Demokratiet er dødt

Det underlige er ikke, at det er afgået ved døden. 
Det underlige er, at det tog os så lang til at blive klar over det.
Det underlige er, at illusionen har været så vedholdende, så blot det at gentage ordet hele tiden, demokrati-demokrati var i stand til at vedligholde den.

Vi har ikke et demokrati. Overgangen fra noget der lignede folkestyre engang til noget andet i dag har været langsom og snigende. Der er ikke noget tilfældigt over det, der ligger intention bag. Hvad har vi så i stedet?

Vi har et styresystem. Det hedder det på en computer. Det er det stykke software, der aktiverer og kontrollerer den underliggende hardware. Det er den indbyggede programmering, som nogen har lagt ind på harddisken, der kan tændes og slukkes, tilgås og afbrydes. Styresystemet repræsenterer nogens intention. Hvad skal vi kalde det styresystem omsat til samfund?

At tro at folket, demos har noget at skulle have sagt over styret, kratia, er illusorisk. Vi afgiver vores stemme, når vi går tll valg. Når vi afgiver stemmen, har vi den ikke mere, for nogle andre har fået den. Vi putter den ned i en stemmeurne som en symbolsk begravelse, et lig på krukke. Demokratiet skulle være repræsentativt, men det repræsenterer ikke folk men nogen, der har overtaget. Hvem er disse nogen? Så mange spørgsmål, så mange svarmuligheder.

Der er nogen, der kalder det for teknokrati, bureaukrati
Der er nogen, der kalder det for fascisme, korporatisme
Der er nogen, der kalder det for globalisme, bankstervælde
Der er nogen, der kalder det for oligarki, plutokrati
Der er nogen der kalder det for soft-power diktatur
Der er nogen, der kalder det for overvågningskapitalisme

Ideen om, at politikere styrer noget er illusorisk. Hvis politikerne ikke er de styrede, er de ikke herre i eget hus. De modtager ordrer til det, de gør. De parlamenterer, de snakker, de holder møder, de beskæftiger og belønner sig selv, og ind imellem horer de med medierne. De skriver love, der er skrevet i forvejen. Nogen stikker dem det i hånden, og de synes lige pludselig, at de selv har fundet på det.

Problemet er, at det er svært at sætte fingrene på – det globale skyggekabinet. Vi fornemmer det først, når det er for sent, og dets intentioner rammer os. Pludselig render der millioner af blå mennesker rundt med maske på, for det har de fået besked på skulle være godt for dem. Skyldes den blå farve iltmangel, måske? Alle snakkede om det, i radio og fjernsyn bestilte de ikke andet end at snakke om det. Det var der, overalt, og så sagde det, at nu var det helt normalt, og at det var kommet for at blive. Der var ingen, der på folks vegne spurgte direkte om, hvad fanden der var meningen med det hele. 

Vi har ikke et demokrati, fordi et sådant kræver aktiv deltagelse. Folk er blevet forført til at fravælge denne deltagelse. De er blevet apatiske, dumme og dovne, og så kan de ikke forvente at få indflydelse. De har ikke taget ansvar for demokratiet, de har ikke forstået at værdsætte det. De havde civile rettigheder, engang. Det har de ikke længere. Who cares? Det går da meget godt, indtil videre. Vi havde en forfatning, en såkaldt grundlov. Den kan omgås på så mange måder, at den reelt er sat ud af kraft. Hvis en organisation, en virksomhed, en stak cand polypper ikke synes, de behøver at respektere den, så tilsidesætter de den. De skriver og snakker sig ud af det og gør som det passer dem. Vi kan kalde det for post-demokrati. Demokrati var sgu for besværligt.

Teknokrater bryder sig ikke så meget om besværlige demokratiske processer, så får de jo aldrig noget fra hånden. Se nu bare de kinesere, de kan få tingene fra hånden, for de har ikke et demokrati, de skal tænke på. Hvis nogen ytrer deres uenighed, så bliver de fjernet. Du får ikke danske politikere til at sige det, men jeg skal garantere dig for, at de inde i deres hoveder er fascinerede af tanken. Så meget magt, vi behøver ikke at spørge om lov, tage i ed eller legitimere hvad vi gør.

Mediefolk bryder sig ikke så meget om virkeligheden. Virkeligheden er for kompleks. Den er fuld af mennesker, og så får de jo aldrig fortalt deres historier. Virkeligheden blander sig for meget med de gode historier. Se nu bare Hollywood, de kan få noget fra hånden, for de er ikke bundet af besværlige begreber som sandhed, hæderlighed, facts. De skriver deres scripts og storyboards, og så får de nogle penge ned i lommen på de rigtige, og så kører maskinen. Du får ikke en journalist til at indrømme det, men jeg skal garantere dig for, at de inde i deres hoveder er fascinerede af den tanke, at de bare kan skrive det, de har lyst til. Det får de så ikke lov til, for der en nogen, der har betalt for en bestemt vinkling, som det hedder. De skulle sikre, at demokratiet fungerede, de var jo den fjerde statsmagt, de havde en ansvarsfuld opgave. Det glemte de hen ad vejen. Vi kan kalde det for post-journalistik.

Det 20. århundrede betød udvikling af behavourismen, en gren af psykologien der studerede menneskelig adfærd. Når man kendte nok til denne adfærd, og hvad der styrede denne adfærd, ja så kunne man … styre den. De fortalte ikke, at de gjorde det, for så kunne det tænkes, at folk ikke ville synes, at det var betryggende blive styret på den måde. Især hvis det gik op for folk, at styregruppen havde noget andet på hjerte end folks ve og vel. Det er muligvis en af hovedårsagerne til, at vi ikke har et demokrati. At folk har en naiv tro på, at mennesker med magt og indflydelse har et højt moralsæt. Vores ledere kunne da ikke finde på at forråde os, vel. Det må være noget med mor og far, der bor inde i hovedet på os. Der skal virkelig meget til, før vi mistænker regering, stat og myndigheder for at være forbryderiske. Det vil vores bedste, vil de ikke?

Demokratiet døde, fordi demos stod i vejen for kratia. Eller også har demokrati aldrig betydet folkestyre som i folket styrer. Måske har det hele tidien betydet folkestyrelse som i folket bliver styret. Siden de øjensynligt ikke kan finde ud af det selv.

Inspiration

Hvad er det for noget? At være inspireret. Det er også beskrevet som flow. Det er en tilstand, hvor ideer flyder ubesværet og synes at føde hinanden. Det kan sammenlignes med skulptørens vision om den figur, der allerede findes inde i stenblokken, og som blot skal hugges fri. Det er komponisten, der kan høre omridset af hele musikstykket uden at kende det i detaljer. Det er den kreative proces, hvor det antydede går fra at være antydet til at blive konkret.

Der findes en antagelse om den kreative proces og begrebet inspiration. Det er et levn fra romantikken og dens genidyrkelse. Man blev beåndet, ånden kom over en, inspirationen indfandt sig som manna fra Himlen, muserne blæste deres beåndede nåde ind i kunstneren, hvorefter skabelsen fandt sted. Men kunstneren var med til at skabe en aura omkring sig selv og fortalte ikke sit benovede publikum, at der også var tale om et stykke teknik, og at han havde en metode.

Inspiration opstår, når man går i gang med arbejdet. I stedet for at sætte sig ned og lukke øjnene og vente på, at muserne skal blæse liv i ens gemyt, går man simpelthen i gang. Inspirationen kommer ud af berøring med materialet. Meget af det handler om struktur. En organisme kræver et skelet til at hæfte sin muskulatur og sine levende organer på. Inspiration handler om at finde én stærk ide og impuls og så undersøge den, vende den op og ned og frem og tilbage og udtømme alle dens muligheder. Når ideens potentiale står klart, så ankommer inspirationen med hele sin selvfølgelighed. 

Det er noget selvforherligende vrøvl, når kunstnere prøver at bilde én ind, at deres skaben er ubesværet fra ende til anden. Men hvordan gjorde de? De vil sgu ikke ud med sproget, de vil hellere vedligeholde mysteriet omkring dem selv. For hvis deres kunst er et mysterium, så kan den jo ikke gøres efter. Hvilket er bullshit. De er selvoptagede, forfængelige krukker, der sætter sig selv op på en piedestal. Alle mennesker har en iboende kunstner, der bare skal aktiveres. 

Vi kunne fx starte med ikke at beskadige barnets naturlige skaberevner ved at fortælle dem, at det kan de ikke finde ud af. Vi kunne også lade være med at forære dem en mobiltelefon eller en iPad i en alder af seks år. Alt på en sådan dims handler om optræning til at reagere på givne signaler, hvilket er det stik modsatte af skaberevne. Velkommen til Generation Mobildum. Bing – der ringede madklokken, du får din belønning, du får højeste score og undgår at blive socialt udstødt.

Normalisering

Hvad gør de, denne verdens misbrugere, når der rykkes nærmere?
Når det ikke længere er muligt for dem at benægte deres ugerninger?
Når verden ikke længere tror på, at det ikke var dem, der gjorde det men deres værste modstandere og kritikere, som de har misbrugt som lærred for deres projektor?

Hvad gør de, når deres flommede off-shore bankkonti rammer offentligheden?
Når deres involvering med sexhandlere, organtyve og pæderastiske pengafpressere en eller anden skøn dag bliver blæst ud i æteren?
Når lidt for mange af de der undermålere begynder at spørge og ikke holder op med at spørge.

Hvad gør de, celebriteterne, the media darlings, de TV-ikoniserede kändisser?
Når de har hængt for meget og demonstrativt ud med pimps, pampere og pervs?
Når de har ladet sig fetere af beskidte gamle Hollywood-moguler, belønne af rige milliardæronkler, og fået penge ned i underhylerne for at tale kælent pænt om dem alle sammen?

Hvad gør de, de korrupte mafiosi, der har gjort sig på de bonede gulve i selskab med statsledere?
Når det viser sig, at deres før så fine venner fra sjove ferier med våde varer og andet vådt vælger at skubbe dem under bussen for at redde deres eget skind?
Når et helt liv med dødedans, menneskeofring, blodofre er ubenægteligt – hvad gør de så?

Hvad gør de, de royale, de paveligt velsignede, de juvelbehængte, de rødmossede prinser?
Når den presse, som de har væltet sig rundt i som elefanter i en mudderpøl lugter penge og pinligheder og vender sig imod dem – man skal ikke lege med mudder, når man bor i en sump.
Når billeder med Lolita’er og børneludere – helt frivilligt, selvfølgelig – betjener Prins Pilfingeres ædle deller.

Så normaliserer de det. Så bagatelliserer de det.
Så griner de urørlige os op i vore ansigter.
NÅÅH, det troede vi da, I var klar over. I har jo tilladt det, så det er da helt normalt.
Det er hævdvunden praksis, vi er jo ikke dømt for noget, vi har jo advokater.
Hvad har I tænkt jer at gøre ved det? Det er sådan vi lever, det er gammelt priviligeret tradition, vi kan ikke dømmes efter pøbelens normer, for vi har vores egne, som I ikke forstår jer på. Vi skriver jo lovene, så vi må jo vide, hvad der er lige lovligt lovligt.

Hvorefter det hedder sig hen ad vejen, først i en ubetydelig notits, så i en annoncering, en kampagne, så på side 8-14 og mellem kl 19:30 og midnat i sendefladen, så i en film eller endog et par hundrede film, så måske på en hel kanal afsat til formålet – at det skam da er helt normalt og endog eftertragtelses- og efterlignelsesværdigt, alle kunne måske være med som med-misbrugere. Det er alligevel fascinerende ikke, tænk engang, du kunne også indtage adrenalinpumpet udtræk af børn, der er døde i rædsel mens nogen flåede huden af deres ansigter.

Herregud, det er jo normaliseringens tidsalder. Tag maske på, deltag i ballet og se den anden vej. Det er det nye normale, det er for sent at gøre noget.

Eller er det? Der kunne komme en oktober-overraskelse.

Venus af Brassempouy

Se engang på billedet af den unge dame. Altså vi ved det ikke, men ville du ikke sige, at det var en ung kvinde eller stor pige? Hendes hår er helt tydeligt fint flettet, ellers havde der ikke være grund til at skære de horisontale snit. Eller er det slet ikke hendes hår men en ligeså fint vævet hovedbeklædning?

Vi ved, at figuren er lavet af mammuttand, så her er der en indikation om, at den er gammel. Men det kommer alligevel som en overraskelse, at der er tale om den ældst kendte realistiske repræsentation af et menneskeligt ansigt. Eller ældst anerkendte, for der kan findes ansigter af sten, hvis alder det er umuligt at tidsbestemme, da sten ikke kan dateres.

Den fine dame er 25.000 år gammel! Hun blev fundet en landsbyen Brassempouy i det sydøstlige hjørne af Frankrig ved foden af Pyrennæerne. Altså nedenfor den grænse af ubeboelighed, som iskanten trak tværs gennem Midteuropa, og som opdelte Frankrig i et ubeboeligt nord og et beboeligt syd. Tiden er kaldt for forhistorisk, nærmere bestemt palæolitisk, hvilket på dansk vil sige ældste stenalder. Men den ældste jægerstenalder i Danmark er langt senere, for isen skulle først trække sig tilbage for 12.800 år siden.

Hvem var den fine dame? Hendes familie og klan var uden tvivl de jægerfolk, der har nedlagt den mammut, som de skar figuren ud af. De er kaldt for den gravettiske kultur opkaldt efter lokaliteten La Gravette, hvor man fandt de første spor af dem. Vejret var så koldt i Europa, at føden måtte være højenergetisk, så jagt på dyrekød eller fiskeri var absolut nødvendigt. 150 km mod nordøst finder vi de berømte huler i Lascaux med afbilningerne af den store tyr og de andre dyr. Det var imidlertid 15.000 år forinden, hvor cromagnon-menneskene pludseligt dukkede op. Og hvor kom de så fra? Glem alt om den fortærskede out-of-Africa-teori, for høje, lyshårede, blåøjede mennesker kommer ikke fra en stak pygmæer i Sydafrika – med al respekt for pygmæerne.

Hvorfor kaldes hun for Venus? Ganske vist mangler kroppen, men hun ligner ikke de fede damer med kæmpepatter fra Willensdorff og andre steder fra samme tid. Hun ligner mere en tidlig udgave af Jellingepigen. Hun faldt bare ikke i en mose, men blev foreviget for eftertiden i elfenben fra en uldhåret mammut.

Backfire med dobbelt salto

De kan ikke have nået af aftale det hele vejen igennem, deroppe i konferencerummet. Måske var de ikke indkaldt alle sammen, det er svært at gætte om.

Men altså, de investeret så meget i kinesisk ansigtsgenkendelsessoftware og skruet 100.000 CCTV dipsedutter på pæle op og stolper ned, og nu har de samme genier påbudt folk at gå rundt som maskerede indbrudstyve med klorfarvede spedalskhedsbind, så de ikke længere kan genkende ansigter i flokken af ansigsløse non-divider. Hvilket de benævnte indbrudstyve for længst har fundet ud af.

De kan ikke have nået at få strategien helt på plads, når der først bliver udstedt maskeforbud i forbindelse med demonstrationer og gadekampe, hvorefter det natten over kraftfiseme er forbudt IKKE at bære corona-burkha. 

Der kan ikke have været langtidsplanlægning inde over, da regeringen dengang besluttede at proppe flere og flere småkravl ind i børneinstitutioner og skolestuer – hvorefter de pludselig finder ud af, at de her små svin slet ikke må være i stue sammen, for så dør de på stribe af kineserforkølelse … eller rettere, så hoster de på bedstemor, så hun dør af kineserforkølelse, eller var det en af de 18 andre skavanker, som bedstemor led af? men det er fucking lige meget, for så VAR det kineseren, hun døde af, siger vi bare. Og børnebørnene og deres forældre måtte ikke sige farvel til bedstemor, for de måtte ikke være i stue med bedstemor længere, for så smittede de jo bare bedstemor, mens hun døde, og så ville bedstemor bare smitte alle sjælene i himmerige.

De kan ikke have været inde over alle sammen, da nogle af dem besluttede, at det skulle være det nye normale, at alle grænser skulle stå pivåbne, for hvis man syntes noget andet var man en indvandrerfjendsk racist – hvorefter de fra den ene dag til den anden laver en u-turn og erklærer alle grænser for lukkede, for hvis man mente noget andet, var man BÅDE en indvandrerfjendsk racist og en uansvarlig sociopat, der smittede menneskeheden på den anden side af grænsen.

Der må have været nogen i embedsvældet og magistraterne, der har regnet forkert på samfundsøkonomien, da de satsede på kollektive transportmidler, hvorefter disse transportmidler bliver erklæret for dødsensfarlige zoner, der kræver ekstra sikkerhedsudstyr for at befærdes som på en asbestramt byggeplads. Hvorefter folk går ud og køber en bil, for det maskesvineri gider de ikke være med til.

De må også have regnet forkert et eller andet sted i finansministeriet og et par af de andre kukkasseministerier, da de for ikke så længe siden talte i beåndede vendinger om sætte gang i hjulene, forbedre dansk økonomi, fremme initiativer og ‘vækste’ – hvor faen de får sådan et møgord fra – hvorefter de så gudhjælpeos smadrer alle de små initiativrige virksomheder ved en nedlukning og oven i købet forøger det statslige budgetunderskud med et par hundrede milliarder. Havde det være eksamen i 3. G i matematik, så ville de være dumpet.

Jeg zynes, det er zuper forvirrende altzå! Her gik man i den illusion, at de i det mindste var snedige og gennemtænkte, og så er de bare hovedløse høns, den ene dag gok, en anden dag gak, gik den, så gak den.

Diversitet – skåltalesnak

Når muligvis velmenende politikere skal hælde vand ud af ørerne og udøve dydssignalering (virtue signalling), griber de altid til dagens hotteste og morgendagens mest fortærskede buzzword. Sig bare ordet: diversitet. Uhuh, mærk denne skælven af ansigtsrynkende selvhøjtidelighed, når de tager ordet i deres mund. Mærk en gysen gå gennem TV-studiet og ud i sendefladen, når de trækker diversitets-kortet.

Ordet misbruges både i biologisk/miljø-sammenhæng og i kultursammenhæng.

Det er først meningen, at vi skal fornemme deres dybtfølte bekymring for miljøet Det er imidlertid de selvsamme politikere underordnet partifløje, der gennem snart et århundrede har tilladt dominansen af et landbrug, for hvem diversitet er en lokumspand, der skider i. Biodiversitet er en by i ydre Sibirien med meget få indbyggere og et navn, der ikke er til at udtale. Så nu vil de have, at vi skal tro på deres gode hensigter, når de stiller sig op og postulerer, at de for det første har forstået, hvad biodiversitet er for noget og for det andet, at det er noget, der ligger dem på hjerte. De har givet os en sutteklud kaldet klima for fortsat at tillade globalisterne og deres syndikater-karteller, alle de store spillere, at fortsætte deres monokulturelle, genmodificerede, overbegyllede og NPK’ede industrilandskaber, så de om 10 år er udpinte industri-ørkener.

Det er dernæst meningen, at vi skal fornemme deres dybtfølte bekymring for kulturen. Det er imidlertid de selvsamme politikere underordnet partifløje, der gennem snart et århundrede har tilladt en ensretning af kulturen, socialdemokratisering/liberalisering, disneyficeret/tivoliseret afstumpning, indkapsling i en blanding af bekvemmelighed og politisk korrekthed. Den danske kultur indeholdt en utrolig diversitet af sproglige udtryk, der er forsvundet. Diversiteten i livsstil blev skabt af landskabet, og nu lever det meste af befolkningen i én og samme urbaniserede leverpostejfarvede forbrugerkultur. Landsbyerne er døde på stribe. Gadelivet selv i mindre provinsbyer er uddødt til fordel for indkøbscentre og megabutikskæder ejet af globalister. Udbudet på hylderne er tilsyneladende blevet større, men ved nærmere eftersyn er det kun kvantiteten af labels, der er blevet større, for al forhenværende lokal-diversitet er væk. MacDonald-ficering, garanti for samme lorteprodukt fra Børkop til Bombay.

Mens disse selvoptagede skåltalere flommer sig i deres buzzwords, har de skabt en leverpostejfarvet monokultur, bio- såvel som human-. Det har de, fordi det var alt for nemt at give efter for presset fra globalistene, industrialisterne om manageabilitet, håndterbarhed. Politikerne har ladet sig opsluge af EU. Hvad går EU ud på, hvad er deres evindelige udsagn? Mere centralisering, mere ensartethed, mere harmonisering, flere regler fra oven, mindre national suverænintet, mere fascisme, mere planøkonomi, mere kommunisme, mere uigennemskuelighed og topstyret fjernhed. 

Med ét samlet udtryk: non-diversitet

Hver gang en eller anden politiker-spade tager ordet i sin mund, lyder der en fæl, skurrende undertone. Hold nu op med at spilde vores tid og tålmodighed og fornærme vores intelligens! Tror du, at vi tror på, at du selv tror på, hvad der kommer ud af munden på dig? 


1 Kommentar

omar ingerslev · 26/09/2020 kl. 22:21

Når kriser tilspidser, så er forandringen oftere tættere på, selvom mange er overbeviste om at “undergangen er nær”.
Der er naturligvis altid en risiko og usikkerhed for udfaldet – også nu.
Gennem historien har intet imperium for evigt indtaget hovedrollen. De er alle faldet for egen utilstrækkelighed og selvdestruktivitet – og det vil ske igen. Faktisk sker det for øjnene af os lige nu.
Det amerikanske imperium har i årtier nægtet at indse, at det ikke længere kan indtage en verdensdominerende rolle. Især efter 2008 er det blevet så tydeligt, at det er umuligt at lukke øjnene for det.
Verden er allerede en multipolar verden, med et magtcentrum der uundgåeligt hele tiden rykker mod øst. Det nye centrum vil inden for få årtier komme til at ligge på grænsen mellem Indien og Kina. De vestlige oligarker har sågar satset på denne udvikling siden 2000 – eller tidligere – og har flyttet flere og flere af deres investeringer mod øst.
US og Europa kæmper en umulig kamp – for at bevare en unik position, som har skabt dybe spor i vestlig identitet igennem ca 500 år. Men det materialistiske perspektiv har udviklet sig til “dead democracies & killing economies” som Vandana Shiva kalder det. Hvordan skal en dødskult som den vestlige civilisation kunne udgøre en ligeværdig modbalance til noget som helst ?

Min bekymring er at skiftet fra unipolar til multipolar verdensorden – fra US/EU i vest til Indien/Kina i øst ikke er et reelt paradigmeskift.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *