Det har jeg glemt

Hvorfor kom jeg her? Det har jeg sgu glemt.

Jeg vågnede op en morgen uden hoved og hale og mål og med. Efter at have ravet rundt i mørke i fuldt solskin i halvanden time fandt jeg hovedet i brusekabinen. Halen var jeg kommet til at smide i skraldespanden under kategorien blandet køkkenaffald.

Efter at have skruet dem på igen, kunne hovedet ikke huske, hvad det selv hed, og halen kunne ikke huske en skid, så det måtte jeg lære den igen. Det lykkedes mig aldrig at finde mål og med, så nu har jeg meldt dem stjålet.

Heldigvis var rygraden nogenlunde intakt, så jeg var i stand til at vralte rundt og foretage mig øgleagtige handlinger.
Som at proppe noget i sprækken i munden i håb om, at det nåede halen med tiden.
Eller glo dumt på noget farveflimmer på væggen.
Eller gentage, hvad de sagde i flimmeret og sige, at det var noget, jeg sagde.
Eller tænke på halen på det modsatte køn – det var så her, jeg blev lidt forvirret, for det viste sig, at det modsatte køn ikke fungerede modsat længere.
Eller bruge nogle penge på ting, jeg havde glemt, hvad jeg skulle med.
Eller glemme, hvad det var, jeg godt kunne lide, som nogen var villige til at betale penge for, men så kunne jeg bare gøre det på rygraden.
Eller sådan noget.

Jeg kørte formålsløst ind i supermarkedskøer, billetkøer og trafikkøer. Og telefonkøer, du er nu nummer 38, vent venligst. Jeg stillede mig også i halen på to malkekøer – det skulle jeg aldrig have gjort, for de havde ikke glemt det.

Jeg søgte formålsløst min sande identitet ved hjælp af søgemaskiner, kopimaskiner og køkkenmaskiner, hvis formål jeg havde glemt eller misforstået. En gang kom jeg i tanker om det, og så fik jeg i et glimt af guddommelig inspiration den ide, at man bare kunne bruge en kniv og et bræt.

Jeg søgte formålsløst og stadig uden mål og med selve meningen med livet. Jeg kom omsider frem til, at det var en kombination af at spise pizza, hænge ud på hipsterjoints på Vesterbro og hade den amerikanske præsident. Senere har jeg lært, at det ikke var hele meningen, men at det også kunne være meningsfyldt at være veganer og flatearther, gå stærkt ind for indvandring og terrorvold, bare det er politisk korrekt terrorvold. Jeg synes, det giver utrolig meget mening, at CO2 er verdens værste giftstof, og at det nu skal være forbudt at flyve. Jeg synes bare, at der skal være en undtagelse med livsnødvendigheder som øl og Cola, for det smager ad helvede til uden kulsyre, så det giver INGEN mening!

Hvilket betyder – og her kunne du godt lære noget! – at jeg faktisk kan glemme mit hoved permanent og komme det i fryseren. Altså bare for det tilfældes skyld, at jeg skulle få brug for det igen.

Renselse?

Der flyder en gammel gift i vore blodårer.
Der strømmer beskidt elektricitet i vores nervesystem.
Vores hjernevindinger er befængt med hukommelsessvigt.
En nedarvet vaccine med multiresistent immundefektsyndrom sidder i sulet på os.

En infektion af kronisk angst er kravlet indenbords.
Der er de, der hævder, at ingen ved, hvor den kommer fra.
Lær at leve med den, accepter den, omfavn den, elsk den.
Vi er nødt til at anlægge masochisme for at være mennesker, siger de.
Og når vi nu har den, kan vi lissågodt tjene penge på den, siger de også.

En virus af selvtyndhed – det modsatte af selvfedme – har smittet os.
Træerne vokser ikke ind i himlen.
At blive ved jorden, det huer os bedst.
Man må kende sin begrænsning.
Forbundne remser af surkålspoesi minder om, at vi ikke skal komme for godt i gang.

Det er, hvad det er.
Træer, der vokser ind i himlen er en anelse uoverkommelige.
Men hvorfor skal forhindre os i at plante træer og kravle højt op i
dem?
Grænseløshed er end en anelse patologisk med bivirkningen hensynsløshed.
Men hvorfor er vore grænser bestemt af misforstået hensyn til en grænseløs stat?
Jord under neglene er herligt, jord mellem ørerne er rær’ligt.

Apatisk følelsesløshed er symptomet på et kultur-apoplektisk anfald.
Vi går rundt i anæstetisk stand-by-mode og har glemt, hvad det er for en knap på tastaturet, der afbryder dvaletilstanden – og i øvrigt er stikket røget ud.
Vi mærker ikke smerten og uroen, for betablokkere har skåret forbindelsen over.
Fladskærms-ritalin har nivelleret apparatet, ligeglad er aldrig glad.

Når kroppen ikke kan mærke kroppen, når sindet ikke kan mærke kroppen og sig selv, når hjerte ikke engang rimer på smerte, hvordan kan det resonere fryd og glæde?
Uden følelse ingen medfølelse. Krybdyret ser den anden vej, når de tæver en mand i sidegaden.
Vi hepper på dem, når de bomber udkantsverden, for de derude har nok fortjent det.

Nyt under Solen

Vi lever i de ondeste tider.
Det er overalt, i alle lag, ingen kan sige sig fri, vi har alle været en del af den.
De siger, at der intet nyt er under solen, og jeg har givet dem ret,
for jeg ledte og søgte og fandt det ældste blandt det nyeste.
Jeg giver dem ikke længere ret, for jeg ser, at der er noget helt nyt under solen.

Jeg tænkte, at det blot var mig, der var blevet bedre til at få øje på ondskaben.
Men så gik det op for mig, at det var fordi, at ondskaben var blevet øjensynlig.
Hvor den før havde været helt skjult undtagen for de skarpeste blikke og de kyndigste hoveder, var den nu i fjæset på alle, der evnede at se ud af deres øjne, hvilket var tilstrækkelig mange til, at det øjensynlige blev omtalt.
Ondskaben formåede ikke længere at skjule sig i lag af selvfølgeligheder som indpakningspapir for fortielser om Magtens beskaffenheder.

Vi kan ikke udelukke muligheden af, at visse af ondskabens vogtere i deres overmod ikke længere fandt det fornødent at holde på deres beskidte hemmeligheder og kryptisere dem selv, da de mente, at deres endelige mål var nået. Der manglede bare lige, det kunne ikke vare længe, vi fulgte vores manuskript, det kunne ikke gå galt nu.
Noget kom i vejen for den selvopfyldelige selvfølgelige selvfede profeti.

Nogen stak en kæp i hjulet og smed en svensknøgle ned i motorrummet.
Nogen hev i stikket og trak i bremsen i højhastighedstoget til den nye verdensorden.
Det var ikke den nye verdensorden, der var nyheden.
Det var nyheden om, at den hverken var ny eller ordentlig.
Den skulle have heddet det gamle verdenskaos i ny emballage indsmurt i glidecreme.

Ondskaben havde i æoner omgivet sig med en kransekageformet tjenerskare af væsener, der var mere end villige til at implementere ondskaben i alle dens afskygninger. Alt skulle tilhøre Den Ene, intet måtte tilhøre og komme andre til gode, alt skulle komme til onde. Besiddelse var en besættelse for Den Ene (possession). Ikke at besiddelser af globale dimensioner på nogen måde var til gavn, for ingen, selv ikke Den Ene evnede at værdsætte så umådelige besiddelser som andet end besiddelser.

Vi vil aldrig kunne forstå ondskaben til fulde, for vi evner ikke at fatte noget, der er aldeles væsensfremmed for det menneskelige tanke- og følelsessæt. Vi kan til nød forstå, at menneskelige væsener har kunnet føle sig tiltrukket og foranlediget til for egen vindings skyld at være tjenerskab for Magten. Magtens wannabes vil ifølge deres wannabe-logik altid stræbe efter omkredsen af Magtens centrum i deres længsel efter belønning og privilegium. Så længe man nyder sit privilegium, er det svært at forestillede sig, at man kan miste det.

De spurgte engang ved lejlighed et medlem af Ondskabens Imperium, hvorfor de hele tiden ravede til sig, når de havde tilstrækkeligt i n‘te grad allerede? Medlemmet svarede: I vores verden findes der ikke noget, der er tilstrækkeligt.

Slutspillet. En dag ankom der noget nyt under solen. Kontrakten var udløbet. Den Ene blev sat ud af spillet. Kontrakten var misligholdt, som man siger, og blev derfor ikke fornyet. Magten var så omfattende og indgroet, at Slangens Hoved og et stykke af halsen måtte lade livet. Halen basker stadigvæk, der er stadig gift tilbage i det flommefede dekapiterede korpus, en ondskabens detox er iværksat men ikke tilvejebragt. 16.500 års vælde for ondskaben bliver ikke skyllet bort over en weekend.

Dragens tidsalder er forbi. Menneskets tidsalder er begyndt.

Kategori: Poema

2 Comments

Stig Kempel · 27/08/2019 at 8:45

Dejligt indlæg at læse her en solskinsmorgen. Den styrker mit håb og bekræfter min fornemmelse af, at ondskaben får sværere og sværere ved at gemme sig, stærkt hjulpet på vej af folk som dig,Corbett,Amazing Polly og andre vedholdende mennesker. Har du nogensinde læst Ringbærerens Dagbog af Peter Kjærulff

    marcohanuman · 28/08/2019 at 21:40

    Det har jeg ikke. Jeg er sikker på, at det er yderst relevant.
    Men det er fysisk-krop-og-tids-umuligt at læse alt, der skrives.
    Vi lever i tider – heldigvis – hvor tankesæt opstår parallelt og synkront.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *