Normalt ville man bruge ordet om en religiøs fanatiker, der tilhører en gruppe indenfor Islam, Kristendom eller Jødedom, der kun tillader én særlig stereotyp-ordret fortolkning af de hellige skrifter.

I modsætning til Østens religioner, hvor der folkeligt-kulturelt set findes et mylder af trosretninger og hybrider, og hvor der blandt dedikerede udøvende af den spirituelle praksis forventes en oplevelsesbaseret tilgang, bygger fundamentalisme på en ordret tro på og fortolkning af bogen, skriften i form af åbenbaringen, der er kommet i hus ved, at én mand gik op på et bjerg og talte med Gud og kom tilbage og fortalte menigheden, hvad Gud havde sagt. Og hvor det forventes, at man opgiver sit direkte og personlige forhold til Universets Skaber, for det er der folk til. De religiøse institutioner betyder al magt til mellemhandlerne.

Fundamentalisme er ikke automatisk forbundet med krig, undertrykkelse og terrorisme. Men det er ikke så svært for lederne i en fundamentalistisk sekt – hvis lederne er folk med den intention – at få medlemmer af deres menighed til at være fortalere for og måske udøve krig, undertrykkelse og terrorisme, hvis det forlanges af dem. Gud har sagt det, profeten hørte det og gentog det, nogen hørte det og skrev det ned, og vi, Skriftens dørvogtere, har et par årtusinder senere stadig mandatet fra profeten indkapslet i institutionen, så derfor …

Præsteskabet legitimerer sig højeste autoritet med trosmonopol via den institution, der hævder at have bevaret den ultimative, den fundamentale og dermed den uimodsigelige skrift. Men der skal mere til for at blive til det, vi forstår ved fundamentalisme. Der skal et bestemt twist til, og der skal ligge en bestemt intention bag. Funda-mental = opbygning af sindet. Intentionen er magt over menneskesindet. Og hvorfor skulle nogen ønske en sådan magt? Næppe for at hjælpe mennesket, for så ville hjælpen bestå i det modsatte: frisættelse fra menneskers magt over andre mennesker i respekt for den eneste Magt i Universet.

Kult

Fundamentalisme munder altid ud i politiske kulte. Derfor er fundamentalisme ikke kun pervertering og afstumpning af religion. Det er også, når en ideologi antager religiøse egenskaber i form af krav om hjernedød og hengivelse til dogmatik. Fællesnævneren for fascisme, nazisme og kommunisme var, at de var statskulte. Landsfaderen blev dyrket som en gud på samme måde, som den romerske kejser forlangte at blive dyrket. Især de kommunistiske ledere fra Lenin og Trotsky til Stalin forlangte at blive dyrket gennem absolut underkastelse til partiprogrammet – selve ordet politisk korrekt stammer fra den tid – og hvis man var den mindste smule ukorrekt, så røg man ad Gulag til, hvis hovedet sad på kroppen så længe.

Blot fordi man har en stærk leder i et land, er det ikke ensbetydende med tyranni eller totalitær statskult. Moammar Gaddafi var et eksempel på et stærk skikkelse, en diktator om man vil, der havde næsten total opbakning fra sit folk. Det var det, der gjorde Vesten misundelig, for en sådan opbakning havde ingen vestlig leder i nyere tid haft. Da han begyndte at forære sine naboer teknologi, der kunne bringe dem ud af fattigdom, og da han varslede, at der blev arbejdet på en afrikansk dinar, der skulle erstatte petro-dollaren, myrdede de ham. Det saudiarabiske regime er et eksempel på det modsatte. Det var efter sigende fra Riadh, at ordren om at myrde Gaddafi kom.

Islamisk fundamentalisme er intet andet end politiseret religion. Religion og politik er i forvejen ikke adskilt i Islam, for Islam har aldrig haft den renaissance, som den kristne kultur havde, og som førte til en hel eller delvis adskillelse af stat og kirke. Kristendommen blev først til en religion, da den blev til en romersk statsreligion, så i sin oprindelse var den også en statskult. Det er ikke uden grund, at der stadig i dag er noget fascistoidt over Vatikanet. Jødedom er strengt fundmentalistisk, for patriarkatet bestemte alt. Ypperstepræsternes øverste råd, Sanhedrin, havde alt at skulle have sagt. En rabbiner i en østeuropæisk ghetto havde hoved- og halsret over medlemmerne af sit trossamfund. Der er historier om, at unge ægtepar, der ikke trivedes under rabbiner-tyranniet, blev beordret aflivet.

Abrahams børn

Alle de tre abrahamiske religioner er skriftens og bogens religioner, så alle er umiddelbart transformerbare til fundamentalistisk kultisme. At Kristendommen er det mindst grad skyldes, at den har gennemgået de største transformationer. Der findes kildekritik indenfor Kristendommen, der findes diskussioner mellem de lærde, der findes skoler og retninger, der sameksisterer uden at bekrige hinanden. Både kirkefædrene og middelalderens skolastikere læste deres Platon og Aristoteles og der var en ubrudt forbindelse til antikkens visdomsskoler. Videnskaben skylder Kristendommen sin eksistens.

Kristen fundamentalisme findes bestemt, og underligt nok er det indenfor protestantismen, at vi mest ser den slags. Puritanerne og calvinisterne var strengt fundamentalistiske. Disse sekteriske skoler er opstået i tider med stor social ustabilitet, så de var designet som redskaber for social kontrol af de urolige sjæle. Det var de engelske puritanere, der blev en pain in the ass for samfundet, så de udvandrede til Amerika, der er nutidens bibelbasker-bælte i USA. De er stærkt politiserbare og meget let til fals for verdsliggjort, politiseret-twistet jødedom i form af zionisme.

Grunden til, at vi især forbinder fundamentalisme med Islam er, at det var et britisk-imperialt efterretningsprojekt, der satte hykleri i system. Det er beskrevet i detaljer i artiklen Den døende gud – Kabbalismens historie, der bygger på historikeren David Livingstones værk. Her berettes om netop hykleriet og dets virkningskraft.

Hykleriet

Det er hævdet, at illuminater foretrækker at spille rollen som politikere. Det spiller langt snarere rollen som pseudo-religiøse ledere. De kan kendes på en bestemt fælles opfattelse af mennesket – fra Platon over Jamal Afghani til Leo Strauss. Ifølge dem er mennesket svagt, det kan ikke acceptere den sandhed, at der ingen sandhed er, så de har brug for myter, for fantomer i himlen, et liv efter døden, osv. Man kan ikke bare fortælle folk, hvordan virkeligheden er, man er nødt til at bruge religion til manipulere dem. De bruger derfor alle trossystemer, ideologier og religioner, buddhisme, kristendom, kommunisme, demokrati, you name it. De poserer gerne som performere indenfor alle genrer. De byder sig mere end villigt til som præsteskab.

Folk har generelt en død vinkel, når det gælder den slags typer. Folk undervurderer truslen fra hyklere. Hvis man læser i Det Nye Testamente, advares der mod hyklerne. Det samme i Koranen. Da en ærke-hykler som George Bush stillede sig op og sagde, at han var kristen, hoppede alle de kristne på den og troede på alt, han sagde – De, der ikke er med os, er mod os. Det samme med resten af hans neocon-kumpaner. De fleste af dem var zionister, men for at få accept fra de kristne, tog de et kostume på. Verden vil bedrages. I den muslimske verden er der masser af eksempler. Folk opdager ikke forførelse via religion, for religion lærer os at tro på og stole på. Religion er afvæbnende. I en ideel verden af godhed, ville tro og tillid være en god ting. I den verden, vi lever i, er det livsfarligt.

I sand religion står hvert menneske kun til ansvar overfor Gud. Religion er en sag mellem det enkelte menneske og Gud, Universets Skaber og Opretholder, den Ultimative Realitet erkendt via vort eget Højere Selv. Det handler om samvittighed, ansvar, et højere formål med vores eksistens og en klar fornemmelse af, hvordan vi tjener dette formål. Det modsatte er illuminaternes satanisk-nihilistiske doktrin om, at der intet formål er, at sandhed ikke findes, at der ingen højere orden findes, at det hele handler om den stærkes overlevelse og ret til at tage røven på alle andre. Alt, man slipper af sted med, har ret. Hvis man slipper afsted med lodret løgn, så er lodret løgn det samme som sandhed. Løgnen bliver ligefrem ædel (the noble lie).

Hele tanken om et præsteskab er reelt set en kæmpemæssig hån mod religion. Egentlig religion afgik ved døden, da præsteskabet ankom. Tilbage er et redskab for kontrol med sindet – guverna-mente. Det er nemt at kalde sig kristen, muslim, whatever. Men det er hundesvært at sige med fuld overbevisning, at man kun respekterer og ærer Gud og Gud alene – eller formuleret uden brug af begrebet Gud: at man kun til regnskab overfor de universelle og naturlige love og afstår fra at gøre skade på noget væsen. Al jura, al regering, al stat, alt tyranni, alt slaveri kommer ind ad døren, når mennesker glemmer eller ikke længere tør stå ved, at de kun behøver ét: at stå til regnskab overfor Universet / Gud. I det øjeblik af tvivl og svaghed ankommer parasitten og lægger sig imellem dig og Skabelsen, hvorved samvittighed er gjort illegitim.

I princippet er det muligt at have retfærdige ledere. Det synes dog for tiden mere principielt og hypotetisk end egentlig muligt. Folk glemmer, at lederskab konstant skal fastholdes i dets forhold til sandhed og retfærdighed. Herved bliver religion, politik, filosofi, ideologi, videnskab … en forklædning ovenpå ondskab. Folk glemmer at se ordentligt efter og at stille deres ledere til regnskab. Folk accepterer lederskab, der blot påstår at ville dem det godt. Det er barnets næsten uendelige tillid til den voksne. Det er svært ikke at bemærke, hvordan barne-begrebet går igen i det religiøse lingo: Guds børn, at blive som børn igen, Israels børn, … der er et touch af pædofili over den måde, ordet klinger.

Fundamentalistisk PSYOP

Er vi i tvivl om, at der bag den islamiske form for fundamentalisme gemmer sig en politisk agenda? Alle nøglepersonerne i skabelsen af den fundamentalisme, der også kaldes wahabbisme, salafisme var britiske agenter. Det går tilbage til Abdul Wahab, frimureren Jamal al-Afghani, henover Mohammed Abdu, Rashid Ridda og til Hassan al-Banda, den formelle stifter af Det muslimske broderskab. Via disse skikkelsers forbindelse er broderskabet og den fundamentalistiske bevægelse, politisk Islam, dybest set skabt af britiske frimurere og MI6/MI5. I virkeligheden har broderskabet og disse skikkelser intet at gøre med Islam, de var pseudomuslimer, de var netop hyklere. Hvorfor mainstream-Islam ikke har taget skarpt afstand fra hyklerne og folkeforførerne kan man undre sig over. Man kan også mene, at Islam dermed selv er medskyldig i, at den forsimplede opfattelse af, at alle muslimer er skabs-terrorister. Det viser i hvert fald, hvor dygtige briterne har været til at korrumpere både gud og hvermand. Og hvem har de lært det af? Det har de lært af venetianerne, men det er en helt anden historie – læs: Den venetianske forbandelse.

al-Afghani

Så hvad bestod PSYOP’en, den politisk-psykologiske operation i? Den bestod i at finde et svagt punkt i Islam, så britisk imperialisme kunne komme til. Islam var selv skabt på en impuls af imperialisme, og den krigeriske ekspansion allerede tilbage til profetens dage var en af de mest voldsomme i historien. Mange hoveder er røget i profetens navn, folkemord er udført, undertrykkelse af anderledes tænkende, despoti, you-name-it! Det tog fx spanierne 700 år at få maurerne smidt ud af Sydspanien. Men i takt med at Khalifatet blev etableret, dannede der sig en stabil enhedskultur fra Indien til Afrika, og der herskede en slags islamisk fred på grund af denne enhedskultur. Ulig Kristendommen var det ikke en sværm af skingre sekter, der bekrigede hinanden. Selv skellet mellem Shia- og Sunni blev ikke årsag til krige, som man kunne forvente. Denne konflikt er syntetisk og del-og-hersk-politik.

Ottomanerne

Et faktum som europæiske middelalderstudier ikke er særlig obs på, er at Middelalderen er domineret af Det Ottomanske Rige. Da briterne ekspanderede imperialistisk indførte de den infamøse del-og-hersk-taktik. Det er hemmeligheden bag en lillebitte ø i udkanten af Europa’s evne til at underlægge sig store dele af Verden. Deres teknik var bedrag, rule by deception. De måtte finde en metode til at underminere Det Ottomanske Imperium, og denne metode måtte nødvendigvis indeholde elementet af muslim mod muslim.

Metoden beskrives i bogen The Memoires of Mr. Hempher, The British Spy to the Middle East. Hempher beskriver, hvordan han blev udsendt at briterne for at underminere ottomanerne. Han rejser området tyndt til, at han finder en mand, der er korrupt nok til at kunne samarbejde med ham, og som hedder Muhammed Abdul Wahab. De tester ham ved at få ham til at begå handlinger, der regnes for grove synder i Islam, og det lykkes dem. Kompromittering regnes for en sikker måde at skaffe sig lydighed hos ledere på. De tager ham med til Saudiarabien og partner ham op med en mand ved navn Ibn Saud fra House of Saud. Saud skulle være den politiske leder, og Wahab skulle være kilden til ideologien. Den egentlige kilde var dog briterne.

Ørkenrøveren ibn-Saud på sine gamle dage

Så hvordan får man én muslim til at hade og bekæmpe en anden? Det er strengt forbudt indenfor Islam. Den eneste måde er at få den éne muslim til at erklære den anden for at være ikke-muslim. Wahab kunne herefter sige, at Jihad var påbudt overfor dem, han udråbte til vantro. Han finder et meget tyndt påskud ved at henvise til det vantro i at bede til helgener. Nogle muslimer ville udtrykke sig sådan: Gå i forbøn til Allah for mig. Wahab harcelerede over, at dette var en idoliserings-akt, altså en form for afgudsdyrkelse. Det er selvfølgelig ikke tilladt at bruge billeder i Islam, derfor al den overdådige dokorationskunst, arabeskerne, geometrierne, de slyngende mønstre. Men det var der på ingen måde tale om her. Det lykkedes alligevel denne bedrager, denne spindoktor at indpiske den doktrin, at en anmodning om forbøn var at gøre en anden person til Gud, der var trosfornægtelse, apostasis.

Wahab, købt og korrumperet af englænderne.
Da CIA castede Osama bin Laden, så de på billeder af Wahab.

Abdul Wahab hævder simpelthen, at hele Islam mellem den tidligste form og ham selv er faldet ud af Islam – hvilket viser det megalomane i hans udsagn. Han påkalder sit følge at fordømme og bekæmpe Islam. Wahab er en religiøs provokatør og ufredsmager, der selvbestaltet – eller rettere: bestaltet ene og alene af sine britiske, imperialistiske opdragsgivere – erklærer Jihad mod hele Islam. Han starter en terrorbølge, hans håndlangere besætter hellige steder, ødelægger helligdomme, relikvier, udfører massakrer, slavegør kvinder og børn, og andet charmerende. Så hvis vesterlændinge i dag har indtrykket af Islam som undertrykkende og fanatisk, så er de på grund af en endnu ikke uddød bevægelse for at korrumpere og pervertere Islam startet af briterne og Wahab.

Ottomanerne får ret hurtigt nok af Wahab og hans bestialske fanatikere og går ind og smadrer bevægelsen. Den overlever dog i et ganske lille område i Saudiarabien. Næste skridt til undermineringen af ottomanerne kommer med De Unge Tyrkere og næste igen med dannelsen af staten Israel.

Hvad har Den Franske Revolution at gøre med Den Russiske Revolution og De Unge Tyrkere og det armenske folkemord? ALT! De var jacobinere og frankister og sabbatærere, og folkemord var blot et af deres specialer.

Hovedformålet med Israel var ikke for jødernes skyld men for briternes. Jødestaten var det giftige spyd, der skulle plantes, så stregerne kunne tegnes i ørkensandet og deling-og-beherskelse finde sted. Der var to special-agenter i sving, den ene efter den anden. Den første var Lawrence of Arabia, der arbejdede med Feisal, sheriffen af Mekka. Den anden var Philby, der arbejdede med bin Saud. Imperiet var reelt set allerede blevet omstyrtet af De Unge Tyrkere, de kryptojødiske Dönmeh. Men Feisal får at vide, at hvis han hjælper briterne med at bekæmpe tyrkerne, så vil han blive konge i hele Arabien – altså ikke blot Saudi-Arabien men grundlæggende hele Mellemøsten. Hvad de dog ikke fortæller ham er, at de har underskrevet Sykes-Picot-aftalen i 1916 om at opdele Mellemøsten mellem englænderne og franskmændene. Altså franskmændene får Libanon, briterne får Palæstina og Irak, osv.

Så Feisal kæmper sammen med Lawrence of Arabia som beskrevet i filmen af samme navn, og de indtager Damaskus, hvorefter Feisal erklærer sig konge af Arabien. Men briterne prikker ham på skulderen og fortæller ham, at de har en anden aftale, som de lige ‘glemte’ at fortælle ham om, så han får kun lov til at indlemme Jordan, hvor hans familie stammer fra. Briterne og Lord Rothschild har allerede indgået en anden aftale kaldet Balfour-deklarationen, hvor det er aftalt, at Rothschild og den zionistiske bevægelse skal overtage Palæstina. I stedet for Feisal bliver det ibn Saud og hans jødiske slægt, der overtager kontrollen over Saudiarabien. Hans forfader, den oprindelige ibn Saud, var manden, der assisterede Wahab i at danne sin anti-islamiske islamisme. Et år senere overgiver ibn Saud rettigheder til olieboring til Rockefeller og hans Standard Oil.

Oliekrigene

Resten er historie, som vi er mere bekendt med. Hvis ikke, så kan William Engdahls bog The Century of War anbefales, men de fleste har en vis fornemmelse for, at olie nok har spillet en central rolle i krige især i Mellemøsten. Derfor var den første golfkrig i virkeligheden Første Verdenskrig, for her startede det hundredårige ræs om okkupering af oliefelterne i den del af verden, hvor det sorte guld ligger tættest på jordoverlfladen og derfor er nemmest at pumpe op. Englænderne så, at tyskerne var ved at bygge jernbane til Baghdad og gravede efter olie i Irak, hvilket var en yderligere grund til, at Misundelsens Imperium afsagde en hensigtserklæring = dødsdom over det Tyske Kejserrige og hyrede en ‘anarkist’, en påstået fundamentalistisk lejemorder til at myrde den østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo.

Dengang var det anarkistgrupper, i Rusland var det bolsjevistgrupper, efter WW2 blev det fascistgrupper, og i 90’erne blev det til islamistgrupper. Hvad bliver det næste? I øjeblikket ser vi en bred vifte af det hele afhængigt af, hvor i verden der skal deles-og-herskes. Om det er marxistisk- eller islamistisk eller fascistisk terror er ligegyldigt for grobalisterne / Imperiet. I USA er det marxistiske antifaer, i Afrika er det islamistiske lejehære, i Ukraine var det fascistiske sovende celler fra WW2. Generelt har fundamentalismen flyttet sig over på kulturfronten og viser sig som skinger nyfeminisme, øko-fascisme, LGBT’isme/transgenderisme, racisme forklædt som det modsatte, woke’isme, cancel-kultur, og i det hele taget ALT, der med afsæt i politisk korrekthed vha. skyld, skam og frygt kan gøres til et kulturelt-mentalt-socialt våben mod det i forvejen hårdt plagede menneske, hvor end det måtte befinde sig.

Seneste skud på stammen er virus- og vaccine-fundamentalisme.

  • Du vil da ikke forlade dit mørkelagte hjem og bryde forsamlingsforbudet og VÆRE SKYLD I, at din nabo dør, vel?!
  • Du smøger da uden tøven bukserne ned, når den rare Onkel Gates kommer og stikker den ind, ikke?!
  • Du har da fuld forståelse for, at fætter Google og kusine YouTube lukker kæften på dig og udstøder dig fra de korrektes selskab, har du ikke?!
  • Du har da ikke noget imod at få inddraget alle dine civile rettigheder på ubestemt tid, vel?! Vi kan måske låne dig et par af dem i perioder, men så skal de leveres tilbage.
  • Du har da ikke noget imod at angive din nabo, hvis han ikke lever op til det nye normale, nej da?!

Og hvad har virus og vacciner med olie at gøre? ALT!
Medicinalindustrien er et biprodukt af olieindustrien, og skabt af de samme mænd, der sønderskar Mellemøsten, indsatte en korrupt stamme af ørkenrøvere som kongefamilie og skabte petrodollaren.

Herefter er vi tilbage til kernen af fundamentalismen. Det er en særlig form for mental-social gift beregnet på at lamme det menneskelige tanke- og følelsesapparat og få os til at udøve handlinger vendt mod os selv og vore medmennesker, som vi ellers aldrig ville finde på eller acceptere.


4 Kommentarer

Thomas Faber · 17/05/2020 kl. 20:03

Ved du hvor (idéen om) forbuddet mod billeder i Islam stammer fra? Jeg gør ikke…

Men det er ikke blevet håndhævet – det kan man se med egne i øjne i Davids Samling, ved Kongens Have, som er fuld af Islamisk kunst, og udover helt overdådigt kunsthåndværk også indeholder talrige afbildinger (endda et maleri af Muhammed – dog med slør). Det er gratis, og er et besøg værd! (Hvilken sans for skønhed nogle mennesker kan, og har, opdyrket!)

    marcohanuman · 19/05/2020 kl. 19:16

    Det er et rigtig godt spørgsmål.
    Jeg har en fornemmelse, men jeg skriver den bag øret.
    Tak Thomas!

omar ingerslev · 26/05/2020 kl. 20:25

I jødedommen afbildes Gud ikke. Kristendommen, som er en udløber af et romersk propaganda-projekt ( Titus & Vespasian skulle indsættes som guddommelige, bistået af Josephus Flavius ( overløber af jødisk afstamning ) – med sig i projektet fulgte den romerske tradition for afbildning/skulptur ( som peger tilbage på græsk & ægyptisk tradition ). Kristendommen etableres som statsreligion under Constantin Flavius ca 400. De tidligste paver var også af Flaviusslægten.
Det er også medlemmer af Flaviusslægten der stiller katekomberne til rådighed for de tidlige kristne.

Muhammed forsøger bl.a at rydde op i den romerske indblanding/pervertering af jødisk religion/etablering af kristendom, ca 650 – ved at tage linien op fra jødedom. Indenfor kristendommen opstår der også en bølge/protest mod kristendommens afbildninger, hvilket bl.a ses i Konstantinopel ( nuværende Istanbul ) hvor lokale biskopper fjerner kristendommens afbildninger omkr 700 – før muslimerne overtager byen. Det gentager sig også med reformationen, hvor bl.a de danske middelalder-kalkmalerier overdækkes.

Verden er idag delt på afbildningsspørgsmålet – kristendommen kører videre med billedprogrammet, og det smitter af på hele den vestlige moderne verden – mens islam fortsætter med at udvikle sit univers af visuel geometri og lyrik.

Når det kommer til moderne arkitektur, så indtræder der et tankevækkende paradoks : pludselig bliver den vestlige kultur meget stram og puritansk – mens den islamiske eksploderer i sanselige farver og mønstre.

Prøv eksempelvis at sammenholde moderne vestlig arkitektur – med f.eks ” iran mosque “.

Det er en åndelig/intellektuel kamp igennem årtusinder – frem og tilbage – fuld af fjendebilleder af modparten – og fyldt af paradokser, som jeg kun kan gisne om.

omar ingerslev · 28/05/2020 kl. 9:09

tilføjelse til forrige kommentar :

Apropos fundamentalisme, så kan man sammenligne det romerske projekt, der udmunder i “det nye testamente” , kristendommens tilblivelse og begyndende institutionalisering – med whahabismen/den islamiske fundamentalisme som opstår i det 20. årh, skabt af det britiske imperiums håndlangere i den arabiske verden ( jfr nogle af de anførte personer i artiklen ).
Også i Ægypten foregik noget tilsvarende under 18. dynasti ( Akhnaten, hvis mor var jødisk ). Prægningen fra jødedom i ægypten var ganske tydelig – bl.a blev gudeafbildningen afskaffet, og hverdagsmotiver indsat i billedkunst, skulptur m.m. Solen blev indsat som symbol/abstraktion for en samlet ( monoteistisk ) guddom. Poesien kom til udtryk i digte og tekster.

Man kan se disse eksempler, som imperialistiske forsøg på at erobre territorier, ved at manipulere den dybeste sjæl – selve tros- og verdens-anskuelsen – blandt folk i de eftertragtede/erobrede territorier. Historisk set er det aldrig lykkedes : jødedommen står hvor den altid stod, islam i den arabiske verden og Ægyptens polyteisme afskaffede Akhnatens monoteisme lige så hurtigt som den opstod, og vendte umiddelbart derefter tilbage til polyteismen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *