Livet som blindtarm

Vi er en blindtarm i en blindgyde, vi er et appendix. 
Vi er en vedhæftning, et forlænget indvolds-vedhæng, 
der slasker ud af røven på et stort dyr.
Når dyret vrikker med bagpartiet vrikker vi med.
Når dyret brøler sin galde ud i den anden enden, brøler vi med.
Vi tager bad i det, som dyret har fået til middag og fordøjet.

Vi er en tilsyneladende uadskillelig del af møgdyret.
Når dets forædte organisme får en virus, får vi også glæde af den.
Når det får feber, bliver vi tilpas overophedede, 
når det ryster kulden af sig bliver vi til isklumper.
Når det vender sig mod udvalgte hadeobjekter, er det forventet, at vi tiljubler.
Vi slipper ikke for at lægge os imellem, når bæstet bliver stanget bagfra.

Måske er vi ikke bare appendix, måske er vi en hel koloni af slatne hæmoroider,
der viljeløst er kravlet udenbords for dog at få lidt luft en gang imellem.
Måske er vi lus og lopper og igler og tæger i huden på bæstet.
Måske er vi oksehakkere eller krokodille-tandstikkere eller sugemaller i huden på hajen.
For hvis vi er det, trænger vi sgu til lidt kostforandring.

Lad ronkedoren gå brølende herfra med evig kløe i sin beskidte bag.
Måske vi bare skulle ophøre med at betragte os selv som appendix.
Hvad nu hvis dyret i virkeligheden var et indbildsk appendix til os,
et grotesk biprodukt af alt for lang tids finden sig hvad som helst?
Måske dyret i virkeligheden er halen, der blot har morfet og muteret.
Måske det ikke engang er en hale men bare en grotesk, uformelig parasit,
som vi sådan set bare skulle tage at skaffe os af med og se at få egne ben at stå på.

Ja, hvad siger du?

Tjener, kan jeg bestille en …

Nedsunket i sommerheden, hensunken i en drink med mynte, lime, rørsukker og hvid rom.

Jeg har omplantet mig selv i ånden til baren Bodeguita del Medio i Havanna i 1947 og bestilt en Mojito af min egen bartender aka mig selv, der straks spankulerede om på den anden side af huset og plukkede en håndfuld hestemynte, der gjor bersærk i et staudebed. Isklodserne hentede tenderen i egen fryser, danskvand er fra egen maskine, rommen er cubansk og limefrugterne er fra et sted i udkantsverden. 

Det siges, at man kan dyrke citrus i sit drivhus, jeg mener det kaldes et orangeri, men der er ikke plads, for der står en gigantisk vinstamme, der hvert år leverer 35 kg druer + chillies og tomater og krydderurter. Kunne jeg klemme et citrontræ ind? Det må prøves næste år. Problemet er, at orangerier samtidigt skal være vinterhaver med opvarmning, for ellers overlever de ikke fra år til år. Det gør vinstokken til gengæld, og man behøver ikke at vande den, for den stikker bare gennem fliserne og dybt ned i jorden. Eller rettere, fliserne er bygget rundt om den fra starten af. 

Så mangler vi bare en produktion af hvid rom. Den er nok ikke så nem at fixe. Ikke at man ikke kan brygge rom uden for Caribien, og Danmark har faktisk en tradition for rom via vores kolonitid og de dansk-vestiindiske øer. Ægte rom er lavet på sukkerrør, der skal importeres, og raffineret rørsukker er dyrt i dag. Det ville ikke blive det samme med roesukker eller kartofler, for så hedder det snaps, gin eller vodka. Eller moonshine lavet på korn af en slags, sandsynligvis byg. Så kunne man i øvrigt lave whisky. Igen, det ville være dyrt, da vi taler om maltet byg, for det er i virkeligheden destilleret øl. Så tror jeg snarere, at huset vil byde ind med destilleret æblevin i overskuelig fremtid, for æblehøsten er indenfor rækkevidde.

Skal man så ikke have et gigantisk destillationsapparat med rør og slanger og haner og den slags, og bliver man ikke blind af al den fusel?

Nope. Hvis man tager de første 10% med, så får man methanol, og så er man en idiot. Dernæst køber man en AirStill, der er ny teknologi. Den forbruger så på elregningen i stedet for på en gasbeholder, så det er en anelse dyrere løsning. Apparatet er til gengæld væsentligt billigere og kan bruges til at destillere vand, for destillering er blot fordampet vand, der fortætter langsomt til dråber af … vand, dvs. uden alt det, der ellers er i vand. Så hvad sker der med vin fx? At alkoholen fortætter hurtigere end vandet og så at sige overhaler det. Det kunne så give finsprit uden smag af noget, men hvis man styrer fordampning/fortætning, så slipper der noget vin med, der giver smag af fx. æbler. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Danmark ikke for længst er verdensberømt for både æblevin og æblesnaps + diverse likører, da vi er verdens klimatisk bedste æbleland. Franske og italienske bønder har været meget mere kreative, for vi er kun kendt for vores kartoffelsnaps med kommen. Nåjo, jeg forstår godt, for Danmark har en landbrugspolitik, hvor det ikke kan betale sig at dyrke æbler længere. 

Danmark har i det hele taget … en landbrugspolitik. Den historie tager vi ved lejlighed, for det er et sørgeligt kapitel for sig. Eller skal vi sige det diplomatisk: der er plads til forbedring i en rum tid fremover.

Hjemmebaren i udkantsdanmark har lidt svært ved fuldud at genskabe stemningen fra Hemmingways yndlingsbar i Havanna. Der mangler lidt kolorit i form af dyttende bilhorn fra 50-60’er-biler i baggrunden, cigarrøg, fintrimmet overskæg, stråhat samt lyden af latino i baggrunden. Måske en stilig tjener med hvid skjorte og vest eller en mulatto-bar-mama, der på bestemt men kærlig vis skælder bargæsterne ud. Men smagen af mojito er ikke til at tage fejl af.

Sort magi – nørdsnak

Her forventes en klamamse om okkult praksis fra middelalderen til nutidig politisk-social-psykologisk praksis. I stedet handler det om et firma, der revolutionerede hard- og software i filmbranchen. Firmaet hedder BlackMagic, og det har ikke så meget med heksedoktori og Harry Potter at gøre men dog med en form for filmisk magi.

Så alligevel er det lidt okkult – i betydningen skjult – for følgende er for nørder.

BlackMagic er et australsk firma, der har ramt en nerve i filmbranchen. Jeg reklamerer normalt ikke for firmaer og firmaprodukter, og BlackMagic producerer udstyr til filmoptagelse og redigering, soft- and hard. Det kommer jeg så til at gøre i dag, for det særlige ved firmaet er, at de har formået at underminere hele branchen ved at producere kompromisløst kvalitetsudstyr til en pris, som er til at betale for fattigrøve som mig. Alle de store firmaer har hi-end kameraer, der koster mellem 100.000 og en halv million. Sony, Panasonic og Canon er eksempler i den lavere ende af hi-end og Alexa og Red eksempler i den høje ende, den hidtidige state-of-the-art for Hollywood o.a. Men Blackmagic gjorde for otte år siden en genistreg. De sendte verdens mindste dedikerede filmkamera på banen. Det kostede dengang ikke mere end 7.500 dKr. Det hed BlackMagic Pocket Cinema Camera eller forkortet til BMPCC. Otte år senere bliver det stadigvæk brugt til at producere spillefilm og dokumentarfilm på.

Det kan lyde mærkeligt, for det er ikke et videokamera. Det kan ikke tage fotos. Det har ingen linse i sig selv, for det er bare et hus, dets monitor er lyssvag, der er ringe autofokus, lyden er ikke god, der er ingen billedstabilisator, batteriet er elendigt, du skal ind i menuen for at styre ISO, format m.m, og det er kræsent mht. det rette SD-kort. Altså netop alt mangler eller skranter, som tidens consumer-kameraer er blevet gode til. 

Det har alle odds imod sig på video-consumerfronten, men det er ganske særligt på pro- og filmfronten. Lad os tage det én ting ad gangen.

Film er film, video er video. Filmæstetik rent billedmæssigt er ægte, ukompromitterede og realistiske farver som udgangspunkt, stor farvedybde, en smuk blødhed i billederne, evnen til at fokusere på motivet/mennesket og samtidig filmisk sløring af baggrunden (bokeh) samt fuldstændigt kontrolleret, jævnt skift af fokus og blænde.

Det kræver udover et kamera cine-linser, hvor både fokus og iris/blænde er trinløs og manuel. Det kræver en følsom søger, hvor man er nødt til at bruge ND og/eller polaroid-filtre i kraftigt lys og til gengæld belysning i dunkle miljøer – eller at man accepterer, at sort er sort, hvilken kan være en totalt befriende æstetik, meget NetFlix-agtig i øvrigt. Meget godt til film noir og drama-thrillere med sort magi.

Autofokus er altså nærmest ubrugelig. Forestil dig en scene i en film, hvor der er perfekt fokus på motivet i en udendørsscene, og så er der en dum måge, der flyver forbi, og fokus flimrer et splitsekund, fordi autofokus tror, at mågen er manden. En ommer! Eller forestil dig en bevægelig scene, hvor kameramanden et splitsekund rammer ved siden af bilen, der kører med 160 i timen og fokus flimrer over til en modkørende bil eller et hus. Endnu en ommer! og nu er instruktøren virkelig sur. Man bruger ikke autofokus i film.

Det kræver ekster monitor eller søger. I sollys kræves en monitor med en solskærm.

Det kræver ekstern og dedikeret lyd. Lyden er lige så vigtig som billedet i film. En indbygget mikrofon i et kamera fanger kameraets motor- eller blæserlyd. Hvis der er vind, fanger den suset. Hvis der er et rum med efterklang, lyder det som et badeværelse. Det kræver enten lyd optaget på en seperat lydenhed med boomstang eller lavallier-mics (trådløse) eller en retningsbestemt shotgun med en dead cat-vindhætte. 

Billedstabilisering kræver en gimbal/kran. Eller netop det, som alt det ekstra-gear, der lige er nævnt, tilføjer til et kamera, altså tyngde. Hvis ikke man har tyngde, må man kompensere vha ophæng og elektronik for at undgår rystelser (micro-flicker). Det er det, der sidder på en drone, hvor kameraet er ophængt i elastikker, og hvor den indbyggede elektroniske gyroskopfunktion gør, at alle rystelser bliver elimineret.

Så tilbage til det kamera, der skabte revolution i branchen. Hvad kunne det så, som videokameraer til samme pris ikke kunne? Og hvad kan det stadigvæk otte år senere?

Det optog som intet andet kamera til prisen i RAW-format, det vildeste og mest efterredigerbare format. Dets farvedybde var i 13 steps. Farvevidenskaben (color science) i kameraet var professionel. Uhørt!

Det optog i professionelle codecs udover RAW – der ikke er et codec, for det ukomprimeret – som ProRes (HQ, LT, Proxy), der er state-of-the-art på markedet og i log-format, der giver mulighed for at fremkalde farver bagefter nøjagtigt, som man ønsker. Med mindre optagelserne er fucked-up, selvfølgelig 😉

Det brænder ikke varmt, som DSLR-kameraer i dag gør, selvom de hævder, at de er verdensmestre i at lave video ved siden af at skyde foto. Canon har lige måttet tilbagekalde deres seneste topkamera (DSLR all round) pga. af det problem. Sony har ikke tilbagekaldt deres top-ditto men burde have gjort det, da der meldes om, at lortet brænder varmt. No wonder, for der er ingen kølerfunktioner i disse kameraer. De postulerer, at de er verdensmeste i ALTING, og så går det galt. 

Det har en micro 4/3-fatning i huset, men vha af en speedbooster kan det udvides til at blive et fullframe-kamera. Det er med andre ord et kamerahus med en nødtørftig skærm-lyd- og optagefunktioner, hvor dets egentlige styrke viser sig ved alt det, man tilføjer. Det kan optage fantastiske billeder i sig selv med en flad pandekagelinse + dets egne batterier – altså i 20 minutter ad gangen, og så skal man skifte batteri. Det passer lige ned i lommen som sådan. Lyd snakker vi ikke om her, men der er simpel lyd – det er der også i et hvilket som helst videokamera, og den er ikke imponerende. Men kameraet bliver med ekstraudstyr til et fuldt professionelt filmkamera. Det passer så ikke ned i lommen længere men kræver en mindre kuffert. 

Hvad koster så dette krævende men fantastiske kamera i dag? Det produceres ikke længere, så det koster … 3.500 kr som brugt! 

Tilbage igen til firmaet, der skabte kameraet og lavede påstyr i branchen, BlackMagic. De producerer også state-of-the-art filmredigeringsprogrammet i dag, DaVinci Resolve, der er en seriøs konkurrent til Premiere Pro, Avid, Final Cut, og hvad de nu hedder. Og det er gratis til download! De producerer også verdens mindste studio-switch, ATEM Mini, hvor man kan producere professionel livestreaming-TV med fire kameraer. Det kræver bare dimsen, der koster 2.300 dKr, ledninger, en computer, en internetforbindelse og gratis software. Et kamera kan udskiftes med en computer. 

Og så har de igen undermineret markedet ved at sende deres seneste hi-end kamera, Ursa Mini Pro 12K ud. Folk har lige vænnet sig til, at der findes 4K som højopløst videoformat, og så er de hoppet videre fra 6K over 8K til 12K, hvilket INTET kamera derude kan håndtere. De har lavet en helt ny søger, der kan fange denne uhørte opløsning, og deres seneste RAW-format tillader, at man kan afvikle mindst 10 videokanaler i 12K-opløsning uden forsinkelser i deres redigeringssoftware. Det kræver så en seriøst computer, men det gør film- og videoredigering under alle omstændigheder. Dette kamera koster ca. 70.000 kr. Men hvilket som helst top-end filmkamera, der kører i lavere opløsning, koster mellem det dobbelte og det syvdobbelte. Dernæst er de andre firmaers gear bundet op til deres eget tilbehør, der også koster kassen, hvorimod BlackMagic-kameraer kan bruge alle andre firmaers tilbehør. De monopoliserer altså ikke deres udstyr for at binde deres kunder. Se fx, hvordan Apple og Adobe gør for at gøre det besværligt for deres kunder at vælge andre end dem. Eller Microsoft. Alle de dumsmarte, dominerende koncerner gør den slags, men et lille firma down-under har valgt at slippe kvælertaget og frisætte filmfreaks fra førstegangs-wannabes til fuldt flyvefærdige, fuldfinansierede filmografer.

Pendulet

Dette her … det er mærkeligt! 
Jeg har været skeptisk, for hvad var det for noget?
Jeg har ejet et pendul af messing designet af Ibrahim Karim, skaberen af bio-geometrien, en revival af en viden, som de gamle egyptere havde.
Jeg havde ikke brugt det, men det har jeg nu.

Pendulet ligner en tordenkile. Den har samme form som visse elektriske fænomener, hvor elektricitet aflades i form af plasma. Så det handler altså om elektricitet.

Pendulet hænges op i en tynd tråd. Når man placerer det over et objekt eller et punkt på kroppen, begynder det at svinge i cirkler. Ikke frem og tilbage som pendulet på et gammeldags ur, men i cirkler. Det er her, det bliver mærkeligt.

Det første, der er mærkeligt er, at det ikke er hånden, der holder pendulet, der foretager svingningen. Når man holder det over et aktivt punkt på kroppen, læser pendulet den elektriske ladning. Hvis ladningen er for lav, svinger pendulet mod uret. Efter et par minutter stagnerer svingningen og skifter til svingning med uret. Ladningen er genoprettet. Pendulet både aflæser og interagerer med spændingsfeltet og genopretter/hæver det.

Alle kroppens organer er udstyret med deres eget batteri og batterioplader. Organerne kender de andre organers ladning. Det gør de via det system, der  i kinesiologien hedder meridianer (brugt i akupunktur og zoneterapi). Der findes en række praksis, der er i stand til at booste systemet til at genoplade kropsbatteriet: yoga, chi-gong, bio-feedback, o.a. – og altså; pendulering. Jeg troede det ikke, men nu har jeg set det.

Hvis jeg var oliemaler

Hvis jeg var oliemaler
Så ville jeg male med olieudslip og oliepøle
Så ville jeg tanke op med amerikansk olie og skide grønne oliegrise
Så ville jeg fracking-fiseme bore hul i hele jordoverfladen
og stege mine værste fjender på lærredet i fritureolie

Hvis jeg var oliemaler
Så ville jeg blande en palette af John DR’s snake oil
med et sprøjt af bodylotion fra døde kaskelothvaler
og male med fjerene af olieindsmurte edderfugle
hvorefter jeg vil kalde mig klimabevidst kulturradikal kunstner

Hvis jeg var sprøjtemaler
Så ville jeg oliere mine allerede uerstattelige fedtemadder
med spildolie i politisk korrekte regnbuefarver i en vandpyt
Så ville jeg uden tøven og skam i livet udtrykke mig i olieplat form
med tyndbenet indhold og tyktflydende udslip

Kategorier: Essay

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *