Det kan du ikke!

Hvor tit har du ikke hørt det?
Eller tænkt det?
Måske som et indre ekko af noget, du har hørt eller tror, du har hørt.

Eller tror, at du ville have hørt, hvis nogen havde sagt det det, som de helt sikkert tænkte.
Eller hørt som et ghost-ekko af noget som nogen kunne tænkes at tænke, før de overhovedet havde tænkt sig at tænke det?

Er det din indbyggede showstopper, din kreative benspænder,
din lyseslukker, den lille jantenisse, den lille djævel med trefork?
Er det dit freudianske overjeg, er det far-mor-stat, er det din indpiskede socialisering, er det frygten for at omkomme næste øjeblik?
Er det konventioner, fordomme, antagelser, teorier?
Eller er du bare for doven eller har for mange penge til at købe dig fra at kunne?

Hvis du ønsker noget andet end en showstopper, er du nødt til at modificere udsagnet til enten et spørgsmål eller et ikke kategorisk-benægtende udsagn:

Gad vidst om jeg kan gøre det?
Mon ikke det kan lade sig gøre, der er jo andre, der har gjort noget lignende før?
Det kan jeg nok, hvis jeg griber det rigtigt an.
Lad mig lige tygge på det og spørge nogen til råds, der har gjort det.
Det er muligvis et større projekt, men det er ikke raketvidenskab.

Vi bør samtidigt tilnærme det uoverstigelige til det overkommelige.
Det gælder om at opbløde og i sidste ende fjerne forhindringer.

Det viser sig som regel, at forhindringerne er i vores hoved og ikke derude i virkelighedsfeltet. Derfor kan det være befriende at opleve, hvordan andre har gjort noget, som vi selv er tøvende.

Den daglige Jante

Der er et ordsprog, der siger:
Hvis man skal spise en elefant, skal man starte med et hjørne af halen.
Man skal glemme omfanget af opgaven, hvis det er det, der afskrækkelsen.

Udsagnet med raketvidenskab er nyttig, hvis man har for stor respekt for det avancerede i opgaven. Jante siger: Du skal ikke tro, du kan gøre noget, der kræver ekspertise, en IQ på 180 og en uddannelse på mindst 15 år efterfulgt af 15 års yderligere erfaring i branchen.

Branche, hvad er det? Er det den gren, vi sidder på, mens vi saver den over? Vi bør have respekt for håndværk og erfaring, men kan vi ikke nøjes med respekt og ikke køre ud i forskrækket ærefrygt? Meget af vores überrespekt stammer fra fagfolkene selv, der holder af at bilde os ind, at det kan vi aldrig binde an med, for det kræver fagfolk som dem, og det bliver meget dyrere, hvis vi selv … ja, faktisk er det helt umuligt. Der er mange gange tale om, at fagfolk kan gå den direkte vej, overskue opgaven på forhånd og udføre den hurtige og fejlfrit, men hvis vi tage vores tid, tager tilløb og tænker os om, kan vi ofte gøre det lige så godt. Andre gange, desværre lidt for mange, leverer fagfolk en gang byggesjusk. Et produkt, vi køber færdigt, kan nemt indeholde fejl eller give sig ud for mere, end det er. Her kan vi gøre det bedre end fagmanden. Så: respekt for den hæderlige håndværker og det traditionelle fag, men det kvalifikationsmonopol, de holder af at omgive sig med, er hverken respektabelt eller brugbart.

Vi har brug for at modsvare respekt med selvrespekt og selvtillid. Spørgsmålet er, hvordan vi opbygger den? Det gør vi netop ved at omformulere, italesætte og visualisere det færdige resultat.

Respekt for gør-det-selv-fænomenet. Byggemarkeder fx har i dag set i øjnene, at folk i stigende grad ønsker og tør at gøre tingene selv. Det boomer med gør-det-selv-løsninger, halvfabrikata, vejledninger på nettet om, hvordan man kan gøre. Internettet har gjort det væsentligt nemmere at få overblik over en opgave, som man har en løs vision om. Det er nemmere at blive inspireret i dag, fordi der altid er en eller anden ildsjæl derude, der er næsten barnlig stolt af at have gjort det og derfor laver en YouTube-video, hvor vidunderet stilles til skue. Førhen skulle man falde over folk på sin vej, der var villige til at vise deres små og store mesterværker, eller også skulle man falde over en bog eller en Søren Ryge-agtig TV-udsendelse. Problemet med YouTuberne er, at man ikke altid forstår deres egentlige tekniske løsninger, fordi de indforstår og ikke er skarpe nok til at formidle.

Årsagen til trenden er bla, at vi har er et håndværkerboom for tiden. Håndværkere har det som blommen i et æg, de har ordrebøgerne fulde, og de er ikke til at få fat på. Folk mister tålmodigheden og går i gang selv. If you want things done, DIY. Tag jeg sammen, håndværkere, hvor blev jeres kald og jeres faglige stolthed af, mens I tjente penge? De kan komme op med alle mulige forklaringer og undskyldninger med, at det er bygherren, der er det dumme svin, de er pressede, det er konjunkturerne, de er nødt til at gøre tingene hurtigt og effektivt (læs: at sjuske), der er sparet på materialerne, osv. Men når dagen er omme, så er det mennesker, der har skabt en deroute, og det er kun mennesker, der kan stoppe den igen.

Den civile svendeprøve

Vi må se i øjnene, at vi kan være vores egen værste fjende og største modstander, når det kommer til igangsætter-support. Stopklodserne er ikke altid derude men mellem ørerne. Vi taler ikke om at bygge en raket og flyve til månen om tre måneder. Vi taler ikke om at binde an med skrive et nyt styresystem, fordi man er sur på Bill Gates & Co – hvilket der i øvrigt kan være god grund til. Vi taler om menneskeligt overkommelige opgaver, som mennesker desværre har fortalt os er uoverkommelige.

Hvad nu, hvis vi forestiller os at gøre det, der var folks livsbetingelser førhen: at bygge sit eget hus, sit eget sted, sin egen gård, sin egen båd? Med mindre man var priviligeret og havde penge, var man henvist til at gøre det selv. Et ungt ægtepar i de gamle samfund på landet var nødt til at starte fra bunden. Det var en opgave af et vist omfang, som man ikke overstod på et par uger og måske ikke engang på et par måneder. En opgave, der krævede en hel stribe færdigheder og håndværk i tilstrækkeligt omfang.

I de gamle samfund havde de noget, som vi i dag er nødt til at etablere, og som ikke er en selvfølge: hjælp og færdigheder fra kollektivet og familien. Man hjalp hinanden, og der var alle færdigheder tilstede via traditionen og lokalsamfundet. Når der skulle bygges et hus, mødte der et helt byggehold op af folk, der selv havde nydt godt af det samme og sørgede for, at der var tag over hovedet i løbet er en uge. Hvilket KÆMPE tab har vi ikke lidt i industrisamfundet, der skar traditionen i stykker og vænnede os til, at vi var henvist til at købe os til det hele? Man kan ikke både knokle løs som arbejdstager på fuld til og have det store overskud til at gøre det hele selv og oven i købet hjælpe hinanden. Der fandt et videns- og færdighedstab sted af dimensioner, hvor et par generationer var ved at gå i total glemsels-mode, og nu er vi så nødt til at genlære os det hele igen. I Danmark er det oven i købet forbudt at hjælpe andre, hvis man er faglært, for så er det sort arbejde – selv hvis man ikke tager noget for det.

YouTube kan ikke fuldt kompensere for tabet, for det er svært at lære taktile færdigheder via en video. Man er nødt til at lære hands-on, og derfor er sidemandsoplæring stadig overlegen til mange formål. Man skal være et gedigent talent og besidde en næsten fanatisk stædighed og dertil en glubende appetit, hvis man skal lære at mestre et musikinstrument og de dertil hørende musikalske udtryk og genrer blot med udgangspunkt i en eller anden, der demonstrerer guitargreb på en demovideo + en årrække som copycat af Eric Clapton eller hvem der nu repræsenterer ens favoritstil. De sejeste har gjort det sådan, de har set og hørt, været benovet og inspireret, og så har de kopieret og kopieret, indtil de en dag glemte forbillederne og fandt deres egen stil.

Skal det afskrække nogen? ALDRIG! Nogle ting kan man lære langt hen ad vejen via videodemoer. Introduktion til de fleste features til et produktivt computerprogram kan man fuldstændig lære på nettet. Underviserne på lynda.com er fremragende, og hvis man selv har tæften og kan applikere demoerne direkte, så er man oppe at køre. En bog, en film en tegneserie, en manual er abstraktioner i forhold til at få lov til at gå i ægte mesterlære og kan nemt gå tabt i oversættelse.

YouTube er stadig en genial opfindelse – når man ellers får frasorteret datamafiaens klamme hænder i overvågningskapitalismens æra. Der er demoer af næsten alt. Du kan lære eller som minimum få det fulde overblik over proces og detaljer i næsten alle traditionelle håndværk.

Vi taler her om ikke-specialiserede færdigheder, der er hjemmehørende i lukkede fagkredse. Der kan være tale om sikkerhed, farlige færdighedskomplekser, færdigheder i fysisk storskala, osv. Simulationstræning bruges i meget høj grad til uddannelse af avancerede færdigheder, men de kræver understøttelse af professionelle trænere, der overvåger og styrer simulationerne. Jeg har selv haft chancen til at afprøve simulationstræning i skibsnavigation hos det danske firma Force Technology med en fuldt simuleret bro svarende til et hvilket som helst større skib med alle de rigtige instrumenter, 3D-projektion af Storebælt i uvejr, gulvet på broen der gynger, nødopkald fra en luksusliner med motorstop i modgående retning, hvad gør vi så? Den ligger af gode grunde ikke på YouTube.

Ambition

Jeg har selv et ambitiøst projekt på bedding, der muligvis er et godt eksempel. Se hvad du synes.

Jeg har tænkt mig at investere i en aflagt 20′ skibscontainer og indrette den til beboelse eller beboelig arbejdsplads. Det kræver en hel stribe tiltag, problemløsninger og nyerhvervede færdigheder, for at kunne realiseres. De færdigheder, jeg ikke har, fordi jeg aldrig har prøvet det før, må jeg få undervejs.

Det vil udover overblikket over processen kræve skills som smed, tømrer-snedker, glarmester, elektriker, blikkenslager, maler.
Umuligt, ingen kan mestre alle de håndværk! hører jeg straks.
Hvem taler om at mestre? siger jeg straks.

Jeg taler om basale skills som at save et hul med en vinkelsliber, svejse en ramme i hullet, skære vinduesrammer og dørparti til, sætte vinduer i, banke en forskalningsramme op, bore huller og trække ledninger, lægge rør ind til vand-ind og afløb, isolere gulv, lægge gulv på forskalningen i bunden, smide isolation i vægge og loft-forskalning, lukke med gips, lime væv på og male, bygge et simpelt køkkenparti med håndvask og vandhane. Herefter mere snedkeri med træk-ud-seng på hjul, platform med to siddebænke og et bord, et indbygget skuffedarium. m.m.
Estimeret pris med det hele: 25.000 kr.

En ekspertopgave, der kræver et helt entreprenør-sjak? Nej, det er simple knokleopgaver, som mester sætter sine lærlinge til – under opsyn. Det vigtigste arbejde foregår mellem ørerne, inden man knokler løs, hvilket er kompensationen for mesters opsyn. Du må acceptere at være din egen mester. Det betyder, at alle mål skal være i orden, før du køber ind og skærer til. Der skal være arbejdstegninger. Du skal have spurgt andre, der har prøvet noget lignende før, hvorvidt det holder. Og så skal du vurdere deres råd og nogle gange lade hånt om dem, hvis du er overbevist om noget andet.

Glemte jeg at sige, at der selvfølgelig er tørkloset og udendørs bruseniche. I den udvidede model er der et ekstra skråtag med udhæng og en terrasse fra dørparti til bruseniche.

Mnjaa, men jeg har ikke lige 25.000 … så hvad gør jeg så? Så tænker du i genbrugsmodeller og nedrivningsmateriale. Det kræver et detektivarbejde eller et netværk + en mindre portion held. Lån en trailer og kør læssevis af kasserede paller hjem. Mit lokale byggemarked forærer dem væk. Lær dig selv at skære dem op, så du får mest muligt ud af dem. Det bliver arbejdskrævende og noget af et puslespil at stykke stumperne sammen til længdestykker. Lim, fræser, stiksav, rundsav, boremaskine. På nedrivningspladser er der større stykker at hente. Hvad med vinduer og døre? Samme løsning, og helt nyt termoglas i bestilte mål koster nærmest INTET. Glem alt om arbejdsløn og tabt arbejdsfortjeneste. Isoleringsmateriale sprænger ikke noget budget, og faktisk kan også det genbruges. En brugt håndvask og et ditto armatur sparer den post. Så bliver regnestykket lige pludselig anderledes: 15.000 kr. er mit bud – altså for noget, der i princippet er et helt nyt hus alt inklusive i minimalistisk format.

Bagom det hele ligger selvfølgelig byggetilladelse og grund. Der er folk, der har omgået disse ved at sætte hjul på (det er så nok ikke en skibskontainer på 3.5 tons. I USA og England især er der en en Tiny House-bevægelse, der især blev boostet af banksternes svindelnummer i 2008 med tilhørende boligkrise. Nød lærer nøgen familie at give banksterne fuckfingeren og gøre det alligevel. Så hvad nu, får vi en ny finanskrise bare endnu værre? Det er ikke dagens emne, men emnet forholder sig til, hvilken attitude der er vinderagtig og ikke taberagtig, hvis det sker.

Ikke for at prale

Jeg håber, du har en jeg-har-gjort-det-liste som jeg. Følgende er ikke en praleliste, det er en god-at-komme-i-tanke-om-liste, en påmindelse om, hvor vigtigt det er bare at gøre det, man føler for og en opfordring til andre om at gøre det samme. Jeg bruger mig selv som eksempel.

Jeg er ikke formelt uddannet i klassisk musik-komposition.
Jeg lærte mig det ved at stifte en komponistforening med et par nørd-venner og bare skrive løs. At der var folk i netværket, der gad at opføre det (den nødvendige feedback) var en velsignelse.

Jeg har ingen formel uddannelse i multimedie. Jeg solgte mig selv til en medieskole, stod op hver morgen kl. 4 og øvede mig. Senere gik jeg freelance for at sætte røven i klaskehøjde i den ‘virkelige verden’, lavede mit eget firma og lever af det jeg lærte i dag (ikke firma længere).

Jeg er ikke uddannet arkitekt, men har alligevel arbejdet to år for et arkitektfirma.

Jeg er uddannet i Film & Medie men ikke på højniveau. Alligevel har jeg en længere produktion af videoer bag mig både i mit arbejde og udenfor.

Jeg har kun de forudsætninger som forfatter, som jeg har skaffet mig ved at skrive og skrive og skrive igen. Man bliver god til det, man gør hele tiden og mange gange. Har udgivet to musiksamlinger, en essaysamling på 400 sider, en digtsamling og skrevet men ikke-udgivet to romaner, en novellesamling (næsten), endnu en digtsamling + 10.000 siders kommenterende blog på nettet, også en slags udgivelse.

Jeg er ikke uddannet møbeldesigner, men der står en stor bænk i vinkel i en kirke på Vesterbro, som jeg har tegnet, og i mit hjem er der også et par møbler. Jeg har minutiøst CAD-tegnet et labert spisebord i nøddetræ, som bliver realiseret en dag. Indrømmet: jeg har kopieret en japansk mesterbygger. Er det ikke sådan, man lærer? Stjæl med arme og ben og være stolt af det.

Jeg har bygget slagtøjs-instrumenter (marimba, mbira) som musikstuderende, haft en del spillejobs og turneret US-Westcoast med instrumentariet.

Jeg har dannet et projekt-vokalensemble med ambition om at opføre et repertoire bestående af den mest krævende 5-6-stemmige musik fra 14-1500-tallet. Totalt nørdet. Vi øvede os et helt år, inden vi var klar til koncerter.

Igen: Jeg nævner dette som en opfordring til bare at kaste sig ud i alt det, som de siger, ikke kan lade sig gøre. Hvad holder os tilbage? Det skulle vel ikke være … os selv?

Jeg troede aldrig, jeg skulle blive husejer, men nu ejer jeg et fantastisk hus købt for en slik langt ude i det danske landskab – med havudsigt! Det er én stor udfordring i nye delhåndværk, for et ældre hus skal vedligeholdes. Jeg har allerede tilføjet to tilbygninger, en garage og et brændeskur i traditionel bjælke-dyvel-stil uden søm og skruer + tegltag. Så skal der trykspules, kalkes hus og træbehandles. Grunden er fuld af frugttræer, hvordan gør man det? Der står et knaldgodt drivhus, hvordan får man liv i det? Jeg har lige høstet 36 kg vindruer fra én vinstok! Tomater og chillier vælter frem.

Se: Sensommerbilleder

Hvad stiller man op med frugten, for én mand kan umuligt æde sig igennem den. Jeg brygger vin af den, og hvordan gør man så det?
Og hvordan brygger man så øl, når man nu er i gang?
Hvordan laver man så destilat af vinen til moonshine … uh det må jeg ikke, så det gør jeg selvfølgelig aldrig 😉 En dag skal jeg også brygge mjød.

Som tilflytter på landet, mente jeg, at jeg måtte melde mig til et fælles storhaveprojekt med 2000 m2 dyrkning af grøntsager. Et helt nyt felt: frilandsgartneri.

Jeg er kun blevet bilejer for to år siden. Hvordan passer man sådan en brugt djævel? Mekanikerne melder om, at unge bilejere ikke kan finde ud af at tjekke oliestand, fylde sprinkler- og kølervæske på, tjekke dæktryk, skifte dæk, lynlappe en punktering, skifte viskerblade, skifte et knust spejl ud, skifte en udbrændt forlygtepære, alt det basale. Cykelmekanikerne melder om det samme. Folk kan ikke engang finde ud af at stramme og smøre en kæde. De kan ikke lappe dæk eller skifte slange, de kan ikke justere saddel- og styrhøjde, de kan ikke skifte bremseklodser, de er helt hjælpeløse. Alle de reparationer, de kunne have forebygget ved simpel vedligeholdelse koster dem nu i dyre domme hos mekanikeren. Mnjaa men vi har så travlt med studierne og arbejdet og … med at hænge ud og bælle cafe latte og øl med hipsterne. Well.

For år tilbage besluttede jeg mig til at bygge min egen cykel fra bunden. Det gjorde jeg så. Altså jeg snød, for jeg svejsede ikke selv mit stel sammen og samlede ikke selv mine hjul. Og så blev den sgu stjålet!

Så mente jeg, at jeg skulle gå i lære hos en knivsmed og lære smedning, skæftning og skedning. Det sidste førte til andet arbejde med læder, to tasker + bælter og diverse. Eller hvad med et pilekogger i læder? Igen: er det saddelmagerens fulde udtræk med indre lommer og mangelagede syninger? Nej, det er bare tasker med ét rum i kernelæder, lukkebeslag og skulderrem. Hvor svært kan det være?

Jeg lejede et gammelt hus i nærheden af mit nuværende i tre år. Altså et seriøst gammelt hus fra 1780 med bindingsværk og stråtag. Der havde boet en bådebygger med eget værksted. Jeg måtte selvfølgelig bygge en båd, hvilket jeg gjorde i 2015. Den er bestemt sødygtig. Jeg måtte også lære mig at ro den, for det er en kajaktype.

En basalt håndværk fra vore ældste forfædre var bueskydning til jagt. Jeg har for nyligt anskaffet mig en asiatisk rytterbue (tartar) og er ved at lære mig at ramme midten af skiven – hver gang. Vi tales ved om et stykke tid.

Madlavning: Jeg prøver konstant nye metoder og retter + konservering, et forsømt håndværk fra vore forfædre. Kamboucha, vandkefir, sauerkraut, lammebacon og hjemmelavet spegepølse, syltede chillier fra egen avl, chutneys fra blommer og æbler, indsamling af svampe.

Jeg har lavet mad til bryllupper. En sød kæreste opfordrede mig engang til at skrive en kogebog … tak for tilliden, hvem ved måske en dag? jeg synes bare markedet er en anelse mættet. Og så synes jeg faktisk ikke, det handler om opskrifter til kopiering men om at fatte principperne og så improvisere. Er det nødvendigt at skrive bøger om det?
Læs: Mad på bordet

Er der noget, der er gået galt undervejs? Hvad taler du om, jeg kunne da aldrig finde på at … 😉 Selvfølgelig, der er masser, der er gået galt. Men en af de værste stopklodser er, at vi skammer os over at fejle. Vi undgår det, og dermed undgår vi også situationer og opgaver, der kan fejle. Det sætter en seriøs dæmper på selv-support til igangsætteri.

Hvad kunne jeg tænke mig at lære, inden jeg skal herfra?
Hvilket betyder, at jeg en eller anden dag bare gør det.
Her er stort og småt i blandet forvirring:

  • At lave ost på en simpel måde. Eneste forhindring: at komme i nærheden af dyrefolk, der kan levere råmælk, helst ikke pasteurisering. Jeg skylder næsten at prøve det i ære-respekt for min salig far, der var mejerist. Eneste erfaring: afvandet sødmælk røget over pinde og brændenælder, en fynsk egnsret kendt som røgeost.

  • Containerprojekt beskrevet ovenfor. Det er i al sin komplekse enkelhed at bygge sit eget hus fra grunden. Jeg har beskrevet det, som om det allerede var i hus, det er det ikke endnu. Det kommer det!

  • Simpelt fiskeri. Da jeg nu har en båd og bor ved vandet, er det næsten et must. Problemet med min båd er, at den ikke egner sig til at fiske i, så enten må jeg bygge en ny eller købe en jolle, der ikke kæntrer, bare fordi jeg får en middelsvær gedde på krogen, der bider fra sig – jeg ser en pinlig situation for mig.

  • Den vilde mad. Vore skove og strande er fulde af spiselige råvarer. Hvem kender til at bruge løgkarse, svovlporresvamp, fuglegræs og tarmrørhinde (tang)? Hvor gror marietidslen, som kan presses til olie? Hvordan laver man kaffe af brændenælderødder – det har jeg til gengæld prøvet, det er mega-besværligt! Jeg lavede også brændenælde-chips forleden. Smid bladene i en frysepose med olie og salt og ryst den. Bag dem i ovnen en time ved 100 grader – så er de blevet til sprøde chips!

  • At tage et jagttegn. Her vil der være de, der får strithår i nakken. Fred være med veganerne, det er deres valg. Men til jer, der spiser kød, så vil jeg sige, at hvis I ikke er villige til at tage livet af et dyr og partere det efterfølgende, så bør også I overveje at blive vegetarer. Håndværk: jæger og slagter. Stedet, jeg bor, er overrendt af vildt. Hvis det ikke holdes nede, bliver de til skadedyr, bestanden svækkes og bliver syge, for de har ingen naturlige fjender i Danmark, da ulven er landsforvist. Og så er de det primære transportmiddel for landets farligste dyr: skovflåten.

  • At besøge resten af Europa. Afrika, Asien og Sydamerika er for stort for mig. Europa er et univers. Hvor mange her kan sige, at de for alvor kender Europas afkroge og vidundere? … jeg ser ikke en skov af hænder.
  • At skabe et nyt mediefirma, der ikke er styret af den gamle firmamodel. Et formidlingsbureau, der ikke forfalsker virkeligheden for mammon eller magt. Jeg kan ikke sige for meget om det lige nu. Det er til gengæld et stort projekt, der kræver en dyb vejrtrækning.

Nærmest respektløst livsmod

Jeg har for nylig fulgt en 32-årig kvinde fra Holland på YouTube, der har en kanal ved navn Itchy Boots. Hun har altså haft kløe i sine vandrestøvler, men i hendes tilfælde er det de støvler, hun har på, mens hun er i færd med at krydse Asien fra Indien over Malaysia gennem Centralasien via et smut om Oman til Iran via Kaukasus og Tyrkiet og til Balkan, hvor hun er nået til lige nu – på motorcykel. Hendes køretøj er en indisk produceret Royal Enfield Himalayan BS4, en adventurebike med skaldede 440 ccm og kun 25 hk. Ikke desto mindre har hun krydset et kontinent, hvor kvaliteten af veje mildt sagt er af skiftende kvalitet. 30.000 km, 3/4 af Jordens omkreds i vejkilometer. Hemmeligheden i motorkraften ligger i dens moment, der fuldt udnytter de beskedne specs, for der er selvfølgelig tænkt over tingene fra verdens ældste motorcykelfirma, og maskinen er iflg navnet skabt til netop det.

Hendes hemmelighed er hendes just-do-it-attitude. Hun kvitter sine jobs og sit gennemførte studie som geokemiker, graver guld i Australien og bliver rig for en tid, som hun siger, rejser verden rundt med rygsæk, bruger alle sine guldklumper, er nødt til at tage et job i et internationalt kontraktfirma, køber en Ducati Monster 796 – ingen billig sag og hurtig som ind i helvede – men indser, at hun vil verden rundt igen på motorcykel. Det gør man ikke på en smartbike med 800 ccm 85 hk, for det kan være f…… lige meget derude off-road i udkantsverden blandt snedækkede bjergtoppe midt i en stak får på en hullet jordvej, når den brænder sammen. Hvad hjælper en topfart på 160 km/t+, når man kun kan køre 25 km/t sine steder? Så hun sælger den og køber en nytænkt oldschool maskine uden en masse elektronik, der helt sikkert går i stykker, fyldertaskerne med reservedele og tager afsted. Jeg kender ikke prisen i Indien, men selv i Danmark med betalte afgifter og indregistrering og importafgifter koster en Royal Enfield Himalayan kun 53.000 kr! Det er sgu lige før … nej, man bør lære at køre motorcykel, når man er i en alder, hvor ens reaktionstid og fysik er optimal. Modsiger jeg mit eget hovedprincip? Muligvis, men i mit livsprincip indgår også, at jeg er nødt til at kende min fysiske begrænsning og ikke sætte mit eget og andres liv uansvarligt på spil.

Ismanden

Jeg vil sige et par ord om generalismen. Jeg betragter mig selv som generalist og ikke specialist. Min arbejdstitel er ganske vis e-læringsspecialist og projektleder, men det er bare en titel, der beskriver de 17 forskellige hatte, der hænger på min knage på min arbejdsplads, og som gør, at de kalder mig for specialist. Jeg kan lidt af hvert og er i stand til at skifte fokus. Jeg har ingen væsentlige huller, selvom der er noget, jeg er bedre til end andet. Jeg ved godt, hvad jeg er bedre til, og det er alt det, jeg synes er sjovt, og som jeg har gjort rigtig meget, hvilket bekræfter min hovedtese med bare gør det, for øvelse gør mester. Sagt på en anden måde: Talent er intet uden dedikeret arbejde, dedikeret arbejde opvejer indlysende talent. Begge dele tilsammen er eksplosivt.

Specialisering tilhører civilisationen. Civis = borger, indbyggeren i et bysamfund, dem indenfor murene i borgen eller bystaten. Civilisation er et ord fra oplysningstiden og altså ikke gammelt. Men i de ældste samfund fandtes der ikke specialister. Det kan godt være, at livsopgaverne krævede kunnen og øvelse, men der var ikke plads til at fordybe sig i og forfine et speciale, mens man blev beskyttet af det omliggende samfund. En specialist lever i en slags kuvøse, hvor han af samfundet får lov til at glemme alt andet end sit speciale i erkendelse af, at samfundet værdsætter det. Hvis han en dag bliver smidt ud af samfundet og er nødt til at klare sig helt alene, er han på skideren.

Et eksempel på supergeneralisten fra en fjern fortid er Ismanden.

I 1991 fandt de det 5000 år gamle mumificerede lig af en mand i et 3200 m højtliggende bjergpas Ötztal i de italiensk-østrigske alper i Europas største gletcherfelt. Han var omkommet, mens han havde søgt ly i et uvejr og blev indkapslet i en snedrive, der senere blev til en permanent islomme. Han var så velbevaret, at man kunne se det tøj, han havde på, hvad han havde spist forinden, hans hår, hans redskaber, osv.

Ötzi, som hans kælenavn blev (manden fra Ötztal), personificerer et menneske fra en tid, hvor man som individ beherskede de fleste kendte håndværk. Alt, han besad og brugte, var noget, han selv havde frembragt. De lå en enorm viden heri. Han vidste en hel del om en utrolig masse. En fagmand eller videnskabsmands i dag ved en utrolig masse om ufattelig lidt. Han var super-generalist. Hans tøj var af skind og væv: kofte, hue, sko, lændeklæde, kappe. Skindet stammede fra dyr, han selv havde nedlagt. Skindet havde han selv forarbejdet, tilskåret, syet og tilpasset. Han jagtredskaber havde han selv lavet, bue (af takstræ, højere end ham selv), streng af hampefibre, pile af stokke, fjer og flintespidser. Han havde i øvrigt bronzestykker på sig, og hans opdukken flyttede den europæiske bronzealder et årtusind baglæns. Han nedlagde selv sit jagtbytte, behandlede det, brugte alt han kunne på dyret og tilberedte selv sine måltider. Med sig bragte han korn og planter, som hans familie eller klan havde dyrket nede i dalene i det nuværende Italien. Hvad skulle han så også over de onde bjerge for? Det ved vi faktisk ikke. Men vi ved, at hans sko var vandtætte med såler af bjørneskind, overlæder af hjorteskind og et net af træbark, og de er af nutidige eksperter som fremragende fodtøj – der er endog et firma, der overvejer at sætte dem i masseproduktion. Hans sokker var blødt græs. Hans pilekogger var af gedeskind, hans skindrygsæk havde et stativ af bøjede hasselkviste. I sækken var der forskellige remedier + medicin bestående af en svamp kaldet piptoporus, der var et effektivt middel mod indvoldsorm – det får man, når man indimellem er nødt til at spise råt kød eller fra kontakt med husdyr (som Tollundmanden og Grauballemanden, der led af de samme skavanker).

Jeg har i dag det privilegium, at jeg selv kan vælge, hvad jeg vil lære af fingerfærdigheder. Det havde Ismanden ikke, for hvis han ikke beherskede sine håndværk i tilstrækkelig grad, overlevede han ikke. Det gjorde han så ikke alligevel, men han havde gjort det hele sit liv til en dag, hvor naturens force majeure overvældede hans overlevelses-skills.

Scenariet

Dette er et tænkt apokalyptisk scenarium, ikke en profeti. Det er tænkt ud fra erfaringer fra vores menneskelige historie og viden om vores menneskelige psyke, dens styrker og svagheder. Kort sagt: hvis vi gør som vi plejer og som systemets herrer regner med, at vi vil gøre igen. Det kan blive nødvendigt, før vi aner det, igen at mobilisere vores skills. Det vil være de basale skills, der vil blive prioriteret, dem der får os til at overleve. Vi kan blive tvunget til at lave en ismand, hvis vi ikke vil ende som en ötzi. De mere priviligerede og ikke-akutte skills vil blive gemt til bedre tider. Hvis folk i byerne i dag pludselig blev nødt til at klare sig uden byens kuvøse-logistik serveret lige om hjørnet på et sølvfad og pakket ind i plastik – og de allerfleste mennesker i dag er byboere, der har glemt deres forfædres generalisme, deres generelle dannelse i livsfornødenheder og overlevelsesfærdigheder – så ville der gå panik i dem. De ville ikke ane, hvad de skulle stille op.

Indrømmet: vi kalibrerer katastrofeskalaen ved at forestille os det værst tænkelige og håber på, at der skal gradbøjes. Hope for the best, prepare for the worst. I deres panik vil folk hive hoved og arme af hinanden i total amoral og u-civilisation, og i sidste ende vil de fleste omkomme, bortset fra de, der er bedst til at rive hovedet af andre. Det vil være Darwins våde drøm. Vi ved, hvordan civilisationen er et ganske tyndt lag, når helvede bryder løs. Vi har set det i borgerkrigszoner, hvor folk har været forført og presset til at slagte løs på hinanden (borgerkrige er aldrig borgernes krige). De vil vade henover hinandens lig for at overleve. Der sidder folk i toppen af styresystemet og spekulerer i netop de scenarier og de reaktioner. U-civilisation kan designes og bliver designet.

I en sådan situation vil storbyen ikke være noget godt sted at opholde sig. Under verdenskrigene og i den store depression i 20-30’erne var det de uafhængige bønder, der klarede sig bedst, for de var selvforsynende, de havde de fleste ikke-specialiserede skills, og de havde midlerne til at forsvare sig mod overgreb.

Det er grunden til, at der sker så mange iscenesatte skyderier i USA lige nu, der alle sammen bliver politiseret i samme sekund, nyheden er ude. Det demokratiske parti og venstrefløjen i USA er gennemsivet og -infiltreret af den globalfascistiske agenda, og de kører lige nu skamløst deres krav om den ultimative gun control. Ethvert totalitært magtovertag fordrer, at befolkningen afvæbnes, så den ikke længere kan forsvare sig mod overgrebet. Stifterne af landet vidste ved ratificeringen af forfatningen i 1781, at en stat kunne korrumperes og agere som en undertrykkende tyran, så derfor indskrev de den 2. betænkning i forfatningen, der sikrede, at borgerne havde ret til at eje og bære våben for at beskytte sig mod en sådan stat. Det var aktuelt under den amerikanske borgerkrig og modstandskrigen mod den engelske krone og franskmændene, og det er lynende aktuelt i dag, hvor den 2. amerikanske borgerkrig allerede er startet som en mediekrig, en kulturkrig, en magtkrig og en terrorkrig mod befolkningen. Demoralisering og pervertering er kulturelle masseødelæggelsesvåben. De prøver at gentage Tyskland i 30’erne med antifa-stormtropper som gadens parlament (de egentlige fascister). De gør som i Europa: de oversvømmer landet med en kvælende hob af kriminaliseret indvandring. Den 2. amerikanske borgerkrig er – som alle krige – en kamp om menneskelige sjæle.

Modtryk

De amerikanske demokrater har glemt en ting: Tryk avler modtryk. Eller rettere, de påstår, at det er dem, der er modtrykket. Realiteten er, at de er trykket, undertrykkelsen, og deres modstandere er amerikanerne, der i stort antal er trætte af dem, deres fake-news-medier, der klicheer, deres løgne og forstillelser og hykleri og deres overvågnings- og kontrolsamfund. Amerikanerne har identificeret dem som globalfascisternes organ. Et kvalificeret bud er, at de vil få verdens største fuckfinger ved 2020-valget, men mindre de har fundet en ultrasmart måde at valgsvindle på. De har satset al deres energi i to samfulde år på at hade Donald Trump, siden de aldrig kom sig over, at de tabte det valg, hvor hele US-Deep-State havde satset på deres korrupte kandidat. Deres energi er gået op i hat og briller og fakeness, og de har ikke gjort dagens gerning af reelt politisk arbejde siden da. Lige nu har de en Epstein-sag på halsen, der truer med at hive bukserne ned på dem for alvor. Amerikanerne vil aldrig tilgive, hvad systemets herrer og en stak progressive pædo-pervs har gjort mod deres børn. I stedet for at komme til erkendelse af, at deres parti har været udsat for et internt statskup, der har gjort det til en del af et underliggende statskup, vælger deres toneangivende og højtskrigende medlemmer at fordoble løgnen og hykleriet til uhørte grader af bizart.

Det er ikke kun USA, der oplever den ny undertrykkelse og en tilsvarende bred modstand mod den. I den franske opstand forøger systemets herrer at gentage den franske revolution ved at kontrollere og neutralisere den enorme folkelige modstand, der er gået på gaden mod præsidenten og hans bankstervenner. I Italien valgte folk en kontroversiel og åbenmundet præsident. Grækerne blev midlertidigt passiviseret, men spanierne så det komme. I hele Europa har systemets herrer forsøgt at destabilisere kulturen med organiseret indvandringsbølge, og folk vender sig nu mod det i bla Tyskland, Østrig, Polen, Tjekkiet og Ungarn. I Mellemøsten forsøgte de at overrende med terrorister. I Libyen lykkedes det med CIA’s og NATO’s hjælp, men i Syrien stod folk sammen, bad russerne om hjælp og smed dem på porten. I Ukraine begik de et statskup med sovende celler af nazister/fascister, og nu er folk ved at tage landet tilbage igen. I Rusland prøvede de forinden at gentage plyndringen fra 1917 kaldet revolutionen, men en velkendt tidligere KGB-officer forhindrede det. På Filippinerne valgte de en pitbull af en præsident, der gjorde ting mod neokolonialisterne, som sendte chokbølger gennem verden – kan man det?

Kollaps

Ifølge insiderkilder er stikket trukket ud af Systemet, så det lige nu kører på inerti. Systemets herrer er nu kun formelt, titulært og i egen selvopfattelse systemets herrer, men funktionelt har de mistet herredømmet. De har ikke adgang, koder og clearing længere til den centrale fond, der ligger bag deres systemer, og som indtil for nylig har været ukendt for alle. Dens navn var Unknown Country. Der er sket et skift i den afhuggede trekant i toppen af pyramiden, som vi ikke har kunnet se ind i. Slangens hoved er blevet hugget af, uden at vi har hørt om det. De gamle familier, underleverandørerne til slangehovedet, er nu som høns med afhuggede hoveder, der ikke længere modtager deres ordrer ovenfra, så de kan kun gentage, hvad de plejer at gøre og håbe på, at ingen opdager det.

Jeg gentager: dette er ikke en profeti, det er i bedste fald en prognose baseret på insiderinfo. Systemet crasher. Der gøres ihærdig indsats for, at der er noget, der tager over, når det sker, men dette ‘noget’ er nødt til at være funderet i folkelig erkendelse, opbakning og initiativ, hvilket er det kritiske punkt.
Når vi at komme på plads?

Vi taler om systemet som finansielt, politisk og magtstrukturelt system. Men det er dybest set et moralsk-etisk beredskab, der skal til – tør vi bruge ordet spirituelt? Vi ser det allerede ske, vi er ikke altid i stand til at tolke det sete. Noget er tegn på, at vi er ved at komme på plads, andet er tegn på, at der foregår noget bag den store facade.

  • Bankkriser, Deutsche Bank, kinesiske banker, The FED, Danske Bank flosser i kanterne, krav om repatriering af guldreserver, der er stjålet og forbrugt.

  • EU i autoritetskrise, EXIT-bevægelser, mistillid i geledderne, folk ser, at eurokraterne har fedet sig i toppen, og at de er folkets fjender.

  • Kina i handelskrise, uro i Hong Kong, deres sociale pointsystem fremstår som nytyrannisk, og hvis de kører videre i retning af totalitær neo-maoisme, så får de problemer med deres ambitiøse Silkevejsprojekt.

  • De sociale medier og deres systemherrer i krise, folk ser dem for deres dårlige opførsel, deres magtmisbrug (= korruption) og arrogante attitude til censur – selv globalistsprøjten Politiken skrev i dag 20.08.19 om, at ‘Tech-giganterne glor på dig, når du skændes eller har sex med kæresten’.

  • Mainstream-medierne i dyb krise, folk ser dem som løgnere og bedragere, de er blevet folkenes fjende ved at være for meget i seng med systemets herrer, og folk er begynde at sammenligne noter for at blive klar over, hvad der foregår bag deres ryg og henover hovedet på dem.

Bare gør det – igen

Som i det store, således i det små. Verdensprojektet kræver det Kollektive Selv for at lykkes. Men du og jeg er alle en fraktal af Verdensprojektet, og Verdensprojektet er en opskalering af du og jeg. Demokratiet er dødt, for det blev kuppet af globalfascismen. Vi kan ikke længere sætte lid til det repræsentative demokrati, for repræsentanterne repræsenterer os ikke længere. Vi er nødt til bare at gøre det – selv.

Vi skal ikke længere spørge dem om lov, for de har glemt, at det var dem, der skulle spørge os om lov. DJØF’okratiet, tekno-bureaukratiet har vendt logikken på hovedet, og borgerne blev statens serviceorgan, hvor det skulle have været omvendt.

Når regeringen frýgter borgerne, findes der frihed.
Når borgerne frygter regeringen, findes der tyranni.
[tilskrevet Thomas Jefferson]

Regeringer i dag simulerer, at de lytter til deres befolkninger, og at de er folkets tjenere. Fordi de kun skal overleve fire år ad gangen, kalkulerer de med, at folk nok ikke opdager, at regeringen aldrig lyttede men gjorde, som den lystede eller fik besked på i baglokalet. Herefter en ny regering, der skulle tage skraldet for den foregående regerings overgreb, mens den lovede guld og grønne bananer de næste fire år. Regeringen lever på den udsættelse af virkeligheden, den har foræret sig selv.

Vi bør ikke længere have tålmodighed med dem. De har levet på lånt tid, udskudte regninger og falske løfter i for lang tid. Det handler ikke længere om demokrati, folkestyre, for ordet har mistet sin troværdighed. Demokrati er blevet værre end åbenlyst tyranni, for der er ikke ærlighed og åbenhed omkring det. Det sejler under falsk flag og sælger sig selv med falsk varebetegnelse.

Naturlig lov

Det handler ikke om demokrati længere. Modernismen blev postmoderne, demokratiet blev til postdemokrati, for det stod i vejen for globalisterne. De fandt måder at tilsidesætte folkestyret på, mens de opretholdt facaden. De kørte det romerske skuespil for folket, og medierne var deres køretøj.

Det handler om noget helt andet. Det handler om suverænitet. På alle niveauer, fra stater og nationer til det enkelte menneske. Målestokken er, om det enkelte menneske er suverænt, for så kan grupper, institutioner og nationer være suveræne.

Det hele er superenkelt, for der findes kun én universel lov: Hvad end du gør, må du ikke gøre skade på andre. Når man først har set det, vil man opdage, at en stor del af menneskelig lovgivning handler om visse menneskers selvudnævnte ret til at gøre skade på andre. Jurister har været dygtige til at lægge lag udenom den naturlige lov, der twister den. Hvad der intentionelt var forklaringer og udspecificeringer af den naturlige universelle lov blev til gradbøjning, gennemhulning, udhulning og direkte pervertering af denne. Magthavere bryder sig ikke om den universelle lov, for den forhindrer dem i at være magthavere. Omfanget af deres magt er direkte proportionel med den skade, den forvolder på andre.

Med systemets kollaps får vi udover en tid med stor usikkerhed for første gang i menneskehedens historie mulighed for suverænitet. Suv’e-reign, selv-styre. Ikke bare lokalt selvstyre, når überstaten ikke orkede at styre de besværlige indfødte i lokalområdet. Vi taler om individuel suverænitet, hvor staten absolut intet har at skulle have sagt over individet, med mindre dette forbryder sig mod andre. Det er det diametralt modsatte af den fascistiske stat, hvor der intet er over staten.

Kategori: Poema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *