Essay,  Philosophia

Gud og andre småting

Barnetroen

Du tabte barnetroen, min ven.
Er det ikke det, vi alle sammen gjorde – dengang?
En dag var tegneseriebillederne, de fede englebasser og julemanden ikke længere troværdige, og så måtte de vige pladsen for en årrække i vildnisset på udkig efter noget, der kunne proppes i hullet.
Det var ikke småting, vi fik op under neglene, og fine ting iblandt – andet skulle vi nok have holdt fingrene fra.
Der var bare det, at ikke alt var fordøjeligt, og det lå udenfor scope at bosætte sig i en hule i Himalaya og vente på det indre lys.

Men som de gamle sagde med bondevisdom: Hvorfor dog gå over åen efter vand?
Ikke at metaforen ikke kan modsiges, for det kan være nødvendig at gå over åen.
Livet er en roadmovie. Der er vejen ud, og der er vejen hjem.
Det vigtigste er, at det sker helskindet. Hjem er aldrig det samme, som da du tog afsted.

Tabet af barnetroen kan være nødvendigt i et eller andet omfang.
Men hvis ikke tabet fører til andet og mere end livslang surrøv, så var der noget, der gik galt.
Det fører os videre til følgende:

Permajuvenil

En tilstand af forlænget pubertet så langt øjet rækker.
En produkt af en underholdningsindustri, der konsekvent fremstiller voksne mennesker som hjælpeløse infantile vrag.
Resultatet af, at seriøs komik med kant og bid ikke længere er tilladt af det politisk korrekte terror-establishment.
En forlængelse af et af generation babyboomers hoveddogmer: At det var selve formålet med livet aldrig at blive voksen. Hej-hej Peter Pan!
En reklameskabt pseudofænomen kaldet ‘ungdomskultur’ – der retteligt burde hedde undomskult – hvor folk lærte at sige generationskløft og opgør med det bestående og det er samfundets skyld.
Disneyficering og Tivolisering, livet set igennem et BonBonlandsfilter.
Flugten fra ansvar i form af en gradbøjet designerpsykose, hvor barnagtighed er opreklameret til hipster.
Kombinationen af en drøm evig ferie på en sydhavsø og angsten for at dø.
Fixering i et pubertært limbo, hvor Generation Curling 3.0 ikke evner andet end tudefjæs, når de strandede stakler møder den mindste modstand i virkelighedens verden.

Over bjergene

Et sted i Upanishaderne står der noget i retning af:
Hvis du ved synet af de sneklædte bjergetoppe i solopgangen er nødt til at udbryde et aah!, så er du deltager i det guddommelige.

Så hvorfor er det, at mennesker til alle tider og i alle kulturer – bortset fra en parantetisk enklave af en nihilist-kultur på blot et par århundreder – har haft brug for et begreb for det guddommelige, det ikke umiddelbart sanselige og dog alligevel til tider sanselige som ved synet af solen over bjergene? 

Det har de, fordi det altid har været indlysende for mennesker, indtil ateismen slog igennen med Oplysningstiden – af Goethe kaldet en revolution i en pissepotte, da han så, at begrebet oplysning var falsk varebetegnelse. Det var ikke en indvielse, der fandt sted, det var en kontra-indvielse. Fra at være Guds Børn blev vi en stak uartige børn, der var stukket af hjemmefra, hvorefter vi faldt i kløerne på børnelokkere. Fra at være hjemmehørende i det store mirakel blev vi hjemløse i et maskinrum.

Det har de, fordi det hele og ikke-afstumpede, ikke-reducerede menneske har kontakt med sit eget højere jeg, der er guddommeligt-menneskeligt og dermed ikke blot en fritsvømmende, isoleret celle i et iskoldt hav af meningsløshed. Vi er, som der står at læse: skabt i Guds billede. Har vi forstået, hvad det vil sige?

Det har de, fordi mennesker vidste på den ganske særlige måde, som i vores kultur kaldes at tro. Folk, der i materialismens malstrøm har tabt kontakten med sig selv, er ikke i stand til at fatte den viden og vished, der ligger i troen. Det eneste, de mærker, er en permanent lurende smerte fra operationsarret, som de ikke har ord for, og når de alligevel i et anfald af afmagt prøver at give det ord, rammer de ved siden af.

Det har de, fordi mennesker havde erfaring, så det, der kaldtes for tro, var en selvfølgelighed. De var mennesker, der levede midt i naturen, hvilket bekræftede deres egen natur. Menneskets natur er religiøs i den ikke-institutionale betydning, og afskrivning af dette stykke menneskenatur er en destruktiv fornægtelse, der gør, at det religiøse sniger sig ind ad bagdøren i usunde og perverterede former som kulte og designerideologier i uskøn forening med overfladiskhed.

Det har de, på trods af de institutioner, der voksede sig magtfulde og velhavende, hvorved institutionerne tiltrak sig typer med smag for netop magt og velstand. Respekt for de mange, der på trods af denne rådne kerne i toppen bevarede troens indre kerne.

Det har de, fordi mennesker bevarede et sprog for det, der ikke kan beskrives med ord. Et paradoks. En dag blev ordene tomme, syntes man, for maskinen havde indfundet sig. En dag blev ritualerne hule, sagde man, for folk havde glemt, hvad det var, de var kommet her for. Det måtte så være på tide, råbte man, at smide barnet ud med vievandet og hengive sig til denne verdens forlystelser.

Jeg siger:

Det er på tide at begynde at huske igen.
Det er på tide atter at løfte blikket og se solen over bjergene.
Det er på tide at smide kræmmerne ud af templet.
Det er på tide at lade hånt om forhånelserne fra de, der skabte en mørk kult af fornægtelse.

Der stod et stykke grafitti på en lokumsvæg:
Gud er død – citat Nietzsche
hvorefter en seriøst vittig sjæl tilføjede:
Nietzsche er død – citat Gud 😉

Solsort

Og så er det på de tider, hvor jeg risikerer at dukke op til overfladen af drømmeland en tidlig morgen ved omkring firetiden til lyden af solsorten, der sidder derovre i trætoppen og braldrer. 

Her er det lige, at jeg skal gribe mig selv i at blive irriteret på kræet, den højtravende musikant, den livsglade fredsforstyrrer, der i et-og-samme fløjtende udånding pisser sit territorie af og signalerer til damerne, at den er klar til at producere næste redekuld af pippenolliker. 

Her er det, at jeg skal huske at sige tak for sangen og sove videre, hvis det ikke ligefrem var meningen, at dagen skulle begynde ved solopgang. Hvilket sådan set ville give totalt mening, hvorved jeg er det tralleglade fjerkræ dobbelt tak skyldig for at få mig ud af mine fjer.

Her er det også, at jeg skal minde mig selv om, at der er 200 meter henover bakken til den nærmeste hane, der kan finde på at gale løs på samme tidspunkt, for den er krafteddeme irriterende!

GUD

I Vesten findes den ide, at Gud er kilden til al energi og liv. I andre kulturer findes den ide, at Gud er manifestationen af livskilden. Gud kan manifestere medfølelse såvel som vrede. Gud kan være medhjælper til at vinde en krig, Gud kan være skinsyg og hævnende, Gud kan være alfaderlig det ene øjeblik for det andet øjeblik opføre sig som en tyran. Gud er den natur, der det ene år bringer overflod og velstand og det andet år bringer tørke, oversvømmelse og hungersnød. Hvis Gud er vred, skal han formildes.

Hvis vi på den ene side blander kilden og manifestationen sammen, risikerer vi måske at blive forvirrede. Kilden er et mysterium. Manifestationen kan vi tale om og danne os billeder af. Vi kan personificere naturkræfterne. På sin vis er polyteisme mere medgørlig, for der postuleres ikke, at mysteriet er løst. Monoteisme bliver nemt et afsæt for enevælde på den ufede måde. Eksempelvis jødernes Gud i det Gamle Testamente, der i psykoanalyse ville fremstå som en i svær grad bipolær-patologisk galning.

På den anden side, er den vestlige teologi ambitiøs, fordi den prøver at forstå kilden. Teologien er ikke helt klar i spyttet her angående sit gnostiske afsæt, for det er en gnostisk tanke, at kilden er både umanifesteret og manifesteret. Gnostisk: hele den antikke og præantikke forståelse af kosmos og en grundide om, at kilden såvel som dens manifestationer kan erfares. Gnosis = erfaringsviden.

Der sidder en engel på din højre skulder og en djævel på din venstre. Billedet beskriver ethvert menneskes dilemma. Du ved egentlig, hvad der er godt for dig, du ved, hvad du har brug for. Men det er tillokkende at gå efter, hvad du har lyst til. Hvis det ikke var muligt at gå efter, hvad du have lyst til, selvom det ødelægger dit liv, så var du ikke et menneske. Du kan ikke vokse uden djævelen på din venstre skulder, du er nødt til at være den, der træffer valget.

Den Store Forførelse, som materialismen har udsat mennesker for, består i at bilde folk ind, at der ikke sidder en engel på din højre skulder, og at du uden regning kan gøre det, du har lyst til og får mulighed for. Gør hvad du vil, som okkultisten Aleister Crowley prædikede for sin tid med efterdønninger hos generation babyboomer og hvad-deraf-fulgte. Hvad var det, vi kaldte det? permajuvenil?

Hello Darkness my old friend

Mørke og stilhed er sundt for sjælen. Hvis vi også samtidigt kan slippe for, at 35+ WiFi-signaler samt en hord af andet beskidt elektricitet, der fiser gennem nervesystemet, så er vi ikke helt ilde stedt. Så mangler vi bare, at den mad, vi hælder indenbords ikke er værdiløst junk i bedste fald og den rene-beskidte gift i værste fald + at det ikke vælter ned fra himlen med designer-vejrmodificerings-spray + at en dæmonisk medicinalindustri ikke får held til at omprogramere vores genetik med en eksperimentel ikke-vaccine og zombificere eller aflive størstedelen af jordens befolkning.

Folk er rædde for mørket. Det er selvfølgelig en gammel sag, og mørket udenfor bygden i de gamle samfund kunne være ensbetydende med et uheldsvangert møde med bæster iført kløer og hugtænder. Ligeså med at rave rundt midt om natten i visse urbane landskaber befolket af tobenede væsener med dårlig karma og skumle hensigter.

Det er ikke det mørke, jeg taler om. Jeg taler ikke om den irrationelle mørkeangst, som især byboere lider af. Det gør de bla., fordi de er forgiftede af lysforurening. Du er altid badet i 1000 lyskilder overalt, hvor du færdes. Hvis du stod på månen med et superteleskop og filmede The Dark Side of The Earth, der set herfra i modsætning til månens egen Dark Side kommer forbi en gang i døgnet, så ville man se byer og motorveje badet i milliarder af lys.

Jeg taler om det befriende og helbredende mørke. Hvornår har du, kære læser, sidst udsat dig selv for en nat et sted med bulderravende mørke og stilhed, så du kan høre en nål falde til gulvet? OK, så er det et problem, for selv den mindste uvante lyd kan have en betydning. Men fratrukket det, så kan jeg forsikre om, at man sover som en sten. Medmindre man render rundt med andre bekymringer, der påvirker ens nattesøvn.

Så alt andet lige: Mørke og stilhed er sundt for sjælen. Altså, hvis du regner dig selv for indehaver af en sådan tingest. Ellers kan du jo bare omdøbe den til et eller andet klinisk-mekanisk, der giver midlertidig mening for dig.

Til en militant veganer

Jeg kan forstå, at du er modstander af at tage livet af levende væsener.

Så kan jeg fortælle dig, at seneste forskning – og den er omfattende – viser, at både planter og træer er særdeles levende væsener på alle de måder, man hidtil har reserveret til dyr og mennesker. De har et sofistikeret sanseapparat, et kommunikationssystem og en veludviklet intuition. En plante opfører sig som et dyr i slow-motion. Organismerne i en skov og på en eng har et samfund, hvor disse livsformer hjælper hinanden. De er i øvrigt udstyret med DNA ligesom dig.

Jeg går vældig meget ind for at give dyr et stykke velfærd, et naturligt liv og en værdig død, hvis det er det, vi har tiltænkt dem. Jeg regner så med, at du gør det samme med de levende væsener, som du har valgt at tage livet af – din skide massemorder!

3 kommentarer

  • Stig Kempel

    Nietzsche er død siger det hele. Det kan godt være at du ikke tror på Gud, men Gud tror på dig.

    • marcohanuman

      Og så bliver det endda sjovere endnu, for det var slet ikke det, som eftertiden har fået ud af det, som Nietzsche mente. Han bekendte sig ikke til nihilisme, han forudså dens gennembrud og beskrev de konsekvenser, det ville få for menneskeheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *