Essay

Eventyrenes gemte betydning

Orv – det er for børn!

Vi har de fleste af vore eventyr for børn fra kilder i starten af 1800-tallet. I særdeleshed Brødrene Grimm, der ikke blot var børnebogsforfattere men drevne historikere, sprogforskere og folkemindesamlere. Dernæst har vi eventyr fra H.C. Andersen. Visse af hans eventyr er hans egne historier og andre er omskrivninger fra ældre kilder. Ingen forfatter lever i et vakuum. Fra disse og mange andre kilder har vi eventyrerne med en meget langlivet appel. Hvorfor denne langlivethed?

For det første har de været bevaret og brugt af folk fra slægt til slægt. Folk opgiver ikke deres traditioner, med mindre nogen stjæler deres tradition og giver dem et substitut. For det andet har børnene altid elsket dem. Eventyr kombinerer alt det, som børn tænder på: det farlige og forførende, det groteske og humoristiske, det fantastiske og den sande tragedie eller komedie med rig mulighed for identifikation og indlevelse. Læg dertil heltens historie, der er en modelfortælling om alt det, børnene vil møde i deres eget liv. De er fortællinger om godt og ondt, og hvordan man kan forstå og håndtere det. Magi er håndtering af virkeligheden.

Dernæst er eventyrene ladet med arketyper ligesom i heltens historie. Carl Gustav Jung har leveret nøglen til det lag i eventyrerne. De er de evige historier fortalt for folk og børn, for de gode eventyr er ikke kun for børn og barnlige sjæle, ellers ville de voksne ikke udholde at læse dem højt så mange gange.

Men så er der den gemte betydning. Der er skjulte – eller okkulte om man vil – analogier gemt i eventyrene. De bliver dermed containere for viden om universet og menneskesjælen, der sniger sig ind ad bagdøren. Uden at der er noget odiøst i det, det gør det bare endnu mere spændende. De er flaskeposter for gemt viden fra fjerne tider, der ligesom arkaiske stenmonumenter står der, til nogen kommer og afkoder dem.
Lad os først se på dem i form af nogle eksempler.

Snehvide

Det er et Grimm-eventyr. Historien om den misundelige dronning, den lyshudede prinsesse, de syv dværge og prinsen, der redder prinsessen ud af sin koma. Så hvad har vi her?

Dronningen er Himlens Dronning eller Nattens Dronning. Komponisten Mozart og teatermanden Schikaneder skrev i 1791 en hel opera ved navn Tryllefløjten, hvor denne skræmmende skikkelse spiller en rolle. I operaen er hun dog blot skræmmende men ikke ondsindet, for hun sender prinsen ud for at redde sin datter, der er kidnappet af kultlederen, ypperstepræsten Sarastro. Operaen indeholder åbenlyse frimurerelementer og er en indvielseshistorie. Det siges at frimurerne blev knotne på Mozart over, at han røbede for meget, og hvis man skal være rigtig konspiratorisk, så tog de måske livet af ham for det.

Himlens dronning er Nuut, Mælkevejen, der spænder sine vinger over himlen om natten. Hun er misundelig på Månen, Snehvide, der lyser stærkere på Himlen end hende. Hun sidder og ser i sit magiske spejl, Middelhavet, og bliver ond i sulet. Egypterne så Himlen som et hav, og Solen Ra sejlede i sin båd henover havet. 

De syv dværge i Snehvide er de syv planeter fra oldtiden (planet betyder vandrer). Der var kun syv planeter, for Uranus og Pluto var ikke observerbare, og deraf har vi navnene på de syv ugedage: søndag (sol), mandag (måne), tirsdag (Mars), onsdag (Merkur), torsdag (Jupiter), fredag (Venus), lørdag (Saturn). Hør hov, så er månen også en planet, og det var den ifølge oldtiden, men så mangler der jo en planet. Det er Neptun, der ikke har fået en ugedag. Men er solen en planet, er det ikke en stjerne? Sådan så de gamle det ikke, for i antikken talte de kun om himmelske skikkelser eller objekter. Men i 1800-tallet, hvor Grimm-brødrene skrev historien, kendte man godt de syv egentlige planeter, og man vidste godt, at Jorden var en planet, for det var kun Pluto, der manglede og først blev opdaget så sent som i 1930. Visse astronomer eftersøger en 9. planet, da de ikke kan få fysikken til at gå op i solsystement. I indisk astrologi opererer man med to usynlige planeter, Ketu og Rahu. Solsystemet har måske fantomsmerter, for der befinder sig en enorm fordelt masse i form af asteroidebæltet. Er det den manglende planet, der sprang i stumper og stykker engang i en fjern fortid? Og var den nogen, der hjalp den med det?

De syv planeter følger efter Snehvide, når hun danser henover himlen. Dronningen bliver misundelig på månens lysende skønhed og giver hende et korset, som hun strammer mere og mere. Fra fuldmåne til nymåne bliver månen tyndere og tyndere og til sidst dør den. Indtil prinsen, Helios, solprinsen kommer og kysser prinsessen. Hvordan gør han det? Solen kysser månen, eller månen kysser solen under en eclipse. Solformørkelse er den ene form for eclipse, måneformørkelse er den anden, og hver nymåne er en måne-jord-formørkelse, hvor jorden skygger for månen. En solformørkelse er et sjældent omend tilbagevendende sammenfald af disse to formørkelser, for det kan kun ske ved nymåne. Underligt i øvrigt? Altså at jordens skygge passer så perfekt i omkreds til månenskivens lys. Men så bliver prinsen og prinsessen gift, og man kan ikke blive gift uden en diamantring. Ringen er den halo, den ring af baglys som solen bag månen skaber, og diamanten ses lige så snart prinsessen vågner til live, og det første solglimt stikker ud fra skyggen. Så kommer Snehvide-Månen til live og begynder at vokse og vokse – hun er gravid! 
You naughty prince, you!

Diamantringen i det himmelske bryllup

Julemanden

Vor tids opfattelse af julemanden stammer fra samme tid, som brødrene Grimm og H.C. Andersen samlede og skrev deres eventyr. Han kører henover himlen i sin slæde trukket af fire rensdyr. Billedet kommer ikke ud af den blå himmel, for Odin, gudernes konge, rider med sit jagtselskab henover himlen på sin hest Sleipnir, og børnene placerer støvler med hø på ladestopperne, så hesten kan spise af den. Thor gør det samme i sin vogn trukket af geder. Han slagter oven i købet gederne for at bespise dem, der er hans vært på rejsen og smider knoglerne i en bunke – hvorefter de kommer til live næste dag. De er blevet genfødt.

Men er det ikke det samme som Helios, Solvognen, guden der kører henover himlen iført sin røde kappe? I den egyptiske version er sejler Ra i en båd henover havet = himlen. Den gyldne solvogn blev også fundet i Danmark. Det er også en historie om lysets genfødsel. Hvornår kører julemanden henover himlen? Ved vintersolhverv, hvor solen dør og genopstår ligesom månen i Snehvide-historien. Handler den kristne version af historien ikke om fødsel og død – ganske vist fordelt på jul og påske? Vi siger fødsel om julen, vi kunne have sagt genfødsel, men reinkarnation blev afskaffet i de kirkelige doktriner i det tredje århundrede, så det kunne man ikke tale om. Kirkefædrene Origen og Clemens af Alexandria havde ingen problemer med det. Forsvandt det så helt? Er Jesus ikke død i tre dage, hvorefter han genopstår fra de døde og bliver til Kristus, solguden Helios? Så kan det vist ikke blive tydeligere.

Når solen genopstår, bevæger vi os mod foråret, det nye overflødighedshorn, cornucopia. De gamle kulte handlede om to ting: 1. himlen og det evige, bestandige, universelle liv, de store cykler, altings tilbagevenden og 2. jordens frugtbarhed. Julemanden har sit eget overflødighedshorn. I angelsaksiske lande har de den gamle skik med at hænge en sok ud, der bliver fyldt med gaver. Er det ikke overflødighedshornet?

Rapunzel

Der gemmer sig en kæmpe historie i dette eventyr. Vi nøjes med elevatorversion og de forkortede antydninger, og resten kan læses i sin helhed her:

Rapunzel er den forsvundne prinsesse låst inde i et tårn. Hun smider sit lange lyse – i virkeligheden røde hår ud af vinduet, så prinsen kan komme og redde hende. Eller er det hende, der i virkeligheden redder prinsen 😉 Men hvem er prinsessen i tårnet?

Hun er Maria Magdalene, prinsessen med det lange røde hår og alabasterkrukken. Hun bærer altid orange-og-grøn kjole i modsætning til jomfru Maria, der bærer blåt, og som senere bliver til Himlens Dronning. Det er med alabasterkrukken, hun salver Jesus i Simons hus. I Talmud kaldes hum Miriam Magdalem Nessayam, hvilket betyder noget i stil med ‘damefrisør’. Men da Talmud’en altid spiller på ord, så menes der ikke Nessayam men Nazariam. Hun var indviet tempelpræstinde i den 4. jødiske sekt, den nazaræiske, den persisk-ægyptiske sekt, som Jesus repræsenterede. Begge var i øvrigt rødhårede som flere af de egyptiske faraoer. Maria Magdalene var derudover Syriens og Judæas mest velhavende kvinde.

Nazaræerne klippede ikke deres hår, og derfor afbilledes Jesus altid med langt skæg og hår. De måtte ikke klippe deres hår undtaget som et offer ved særlige lejligheder. Maria er ikke et navn, det er en titel, for mar betyder præstinde. Magdal på både aramæisk og egyptisk betyder tårn. Tårnet har to betydninger: Det er et fallisk symbol. Hun er præstinde i en falloskult, en frugtbarhedskult. Tårnet er også pyramiden. Jøderne er den uddrevne stamme (Exodus) af Hyksos-folket, der mistede adgangen til tårnene = pyramiderne ved uddrivelsen fra Egypten. Til gengæld slog de sig ned flere steder i Middelhavet, hvor de byggede deres tårne. Tårnene er også obeliskerne. Der er jo en pyramide på toppen af en obelisk. Sinaibjerget som Moses – der i virkeligheden var Akhenaton – går op på, lå ikke i Sinaiørkenen. Det var den store pyramide i Giza.

Den lille havfrue

Hvor fik han lige den fra, H.C. Andersen? Havfruen er minsandten endnu en repræsentation af Maria Magdalene. Det er lige før man mistænker disse forfattere fra starten af 1800-tallet for at være medlemmer af et netværk med hemmelig viden, som de indskriver i deres eventyr. I Disney-versionen har hun langt rødt hår, og man glemmer nemt hårfarven, når man ser på den grøn-irrede figur ved Langelinje. Disney kalder hende også for Ariel, hvilket på hebraisk betyder Guds Løve. Det er selvfølgelig hendes hår, løvemanken, men det er også Judahs løve og symbolikken med Davids hus og slægt, the Lion of Zion. Den lille havfrue er ulykkelig forelsket i prinsen og forsvinder i bølgeskummet i havet.

Hvem er også associeret med havskummet? Det er Afrodite, den skumfødte, den rigtige havfrue, der ses afbilledet med langt rødt hår. Hun er også Venus, Astarte, Isis, for alle guder og gudinder har mange navne. Som i Snehvide-historien er hun linket til Nuut, skummet i havet, der er Mælkevejen, Himlens Dronning som spænder sin bue over det himmelske hav, Kosmos. Den katolske kirke kalder sig for Det Hellige Hav, og de afbilleder deres ‘gudinde’, Jomfru Maria, som Himlens dronning. Isis er fødselshjælper i en genfødsel af sin mand, Osiris. Igen i Disney-versionen er der et hint. Hvem har Ariel hængende et billede af på sin væg? Maria Magdalene med det rygende stearinlys i George de la Tours version.

Har hun måske en lille mave på? Hvem har hun lavet børn med, og hvem er hendes slægt?

I det hele er Maria Magdalene en yderst central historisk skikkelse. Hun figurerer også i Kong Arthur-legenderne og hedder her Lady Guinevere. Hun slog sig efter korsfæstelsen ned i Provence i Sydfrankrig. Hendes orangefarvede rober skyldes hendes ophav kaldet Orenia, hendes mors slægt og rige i Syrien efter dennes ankomst fra Persien. Derfor hedder dynastiet i Provence Oranje. Senere flytter slægten til Nederlandene, og herfra importeres de som britisk kongefamilie. Moderen, Theramusa af Orenia, var efterkommer af Dronning Cleopatra og Julius Cæsar. Det samme var derfor Jesus, hvis rigtige navn Isas Manu af Edessa. Så han giftede sig altså ifølge god royal egyptisk skik med sin søster! Og derudover sin anden søster Martha. Talmud siger helt klart, at ypperstepræsten i Templet i Jerusalem var forpligtet til at have to koner, og det var det, han var. Det var ham, der startede den jødiske revolte mod romerne, for han var selvskrevet ifølge sin slægtslige ophav som den næste romerske kejser. Men han tabte kampen mod rivalen, Vespassian og hans general, Titus. Vespassian blev den næste kejser efter at have nedkæmpet den jødiske opstand, ødelagt Jerusalem og templet. Det er derfor, Jesus og Maria Magdalene bliver svinet til i Talmud-teksterne, for rabbinerne hadede ham for, at Jerusalem og templet blev ødelagt, og at diasporaen startede for dem. Det er også derfor, hverken Romerriget eller senere deres arvtager den katolske kirke kunne fortælle den rigtige historie.

OG – det er også derfor kirken forfulgte folk, der via hemmelig overlevering kendte historien, så derfor dukker den op i Europa som gralslegenderne og legenden om Kong Arthur og ridderne om det runde bord, du ved de 12 riddere (apostle), der mødes om det runde bord (zodiak’en) og som bevogter den hellige gral. Og hvad er det for en tingest? De siger det tydeligt i gralslegenderne: det er en sten, der blev givet til dem engang i tidernes morgen (i Egypten) af … aliens. Det står der sgu!

Dette og meget andet kan du læse om i overstående link om Kongen der forsvandt. Jesus forsvandt ud af historiebøgerne. Og dog – det gjorde han så ikke, for ellers kunne historien ikke rekonstrueres. Lad være med at lede efter den hos hverken historikere eller teologer.

Kirken kaldte hende en luder. I den folkelige og ikke-kirkelige afbildning er der en helt anden veneration for hende.
Vidste folk noget, som kirken ikke turde indrømme, at de godt vidste?

Dan Brown skrev sit eget roman-eventyr, DaVinci-mysteriet, der i sin poppede version tog Maria Magdalene-legenden op. Han har ‘lånt’ sit plot fra et historisk forskningsprojekt i form af bogen Helligt blod, hellig gral (Baigent, Leigh, Lincoln). Der kalder de gralen for blodlinjen, altså Maria Magdalenes slægt og blod, hvilket er både rigtigt og forkert. Først kom stenen, som de bevogter, og dernæst kom vogterne, der giver den videre slægt for slægt. Det er den sten, der bringes ud i Pagtens Ark med Akhenaton = Moses og udvandringen fra Egypten. Den har så siden tilbragt sit ‘liv’ på forskellige steder, men altid på toppen af et konisk bjerg, altså en form for pyramide. Og hvor er den så i dag? Well …

Vi kunne finde mange-mange eksempler på disse gemte analogier og betydninger i eventyr. Hvis vi udvider eventyr-genren fra at være en 1800-tals type af børnefortællinger til at omfatte fantasy-genren med afsæt i J.R. Tolkien og C.S. Lewis, legender og myter fra oldtiden, folkeviser og kvad fra Oldnorden og middelalderen + hele universet af mytekredse fra alle tider og alle steder samt diverse fantastiske historier fra religiøs litteratur, så ender vi op med, at disse fortælleformer med deres mange lag og hemmeligheder er mere normen end undtagelsen. Det er et særligt sprog, der blev forstået, for folks opfattelse af virkeligheden var langt mere besjælet og magisk, end vi fatter. Eventyr er en form for alkymi, som Jung kaldte det, et sprog for gestalter fra det kollektivt ubevidste. Det er også et mysteriesprog beregnet på de indviede, for der er uforståeligheder, som vi ikke bare forstår, men som vi er nødt til at vokse for at forstå. Det kaldes indvielse, og et menneskeliv er en sådan indvielse. Hermed begrebslig afmystificering.

Et menneskeliv – med mindre det ryger af sporet – er en naturlig indvielse. Det er derfor, herskerklassen ikke er meget for gamle mennesker, tradition og visdom blandt folk. De er bange for at blivet matchet og gennemskuet. De har monopoliseret og kryptiseret indvielsen, så de kan manipulere med modindvielse.

Vi ved godt, at fx Disney-koncernen har alle mulige bagtanker med deres twist på fortællingerne. Personlig er jeg meget lidt begejstret for den selvoptagede teenage-bitch af en havfrue, de har skabt. De har voldtaget H.C. Andersens sarte og tragiske eventyrfigur – mens de alligevel indbygger hints om: ja-ja- vi ved det godt, mens vi fucker med børnenes hjerner og sexualitet. Fuckfingeren for det og for hele koncernens involvering i alt fra pædofili til korruption. Især korruption af de medier, de har opkøbt, hvormed de ligesom Hollywood ødelægger folks moralsæt og virkelighedsopfattelse. De har en mental og kulturel usund agenda. Alt i deres hænder bliver skummelt og perverteret under overfladen med en fald-på-halen-fjollet og løgnagtig facade. Eventyr i deres regi bliver til illusionsmageri, en form for sort magi. De begår et forræderi mod den mulighed for empowerment, der findes i eventyret og omskaber genren til et våben mod mennesker. Eventyret er blevet et misbrugerdrug, hvor det burde have været en magisk vitaminbombe.

Ville HC have roteret i sin grav, hvis han havde set sin havfrue som cheerleader-bimbo med bh, læbestift og makeup?

Disneys udgave af Junglebogen er vældig fermt skruet sammen. De har fantastiske tegnere og animatorer. Men de har ødelagt historien og gjort Mowgli til en sprællemand, slangen Kaa til en læspende idiot, og tigeren til en mafioso, der løber hylende ind i junglen med ild i halen. Læg dertil horder af aber, der danser til jazzmusik. I den rigtige historie, Kiplings Junglebog, er jungledrengen havnet i et forladt, overgroet tempel, hvor han er lige ved at blive flået ihjel af en abeflok, indtil han falder ned i en pit og møder slangen Kaa – der også vil kvæle og æde ham. Men han indgår en pagt med slangen om, at han sætter sig udenfor i månelyset og lokker aberne til, så slangen kan æde dem i stedet. Der var alligevel ikke meget kød på drengen. Da jungledrengen senere flytter ind til landsbyen og genopdager sig selv som menneske, sætter de ham til at vogte en bøffelflok. Her møder han tigeren, der er langt mere farlig end hos Disney. På ryggen af den store tyr driver han flokken ned gennem slugten, hvor de jagter Shere Khan og tramper ham ihjel. Se DET er for børn!

Døøh – det er lissom her, vi er nået til.

Farlig eventyrlighed – eventyrlig farlighed

Den samme grumhed finder vi i folkeeventyrerne. De er fulde af aflivninger og lemlæstelser. Selv hos H.C. Andersen er der mega grumhed. Hvordan er det lige med Store Klaus og Lille Klaus? Efter at være blevet søndermobbet tager Lille Klaus hævn og smider brormand i en sæk, så han drukner i åen. Sådan! Historien om en moder er en historie om døden – og forsoningen. Isdronningen er en grum historie om forblindelse. Den lille pige med svovlstikkerne er et stykke grum socialrealisme om fattigdom og død. I Rødhætte æder ulven fucking bedstemor, men så bliver den også sprættet op af jægeren. Mahabarata, som alle indiske børn kender, er én stor fortælling om krig og ødelæggelse. Det går ud over de onde dæmoner, javel ja, og de havde sikkert fortjent det, for vi holder med heltene. Men der jo hære af mennesker, der ryger med i samme køb. 

Tuttenuttethed hører overhovedet ikke hjemme i eventyrerne, det er noget, som underholdningsindustrien har opfundet, og Disney ligger i førertrøjen.
Mnjææ, drejer det sig om at skræmme livet af børn, gør det?
Nej din spade, det er jo netop derfor eventyret er opfundet. Børnene lærer at håndtere det farlige i et ufarligt medie, for alt muligt kan være farligt i livet, og man kan ikke løbe fra det eller trække dynen op over næsen.

Læg mærke til, hvordan børn – med mindre de virkelig af en eller anden grund er traumatiseret-skræmte eller seriøst pylderramte – altid nysgerrigt opsøger det farlige. De skal prøve det, de skal undersøge det. Sig lige til en sund møgunge, at det må han ikke, og det må hun ikke, og se lige, om det ikke NETOP er det, de gør. Altså indtil de brænder fingrene på gasblusset, selvfølgelig, så kan de lære det. Når generation Curling-forældre og nanny-staten i skøn forening ønsker at forhindre og forbyde al farlighed og dermed egentlig erfaring, skaber de generationer af frustrerede svagpissere. Omsorgs-imperialisterne vil tyrannisk bestemme, hvad vi erfarer – det kunne jo være, at vi erfarede noget andet end det, der stod på deres ønskeliste. Uhada!

Den franske komponist Maurice Ravel (ham med Bolero) skrev 1914-15 tre fantastiske chansons for uakkompagneret kor over franske folkeeventyr fra 1600-tallet. Den tredje chanson kaldes for Ronde og handler om de gamle gubber i landsbyen, der formaner ungdommerne om ikke at gå ud i skoven.
Den lyder oversat fra fransk sådan her:

De gamle:

Gå ikke ud i Ormonde-skoven,
Unge kvinder, gå ikke i skoven.
Der er masser af satyrer,
kentaurer, onde troldmænd,
enhjørninge og incubus,
trolde, elverfolk,
fauner, varulve,
djævle, krøblinge, dværge,
gedefødder, nisser,
dæmoner,
varulve, alfer,
undermålere,
troldmænd og hekse,
gargoyler, sylfider,
fordrukne munke,
cykloper, djinner,
halvaber, korriganter,
liggnaskere, kobolter …
Ah!
Gå ikke ud i Ormonde-skoven,
Gå ikke i skoven.

En af de gamle:

Gå ikke ud i Ormonde-skoven,
Unge drenge, gå ikke i skoven.
Der er masser af faunesser,
bacchanter og lokkende feer,
drenge, gå ikke i skoven.
Der er satyresser, troldpiger,
babaiagas,
kentauresser og djævle,
ghouler kommer ud af sabbaten,
ånder og dæmoner,
kryb, nymfer,
myremennesker.
Der er masser af djævle,
og hamadryader, dryader,
naiader, mænader, tyader,
galninge, lemurer,
gnomer, succuber,
gorgoner, elementarer.
Gå ikke ud i Ormonde-skoven.

Det var vers 1 sunget af de gamle, hvorefter ungdommerne synger 2. vers:

De unge:

Vi går aldrig ud i Ormonde-skoven igen, 
vi går ikke derud, ak-og-ve!
For der er ikke flere satyrer,
kentaurer, onde troldmænd,
enhjørninge og incubus’er …
+ hele listen over alle de herlige bæster fra 1. vers, hvorefter de slutter med begrundelsen hvorfor:
For alle de gamler fjolser har skræmt dem væk – ØV!

Og så kan det være lige meget. Børn gider ikke eventyret, hvis det ikke er farligt.

Det er derfor, at BUPL-godkendte legepladser er så røvkedelige, for man kan ikke komme til skade længere. Det er derfor, der findes gysere, splatterfilm og computerspil, hvor man skyder hovedet af zombier og kører gamle damer over i bil. Vi kan diskutere, om den slags er med til at afstumpe ungdommerne, men et godt bud er, at svaret kun er ja, hvis de er afstumpet i forvejen ved mangel på faste rollemodeller og forældreskikkelser. Hvis de er svigtet hjemmefra, hvis deres familie er svagpissere, så bliver de nemt bytte for en kynisk underholdningsindustri, der intet moralsæt eller ansvar har.

En scene fra Jean Cocteau’s udgave af Skønheden og Udyret fra 1946.
Hvis man kender den, ved man, hvad Disney fuckede up.

Eventyret er den sikre måde at udforske det farlige på. Vi tager på eventyr i det fremmede. Er det nu så farligt? Det behøver ikke at være dødsensfarlig for at være eventyrligt, men for udøvere af ekstremsport er det. Der findes vitterligt eventyrere, der sætter deres liv på spil for at mærke livet i sit fulde udtræk svie på deres krop. En kugleskør polak har roet over Atlanterhavet i en kajak! En dansker i ekstrem form har løbet Jorden rundt. Vim Hoff, Ismanden, har besteget Mount Everest i bar overkrop og løbet marathon i Arktis. Han har kravlet med en finger i 7 kilometers højde mellem to fly og svømmet nøgen i ti minutter under isen. Han har ladet sig injicere med dødelig gift nedsænket i en boks med isklumper. Og overlevet. Han gjorde det for at bevise, at mennesket er i stand til mere, end det tror. I dag lærer han andre at gøre det samme via vejrtrækning og koldt vand, og videnskaben er nødt til at udbryde: DET VIRKER SGU!

Kunne man være så vovet at kalde det for det terapeutiske eventyr?

I en verden, hvor liv og død er blevet så fremmed, så indpakket i plastik, så uvirkelig, er der selvfølgelig en del unge, der tiltrækkes af ekstremsport. De er blevet så fjernet fra naturlighed, at de nogle gange kammer helt over i kompensation. De mindre intelligente søger det farlige og det ulovlige som et adgangskort til de sejes klub. Hvad med trainsurfing? Tudedumt. Med faren for at få 380 volt igennem kroppen eller blive kørt tværs over af 50 tons hopper de på et tog fra en bro for at bevise deres manddom overfor the tribe, kliken, kulten. Grunden til, at det absolut skal forbydes og straffes er, at de ikke kun sætter deres eget liv på spil men også andres. Skal man forbyde folk at køre ræs på landevejene på motorcykler af samme grund? Absolut! 

Skal man så forbyde et menneske at prøve noget, der er farligt for eget liv uden at være til fare for andre? Hvis folk ønsker det, så tager de vel ansvaret for det? Hvis de omkommer, så har de vel selv valgt det – har de ikke? Man kan forsøge at belære dem om, at de rent universelt ikke har lov til ligefrem at tage deres eget liv, for der er en grund til, at de er her i dette liv, og et selvmord er en fej flugt fra denne grund. Man har ikke lov af universet til svine med liv, for liv er helligt. Man har heller ikke lov af universet til at tage livet af et foster. Så skulle man have tænkt på det, før man bollede løs, og så var grunden, at man skulle lære at blive voksen ved at være en mor og en far og ikke leve videre som Peter Pan på kujonflugt fra ansvaret.

I can fly, I can fly … Disney fucking missed the point!
Peter Pan er historien om drengen, der flygter fra at blive voksen,
ikke en historie om lyksalighederne ved fritsvævende ansvarsløshed.

Men altså, hvis folk er for dumme til at forstå, hvad de gør, når de skal blære sig i en brandert overfor gutterne og omkommer som følge deraf, så er de modtagere af Darwinprisen – en medalje for at spare menneskeheden for, at der videreføres dårlige gener og lav intelligens.
En tak skal der lyde, vi har hverken brug for jer eller jeres efterkommere.

Målret forbudspolitikken! Skal man forbyde folk at fyre en fed? Absolut ikke. Men tag lige kontant fat i nakken på lille Bimmer på 12 år, der er begyndt på det, inden hans hjerne er klar til det. Han vågner måske, hvis han er heldig i en formel alder af 22 og opdager, at han mentalt set stadig er 12 år gammel og har spildt de vigtigste år i sit liv. Forhindr til gengæld rockerne at pushe det ved at legalisere det, så det kan kvalitetssikres. Stram derefter grebet om rockerne og de virkelig hårde stoffer. Der er absolut INTET heroisk over deres mafiakulte. De er latterlige, lowlife lurendrejere, der burde interneres på en meget øde ø, hvidhuder og indvandrere alle til hobe, hvor de i fred og fordragelighed fra os andre kan … tampe livet af hinanden. Vi har heller ikke brug for dem og deres efterkommere.

Hvad så Peter Pan – er det her, det går i stå for dig?
Vi tales ved om 10-15 år.

Ægte ekstremsport

Tilbage til det terapeutiske eventyr. Jeg har et forslag til ‘ekstremsport’, der virkelig rykker. For at citere Jordan Petersson: Spørg dig selv om, hvor du virkelig er bange for se hen. Det er dér du skal se hen.

Han taler overhovedet ikke om at sætte sit liv på spil. Han taler om at vælge heltens rute og se sine indre fjender i øjnene. Alt det, du er bange for, er gratis hints om, hvad du skylder dig selv at lære at håndtere. Hvis du er bange for edderkopper, så konfronter dem. Chancen for at du dør er yderst minimal – med mindre du driller en sort enke eller en lignende fætter. Ja, der findes særdeles dødelige edderkopper visse steder i verden, men vi har ingen af dem her til lands. Jeg har aldrig hørt om nogen, der er blevet bidt af en korsedderkop, hvilket skulle være som at få et hvepsestik. En korsedderkop vil gå til yderligheder for ikke at skulle stikke andre end sit naturlige bytte. Danmark efter sigende farligste dyr skovflåten kan håndteres nemt og effektivt ved at fjerne den, inden den graver sig ind i huden på dig. Også efter, den har gjort det. Jeg blev som dreng bidt af en hund, men det var ikke hundens skyld, der var dens neurotiske ejeres skyld, der ikke kunne kontrollere den.

Det er jo ikke hende her, vi taler om, vel?
Men hvis der ikke fandtes arachnofobi, så ville Tolkien ikke kunne skabe figuren Shelob.

En af mine kolleger myrdede en sort husedderkop, fordi den tillod sig at kravle i vindueskarmen på kontoret. Det er bare ikke OK at myrde et dyr, bare fordi man i mordsituationen er … otte år gammel. Fang den med et glas og et stykke papir og hjælp den til at finde et andet sted at jage fluer, hvis du mener, den distraherer. Men lad være med at te dig som et dumt barn (aad, den er ulækker!), når du er en voksen kvinde! Og i øvrigt: konfrontér din fobi, så du kan blive voksen, inden du kradser af. Alle fobier kan håndteres med den rette attitude. Men du skal VILLE det.

Hvis du er bange for at stille dig op foran en forsamling, så gør det. Jeg blev som barn udsat for at optræde for andre, både som danser og som musiker. Det betød, at jeg som studerende og i mit senere arbejde havde fået det værste overstået. Nervøsiteten forsvinder aldrig helt, men det skal den heller ikke, for der skal være noget, der niver dig i armen og får dig til at yde dit ypperste. Du ved, at du ikke dør af det, og at det kan håndteres, hvis blot du ikke bliver overmodig og undervurderer situationen. Du skal være forberedt til tænderne men være klar til at give slip, når du først er gået ind til løverne, og der ikke er nogen vej tilbage. Og hvad sker der så? Du ved det først bagefter, når adrenalinen langsomt holder op med at pumpe. Du glemte din sceneskræk og … performede.

Og hvis der ikke fandtes højdeskræk, ville Hitchcock ikke kunne have skabt Vertigo.

Opsøg dit skrækscenarium. Hvis du er bange for højder, så gør det i små trin ad gangen. Lær dig selv, at du til enhver tid kan vende om og gå ned af trappen, og hvis du skal, så gør det. Men vend tilbage igen og gå et par trin højere op. Du ved, at du kan vende om og gå tilbage. 

Eksemplerne på scenarier er lige så mange, som der er mennesker. Men reglen og kuren er altid den samme. Lad være med at stikke af. Og igen, vi taler ikke om at gå ind i buret til et vildt dyr, der har tænkt sig at æde dig. Eller at kravle rundt på gesimsen på 8. etage udenpå et hus i regnvejr for at overvinde skræk for at falde ned. Det handler ikke om at sætte livet på spil. Det handler om at sætte frygten for at dø på spil i sikre omgivelser og så tage den derfra. Det handler om dristighed ikke om dumdristighed. 

Case story

En af de bedste historier om selvovervindelse, jeg har hørt, er en rigtig historie om en ung mand, der flytter ind fra landet og til provinsbyen for at gå i skole. Han er meget indesluttet og ender op med at blive isoleret på sit kammer i byen. Han bliver mere og mere sær og dropper ud fra studiet. På et tidspunkt får han konstateret, at han er skizofren. Døren lukker sig bag ham, og han sidder bare der på værelset og kukkelurer. Han bliver federe og federe og er fuldstændigt ude af form. Han går muligvis også med selvmordstanker, hvilket alt for mange unge oplever.

En eller anden dag, hvor han har ramt bunden, spørger han sig selv, om hans skæbne er besejlet. Er det bare dét resten af hans dage? Skal han bare tage billetten eller acceptere et permanent lorteliv? Han ved ikke, hvad han skal gøre, men kommer så i tanker om, han har hørt, at det muligvis skulle hjælpe på depression og indre kaos at løbe en tur. Det lykkes ham at løbe et stykke, inden han taber pusten og vender tilbage. Han døde ikke af det. Det var hårdt, men der er et eller andet over det, som får ham til at gøre det igen næste dag. Og næste dag og næste igen. Han bliver i bedre og bedre form og taber sig markant. Hvad vigtigere er, han får det meget bedre. 

På et tidspunkt genoptager han sit studie igen. Og så stiller han op til sit første marathonløb og gennemfører. Han begynder at turnere rundt til marathonløb. En dag hører han om Iron Man, så det må han også prøve. På et tidspunkt hører han om Ultra Man, så det prøver han også. Der sker også det, at den fine overlæge på psykiatrien, der for år tilbar har givet ham diagnosen skizofren, undersøger ham igen og til sin store overraskelse må konstatere, at han faktisk ikke er skizofren længere. Han har simpelthen kureret en mental sygdom, som psykiatrien siger ikke kan kureres. Den unge mand har ved sin egen ukuelige vilje, som han har opbygget i ganske små trin ad gangen, overvundet sit livs største fjende og sin indre dæmon.

MEN så rammer han muren, for nu vil han gerne have et flycertifikat. Og det får han ikke lov til, for loven siger, at folk, der én gang har fået en mental diagnose, aldrig kan få den omgjort – selvom den er omgjort – og få et certifikat. Netop fordi psykiatrien har slået fast, at skizofreni er kronisk, livslang og uhelbredelig. Hvilket det så ikke er ifølge den unge mands historie. men nej, regler kan ikke bøjes i reglernes verden. Det væltede ham så vidt vides ikke af styrepinden.

Eventyr og virkelighed: heltens historie

Mon ikke det er fremgået af ovenstående, at der er mange grunde til at se bort fra skillelinjen mellem eventyr og virkelighed? Jeg mener simpelthen, at det er noget vrøvl hvis ikke ligefrem et falsum. Eventyr handler om virkeligheden i en ikke-reduceret form. Rationalismen har valgt at se eventyr på samme måde som religion og mytologi: som overtroiske og infantile skrøner. De har fejlagtigt valgt at reducere. Eventyr er ingen af delene. Eventyret er et særligt sprog og en særlig litterær eller billedlig stil skabt til at beskrive menneskets indre virkelighed og dens ydre projektioner. 

Alle mennesker møder disse eventyrlige figurer i deres liv. De er arketyperne, som vi via vores psykologiske sammensætning påkalder os. Alle mennesker har deres antagonister, deres modstandere. Alle møder portvagten, den vise gamle, heksen/troldmanden og hjælperen. Om vi genkender dem er spørgsmålet. Alle møder vi dragen, reptilet, der skal bekæmpes, for den er vores krybdyrhjerne. Bekæmpes – ikke benægtes! Alle er helten i deres eget liv, og om man er den komiske eller tragiske helt afhænger af, om man vælger at forfølge sine behov eller sine begær. Komisk betyder ikke latterlig i græsk tragedie, det betyder fuldbyrdet, lykkelig slutning. Tragisk betyder ufuldbyrdet, uforløst slutning. Det er intetsteds bedre beskrevet end af forfatteren og myteforskeren Joseph Campbell i The Hero with a Thousand Faces. Campbell siger, at heltens historie er en monomyte. Den findes i alle kulturer, men den har tusind varianter. 

Heltens historie handler om at blive den bedste version af dig selv. Historien falder altid i tre stadier.

Først er der adskillelsen. Vi svarer på kaldet til at sætte ud på en rejse, en quest, hvorefter vi forlader det velkendte. Dernæst modtager vi en indvielse. Vi lærer, hvem vi selv er, og hvordan verden er. Til sidst vender vi tilbage. Enhver klassisk road movie har disse tre stadier. Det er derfor, man siger, at alle gode historier har en begyndelse, en midte og en slutning. Javel ja, det har en regnorm også, det lyder banalt. Men med det menes der den tredelte fortælling. Den hedder også i den videnskabelig disciplin der fint kaldes for narratologi – altså læren om fortælling, akademikere skal altid gør det finere end det er – eventyrmodellen eller berettermodellen.

Tænk på Den Uendelige Historie. Drengen Balthasar Bux mister sine forældre og starter traumatiset og forladt sin indre rejse ind i Fantasien. Han møder dragen, der bliver hans ven, han møder prinsessen, der viser sig at være en bitcth, og han modtager indvielsen ved Verdens Ende og møder Intetheden. Herefter starter rejsen tilbage, hvor hans quest står klar: han skal frelse verden, Fantasien fra at blive opslugt af Intetheden. Det er hans egen verden, han frelser. Til sidst vender helten transformeret tilbage med velsignelsen, bonuspakken, gevinsten, som den sande helt altid deler med andre i taknemlighed.

For overhovedet at starte på the quest, skal helten – udover at svare på kaldet – overskride tærsklen. Det er derfor, en af skikkelserne på vejen – eller flere – er Tærsklens Vogter, The Gatekeeper. Helten i os alle er nødt til at overskride grænsen mellem bekvemmelighedszonen og det ukendte, det farlige. 

Når man har overskredet tærsklen og har opfyldt sin quest og fået sin indvielse, så siger guderne: tillykke. Her er der så endnu en prøvelse, for mange vælger den forkerte belønning. Kong Midas var en helt, der udførte heltegerninger. Guderne sagde tillykke, hvad ønsker du som belønning? Han sagde: jeg vil have, at alt, hvad jeg rører ved, bliver til guld. Det fortrød han, da han ville nyde sin festmiddag ved hjemkomsten og omfavne sin datter. Bling! de blev til guld, maden var uspiselig og datteren var en død statue. 

Campbell siger, at de fleste skabere af heltehistorier gør helten til noget særligt iført særlige evner, hvilket er helt forkert, for heltens historie handler ikke om usædvanlige personer. Føromtalte Ismanden, Vim Hoff, blev mødt med mistænksomheden fra videnskaben, fordi han overskred grænsen for, hvad de havde besluttet var fysiologisk og mentalt muligt. Nåmen du er bare undtagelsen, der bekræfter reglen, for du har en unormal, muteret fysiologi, sagde de. Så han sagde dem imod endnu en gang ved at udfordre dem: Giv mig en gruppe mennesker i tre uger, og jeg skal lære dem at at bestige Mount Kilimanjaro i shorts og undertrøje, mens de som sidegevinst kurerer sig selv for skavanker og sygdomme. Det hele er indbygget i vores fysiologi og hjerne, og alle kan lære det.

Clint Eastwood var medskaber af en ny type helt: antihelten.
På et tidspunkt får han nok og træder i karakter.

Ideen om, at kun særligt udvalgte personer har det i sig, er en giftig ide.
Der findes en ligning for det, altså den ikke-giftige version. Den falder i to dele:

T x A = D … det beyder Talent multipliceret med Anstrengelser = Dygtighed. Men det er ikke nok. Jo mere talent, jo hurtigere opnår en person dygtighed via anstrengelser. Men det betyder blot, at andre skal bruge mere tid på det.

D x A = !!  … altså den erhvervede dygtighed multipliceret med yderligere anstrengelser giver excellence. Der skal endnu flere anstrengelser til for at skabe et mesterskab. Det betyder, at talentets andel i det samlede regnskab formindskes yderligere, for det figurerer ikke i anden del af ligningen.

Det er der, hvor kulturens mytemagere, illusionsmagerne i Hollywood og lign. gør os en utjeneste. Hvis det kun er særlige personer med talent og star quality, der kan udføre ekstraordinære ting, og du beslutter dig for eller har ladet dit fortælle af andre, at du er talentløs, OG du er sådan en person, der mener, at hvad andre mener er vigtigere, end hvad du selv mener – så kan du godt pakke sammen. Når mytemagerne forstørrer talentets andel, hvilket de altid gør, skaber de non-empowerment i kulturen. Det er den romantiske myte om geniet om igen. Vi gør dem til halvguder, deres bedrifter er uopnåelige, og vi sidder tilbage i næsegrus beundring og dyrker dem for deres halv-guddommelighed.  

Jamen Picasso da, var han ikke et geni, kunne han ikke det hele fra starten? Altså spiller det måske en rolle, at han kreerede ca. 50.000 stykker kunst i løbet af sit liv, hvilket vil sige gennemsnitligt to om dagen i et langt liv? Kunne det have noget at gøre med, at han var en af de bedste?

En forsker, Anders Ericsson, har studeret storhedsbegrebet. Han siger helt tydeligt, at han aldrig har mødt et menneske, der var stor på sit felt, uden at vedkommende havde lagt en gigantisk bunke arbejde i det. Den bibelske lignelse om talenterne er derfor en sand historie med en dyb psykologisk indsigt. Ejeren af et hus tager på en rejse og deler talenter (en møntenhed) ud til tre af sine tjenere. Den første graver sit ene talent ned, så det ikke går tabt. Den anden investerer sine to talenter og tjener et ekstra. Den tredje bruger sine fem talenter, handler med dem, investerer dem, tjener på dem og tjener to ekstra. Ved tilbagekomsten af husejeren får den første et los i røven og de andre et skulderklap.
Og så kommer det ondeste vers i Det Ny Testamente:

For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. 
Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. [Matt. 25,29-30]

Det, der kendetegner helten, er, at han/hun ikke venter på grønt lys og accept fra omgivelserne men handler her-og-nu. En ondskabsfuld og undertrykkende verden har brug for folk, der bare rykker i dag og ikke venter på startskudet eller heppekoret. Vi ved det fra folk, der uforvarende blev provokeret til noget, der bagefter fremstår som en heltegerning. Et barn falder i havnen, en tilfældig ordinær mand ser der det, smider uden tøven skoene og hopper i vandet for at redde ungen. Bagefter bliver udråbt til en helt, men sådan ser han det ikke selv, for han gjorde bare det, situationen krævede af ham. Han tænkte ikke over det, han skænkede ikke en tanke, hvad andre ville tænke over det hverken før, under eller efter. Hvis han ikke havde gjort det, ville han måske være udråbt tl en kujon, men den tanke faldt ham heller ikke ind.

Eventyret er at lytte til kaldet, acceptere udfordringen, krydse grænsen – uden at fortabe sig – lære hvem man selv er, og hvad livet er, og stille gevinsten til rådighed for andre.

_______________________________________________________________________________________________

Read articles in English on MELLEMSTEETAGE.DK

3 kommentarer

  • omar ingerslev

    Tak for endnu en skatkiste af fortællinger, gode analyser og kortlægning af hvide pletter og ruter langs hvide snit på det mentale landkort.

    Et lysglimt fra den mørke tid : 250 millioner indere tager ansvaret for deres eget liv i egne hænder, og manifesterer verdenshistoriens største demonstration. Det begyndte omkring månedskiftet nov-dec. Det bærer i sig potentialet til at ændre deres eget liv, og landets – og måske resten af verdens.
    Ting der ændrede verdens gang er altid kommet fra koncentrerede folke-epicentre – ikke fra det lille DK – og sådan vil det udfolde sig endnu en gang.

    Gid 2021 både må bekræfte dine mest vidtrækkende anelser og stadig overgå din vildeste fantasi. Af alle eventyr er virkeligheden måske det
    største.

    Expect the unexpected.

    Mange varme hilsner i en kold tid fra
    Omar Ingerslev

    • marcohanuman

      1000 tak for din altid indsigtsfulde og relevante kommentarer.
      Jeg tror desværre, du har helt ret ang. hvor impulserne kommer fra.
      Jeg deler dit håb for 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *