, når du går “;
    – men visse ord synes at have forbyttet sig ” på øverste etage ”
    – det lyder nogenlunde sådan her :

    ” altid samvittighedsfri og skadefro vi går
    frejdig, med løgn, tyveri, vold og mord
    så er døden ikke så svær,
    livet ej mere heller “

    • marcohanuman

      Det er en fornøjelse, at du poster, når du har noget på hjerte.
      Jeg læser alt, hvad du skriver.

      Grunden til, at jeg er lidt tilbagetrukket lige for tiden, er at jeg arbejder på et krævende projekt, hvor jeg prøver at udvide mit udtryksfelt med noget så besværligt som en computerspils-model.
      Hvilket desværre er typisk for mig, for jeg skal partout altid spille på udebane. Altså 3D-verdener er hjemmebane for mig, da jeg jo arbejdede som CAD-tegner for et arkitektfirma og har bygget en masse 3D-grafik. Men spillet som sådan – altså den interaktive-manøvrerbare 3D-verden er et helt andet boldspil, som jeg har taget tilløb til før, og nu skal det være.
      Min ambition er at skabe et virtuelt-mekanisk-interaktivt Museum for Korruption. Du går ind i en bygning, du bevæger dig gennem en stribe rum, du interagerer med objekter, animationer, informationer, m.m.
      Jeg nærmer mig en brugbar model, men det trækker søm ud.
      Jeg kommer snart tilbage til at skrive igen, men lige nu er jeg udmattet over projektet.
      Så klø på, for pokker!
      Vi snakkes 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *