Essay,  Poema

Der er ingen så blind

Der er ingen så blind som den, der ikke vil se
Nærlæs venligst sætningen – der står ikke ‘kan se’ men ‘vil se’.
En blindhed større end fysisk blindhed.
Den seende har et synspunkt, den ikke-seende har en død vinkel.
Den tunnelsynede har et forlænget kighul gennem en mur af usynlighed.
Den ene af de tre kinesiske aber holder egen hånd for egne øjne.
Blindheden er et valg, vi træffer. Der er en vilje eller rettere: en uvilje bag.

Så hvorfor vælger vi at være blinde?
Et svar ville være: fordi der allerede er valgt for os.
Og ja, blindheden er som en slags arvesynd,
der bliver påmonteret på alle tænkelige måder i kulturen.
Jeg vælger at mene, at svaret ikke er godt nok.
Det smager for meget af bekvem dårlig undskyldning,
åndelig dovenskab, fejhed eller arrogance.

Det er nemmere at forblive dum uden at vedkende sig sin dumhed.
Vedkendelse synes at være en fornærmelse af de, der er dumme på et højere plan.
Altså dummere end dum, dumstædig, dumsmart, akademisk dum, politisk korrekt dum.
Og ja, blindheden er tæsket ind i os, fra vi kunne stå på to vaklende ben.
Vedkendelse ville derfor være et første skridt på vej ud af dumheden,
et valg truffet om ikke være blind længe, et valg om at se.
Også et valg, der ikke falder i god jord hos blindhedens etablissement.

Så et bedre men mere ubehageligt svar er,
at vi vælger blindheden, fordi vi frygter synet.
Vi ikke bare frygter synet, det sete, det vi skulle se i øjnene men ser bort fra.
Vi frygter konsekvenserne at synet mere end synet.
Har vi først set efter, hvad der ligger under stenen og hænger bag fortæppet,
så kan vi ikke længere ikke-se, for synet vil forfølge os, hvis vi vender blikket bort.
Og leger vi ikke blindebuk med de andre for ikke at blive sat udenfor skoledøren?

Er den enøjede stadig konge blandt de blinde?
Har vores såkaldte ledere valgt at sætte kikkerten for det blinde øje?
Er skyklapper i virkeligheden det perfekte supplement til mundbind?
Jeg kunne godt få øje på den manglende komponent: ørepropper.
Eller måske snarere øretelefoner, der spiller sød musik det ene øjeblik
for det næste at afspille lydsporet fra et randomiseret udvalg af gyser-thriller-splatterfilm.
Eller hvad med bare at tage en sort plastikpose over hovedet og få det overstået?

2 kommentarer

  • omar ingerslev

    Sårede dyr gemmer sig og slikker sine sår – og hvis de kommer sig, stikker de langsomt og forsigtigt hovedet frem igen … drevet af sult og nysgerrighed.
    Observationen kan overføres og sammenlignes med tortur på mennesker, anvendt systematisk af CIA og de fleste efterretningstjenester overalt i verden ( læs Naomi Klein : “The Chock Doctrine” )

    Når mennesker frygter, lukker de sig om sig selv
    dér bliver deres problemer større, set i det nære perspektiv.
    Hvis man kan lokke dem ud af sit skjul, kan de komme til at se deres lidelser på større afstand,
    hvorved de har chancen for at få øje på hvordan lidelserne relaterer sig til omgivelser og andre forhold.

    Når eet problem gøres til alles, på een gang, og det globale perspektiv er sammenfaldende med det nære perspektiv, og alle flygter ind i sit skjul for at slikke sårene – hvordan skal man så opnå den afstand, der gør det muligt at se sig selv og problemerne udefra ?
    Så skal der virkelig “verdensperspektiv” på, både indadtil og udadtil,
    – og det har de fleste hverken lært eller øvet sig særligt i – det ansporer “nutidens civilisation” absolut ikke til – tværtimod lægges der betydelige kræfter for dagen for at forhindre/blokere for udsynet til en større verden og bevidsthed – af grunde ( og afgrunde ? ) som man kan filosofere længe over ( hvilket også er vigtigt, for de som stadig har overskud og tid dertil – læs f.eks Erich Fromm : “Flugten fra friheden” eller Wilhelm Reich : “Fascismens Massepsykologi” )
    – men hvad er løsningen ? – her og nu ?

    Gør bare en lille ting, som du ikke har prøvet før, eller måske ubevidst frygter – i erkendelsen af, at hverken genstanden for denne frygt eller frygten selv, hverken vækker genklang i dig selv eller omverden – træd bare lidt i karakter, træd bare lidt ud af din vante selvopfattelse og verdensanskuelse, træd lidt ved siden af blot et øjeblik, træd lidt ud af de mange roller du føler dig knyttet til – og tag så f.eks en nål, og grib een af de mange af “tidens balloner”, som blokerer for udsynet, stik til den og se hvad der sker. Børn elsker den leg – når ballonen sprænger er det oplevelsen af gys og fryd. Se på et hvilket som helst barn, hvor utrætteligt det morer dem.

    Har du hørt om “manden med knappenålen” ? ( Emil Bier ) Han har gentagne gange sprængt de balloner i luften som hindrede udsynet for både for ham selv og resten af befolkningen – han har gjort mere gavn end de fleste politikere nogensinde kan drømme om. Han er ikke alene. Jo større og hårdere en ballon pustes op, jo lettere er den at ramme, jo større er effekten når man stikker den med nålen. Husk det – prøv det – og oplev barndommens blanding af gys, fryd, nysgerrighed og magi – det kan være du vil føle dig en del år yngre – og den følelse ville mange gamle rige betale formuer for at genopleve bare et enkelt øjeblik.

    HUSK AT du ikke skal lede for længe efter nålen i høstakken, når dem der opstiller høstakken og gemmer nålen, selv køber nålen hos den hattemager, der fremstiller og puster deres magiske hatte op, som var det balloner. Nåle sælges i æsker med 100 stk. til en pris, som enhver har råd til.
    Giv også hattemageren hvad der iøvrigt tilkommer ham : een på hattepulden.

    • marcohanuman

      Jeg lavede et lille kommenterende addendum til bloggen med ‘En samtale i den nye middelalder’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *