Begærets mål

Hvad var nu Marcus Aurelius, den filosoferende romerkejser, skrev?
Sandsynligvis en aftenstund belyst af olielamper i sit imperiale telt
på et felttog mod de genstridige germanere, svebere, burere, markomannere
i et stoisk øjeblik af refleksion over sit liv i Rigets tjeneste.

Sandsynligvis akkompagneret af et glas vin, der havde ligget og skvulpet i krukker, der i bedste fald var sejlet i en rolig strøm af floden Main, men i værste fald har måttet køres i vogne slæbt af mudrede svebiske skovveje i, hvad der i dag kaldes Bayern.

Sandsynligvis vel vidende, at den potentielle læserskarer for filosofiske aforismer
begrænsede sig til ganske få adelige sønner og eventuelt døtre,
der havde fået lov til at lære de frie kunstarter,
og lidet anende, at disse sætninger bliver læst 1837 år efter hans død
af hvilken som helst læsehest, der af vanvare eller velvilje forvilder sig ned i et muggent kælderlokale i den indre by med bøger fra gulv til loft og fundet Ta eis heuraton, Tanker om mig selv, på allerbagerste hylde. Originalsprog græsk..

Ejheller kunne han vide – og hvem kan overhovedet vide, hvad menneskeheden stiller op med ens eftermæle, hvis der overhovedet er noget efterkomme at mæle – at Ridley Scott sætter Richard Harris til at spille rollen som ham i Gladiator fra år 2000, hvor soldaten som gladiator ender med at tage livet af både sig selv og kejserens udueligt korrupte søn og efterfølger i en duel.

Ejheller kunne han på nogen måde vide, at Jonathan Demme i The Silence of the Lambs fra år 1991 lægger hans aforismer i ordet på kannibalen, dr. Hannibal Lechter spillet af Anthony Hopkins, i en scene, hvor han hjælper en ung FBI trainee spillet af Jodie Foster med at fange en seriemorder og siger til hende: Læs Marcus Aurelius!

Så hvad var det, kejseren skrev i sit telt i Germanien på et tidspunkt mellem år 161 – 180 over et glas vin fortyndet med vand fra en kilde omkring floden Main i olielampers skær, der berettiger udsagnet i form af en aforisme til at blive lagt i munden på en kannibal i en Hollywoodfilm? Og har det noget som helst med kannibalisme at gøre?

For at starte med det første spørgsmål. Han skrev: Hvad er det, mennesket begærer? Mennesket begærer det, som mennesket ser. Og for at få det andet spørgsmål overstået, så har det kun noget med kannibalisme at gøre, hvis nogen skulle lide af den slags begær. Og hvis ikke du via fødsel og opdragelse eller mangel på samme skulle gøre det, så skal Hollywood nok hjælpe dig med det.

Hvad mennesket ser på med sine fremadvendte rovdyrøjne – selvom dets tandsæt mere er som en ådselsæders – er det, som det begærer. Betyder det så, at det er syndigt at se, og at begær skal underkues? Den filosofiske kejser og hærfører ville sige nej, for det kristne tankesæt med synd, skyld og skam var ham dybt imod. Det betyder, at vi skal se på den rigtige måde og være selektive med, hvad vi udsætter vores syn for.

Med de præfabrikerede begærets mål, der dagligt flimres for vore øjne fulgt af en stigende mangel på evne til at filtrere dem bort – hvordan kan vi næsten det, de er jo overalt? – lever vi i et billedfængsel af designer-attrå.

Vi kan stadigvæk undgå det. Vi kan vælge at udsætte os for noget andet. Ikke hvilket som helst udsyn fra et vindue er befængt med erotiserede og kommercialiserede reklamesøjler for Intetheden. Der behøver heller ikke at være et vindue mellem dit øje og udsigten over havet, skovene, søerne og bjergtoppene med sne på toppen og himlen hvorhenover der ses en lammegrib, den skæggede ørn, knogleknuseren i stoisk svæv gennem passet, Rolandshugget, Pyrennæerne, på den eksakte grænse mellem Frankrig og Spanien, det grønne og det solstegte landskab.

Ikke kun synet står til rådighed. Mærk duften af bjergtimian begravet i græsset.

 

Selvcensur

Hvad er forskellen på selvcensur og selvkritik? En verden.
Hvad er forskellen på selvcensur og masochisme? Ingen.

Som en masochist har lært at elske smerte, således har selvcensuristen lært sig – eller har ladet sig belære om – at elske at skamme sig selv ud under usikker forventning om, at nogen bestemt har tænkt sig at gøre det ved ham/hende lige om lidt, hvis ikke man selv gør det på forhånd. Er det så en sikker viden om, at nogen har tænkts sig at sige fy, skam dig, det er ikke godt nok, hvad du gør og siger og tænker og mener? For den ultimative selvcensur er at frygte selve tanken – sæt nu de kunne høre, hvad jeg tænkte. Svaret er nej, det er ikke en viden, det er en tro, der stammer fra uviden.

Hvis jeg skulle dyrke selvcensur, ville INTET af ovenstående være skrevet.

Hører jeg en vittig hund i baggrunden mumle noget om, at det i så fald havde været bedre? Jeg trækker også lige på smilebåndet. Bedre for hvem og for hvad? og det er så her, jeg er nødt til at erklære mig lodret uenig med vittighunden – der minsandten er ingen anden end vagthunden, møghunden og selvcensuristen i mit eget baghoved.

Det er ALTID bedre at udtale sig end at holde igen af frygt, skyld og skam.
Hvad du brænder inde med, vil mugne i dit indre og forgifte din sjæl.
Det er ikke sikkert, at alt er lige gudsbenådet og relevant,
men mentalt mug er både gudsforladt og irrelevant.
Husk Fassbaender: Angst æder sjæle op.

Det er ikke ensbetydende med at lukke hvadsomhelst for en gang lort lige ud i hovedet på andre, fordi det klør så dejligt i
numsen, når jeg gør det. Hvad rager mit private tarmsystem andre mennesker, hvis ikke det er personligt og dermed alment?
Hvad er forskellen mellem privat og onanistisk, narcissistisk pis? Ingen.
Hvad er forskellen mellem privat og personligt? En verden.

 

Voldsmonopolet

Hvis du som almindelig privatperson, borger, individ, civilist, indbygger
– hvad kalder man lige den slags masseproducerede stemmekvæg, kanonføde,
skatteydere, arbejdsdyr, traffikanter, befolkning eller bare folk eller bare du eller jeg
en eller dag skulle få lyst til i et grænseoverskridende humør, et anfald af magtfølelse,
opflammet af en følelse af, det var min ret og min pligt og mit privilegium,
og Gud forbyde det, siden der ikke synes at være dennesidige istitutioner,
der ser det som deres opgave at nedlægge den slags forbud,
så kan du og jeg og alle de andre myrekryb i nabolaget
være helt forvisset på, at blive anholdt, afhørt, varetægsfængslet, hevet i retten og dømt til betaling eller indespærring og for resten af vore usle liv bære et stempel i panden
som forbryder.

Altså selvfølgelig med mindre du har medlemskort til en af de eksklusive klubber
af særligt udvalgte der er for store til at blive dømt for noget,
men det er en historie for sig – eller er det?

Lad os foreløbig slå fast, at indgreb overfor de overgreb, som gælder du og jeg og de andre underfrankerede padder uden særlige medlemskort til luksuøse forbryderklubber
ikke gælder repræsentanter for Staten.

Hvis du og jeg fik lyst til at konfiskere anden mands ejendom og hævdede, at det havde et højere nobelt formål, ville vi blive stoppet per omgående. Staten skal bare finde den rette paragraf frem for at gøre det.

Hvis du og jeg fik lyst til, skal vi sige månedlig pengeafpresning af nabolaget på skal vi sige 40-60% af de penge, folk havde tjent i deres ansigts fodsved mens de gispede af udmattelse hver weekend, så ville vi blive dømt for netop pengeafpresning. Hvis vi oven i købet truer folk med yderlige repræsalier, hvis de ikke betalte beskyttelsespenge, fik vi den oven i dommen. Staten derimod har ret til alle tænkelige variationer af pengeafpresning, og hvis du nægter, bliver der lagt oven i hatten.

Hvis du og jeg fik lyst til at gå og slingre lidt med et skydevåben på gaden for at intimidere vore naboer, så ville du blive smidt ned på et fortov og lagt i håndjern, eller måske bare pløkket ned på nærmeste gadehjørne af folk, der som repræsentanter for Staten har lov til at gå og slingre med skydevåben på gaden uden at blinke.

Hvis du og jeg og en hel hær oven i købet fik lyst til at gå over grænsen ind i et andet land og under påskud af, at en hel befolkning derovre på den anden side, eller derude i udkantsverden bestående af halenegre, kameldrivere, risgnaskere, underfrankerede tæppetissere, ulydige fattigrøve, afgudsdyrkere, udemokrater – og føj især for det sidste! – mens vi kaldte dem for fjender og sagde, at det var dem, der begyndte – hvorefter vi begyndte at køre ind over deres marker med bæltekøretøjer, flyve ind over deres byer med bombefly, skyde ind over deres luftrum med langtrækkende ballisiske missiler iført beskidt uran af strategisk formål, slagte løs på deres kvinder, mænd og børn samt hunde, får og kameler, forgifte deres brønde – efter først at have svinet dem og deres lederskab til med alle tænkelige ukvemsord uden hensyn til sandhed og virkelighed – hvorefter vi indsatte en stinkende korrupt regering, som vi kaldte for demokratisk, hvis vi havde lyst eller veligsindet tyranni, hvis vi havde lyst til det, hvorefter vi stjal alle deres ressourcer og opkrævede dem administrationsafgifter for besværet …

– så ville du og jeg nok visse steder blive henrettet eller som minimum sendt i forvarring på livstid som uhelbredelig psykopat.

Men hvis en stat, der har muskler nok til at skide højt og flot på den etik, som stort set samtlige mennesker inklusive deres egen befolkning besidder – medmindre dele af den befolkning er blevet bestukket og i fejhed eller stupiditet har accepteret at blive bestukket til at mene, at det er helt ping-pong-dynamolygte og Guds gave til dem og menneskeheden – så vil denne stat ikke blot være ustraffet for forbrydelser, der overgår enhver beskrivelse. Den vil til og med blive lovprist for det!

Hvis nogen tilhører et forvirret slæng, der tillader sig at mene, at dette sted i Universet er et underligt sted, der har et skizzofrent forhold til etik og lovgivning baseret på etik og måske især: fortolkning og udøvelse af den lovgivning, der hævdes at være skabt på etik for, at den slags ikke bør kunne finde sted i en civiliseret verden – så tæl mig med.

 

Kronisk forundret

Det kan undre,
og det kan godt være, at det kan forklares, diskuteres, forstås og endog undskyldes
men altså alligevel kan det undre,
og det kan godt være, at nogen ikke undres længere og siger:
jamen, det er bare fordi, … for det er jo bare sådan nogle, der …
og vi ved jo, at det i bund og grund er én stor konspiration …
men jeg holder ikke op med dagligt at forundres,
og det kan godt være, nogen trækker på skuldrene og med defaitisten siger:
jamen, sådan har det jo altid været, og det kan man ikke gøre noget ved,
og det kan så yderligere undre,
at nogen mener, at de har fået det hele på plads, når der er så meget at få på plads.

Det kan undre,
og det er meget muligt, at det forlyder, at der ikke er noget underligt i det,
men altså alligevel kan det undre,
og det kan godt være, at det nu forlyder, at det ikke er godt for mennesket at undres,
at det måske oven i købet er lidt suspekt at undres, og at det vist er det samme
som at stikke næsen i sager, der ikke vedkommer sådan nogen som mennesker,
men jeg holder ikke op med dagligt at forundres,
og det kan godt være, at nogen bliver pisse irriteret over at få stillet netop de spørgsmål,
som de har brugt så meget energi på at slippe for at svare på,
og det kan så yderligere undre,
at de tror, at de i længden kan slippe for det, når nu folk på stribe er begyndt at undres.

Det kan undre,
at ikke endnu flere hengiver sig til undren for gennem undren at møde underet,
på én gang kilden og målet for undren,
og det kan godt være, at undren ind imellem må ophøre til fordel for
bum færdig ende på diskussionen, skær i skidtet, tis eller hop ned fra toilettet,
kom ud af røret og fingrene ud af kanaljen, tag hul på bylden og spil bolden videre,
men altså, det kan godt nok ind imellem undre

 

På befaling

Hvis din gud befalede dig at gå ind eller hen eller over eller op eller ned
og slå din nabo ihjel, ville du så gøre det?

Og jeg er larmende, bedøvende ligeglad med, hvem din gud er, om han er han eller hun, om navnet er Yahweh, Mammon, Marx-Lenin, Maos spøgelse, Staten, Korrekthedskommissariatet, Videnskaben, Hitlers genganger eller bare den dér stemme i dit hoved.

Og jeg er totalt kold i bagdelen overfor diverse abstraktioner om, at det sker for en højere sag, et godt formål, et mål der helliger midler, en undtagelsestilstand, en ædel løgn, et retfærdigt korstog, en fuldbyrdelse af profetier, en historisk-materialistisk nødvendighed

Vi taler ikke her om en eller anden fortænkt, undtagelsesvis situation, hvor din nabo er i færd med at voldtage og partere din datter eller har placeret en bombe under hele ejendommen med 28 beboere og skal til at trykke på udløseren. Vi taler om din udmærkede nabo, et fredeligt menneske, der så vidt du ved ikke har gjort en kat fortræd, og hvis han måske har smidt et æble efter en kat, der var ved at skide midt på hans græsplæne, på ingen måde har gjort sig fortjent til at blive slået ihjel, hvilket du i øvrigt, selvom han havde, IKKE har folkeligt eller bare lovligt mandat til at udføre på egen hånd.

Vi taler om, at din gud, hvem eller hvad din højeste og dermed absolutte autoritet end måtte være, har givet dig det ultimativt grønn lys uden røde lamper, en anbefaling grænseoverskridende til et påbud om, at du er udset til at være den, der uden konsekvenser, uden efterfølgende tiltale, ja oven i købet vil blive lovprist og dekoreret for det – ville du så gøre det?

Inden du svarer, så tænk dig godt om. For der mangler ikke eksempler på, at folk, der sikkert ligesom du og din nabo har været udmærkede mennesker, men som uden at blinke mere end et par gange har pareret ordre, uden at de og deres familier og venner er blevet blevet truet på livet. Med andre ord: Er du den, der villigt angiver mig og dernæst trykker på knappen, der hugger mit hovede af, hvis jeg er blevet udset?

 

DM i spasserjeep

En disciplin ved handikap-olympiaden, som du måske ved.
Muligvis har sportsgrenen skiftet øgenavn/kælenavn, siden jeg hørte om den sidst.
Måske hedder det uofficielt DM i mongolslæde, DM i rulleracer, DM i tumpetraktor.

Jeg kan kun gætte, men hvad end de kommer op med, så er jeg ret sikker på, at folk, der på livstid er bundet til den tingest, der kommunalt-regionalt-klinisk hedder en kørestol, har både øge-og kælenavne for denne tingest, som i dens mest forskellige versioner kan en hel masse ting og har en hel masse muligheder, der udover at gøre livet mindre pinefuldt kan gøre livet til noget, der for dens beboer (stadiet efter bruger) kan måle og matche sig med folk, der hopper rundt på deres ben.

Hvad rager det mig, spørger du? Eller: Jamen selvfølgelig, det har jeg da fattet.
En handikappet er vel bare noget, som behandlersamfundet skal servicere?

Well, du misser ikke pointen som sådan, for jeg er ikke nået så langt endnu
Her undlader jeg selvfølgelig diplomatisk at sige,
at allerede spørgsmålene røber manglende pointe-fornemmelse.

Jeg har en lidt anden pointe i kog end den, du foregriber.
Hvad nu, hvis du rent faktisk mistede din førlighed, hvad ville du så gøre?
Der er grundlæggende to attituder, den handikappede kan anlægge.

Den ene er at synke ned i sin mongolslæde og have ondt af sig selv, mens han/hun lader sig behandle af behandlersamfundet – og forstå mig ret: behandling som empatisk ytring er helt fint i kanten set fra behandlerens synspunkt. Men bemærk venligst, at den behandlede som modsvar ofte vælger at stille krav til sig selv og behandleren om autonomi og kræve sit suveræne virkefelt. Hvilket betyder at sige nej hen ad vejen til infantilisering, klientilisering, patientificering og umyndiggørelse.

Så hvad ville du gøre for at skabe dig et værdigt liv, hvis du fik et handicap?
Og har du ikke allerede et, og jeg spørger bare? Spørgsmålet er dernæst: hvilket?
Her kunne der være to vigtige lektier at lære af handikappede: humor og ukuelighed.

 

Spørgsmål til det tænkende segment

Hvor var I henne dengang, da I kunne have bevist overfor Verden, at I tænkte?
Hvad tænker jeg selv, at jeg tænker på?
Jeg tænker på, da det virkelig galt, og da segmentet kunne have gjort en forskel.
Jeg tænker på dengang, det ikke var gratis, og I kunne have fået ørerne i maskinen.
Jeg tænker på, da civilt mod kunne have været klædeligt og intellektuelt hæderligt.

Hvor var I henne, da de bombede Jugoslavien?
Sad I i sofaerne og klappede i hænderne over, at NATO smed tonsvis af bomber,
at de sagde, at præsidenten var en slet karl, der burde skydes,
da de sagde, at han begik massakrer og krigsforbrydelser og smed dem i massegrave,
som de bagefter havde svært ved at finde, for de fandtes ikke,
og efter at de havde myrdet præsidenten i sin celle i Haag,
frikendte de ham for samtlige anklager i en notits nederst på side 22,
dog med 25 års forsinkelse, for ting tager som bekendt tid,
og midt i den amerikanske valgkamp i 2016, hvor ingen gad at læse om folkemord.

Hvor var I henne dengang, da Verden havde brug for et afkast af alle de investeringer, den forgæves havde gjort i at uddanne jeres intellekt?
Ja hvad mener I selv, at I tænkte på?

Tænkte I på, at det var bedst ikke at tænke for højt.
Tænkte I på, at det måske var bedst overhovedet ikke at tænke?
For hvis man ikke tænker overhovedet, skal man ikke betale told af sine tanker.

Hvor var I henne, da de bombede Libyen?
Hvor var jeres begavede røst henne, da vi bidrog til at smide hvid fosfor efter børn?
Nå du ved ikke, hvad hvid forsfor er, din stakkel? Det er såmænd bare noget, der brænder huden i stykker på de fjolser, der er så dovne, at de ikke kan flytte sig i tide.

Nå, ved du heller ikke, hvad afberiget uran er, dit arme kræ? Det er bare noget, der gør området ubeboeligt på ubestemt tid og sørger for, at konerne i ørkenen føder sjove børn, forgifter vandet i undergrunden, gør kameler og geder selvlysende – af strategiske årsager.

Og siger du, at det var på grund af den onde udemokratiske præsident, at to millioner af hans folk skulle fordrives fra landet hærget af velmenende terrorister, at han jo var en ond diktator, selvom han var elsket af hele sit folk og havde givet dem Nordafrikas højeste velstand? Nå det ved du heller ikke? Eller mener du, at han havde fortjent at dø for at være elsket, hvilket i så fald gør det at være elsket af folk til en dødssynd.

Hvor var I henne dengang, da jeres ledere lod sig røvpule og muligvis endog kunne li det?
Hvad tænker I om tilbøjeligheder til at lade sig betjene sig af dildoer af klassen Stinger, Tomahawk, ICBM – og om størrelsen af de røvhuller, der skal betjene dem?
Hvad tænker I om onanistisk retorik, der tilfredsstiller sig selv med folkemord og statskup/intervention under betegnelserne ansvar for at beskytte, blød magt, farvet revolution, sikkerhedspolitik, vi bringer demokrati?
Hvad tænker I om, at et par millioner mennesker er omkommet, fordi I var mere optaget af at gokke den af med Vild med dans, X-Factor, Paradise Island og Jeopardy?

Hvor var I henne, da de bombede Syrien?
Var syrernes dødssynd, at de var Verdens etnisk-kulturelt mest tolerante folk?

Hvor var I henne, da de besatte Afghanistan?
Var afghanernes dødssynd, at de ikke producerede opium nok til CIA?

Hvor var I henne, da de smadrede Ukraine med neo-nazister og neo-fascister?
Var ukrainernes dødssynd, at de lå i vejen for NATOS atommissiler mod Rusland?

Hvor var I henne, da de plyndrede Grækenland?
Nå, sad I og så Deadline på TV-Klog, hvor de sang talentløse hånesange om grækerne?

Hvor var I henne, da folkemorderen, valgsvindleren, lystløgneren, pædofilisten
Hillary Clinton blev promoveret til skyerne af jeres liberale presse?

Hvor var jeres selvkritik, jeres forståelse af sammenhænge, jeres hjemmearbejde?
Hvor er jeres samvittighed, jeres etik, jeres personlige mod og jeres integritet blevet af?
Hvor er jeres højt berømmede ytringsfrihed og jeres højt besungne tolerance blevet af?
Hvor er jeres moralske højdedrag og jeres intellektuelle højstatus blevet af?

Så jeg spørger endnu en gang:

Hvor var I henne dengang? Hvor bliver I af i dag? Og hvad tænker I om den dag, jeres efterkommere vælger at pisse på jeres grave som tak for den Verden, I skænkede dem?

 

Kategori: Essay

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *