Man kan ikke lade være med at få den tanke, at Rasmus Paludan er et setup, et design, en designer-PSYOP (psykologisk operation) beregnet på at få de dummeste blandt de politisk korrekte, blandt venstrefløjere og kulturmarxister, blandt såkaldt intellektuelle og blandt indvandrerne til at hoppe på limpinden. Hvis han er et setup – altså en bestilt agent provokatør, så må man sige, at han udøver et særdeles professionelt job, for de hopper alle sammen på limpinden. Manden er ikke uintelligent, så det kunne rent faktisk ligge inden for hans formåen.

Dette er kun en hypotese, men grunden til, at jeg starter med at bringe den på banen – for dernæst at skyde den i sænk – er, at den er taget lige ud af den globalistiske håndbog for konfliktmageri. Det er nøjagtigt sådan, man gør, når man vil udøve crowd coltrol vha designer-bussemænd. Paludan er en stråmand i kød og blod, og man behøver ikke engang at foretage det klassiske karaktermord for dernæst at skyde til måls efter vrangbilledet. Han ber selv om det, han ER vrangbilledet.

Hvis du ikke ved, hvad en stråmand er, så hiv stikket og læs De 76 falske argumenter.

Manden er en tegneserie, en parodi på en debattør. Det er hvad det er, og det er egentlig ikke bekymrende i sig selv, for tegneserier burde være til at grine af og så lægge ned i skuffen. Det bekymrende er, at alle de reaktionære, der hopper på limpinden ELSKER ham. De elsker at hade ham. Han er en gave til dem. De ærger sig faktisk over, at han ikke kom ind i Folketinget.

Hvorfor? For så kan de selv forblive i det tegneserieunivers, som de har skabt omkring sig selv. Forever! De kunne 24/7 gå rundt i det ideologisk-politisk-psykologiske eller religiøse teflon-skjold af selvretfærdig selvfedme og selvvalgt designer-dumhed, der bekvemt tillader dem ALDRIG at tale om virkeligheden.

Det bringer os videre udover hypotesen om agent provokatør til noget, der ikke er en hypotese men en analystisk konklusion. Der er noget andet på færde. Rasmus Paludan er et selvfølgeligt og uundgåeligt produkt af årtiers fortielser, civil-politisk fejhed og politisk korrekthed. Når man af ideologiske årsager og for at score billige point og popularitet (den demokratiske hoved-faldgrube), forbyder, latterliggør eller dæmoniserer/tabuiserer nødvendige samtaler om nødvendige emner, så vil denne forgiftede og undertrykte samtale dukke op i perverteret form og manifestere sig som racisten Rasmus Paludan. Og hvor bekvemt er det ikke, for så kan man skyde samtalen i sænk endnu en gang og fortsætte med aldrig at tale om virkeligheden!

At manden er racist står ikke til diskussion, og jeg tror ikke engang, han vil benægte det. Han vil højest sandsynligt være stolt af det. Hvad vi i det følgende sætter til diskussion er, hvad racisme er for en størrelse, hvem der har skabt den, og hvilket formål den tjener. For at kunne gøre det, er vi nødt til at vide noget om menneskehedens historie, og hvordan vi er havnet i den suppedas af afstumpethed og forloren, hyklerisk og manipulerende pseudo-samtale, der akkompagnerer begrebet racisme, der hjernedødt slynges rundt i flæng og efter behag.

Hvis vi hører til det segment, der er storforbrugere af begrebet og ikke ønsker at vide, hvad der er for noget, der kommer ud af munden på os, så lad os bare gå hjem og sidde foran skærmen. Hvis vi derimod har personligt mod og menneskelig nysgerrighed og ønsker at forstå, så lad os fortsætte. Med et stykke solid bagage kan vi være ligeværdige diskussionspartnere i en ægte debat og har ikke brug for at smide om os med klicheer.

Politisk korrekthed

For at forstå den syge racisme-debat – der for det meste er en non-debat, en pseudosamtale, der ikke fortjener ordet debat – er det nødvendigt at få nogle fundamentale begreber på plads. Rasmus P er et PRODUKT af styresystemet politisk korrekthed. Fænomenet er et veldesignet styresystem, der opererer vha tre stærke følelser: skyld, skam og frygt.

Ifølge styresystemet og dets verbale og holdningsmæssige kodeks skal du føle dig skyldig PÅ FORHÅND over noget, du har sagt eller tænkt dig at sige og over noget, du har gjort eller tænkt dig at gøre. Endvidere skal du føle dig skyldig over alt det, som dine forfædre, dine landsmænd, din familie eller din etniske gruppering har sagt, gjort eller tænkt sig at sige og gøre.

Note: Når indvandrere siger, at de er trætte af klicheerne med terrorist og indvandrer og muslim, så er det forståeligt. Det ville jeg også være. Det er blot ærgerligt for dem og for debatten, at de det næste splitsekund taber deres sag på gulvet ved at fyre deres egen yndlings-klichee af … Og det er også fordi danskerne er nogle racister!

Du skal endvidere skamme dig over noget, for al socialisering og social kontrol bygger på udskamning, social kastraktion eller som grækerne sagde: ostrakisering – man angav andre ved at lægge en sten med et navn ved en brønd – hvorefter den ostrakiserede blev socialt udstødt og i visse tilfælde slået ihjel. Heraf udtrykket (en kristen kritik af fænomenet): Lad den, der er ren, kaste den første sten. Et nyt begreb er social lynchning – begået for tiden i stor stil af den ekstremistiske amerikanske venstrefløj. I virkeligheden er det et ældgammelt begreb, for Sokrates blev lynchet af demokratiet i Athen. Så meget for det højt besungne demokrati, der, når det kommer til stykket og i hænderne på den korrupte elite, ikke er et hak bedre end tyranniet.

Til sidst ankommer frygten, terroren, for hvis vi risikerer at blive socialt udstødte, har vi det ligesom fårene i flokken, der mister deres identitet som får = deres flok-tryghed, når de ikke længere er i flokken. For et flokdyr er udstødelse af flokken det samme som at dø, for det udstødte dyr er et omgående bytte for rovdyrene derude. Der kan skrives en hel afhandling udelukkende om frygt som et styresystem, men ultimativt handler det om frygten for døden. Den lille terror indeholder altid et element af den store terror.

Politisk korrekthed misbruger de stærkest tænkelige følelser blandt mennesker og er derfor et uhyre effektivt og modbydeligt styresystem. Det udøves af mennesker i øjenhøjde med og imod andre mennesker. Vi begår frivilligt diverse overgreb på os selv! – og under dække af, at, at ‘vi jo alle ved, at dette er forkasteligt, syndigt, ukorrekt’. Skulle en angrebet stakkel vove at spørge: ‘øh, ved vi alle dét, har jeg skrevet under på dén kontrakt, hvem er det, der har bestemt at …?’, så bliver vedkommende mødt af ondt stirrende blikke ‘hvor vover du at stille spørgsmålstegn ved det korrekte, som vi jo alle er enige om?’

P.C. – hvor kommet det fra?
– et kig ind i styregruppen

Denne særlige form for tyranni er en kulturmarxistisk strategi for social-psykologisk kontrol. Det er ikke tilfældigt, at Frankfurterskolens hoveddogme var ‘Kritik ER filosofien’ – altså vi kritiserer alle andre end os selv med det, som vi ALDRIG udsætter os selv for. En intellektuel punk-filosofi: Vi ved ikke, hvad vi vil have, men vi ved, hvordan vi får det! Dekonstruktion, subversion, disruption – synonymer for revolution = kulturødelæggelse.

Det er ikke tilfældigt, at et af skolens primære virkemidler er ‘subversiv perversion’ (Herbert Marcuse) – altså vi vender alt i det menneskelige socialt-politisk-psykologisk-mentale- og endog fysiske univers på hovedet for at opfylde hovedformålet: ‘destruktion af den Vestlige Civilisation’. Det er sammenfaldende med CIA-direktør William Caseys chokerende udtalelse: ‘Den dag, folk tror på alt, der er det modsatte af sandheden, har vi vundet’. Frankfurterskolens navn var ‘Institut for Sociale Studier’. Det egentlige formål, som de sociale studenter aldrig var ærlige omkring, var social kontrol. Gæt engang, hvorfor de ikke valgte en ærlig titel ‘Institut for Social Kontrol’? Rigtigt gættet: ærlighed var aldrig et diskussionsemne, kontrol og magt var det egentlige formål. Sandhed var aldrig et emne, for begrebet var afskaffet i korrekthedens navn af den samme elite, der lovpriste ‘den ædle løgn’. Deres studier var det samme som efterretninger for efterretningsvæsenerne, hvis hovedformål på ingen måde stopper ved at skaffe efterretninger, men handler om at militarisere (weaponize, gøre til et våben) disse efterretninger i en krig mod befolkningerne, hvor de undergraver og svækker mennesker, når de udviser styrke og modstandskraft.

Hvis vi har forstået dette, kan vi forstå meget.
Har vi ikke forstået dette, bliver det meget svært at gå videre.

Frankfurterskolen og kulturmarxismen er ikke et perifært intellektuelt fænomen. Det er en del af en gigantisk social-psykologisk operation (socialpsykologi som begreb er skolens opfindelse), hvor deres rolle var at hjernevaske intelligentsiaen ud fra strategien om, at for hvert stk. intelligentsia, der blev mindfucked, vil der være 100 stk. non-intelligentsia, der følger trop. Med ‘intelligentsia’ menes dem med højere uddannelse, og ikke hvor intelligente de er. En universitetsstuderet er på ingen måde mere intelligent end en kreativ håndværker, men da disse typer placerer sig eller bliver placeret på centrale og nogle gange magtfulde poster i statsapparatet, i undervisningssystemet og i teknokratiet, så har de været i stand til at dominere holdningsdannelsen i samfundet. Den kulturmarxistiske magtovertagelse skete i 60’erne og 70’erne, hvor meningstyranniet og historieforfalskningen slog igennem.

Marxismen i sin klassiske form døde i 50’erne. Det stod klart, at ‘arbejderne i alle lande’ – som Marx proklamerede – ikke havde tænkt sig at forene sig og omstyrte kapitalismen. De skide arbejdere var måske lydige nok til at lade sig slagte i skyttegravene i 1. Verdenskrig, men bagefter nægtede de gudhjælpemig at gøre, som de blev dikteret af proletariatets diktatur: at sprede revolutionen til alle lande. De opdagede endog, da de lå i skyttegravene, at det også var arbejdere, der lå ovre på den anden side.

Marxisterne kogte af raseri i 50’erne, da det gik op for dem, at den historiske ‘maskine’ var defekt. De så historien og virkeligheden som en deterministisk maskine og mennesker som skruer og bolte i maskinen. De lagde derefter deres syge æggehoveder i blød og kom op med en justering af maskinen. Den bestod i, at de dumme arbejdere blev droppet som hovedredskabet for deres projekt. Her er det nødvendigt at forstå, at marxisterne havde en grundlæggende og afgrundsdyb foragt for ‘arbejdere i alle lande’. De bekymrede sig ikke en skid for arbejdere – eller for den sags skyld bønder, eller etniske grupperinger, eller troende mennesker, eller gamle traditioner, eller nationer eller familien som institution. De bekymrede sig for deres abstrakte verdensprojekt og for, hvordan de kunne dreje på de håndtag, der skulle få ‘masserne’ til at løbe i den rigtige retning. Du behøver blot at smage på ordet ‘masserne’, og du ved helt nøjagtig, hvordan de følte og stadig føler for det masseprodukt, du kalder for DIG.

Hvis du er en af dem, så er du lige pludselig ikke en del af masserne.
Interessant ikke?

De nye robotniks

Så hvem kunne nu installeres i maskinen som skruer og bolte for revolutionen? Husk, at ‘Revolutionen’ er intet ringere end den totale destruktion af den traditionelle vestlige kultur, så det globalistiske imperium kunne rejse fra ruinerne. Svaret er: MINORITETERNE. Etniske minoriteter, sociale minoriteter, nationale minoriteter, religiøse minoriteter, kønslige minoriteter. Det sidste inkluderede kvinderne, der på det tidspunkt var en minoritet på arbejdsmarkedet. Dernæst alle, der udover at tilhøre en minoritet – majoriteter duer ikke, for de er alt for tilfredse – var utilpassede, utilfredse eller følte sig forfordelte eller ‘mindre’ end andre. Det sidste inkluderede børn og unge, der iflg. naturen var mindre end de voksne.

Til hver af disse minoritets- eller utilfredshedsgrupper var der en særlig klud, der blev brugt til at vifte dem om næsen med. Hvis de marginaliserede, dem i mindretal og de utilfredse kunne mobiliseres ved at sætte ild til deres utilfredshed – eller i det omfang, de kunne forføres til at være utilfredse (I er da utilfredse, er I ikke? jo det er I da, det var flinkt … her er en hundekiks), så var det kollektivistiske slaveprojekt in business igen. Maskinen, der driver historien, kræver benzin, og denne benzin er – når man sætter en tændstik til den – utilfredshed eskaleret til vrede og had.

Er det ikke påfaldende, at Imperiets strategi med del-og-hersk er identisk med kulturmarxismens subversions-strategi? Jo mere splittelse blandt ‘masserne’, jo mere magt til Politbureauet. Mens idioterne på gadeplan pisser og skider i den beskidte mælk, sidder de deroppe i deres fine saloner og ryger cigarer og skummer fløden. Eller som de skriver på portalen med de to søjler til deres fine loger, hvor ingen andre har adgang: Orden af Kaos. Og hvad betyder det? Det betyder: Når masserne befinder sig viljesløse, snotforvirrede, uvidende – og kæmpende for deres egen overlevelse midt i det Kaos, VI har skabt for dem, så er det VORES Orden, der gælder.

At de ‘masser’, der hujende og råbende og i flok lader sig indrullere i Politbureauets lede plan ikke forstår, hvad det er de medvirker til – Stalin ville have kaldt den nyttige idioter, hans hånlige betegnelse for kommunister i Vesten, for han vidste udmærket, at Kommunismen var et gigantisk svindelnummer – kan være svært at forstå.

Det kræver et par seriøse brikker i forståelsens puslespil, uden hvilke det ikke vil være muligt.
Medmindre vi forstår psykologien bag massekontrol, er det ikke muligt.
Medmindre vi forstår Politbureauets Agenda – et forgrenet uvæsen med mange navne – er det ikke muligt.
Medmindre vi forstår racisme som historisk fænomen, er det ikke muligt.

Hvis vi prøver at forstå billedets detaljer uden hele billedet og dets ramme, så forstår vi intet, og vi kan ikke medvirke til en løsning af problemet, men er en del af problemet.

Indrømmet, det er ikke nemt at forstå. Det er grunden til, at tonen på alle sider af den forkvaklede offentlige debat konstant ender i billig populisme. Lad os starte med den sidste umulighed for at gøre den til en mulighed: racismens historie og væsen.

Fanden har skabt det

Inden vi går videre, er det nødvendigt at slå fast, at racisme i allerhøjeste grad eksisterer. Den er Djævelens værk, den er satanisk i sin natur. Men som du måske ved, så har den herre det med at forklæde sig og tage bolig blandt de, der anser sig selv som de frelste, de efter egen opfattelse retfærdige. Hvis vi ikke ser os over skulderen, kan vi risikere, at han står lige bag os, og at hans ord kommer ud af munden på os.

Det britiske Imperiums historie er også en historie om racisme. Imperialist-filosofi elsker at dyrke racisme. Imperial racisme var en kaste- eller klassefilosofi, der ikke kun galt racer som sådan, den omfattede de lavere klasser i England, og den omfattede Englands naboer, der alle har haft den ‘ære’ at være deres fjender efter tur. Dernæst omfattede den alle undermenneskene i Udkantsverden, for strengt taget ALLE andre end de, der tilhørte Misundelsens Imperium og det højbritiske kleptokrati blev anset som mindreværdige ‘racer’.

En gang gedigen vrøvl og terminologisk forvirring, men en af leverandørerne til deres imperiefilosofiske update i 1800-tallet var Charles Darwin, der tydeligt tilkendegiver, at racer for ham ikke begrænser sig til det, som vi kender som den røde, den gule, den sorte og den hvide race, for han siger: Der findes 70 racer af mennesker – og lavest af dem er … – cliffhanger, vi tror lige, han vil sige hottentotterne eller noget lignende, og vi bemærker også, at det er meget vigtigt for hans evolutionstanke straks at tænke i begreberne høj og lav, da hans selskab regnede sig selv som det højeste i universet. Darwinisme var aldrig tænkt som en videnskab men som en ideologi, der i videnskabelig indpakning skulle retfærdiggøre, at den britiske elite havde en naturret til at herske over alt krybet derude og dernede. Så han fortsætter: – og lavets af dem alle er: irerne! Surprise. Og hvad ankommer på samme tid som udsagnet? Det irske folkemord, som af Imperiet (der som sejrherre altid skriver historien bagefter) blev kaldt kartoffelpesten (The Great Famine), selvom der medvirkede 200.000 britiske soldater i en årrække (1845-49), hvor alle landbrugs-ressourcer blev stjålet og udskibet, og folk døde som fluer eller udvandrede.

Racisme, som vi kender den, er altså i sin grundform et britisk-imperialistisk fænomen. Det er ultimativt en imperial, elitær kulturs syn på både sine egne undersåtter og sine naboer, og vi kan spore det tilbage til romerne og grækerne, der var de store forbilleder for det Britiske Imperium. Briterne efterlignede og videreudviklede antikkens brutale og overlegne storhed og stil for magtudøvelse.

Racismens anvendelighed

I 1871 blev der nedskrevet et udsagn, der efterfølgende er blevet tillagt den amerikanske frimurerleder, Albert Pike, i en brevveksling med den italienske frimurerleder, Gioseppe Mazzini. Altså hvad nogle ville kalde for to high-level Illuminati. At det måske var den jesuitiske agent, Leo Taxil, der skrev det, er underordnet, for jesuiterordenen er ikke mindre perfid og har en direkte forbindelse til Adam Weishaupt og de berygtede Bayrische Illuminati. Det bliver skrevet i 1880’erne og kommer med en foruroligende profeti om fremtiden. Profeti er måske ikke det helt rigtige udtryk, da det snarere er en fremlæggelse af et Blueprint, en masterplan for omskabelsen af Verden i det følgende århundrede.

Skriftet fremstår som et læk fra inderkredsen. Om det er med vilje, det lækkes, eller ej, er for så vidt også underordnet. Det er sandsynligt, at det var bevidst, for indenfor denne del af frimureriet, de okkulte kabbalister, de sataniske sabbattæere, hvis fingeraftryk vi ser hele vejen ned gennem historien hver gang, der skal skabes kaos og udgydes blod – læs Den Døende Gud – har et fast og perverteret moralkodeks, en fast tro på, at blot de har sagt det, så har de lov til at begå … hvad som helst! De er seriøst bange for Karmas Lov, loven om årsag og virkning – grækerne kaldte det for Hybris-Nemesis og de abrahamiske religioner kalder det for Guds straf eller fordømmelse/fortabelse versus frelse. Men de mener i deres syge hoveder, at de har fundet en udvej, en smutvej udenom årsag og virkning, for hvis de har sagt det, og folk ikke har sagt fra, så har de fået lov! At de har sagt og skrevet det på en ultra-vag og kryptisk måde et sted, som ingen ser, regnes ikke for en hindring.

Og hvad var det så, de gav sig selv lov til denne gang? Pike-Mazzini-brevet beskriver, hvordan der skal komme tre verdenskrige, og det særligt foruroligende er, at de tre verdenskrige er beskrevet præcist og i deres essens:

  • Den første verdenskrig vil via agenter ødelægge Czarens Rusland, og Tyskland vil være et redskab til det. Religionerne vil her blive svækket.

  • Den anden verdenskrig vil via agenter udnytte konflikten mellem fascisterne og den politiske zionisme. Her skal Tyskland ødelægges og zionismens styrkes, så staten Israel kan dannes. Kommunismen vil herefter være stærk men i en kontrolleret form, så den kan danne modvægt mod kristendommen.

  • Den tredje verdenskrig vil via agenter udnytte modsætningen mellem zionisme og Islam, så disse vil ødelægge hinanden. Alle andre nationer vil være tvunget til at kæmpe indtil deres fuldstændige udmattelse – fysisk, moralsk, spirituelt og økonomisk.
    Herefter bliver nihilisterne og ateisterne sluppet løs og vil forårsage en social nedsmeltning. Overalt vil folk være tvunget til at forsvare sig mod revolutionære ekstremister … hvorefter de grundforvirrede masser ‘…
    vil modtage det sande lys gennem manifestation af den rene lære om Lucifer, der omsider er bragt frem i det offentlige lys.’

Brevet blev først kendt i 1956. Selvom det skulle være et hoax og dermed en efterrationalisering, så ville det ikke være mindre foruroligende, at man i 1956 beskriver en ny verdenskrig, inden støvet fra de to foregående har lagt sig. Vi er nødt til at spørge os selv, og FORLANGE ET SVAR PÅ, om brevets beskrivelse af de som udgangspunkt to første verdenskrige svarer til virkeligheden. Svaret er éntydigt JA! Herefter er vi nødt til at svare på spørgsmålet, om vi ser tegn på, at beskrivelsen af den tredje verdenskrig svarer til, hvad der sker i vor tid. Igen er svaret éntydigt JA!

Med andre ord: Agendaen findes, og den virkeliggøres for næsen af os, lige her og lige nu! Vi er dog er par stykker for tiden i Verden og omegn, der spørger os selv om, hvorvidt vi er nyttige idioter for agendaen?

Den globalistiske teoretiker, Samuel P. Huntington skrev i 1996 en meget læst og citeret bog med titlen The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order. Her gør han klart rede for, hvordan Islam er udtænkt til at bibringe dette civilisationssammenstød i skabelsen af den nye verdensorden. Husk også, at det kun er seks år efter, at en anden globalist, den daværende amerikanske præsident og tidligere CIA-direktør, George H. W. Bush, introducede begrebet A New World Order.

Men hov, er det lige pludselig noget andet end racisme, vi taler om? Overhovedet ikke, vi har bredt emnet ud, så racisme er sat ind i en forståelsesramme, hvor den er blevet et delemne. Ligesom i epozy-lim indgår racisme som del af en flerkomponent-lim, der binder sammen og danner den rigtige giftige klister i projektet. Racisme bliver det, man kan få øje på, når man nu ikke kan få øje på det større billede. Det bliver et værktøj i kassen, når civilisationssammenstødet skal udrulles. Det bliver samtidigt en afledningsmanøvre, for hvis folk tror, at det i bund og grund handler om racisme, så har globalisternes HR-afdeling arbejdsro så længe.

Flodbølgen af indvandring

Et område for kontrovers, hvor det går helt sygt galt, er indvandringsdebatten. Folk loader sig til kvalmepunktet med feelgood-ness og hjernedød politisk korrekthed. Debatten er blevet en konkurrence mellem alle de skinhellige om, hvem der kan præstere den mest oppustede form for postuleret godgørenhed og velmenenhed i forhold til indvandrere. Og sovsen koges så hårdt, at den skiller, hvorefter der flyder lige så giftige klumper af … Rasmus Paludan’er rundt. Hykleriet har nået et topmål.

Der er nogle høje herrer, der fra et niveau i deres globalistiske platforme har pisset eller hældt myregift ned i tuen, og nu render de små seksbenede rundt dernede og bider hovedet af hinanden. OG DE FATTER DET IKKE! De kan ikke overskue noget, der er på størrelse med en grønært, så at de befinder sig i en skovbund i en skov og i et landskab er helt udenfor deres synsfelt. De kan bare fornemme et ubehag, som de reagerer på. De ved ikke, hvor ubehaget kommer fra, men de røde myrer kan lige få øje på de sorte myrer derovre, så dem farer de i flæsket på.

Dette er helt fast procedure. Det er en template for design og implementering af sociale, etniske, politiske, religiøse – kort sagt: alle former for kulturelle konflikter. Navnet er del-og-hersk. Når den absolutte majoritet af mennesker udsættes for disse designerkonklikter, er de fuldt overbeviste om, at der ikke findes noget design. Hvorefter de opfylder designet og ivrigt medvirker til dets realisering.

Krige er designerkonflikter. ALTID! Der er ingen undtagelse for den regel. Hvis nogen skulle være i tvivl om, at blot den serie af krige med USA som aggressor, der har fundet sted efter 9/11, er sat i værk med fuldt overlæg og er sket by design, så vil jeg næsten bede dem om og hive stikket her og vende tilbage om et par år, når de har orienteret sig bare lidt bedre. Nedersteetage.com skulle byde på noget nær 5-6000 siders relevant læsestof.

Blot dette ene faktum, at de politisk korrekte fjolser ikke har gjort sig klart, at vi/de SELV har medvirket – og det i allerhøjeste grad! – til at skabe det problem i Europa, som de så ihærdigt kompenserer for med deres hykleri og deres feelgood-ness – alene det forhold forklarer den afsporede debat. Det foregår med skyklapper på, med u-dannede meninger (ægte mening kræver menings-dannelse) og uden forudgående hjemmearbejde. Den afstumpede meningsdannelse foregår ved at indtage præfabrikerede TV-dinners af designer-info med designer-holdninger fra den store 2D-fladskærms mediekloak, som globalisterne, der ejer medierne, har stillet op for næsen af dem. Påhældt sød ketchup og underholdnings-glidecreme i pauserne.

Medier har aldrig fortalt os, hvor flodbølgen af indvandring kom fra, hvem der skabte den, at der var en agenda bag, og at vores empati bliver manipuleret i hoved og … nedefter. Læg venligst mærke til, kære læser, at den menneskelig medfølelse er en ægte og stærk følelse. Empati er vigtig social sammenhængskraft uden hvilken vores kultur ikke fandtes. Pointen er, at stærke og ægte følelser kan militariseres og i næste øjeblik blive til våben vendt imod … OS SELV!

To case-studier

Vi er tilbage i 2014. Den ene aften i prime time foran dummeren fik vi vist billeder af oprørte kvinder og børn og vrede mænd. Montagen viste, at Libyens dikatator Moamar Gaddafi var en ond-ond mand, som de hadede, hvorefter vi var nødt til at bombe landet i stumper og stykker og myrde diktatoren for at hjælpe staklerne. Det var vores ansvar, sagde Hillary Clinton, Barack Obama og NATO’s daværende generalsekretær, denne skønne mand, der også løj om Irakkrigen sammen med Bush og Blair, så vi med god samvittighed og feelgood-ness kunne hjælpe amerikanerne med at smadre den irakiske olieproduktion til gavn for Saudiarabien og dem selv. Medierne undlod for ikke at støde deres publikum at vise, hvordan der bagefter så ud i det land, der før krigen var det mest velstående for den generelle befolkning i hele den arabiske verden og Afrika nord for Sahara. Medierne undlod også af hensyn til historiens salgbarhed at oplyse om, at libyerne på ingen måde havde hadet deres leder, men at han havde 95% opbakning i sin befolkning – en opbakning INGEN vestlig leder nogensinde har haft. Bortset fra Hitler … et kuriøst faktum uanset om vi kan lide det eller ej. Medierne undlod både under og efterfølgende at oplyse om, at det, der foregik i Benghazi, som leverede startskuddet, var et stygt svindelnummer velkendt af Hillary og Obama, hvor der blev ofret en håndfuld amerikanere, der blev ladt i stikken med vilje – og at deres bødler ikke var Gaddafis mænd.

Da denne aktion tilsyneladende gik glat, gik man videre til Syrien, hvor man siden 2012 havde støttet terrorister i og udenfor landet. Man regnede med at genbruge skabelonen og udråbte landets leder, Bashar al Assad, til en ond-ond diktator, der undertrykte sit folk og i øvrigt brugte masseødelæggelsesvåben. Folk havde i mellemtiden glemt, hvor de havde hørt den historie før og hoppede på den. Horderne af lejesoldater, der med amerikanske våben, med saudiske og Qatar’iske penge i lommen, understøttet af israelsk efterretningsvæsen og felthospitalsvæsen og hjulpet på vej af tyrkiske grænsevagter, der havde fået besked om at lukke øjnene, for nu skulle de omsider nakke kurderne – disse horder væltede ind over Syrien. Medierne i Vesten kaldte dem for moderate modstandsfolk mod den onde-onde diktator – der også havde overvældende opbakning i sin befolkning, og hvad han ikke havde i forvejen, fik han, da han forsvarede dem med næb og kløer. Med hjælp fra de onde-onde russere, der forinden var blevet distraheret af et CIA-styret statskup i Ukraine, hvor et ny-nazistisk / ny-fascistisk styre blev indsat og en borgerkrig iværksat med Østukraine. Her var det ikke Saudiarabien, der betalte for herlighederne men bla finansterroristen, George Soros. Distraktionen i Ukraine forhindrede imidlertid ikke russerne i at bekæmpe ISIS, al Nusra, al Qaeda, eller hvad de nu kaldte sig i Syrien. Same-same but different. I Libyen kaldte de sig for AQIM, al Qaeda i Maghreb.

Etnisk WMD

Tilbage til Libyen. Efter balkaniseringen af Libyen begyndte flodbølgen af indvandring af skylle indover Europa. Libyen var udtænkt til efter landets ødelæggelse (+ tyveriet af de Libyske guldreserver, overtagelsen af den libyske olieindustri samt landets store vandprojekt) at være brohovedet for den amerikanske neo-imperialstiske invasion af Afrika kaldet AfriCom og dernæst et brohoved for våbentransport til Syrien. Men det stopper ikke her, og nu ankommer vi ved selve pointen på disse case-studies i elevatorversion. Libyen var også tiltænkt rollen som brohoved for udskibningen af et stykke big-scale human traficking, et stykke beskidt etnisk masseødelæggelsesvåben. Det beskidte bestod ikke i, hvorvidt horderne af mænd uden familie og i den værnepligtige alder, der fyldte de rustne skibsskrog tværs over Middelhavet, havde været i bad for nylig. Det beskidte var tanken bag: Europa skulle overskylles af en invasionsstyrke af traffikerede indvandrere, der alle gik under den grådkvalte betegnelse flygtninge, selvom de allerfærreste flygtede fra andet end røvsyg fattigdom, korrupt ledelse af deres lande (indsat af CIA) – og som alle havde fået penge ned i lommen og falske løfter om gyldne tider i det rige Europa, landet der flød af mælk og honning.

Hvilke organisationer havde så givet dem penge for at invadere Europa? Det havde minsandten igen den rare og gavmilde Onkel Joakim og hans Open Society coverorganisationer, netværk, NGO’ere: George Soros. Manden der også var dybt involveret i CIA-operationen Det Arabiske Forår. Manden der også var inde over, da konceptet regnbue-revolution blev introduceret (Otpor) i forbindelse med, at USA og NATO smadrede Ex-Jugoslavien. Manden der havde fået 6-7 nationaløkonomier i Østasien til fuldstændig at crashe med sine finansspekulationer i milliardklassen og med hundreder af millioner af menneskers personlige ruin til følge. Manden, der direkte adspurgt i et interview siger, at det gik op for ham på et tidspunkt at … hold lige fast i bordkanten … at han faktisk var Gud! Wow!

Islams rolle

Islam er tiltænkt en særlig rolle. Vi ved det nu fra både Pike-Mazzini-brevet, Huntington og en række andre kilder. Og vi ved fra David Livingstone, der selv er muslim, hvordan Islam er blevet systematisk undergravet og korrumperet via en langvarig britisk operation, der skabte den islamiske fundamentalisme, som kender den i dag. Eller har hørt om, fordi begrebet er spammet ud i medierne, uden at medierne har forklaret begrebet.

Læs Den Døende Gud

… og bring dig selv i øjenhøjde med, hvad islamisk fundamentalisme egentlig er. Mange muslimer aner stort set intet om denne mørke side af deres religion, hvilket er ekstremt pinligt. De lukker simpelthen øjnene, for de er også blevet intimideret og terroriseret. De har deres tro, som de er loyale overfor, men de har ingen anelse om, at der er blevet fiflet med troen og kernen i de religiøse institutioner af folk, der ikke ønsker noget godt for dem.

Muslimer brokker sig konstant over, at de bliver sat lighedstegn ved dem og fundamentalisterne, hvorved ordet terrorist ligger lige om hjørnet. Javel ja. Det er endnu et symptom på afstumpningen i debatten og den udtalte mangel på viden, at dette lighedstegn overhovedet kan sættes. Uansvarlige medier har det ene øjeblik udnyttet det og kørt med på det, og det andet øjeblik er de kammet over i den anden grøft af feelgood-ness og hykler-sympati.

Men jeg har en dårlig nyhed til de muslimske communities: Den kunne I meget nemt have undgået, hvis I havde håndteret sagen konsekvent og taget utvetydigt stilling, da trosfæller stillede sig op og prædikede had mod de vantro. I kunne så nemt som ingenting have rystet den lus af pelsen, hvis I havde været stærke i troen og haft mands- og kvindsmod og -hjerte. I kunne have stået sammen og udført selvjustits, men I reagerede som pavlovske hunde, da Muhammed-tegningerne blev viftet om næsen på jer.

Ét problem er, at den hånd, der betaler for festen, også har ALT at skulle have sagt. Islam er for en stor dels vedkommende blevet købt og betalt af salafisterne / wahabbisterne. Hundred-tusinder af moskebyggerier i hele Verden er blevet finansieret for saudiarabiske penge. Den tandløse og udvandede – eller i visse tilfælde radikaliserede form for Sunni-Islam, der er udgået fra de wahabistiske imamer i Saudiarabien, og som har spredt sig over hele Verden – er blevet den nye accepterede standard. Man bider ikke den hånd, der fodrer én, vel? De ‘rare onkler’ i Saudiarabien gjorde det nok ikke for dine blå øjnes skyld, eller hvad? Kunne det tænkes, at onklerne forventede noget til gengæld?

Et andet problem – og en del af forklaringen på det første problem – er, at selvkritik ikke er tilladt indenfor Islam. Biblen er skrevet af profeter, skrivere, menigheder, osv. Torah og Talmud er skrevet af rabbinere. Disse siger så, at de har aftalt med Gud, at de skriver hans ord ned. Men i Islam er det Gud selv, Allah, der har skrevet bogen. Profeten faldt bare i trance og downloadede bogen. Ahr, der var så lige ærkeenglen Gabriel, der var mellemhandler, men lad nu den ligge og hurtigt videre. Quran’en er perfekt og uantastelig, for det er Allahs egne ord. Og derfor kan Ordet ikke betvivles eller kritiseres, det kan allerhøjest udlægges.

Fair nok, kan man sige. Allah er Allah, eller som jøderne citerer Yahweh for at sige: Jeg Er Den, Jeg Er. Men i Islams tilfælde betyder det, at man heller ikke kan kritisere en anden muslim, og en vantro kan overhovedet ikke kritisere noget som helst. Denne manglende mulighed for selvkritik, intern kritik eller bare kritik har medført, at muslimer har været magtesløse overfor disse ekstreme elementer. Hvor stærkt står de så med deres brok over, at de bliver identificeret med fundamentalisterne? De står meget svagt og har et dårligt argumentationssæt, for de har ikke sagt fra.

Et tredje problem er den historieforfalskning og den medfølgende selvopfattelse, der omgærer Islam. To falske dogmer følger med: At Islam er en fredens religion, og at Islam er vældig tolerant. Lad os tage den sidste først, for den er latterlig nem at skyde i sænk.

Svar mig lige, min fætter, hvor mange kristne menigheder tror du, der er i … lad os bare sige Pakistan? Kom-kom, du tøver, det kan ikke være så svært at svare på, du skal bare se et tal for dig med et stort hul i midten! OK jeg kan se, du lægger an til bortforklaringer i stil med: mnjææ, det er jo ikke et traditionelt kristent land, og bla-bla. OK, så skifter vi bare kristen ud med jødisk eller hindu eller buddistisk. Samme svar. Så kommer der et tillægsspørgsmål, siden du nu er så … dårlig til at svare. Hvad tror du der ville ske, hvis jeg ankom til en mindre provinsby i Pakistan / større landsby og sagde til folk: Jeg tror lige, jeg bygger en kirke derovre, for I siger jo, at Islam er så tolerant. Hvad tror du så, der ville ske? Øh-bøh, nåmen så skal jeg sige dig det. Min krop ville ret hurtigt befinde sig uden sit hoved. Så meget for tolerance og Islam!

Som modeksempel har vi det land, som blev angrebet af islamiske fundamentalister, Syrien. Syrien var – og er forhåbentlig også stadig og fremover – dét uden sammenligning mest tolerante land overfor ALLE trossamfund indenfor dets grænser. Omkring 20 af de større og mindre trosretninger levede i fred og fordragelighed i Syrien. Syrien er et gammelt kristent land, det ældste kristne land overhovedet, selve kristendommens fødested. Freden og tolerancen ophørte, da Islam i sin perverterede form ankom i form af jihadister. Og, min fætter, jeg er meget lidt ‘tolerant’ overfor, at du nu bagefter kommer og siger: mnjææ, de jo ikke var rigtige muslimer, for dét skulle du måske have sagt noget mere om, da de ankom. I stedet for sang du med på sangen om, at Assad var en ond-ond mand, der burde omstyrtes. Har du fået en medalje eller kommet på CIA’s lønningsliste for den udtalelse?

Når Sunni-Islam i den saudisk-korrumperede form ankommer til et land, så ønsker de kun én ting: at dominere, og der er ikke noget nyt her i Islams 900-årige historie. Da Islam i sin oprindelse ekspanderede, bestod det i at underkue lande og befolkninger. Islam er en religion der er født i en Verden af krig og aggression. Profeten selv slog hundredvis af folk ihjel. Herefter blev befolkninger brandbeskattede – det var også dyrt at føre krige og opretholde hære i den del af Verden. Der fandtes én form for skat for de vantro – en aggressiv høj skat – og en anden form for skat for de lydige: en venlig lav skat.

Et skræmmende eksempel på islamisk despotisme er moghul-dynastierne, der beherskede Indien. Her må vi huske, at Indien omfattede det nuværende Indien og det nuværende Pakistan + meget mere. I den moghul-dynastiske periode mellem 900-1500 blev der massemyrdet 100 millioner indere. Det var et gigantisk folkemord udført af Islam! Underviser man om det i skolerne i den muslimske verden?

Det tog den kristne kultur i Spanien 600 år og med hjælp af franskmændene og Charles Martell, Hammeren, at smide maurerne ud, der sad på alt med hård hånd.

Mens vi har historieforfalskningen fremme, så lad os tage den fra begyndelsen. Der findes nogle gamle moskeer i bla Pakistan. De findes også andre steder i Mellemøsten og Centralasien. Ifølge de uhyre strenge regler for bygning af en moske, skal dens grundplan orienteres mod Mekka. Og lad være med at give os etellerandet BS om, at arabiske, muslimske astronomer ikke udmærket kendte til verdenshjørnernes placering på enhver given lokalitet. Hvor vendte disse tidligste moskeer så hen? De vendte helt præcist mod klippebyen Petra i Jordan. Det røde Edom, som det hedder i Biblen. Hjemstedet for Esaus stamme, der senere forsvandt (du ved, de forsvundne stammer …). ‘Borgmesteren’ i Edom faldt på et tidspunkt i unåde og måtte trække teltpælene op og tage turen 700 km mod syd til det hul i sandet, der i dag hedder Mekka, og som hævdes at være selve fødestedet for Islam, der dengang var en sekt indenfor jødedom.

Historisk BS! Hullet i sandet i jorden indeholder ingen historiske fragmenter. Det er derfor, der i dag er bygget etageejendomme udenom pladsen med Kabaen. En helligdom, der tilbeder en sort magnetisk meteorsten i øvrigt, how weird! Og hvad betyder det så, Kaba? Ka er det egyptiske navn for den udødelige sjæl. Ba er dens krop. Kabal er kabalen. Ka-Baal er Den Døende Gud, Baal, der ofres mennesker til. Islam har – ikke overraskende – som jødedom et esoterisk, okkult (usynligt for øjet) lag. Hvor mange mennesker er der ikke ofret i de folkemord, der er foregået ved profetens skæg?

Islam byggede disse grandiose bygninger, disse overdådige moskeer. Her plejer de altid at nævne den store moske i Cordoba, Taj Mahal og Tempelmoskeen i Jerusalem.

Dårlig nyhed til Islam: alle tre mesterværker var ikke moskeer i deres oprindelse. Da Islam flyttede ind i Andalusien, i Indien og i Palestina, overtog de alle bygninger fra tidligere kulturer.

I Cordoba overtog maurerne en tidligere fønikisk handelsstation. Dens grundplan er nøjagtigt nord-syd, den er placeret udenfor bymidten, hvor muezzinen aldrig ville kunne kalde til bøn, især ikke fra et udsigtstårn, der er over 70 meter højt. Der er to etager i bygningen, hvilket aldrig ville være tilfældet i en moske. Der er hoveder af gargoyler på facaden, hvilket aldrig ville eksistere på en moske. I tårnet er der fundet træbjælker af egetræ, der er forstenede, hvilket viser en alder ca. 1000 år før Islam.

De løj altså.

I Agra-provinsen i Indien ligger et af Islams pragtværker, Taj Mahal. Shah Jahan byggede den som et gravmæle over sin afdøde kone, siges der. Helt sikkert, min fætter. Der er bare et par problemer. Igen er bygningen orienteret forkert i forhold til Mekka, hvilket er strengt forbudt. Den del af komplekset, der hævdes at være helligdommen, moskeen i komplekset, for det er jo ikke ‘gravmælet’, befinder sig i vestsiden, har en identisk spejling i østsiden. Utænkeligt, for man ville aldrig tillade en kopi af Allahs helligdom, der ikke var skabt til Allah. Dernæst er grundplanen for hovedbygningen en mandala, altså et vedisk tempel. Bygningen i sig selv er oversået med dekorationer af lotusblomster, og i toppen er plantet det symbol, der af Islam kaldes for halvmånen. Problem: det er Shivas segl og tegnet for planeten Saturn og dens ringe.

De løj altså.

Jeg skal ikke trætte yderligere med den byzantiske katedral kaldet Omar-moskeen på tempelbjerget, hvor de også løj. Men vi kan konstatere, at zionisterne i uskønt selskab med den jesuitiske, katolske pave og globalisterne har en vision om ‘det tredje tempel’, Jerusalem som en hovedstad for den Nye Verdensorden og en ny hybrid verdensreligion, der smider alle andre ned i en gryde og laver en sammenkogt ret. Charmerende!

Hvad siger du, min fætter, at jeg hader muslimer? Der kan du se, mere skal der ikke til. Du kører den som en jøde, der ikke bryder sig om at høre om, hvor ufedt det er, at korrupte israelere – inklusive deres præsident – udfører et regulær folkemord i Gaza, sponsorerer terror og bestikker amerikanske politikere BigTime. Bare for at nævne et par problemer vi er et par stykker, der har med denne racistiske terrorstat. De trækker antisemit-kortet, du trækker racist eller islamofob-kortet. Hvorfor? Fordi vi ikke må tale om det, for det er krafteddeme for pinligt!!

Hvis man i indvandrer-communitetet havde haft nosser til at tage fat om disse problemer, adresse dem, været klare i spyttet, så havde dramaqueen og pigefornærmelse ikke været nødvendigt. Så havde man talt om det. Problemet med Islam er, at det ikke lever op til det bedste, det kunne være, og det er der grunde til.

Det hele handler om at afmontere tænkning. Egentlig tænkning. Det handler om at få folk til at ‘tænke’ fra deres beskidte mund og ned til røvhullet og tilbage igen. Det handler om at få folk til at reagere. Det handler om ALTID og for enhver pris at undgå facts og substans.

Det britiske projekt

Hvis man overhovedet kan tale om Islam som en fredens religion, må man tale om khalifatet internt. Frem til starten af 1800-tallet, hvor englænderne begyndte deres indtrængen i khalifatet, var der intern fred. De havde en konsistent indre styring, der ikke tillod kævl og bævl og indre stridigheder. Det sikrede en stor kulturel stabilitet i et halvt årtusind. De britiske imperialister var frustrerede, for de havde ikke fri adgang til at tage for sig af ressourcerne. De så ingen anden vej ind end at søge en omstyrtning af khalifatet. De kunne ikke praktisere deres Usura, deres ågerkarlevirksomhed, som de havde hyret jødiske pengevekslere til, for traditionel Islam og ægte sharia-bankvæsen tillod simpelthen ikke ågerkarleri. Det var strengt forbudt at tage renter på lån.

Da det muslimske land Malaysia i en årrække indførte oprindelig sharia-bankvæsen 1980’erne og en ægte nationalbank, gled de af på George Soros’ finansangreb, der lagde en stribe af ‘tigerøkonomierne’ ned. Hvor findes der noget, der ligner den form for bankvæsen og nationaløkonomi i dag? På Taiwan. Hvad ligner den taiwanesiske økonomi også? Den tyske økonomi fra 1933-39. Tankevækkende, like it or not. Islamisk bankvæsen har for længst opgivet forbuddet mod Usura og lukket ågerkarlene ind. Malaysia er Islam og sharia, når det er bedst, når det er ægte, når det er ved kernen af traditionen. Desværre undtagelsesvis.

Tricket i den britiske operation mod Islam bestod i at finde et svagt punkt, så enheden i Islam kunne splittes. Den i dag hypede konflikt mellem Sunni og Shia fandtes ikke dengang. Fundamentalist-ekstremist-Islam fandtes ikke. Før de skabte det med onde hensigter. Det drejede sig om, hvorvidt man måtte gøre billeder af helgener i Islam. Jeg orker ikke her at gentage den komplekse analyse af det store britiske PSYOP, der førte til Islams korrumpering, så jeg henviser endnu en gang.

Altså: Du bliver nødt til at uddanne dig selv, min fætter,
hvis du vil tale med ved de videndes bord om Islams historie.
Før du som minimums-pensum udover denne artikel har læst:

Den Døende Gud og Den Russiske Revolution

… så er vi ikke i øjenhøjde, og du har ikke de nødvendige forudsætninger.
Jeg accepterer ikke folk under øjenhøjde, og det gør jeg for deres egen skyld. Jeg gør dette omfattende benarbejde for at have folk, jeg kan holde ud at tale med.

Jeg kunne også skrive et helt kapitel om Islams slavehandel. Slavehandel er ikke fordømt i Quranen. Profeten havde selv 13 slaver. Ingen kultur har dyrket slavehandel i en grad som den muslimske.
Hør dette korte indlæg fra en egyptisk lærd, Hamed Abdel Samad, tilhørende MEMRI, The Middle East Media Research Institute, komprimere islamisk slavehandel ned på 4 minutter. Det tror jeg godt, du lige kan afse:
Arabs Enslaved Africans More Than Any Other Nation Did

Flere problemer

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Venstrefløjen, de politiske korrekte og indvandrer-segmentet ELSKER Rasmus Paludan.

For de åndeligt dovne er Rasmus P en gave, for han gør selv det beskidte arbejde med at svine sig til. Han er det perfekte hade-mål at skyde efter.

For de civilt inkompetente er Rasmus P en gave, for al potentiel politisk ansvarlig samtale er hermed aflyst. Tilbage er en bøvethed, der på ingen måde står tilbage for Paludans.

For de politisk korrekte er Rasmus P en gave, for han personificerer deres vrængbillede af ukorrekthed, hvilket bekræfter der egen korrekthed.

For de krænkede er Rasmus P en gave, da en syg krænkelseskultur ikke kan eksistere uden nogen eller eller noget, der krænker os.

Den person, der forbruger ordet RACIST i flæng, gør sig ikke klart, at racismen kan befinde sig på egen banehalvdel og inden for egne rækker.
Lad den, der er ren, kaste den første sten!

Kulturmarxisten, der i flæng har forbrugt ord som reaktionær og fascist, gør sig ikke klart, at han selv er havnet i de reaktionæres rækker og selv er blevet til en fascist.
Reationær = man reagerer emotionelt uden at tænke.
Fascist = man hylder sammensmeltningen af virksomhed og stat + der er intet over Staten (Mussolini) + antifaerne er rendyrkede fascistiske stormtropper

Feministen, der i flæng har forbrugt ordet sexist og kvindeundertrykkende, er selv ultra-sexistisk og mandeudertrykkende.

På psykologisk hedder det en projektion.
På ordsprog hedder det:
Tyv tror, at hver man stjæler.
Den, der fisen lugte kan, den er fisens ejermand.
Det er nemt at få øje på splinten i din broders øje,
men svært at få øje på bjælken i dit eget øje.

At beskylde andre for det, man selv gør og er, er et narcissistisk træk.
Der er skabt en fuldstændig skæv krænkelseskultur.
Det er blevet trendy at føle sig krænket.
Offerrollen er i høj kurs.
Følelsen af krænkelse, især når du ræber op om det, har en høj manipulationsværdi.
Primært: Hvis du kan hævde, at du er et stakkels offer, har du per definition altid ret.
Sekundært: Hvis du kan hævde, at du er solidarisk med og stiller dig op og forsvarer et stakkels offer, har du per definition altid ret.

Krænkelseskulturen opfordrer til narcissisme og ender – hvis det ikke opdages i tide og stoppes – i fuldbyrdet sociopati. Når du uimodsagt kan påberåbe dig krænkelse og får frit spil og klap på skuldre og bagdele, så går din grænseløshed amok.

En rigtig dårlig nyhed til dig, der bruger ordet racist i flæng: DU er racisten! Sorry. Efter i et par årtier at have observeret ægte samtale forsvinde og tåbelige klicheer ankomme, må jeg konstatere, at det ALTID er racisten, der introducerer ordet racist i en samtale – hvorefter samtalen forsvinder. Er danskerne generelt racister, som racist-snakkerne blandt både gammel- og nydanskere har det med at hævde? Overhovedet ikke. Racisterne ønsker, at vi andre skal frygte, skylde og skamme os over, at være racister.

Hvad er det for en samtale, som racisten, der sejler under bekvemmelighedsflag, ønsker skal forsvinde. Den forkvaklede indvandrerdebat er en afledningsmanøvre. Den skal forhindre os i at nå ind til væsentlig samtale om væsentlige problemer. Hvilke?

  1. Den globalistiske agenda bag indvandrer-flodbølgen.

  2. De seriøse problemer med indvandrerkultur ift. lokal kultur

  3. Kriminalitet i uforholdsmæssig grad, et faktum, der kun kan belyves, ikke benægtes.

Hvad siger du, min fætter? Er du træt af, at der tales for meget om, at danskerne har et problem med indvandrerne?

Så har jeg igen et par spørgsmål til dig, og vi kan bare helt tilfældig vælge Pakistan som eksempel. Hvad tror du, der ville ske, hvis jeg udvandrede til Pakistan og gik hen til den pakistanske regering og brokkede mig over, at det krafteddeme var for dårligt, at de ikke tog flere indvandrere ind fra fra krigszoner i Syrien, Irak og Yemen. De måtte da som minimum have medfølelse med deres muslimske brødre.

Svar: Fuck dem!

Næste spørgsmål og endnu værre: Hvilket svar tror du, jeg ville få, hvis jeg ankom til Peshawar og omegn og sagde: jeg er flygtning fra det onde Vesten, så nu forlanger jeg fuld status + understøttelse fra den pakistanske stat, så jeg kan leve på Staten, indtil jeg om 4 år måske har lært at tale urdu og forsørge mig selv – fordi det er så søøøønd for mig, at jeg er flygtet fra min kultur?

Og hvis jeg oven i købet begyndte, at iscenesætte mig selv som forfulgt og anklage pakistanerne for at være racister, hvor længe tror du så, at jeg overlevede? Vi taler uger og ikke år …

Realistisk? Måske, måske ikke. Men her er opskriften på et realitetstjek, der hedder 180-graders-testen. Når du har et dogme, som du hylder som skinbarlig virkelighed, så vend det 180 grader rundt og betragt det herfra. Holder der stadigvæk? Hvis ikke, smid det i skraldespanden sammen med andet selvbedrag. Det bestod ikke prøven.

Opfordring til indvandrersegmentet: Bestyrk jer selv (self empowerment).

Lad være med at lade jer spænde for en politisk hest kørt af folk, der som de siger på engelsk: don’t give a shit! for jer, men ser jer som et usselt redskab for at fremme deres egen agenda, der så ikke engang er deres egen agenda men deres opdragsgiveres.

Drop den uhellige alliance med folk, der betragter jer som det skidt, de træder på – selvom de fedter for jer for at score jeres stemmer, og så de kan dyrke deres feelgood-ness.

Gør op med identitetspolitikken. Det er ufedt at være identisk med noget, for målet er at være netop det, man er. Det er ikke identitet, det er væren og tradition.

Hvor fedt er det at være i stue med folk, der HELLER ikke kan tænke men kun føøøle? Hvorfor ikke insistere på at tænke?

Hvor var de hykleriske kællinger henne, der kalder sig feminister, da horder af indvandrere inviteret af fru Merkel massevoldtog tyske kvinder i München? Hvor var de henne, da 1400 børn blev misbrugt af en indvandrer-gang i Rotherham i England? Hvor var de henne, da Sverige ankom på 2.-pladsen for voldtægter for det meste begået af indvandrere? Og hvad med de 52 byområder i Sverige, hvor politi og brandvæsen ikke kan komme, for så bliver de stenet?

Opfordring til kulturmarxisterne: Shut the fuck up og tag for første gang i jeres liv ansvar for jeres eget skeletskab med – som minimum – 300 millioner folkemyrdede i socialismens navn! Læg dertil de par milliarder (slag på tasken), hvis liv er blevet ødelagt under jeres regime.

Og hvis det ikke passer jer, så læg jer ned og krepér, så Verden kan slippe for jer.

Smid krykken!
Hvis der en etnisk gruppe et sted i Verden, der kender noget til egentlig racisme, så er det sorte i USA. I de seneste år er der en ny trend, der har slået igennem i deres communities. Den kan siges med to ord: DROP OFFERROLLEN. En stribe rigtig gode hoveder, der har holdt fænomenet ud i strakt arm, har nu forstået, hvor destruktivt det er. Ikke blot for andre og for samtalen generelt i samfundet men primært for de sorte selv og det at tilhøre den sorte race. Og ja, du hørte mig bruge ordet race.

Er det ikke sjovt, for resten, at kulturmarxisterne har afskaffet ordet race, det er nærmest tabu at tale om. Race findes ikke, vi er alle sammen lige, siger de. Vil det så sige, at vi ikke længere kan beundre og værdsætte de kulturelt unikke frembringelser af den gule race? Eller den sorte kultur? Men når man så skal militarisere sproget, så må man lige pludselig gerne tale om race ved at sige din racist! 

Det sorte community begynder at forstå, at demokraterne, der i Obama-perioden blev stærkt radikaliseret til noget, der i dag fremstår som fascistisk marxisme. NB! der var aldrig en forskel, hvilket vi ALTID har fået at vide, for begge ideologier handler om, at gøre folk dybt afhængige af den totalitære far-og-mor-Stat. Visse medlemmer af det demokratiske parti i USA, der hele tiden stiller sig op og hykler at være deres forkæmpere, havde i virkeligheden udnyttet dem groft og gjort umådelig skade for dem. Demokraterne har hele tiden insisteret på at omtale dem som de stakkels ofre, for det var der valgstemmer på. Det har ført til bla Blexit, black exit fra det demokratiske parti.

Alt hykleriet omkring Black Lives Matter var blevet kvalmende. Det var 100% iscenesat for at fastholde sorte i den konflikt, den energi, der kunne høstes, hver eneste gang, der skulle køres valgkamp. Efter valget fik de så fuckfingeren. Det narcissistiske slogan om, at ‘farvede kan pr. definition ikke være racister’ skriger til himlen. Hovedparten af al racisme i USA i dag er rettet mod hvide, så det udsagn bliver gjort til skamme dagligt.

Toneangivende og veltalende stemmer tog omsider bladet fra munden. Eksempelvis Candace Owens. Hør fx hendes interview-samtale med Imam Mohamad Tawhidi, en muslimsk iman, der har mod til at tænke ud af boksen som hende selv.

Noget lignende er sket på initiativ fra en tidligere LGBT-community ved navn Brandon Straka, der efter at have set, hvordan bevægelsen blev groft udnyttet af kulturmarxisterne i Clinton-kampagnen, dannede The WalkAway Campaign. They’ve had it!

Her er noget, man kunne lære af. Smid krykkerne. Kom ud af den forlængede pubertet. Der er overhovedet ikke brug for offerroller og racisme-mytologi. Det er selvundertrykkende at være forelsket i sin offerrolle. Det er tribalisme, det er stammetænkning. Det er dybt afhængighedsskabende og er som sådan at sammenligne med narkomani.

Krænkelseskultur er noget bullshit. Behovet for at smide om sig med beskyldninger for racisme for et godt ord er patetisk og gør os dummere og dummere for hver gang, vi falder i. Det er et falsk behov, det er begær forklædt som behov.

Derudover er det noget terminologisk, infamt VRØVL, for hverken en muslim eller en person fra Mellemøsten ej heller indvandrere over en kam er en definition på en race. På samme måde, som den jødiske parallel, antisemit, er noget terminologisk vrøvl, ‘semitisk’ er betegnelsen for en sprogstamme, som arabisk også tilhører … oops, hvilket gør de jøder, der hader arabere til vaskeægte antisemitter!

Hvad hører jeg dig sige, min fætter? At jeg påstår, at racisme ikke findes! Så tror jeg, du skal tage de smarte solbriller af og læse artiklen én gang til. Det, jeg siger, hvis du vil have den ultrakorte version er, at selvom racisme findes, behøver VI jo ikke at praktisere det, vel? Hverken med hovedet opad eller nedad.

Og så lidt mere humor, ikke. De er f-fiseme så alvorlige alle disse mørkemænd, både de storblødende racister og dem, der ikke er kommet ud af skabet eller kalder det noget andet. Den dag, jeg kan gå ned på gaden og over til en stak indvandrergutter og fyre en rigtig god perkervits af og så få en rigtig styg hvidhoved-joke retur – og alle griner af det og dunker hinanden på skulderen, inden de går hver til sit i fred og fordragelighed – den dag er vi fremme. For 20-30 år siden ville det faktisk have været en mulighed, for debatten var ikke blevet drejet af medier og skumle spindoktorer i en så skinger retning.

Der er vi bestemt ikke endnu, der går i stedet den forkerte vej – hele tiden. Det bliver værre og værre. Der skal intet til, før en eller anden ‘vældig sart’ person føler sig krænket og hyler op om hate-speech og racisme. Hvorfor? Fordi vedkommende har fået lov og nærmest blåstemplet statsstøtte til det. Vi bliver opfordret til det hele tiden. Og bag facaden, fordi det er meningen, at vi fuldstændig skal undgå at omtale visse emner, så der aldrig kan samtales og problemløses. Blot at tale om indvandrere – du brugte i-ordet, din-din … er racistisk, nærmest. Vi skal censurere os selv, vi skal være bange for hinanden. Had og angst anbefales som daglige doser.

Igen, når man studerer begrebet hate-speech, så er det påfaldende, at det er forbrugerne af ordet, der hader. Igen en projektion. Og dobbeltmoral, for der gælder én standard for dem og en fuldstændig anden for andre. De har fri bar til had. Vi er en kultur, der har mistet vores moralske kompas.

Jeg har en anden anbefaling. Og nu skal jeg ikke gentage pointen længere, for den må være feset ind. I øvrigt, lad være med at føl, at du skal være enig. Men nu har du fået noget mere historisk god, nogle større sammenhænge og nogle henvisninger til noget seriøst hjemmearbejde, så du ikke behøver at æde det opinions-fastfood, der har skabt denne underernærede, pubertære U-SAMTALE, der gør os dummere og er i fuld færd med at myrde de sidste rester af demokratiet.

Kategori: HistoricaPolitica

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *