Fobi

Der findes arachnofobi, agorafobi, klaustrofobi og xenofobi. Det har vi lissom på plads.

Altså væmselige edderbasser med otte ben, åbne parkeringspladser med eller uden springvand og folkemængde, ubehaget ved at blive lukket inde i et kosteskab med en død rotte samt fremmede stoddere, der taler kaudervælsk og lugter af hvidløg.

Jeg for min part ville også have en vis agorafobi i forhold til at jaywalke Hans Knudsens Plads i myldretiden, men det er det åbenbart ikke et problem for en særlig type af lettere sindsforvirrede fortravletheder, der har det med ufortrødent og uden påviselig grund til at have travlt og vælge den særlige diagonalløsning – for de er højst sandsynligt på kontanthjælp og går først i seng klokken halv syv om morgenen – at vade eller cykle tværs henover hvilketsomhelst trafikhelvede uden hensyn til eget eller andres levned, så hvad skal vi kalde det? Det må være det modsatte af fobi. Ibof? Antifobi?

Men vidste du kære poetiske læser, at d’herrer psykiatere/psykologer også har opfundet neo-latinske eller -græske betegnelser for 285 fobier for alle tænkelige og utænkelige fænomener, som en eller anden personage en eller anden gang i den fobologiske verdenshistorie er flippet ud over, fordi det var det første, vedkommende så for sit øje og faldt over, da han/hun/den/det en dag ankom med begge forkerte ben ude af sengen?

Hvad siger du lige til zemmifobi, angsten for muldvarper?

Hvis græsplænen fænomenologisk repræsenterer dagsbevidstheden, så må dette frygtindgydende, blinde pelsdyrs undergravende virksomhed repræsentere underbevidsthedens snirkelgange. Gad vidst om en eller anden CIA eller KGB-agent kunne beskrives som lidende af zemmofobi, og gad vidst, hvilke særlige og fagspecifikke fobier, medlemmer af disse fobisk-paranoiske-agenturer kan siges at lide af? Det må kræve en helt ny liste af, som det hedder på volapsykisk: customiserede termer.

Vi går videre med triskaidekafobi, angsten for tallet 13.

Javel ja. Gad vidst om det inkluderer angsten for ham dér Jesus, der som bekendt var den trettende til bords, efterdi og -som der jo som bekendt var tolv disciple? Og efterdi og -som, hvilket nok kun er de indviede og hjemmearbejdende bekendt, at Jesus = Kristus er Solen placeret i midten af zodiak’en af tolv tegn eller huse på himlen og derfor er fæstet på korset, der er enten vertikalt-horisontale eller diagonale eller begge liniesæt på en gang, hvis du ønsker at blive katolsk-esoterisk doubble-crossed, så må triskaidekafobi være ensbetydende en semi-okkult skræk for Solen. Der findes jo en løsning på den fobi: bliv månedyrker og flyt til Ørkenstan, hvor frygten for Solens destruktive hede har udløst en månekult.

Vi kan så i samme åndedræt nævne paraskavedekatriafobi, angten for fredag d. 13.

Sig navnet hurtigt ti gange i træk, og du har bestået. Udtaleegnethed er ikke et issue for psykiatriske fobi-opfindere. Vi må gå ud fra, at denne særegne fobi ikke inkluderer en viden om, hvor udtrykket stammer fra, altså at den franske konge, Phillipe den Smukke, beordrede en massehenrettelse af Pauperes commilitones Christi Templique Salomonici, også kaldet tempelridderne fredag d. 13 år 1312, hvilket i så fald enten ville være angsten for hemmelige loger på den ene side – og der kunne nok være et og andet at være bange for, når man ved, hvor meget d’herrer har haft deres snavsede fingre i – eller angsten for at tilhøre en sådan, hvis folk skulle finde ud af, at man har udført latterlige ritualer som fx at ligge nøgen i en kiste med en rød sløjfe om dilleren.

Hvad siger du lige til septenterrafobi, angsten for nordmænd?

Hvori består lige angsten for sjove mænd og koner med skihue, der er helt oppe og køre, når deres fodboldhold enten taber eller vinder, der seriøst mener, at en agurk i et supermarked skal koste 85,95 norske banditos, og som har røven fuld af oliepenge?

Det ville du ikke bagatellisere, hvis du var indbygger i en østengelsk landsby omkring år 912, hvor der ankom et stak langbåde udstyret med det syvende lands langskæggede, læderpåklædte, økse- og sværdbehængte, sved- og saltvandshørmende atlanterhavsturister, der ikke stod tilbage for at æde dine svin, stjæle din seneste høst og kneppe din kone og ældste datter for sjov efter 38 dage på søen.

Så er selvfølgelig mortecastrafobi, angsten for koncentrationslejre.

En betegnelse, der er så ideologisk specifik, at den kun kan være opfundet af neurotiske jødiske psykiatere. Og her tænker man, at betegnelsen rammer fuldstændig ved siden af, for det trauma, som en tidligere fange i en koncentrationslejr i Nazityskland, Rhinlandet under Eisenhower i 1945, Gulag fra Lenin til Stalin 1917-60, Guantanamo fra Bush til Obama 2001 og videre – er ikke angsten for koncentrationslejre men regulært ubehag ved mishandling og indespærring. Hvor kompliceret klinisk kan det gøres til at være?

Vi er nødt til at nævne det længste navn for en fobi alene af den grund, at det viser, hvor absurd fobilogien er: Hexakosioihexakontahexafobi, angst for 666 og dyrets tal.

Altså bare det, at nogen indenfor psykiatrien tager navngivningen af en postuleret observeret fobi alvorlig. Måske man skulle navngive angsten for unavngivne områder for menneskelig bekymring for nonfobifobi, angsten for ikke at have et navn for en mulig bekymring i det menneskelige tankefelt, der således ikke er til rådighed for diagnostificering, sygeliggørelse og deraf følgende medicinering med deraf følgende indtjening i milliardklassen stillet i udsigt. Der burde også være et tilsvarende ord kaldet fobimani, der beskriver den – og andet ord findes der ikke for det – sygelige trang til at opfinde specifikke fobier og helt overordnet en terminologi – og her siger vi velkommen i flokken til en ny vanskabning – diagnosticitis, den lige så sygelige trang til at finde på en ny diagnose.

Her er en interessant fobi: epistemofobi, angsten for viden.

Den er meget basal og nem at forklare. Når jeg ved noget afgørende og af betydning, er jeg nødt til at handle på min viden. Ellers er jeg et uansvarligt, samvittighedsløst menneske. Hvordan unddrager jeg mig ansvarligheden og samvittighedsbudet?

Ved at hævde at være dum som det snot, der hænger fra min tud!

Angsten for viden er angsten for handlingskonsekvenserne af at vide.

Det bliver mere og mere morsomt: barofobi, angsten for tyngdekraft.

Den må godtnok være svær at leve med. Altså man kan forstå, at der kan forekomme en vis angst, når man står på kanten af en klippe med et fald på 100 meter og er lidt småbekymret for at hoppe ud. Det ville jeg sådan set også være, men er det en fobi? Det er som bekendt ikke faldet og flyveturen, men den pludselige måde, landskabet stopper din faldende krop på, der er problemet. Men hvis man hele tiden er bange for, at ens legeme, der ligger på den seng, man har lagt sig i, ikke svæver op under loftet, så bør man muligvis ansøge om et tålt ophold på en planet på størrelse med Pluto. Her kunne man så muligvis forestille sig en helt ny liste af fobier.

Listen over psykiatriske fobier er noget nær uendelig.

Jo flere fobier, jo flere behandlingsmuligheder.

Nomofobi, angsten for at være uden mobiltelefon. Også kaldet offlinefobi.

Seriøst seriøs! Grænseløs uhadada uden sidestykke og historisk fortilfælde!

Det er angsten for postuleret social udstødelse hvis du ikke hvert nanosekund er online ift. en af datamafiaens digitale skabninger: Google, Facebook, Instagram, Twitter eller Snapchat. Her må man for en gangs skyld være enig i, at der har været svært brug for at navngive en ny fobi, for man behøver ikke at se sig langt omkring for at få øje på mindst otte personer i den samme S-togskupé, der er dybt forsuttede i deres mobilbamse.

Faktisk må nomofobi kandidere til det nye årtusinds mest alvorlige fobi, da den rammer så mange på en så afhængighedsskabende måde og gør millioner til mobil-kokainister. Prøv at tage digitalsutten fra en teenagetøs i en uge, så skal du edderdunkeme se symptomer på abstinenser! Altså en kold tyrker fra de ca. 2000 daglige skud socialerotisk stimulans! Aldrig har en generation selfiedokumenteret sig så meget og samtidig bidraget i så ringe grad til verdenskulturen! Ligheden med den uduelighed, der rammer narkomaner, er ganske simpelthen rammende.

Eller hvad med en stak unge mænd, egentlig blot en stak hundehvalpe forklædt som voksne, siddende om samme bord på værtshuset med hver deres fadbamse, og så tænker man: ville man ikke forvente, at de sad og braldrede lidt derudaf, er det ikke det, man gør på et værtshus? Men nej, de sidder sgu alle sammen ufestligt hensunkent døde i blikket og onanerer med hver deres mobildildo!

Vi slipper ikke for den, fobifobi, angsten for fobier.

Det må være trumfkortet for psykiateren, der sidder overfor en ny nervøs klient og simpelthen ikke kan finde en fobi på listen med 285 muligheder og er lige ved at få et anfald af nonfobifobi, angsten for ikke at kunne finde på en fobi, når nu han så gerne vil give sin klient en diagnose. Men tadaa! Jeg tror, vi må konstatere, at du lider af fobifobi! Du er simpelthen bange for, at du skal have en fobi, men det har du ikke, så det har du hermed! Tillykke. Jeg udskriver straks noget Ritalin, så symptomerne kan dæmpes.

Psykiateren kan nu tørre sveden af panden og selv diskret nappe en Ritalin i pausen.

 

Veganer

Lad det være sagt med det samme. Det er fuldstændig i orden og i princippet helt fint i kanten at have valgt enhver form for vegetarisme. Lad dertil lyde en uforbeholden hyldest til vegetarisk kogekunst, når den er bedst. Det er for så vidt også respektabelt at mene, at man ikke vil være med til at aflive dyr. Der ville i øvrigt være langt flere vegetarer i denne verden, hvis folk selv var nødt til at aflive de dyr, de gik og spiste.

Det er så her, kæden ryger af. Problemet opstår, når veganeren, den puritansk-religiøse vegetar, kører linen ud. Hvorfor er det altid, de skal køre det ud i religion, hvorfor kan de ikke bare lave deres udmærkede selleribøffer og lade være med at diktere andre, hvad de skal mene og gøre? Men nej. Så det første problem opstår via den politiske korrektheds tyranni i forhold til andre, de frelstes hellighed versus de vantros syndighed, det ekskluderende byggestof, der kendetegner al fundamentalisme.

Men faktisk er det her, der også bliver interessant. Veganeren mener at være i stand til at skelne mellem liv og ikke-liv. Protest-protest, råber veganeren straks, planter er selvfølgelig levende. Ja, hvorfor ville de ellers spise dem? Hvilket forhåbentlig også er grunden til for ikke-veganere aldrig at indtage genmodificerede planter, da de ikke kan formere sig selv og dermed er død mad. Du bliver, hvad du spiser, og enhver veganer er iflg. sin madideologi nødt til at skrive under på det dogme. Planter er, ifølge veganeren bare en lavere livsform, som man godt må spise. Planter ved ikke selv, at de er planter. Undskyld, men ved en kanin, at den er en kanin? Har den overhovedet i sin altoverskyggende kaninagtighed brug for at vide, at den er en kanin? I øvrigt hvad med mennesker, hvis niveau af bevidsthed er dyrisk, må man gerne æde dem?

Og hvad underbygger i øvrigt, at planter ikke ved, at de er planter? Det seriøst interessante opstår, når man bliver opmærksom på seneste forskning om planter – og det er absolut elevatorversionen her – der viser, at planter kommunikerer, at planter er selvbevidste, at planter kan råbe om hjælp, at planter under og over jorden bevæger som dyr blot i langsomt tempo, at planter har et følelsesliv, at planter kan opføre sig aggressivt og invasivt i forhold til andre, og at træer og buske i skoven elsker lyden af fuglestemmer – nøjagtigt som dyr. Hvad så veganer? Er du bare en skide massemorder?

 

Nytårsforsættet

Der er ikke noget galt med nytårsforsætter om at blive et bedre og sundere menneske, om lige pludselig at holde op med ryge eller starte på motionscentret eller holde op med at smide penge ud på idiotiske ligegyldigheder eller starte på en afvænningskur for netop den form for dopamin-narkomani, som du har opbygget det meste af dit liv.

Det, der er galt her, er, at der sker en fejl- og undervurdering de kræfter, der er oppe imod forehavendet. Og det er ikke for at tage modet fra enhver gæv gut eller tøs, der for så vidt oprigtigt i et årligt anfald af bondeanger over egen livsførelse mener at have besluttet sig til at skifte kurs. Impulsen er helt fin og hold endelig fast i den.

Fejlvurderingen går på, at det kun er ca. 1% af den samlede bevidsthed, der har taget beslutningen, og at denne ikke har taget de 99% tiloversbleven bevidshed i ed om, hvorvidt de vil være med på spøgen. Så majoritetsbevidsheden lader den lille oprørske bandit køre linen ud, hvorefter den tager sit territorium tilbage og genindfører status quo.

Psykologien er interessant og flerstrenget. Nytårsforsætteren gør bla den fejl at plapre op om sit forsæt. Han tænker, at det i så fald vil være mere forpligtende. Han foretager en nærmest gospelagtig bekendelse under gudstjenesten, hvor han blotteragtigt udbasunerer sine synder og i et kollektivt skriftemål betror sig til menigheden, der responderer med både halleluja og amen. Det virker muligvis indenfor en sammensunget menighed, der hele tiden er der til at minde én om synd og frelse. Hele tanken om Minnesota-kuren og anonyme alkoholikere bygger på et sådant støtteapparat. Hvad sker der så inde i hjernen på den bekendende synder, der ikke har en trofask menighed ved hånden hver dag? Fordi man har sagt, at man vil gøre det, er der en del af hjernen, der er overbevist om, at man allerede har gjort det, hvorefter den slukker for beredskabet. Man har snakket, mens røven gik, og walk-the-talk gik ned med skraldespanden.

Med mindre du er udstyret med en indædt stædighed – I’ll fucking show them! – en fanatisk besathed om at lykkes, så prøv noget andet. Undgå en kold tyrker men test den nedre grænse i mindre portioner. Hold det absolut hemmeligt mellem dig og dig selv. Og undgå det dårlige selskab, indtil du er klar, for misbruget var jo dit sociale adgangskort.

 

Med døden som passager
– historier fra virkeligheden

En ung mand rejste rundt i Indien. På et afsides sted var han så uheldig at løbe ind i en berygtet landevejsrøver, der truede ham med en kniv til at udlevere alle sine ejendele. Den unge mand var modstandsdygtig og dumdristig nok til at nægte, og der opstod seriøst håndgemæng. Det gik således, at røveren fik sin egen kniv i maven ved et uheld, eller ved et held burde man måske sige. Det var ikke meningen som sådan, men sådan gik det, og han døde af det.

Den unge mand var temmelig rystet, og da det lokale politi ankom, var han sikker på, at han ville blive anholdt og anklaget for mord. Men politiet sagde pænt tak og tilføjede, at de havde forsøgt at fange røveren i længere tid, og at han nu havde gjort dem en tjeneste, hvorefter de lod ham gå. Er det dét, der på godt indisk hedder at blive indhentet af sin karma?

En anden mand rejste med den transsibiriske jernbane. Undervejs fik han sit kamera stjålet. Han henvendte sig til personalet i toget og forklarede dem situationen. De fandt manden, der havde stjålet kameraet, og politiet ventede på ham ved næste station. Da han senere spurgte til, hvad der så var sket med tyven, fik han at vide, at han var blevet slæbt ud af toget og skudt på stedet!

I tilfældet med landevejsrøveren kan man i det mindste ane en skæbne, der gik i opfyldelse, en form for selvforskyldthed. Altså det drejede sig om hans liv eller mit liv, for kniven var beregnet til at blive brugt. I tilfældet simpelt tyveri med dødsstraf til følge er det måske lidt sværere at få øje på retfærdighedens proportioner. Den togrejsende havde det efter eget udsagn ret skidt med hændelsen. Måske er der noget, vi har misforstået. På et sted med trange livsvilkår, hvor værdifulde ejendele kan afgøre liv eller død, vurderes straffen for overgreb mod disse muligvis anderledes end på et sted, hvor det bare er et spørgsmål om overskuddet fra de næste månedslønninger for at købe noget tilsvarende – eller også vente et par uger på, at forsikringsselskabet betaler den fulde erstatning.

Før i tiden skød man en hestetyv på stedet. I Irland skød man en fåretyv uden at blinke. I Indonesien i dag henrettes narkogangstere uden videre vrøvl efter ordre fra præsidenten. Som svar på forargede anklager fra udenlandske politisk korrekte journalister, der mener at narkogangstere skal beskyttes mod den slags, forklarer han roligt og fattet: Folk i dette land er meget fattige. Vi har ikke råd til at CIA’s narkohandel ødelægger den ungdom, der skal hjælpe deres forældre med at overleve. Vi vil ikke tolerere det. Et noget andet moralsæt end vores, der beskytter forbryderne mod deres ofre.

Den libyske præsident, Moammar Gaddafi blev henrettet af de terrorister, som omstyrtede Libyen efter ordre fra Vesten, Israel og Saudiarabien. Som velgørende diktator havde han 95% af sin befolknings fulde støtte, hvilket ingen leder i Vesten nogen sinde har haft, hvilket betød, at Vesten kunne påstå, at han var en ond mand, der fortjente at dø. På et tidspunkt spurgte han sin befolkning, om det ikke var på tide at fordele alle landets indtægter fra olie mellem alle libyere, men befolkningen sagde nej tak, for det var alt vor mange penge at have mellem hænderne. Senere spurgte han dem om, hvorvidt det ikke var på tide at afskaffe dødsstraffen. Igen sagde befolkningen nej tak, for der var stadig, mente befolkningen, tilfælde af grusomhed, der fortjente dødsstraf.

Nu er jeg forvirret. I et diktatur spørger man da ikke sin befolkning om den slags. I et demokrati spørger man hele tiden befolkningen, eller i hvert fald lader man som om, og så gør man i øvrigt, hvad der passer én. Jeg ved ikke med dig, men det er lidt forvirrende.

Folk skal jo ikke gå og skyde løse på hinanden, hvilket de jo hele tiden gør, hvis de har adgang til at eje våben. Siger de. At de gør. Men de steder, hvor ALLE ejer våben, viser det modsatte sig: At INGEN går og skyder på hinanden, og selv forbryderne tør ikke skyde løs, for så bliver de selv skudt. Hvad handler det så om? Det handler om, at afvæbning af en befolkning historisk og statistisk set ALTID har fundet sted umiddelbart før et folkemord. Folket skulle forhindres i at forhindre et folkemord på dem selv som folk.

Det siges, at folk ikke blev ret gamle i gamle dage. Men det er muligvis noget sludder. Statistik lyver. Børnedødeligheden var meget høj, og kun de allerstærkeste overlevede. Til gengæld er der meget, der tyder på, at kræft var en meget mere sjælden dødsårsag. Kræft er en kulturel epidemisk sygdom, der er boostet i industrialismens tidsalder, hvor mennesker i stort tal blev tvunget til at leve under unaturlige og giftige betingelser.

 

Menneskehuset

Vi erkender, at konger og kejsere og paver har boet i huse, der overgår enhver beskrivelse af overdådighed. Vi har slidt og slæbt for, at Paladser, Borge, Katedraler og Templer skulle blive til virkelighed. Vi har ofret blod, sved og lemmer på det. Vi har forsvaret det på udkommando med pile, kogende olie og kanoner. Vi har set det, vi har beundret det, vi har smadret det i vrede, vi har betalt skat til det, vi har genopbygget det i anger, vi har bevaret det for eftertiden og oprettet en billetluge ved indgangen.

Så vidt så godt. Lad os i mellemtiden tale om et andet bygningsværk, hvis pragt ejer beskedenhed, og hvis hæderlighed er uantastet. Lad os tale om Menneskehuset. I bund og grund et simpelt ly for regn, sne, kulde, varme, sol eller mørke, måske et ly for farlige dyr og uvenlige mennesker og i særlige tilfælde i særlige tider et ly for ankomst af unatur i uforholdsmæssig størrelse, hvorom det er svært at tale på grund af manglende beskrivelser. For det det meste blot et ly for et blandt mange af naturens luner af vandig, luftig, stenet eller jordagtig karakter. Lad os også tale lidt om den mangfoldighed og opfindsomhed, der har skabt Menneskehuset.

Dette hus hænger på klippevægge og fra træer, det kravler langs jorden, det graver sig ned i jorden i ind i bjerge, og stiller sig på pæle ved søer, floder og langs laguner. Dette hus bekymrer sig kun om de rigtige materialer i den rigtige form til det rigtige formål på det rigtige sted.

Hvis det er isnende kold, så er huset lavet af is på en måde, så man ikke fryser. Hvis solen bager ubarmhjertigt, er huset lavet af det røde ler, som ligger under ørkensandet. Huset er måske en hule skabt af naturen men færdiggjort af mennesket. Hvis huset befinder sig i en overflod af træer, er huset lavet af træ, om end det så er de uendelige fyrreskove mod nord og øst eller de ligeså uendelige våde skove mod syd og vest. Hvis huset ligger i en tykning af bambusgræs, så er huset lavet af bambusgræs. Hvis huset ligger på fede bakker dækket af muld og undergravet af gråbrunt ler, så er huset bygget af mursten brændt af gråbrunt ler. Hvis huset ligger blandt bjerge af blød limsten, så er huset lavet af udhuggede limsten. Hvis landskabet skal ryddes for skærver af granit for at dyrke jorden, så er huset bygget af skærver af granit. Og hvis der ikke er andet end kolort tilbage at bygge af, så er husets vægge lavet af dung! Og nej, hvis huset ligger i en verden af vand, er huset ikke lavet af vand men af vandbestandighed som et skib på søen eller fiskenes skæl.

Menneskehuset kan være et tårn, en hule, en udgravning, en udhugning, et stillads på pæle, en paliisade af stammer, en platform på stylter i en sump, et sejlende skrog, et kørende karosseri, et voksende vildnis, en svalerede af ler, et fletværk af siv, en hat af skind og pels, et stykke sejldug i vinden på steppen, en bikube af celler på klippevæggen en fæstning af kampesten med skydeskår og brøstværn. Hvem siger, at menneskehuset ikke kan laves af hitech materialer af plast, metal og fiber, der intelligent tilgodeser temperatur og symbiose mellem mennesker og planter?

Menneskehuset er af høstede siv fra søbredden, hvis det skal være. Måske bare taget, hvor der bor mus, fugle og edderkopper. Måske er det af tang eller beklædt med jord og græs, hvorpå der går en ged. Måske er det bygget på en grund af muslingeskaller, skandset med egetræsbjælker og klinet med ler. Måske kigger man ud gennem huller dækket af smeltet og formet kvartsholdigt siliciumdioxid.

Det siges, at man skal bygge sit hus på klippegrund og ikke på sand. Men hvem siger, at man skal bygge sit hus, hvis nu det er en bedre ide at pakke den sammen og smide det op på ryggen af en kamel en gang imellem. En eskimo får også svært ved det. Eller en indbygger i Amazonas. Hvad med beton, er det ikke iblandet sand? Måske det ikke er en god ide at bo i jernbeton med alluminiumsrammer, for kroppen kan ikke lide det.

Hvis der findes et sted på Jorden, findes der et Menneskehus. Måske ikke i midten af en vulkan, der stadig er i færd med at spy ild. Måske ikke på havets bund. Måske ikke midt i ørkenen, hvor der ikke findes ly og med sikkerhed ikke på toppen af Mount Everest, da ethvert ophold i 8 kilometer over havet er ensbetydende med en hurtig død, hvis ikke nedturen starter ganske kort efter ankomsten.

De, der kan tyde drømme, siger, at når du drømmer om et hus, så er det, fordi du drømmer om dig selv, for huset er din sjæl.

Orwell’s hemmelighed

Når han udsiger følgende:

Den, der kontrollerer fortiden kontrollerer fremtiden.

Den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.

– så ved han noget, som andre ikke ved, men som de burde vide, for han siger det jo.

Så hvad er det egentlig, han siger?

Han taler om en lukket cirkel og et lukket system af selvopretholdelse og gentagelse. Han siger, at der findes nogen, der tilstræber kontrol over fortiden. Dette udsagn er ikke til at tage fejl af, for det betyder at forfalske historien. Med en forfalsket historie ved mennesker ikke længere, hvor de kommer fra, og de bliver derfor usikre på, hvor de skal hen. Her er det så, at historieforfalskerne generøst tilbyder deres konsulentbistand.

Orwell vidste noget om nutidens herskere og deres agenda. Deres primære angrebsmål var fortiden. Deres agenda var fremtiden skabt i deres billede – ordspil intenderet. Han vidste, at den sejrende krigsmagts største krigsbytte var retten til at skrive historie. Han vidste, at Imperiet skrev sin egen historie, og at denne histories legitimitet afhang af Imperiets evne til at bilde folk ind, at det hele var legitimt og sandt. Altså igen et lukket kredsløb. Imperiet er et selvforelsket, selvforherligende, onanistisk projekt.

Der findes to tydelige tydninger af Orwell’s hemmelighed. Den ene er, at han advarer menneskeheden i sit forfatterskab mod den inhumane verden i en nær fremtid, en fremtid, der forresten for længst er ankommet. Den anden er, at han fremlægger et blueprint for fremtiden, som han har fået lov til / fået besked på at beskrive via sit medlemsskab af indercirklen af historieforfalskere og historieskabere.

Jeg foreslår en lidt mere utydelig tydning. Orwell havde indsigt som indforstået. Han forklædte sig som bekymret science-fiction’ist. Men i sit indre, når han lukkede sin dør om aftenen, var han ingen af delene, for han brød sig ikke om sine opdragsgivere.
Orwell tog sin hemmelighed med sig i graven, og vi får den muligvis aldrig at vide.

Åbenbaring

Jeg har et seriøst problem med åbenbaringer. Lad mig prøve at forklare.

Jeg har et problem med, at en eller anden person gik op på et bjerg, ud i en ørken, ud af vejen til Damaskus eller bare hen om hjørnet og ned i kælderen, hvorefter der så gik x-antal timer, dage eller uger, før vedkommende vendte tilbage og fortalte, at han havde talt med Gud Himself eller en ærkeengel eller bare var faldet i trance midt på vejen og havde fået en åbenbaring.

Problemet består i, at selve erfaringen kun er gjort af én éneste person, og at alle andre herefter er nødt til at sætte deres lid til, at denne åbenbaring for det første har fundet sted. Det er der lissom ingen garanti for, for fætteren ikke kunne have fået solstik – der er satanædeme varmt i middagsheden på vejen til Damaskus eller derude i ørkenen i Utah! – fyret en solid jordhuga eller spist en rigtig sjov svamp. Han kunne også være blevet abdukteret af nogle aliens fra planetsystemet Galimatias i galaksen Volcum XX, der havde hacket hans hjernebark og implanteret hukommelse fra deres hjemstavn. Han kunne reelt set også have sat sig ned på en nedfalden månesten deroppe på bjerget og simpelthen være gået i forfattermode, altså men andre ord selv være kommet op med skrønen, og øvet sig på at fortælle den, når han kom tilbage til de spændt ventende proselytter.

Den senere så velciterede og velanskrevne men yderst sjældent velbeskrevne og på ingen måde veldokumenterede profet kunne i realiten være enten en psykopatisk lystløgner, der uden at blinke var i stand til at simulere sin famøse åbenbaring i bakspejlet. Eller også kunne han være medlem af en præsteklasse / styregruppe / konspirationsforum af ligesindede psykopatiske lystløgnere eller bare dygtige skrønefortællere med en grundlæggende viden om menneskers godtroenhed og verden-vil-bedrages-hed og pas på, de har en sådan viden, og de er ikke bange for at bruge den, ejheller får de skrupler efterfølgende. Hvilket så nok gør dem til en slags psykopater.

Altså ham fætteren, der kapoof! fik et klarsyn på vejen til Damaskus, kunne i princippet være blevet hyret som spindoktor af simple storpolitiske årsager til at udbrede sin skrøne til de vantro, der var blevet for besværlige og uregerlige for tidens overmagt i regionen.

Mit næste problem – og jeg har en hel liste – er, at selv om fætteren har fået en virkelig åbenbaring, et klarsyn og hørt Gud tale til ham med klar og tydelig basrøst, hvem siger så, at denne åbenbaring gælder for andre end fætteren selv den dag på det klokkeslet på bjerget?

Et yderligere problem er, hvorvidt den hørte stemme – og vi antager stadigvæk, at åbenbaringen er virkelig for den af åbenbaringen udkårne og senere udråbte profet – reelt tilhører Universets Skaber og ikke en eller anden tilfældig kosmisk bureaukrat eller velplaceret tronraner. Du ved måske, hvad og hvem jeg hentyder til.

Det fører så videre til noget, der måske er hovedproblemet, hvilket er alle de forventningsfulde proselytter, der uden at blinke hopper på toget og i flok og festivitas mener, at budskabet da bestemt må gælde for dem og kommende slægter for AL tid og evighed, siden deres betroede udsending, deres korrespondent i Mellemøsten, der hverken hedder Ib René, Cairo, eller Ulla Terkelsen men Moses, Paulus og Muhammed i nævnte rækkefølge, så da bestemt må tillægges AL tænkelig troværdighed og tillid og tro.

Hovedproblemet synes at være, at AL spørgelyst, AL kritisk sans, AL tvivl og skelneevne ved netop åbenbaringens kraft og postulerede autencitet tilsidesættes for tid og evighed. Når den arme proselyt sænker alle sine parader og paratheder, er der åbent for direkte adgang til HVAD SOM HELST!! ligesom når en fjernsynskigger træt efter en opslidende arbejdsdag i slavemaskinen sænker sin fladformede røv i sofaen, åbner for fladskærms-2D-virkeligheden, sænker sin underkæbe i et Simpson’sk ‘døøh’ og velvilligt labber ALT indenbords, der profetisk bliver åbenbaret af virkelighedsfabrikken.

Hvis du har fået en åbenbaring, så må vi klappe i hænderne og sige: godt for dig.

Brug den med omtanke. Du er velkommen til at fortælle om den, men lad venligst være med at dutte os andre den på.

Hvis du har indløst abonnement på en åbenbaring, må vi advare mod at gå videre i den retning grundet historisk-menneskelige erfaringer. Hvis ikke du forstår den besked, så vær som minimum forberedt på en vis afstandstagen fra et voksende segment af folk, der er trætte af postulerende profeter!

 

Hvis man vil have noget fra hånden

– så må man gøre det selv. Et digt på to linier, overskrift + én linie.
OK, jeg sku’ bare lige se, om du var vågen,
men temaet er godt nok, og der er ikke noget at grine af.
Jamen, hvad mener manden, kan han ikke bare komme til sagen?!
Så rolig nu, forspillet er det vigtigste både i krig og det andet, du ved.

Lad mig starte et sted. Hvorfor er det, at så mange mennesker stadig går og tror,

at de er nødt til at tigge og bede deres regering, der i øvrigt ikke længere er deres regerning men nogen andres regering på vegne af hvilke, de udfører et stykke lokalt administrativt arbejde som folkevalgte, hvilket de ikke længere er, for det vælgende folk rager dem et snefnug og en høstblomst – jeg tror lige, jeg starter igen: hvorfor opfører folk sig, som om de var livegne under herremænd og enevældskonger, som de skal tigge og bede om allernådigst at sørge for, at der bliver taget hånd om deres velfærd, siden de nu har betalt halvdelen af deres løn til Stat, regering og politikere? Hvorfor går folk ikke selv i gang med at sørge for deres velfærd og tage deres ret til deres eget liv i deres egne hænder?

Hvad siger de derude i forlokalet, dernede på bagerste række, derovre i skammekrogen?

Hører jeg nogen, der siger, at sådan noget kan man da ikke, for det ville være selvtægt, og så vil man blive smidt i brummen og afkrævet dagbøder, eller også ville der bare blive lukket for det varme vand med beskeden No Way, José! Og hvad siger de dernede på de billige stolerækker, at det har de skam prøvet, og det virkede ikke, så det kan man godt opgive på forhånd!

Så har I jo slet ikke hørt spørgsmålet: HVORFOR HØVLAN TIGGER OG BE¨R I SÅ STATSMAGTEN den ene gang efter den anden om at tage affære, når den alligevel nægter det, når det er prøvet men forgæves, og når det er bedst at opgive på forhånd?! Den såkaldte statsmagt har da selvfølgelig ikke tænkt sig at gøre noget, som den ikke er tvunget til, for der er nogle skumle klubber deroppe i Globalistan, der har tvunget dem til at gøre noget helt andet. Hvis I vil have noget fra hånden for alvor, så lad være med at spørge Staten. Bare gør det, lad som ingenting og hold op med at pive.

 

En privatlivspåmindelse til Google™

Hvis I ellers forstår dansk og ikke bare Google-oversætter.

Rul ned og klik på “Folk accepterer ikke”, hvis I er klar til at fortsætte jeres skumle datamafiøse virksomhed. I kan også vælge at fortsætte med at prøve grænser overfor folks fladpandede tolerance af jeres misbrugeriske, multidimensionelle datamalkemaskine og paranoidt kontrolsyge nøglehuls-voyeuristiske mikrokortlægning af menneskers intimsfære.

For at overholde lovgivningen om databeskyttelse beder vi jer om at gennemgå de vigtigste punkter i jeres privatlivspolitik og overveje, om alle jeres fine erklæringer om hæderlighed ikke blot er luftfrikadeller med vindkål. Det er ikke, fordi der er ændret noget, siden ideen blev undfanget af Darpa og DeepState – det er blot en mulighed for at se de vigtigste punkter om Data, Google sender videre til BigBusiness højestbydende og NSA/CIA/Mossad/MI5-6-whatever + resten af Silicon Valley-kartellet.

Når vi for eksempel søger efter en restaurant på Google Maps eller ser en video på YouTube, behandler I oplysninger om denne aktivitet – herunder oplysninger som den video, vi har set, enheds-id’er, IP-adresser, cookiedata og placering, så vi kan være sikre på, at vi får smidt en hel masse lignende i hovedet ved næste søgning fra jeres netværk af blodsugende, profit-horny ‘samarbejdspartnere’. Eller kommer aldrig i nærheden af det igen på Google via algoritmisk filtrering, ghosting, banning, sletning, da det skønnes at stå i vejen for jeres og deres agenda og jeres profithorny-ness.

I behandler også den slags oplysninger, der er beskrevet ovenfor, når vi bruger apps eller websites, der bruger Google-tjenester såsom annoncer, Analytics og YouTube-videoafspilleren, og I glemte lige at sige, at I og jeres kumpaner filmer alt, vi foretager foran webcams, mobile platforme, fladskærme, i nærheden af smartmetres, gennem overvågningskameraer på gader og stræder, indendørs og udendørs, til hest, til vands og til lands, og at I nu vil overvåge og lagre vores dna.

Derfor behandler I oplysningerne

I behandler disse data uanset de tårepersende, højhellige formål, der er beskrevet i jeres politik.

Dette omfatter blandt andet at

Hjælpe jeres betalende bagland med at levere mere nyttigt og tilpasset indhold, såsom mere begrænsede, politisk-korporatistisk korrekte og til stadighed mere censurerede søgeresultater
Forbedre kvaliteten af jeres såkaldte tjenester og udvikle nye måder at penetrere folks privatliv på
Levere annoncer på Google eller andre websites og i apps, der er baseret på, at vi blot én gang har givet Fanden en lillefinger, herunder søgninger, vi har foretaget, eller videoer, vi har set på YouTube
Forbedre sikkerheden for, at bedrageriet og misbruget kan fortsætte og udbygges
Udføre analyser og målinger for at få en forståelse af, hvordan jeres tjenester kan bruges til misbrug

Kombination af data

I kombinerer også data mellem jeres tjenester og på tværs af alle tænkelige enheder til dette formål. I bruger f.eks data fra trillioner af søgeforespørgsler til at udvikle stavekontrolmodeller, siden I ikke kan finde ud af at stave, hvilket I bruger i alle jeres såkaldte tjenester, et særligt neolingvistisk koncept, der reelt består i, at VI yder datamafiaen en større tjeneste, end den nogensinde har ydet os.

Se, hvordan Google misbruger data til at forbedre vores oplevelse af at blive misbrugt.
Tip! Hvis vi logger ind på vores Google-konto, før vi accepterer, husker I vores valg på alle enheder og i alle browsere, hvor vi er logget ind til evig tid lagret på monster-super-servere, den store matrice bearbejdet af noget, I kalder for kunstig intelligens, men som hurtigst muligt bør omdøbes til kunstig skabt stupiditet.

Hermed en privatlivspåmindelse, en oplysning fra borgerne til DeepState-DataMafia.
Klik her for at indrømme en digitaliseret forbrydelse mod menneskeheden.

 

Pornokratiet

Så var der følelsesporno.

Lidende, ulykkelige mennesker blev uden eget samtykke blottet og udstillet og spændt for vogne lastet med agendaer, slæbt gennem mudderet og serveret som emotionel søbemad eller med fuldt samtykke promoveret som bekendelseslitterær, narcissistisk-masochistisk selviscenesat egotrippende ynk og tudekiks i lange baner.

Der var publikum til begge varianter af typer, der mente, at de manglede identifikationsobjekter og flæbescenarier nu med kleenex til at tørre op efter fjærte, der rimer på smerte.

Så var der frygtporno.

Udpenslede måske-måske scenarier, hengivelse til apokalyptiske visioner, science-fiction lanceret som nært forestående virkelighed, fjendebilleder og trusselsprofetier for russerne kommer igen, kinamændene bruger deres kinamands chance, og pas på terror, for den er overalt og ingen vegne uden ansigt og kommer snart til en by nær dig, og klimakatastrofer og invasion fra rummet og russerne for anden og tredje gang og de onde racister og de politisk ukorrekte og hvis du ikke lader dit barn vaccinere, så kommer befolkningstilvæksten og de almægtige Illuminati, som kontrollerer hele Verden fra en bunker i Denver, Colorado, hvor de for længst har planlagt udryddelsen af 9/10 af menneskeheden (det sidste er sgu nok ikke engang løgn).

Så var der håbporno.

De kørte frygtponoen for langt ud, men så ansatte de en flødechokolade-teleprompter til at udspy Yes We Can og Change. Håbets pornokrati smed deres alkoholiserede parfume henover depressionen, de selv havde skabt – og derover en tændstik – og viftede så med deres løfter, glitrende faner, honningdryppende lækkerier, sveddryppende gospelkor, salvelsesfulde omsorgssimulationer og stinkende kleptokratrøgelse.

Og nu prøver de en newage-variation med: Det hele er forudset og er en del af den store kosmiske plan, læn jer bare passivt tilbage i sædet, det hele ordner sig, Far har styr på det, der står skrevet iflg Profeten Q. Hvad hedder det så lige? Fald til patten porno?

 

Venetianeren

Han spurgte sig selv om, hvordan han kunne skaffe sig magt over et andet menneske.

Herefter kom han op med svaret, han prøvede det, og han fandt, at det virkede.

Næsten hver gang. Her er, hvad han tænkte, og hvordan han gjorde det.

Det første skridt var at spørge sig selv for at finde ud af, hvad mennesket begærede.

Det næste skridt var at give ham det, han begærede.

Hvis han var til penge, guld og glimmer, så fik han dem.

Hvis han var til sex, så blev det arrangeret.

Hvis han var narkotika, der slørede hans sind og skænkede ham en tilstand af midlertidig lykke og beruselse, der fik han til at glemme sine lidelser, så ville dette blive tilgængeligt.

Hvis han var til berømmelse, opmærksomhed og glamour, så fik han det.

Han lærte mennesket at kende, han foregav at være dets ven og fandt derved dets svaghed og dets uopfyldte begær. Begær og behov ikke er det samme, for menneskets behov ville have været at se fristelsen ankomme og afvise den. Tragedien indfinder sig, når det ikke sker. Når mennesket havde mættet sine sanser, ville han sige til ham:

Jeg har gjort disse ting for dig. Jeg har opfyldt dine ønsker. Jeg har blot et beskedent ønske selv, som jeg er sikker på, at du vil hjælpe mig med.

Og lige så uimodståelig fristelsen til at modtage den vellystelige gunst som en ydelse, lige så uimodståeligt for mennesket at yde en lille tjeneste til gengæld.

Således blev mennesket korrupt. Når han havde korrumperet mennesket i tilstrækkelig grad i tilstrækkelig lang tid, ejede han dets vilje. Skulle det ske, at mennesket opdagede, hvad der var på færde og prøvede at slippe væk, var det for sent, for det havde jo forbrugt sin nydelse, det havde jo spist af hånden, det havde jo kompromitteret sig selv.

Herved var mennesket bundet af sin egen tilbøjelighed og kunne afpresses.

Hemmeligheden bag hqns kontrol er, at det kompromitterede menneske mister alle de ting, som det begærer, hvis det ikke herefter spiller spillet.

Venetianeren havde set det. Han havde også set, at mennesker ikke så det. Han smilede.

 

Innovation versus kreativitet

Vi er lidt forvirrede her, er vi ikke? Er det ikke bare det samme, der tales om?

På ingen måde, min forvirrede ven, og jeg er lige så forvirret som du. Det lyder så godt og løfterigt, så besnærende med alt det innovation. Det må vi have noget mere af, vi må lære os selv og vores afkom at være innovative. Vi må sætte det på dagsordenen, det må indskrives i virksomhedens handlingsplan. Det må blive et fag i skolen.

Her må jeg minde dig om, min ven, at der findes en logisk fejlslutning, der kaldes appel til fornyelse. Lad os forstå det rigtigt. Det er et stykke konstrueret logik, der i afviklingens øjeblik kan synes rigtigt og ikke selvmodsigende, men som ved nærmere eftersyn modsiger sig selv og afslører sin falskhed. Udsagnet lyder: Fordi noget er nyt, er det godt og sandt. Det nye er altid bedre end det gamle. Ikke sandt, for allerede i den præcise formulering af udsagnet, falder det fra hinanden. Pludselig kan vi godt se det, blot her fremstår det som falsk, som absurd. Hvis stadig i tvivl så vend det på hovedet og sig: Fordi noget er gammelt og lugter hengemt og støvet, så er det godt. Nej vel!

Det gamle, det afprøvede, det gennem generationer overleverede, det af folk gennem tider blankpolerede og rundslebne, det venererede, ærede og hyldede, det af kulturen dyrkede – betyder kultur ikke opdyrket? – det der næsten er tyndslidt, fordi det er så godt at bruge, er pludselig ved indtrædelsen af et magisk ord blevet second hand.

Lad os for en stund blive konkrete.

Guillotinen var en innovation. I stedet for at ramme ved siden af med en økse ét hoved ad gangen, kunne man sætte dekapitering i system.

Sennepsgassen var en innovation. Ved at lukke en portion seriøst dårlig luft ud over landskabet kunne man skabe helvede på jord.

Atombomben var en innovation. Nu behøvede man aldrig at møde sin fjende længere og slap af med 100.000 i ét BigBang.

Er det for retorisk? Lad os prøve noget andet og se, om det er mere indlysende. Tilbage til udsagnet: Det nye er altid bedre end det gamle, det er grundfilosofien bag innovationsbegrebet. At opdyrke evig og løbende fornyelse som ideal i modsætning til bevarelse og finjustering af det velfungerende bør eksamineres.

Et hus bygget af innovative = nyudviklede syntetiske og højteknologiske materialer er bedre end end et hus bygget af traditionelle, organiske og simple materialer. Bedre for hvad? Byggebranchen eller mennesket?

Svaret ankommer på to fronter. Den ene front er, at huset falder sammen efter max 50 år pga valget af prisbillige og uprøvede materialer. Den anden front er, at mennesker ikke trives i stål, glas, alluminium, plastik, epoxy, rockwool og beton og i sterilt, overisoleret indeklima. Innovation er altså direkte proportionelt med forfald og destruktion.

En lignende logisk fejlslutning ville være: Fordi noget er nyt, er det dårligt og falsk.

Her nærmer vi os en konklusion, en sammenføjning. Nyheden, det fornyende i sig selv er ikke udtryk for kvalitet. Det er derimod forståelsen af, hvad der er … kvalitet.

Innovationsbegrebet mangler kreativitet som en komponent. Innovation er et korporatistisk begreb, og korporatister er bange for kreativitet. Innovation kan sættes på dagsordenen og kontrolleres i en businessplan, egentlig kreativitet har det med at true kontrolsystemet med sin uforudsigelighed. Managementkulturen taler om innovation og ikke om kreativitet. Og hvis de ind imellem bruger udtrykket ‘den kreative klasse’, så mener de: de folk, som de ikke kan undvære, men som de ikke gide at fastansætte. Og sandt at sige, er en del af dem ikke til at holde ud og har en tendens til at overvurdere deres egen genialitet.

Innovation er tæmmet, velopdragen og blåstemplet kreativitet. Men hvad værre er, at det er et redskab til endnu et korporatist-managemet-udtryk ankommet i mellemtiden: disruption. Vi svømmer i begreber for iscenesat og kontrolleret ødelæggelse. Jeg kommer lige fra distortionfestival, hvor vi dekonstruerede og gjorde op med det bestående med disruption, så vi kan bryde med den sociale arv og gøre op med …

Her kunne vi godt efterlyse lidt kreativ skaberevne midt i al den fornyende ødelæggelse.

Kategori: Poema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *