Hvornår, hvor længe?

Hvornår begyndte vi at se forfaldet?
Hvornår opdagede vi, at der var noget galt med virkeligheden?
Hvornår gik det op for os, at der blev løjet, så vandet drev dernedaf?
Hvornår talte VI om det, og hvor længe efter talte DE om det?

10 år er længe.
Tiden er accellereret i mellemtiden.

Vi fik øje på denne verdens ondskab og forløjethed.
Vi fordybede os i det onde og det forløjede.
Vi kortlagde ondskaben og udpegede de forløjede.
Vi begyndte at få et øje for ondskab, løgn og alt dertil hørende.

I fordybelsen i ondskaben og løgnen glemte vi godhed og sandhed.
Vi glemte det, vi længtes efter og tog bad i det, vi afskyede.

Vi har set det ankomme og ske. Vi har forholdt os til det skete og ankomne.
I erkendelse af vores forholdenhed var vi nødt til at ytre os.

Vi startede ud i Generation Doom. Vi var medskabere af den.
Vi gennemtrevlede ondskab og forløjethed og al deres væsen og alle deres institutioner og alle deres organer, medlemmer, forgreninger og herkomster.
Vi optrevlede alle tænkelige og utænkelige forgreninger af konspiratoriske netværk.
Mangen en kæk ungersvend og ungmø blev viklet ind i trevleværket
i forsøg på at vikle det ud og få rede på det. Det var smitsomt, det klæbede, det stank.

Vejkrydset

På et tidspunkt var der ophobet tilstrækkelig viden om onskabens og løgnens virkelighed. Nogle valgte den ene vej i vejkrydset, mens andre søgte en anden vej.
Den ene vej vej er en yderligere nedsynken i dødsdommens domæne.
Bolden ligger til højrebenet, en mørk magnet trækker ned i mulmet.
Den anden vej er en undersøgelse af mulige veje for vitalitet.
Det burde være den indlysende vej op af grøften, så hvad holder os tilbage?

Et stykke psykologi

Det er nemmere at pege fingre af ondskaben end at handle og skabe i godhed.
Doom-og-gloom-segmentet var alt for fascineret af de mørke substanser.
De så dem overalt, for de var jo overalt. De kunne bare ikke få øje på andet – til sidst.
De var ikke i stand til at tolke tegn på ny vitalitet som andet end død på ny flaske.
De blev til Mørkets Acolytter, Dødens Dilletanter, Hadets Herolder.
De overhalede punkerne indenom i opløbet, for de vidste ikke, hvad de ville,
og hvad værre var, de vidste heller ikke, hvordan de skulle få det.

Tilbage var kun fascination, aversion og reaktion.
De blev som børn igen – på den ufede måde.

Hvilken fremtid kan man forvente fra mennesker uden egentlige visioner
og uden evne eller lyst til vital skaben, nedsunket i fringeness?
Hvor langtidsholdbare er anklagende fingre vendt mod steder, vi har været?
Been there, done that, seen that – gaab, vi keder os.
Hvor visionære er de øjne, der aldrig kan få øje på andet end skygger og skeletter?
Orfeus vendte sig om og så sin elskede, mens hun gled tilbage i Skyggernes Rige.

Behov og begær

Vi har ikke brug for mere defensiv selvbevidsthed.
Vi har brug for at se veje, bane veje, vise veje.
Vi har ikke brug for mere liggnaskeri og lurepasseri.
Vi har brug for at åbne vinduer og døre og ikke gå ind i mørket og lukke bag os.
Vi har ikke brug for at se os paranoidt over skulderen med hætten over hovedet.
Vi har brug for, hvad vi behøver og ikke, hvad vi begærer.

Vi har brug for at fatte, fornemme, forstå,
at en Ny Virkelighed er i færd med at manifestere sig.
Vi har forstået den Gamle Virkelighed, hvor mange detaljer og afkroge er der snart?
Hvis vi ikke kalibrerer, tuner ind, bringer os i sync med virkelighedens nye potentialer,
vil vi endnu en gang synge tilbage som Eurydike i Skyggernes Land.

Misforstå ikke!

Siger jeg noget nogetsteds og på noget tidspunkt,
at vi skal fornægte Mørkets eksistens og Magtens elendighed? Mørket findes.
Taler jeg nogensinde om positiv lalletænkning? Mørket kan ikke lalles ud af eksistens.
Siger jeg ikke snarere, at skuden kæntrer, når vi doomer og gloomer,
og at vi havner i den samme grøft som boomerne
(skudet det var godt nok, der var bare ingen pil på buen, ’68’)?

Mørket har det som alt i menneskelig virkelighed – det vokser med opmærksomheden.
Vi har brug for at flytte opmærksomheden til det, vi ønsker skal vokse.
Når al opmærksomhed kredser om vissenhedens vanskabte virkelighed,
vedligeholder vi en vindbesust, vandfattig ørken.

Vi har brug for at eje kulturen. Den tilhører os, det er blot at tage ejerskab igen.
Boomerne talte om at bekæmpe det bestående. Vi må gøre op, sagde de.
Doomerne taler om at fatte det fordækte – hvis du ikke fatter det, er du et får, siger de.
Boomerne og Doomerne vil se børn i badevandet. Hvor skyller de selv hen?

Der er en ny strøm i åen. Den blander sig med det snavsede vand fra udledningen.
Den er lige nu svær at skelne fra det mudrede vand i den gamle strøm.
En dag om ikke længe vil store og små fisk svømme med strømmen igen.
Deres vitalitet vil få dem til at glemme tyngdekraft og tungsind.

Kategori: Poema

3 Comments

Thomas Faber · 25/01/2020 at 19:41

Smukt, mand!

Har for nyligt tænkt over hvor vigtig den associative tanke også er – skygge-sproget, måne-sproget. For meget fokus på streng rationalitet udtørrer os, og gør os skøre og skrøbelige som visne grene.

Vi må tilbage til det der blev sunget om omkring bålet, i menneskenes barndom, med stjernehimmelen hængende over os og Mysteriet tydeligt ved sin tilstedeværelse, selvom uforstået. Nattens stille sprog, drømmenes billeder tegnet gennem smukke, fabulerende fabler, om mening, om den evige fortid, den evige fremtid; og om håb! – ikke sande i forstanden præcise aftegninger af verdens årsager og konsekvenser, men som sande aftegninger af det dunkle, dybe liv der gennemstrømmer Altet, dryppende af Visdom. De ting der nærer hjerternes dybe steder, og får det til at gro!

De stjal vores historier! Tog dem fra os, vores myter, vor kulturers knogler og blod, og gav os vulgære banaliteter i stedet! Børnene skulle ikke længere drømme!

De stjal musikken! Den der fik vor hjerter til at danse, og vore sind til at være andægtige! Og de gav os larmen der druknede enhver harmoni!

De stjal poesien! Den der inspirerede til heltedåd, romantik, og sublim lethed i verdslige spørgsmål! Og de gav os maskingeværs-rim, stakatto , om meningsløs dekonstrueret virkelighed!

Drøm! Drøm! Alverdens godhed ligger stadig gemt i muldet, naturen er nok gammel, men Hun er stadig stærk som da Hun var ung. Hun er klog, og Hun er gavmild, og hvert forår klæder Hun sig ny, perlende latter som en ungmø.

Håb! Håb! Solen kommer op, hver dag, og hver nat giver Han plads til stjernerne, Hans brødre.

Syng! For vi lever!

Spred det over det elektroniske væv, nettet, dugfriskt som en edderkops spind. Vi har lært så meget, vi vil, og vores hænder er endnu stærke!

    marcohanuman · 27/01/2020 at 18:37

    Now we are talking!
    Du har SÅ meget ret – dette er et poetisk projekt.
    Fremtiden er poetisk, ellers er der ingen fremtid i den.

      Thomas Faber · 27/01/2020 at 19:52

      Helt enig.

      Vi glemmer let at kultur og kunst er civilisationens rygrad. Historierne og poesien. Der har vi inspirationen, og det er den der former udviklingen, og der har vi principperne, og det er dem der afgør stabiliteten.

      Poeter, historiefortællere, musikere og andre kunstnere har altid haft stor magt og indflydelse, og visse kunstværker har haft enorm betydning for historiens udvikling. De har talt til menneskenes hjerter, og vor hjerter er vel vore primære drivfjedre. Groft sagt: Hele imperier er gået til grunde under angreb af enkelt-mennerskers penne, og langtidsholdbare samfund, store som små, har været bygget på enkeltmenneskers inspirerede fortællinger. Nu er sagen nok noget mere kompleks, men ikke desto berører den ægte kunst stadig vores dybeste lag.

      Det ville overraske mig meget om du ikke kendte Martin A. Hansen. Han er godt eksempel på disse ting. Han er min danske yndlingsforfatter, so far. Han havde enorm indflydelse på både sin samtid og eftertid. Da han opfordrede ungdommen til at gå ind i modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, blev det hørt og efterlevet, og han fortrød sidenhen bitterligt at have givet denne opfordring, da omkring 25 danske unge som følge af den blev slået ihjel af besættelsesmagten.

      Han var et komplekst menneske, landmand også, men igennem hele hans forfatterskab er der denne åre af dyb sandhed og visdom, underspillet, men vibrerende og stærk. Hans økonomiske brug af sproget, det at han ikke eksplicit udtrykker denne åre gør den bare endnu stærkere. Han forstod skyggesproget bedre end snart sagt nogen jeg ellers har set.

      På trods af at han har nogle rigtige bæster i sine historier umenneskeliggør han dem aldrig – man får indtrykket af at han kender dem i deres sjæle, og at han ikke fordømmer dem, fordi han forstår dem. Men alligevel er han kompromisløs i sine beskrivelser. Han skjuler ikke deres brister, men man får alligevel fornemmelsen af at der er så meget usagt om dem, mystisk, som BÅDE kan være OG er, godt og skidt, tvetydigt. Han er universel i sin menneskelighed, overbærende og tilgivende, og netop derfor vil jeg sige at hans skrifter er forædlende. De har simpelthen gjort mennesker bedre, uden at tale ned til dem. Han tager en i hånden og siger: “kom med mig, lad mig vise dig…” og han viser det hele, men står samtidigt ligesom udenfor. Han beskriver, og lader andre om at mene. Det er ganske enkelt fremragende, og temmeligt tidløst. Han bruger det han kender til at iklæde og tale om det der stort set er umuligt at putte i ord. En mester. Du har, ærligt talt, ikke få gange givet mig en lignende fornemmelse som ham, igennem dine skrifter. Det er et særdeles værdifuldt talent at kunne røre menneskehjerter så.

      Den slags tror jeg der er brug for. Og poesi, musik, sange, maleri.

      En ny, levende kultur; åben, universel, principiel, håbefuld, visionær, fremadskuende uden at glemme traditionerne, ædel, værdig og menneskelig.

      Der er nok inspiration at tage af! Kan vi bygge smukke kapeller af den døde kulturs knogler? Grave de gamle ædelstene op, og indfatte dem i smykker? Give menneskene en ny inspiration, til at rejse sig op mod noget højere og finere, vække lysten til mere menneskelighed i dem? Så er vores liv ej spildte, uanset hvad der ellers sker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *