Har du nogen sinde tænkt på, hvad et nyhedsmedie og en journalistisk medarbejder i et sådant firma ville stille op, hvis der pludselig begyndte at dukke gode nyheder op?

Jeg tænker ikke så meget på erhvervssiderne i avisen, hvor de roser en eller anden direktør til skyerne, der har formået at skabe overskud det forløbne år. Det er selvfølgelig svært at sige, men man sidder med en fornemmelse af, at succeshistorien har udeladt noget om, hvem der har betalt for gildet – men der kan du bare se: vi er så vant til dårlige nyheder, at der næsten per definition må være noget galt.

Jeg tænker heller ikke på lokalavisen, der mest lever af at lave hyggelige nyheder og sælge reklamer.

Jeg tror egentlig at mange journalister ville elske at skrive en god succeshistorie, hvilket de måske endda foreslår til et redaktionsmøde, men som chefredaktøren så fejer af bordet som ‘der er ikke læsere til den slags’, hvilket betyder ‘folk vil måske gerne læse om det, men vores annoncører vil have noget snavs, for det sælger’. Jeg forestiller mig scenen, for der må være en eller anden konstant aktiv faktor, og verden kan umuligt bestå af 95% lort, snavs, hadskheder, intriger og konflikter og mennesker, der går på røven, hvilket fremgår af mediernes skrive- og sendeflade.

Altså der ER rigtig meget lort og snavs i den tunge ende, men sjovt nok bliver den slags også skyet som pesten, for det vil også være fornærmende mod annoncørerne, der muligvis selv begår den slags. Det tunge lort og snavs er nærmest bandlyst, for det er jo en fornærmelse mod … ja mod hvem? Imod de tunge drenge, dem skal vi jo ikke komme i vejen for, for så lukker de os bare ned.

Redaktøren

Hvis jeg var redaktør …
så ville jeg sørge for at alle mine medarbejdere opstøvede en rigtig god nyhed om menneskelig succes, lykke, fremgang, opfindsomhed og tanker om et bedre liv for sig selv og alle andre. Der skulle på hver side i avisen være en sådan nyhed til – som minimum – at sætte lortet i relief.

Hvis jeg var redaktør …
ville jeg sørge for at gribe ned i bunken af gammelheder, gode gamle nyheder om, hvordan det sagtens kunne lade sig gøre dengang, for de folk, under de betingelser, på det sted i verden at gøre noget godt. Alt det er nyt, som læserne-lytterne-seerne ikke har hørt om før.

Hvis jeg var redaktør …
ville jeg ikke undgå dårlige nyheder om alt det, der forhindrer os i et bedre liv. Men jeg ville for enhver pris undgå det, som de gør hele tiden: de sidder og savler over det og opfordrer folk til at savle med. De sidder og hepper på lortet, fordi det er så herligt i al sin modbydelighed.

Hvis jeg var redaktør …
ville jeg fokusere på det gode liv, som alle drømmer om og som nogen endda er i stand til at skabe på trods. Men jeg ville også fortælle om, hvad der forhindrer eller kan forhindre det, og at forhindringer ikke er en livsnødvendighed med dukket nakke.

Hvis jeg var redaktør …
ville jeg holde op med at fodre svinehunden med råddent kød og benmel. Jeg ville give den noget ordentligt at æde, så jeg ikke behøvede at se på dens blodskudte øjne. Den tror jo ikke, at der findes andet til madskålen.

Forestil dig

Der står nogenlunde klart, at vi ikke skal havne i den anden grøft. Vi skal ikke begynde at lyve verden et bedre sted, end den er. Det er der vist heller ingen fare for, hvis jeg kender os ret. Men lad mig sige et par ord om, hvorfor vi er nødt til at beskæftige os langt mere med det levende liv i sin spiren, sin vorden eller sit fulde flor. Og hvis det ikke er nået så langt, så i det mindste og som en start det levende liv i sit potentiale, i sin vision. Vi er nødt til at visualisere for at få det levende liv til at komme op af jorden, ud af skabet og frem på banen.

Nogen ville kalde det at drømme. Lad os bare kalde det at drømme, men lad os til gengæld insistere på, at det ikke er eskapisme, flugt fra virkeligheden men den åbenlyse mulighed, at drømme kan forfølges og ankomme til virkeligheden. Jeg foretrækker at bruge ordet visualisere. Vi er nødt til at forestille os det sted, den tilstand eller det resultat vi vil hen til, eller som vi ønsker skal ankomme til os. Visualisering og bøn er i familie med hinanden. De har har en potentiel manifesteringskraft.

Gode nyheder hjælper os med at visualisere og i sidste ende at manifestere.
Dårlige nyheder fastholder os i uforløsthed, frustration, depression.

Gode nyheder kunne være dine nyheder for dit livsprojekt, selvom andre bringer dem.
Dårlige nyheder påvirker håbet for din fremtid, ved at trække dig ned i andres lort.

Gode nyheder er altid i din interesse, selvom det er nyheder skabt af og for andre.
Dårlige nyheder har kun kortsigtet interesse for dig, for de er i andres interesse.


Jamen hr. wannabe-redaktør, kan du så ikke give et eksempel på gode nyheder, ka’ du ikke, wa-wa-wa?!

Det kan jeg i hvert fald. Det kommer her: BIONAUTEN.DK

Kategorier: Philosophia

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *