FAKE – journalismens fallit

Der sker det for tiden med medier i Vesten, som der skete for medierne i Sovjetsfæren. Udøverne af disse medier har marineret så længe i deres propagandasovs, at de er begyndt at tro på deres egne fake historier. De er blevet som en organisme, der fodrer sig selv med det, der kommer ud af egen endetarm.
Patrick Henningsen
Journalist, foredragsholder, broadcaster

Så malerisk men uhyggeligt præcist kan det siges. Medierne og deres ansatte svømmer i deres egen sump af snavset badevand, som både de selv og deres opdragsgivere / infokanaler har skidt og pisset i. De har vænnet sig til smagen og stanken af fæces fra det store globale kloakafløb, hvor der uophørligt udledes en giftig strøm af affald.

Alt tyder på, at der er lukket fuldstændig op for alle sluser i den globale skidestorm. Milliarder af pengemidler bliver lige nu pumpet ind verdenshistoriens mest massive propaganda-tsunami, hvor der sættes helt nye standarder for løgnagtighed – og man skulle ellers tro, det ikke kunne blive værre.

Det eneste lyspunkt – hvilket til gengæld skal tages alvorligt – er, at propagandaen og løgnen har nået det maksimale omfang. Den rammer bunden i etik og loftet i omfang og grelhed. Selv de mest hjernedøde begynder nu at sige …. aaah, mon ikke det lige er overdrevet nok?  når det nu fx hedder sig, at russerne og Putin er ansvarlig for at have kuppet de Gule Veste, den amerikanske valgkamp, Brexit, Pokemon Go og begrebet humor – seriøst, det siger de sgu! + en lignende sværm af absurditeter. Hver eneste gang, propagandamaskinen og globalist-mafiaen støder på modstand mod deres fremmarch for tiden, er det russerne, der er skyld i det. De er hysterisk besatte af begæret efter at skabe den ny Kolde Krig = 3. Verdenskrig under radaren, før den for alvor bryder ud, og de bruger alle de gamle opskrifter til at iscenesætte den samme spænding og modsætning, der gjorde folk paranoide og angste i forrige århundrede.

Det Må få et tilbageslag, når propagandamaskinen skal køre i så højt et gear. Løgnefabrikken overspiller sine kort, den gentager sig selv i tide og utide, den sjusker og glemmer at rydde ordentligt op efter sine beskidte affærer. Historierne, der sprøjtes ud af mediekloakken, er nu så latterlige og absurde, at de er fornærmende for selv en moderat intelligens. Vi lever ikke længere i en Verden af facts og substans, vi lever i en Verden af skrøner og spin, hvor hverken medierne eller deres faste kunder længere forventes at efterspørge en underbygning af et udsagn, og journalisterne ikke længere forventes at levere den. Egentlig journalistik om en stribe kerneemner er stort set gået død.

Medierne får konstant tilsendt scripts fra efterretningsvæsener og store mediegrossister ejet af globalisterne og atlantisterne. Det bliver nu bekræftet, at et forum, en tænketank som The Atlantic Council kanaliserer milliard-summer ind i et 1000-strenget propagandaprojekt. Det er krigslobbyisme i allerhøjeste gear, og de har tilsyneladende ubegrænsede midler til rådighed. Deres kampagne er i sig selv rødglødende krigsførelse, og fjenden er udover russerne du og jeg og alt, hvad der rører sig nede på jorden under elfenbenstårnet. Uden at du og jeg, journalister, politikere, uddannelsesvæsen og børn, lovgivning og ordensmagt er lagt ned på den interne slagmark, kan de ikke føle sig trygge ved deres krigsprojekt. Udover at de ALDRIG har haft egentligt mandat eller legitimitet til projektet, så er det altafgørende, at opinionen internt er manipuleret og kontrolleret på daglig basis. Herved mener de, at de har kuppet legitimiteten, så længe operationen varer. Længere har de ikke brug for, for når sandheden kommer for en dag – hvilket den altid gør – så er de over alle bjerge, og deres projekt har gjort irreversibel skade.

Medierne ved ikke længere, hvordan de skal bære sig ad med IKKE at lyve. Vi skal dog stadig forstå medieorganisationernes indre slusesystem for at skabe deres fake news – deres gradbøjning af uvidenhed. Chefredaktørerne må alle sammen formodes at være klar over, hvad de har gang i, for de færdes på invitation i de globalistiske, postdemokratiske tænketanke. Lederne af journalistuddannelserne må formodes at være klar over det. Disse to lag i infomaskinen er sig endvidere pinligt bevidst, at deres monopol på vidensformidling er ved at smuldre. Det er det, fordi de gennem årtier har misbrugt deres position til at vildlede/misinformere deres lyttere-læsere-seere for at tækkes deres opdragsgivere.

Journalisterne ned gennem geledderne har faldende grad kendskab til hovedplottet, for de skal bare levere hele tiden for at beholde deres job. Når en tilfældig journalist renskriver en historie, der samme dag blev gylpet op af kloakhullet leveret af Reuters, Ritzau, AP eller direkte som bulletin fra et ministerium eller et efterretningsvæsen, så lukker vedkommende hellere end gerne øjnene for alle tvivl og selvmodsigelser og stiller ingen spørgsmål. Mediemedarbejderne føler sig ikke længere forpligtet til at bekræfte deres historier via minimum tre af hinanden uafhængige kilder, for historien kommer jo fra en blåstemplet kilde. At der er en agenda bag, falder dem næppe ind – og i øvrigt har de travlt med at få historien ud. Om historien er i overensstemmelse med sandheden, er der nu stiltiende enighed om at se gennem fingre med. Ja det er værre endnu, der er tilsyneladende enighed internt om, at en god-dårlig historie løgn-eller-ej er at foretrække.

Det lort, der kommer ind, er det lort, der ryger ud – garbage-in, garbage out.

For nylig var der en konference i branchen i DK, hvor hovedemnet faktisk var mediepublikummets stærkt faldende tillid til mediernes troværdighed. Her skulle man så tro, at det blevet taget til efterretning med selvransagelse. Kunne der måske være noget om snakken? Men de journalister, der udtalte sig om det, fik det ‘vinklet’ – det er de jo gode til – i retning af, at det blot var publikum, der opfattede dem så sådan, hvilket de selvfølgelig ikke var. Og hvad skulle de så gøre, for at overbevise folk om igen, at de selvfølgelig var vældig troværdige?

Selv når virkeligheden ramler ned over dem, er de ude af stand til at tage ved lære. Som afmeldt kunde til mediemaskinen vil jeg tillade mig at se det som et klart lyspunkt, at tilliden til mediernes troværdighed og deres kundekreds er drastisk faldende. Men seriøst: det fatter det åbenbart ikke! I et program i enten DR1 eller Radio 24/7 (husker det ikke), hvor man indimellem nærmest undtagelsesvis kan høre noget interessant og i hvert fald følge med i, hvor monotont-hjernedødt og onanistisk medievirkeligheden er, var der en diskussion mellem medieforskere og journalister om, hvor journalistikken var på vej hen. Medier diskuterer medier, hvis det ikke er onanistisk, så ved jeg ikke (neeej, det er selvreflekterende … jaså ..). En rimelig fornuftig forsker erklærede nærmest de nuværende medier for døde, og påpegede, at en journalist måtte ud af kontoret, væk fra skrivebordet og ud blandt folk. Det lød ikke helt ved siden af. Men så kommer der en eller anden journalist-trunte ind fra venstre, og sagde noget i denne stil: Ja, fremover bliver det mindre vigtigt at skrive historierne og mere vigtigt at hjælpe folk med at sortere i dem, for de kan jo selv finde dem. Vi skal skal langt mere lære folk at skelne, hvad der er sandt og falsk. Så kom den lige. Så hvem er du, Trunte, der har overblikket over, hvad der sandt og falsk (fake)? Indtil videre har du og dine kolleger ikke udvist det helt store talent i den retning. Til gengæld har det underfrankerede publikum, som du fremover mener, at du skal hjælpe med at fatte sandheden og virkelighed udvist en stigende tæft for det. Du har simpelthen fået baghjul, du har undervurderet dit publikum og overvurderet din egen formåen, og nu er du ved at blive overflødiggjort. Hvor er det søøøønd for dig!

Professionel og civil fejhed kombineret med mangel på etik og intellektuel hæderlighed synes at være en forudsætning for at være journalist i dag. Patrick Henningsen, der blev citeret ovenfor, rager tårnhøjt op på alle punkter i forhold til mainstream-journalister. Manden er ikke engang formelt uddannet journalist, men det er givetvis forklaringen på hans ubestikkelighed og niveau. Han er ikke udklækket fra spin-anstalten, han har ikke røven i maskinen, han skal ikke stå skoleret overfor en chefredaktør, der er fedtet ind i propagandamaskinen og dens kloakvand. Han har frihed til at rejse til selve brændpunkterne og tale med virkelige mennesker i udkantsverden, der ikke er særligt udvalgte til at smøre apparatet. Det eneste, han er forpligtet overfor, er hans samvittighed, virkeligheden, menneskene derude på slagmarken, der er de rigtige ofre, sandheden og hans store lytterskare og deres ufravigelige krav til, at han leverer den vare, som de efterspørger: the real deal! Altså alt det, som mediepublikummet ikke finder i mainstream-medierne længere. Det er til gengæld de højeste krav, en seriøs formidler kan stille sig selv.

Hvis du ikke kender sitet, så kan det stærkt anbefales at logge ind til 21stcenturywire.com og tænde for den britisk baserede The Sunday Wire, den helt gratis som oftest 2.5 timer lange podcast hver uge, hvor en række gæster af højeste info-kaliber bliver interviewet. Lige nu i december 2018 kan du høre Episode 260. Vi taler om kvalitets-journalistik på sammenlagt 1000’er af timer, som du hverken kvalitets- eller volumenmæssigt vil finde magen til på BBC, hvor de har 100-vis af medarbejdere med gode lønninger og et potentielt gigantisk journalistisk output. Der skal 20 tons løgn til at holde 1 kg sandhed hen med snak.

Spørgsmålet er, hvad BBC og lignende kanaler bruger deres gigantvolumen til? Præfordøjet propaganda-slam. Der er derfor, at et enkelt kvalitetsudbud som 21stcenturywire kan ætse sig ind i mainstream mediebilledet og udgøre en reel trussel mod et statsfinansieret apparat med ubegrænsede midler til rådighed, når der er brug for det. Og netop som en trussel ser de manden, for han er i lighed med andre kompetent kritiske medier blevet udsat for hele raden af perfiditeter fra hackning, spin, tilsvining og løgnagtigheder. De er simpelthen rædde for det, han gør. Da mainstream lancerede begrebet fake news, var Henningsen en af de første, der tog begrebet og vendte det 180 grader rundt mod de, der er de egentlige fake news-producenter.

Fake news-memet fra mainstream er et af de punkter, hvor globalisterne overspillede deres kort. Det er deres nemesis, en boomerang, der efter kastet drejer i luften og tager retning mod dem selv, mens de ivrigt står og spejder efter, om den mon rammer sit mål – hvorefter den sidder mellem øjnene på dem selv. FAKE er ikke bare mainstream-mediernes mellemnavn, der er også deres fornavn, efternavn og øgenavn.

Et andet punkt, hvor globalisterne overspillede deres kort, var det amerikanske valg. Vi behøver ikke engang at tale om præsidenten, som der er konsensus blandt alle politiske korrekte om at hade. Pointen er, at alle Deep State aktørerne havde regnet med som 100% garanteret, at Hillary Clinton ville vinde og dermed lægge samme låg over deres fake news, deres korrupte fiflerier og mega-ulovligheder på samme måde, som hun selv havde været i stand til at bruge statsapparatet som First Lady og dernæst som Secretary of State. Da hele udtrækket af parasitter i statsapparatet havde haft kilometerlang line hele vejen fra likvideringen af Kennedy til valget i 2016, så de ville jo ikke blive stillet til ansvar for NOGET, for ALT ville jo blive fuldført under … Hillary … hov, hvor blev hun af?

Så nu har der i 2 år siddet en Robert Mueller og efter sigende undersøgt Russian collusion i den amerikanske valgkamp uden at komme op med noget. Typer som den indplacerede special investigator oplever en hastig ankommende erkendelse af, at statsheksen ikke som lovet sidder der til at garantere deres immunitet overfor retsforfølgelse og det amerikanske folk. Og her svier det til forskellige kommenterende segmenter, der undervejs undervurderede det amerikanske folk og mennesker i almindelighed. De glemte i mellemtiden, at dette folk har en historie. Det kan godt være, at de har Coca Cola, dårligt skolesystem og giftig TV-kultur, og at de tilsyneladende er dumme goyim-får, men de har stadigvæk en historie. Det kan godt være, at der blev gjort alt for, at dette folk skulle glemme deres historie, at andre folk ikke skulle minde dem om den, og at historien er undertrykt og forurenet, men den er der stadigvæk. I denne historie indgår der en særdeles veludviklet sans for retfærdighed. Det kan godt være, at den juridiske og konstitutionelle garant for retfærdighed har været udsat for en systematisk tilsidesættelse, men det betyder ikke, at selve grundlaget er tilsidesat forever, og at korrupte-indsatte personer ikke bliver konfronteret, stillet til regnskab og afmonteret’, når deres firewall bliver slukket. Og nej, vi taler kun undtagelsesvis om afmonteret i den stærke betydning, som det lader til, at folk af særlig forbryderisk kaliber som John McCain og en George W. Bush er blevet. Man kunne sagtens nævne et dusin eller to oveni, hvoraf et par tidligere præsidenter, men det ville være at skyde svinet før sværen er solgt.

US Media

Man kan sagtens bruge europæiske medier som eksempler på tingenes usle tilstand, men intetsteds i den vestlige verden har medierne undergået en ensretning og afstumpning som i USA. England er muligvis en på samme niveau, det står til diskussion. I USA er der kun 6 firmaer, der ejer det hele:

ComCast ejet af GE = General Electrics = the Rockefellers, der ejer MSNBC og Telemundo
The Walt Disney Company ejer The History Channel, ABC og ESCBN
Viacom ejer CW og Show Me, MTV, Paramount og BET
CBS ejer en stribe af ‘affiliates’
News Corp ejer Fox News, Wall Street Journal, CNN, Cinemax, TBS,
Time Warner ejer CNN, TIME, Peoples Magazine, Warner Brothers

Er der noget tilbage, der er værd at eje?

Disse firmaer er motiveret af udelukkende ét motiv: profit. De hævder i skåltaler at være en vagthunde mod de magtfulde, men i realiteten er de pivende skødehunde. Udøvelse af censur tjener dette formål: ikke at forstyrre kundernes interesser. Hvis seriefabrikation af løgn er mere profitært, så er det det, de gør. Kunderne set fra mediekorporationernes synsvinkel er kun sekundært de, der læser-ser-hører dem, det er primært de, der bestiller reklametid hos dem. Det er deres hensyn og interesser, de repræsenterer. Hvis mediekanalerne ikke loyalt repræsenterer deres magtfulde kundekreds, har hvilken som helst corporation i kredsen midler til at vride armen rundt på mediet. De vil nok hævde, at de foretager en balanceakt, for hvis de sekundære kunder forsvinder, så kan det være lige meget med de primære.

I slutningen af 90’erne kom der en historie frem om, at Disney og Disneyland hyrede pædofile. Historien kom frem i ABC, men her døde den også. Indlysende årsag: Disney ejede ABC. Ejerforholdet af nyhedskanalerne er forklaringen på, hvorfor det mest betændte og mest omsiggribende af alle emner aldrig har nået det offentlige rum. Hver eneste gang, der er fremkommet info om pædofili som et netværk, altså som noget, der trækker tråde ind i etablissementet, er det blevet skudt i sænk af amerikanske medier. Censur er opdragsgiverens mundkurv til mediet. Medie = mellem = mellemled mellem opdragsgiver og slutbruger. Opdragsgiveren EJER mediet.

En undersøgelse viste, at kun omkring 118 personer sidder i samtlige råd og nævn for medier i USA, og at disse personer repræsenterer de store corporationer og de 6 medie-syndikater, der betjener dem. Vi taler om interessekonflikter på steroider. Og disse mediekorporationer og deres bestyrelser har udløst mega-midler i den amerikanske valgkamp for at deres kandidater – senest Hillary Clinton – skulle vinde. Det gjorde hun så ikke, for amerikanerne havde fået nok af interessekonflikter og deres udkomme.

Så begrebet medie er altså omdefineret. Dets oprindelige betydning var et mellemled mellem virkeligheden og befolkningen. Dets nuværende betydning er et formidlingsled mellem magthavernes syntetiske virkelighedsbillede beregnet på befolkningen og befolkningen.

Er det så banalt og perverteret?
Svaret er JA.

Konsekvens:
Medierne er korrupte.
Sluk for dit TV, for det er giftigt.
Sluk for din radio, for den hælder lort i øret på dig.
Put din avis i brændeovnen, for den lyver for dig.

Firkantet sagt. Vi så, hvor få der ejede de amerikanske medier. Hvad med de danske? Her ser vi den samme koncentration på ganske få hænder. Følgende oversigt er fra januar 2016:

De Persgroep: I 2014 købte den belgiske familieejede mediekoncern Danmarks ældste avis, Berlingske, samt BT og Weekendavisen.
JP/Politikens Hus: Medievirksomheden JP/Politikens Hus ejer i forvejen Ekstra Bladet, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken og har altså nu også lagt billet ind på Dagbladet Børsen.
Jysk Fynske Medier: Mediekoncernen blev skabt den 1. januar sidste år som en fusion mellem Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier. Jysk Fynske Medier ejer blandt andet 13 dagblade, 64 ugeaviser og fem radiostationer – herunder blandt andet Fyens Stifstidende, JydskeVestkysten og Aarhus Stiftstidende.

Kilder: berlingskemedia.dk, jppol.dk, jfmedier.dk.

Det skal bemærkes, at kilden er medierne selv, i dette tilfælde Berlingske Media, der ejes af De Persgroep, en nederlandsk mediegigant startet af familien Van Thillo, men de vil få svært ved at lyve på det punkt, for de andre læser med og er nidkære omkring deres domæner. De virker nærmest, som om de er stolte af det.

Hvordan kan man forvente af en nederlandsk medie-tocoon, at hans ejendom har interesse i at skrive om en virkelighed, der fortæller anden end hans egen succeshistorie?

Handlen med Dagbladet Børsen gik ikke til JP/Politikens Hus. Men hvem er dets nuværende chefredaktør? Ingen andre end Bjarne Corydon, manden der var agent i salget af DONG Energy til Goldmans Sachs til under halv pris af sin værdi! De har altså ansat en i dansk målestok top-level-globalist-lakaj og notorisk svindler. Det ser ikke godt ud for informatikken i dansk erhvervsliv, men de får vel det, de har efterspurgt.

Lokalnyheder kan være relevante, for de er alligevel så isolerede og dermed under-radaren for de store mediekorporationer. Men heller ikke lokalaviser og -stationer går ram forbi, og vi kan være helt sikre på, at hvis en journalist skulle finde på at gå lidt for tæt på fx en af de faste annoncører i de reklamefinansierede aviser i stedet for at skrive om det lokale andespil eller den hyggelige og sjove dragefestival hvert år på Møn, OG især hvis denne annoncør er ejet af et af de multinationale, så vil den arme journalist straks blive bedt om at skrotte artiklen og skrive en ny om en nystartet frisørsalon i Vordingborg. Hyggemedie er helt OK, medielir er OK, reality-TV hvor folk udstiller deres stupiditet og egoisme er OK – det burde hedde non-reality-TV, for ALT er castet og iscenesat. Medieludere og kändisser er OK, så længe de kun taler om sig-selv-og-atter-sig-selv. Stof om de kongeliges uenigheder er OK. Hobbyspalterne er OK, for der kan tjenes masser på halvfabrikata. Madspalterne er OK, for det fremmer salget hos visse annoncører. Kulturnyt er OK både lokalt og i DR, for det skønnes harmløst – hvilket det i virkeligheden ikke er, men kulturmedarbejderne skønnes alle at tilhøre det politisk korrekte segment, der i 50 år har domineret ALT indenfor genren.

Politik er noget andet. Her er det tale om stærkt styret stof betinget af politisk korrekthed. For år tilbage kunne man i det mindste regne med, at der var højrepresse og venstrepresse, og så kunne man behændigt interpolere mellem dem. I dag er der bare two shades of globalism. Om det er Lille Fede Lars Løkke eller Store Magre Helle Thorning, der efter tur sidder i toppen af kagen, var bedøvende ligegyldigt. Vil du have strykning med jordbærsmag eller stryknin med smag af blå Bols?

En lignende monopoliseret situation findes i britiske medier.
Følgende notits fra tutor2u.net giver et hurtigt overblik:

A statistic is often shared on social media that “five billionaires own 80% of the UK media”. Who are these five people? Supposedly:
Rupert Murdoch (owner of News International)
Richard Desmond (who was the owner of the Express)
Viscount Rothermere (owner of of the Mail)…
and the two Barclay Brothers (owners of the Telegraph)

Det var så kun de 4/5 milliardærer, der blev nævnt. Især Rupert Murdoch vil være de fleste bekendt og bestemt ikke for det gode.

Open Source Media – fremtidens journalistik

En anden journalist, der som Patrick Henningsen ikke er formelt uddannet i journalistik, er James Corbett (corbettreport.com). Canadisk litterat med base i Japan, igen et eksempel på, at ét suverænt og ukompromitteret intellekt er mere værd end tusind medieslaver.

Han har introduceret begrebet Open Source-journalistik. Han opfordrer konstant folk til at sende deres oplysninger om begivenheder. To-tusind hjerner tænker bedre end en. Han sætter temaet, og netværket supplerer og verificeret det. Eller skyder det i sænk, hvilket han udmærket er klar over. Trolls er ikke-velkomne.

Troll – Con-Troll – Neo-Con-Troll

Det er faktisk, hvad der er etableret i perioden efter 9/11. Her gik det op for tilstrækkeligt mange, at der var noget, der var rivende galt. Der foregår en global de-trolling, un-controlling aktion styret af folk, virkelige mennesker i alle lande og op-ned gennem alle segmenter. Selv håndlangere for eliten er ved at være trætte af tilstanden.

Vi har før beskrevet klassiske militæroperationer i den antikke verden, og Alexanders måde at overvinde den persiske hær er et eksempel på mekanismen. Selvfølgelig overvandt hans hær på 50.000 mand ikke den persiske hær på 500.000 mand rent korporligt. Det skete det, at den persiske hærleder kom i klemme på et vist tidspunkt i en bestemt situation og stak halen mellem benene. Hans generaler ser, at der er en modbevægelse og beslutter sig til at følge trop.

Findes der ikke danske journalister, der er uafhængige u-kompromitterede?
Det gør der. Tommy Hansen opererede i Tyskland og skabte, mens han levede, et medienetværk, der blev en seriøst trussel for globalisterne: Free21.org.
Han døde sidste år, og man kan spørge sig selv om, hvorvidt hans død var ‘naturlig’.

Jesper Larsen er en uafhængig journalist med speciale i russiske forhold. Han gør et fantastisk arbejde ved at bringe virkelig viden på banen. Han har en konsekvent metode, der består i at tage alle officielle udsagn for pålydende og derefter følge dem til dørs. Herefter falder udsagnene – no surprise – fra hinanden. Fake News Investigation.

Hvis jeg skal komme med en forudsigelse for 2019, så er det, at mainstream-medierne indser, at deres hidtidige opdragsgivere er på retræte, og for at redde deres eget skind, skifter de position. I et eller andet omfang, måske ikke det fulde. De vil selvfølgelig simulere, at de selv er kommet op med guldkornene for ikke at tabe ansigt. På denne måde skal de heller ikke stå til regnskab for deres hidtidige medvirken til forbrydelser mod menneskeheden, løgn og propaganda og afstumpning af demokratiet. Vi vil se alle mulige hybrider og overgange i mainstream-medierne, jf den balance, som de har tilstræbt mellem deres primære og sekundære kunder. De sekundære kunder = læserne-lytterne-seerne aka abonnenterne er ved at give dem fuckfingeren, så hvad gør de nu?

Hæng mig endelig op på det, hvis det ikke finder sted.
Det er prisen for at stille røven i klaskehøjde 😉

Fremtidens journalistik bliver formidling af egentlig viden af folk, der ved noget, folk der gør deres hjemmearbejde og folk, der praktiserer deres trivium-metode – spørg ALTID hvad-hvem-hvor-hvornår, før du spørger hvorfor og hvordan.

Fremtidens journalistik baserer sig på den hengemte fortids journalistik, før den blev kuppet til at udføre globalisternes beskidte arbejde.

Fremtidens journalistik er formidling på folkets vegne og præmisser.
Hvis journalisternes journaler ikke mener, at de er i stand til at gøre det, så må folket selv tage over.

Fremtidens journalistik er et projekt til genskabelse af hæderlighed for formidling af viden. Man kan spørge sig selv, om det ikke er en selvfølge, en præmis. Det er det åbenbart ikke.

 


2 Comments

Michael · 24/12/2018 at 12:29

Velskrevet, tak

Højfunktionelt retarderet – NedersteEtage · 06/01/2019 at 18:02

[…] Og medierne var i den grad blevet strømlinede.Læs Fake – journalismens fallithttps://www.nedersteetage.com/fake/ […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *