Galopperende rød edderkop

I princippet synes jeg ikke, at dyr skal gallopere henover hverken min computerskærm eller -tastatur eller hvad der end måtte befinde sig af gear på mit skrivebord i udendørs-tilstand.

Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan stå for de små røde edderkoppeunger, der for nyligt er sluppet løs fra reden. Et indiskutabelt faktum er deres gallopereringsevne, deres need-for-speed, hvor de flytter deres halve millimeters ottebenede korpus med en km/t svarende til, at du flyttede dit tobenede ditto med 40-80 km/t, hvilket igen svarer til en teenager, der har købt eller stjålet en knallert, som han har hakket-boret-tunet-chippet uden udstødningsrør. Forskellen mellem teenageren og den røde edderbasse er imidlertid, at den ottebenede er fuldstændig lydløs, og teenageren er den værste lydterrorist indenfor kilometers radius. En anden forskel er, at den bumsede teenager ikke har helt styr på sit køretøj, mens edderbassen Jens Lyn styrer stilsikkert med alle otte ben. 

Hen over min computerskærm og rundt om hjørnet. Hvad er det, han har så travlt med, og hvor skal han hen i sådan en fart?

Jeg har en bekendelse. Forleden kom jeg til at tvære en af dem ud på min arm, fordi den kildrede. Det var altså ikke med vilje, det var det ikke! Og jeg har også sagt pænt undskyld. Den lavede en rød bremsestribe på 20 cm. Det vil med andre ord sige, at den også er rød indvendig.

Overvågning

Ray Kurtzweil sagde – og han ved det, for han er en af chefideologerne bag transhumanismen og teknofascismen: Hvis noget kan bruges til at overvåge mennesker, kan det også bruges til at manipulere dem. Hvilket er nøjagtigt, hvad efterretningsvæsenerne gør: overvåger og manipulerer.

Google var udset til at udvikle den AI, som er Kurzweils våde drøm. Det var på en gang det overvågningskapitalistiske redskab og det mest omfattende manipulationsprojekt. Google udviklede Android, der overvåger, selv når telefonen er offline. Google opkøber alt til formålet. Fx købte de et firma, Net/X, der har udviklet såkaldte intelligente termostater til radiatorer. Skal vi ikke bare nøjes med at kalde dem smarte som i lige-lovligt-smarte. Af en eller anden grund har de placeret både kamera og mikrofon i dimsen – hvad pokker laver den slags i en termostat? Well, den slags skal tjekke, hvad børnene siger om de voksne, hvordan det går med sexlivet, og om man har kritiske meninger om BigBrother og hans venner. 

Og så skal det medvirke til at bygge en en virtuel kopi af os alle sammen, så de kan forudsige ALT, vi foretager os baseret på ALT, vi allerede har foretaget os. Det er der så en anden af Googles samarbejdspartnere, der gør for dem. Vi taler ikke om noget, der måske ankommer i en tænkt fremtid. Vi taler om noget, der allerede er fuldt implementeret, lige her og lige nu!

Vi kommer til at se teknofascisterne for fulde omdrejninger op til det amerikanske præsidentvalg 2020. Ved at promovere alle negative udsagn om præsidenten og undertrykke alle ditto om hans modstandere, regner de med at kunne vride nakken rundt på vælgerne. De er ikke særligt interesserede i en ny periode, hvor han går videre med at gøre alt det, han har sagt, at han ville gøre. Deriblandt at fratage dem deres undtagelse for at stå til regnskab som publicister, siden de så åbenlyst ikke længere blot er uafhængige og upartiske platforme for alle. 

Den fremmeste ekspert på BigTech og deres metoder hedder dr. Robert Epstein. Hans estimat frem til dette valg i 2020 er, at Tech-selskaberne er i stand til at flytte omkring 15 millioner stemmer til deres kandidat. Folk har ingen anelse om, hvorforde stemte, som de gjorde, for folk stemmer med deres følelsesapparat baseret på impulser. Folk har heller ingen anelse om, hvad der er, der IKKE kommer op, når de søger på Google. De har heller ingen anelse om, der kommer det op, der kommer op. Google har filtreret virkeligheden for dem.

Måske vælgerne har lært noget om deres metoder i mellemtiden. Måske de hart set mønstret med deres sidestykke nyhedsfascisterne og deres talende-betalte hundehoveder og fake news. Måske vælgerne + Tech-selskabernes og Fake-mediernes censurofre, de shadow-banned, de kulturelt cancelled, de demonetariserede og de algoritmisk udstødte har forstået et og andet om det nye styresystem, Wuhan-modellen for social kontrol. 

Navnet på projektet starter med Goo som i geléklat, slim, giftig klæbrig substans. 
At google: at klæbe-klistre, at gelatinere i en blævrende hinde, at lægge en slimhinde omkring alting.

Spænd sikkerhedsbæltet

og hold fast i stropper og seletøj
Der er rørt vande forude, der er huller i vejbanen
Vi kan ikke se en hånd fremfor os, der er drivis på forruden
Lyden af stilhed før storm er af noget videre larmende karakter

Der er ugler i mosen og rotter på loftet
Der er mus i knæet og køer på isen
Vi kan roligt regne med, at vi ikke kan regne med noget
Lugten i bageriet er lige til at skære i skiver

Der er skeletter i skabet, der er skiderikker i skuret
Der er ild i lokummet, der er lufthuller på landingsbanen
Vi ser ikke munden og mennesket bag masken
Billedet af underkastende fordummelse er ikke et syn for guder

Der er heftig banken i nedløbsrørene, der er flimmer i billedrørene
Der er kloakvand i vandrørene, der er saltvand i sugerørene
Vi må ikke kalde en spade for en spade og et ord for et ord
Følelsen af smagsdommeri og smugkiggeri er for viderekomne

Der er den nye normale neurose, der er den kollektive psykose
Der er paranoid pestofobi, der er pandæmonisk patologi
Vi forventes at værdsætte globalismens normalværdier
Smagen af svindelnummer er som bid i en bittermandel

Et regimes sammenbrud

Det fulde overskrift burde have været: Et diktaturs sammenbrud eller et totalitært regimes sammenbrud. Dette regime er lige nu det regime, der blev opbygget af det kinesiske kommunistparti og maoisterne fra 1927 og til i dag. I modsætning til den marxisisk-leninistiske Sovjet, der brød samme i 1990, så er det marxistisk-leninistisk-maoistiske Kina intakt i sin struktur, dets greb om kineserne og ligeledes dets indflydelse på verdenssamfundet, hvilket nu for alvor kommer for en dag. 

Globalisterne, hvis historie går langt tilbage og i deres nuværende form ikke er forskellige fra industrialisterne og imperialisterne i 1800-tallet, forlængede og udvidede deres Imperium med to gigantiske slavestater i Asien vha iscenesatte revolutioner. Revolutionerne var ikke hverken russiske eller kinesiske opfindelser men udtænkt i kernen af Imperiet og udført af deres udsendinge. Marx var et Rothschild-yngel, Trotskij var et Rockefeller-yngel, Lenin var et frimurer-yngel (Grand Orient-logen = jacobinerne), Mao var et Yale-Skull-&-Bones-yngel. Intet af dette øgleyngel har tænkt, talt, skrevet eller realiseret én eneste tanke, der ikke i forvejen var blåstemplet af deres tids udgave af globalismen og dens direktionskontorer.

Deres 2. store slavestat er i fuld gang med et sammenbrud. About fucking time! ville nogen sige. 

Enhver nation kan sammenlignes med en organisme. Hvis en organisme er inficeret med en parasit eller en infektion, så er der to udkomme. Enten dør organismen, eller også skaffer den sig af med sin infektion. Det sidste kommer til at ske med Kina, for der er alt for meget livskraft, alt for solid og gammel en tradition og kultur og alt for mange mennesker til, at en lille perfid mafiastruktur, der i 1927 skabte slavestaten, kan styre for evigt.

Teknokommunismen anno 2020 er et megastudie i social-mental-psykologisk-politisk kontrol med mennesker. Vi troede, at vi havde set rædslen til ende, men med nye teknologier bliver rædslen forlænget tilsvarende. Kina i dag er én stor forbrydelse mod den kinesiske del af menneskeheden. Den kommunistiske hi-tech-kommunismes undertrykkelsesapparat er uden historisk sidestykke. Men lige som regimet selvsikkert troede, at Verden lå for dets fod, kommer tilbageslaget og dermed starten på sammenbrudet. Totalitære regimer kan ikke klare egentlig kvalificeret modstand, for de har ingen egentlig indre styrke, da en sådan kræver helhjertet folkelig opbakning. De kan heller ikke klare, at deres agenda og deres ugerninger bliver afsløret og udstillet i det offentlige rum, for deres styresystem bygger helt og holdent på IKKE at blive afsløret og udstillet.

Teknokommunismen er en opdatering af et statskup fra 1927. I et statskup tager man aldrig befolkningen i ed. Vi må herefter tilføje Kina på listen over Imperier, der blev nakket af imperialisterne-industrialisterne-globalisterne i starten af forrige århundrede. Det skete i 1800-tallet med det napoleanske kejserdømme, det skete i verdenskrigene med det tyske kejserrige og det østrig-ungarske kejserrige, og det skete i revolutionerne med det russiske tzardømme og det ottomanske rige og til sidst med Kina, alle tre replikanter af den franske revolution.q

Hvilket ikke er helt rigtigt i forhold til Kina, for Ching-dynastiet faldt allerede i 1908 og i mellemperioden var der forskellige tiltag eller trin i nedbrydelsen af dynastiet. I Rusland skete det via den provisoriske regering (Kerenskij, de russiske jacobinere), i Kina skete det via KuominTang-styret. Scenen og bagtæppet var allerede sat i det store teaterstykke – hvorefter Mao Tse Dong træder ind på scenen og begår den ugerning, der har skadet flest mennesker i verden – nogensinde!

Grafik og symbolik er sjældent tilfældig

Her løber vi ind i et stykke geopolitik. Mens det maoistiske kupmager-imperium er ved at falde sammen, ser vi en en alliance danne sig imod dem. En quadruple-entente (4-dobbelt) er det blevet kaldt (Joseph P. Farrell). Det henviser selvfølgelig til tripple-ententen (3-dobbelt) i 1. Verdenskrig bestående af England, Frankrig og Rusland vendt mod Tyskland (entente = omkreds/indkredsning). I Asian og globalt lige nu er der dannet en alliance bestående af Rusland, Indien, Japan og USA beregnet på at inddæmme Kina, der mister ‘venner’ på stribe. Et eksempel på kinesisk aggression er, at kinesiske flådefartøjer har okkuperet øer i Filippinerne og har omringet andre. Præsident Duterte var på kollissionskurs med Obama-regimet men startede venskabelige forbindelser med Trump-regeringen, da han så et kursskift. Kineserne forsøgte at smugle atomvåben ind i Pakistan, så hvordan går det lige her? Deres naboer koreanerne hader dem. Rusland har afbrudt deres militære samarbejde med dem. Japan er i gang med en historisk rykken-sig-løs fra de bånd, der blev lagt på dem efter WW2, hvor de ikke måtte have en hær. De har teknologien til det, og nu foretager de en militarisering i erkendelse af, at Kina er i færd med at begå aggressioner mod både deres naboer og worldwide. Det går ikke så godt for kommunisterne i Mainland China.

Dette er opskriften for sammenbrudet af et totalitært regime. Der sker et synkront sammenfald mellem ydre modstand og indre overgreb. Regimet vil per automatik forsøge at eksportere og projicere sin indre svaghed og sine indre modsigelser ud på omverdenen. Det skal aflede og forvirre omverdenen udadtil og befolkningen indadtil. Motivet er desperation, panik. Når de træder ind i den fase, hvor de bliver aggressive, så er det begyndelsen til enden for dem. 

Det sker på samme tidspunkt, som US-Deep-State går i panik-mode. Er der en sammenhæng her? I allerhøjeste grad. Kina var udpeget af globalisterne til at blive det nye centrum for deres Imperium. De har smadret imperier for selv at blive Imperiet. De har ædt Kina op indefra for at gøre dem til et redskab for deres masterplan. Silkevejen var i virkeligheden ikke et kinesisk projekt, det var et globalist-projekt. Det var planen, kineserne var stillet i udsigt, at den amerikanske dominans og hele økonomi skulle smadres. Outsourcing var det store dyre ord fra 90’erne. Al produktion gik i retning af Kina. Vi husker, hvordan super-globalisten David Rockefeller lovpriste kommunismen og Mao i sit rejsebrev. Globalisme er den globale slavestat, den ældste og vådeste drøm blandt de efter egen opfattelse udvalgte (elite). Det går ikke så godt for dem, som de havde beregnet. De er ellers vældigt beregnende.

Sammenbrudet for det kinesiske kommunistparti ER sammenbrudet for den globalistiske drøm. 

Cafémad

Vi kender det, hvis vi en gang imellem kommer i storbyen. Eller provinsbyen. Vi har måske ikke lyst til at gå ind på en restaurant. Det er lidt for formelt og definitivt. Hvid dug og tjener og hagesmæk og alt det dér, når det skal være.

Det skal være lidt i den lette afdeling, vi dropper lige forbi til en hurtig. Det er her, problemet opstår. Caféerne vil det hele. De serverer kaffe og kage, de serverer drinks og snacks, og så laver de lige noget cafémad ude i baglokalet. Ideen er selvfølgelig importeret fra fransk caféstil. Caféerne har bare misforstået konceptet i importøjeblikket. Man kan ikke bare tage et stykke kultur ud af sammenhæng og implantere det.

Disclaimer: Jeg skærer alle over én kam, men jeg kender godt steder, der ikke svarer til beskrivelsen.

Det, caféerne som standard lige hurtigt smækker sammen ude i baglokalet, er selvfølgelig det muliges kunst, for folk gider heller ikke betale for det. Det skal være hurtigt, og det skal være billigt. Alt går på kompromis. En traditionel fransk café går ikke på kompromis. Deres brød er frisk fra bageren nede om hjørnet. Osten er lokal. Kaffen er af bedste kvalitet. Kagen er fra konditoren i naboejendommen. Vejret er minsandten også lokalt, og man kan sidde udenfor det meste af året. Sådan en må vi da også have, tænker den danske kopist – hvorefter han nødt til at investere i en stribe hårdtpumpede elpaneler, der får elmåleren og -regningen til at gå amok, for sydlandsk skal det satanædeme være!

Vi har vores egen tradition, og den findes stadigvæk. En café med en madmor, der smører smørrebrød. En kro med servering, hvis det er det. En øl- og vinstue, en bæverdink hvis det er det. En konditor med friskbagt brød medbragt til opstillede borde, hvis det er det. Uprætentiøst, autentisk, traditionelt. 

En sjældenhed – der serveres traditionel dansk mad!

Men nej, sådan skulle det ikke være, dengang, for charterturisterne var vendt hjem fra Italien, så nu skulle de æde pizza og pasta i deres eget nabolag. Og charterturisterne vendte hjem fra Solkysten, så nu skulle det hedde bodega i stedet for værtshus. Og charterturisterne havde været i London, så nu skulle de have scramled eggs & bacon. Og charterturisterne vendte hjem fra Østen, så nu skulle de have Thai-style nudelsplat i dansk misk-mask-udgave. Og charterturisterne vendte hjem fra Spanien igen, og nu skulle de saftsuseme have tapas, whatever that is. Og charterturisterne vendte hjem fra de nye billige sites i Tyrkiet, og nu skulle der være en shawarmabar på hvert hjørne. Det syntes de i mellemtiden indvandrede også, men de havde i mellemtiden glemt, hvordan deres mor lavede det. Og charterturisterne tog på badeferie i Mexico og vendte hjem og ville ha’ nachos overhældt med ost og halapenos. Og charterturisterne havde taget springet til United Bluff, og nu ville de som hjemvendte have maksimal multikulturel bad taste og fylde alting på samme tallerken, hvorefter vi fik den infamøse brunch. Eller også ville de have burgers, der i 9/10 tilfælde er klam hundeæde.

Misforstå det ikke. Alle disse madkulturer er i deres egen settings fantastiske og i fuld fokus. Cafémad, derimod, er som oftest ufokuseret og misforstået. Og ikke nok med det: den smager enten ikke af en skid eller ad helvede til. Eller et eller andet udefinerbart sted in-between. Cafémad kan ikke bestemme sig, den ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den skal hen.

Kategorier: EssayPoema

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *