Der har indsneget sig et stykke begrebsforvirring

Altså

Fordi ordet sundhed indgår i en ordstilling, er det ikke ensbetydende med, at der også indgår oprigtig bekymring for menneskelig sundhed. Kontakt med det såkaldte sundhedsvæsen er på ingen måde garanti for, at det er sundhed, der tilstræbes.

Fordi ordet læge figurerer i en sammenhæng, og selvom ordet burde indebære lægedom og helbredelse, bør man ikke stille for store krav til ordlyden. Der er garanti for behandling, hvilket bestemt ikke er det samme som helbredelse. Behandling sætter folk i arbejde og behandlingsudstyr i omsætning. Dr. Kniv og dr. Pille kan godt lide at udøve deres håndværk.

Fordi ordet medicin står at læse et sted på linierne, er det ikke nødvendigvis meningen, at den skal gøre patienten rask. Medicin er et produkt, der koster penge, og de, der producerer produktet, forventer at få deres investeringer tilbage tifold. Medicin har en bagvedliggende business case, og hvis medicin helbreder folk, køber de ikke mere medicin.

Fordi der er afgivet et lægeløfte tilskrevet Hipokrates, kan man ikke være sikker på, at det ikke er en gang hykleri (hypokrati). Fordi en læge har lovet ikke at gøre skade på mennesker, er virkeligheden en anden, for uret tikker, konsultationen er forbi, der er andre, der venter, der bliver udskrevet et præparat, der fjerner symptomerne, vi ses igen om en måned, fru Jensen.

Fordi der står hospital over porten, og fordi ordet betyder gæstfrit, så er det ikke sikkert, at du er velkommen. Hvad du bestemt ikke er velkommen til er at stille flabede spørgsmål til indholdet i det skud vacine, som de har tænkt sig at give dig og dit barn, og hvorfor der mon skal være kviksølv, aluminium, død hest og ko, formaldehyd og fuldt genmateriale fra et foster med leukemi.

Fordi sygehuset – et langt mere beskrivende ord end hospital – er propfyldt med high-end medicoteknisk udstyr, CT- og MR-scannere, registreringsudstyr og Sundhedsplatforme udviklet til at betjene amerikanske forsikringsselskaber, og fordi der forskes for milliarder for indtjente trilliarder, er det langt fra sikkert, at de har en ide om, hvad et menneske er for en størrelse.

Fordi videnskaben bag det hele har blot 100 år på bagen og er skabt for de oliemilliarder, som John D. Rockefeller, søn af en Snake Oil-svindler (det rådne æble falder ikke langt fra træet), tjente i Standard Oil, og fordi denne videnskab er dybt infiltreret i en filial af den petro-kemiske industri kaldet medicinalindustrien, kan man til gengæld være sikker på, at interessen i dit helbred er direkte proportionel med de penge, industrien kan tjene på dit helbred, hvilket i sidste ende er det samme som FRAVÆRET af dit helbred.

Der er ingen penge i sunde og raske mennesker.
Deri består den totale begrebsforvirring.

Det var bare dengang

Det var bare noget, de gjorde i gamle dage, da de ikke vidste bedre, for de kunne jo ikke gå hen i supermarkedet eller tænde for fjernsynet eller google det eller åbne for vandhanen og tænde for kontakten men var i deres armod henvist til at tale med hinanden og lytte til de gamle og mest erfarne,

og det er jo fordi, de var overtroiske og troede på ånder og engle og så spøgelser, for de havde ikke opfundet psykofarmaka, Big Data, algoritmisk børshandel, CT-scanning, elektroniske nyhedsmedier og digital valgsvindel eller muligheden for at tro på, at videnskaben havde svaret på universets gåde … lige om lidt i morgen.

Det var bare noget, der var i gamle dage, da der fandtes religioner, hvor man kunne bearbejde sin usikkerhed om livet og døden, få vished for godt og ondt og gøren og laden, og hvor Gud og hvermand var klar over, at tilgivelse i en ufuldkommen verden af fejltagelse var forudsætning for åndeligt velbefindende,

og det er jo fordi, de ikke var klar over, at ALT er relativt og fuldstændig tilfældigt, at universet er en entropisk dødsmaskine, at bevidshed bare er en bivirkning af kemi og neuroner og elektriske impulser i hjernen, og at ALT kan koges ned til den mindste partikel, som de finder lige om lidt, når de får penge til at bygge en endnu større maskine i et bjerg i Alperne.

Det var bare noget, de sagde til hinanden i gamle dage, når de sad rundt om bålet og så dansende skygger på hulens væg eller i kanten af skoven, bag hvilken der luskede væsener med nattesyn, kløer og hugtænder, der ventede på at plante disse i kødet på staklerne ved bålet og æde deres hjerte og lever,

og det er jo fordi, de ikke havde dobbeltløbede haglgevær og påsatte skovbrande, der kunne skræmme bæsterne og asfalterede landeveje, så man kunne køre dem over og benzindrevne motorsave, så man kunne fjerne utilgængelig skov og i det hele taget ikke havde styr på det dér forbandede vildnis, der kaldes for natur.

Der var bare noget, de gik og troede, fordi de ikke havde leksika, databaser, registersammenføring, statistikker, årsregnskaber, handlingsplaner, Schengen-samarbejde, antiterror-strategier, overvågningskapitalisme, sociale pointsystemer, Dankort og Netflix,

og det er jo fordi, de i deres formørkelse og darwinistisk underfrankerede undermåleri ikke var nået til det høje kulturelle stadie, hvor vi er velsignede med twerking, reality-TV, ISIS, antifaer, finanskriser og derivater, George Soros, politisk korrekthed, pædofile politikere, mainstream-medier, identitetspolitik, vejrmodificering, genmodificering og pesticider.

Som medlem af kulten

Som medlem af kulten ser jeg ikke hjernedød som en tilstand, der er forbeholdt trafikofre, apoplektikere og senile mimregøj men som en livslang glidende overgang til den dag, hvor man kan sove længe én gang for alle

Som medlem af kulten behøver jeg ikke længere bruge min hjerne til andet end download af præfordøjet mental kartoffelmos

Som medlem af kulten er jeg ikke forpligtet af logikken i mine udsagn men kan nøjes med at henvise til medlemsbogen side 14-18

Som medlem af kulten betvivler jeg ikke det ophøjede i mit designerideologiske livstidsabonnement og kan trække en ubrudt linje fra det verdensbillede, jeg anskaffede mig i min pubertære begrebsforvirring, til den dag, jeg stiller sutterne

Som medlem af kulten færdes jeg kun blandt de rigtige mennesker, der alle mener det samme som jeg, som heller ikke bruger deres hjerne, som ikke er forpligtet af logik ejheller betvivler deres egen fuldkommenhed

Som medlem af kulten holder jeg meget af baviansocialisering – hvis du klør mig i rumpen, piller jeg en loppe i øret hos dig, og vi behøver ikke at forholde os til virkeligheden

Som medlem af kulten er jeg fritaget for at lave lektier, få snavs op under neglene og rejse mig fra sofaen – det skulle lige være for endnu en dåseål

Som medlem af kulten engagerer jeg mig ikke i samtaler med mennesker – er du da tosset, jeg kunne risikere at lære noget! – jeg synger i kor

Som medlem af kulten kender jeg mit repertoire, der ikke trænger til fornyelse, så vidt jeg ved, og hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af

Som medlem af kulten ved jeg ikke noget, men siger ofte, at det ved vi jo alle sammen, og da jeg ikke ved noget men antager en hel masse, ved jeg heller ikke, hvad jeg ikke ved

Som medlem af kulten mener jeg at have meninger om mangt og meget og har den medlemsfordel fremfor ikke-medlemmer, at mine meninger ikke koster noget

Som medlem af kulten har jeg det privilegium at være i stand til at beskylde ikke-medlemmer for alt det lort, jeg selv har gang i

Som medlem af kulten har jeg fuld og livslang immunitet for både kritik og selvkrik

Som medlem af kulten overlader jeg hermed min samvittighed til kulten

Arkaisk science fiction I

Vi troede, vi var alene. Men de er her alle sammen.

Hvad er problemet? De kloge ævler om diversitet, dette er diversitet.

Hvornår ankom de? Vi ved det ikke med sikkerhed.

Hvad vi derimod kan være sikre på er, at vores hukommelse er slettet,
og vores historie er fucked-up.

Hvor er de så, spørger du, jeg har ikke set dem for nylig?

Svaret er: da de ikke ankom for nylig, har de haft god tid til at finde ud af, hvordan vi ikke ser dem – for nylig og til daglig.

Vi bebor kun 20% af planetens overflade, og resten er ubeboet, plejer vi at sige. Her findes de i alle afskygninger, helt små og helt store og dem midt imellem. Nogle af dem kommer aldrig op til overfladen. De lever under jorden, under havet, inde i bjergene, ude i skovene. Nogle af dem lever iblandt os og er ikke til at skelne fra os. Andre har en fysik, der er flygtig og undgår vores blik. Andre igen har antaget skikkelse af dyr, som vi mener at kende.

For årtusinder siden var Jorden ikke den eneste beboelige planet i solsystemet, men den anden planet blev ødelagt af de, der ankom og de, der boede der. Deres efterkommere bor her i dag.

Engang ankom der nogle, der ikke var venligt stemt. De startede med at handle og bytte, men efter et stykke tid holdt de op med at handle og gik over til blot at tage. Siden dengang har de taget og taget, og de satte selve akten at tage i system.

For at kunne tage, indførte de krigens undtagelsestilstand som normalitet. De overtalte os til at underskrive en kontrakt, der gav dem lov. Lov startede som en handelsvare, siden kunne den tages efter ønske og behov. Denne tilstand galt for alle, der boede her og alle, der var ankommet. Blot galt den ikke på samme vis for dem, der tog. Retfærdighed er et menneskeligt og universelt begreb, som de tilkomne ikke respekterede.

En dag for ganske nylig udløb kontrakten. De dengang handlende og siden hen tagende brød sig ikke om tanken. For alle andre var det ensbetydende med opfyldelsen af kontrakten, da et ophør er en del af kontrakten. Lyder det rimeligt? Det skulle man mene.

Alle andre end de tagende indgav et ønske om en fredskontrakt som afløser for krigens undtagelsestilstand. Ønsket blev indfriet.

Hvordan det, spørger du, det kan jeg ikke få øje på?
Svaret er: det kan du godt. Det er kun et spørgsmål om akustik og optik.

De, der har øren, kan høre, de, der har øjne, kan se.

De, der har hørt og set og forstået, kan tale om det.

Tilbage er øglernes yngel – en stund endnu.

Arkaisk science fiction II

Vi er nogen, der har en aftale om at mødes her.

Vi er nogen, der har været her før.

Vi er nogen, der var der sidste gang, det gik galt og ikke ønsker det igen.

Vi er nogen, der ikke slipper tanken om det hensunkne.

Vi så det komme, dangang. Vi forberedte os, for vi vidste, at ødelæggelsen var på vej. Vi efterlod os tegn af betydning, der kunne minde os om, hvad der blev ødelagt.

Vi er nogen, der er ved at få øje på disse tegn.

Vi bliver i stand til at læse dem som en bog eller et billede.

Tegnene blev dænget til med sten og jord.

De blev overskyllet af havvand og belagt med sedimenter.

Ørkenens sand dækkede dem til.

Junglens vildnis overgroede dem.

Der blev bygget ovenpå, så de lignede senere tiders efterladenskaber.

De første, der fandt dem, forstod intet.

De så dem som barnagtig grafitti.

De så dem som de uvidendes forstyrrede besværgelser af en verden, som de uvidende ikke forstod, fordi de ikke havde vores begrebsapparat.

De så dem som uudviklede, da de så sig selv som udviklede.

De undredede sig over tegnene, men de forstod ikke underet.

Det var her, datoer og steder dukkede op i mødekalenderen.

Vi begyndte at se hinanden i øjnene – havde vi en aftale?

Vi var nogen, der begyndte at bruge uforholdsmæssigt meget tid og energi på at få tegnene til at hænge sammen, som om vi ikke havde andet at tage os til.

Det stod imidlertid hurtigt klart, at der var andre, der kendte til tegnenes betydning og som gjorde alt, hvad de kunne, for at de ikke skulle tydes. De gik så langt som til at hævde, at tegnene overhovedet ikke var tegn, og hvis de var tegn, havde de intet at gøre med fuldstændig identiske tegn på den anden side af jordkloden. Alligevel kunne de finde på at udrade tegnen, gemme dem væk eller forbyde adgang til dem. Så hvis de ikke var tegn, og de ingen betydning havde, hvorfor så al denne aktivitet? Det i sig selv var måske et tegn.

Der var to grupperinger, dengang. Den ene ønskede at gøre gavn, den anden ønskede at gøre skade. Hvis man virkelig ønsker det, er det altid lettere at gøre skade end gavn. Så det var, hvad der skete.

Når vi nu mødes her igen, er de ikke for at tage hævn. Det ligger fjernt fra vort tankesæt. Vi er her for at sørge for, at der bliver truffet bedre valg denne gang, så vi ikke endnu en gang skal sendes ud i mørket og er nødt til at starte forfra med ilden, hjulet, suppeskeen og den dybe tallerken.

Identitetspolitik

Det er egentlig ikke svært at forstå. Kulturen har via invasiv kulturdesign skabt 2-3 generationer af mennesker – mere skal der ikke til – der ikke aner, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvor de skal hen. De er ikke identiske med det eneste, de burde være identiske med: sig selv.

Forrige generationer havde ikke brug for at tale om identitet og bedrive identitetspolitik. Identitet var en given sag, man voksede op og blev voksen i en kultur med generøs kontinuitet nok til at forsyne de opvoksende generationer med viden, kunnen og væren-til-stede i tilstrækkeligt mål.

Kulturmordet startede i 1910, brød ud i lys lue i 1914, ekskalerede i 1917, finansierede sig selv mellem 1929-33, blev genoptaget i 1940 og var slog igennem mellem 1956-68. Herefter recirkulering ifølge kulturdesignernes begrænsede forestillingsevne. Der kan egentlig ikke sættes årstal på, men dette er de tydelige milepæle.

Kulturmordet skabte en mennesketype, der befinder sig i et åndelig vakuum, et nihilistisk tomrum. Traditioner blev opgivet og dermed den selvfølgelige videgivelse af viden, kunnen og væren-til-stede, som vi kalder kultur. Vi lærte at foragte vores kultur og os selv. Moral/etik gik fløjten og dermed vores indbyggede samvittighed, der førhen tændte røde lamper, når vi var i gang med at forvolde skade på andre.

Amoral blev den nye moral, samvittighedsløshed den nye samvittighed, perversion og promiskuøsitet den nye puritanske kyskhed, had blev den nye kærlighed, folkemord blev kaldt for menneskelig omsorg, overgreb blev kaldt for retfærdighed, korruption blev kaldt for politik, kommissærvælde blev kaldt for demokrati, og en spade blev kaldt for en suppeske. Det er i dette vakuum af medieskabt snotforvirring, at der udbydes identitetspolitik.

Kom nærmere, kom nærmere mine damer og herrer.
Medbring jeres ynkeligste offerrolle, og vi skaber jeres identitet.
Smid jeres svage egoer på bordet, og vi giver dem ben at gå på.
Kom med jeres had, og vi giver jer et hadeikon, I kan afreagere på.
Vis os jeres kønsløshed, og vi opfinder nye kønsligheder til jer.
Kom med jeres racisme, og vi hjælper jer med at smøre den af på andre.
Fortæl os om jeres herkomst, og vi fortæller jer, hvorfor I er vrede.
Udtal at I er unge og forvirrede, og vi vil lære jer anklage samfundet.
Sig at I er bekymrede for verden tilstand, og vi henviser jer til klimaet.

Kom nærmere, kom nærmere, alle I uden mål og med og håb om et liv.
Kom også jer, der bare keder sig den bare ud af buksen.
Lad os lave en profil til jer, så I kan få skræddersyet jeres nye identitet.
Identitet: at være noget andet, end det man er. Hvem ønsker ikke det?
Vi har mere end 100 års erfaring, og stiller den gerne til rådighed for jer.
Vi gør ikke andre modkrav end at forlange 100% hjernedød duknakkethed.

Kategori: Poema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *