Essay

Dagbog fra en landligger

Klokken er ni om morgenen, det er 30. maj og næstsidste forårsdag.
Jeg tror for første gang på, at det også i år bliver sommer.
Frøerne i kæret har besluttet sig for at kvække.
Måske har de i modsætning til deres tobenede naboer fattet et kvæk af det hele.

Et par lokale amatørfiskere er nede og tjekke, om der skulle være smuttet et par rødspætter, skrubber eller måske ål og rejer i deres net. Er det på tide at få klargjort min hjemmebyggede kajak? Jeg tror, den kræver en lille ombygning, for den mangler en minimalistisk køl, der vil gøre den mere stabil. 

Jeg fik besøg af svalen i mit arbejdsværelse, en årligt tilbagevendende begivenhed. Den skulle lige tjekke, om det var et velegnet sted at bygge rede. Jeg siger den pænt tak for, at den ikke lavede sit shit-hits-the-fan-trick og oversked mit interiøre. Jeg takker den også for at æde løs på de myg, der er klækket for nyligt i vandpytterne fra forårsregnvejret.

Så er det atter tid til lørdag-søndagsturisterne langs margueritteruten, hvor jeg bor.

Der er alle stereotyper, men især er det fornøjeligt på en lidt irriterende måde med alle de pensionerede mænd med ølvom i fuldt læder-nittedress på blankpolerede Harley’er, der ankommer i karavaner. Det er uden tvivl en fornøjelse at rulle gennem landskabet over skrævs på en 1200 kubiks kværn sammen med gutterne.

Klokken er tre om eftermiddagen, og frøerne er tavse. Til gengæld høres gøgen for første gang i skovbæltet ved kysten af den inderste lomme af Østersøen. De øvre-nedre luftlag er fuld af lærkekvidder. Findes der noget mere sommerligt end lyden af lærker? Jeg har ondt af byboer, der aldrig har hørt lyden. 

Jeg nænner ikke at rense mine tagrender, selvom de er fulde af mos, for gråspurvene anser det som deres hjem. Jeg venter til lige før Sct. Hans med at klippe min enorme 100-meters ligusterhæk, for der er fuld af fugleliv med reder og unger derinde. De skal lige have en chance. Vidste du, at gråspurven altid holder til hos mennesker? Der elsker gamle huse, der ikke er supermoderne og velisolerede. Tagrender med åbninger er ideelle. Hverken katte, rotter eller spurvehøge kan komme der. Men fordi mennesker er så maniske med deres husisolation, så er bestanden halveret i dag i forhold til for 30 år siden. Skovspurven og solsorten er faktisk mere almindelig. Men interessant at tænke på, at gråspurven faktisk er et slags husdyr, der godt kan lide vores selskab, selvom de holder tilpas afstand. Man kan se det ved cafeer, hvor de stort set er tamme, fordi der falder krummer af hele tiden. Vidste du at solsortene skiller familien ad om vinteren? – hunnerne og ungerne tager sydpå, og hannerne bliver hjemme og sørger for, at der er et sted at vende tilbage til.

50 meter fra mit hus har jeg fornøjelsen af min nabos fyrretyve får og lam. Hvis man har set et par månedsgamle lam, der hopper gennem græsset på den særlige kåde facon, så har man et sandt billede på livsglæde. De har et større spring end deres mor, for hun er blevet for tung i røven.

*

Et tanke-eksperiment: Hvad ville der ske, hvis en dag menneskene forsvandt og hegnene åbnede sig for husdyrene? Ville de vende tilbage som vilde dyr? 

Fårene ville uden tvivl. Gederne ligeså. Køerne ville nok omkomme, da den moderne industriko slet ikke har robusthed som anglerkvæget og økvæget, der var langt tættere på uroksen. De sarte heste? Islænderne ville overleve, for de er tættere på de vilde heste. Høns og ænder? Igen måske, for vildhøns er agerhøns og fasaner, og de kan stadig flyve, hvorimod den klodsede tamhøne ville have svært ved at stikke af fra ræven. Den stækkede tam-and ville have et svært handikap ift. vildanden. Svinene ville overleve en tid, for de finder en skov, som de kan rode rundt i. Problemet med industrisvinet er, at det er splitternøgent i modsætning til vildsvinet, så en hård vinter ville være megahård for dem. Måske de ville finde hinanden og efterhånden lave levedygtige krydsninger. Min nabo siger, at frilandsgrise af sig selv udvikler mere hårvækst, så her er jeg åben for input. De hunde, der er tættest på ulven ville overleve som vilde hunde i flok. Kattene ville være skide-ligeglade og straks blive til vildkatte undtagen de fedeste stuekatte. Eksotiske husdyr fra reptiler til papegøjer ville omkomme, da de kræver et helt andet klima, undtagen skildpadderne, der sjovt nok ville overleve, for det har man set i fx Botanisk Have i København. Et problem ville være, at der i starten ikke var rovdyr til at regulere bestandene. En naturlig bestand af ulv og los ville være ideel. Med tiden ville de ankomme. 

Jeg tør slet ikke lave det samme tankeeksperiment med mennesket. Altså, hvad ville der ske, hvis civilisation og teknologi faldt med bunden ud? Hvor stor en del af den civliliserede menneskehed ville have en chance uden hjælpemidler og sikkerhedsnet?

Jeg kan sige så meget med sikkerhed, at landbefolkningen ville være langt bedre stillet end bybefolkningen. Overlevelses-skills er langt højere herude i oplandet. Folk ved, hvordan man fixer sin bolig, sit køretøj og sin jord. Folk har en basal viden om ikke-professionelt helt dagligdags håndværk. Overlevelses-netværk ville langt hurtige finde sted i landdistrikterne. Net af selvforsyning ville danne sig. Storbyerne ville blive til helvedeshuller, hvor man ville forgribe sig på hinanden. Lovløsheden ville brede sig – også ud i landdistrikterne, hvor folk ville være nødt til at forsvare sig med våben mod plyndringstogter. Det er lige netop det scenarium, som globalisterne har forsøgt at iværksætte med det iscenesatte sammenbrud af det amerikanske samfund. 

En kommentar

  • omar ingerslev

    Lad os tænke dit tankeeksperiment “til ende”. Der er opmuntrende “nyt” undervejs :

    I Indien er store dele af landmasserne åbne for dyr, der bevæger sig frit rundt, enten i naturlige grupper eller ledsaget af hyrder – mens marker/afgrøder, som menneskene vil reservere for sig selv, er indhegnede. Selv inde i byerne findes fænomenet, hvor dyrene bevæger sig frit – ofte køer, aber, hunde etc. – byerne har en døgnrytme, hvor menneskene dominerer i de lyse timer, mens dyrene dominerer i aftener og nætter. Når man færdes i gaden om dagen, kan man skubbe til koen, hvis den står i vejen, hvorefter den godmodigt flytter sig – men hvis man møder koen om aftenen/natten, og forsøger at flytte den, så rokker den sig ikke ud af stedet – for den har skiftet opfattelse af situationen – nu er det den der bestemmer, ikke mig.

    I Mellemøsten/Arabien har jeg oplevet at folk krydser grænser uden at tillægge det nogen betydning – ligesom ingen officiel autoritet håndhæver disse kunstigt skabte landegrænser – for de fleste folk i Mellemøsten er landmasser frie og åbne, som havet er det i sømænd/fiskeres bevidsthed i vores del af verden. I Mellemøsten er land for alle, der bevæger sig frit – mens vandhullerne er begrænsede, og befæstes og bestrides ( først for nylig også kampen om “olie-kilderne 😉 ) – hos os er havet åbent og frit, mens landmasserne er begrænset og genstand for territorialstridigheder, helt ned på det “civile” hverdagsplan.

    Det kan være lærerigt at se på vores egen verden med antropologens øjne – hvis vi altså tør. Der findes også nomader i Dk, f.eks fiskere/sømænd/taxachauffører/romaer – ja, der findes sågar mennesker, som midt i al det materialistiske overflod, stadig føler sig hjemløse i verden 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *