Essay

ANER, ASKE OG ANELSER

 
  
 

 

 
 

 

 

 

 

 

 

Dette sommerbillede fra Susåen er banalt i sin skønhed,  
mange bærer sådanne indtryk i hjertet:  


Skyggerne er på flugt fra det gennemtrængende lys, 
vandets uudtømmelige kraft falder til ro i det stille løb, 
ådalens brande og oversvømmelser er næsten glemt,
 
gammel kærlighed og krig nu kun køernes horn i siden på hinanden  
i magelige ritualer om den rigelige føde og de mange kvier.  
Ethvert tilløb til kamp er præget af overskud, 
og mest udtryk for køernes veltilfredse tilværelse, 
med et let anstrøg af kedsomhed. 


Tager man et spadestik i jorden
er dette er min faders sidste hvilested, 
hans aske ligger her,
blomsterne står med friskhed, fylde og mægtighed


Tager man endnu et spadestik dybere
elskede han dette sted,
der danner rammen om hele hans liv :
fra barndommens løb ned ad ådalens blomstrende skråninger
med græssende køer og himlens fugle,
til kælketurene der fortsatte ud på åen
hvor isen måtte briste eller bære, 
det fastfrosne vindue til underverdenens bølgende siv
og underlige fisk i akvarium,

isens kulde der fik drengen på krogen, og bed sig fast,
mens han lå på isen og spejdede ned mod en hemmelighedsfuld underverden.

Trøjen der måtte rives fri af kuldens greb,
de stikkende iskrystaller, og den kolde sultne mave

der kaldte den drømmende dreng tilbage til livet
–  leg og alvor – liv og død –
sejre og nederlag blev hemmeligt betroet til dette sted.


Her har jeg set ham lægge voldsomme følelser og barske ord bag sig
give slip og lade stilheden, lyset og varmen gennemstrømme alt,
lade alt hænge sammen og flyde i eet med åen
gennem landet, havet … erindringen


–  med alderen blev tvivlen og lidelsen afløst af trætheden og accepten… 
og endelig åbnedes overgangen mellem denne verden
og hvad der kommer efter …



Hvorfor led han så meget ?
– og hvorfor skulle vi lide, under ham, ved siden af ham, og over ham ?
hvilken opvækst, et sted mellem bundløst dynd og høj himmel !


Måske er en del af svaret den hvile og fred der findes på dette sted
på den sublime balancegang mellem banal skønhed og altings mål,
et svar så enkelt at man slåes af undren

– tænk, at min fader er her
– end ikke konger tildeles så smukke hvilesteder, trods al pomp og pragt


Min fader var søn af en fattig husmand og hans trætte hustru
som først på hans fødselsleje ændrede planen om bortadoption,
hun nænnede det alligevel ikke i sit moderhjerte,
hun var for træt til at være træt,
hun gav efter og accepterede
det nyfødte barn, der lå i hendes barm, og behøvede alt


Nu ligger min fader i jordens fugtigt varme og velduftende skød
i sit fædreland og moderlige ophav, 
fra “A” til “Å” – fra arne til å – i sit barndomsland,
ren som aske, gennemstrømmet af ild og vand,
parat til forvandling,
Fugl Fønix,
åben for alt
i et evigt foranderligt kosmos 


Og man kan spørge,
med blikket rettet mod himlen,
–   eller hvorhen ?  –
hvordan  …hvornår  …hvorfor ?
–  ubesvarede spørgsmål er mere værd end svar
som ikke findes
her og nu



Hvorfor nu igen denne dybkvalte gråd
som sidder fast i halsen
og føles med sin egen følelse,
som der ikke findes ord for ?
– den er blandet af smerte
og kildevæld fra sjælebrønd,
den er fyldt af tårer
med jordens skarpt ætsende salte


– hvor jeg dog kender den fra min barndom,
ofte så jeg dybt ned mod det ukendte
i sjælens brønd, 
hvor en længselsfuld tørst blev slukket,
og min sjæl renset, passet og plejet
af usynlige kærlige hænder

– mens jeg følte mig utilstrækkelig og afmægtig
blev jeg fyldt – lidt efter lidt
med rige gaver  


Nu er følelsen der igen
som et smerteligt og sært fortroligt bekendtskab :
jeg søger den ikke, jeg flygter ikke,
du kommer og går alligevel som det passer dig,
alligevel respekterer jeg dig
når du er gæst i mit hus,
for du har altid dine bevæggrunde,
altid bringer du gaver, hvis sjældenhed efterstræbes, 

ofte forgæves, 
i de gaver som overbringes kongebørn,

– hvilke gaver bringer du denne gang ?

 


              *
 

 

” mit hjerte er så lille
at det næsten er usynligt


sig mig, hvordan skal det kunne rumme
al den smerte ?


luk øjnene op, lød det tilbage,
dine øjne er endnu mindre,
og dog kan de rumme hele verden “

 
              *

 
Denne gang bringer min gådefulde gæst,
afskeden med min moder:


Hvilken rejse vi sammen har været på
gennem hele livet,
– eller længere endnu ?
med et åbent  “før”  “efter”  og   “nu”


–  umiddelbart for mine øjne fuldendes en cyklus,
hvor hendes krop udvaskes,
mens en sjæl renses, 

og gør sig fri
– til at fødes påny ?

– rejsen fortsætter,
for første gang “forældreløs”


Bag står alt skrevet, foran intet ..
– kun ubeskrevne sider –

Tomme skaller fordøjes og nye æg lægges
– formet og udruget af den frie fugl.



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til min far:

 

Idag, ville jeg have rakt dig min hånd, hvis jeg havde kendt dig for 80 år siden.

Jeg ville sætte mig ned hos dig … tage imod dig … og vise dig den store vidunderlige verden, større end barnets umættelige nysgerrighed.

Dine indre kampe kunne aldrig vindes, højst overvindes. Lidelser og blod løb gennem generationer, som en rivende flod, der aldrig kan tømmes, og nedslider selv de højest fremvoksende bjerge.

Det var svært for dig, trods dine ufattelige kræfter og de store gaver du havde fra naturens side. Jeg led altid stille med dig –  og savnede dit nærvær, trygheden og den ene af mine første store læremeste i livet.

Hvad vi fandt ud af at dele, give videre og tage imod,  hvor lidt eller småt det end kunne være, var godt  – det var nok, som det viste sig mange år senere.

Idag, som en ældre mand  –   “i sin bedste alder”   –   er jeg endelig blevet en trofast gammel ven, en bror og fætter, din ligemand  –  og kan drage lidt faderlig omsorg for dig  –  den omsorg du manglede i din barndom.

Jeg kender det … jeg ser dig … jeg ser os, på tværs af rum og tid ….

 

 

 

 

 

 

En kommentar

  • omar ingerslev

    ” Vi rejser livet igennem os selv – møder drømmene, fantasiens befolkede verden, spøgelserne, kæmperne, dværgene, oldingene, unge og gamle fædre, ufødte og ulevende, unge og gamle mødre, hustruer og enker, svogre – altid møder vi os selv, spejlet i andre tilskikkelser. ”

    ( frit efter James Joyce )

Skriv et svar til omar ingerslev Annuller svar