Essay,  Politica,  Scientia

De tog fejl ?

Undertitel: 
De tog fejl fra ende til anden – eller også tog de ikke fejl og gjorde det med vilje.
En mere komprimeret titel kunne være: Videnskab – fejltagelse eller forfalskning

Den dag, videnskaben begynder at studere ikke-fysiske fænomener, vil den gøre mere fremskridt på ét enkelt årti end den har gjort i flere århundreder af sin hidtidige eksistens.
Nicola Tesla

Fysikken mangler metafysikken. Barnet røg ud med badevandet. 
Rationalismen bragte som Oplysningstidens hoved-paradigme videnskaben ind i en århundreder lang serie af blindgyder. Dens afsæt var en paradoksal form for irrationalitet, der blot fik klistermærket: rationel.

Hvordan kan en videnskultur på rationeringsmærker hævde, at den har det godt?
Er det ikke i sig selv en indrømmelse af, at den har levet i en krigszone og har været under angreb?

I den prærationalistiske videnskab anerkendte man betydningen af det non-fysiske for at forstå det fysiske. Descartes tog fejl, naturen var ikke en mekanisme, den var en organisme. Bevidsthed kunne ikke bortdestileres uden alvorlige konsekvenser for vores indsigt i den større virkelighed. Disse konsekvenser har vi stadig hængende om foden, så vi ikke synes at komme ud af stedet. 

Naturen var ikke blot en organisme. Den var en besjælet organisme.

Teknokratismen – de kalder det for teknofascisme eller teknokommunisme – er Descartes impuls syngende på (forhåbentlig) sidste vers. Det er den kæmpe misforståelse, at hele menneskeheden er en dum maskine *, som kan reduceres, programmeres og styres i alle ender og kanter. Ikke desto mindre er det paradigmet, som teknokraterne tror på og mener, at de via udøvelse er berettiget til at pådutte resten af menneskeheden. Resten af menneskeheden på sin side er mere eller mindre uvidende om, at det styres af et sådant paradigme. 

* Descartes udtalte sig kun om maskinen, ikke om hvordan den skulle mishandles.

Der findes ikke materie uden ånd. Der findes ikke ånd uden materie.
Hartmut Müller – tysk fysiker

Fysikken har missing links, huller af frasorteret, ikke anerkendt og derfor manglende viden. Hartmut Müllers udsagn stammer fra en videnskabsmand, der var operativ i en videnskultur – Sovjetstaten – et sygt samfund, der på få men vigtige punkter var Vest-samfundet overlegent. Dette er et paradoks. Fordi videnskaben ikke var gennemsyret af kommercielle interesser, og fordi der ikke var oceaner af penge og dermed særinteresser på spil, fik videnskabsfolk lov til at bedrive netop det, som vi tror og påstår, at vi har i Vesten, men som vi ikke overhovedet har: fri forskning

Videnskabsfolk i Vesten har været tvunget til – for det meste imod deres vilje – at prostituere sig overfor de, der betalte dem. Videnskabsfolk i Sovjetstaten vidste, at de ikke blev rige af det, men at de til gengæld fik kolleger, der forstod og opmuntrede dem, og at de havde lov til at forfølge ideer, der kom lige ud af deres hoveder. At tilværelsen for mennesker i Sovjetstaten i øvrigt var gennemført miserabel er en helt anden historie.

De tog fejl – eller tog de fejl?

Atomfysikken tog fejl. Universet er ikke holdt sammen af tyngdekraft, og tyngdekraften er forstået og forklaret i uhyre ringe grad. Kosmos er ikke skabt af et Big Bang. Verdensaltet er uendeligt. Det har ingen begyndelse og slutning i hverken tid eller rum og er holdt sammen af elektricitet. Solen er ikke en kæmpe brintbombe, jorden har ikke en kerne af flydende jern

Lægevidenskaben tog fejl. Den bygger på en afstumpet opfattelse af, hvad mennesket er for en biologisk-spirituel enhed. Af samme grund kurerer denne forfejlede videnskab ikke kroniske sygdom men holder dem ved lige – lige over kogepunktet. Tog de i øvrigt fejl, eller blev de med fuldt overlæg fodret med et forfalsket menneskesyn, så den nye store kemiske industri, de kaldte for medicinalindustrien, kunne skabes i 1910 og vokse sig til det monster, der voldtager Verden for tiden?

Agronomien tog fejl. Jorden er ikke et stort hul, man kan hælde en masse kemi ned i og få liv op af. Levende organismer kan ikke genmodificeres uden store og ødelæggende konsekvenser for denne jord og dens planter, mennsker og dyr. Fotosyntesen er kun forstået som et mekanisk princip, men dens helt præcise betydning i forhold til CO2 er dybt forstyrret. Resultatet er en døende jordoverflade, en alt for hurtigt ankommende ørken.

Klimavidenskaben tog fejl – af ovennævnte årsag. På samme vis som lægevidenskaben tog den i virkeligheden ikke fejl. Den fik en kugle for panden og vredet armen om på ryggen, da der skulle tjenes store penge. Videnskaben blev politiseret, ideologiseret, militariseret og kommercialiseret. Og da miljøforkæmperne, medierne og dermed politikerne var spist op af klima-hoax’et, der var spist op af globalistene, så var alle helt ned til de re-re-reproducerend skolelærere spist op af fejltagelsen, der var med vilje.

Cellebiologien tog fejl. Det var ikke cellekernen, der var afgørende, det var membranen. DNA’et var ikke hjernen i cellen, den var kun et bibliotek, et katalog. Som Bruce Lipton udtrykte det: lad være med at bebrejde generne. Så genetikken tog fejl, da den mente at have løsningen på alle problemer. Den har stadig ikke præsenteret os for løsning men til gengæld skabt nogle nye og langt værre problemer.

Geologien tog fejl. Gondwana-teorien holder ikke vand, og kontinenterne flød ikke rundt på kryds og tværs som kolort i en mudderpøl. Jorden har udvidet sig, kontinenterne har skilt sig ad som overfladestykker på en fodbold, der blev pumpet op – så se dog på alle brudfladerne, selv et barn kan forstå det! Mega-dinosaurier ville skvatte om på stedet af deres egen ‘tyngde’, hvis Stephen Spielbergs Jurassic Park blev realiseret.

Antropologien/etnologien tog fejl. Mennesket opstod ikke som aber et sted i Afrika, hvorefter de morfede-muterede via det indtil dato udeblevne darwinistiske missing link og på magisk vis blev til tænkende kaukasere, asiater, rødhuder og australopider. Neanderthaleren var ikke et menneske men en platfodet primat, der muligvis stadig render rundt derude på sine platfødder. Darwinisme er roden til al politisk korrekthed og dermed en at hovedårsagerne til det moderne-forvirrede menneske, der ikke længere kender sig selv.

Arkitekturen tog fejl. Mennesket er ikke skabt til at bo i betonkuber med opmålte kvadrat- og kubikmeter i landskaber bestående af betonkolosser af lejekasserner. Ikke engang dumme kreaturer er skabt til det, hvilket i sig selv er en stor fejltagelse, da kreaturer på ingen måde er dumme. Altså igen: med mindre der ligger en ond tanke bag denne arkitektur. Hvis vi skal følge mønstret, så må vi som minimum regne det for en oplagt mulighed.

Historievidenskaben tog fejl. Eller rettere: den tog ikke fejl, for historieskrivning er overhovedet ikke videnskab. Det er på de afgørende felter bestilt arbejde til forherligelse og legitimering af historiske figurers overgreb på menneskeheden, deres imperie-dannelse, deres løgne om krige, folkemord og udplyndringer samt deres argumentation om, hvorfor dette skal fortsætte i al evighed, Amen.

Nationaløkonomien tog fejl. I sidste ende havde nationerne ingen styr på deres nationale økonomier, for større spillere var på banen. Den vestlige centralbank var redskabet for mørkets magter, den hemmelige struktur, der først på det seneste er begyndt at stå klar. Gælden, der sorte hul, det store sug, parasitten havde sit greb i alle nationerne og ledte dem ud i at slagte løs på hinanden. Når krigsgælden skulle betales, ankom gældens fodlænke. De blot på Danmarks Natonalbank – den ejes ikke af danskere.

Retsvidenskaben tog fejl. Mennesket er kun ansvarlig overfor én lov: den naturlige lov. Den er ikke kompliceret, et barn kan forstå den. Den er ikke nødvendig at nedfælde i tåget snak, lang-i-spyttet  paragrafrytteri og sætninger på 14 linjer ad gangen. Den er ikke korrupt, den klæder sig ikke i parykker og sorte kapper, den bruger ikke vendinger fra de syv verdenshave. Den siger, at man kan gøre som man vil, så længe man ikke gør skade på hverken mennesker, dyr eller planteliv. Hvor svært kan det være? Hver gang, du vil gøre noget, der har konsekvenser for andre, skal du indgå en aftale.

Den politiske videnskab tog fejl. Eller rettere, den tog heller ikke fejl, for den er som historieskrivningen ikke en videnskab. Den er udtryk for de siddende magthaveres selvopfattelse på gældende tidspunkt. Den beskriver for dem selv og deres tjenende ånder, hvordan de bedst kan hive alle andre rundt ved næsen. Den afspejler den til enhver til ladsiggørlige og bekvemmelige ideologi. Politologer har kun yderst sjældent forstået, hvordan verden er skruet sammen. Det har forstået, hvad for et snævert kighul i skroget på skibet, det er meningen, at de skal kigge ud af.

Teologien tog fejl. De ævler løs om en mand, de kalder for Jesus, som de ikke ved, hvem var, selvom deres religion intet har med Jesus at gøre men er skruet sammen af en anden mand, de kaldte for Paulus, som de heller ikke ved, hvem var. Dem ovre i den anden kult ævler løs om en profet, der kalder for Muhammed, der også fortaber sig i tågerne, men som alle andre iværksættere efter sigende kom ned fra et bjerg eller ud af ørkenen, hvor han havde talt med Gud under fire øjne, så ingen kunne forstyrre samtalen. Dem ovre i den tredje kult, den ældste, ævlede løs om patriarker og konger, som ingen senere kunne finde i historiebøgerne, og deres Gud opførte sig som en bipolær skizzofren humørsyg vendekåbe.

Selv kunsten tog fejl. Og den er under ingen omstændigheder en videnskab, selvom hæderlig videnskab kræver kunstfærdighed, og god kundst kræver viden og håndværk. Kunsten tog fejl i at følge i røven på den store kulturdestruktion, grimhedskonkurrencen, kapløbet om, hvem der kunne overhale indenom i infantil, dekonstruktivistisk, opmærksomhedssyg ikke-kyndighed og bare gøre det samme, som verdenskrigene gjorde ved den menneskelige sjæl.

Dømt til fejltagelse

Hvis man tager fejl, så gør man det uforsætligt.
Man er inkompetent, og man er ikke klar over det selv.
Det kan meget vel være tilfældet.

Hvad der også kan være tilfældet – men det er et tilfælde, som vi tilsyneladende ikke har lov til at tale højt om – så tog man ikke fejl. Man gjorde det med vilje. Men man – og man er ikke hvem som helst – gjorde det, så alle de inkompetente narresutter – og denne verden er fuld af slagsen, for de tilhører kategorien: os – ikke selv var klar over det.

Når vi kun ved noget – og dette noget ikke er tilstrækkeligt til at forstå det hele – så tror vi hellere end gerne, at dette noget ER det hele. Noget-mennesket træffer beslutninger på baggrund af det tildelte, det rationeringsmærkede noget. Vi fatter beslutninger, selvom vi er beslutnings-fattige, og vi fatter det ikke.

Menneskets største svaghed er dets uvidenhed. Man kan godt i en eller forstand sige, at medierne tog fejl. Men da det globale opkøb og centralisering af jordklodens medier i ganske få hænder ikke er en fejltagelse, og da måden de i stigende grad er brugt på ikke er en fejltagelse med et direktiv fra de ganske få hænder, der alle færdes i den samme klub og har de samme ambitioner om, hvor de vil hen med denne uregerlige, fordummede menneskehed, så bliver der mindre og mindre rum for tilfældighedsteoretikerne. 

Samtidigt er der også et stykke gradbøjet sandhed i, at medierne tog fejl. Men de var dømt til fejltagelse med de rammer, som de efterhånden havde at arbejde under. De kunne ikke overleve, med mindre de spredte ben som en luder. Altså hvor på skalaen mellem voldtægt eller prostitution fænomenet befinder sig, er så spørgsmålet. De blev – med det meget passende udtryk – embedded*. De blev lagt i seng, og så blev de gennemkneppet. Huskede de også at kigge ind i kameraet? Nej, de ‘glemte’ de, for det skulle hedde sig, at det var en dokumentarfilm og ikke en pornofilm. Det skulle virke, som om de rent faktisk gjorde et hæderligt, journalistisk arbejde og ikke bare skrev af.

* Embedded betyder forsænket eller indkapslet, og det var strategien overfor medierne under Bosnien- og senere Irakkrigen. En krig kan ikke iværksættes uden medierne. Efter krigen bliver medierne til gengæld holdt væk fra skuepladsen, for ellers begynder de bare at skrive om, hvordan svineriet foregik, og så er der ikke glidecreme nok til den krig, der jo kommer lige om lidt. Vi får ikke lov til at se, at det er mennesker.

Så mediearbejderne tog fejl, for det var de dømt til. Mange af dem så det ikke, for hvis man aldrig bevæger sig væk fra skrivebordet, og når alle kollegerne siger det samme, så opdager man det ikke. Deres chefer tog ikke egentlig fejl, for de kendte opdraget. De vendte bare det blinde øje til. De havde ejerens sekretær i røret forleden. Ejerens sekretær og ejeren selv tog bestemt ikke fejl, for de ville have noget for de penge, de havde investeret.

Det har taget lang tid at etablere den idømte fejltagelse. Men nu skulle den være på plads.
Tænkte de. Men det var måske lige netop her, at de så endelig omsider … tog fejl.

2 kommentarer

  • omar ingerslev

    ” .. folk vil elske deres trældom og producere diktatur uden tårer, den smertefri koncentrationslejr for hele samfund. Folk vil miste frihedsrettigheder, men vil snarere nyde dette fordi de distraheres fra ethvert ønske om oprør gennem propaganda og hjernevask – evt forstærket af farmakologiske metoder. Dette synes at være den endelige sidste revolution ”
     
    Aldous Huxley, 1961

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *